Nu bliver der lyttet til praksis
DLF-FORMAND:
ORD Pernille Aisinger
FOTO Thomas Arnbo
Sammen om skolen
44
Lærernes formand har ikke glemt lockouten i 2013. Men skolens parter er nu lydhøre over for hinanden i partnerskabet Sammen om skolen, og der tages udgangspunkt i skolens virkelighed. Gordon Ørskov Madsen er derfor sikker på, at lærerne vil kunne se sig selv i resultaterne.
Nu finder skoleudvikling sted i et samarbejde med lærerne og med udgangspunkt i den virkelighed, der findes ude på skolerne. Det er det allervigtigste for lærernes formand, Gordon Ørskov Madsen. Han har gennem det seneste år siddet til mange møder med undervisningsministeren, kommunerne, skolelederne, eleverne og forældrene og den politiske forligskreds for at diskutere skolens udfordringer i partnerskabet Sammen om skolen. “Der er tid og rum til at invitere lærere og skoleledere, forældre og elever ind, når man udvikler folkeskolen. Hidtil har skoleudviklingen foregået på en måde, hvor politikerne har udpeget problemer og blæst dem stort op i det offentlige rum – eleverne kan ikke læse, eller eleverne mistrives. Så har man samlet inspiration andre steder, men ikke gjort sig den umage at se, hvad der faktisk foregår på skolerne. Fremover skal nye tiltag rodfæstes blandt dem, der skal leve i dem”, siger formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen. Det betyder ikke, at parterne vil finde de gode eksempler og brede dem ud på alle skoler, tværtimod handler det om, at hver enkelt skole skal finde sin egen vej, fordi alle skolerne er forskellige, understreger han.
For Gordon Ørskov Madsen har det vigtigste resultat indtil videre været den store aftale om et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem. Her har han stået på, at test såvel som udviklingssamtaler skal tjene et formål og have en høj grad af selvbestemmelse for den enkelte skole. “Det er vi lykkedes med. Derfor tror jeg også, at de nye test passer meget bedre til skolens virkelighed og hverdag. De tager fat på de grundlæggende færdigheder i dansk og matematik og ligger tæt op ad den slags test, som lærerne selv har brugt i årevis”, siger han. De næste store punkter i Sammen om skolen er inklusion og praksisfaglighed, som partnerskabet allerede er gået i gang med at tale om. Dernæst kommer nye beskrivelser af fagene, hvor hvert fags formål skal mere i centrum. Det tager konkret udgangspunkt i lærere, der har fortalt, at der er for mange emner og temaer i læreplanerne, fortæller Gordon Ørskov Madsen. Derefter har DLF-formanden et ønske om, at partnerskabet skal se på lærernes personlige overskud – eller rettere manglen på det: “Der er for travlt og for mange ting, der skal nås i et lærerliv. Når man alt, alt for ofte går hjem fra arbejde og føler, at man