And med posten
Nanna Heggelund Christensen
And med posten Erindringsroman
ALFA
Nanna Heggelund Christensen And med posten Erindringsroman © Forfatteren og Forlaget ALFA 1. udgave, 1. oplag 2015 isbn 978 87 7115 113 8 Sat med Aldus Grafisk tilrettelægning: Claus Nielsen / RPC Omslag: Line Jensen, smokeandmirrorsstudio.dk Tryk: ScandinavianBook Forlaget ALFA Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.ForlagetAlfa.dk Kopiering kun tilladt i henhold til gældende lov om ophavsret
– Hvad skriver du? – Hvordan det er at huske. – Hvordan det? – Det er lidt ligesom at samle masker op langt nedefra. – I strikketøj? – Ja, det bliver aldrig ordentligt igen, men repareret bliver det jo. – Har du husket det hele? – Nej, kun noget af det. – Hvad kan du ikke huske? – Det ved jeg ikke så længe jeg ikke kan huske det. – Hvordan er det så at komme i tanke om det du kan huske? – Det husker mig. – Nej ! – Jo, det kender du godt fra når du selv skriver noget. – Skriver hvad? – Det ved jeg ikke. Bare når du skriver noget. – Skriver? – Ja, skriver løs lige ud af posen. – Hvad for en pose? – Hovedet, tror jeg. Eller hånden. – Lige ud af hånden. Jeg skriver ord – ud af hånden. – Ordene sidder jo ikke inde i din hånd !
5
– Det ser sådan ud når jeg skriver. – Hvad skriver du så? – Det hånden husker. – En hånd kan sgu da ikke huske. – Min hånd kan. – Hvad husker den så? – At man siger pænt goddag – eller hvor bog staverne er her på tastaturet. – Det er da noget du ved. – Nej, jo, men det er hånden der husker det. Du husker heller ikke selv på det når du hilser pænt på folk. Det er hånden. – Jamen skriver du ikke det du helt selv vil? – Næ, jeg skriver jo om dengang der kun var de andre. – Du var der da også. – På en måde, men det var ikke rigtig mig der ville alt det. Det skete jo nærmere. – Hvor tror du så de erindringer sidder? Altså dem man ikke kan huske? Mærker man også bare dem et eller andet sted? – Kun når de ved hvad det handler om. – Siger du nu igen at det er dem der kommer i tanke om dig? At det på en måde er erindringerne der sidder og skriver når du sidder der og knokler? – Ja, sådan cirka; for så står de der og er blevet
6
til noget jeg kan tyde eller læse som det hedder; jeg kan bare ikke læse dem med det samme. – Med det samme hvad? Sind? – Nej, straks. Tiden er jo gået, og den går. – Men du læser dem da med det samme, altså mens du skriver dem. Så hvad er det de vil? – Du er skør. De vil sgu da ikke noget. Det er mig der vil noget. – Ja, men ikke dengang, sagde du lige før. Hvordan blev man en der ville noget? – Det er erindringerne der får os til at ville. De sidder i kroppen og kommer baglæns og hulter til bulter som når havesangeren knitrer sine melodi stumper. De indhenter hele tiden, men først til sidst. – Er det bare det du prøver at huske – altså at det er sådan erindringer bliver til noget lidt andet. – Måske. Det man husker frem derindefra, er ikke det samme som da det skete fordi afstanden lægger sig imellem. Mens det bliver til at læse så det kan skrives, så forandrer det hele tiden. – Hele tiden er nu ellers et godt fast udtryk. – Hele tiden er ligesom vandfarver eller skyer fra nu og da der løber ind i hinanden og hele tiden danner nyt – ikke set før nu. Så længe der er vand, altså.
7
Hvert år op til jul får de en and med posten. Den er pakket ind i brunt papir og med en stram snor om som om den kunne være fløjet uden. Så siger de at julen er reddet. Svesker, rødkål, kartofler og sovs fylder det meste. Fruen spiser helst kun halsen. Og inden anden får de risengrød med mandel i. Og inden risengrøden “Kom Jesus, vær vor hyttegæst ! Hold selv i os din jule fest.” Kød behøves næsten ikke; det ligger i luften. Det er ligesom i tillægsbønnen til Fadervor hvor det hver aften lyder “Voks ! du lille plante frem, voks ! du lille kristenglem, bed Gud selv vil danne dig til sit søde himmerige !” I deres familie er det op til Gud selv om der bliver julefest. Fruen ved at julefest også er død og savn. Det ingen taler om. Hun ved at alverdens mad og gaver ikke er julens glæde. Det lille julebarn kan dø før det kommer til verden. Det lærer fruen allerede inden hun er færdig med at være barn for længe siden i sin familie: at en ny lillebror ikke altid klarer fødslen. Hun er 15 år dengang i sit barndomshjem på Sjælland. Hun har allerede fire mindre søskende. Hendes døde lillebror bliver lagt på strå i en lille rå trækiste og båret af sted til graven. Kisten ligner en krybbe bare med låg. Der er fem dage til jul. Moderen, Rigmor, er død sammen med den nye lillebror.
