Folkeskoler har halvt så mange penge til madkundskab som fri- og privatskoler, viser undersøgelse. På alle slags skoler har madkundskabslærere udfordringer med de fysiske rammer, og de savner at kunne tage ud af huset.
ET UDSULTET FAG ORD Maria Becher Trier
OM UNDERSØGELSEN Madkulturen er en selvejende videns- og forandringsorganisation under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. 369 madkundskabslærere har svaret på undersøgelsen fra Madkulturen. 312 har afgivet hele besvarelser, og 57 har afgivet delvise besvarelser. 83 procent underviser på folkeskoler, mens 16,3 procent er på fri-og privatskoler. Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse udviklet af Madkulturen og udsendt til lærere, der fast underviser i madkundskab i grundskolen. Dataindsamlingen har fundet sted i perioden 4.-17. februar 2022.
10
12,8 kroner per elev per hold. Det er beløbet, som folkeskolelærere i gennemsnit har til rådighed, når de underviser i madkundskab. På fri- og privatskoler er beløbet mere end dobbelt så stort – nemlig 27,1 krone per elev per hold. Det viser en ny undersøgelse, som Madkulturen står bag. 44 procent af madkundskabslærerne vurderer, at der er afsat penge nok til undervisningen. Den gruppe lærere har i gennemsnit 20,5 kroner til rådighed per elev. Mens 33 procent vurderer, at der ikke er afsat penge nok. I den gruppe har de kun 9,8 kroner til rådighed i gennemsnit. Direktør for Madkulturen Judith Kyst mener, at forskellene er endnu en indikator på, at madkundskab er underprioriteret i folkeskolen. “Har du 27 kroner, så har du meget bedre forudsætninger, end når du har 13 kroner. Det kommer bag på mig, at der er så stor en forskel. Det viser en resursetrængt folkeskole. Var midlerne til rådighed, ville faget også blive opprioriteret”, siger Judith Kyst. Formand for Foreningen for Madkundskab Lone Carlson synes, at undersøgelsen viser en beklagelig forskel på vilkårene for de to skoleformer.
“Vi ønsker naturligvis, at alle elever får de bedst mulige rammer og vilkår for deres læring i vores fag. Uanset hvilken skole de går på”, siger hun. MANGLER KØKKENGREJ Det er ikke kun rådighedsbeløbet per elev, der presser økonomien i faget. Også de fysiske rammer udfordrer. Fire ud af ti lærere svarer, at faglokalet ikke har de tilstrækkelige fysiske rammer til, at man kan gennemføre undervisning i ønsket kvalitet, og 36 procent oplever, at faglokalet ikke er tilstrækkeligt udstyret med de nødvendige redskaber. “Jeg mangler flere køkkenredskaber, for eksempel stavblendere med mere. Lige nu deles tre grupper om en blender”, lyder det fra en madkundskabslærer i undersøgelsen. “Lokalet er for småt. Vi har kun ét lokale, men mange hold, og vi har derfor ikke et køkken til rådighed hver gang”, lyder det fra en anden lærer. Igen er det i langt højere grad folkeskolelærerne – nemlig 39 procent – der finder faglokalets redskaber utilstrækkelige, mens det kun er tilfældet for 22 procent af lærerne i fri- og privatskoler.