˜ Fruen er selv blevet mor til tre. Det er nok at være fem i familien. Og måske har den sidste efternøler ikke været meningen. Men så ankommer der til jul med tog en farmor eller morfar på skift, begge enkefolk der snakker sjællandsk, den ene lidt mere end den anden. Farmor er
9
oprindelig fra Jylland. Anden er sendt af sted til Fyn fra slægtsgården hvor der er rigeligt med gratis mad hos fruens bror. Nogle år har morfar den med i kufferten. Heldigvis får fruens søstre også hver en and med posten hver jul. Traditionen tro, som der står i julebrevet fra broderen der arver gården med al maden selv om han er den yngste. De ældre søstre får hver for sig deres på det tørre med ægtemænd og uddannelse og forskellig hjælp fra slægtsgården. Senere får de at vide at der ikke hvert år blev opdrættet ænder på gården.
˜ Når føret er til det, vil morfar gå tur efter sin middagssøvn sammen med en der kender vejen. Han er på juleferie på Fyn; der er fem dage til jul. Han går med spadserestok der vipper op og ned af sig selv i en indviklet rytme mellem hvert andet skridt. Man får lov at prøve selv at gå med stok der vipper, og ligne en herre. Der er bolsjer i en særlig lomme i vesten. Kongen af Danmark eller Althea. Morfars øjenlåg er rullet lidt ned over øjnene på en sørgelig måde, og der hænger en forstenet tåre. Den snakker de om. Han siger at det sørgelige er længe siden. Tåren er bare gammel hud og vorter. Der står i nogle gamle breve fra morfar i en papkasse oppe i det skæve loftsrum at julen er så svær fordi alle savner vor kære Rigmor. Det undrer man sig over op til morfars øjne. Han vipper med stokken og spørger om man allerede kan læse den gamle skrift. Så spørger man hvorfor alle ikke savner den lille bror der døde sammen med Rigmor.
10
Lyn og torden er farligt vejr også om natten. Familien sidder oppe; fruen er bange og helt ved siden af sig selv. Alle er blevet vækket; alle skal i tøjet, selv forklædet skal på. Ingen ved om det nu vil slå ned igen. Få år før brænder den tidligere stråtækte skolebygning i tordenvejr. De mister næsten alt. Klaveret får fugtskader. Den unge tjenestepige kommer løbende ned ad loftstrappen med sin månedsløn og taber sedlerne i panik. Den mindste i barnevognen bliver i fuld fart kørt over til naboens med de mange børn. En fra eller til. Familien bor derefter til leje i et år oppe bag Kohaveskoven. De voksne cykler ned til forsamlingshuset hver dag og holder skole der. Imens bliver den nye skolebygning færdig, og lærerfolkene tager bolig i den ene ende, privaten. Moderne træk og slip, centralvarme, badekar, indbyggede skabe, gasblus og nymodens køkkenskabe med skydelåger, den store stue med plads til spisebord og bænk i den fjerneste ende og ved siden af den store stue den lille stue som er skolens kontor. Store vinduer i den store stue mod syd ved havedøren og ved karnappen med en lang blomsterkumme med store frodige grønne planter og svigermors skarpe tunge. Overfor i krogen et stort akvarium med guppyer og sværdhaler og neonfisk og et farligt elektrisk stik der en dag giver stød og grimme ar på en lille tommel- og pegefinger. Rundt omkring i forældrekredsen er det kun de færreste der har træk og slip og andet af alt det moderne.
˜ I kontoret bliver alle nye elever skrevet ind, skolens forældre kommer og ser det nye hus, men taler hellere om
11
deres poder; skolelæreren snakker med de løst ansatte og udbetaler løn; skolepengene bliver indbetalt og ført til bogs; bestyrelsesmedlemmer kommer og går, for bestyrelsesmøderne skal jo forberedes. Også Kirkebogen bliver ført dér fordi skolelæreren er degn og kirke sanger i den ene af sognets tre forskellige menigheder. Privaten er åben for alle, og alle tiltaler skolelærerens med fruen og lærer Christensen. Skolens forældre er selvfølgelig elevernes forældre, den unge pige i huset er også delingsfører fra Viborg Gymnastikhøjskole og har al pigegymnastikken fra november til november. Og så er der skiftedag. I årevis bor der en ung gymnastiklærerinde på sit lillebitte værelse ved siden af skole lærerens soveværelse på første sal. Der er et indbygget skab, skråvægge, en seng og et skrivebord og en vindueskvist. Der er knap plads til at lave og øve de nye gymnastikserier på det lille gulv. Men pladsen er med kost og logi. Og så skal hun lave mad og vaske op og støvsuge og være der om aftenen hvis de voksne er af sted. Ellers har hun fri. Og lige når pigen er blevet den allerbedste de nogensinde har haft, rejser hun videre. En lærerkone fra en nabofriskole har skolekøkken hver tirsdag eftermiddag med hvid trekantet blondekappe på håret. Hun har fået kørekort og kommer kørende i en lille blå bil og aflægger regnskab for maden de laver i skolekøkkenet, og får refunderet sine udlæg en gang om måneden. En gang imellem bliver hun kørt af sin mand der er skaldet og ligner Storm P’s De tre små mænd, bare uden hat. Dem læser man om i tandlægens venteværelse og lærer tallene af nummermanden. Præsten kommer tit i stuen; han ringer også på
12
telefonen, for når skolelæreren også er degn, skal han kende salmenumrene og vide om der er barnedåb med herren der strækker ud sin arm. Kirkebladet taler de længe om i kontoret. De kalder det Mælkebøtten, og der er en lille tegning af en mælkebøtte nederst i hjørnet på forsiden af hvert blad. I kirkebladet bliver der skrevet vers om høst og fugleneg, og mælkebøtten er ikke fandens.
˜ Der bor en fast gammel lærerinde i den lille etværelses på anden sal i den nye skolebygning. Hun er for gammel til at lave gymnastik; det er derfor der også er ung pige i huset. Den gamle hedder Agnes og har 2. klasse om eftermiddagen, og 4. + 5. klasse om formiddagen. Hun kommer mere sjældent i kontoret, og mest når der er særlig emsige forældre til et af børnene, eller når hun får ideer til nye materialer der koster ekstra. Det kan altid lugtes når hun har siddet i stolen med nederdelen nede over knæene som hun ikke kan samle. Bag skjorteblusen kan man til gengæld se at hendes bryster sidder meget tæt samlet. Ellers ordnes der skole over middagsmaden. Her spiser lærerinden med ved det store spisebord i stuen. To retter tilberedt af den unge pige til tolv-frikvarteret. Først kærnemælkssuppe eller mælk og tvebakker med kanelsukker eller en anden slags vælling eller grød. Det kan være mannagrød, risengrød, bygvandgrød med æblemos eller bog hvedegrød; derefter en hovedret med lidt kød og grøntsager med vitaminer og mange kartofler. Skolelæreren for bordenden, lærerinden på langsiden ved hans højre
13
hånd, derefter fruen og den unge pige nærmest døren ud mod køkkenet. Det er dem, der tager de dybe tallerkener af bordet og bærer hovedretten ind. Ved den anden langside på bænken de tre børn. Familiens hus er noget mange har lod og del i, splinternyt og helt moderne, og i forældrekredsen er der mange der har betalt ekstra fordi de tror på deres børns skolegang i en nybygget skole med Grundtvig og Kold på bagsmækken. De to opdager man først meget senere som noget der mangler, når man kommer til at gå i andre skoler med gode karakterer. Det fortæller de gamle elever der vender tilbage på besøg i kontoret og er blevet voksne med skæg og sært tøj der er købt i en by. De har fået svendebreve eller studentereksamen med huer og lanciers og latin, og de har haft let ved det meste fordi de har gået i skole hos skolelærerens, siger de; også dengang den var stråtækt.
˜ Det tordner, og familien sidder der midt om natten samlet i stuen. Hver gang det tordner. Der er også en gul og grøn undulat i bur. Den er forvirret over at være vågen midt om natten. Altid fruens store hvide knoer som bliver vredet og siger knak i takt med gispene for hvert lyn. De får børnene til at tælle sekunder mellem lyn og torden. Hvor langt er et sekund? Måske kan det gøre hende rolig at tælle lidt hurtigere. Så er det længere væk. Det er ikke oppe over endnu, lynene går kun oppe mellem skyerne, ikke hernede; måske driver det over, og der er nye lynafledere på bygningen. Bygningen ligger næsten højest af alle i omegnen. Hvorfor har
14