Breve fra provinsen

Breve fra provinsen om at finde hjem i en urolig verden

Rasmus H.C. Dreyer og Kasper Støvring

Eksistensen

Indhold

7 Forord

9 Tilbagetrækning. Om langsomhed og kontemplation og om klostret som billede på det tilbagetrukne liv.

27 Stedet. Om forankringen i det sted, man bor, og om lokalsamfundets samhørighedsfølelse.

75 Naturen. Om naturens tvetydighed, synd og frelse og om naturmetafysik mellem skabelse og tilintetgørelse.

101 Adventstid. Om håbet og troen i krisetider.

129 Kristendommen og kulturen. Om nære og fjerne forpligtelser og om den verdslige og den guddommelige lov.

171 Efterord

Forord

Vi lever i en brydningstid, mange vil sige en krisetid, hvor det, vi kommer fra er under afvikling eller slet ikke findes længere. Men der eksisterer endnu et land og en kultur, som de fleste af os har fået med fra vores forfædre, og som vi helt elementært bygger vores liv på. Bogen handler om det Danmark, der betegnende nok i ofte nedsættende toner kaldes

Provinsdanmark eller Udkantsdanmark. Bogen handler ikke kun om det Danmark, den er heller ikke blot et forsvar for det, men en hyldest til det, og derfor er vores udgangspunkt det sted, vi er forankret: det vestsjællandske Danmark.

En sådan kærlighedserklæring kan måske bedst udtrykkes

i essayets, mere præcist i brevvekslingens personlige form. I bogen udveksler vi tanker, vi har skrevet, foredraget og prædiket om i forskellige sammenhænge, og som vi har talt om, når vi har mødt hinanden i Sorø, som vi begge er flyttet til. Vi er bevidste om, at vi selv har valgt at flytte til Sorø, som tilmed er en meget velfungerende by, hvor vi også selv indtager en privilegeret position som medlemmer af det, man

kunne kalde kulturborgerskabet. Andre mennesker i andre egne af landet nyder ikke samme privilegier og har brug for hjælp i form af politiske beslutninger, der kan afhjælpe den forarmelse af visse steder af landet, der er virkeligheden.

Vores anliggende er imidlertid et andet: Vi vil give mæle til det gode, lokale liv, der stadig findes. Andre dele af bogen er skrevet til lejligheden, og i en krisetid som vores har disse tanker brug for et større publikum. Der er især brug for at finde et sprog for alt det, vi holder af, ikke mindst for at give det videre til andre, der forhåbentligt vil tage imod det i samme ånd. Hvor end i vores skønne land, de lever.

Vores ledetanke er, at Danmark ikke ville være det samme uden naturen, stedet, menneskene, byerne, landsbyerne, øerne, kirkerne. Udkanten er som provinsen en geografisk bestemmelse – de landområder, hvor de fleste lever deres liv, og lever et godt liv, skønt ofte ringeagtet i debatten. Men udkanten er også en mental bestemmelse. Vi forsvarer den livsform – lokalsamfundet og kristendommen – der også lever i udkanten af vores offentlige samtale.

Hele bogens raison d’être er i den forstand observationen, sansningen af menigheden, eller på moderne dansk: lokalsamfundet. Derved vil vi vise, at det organiske i samfundet er den væsentligste forståelseshorisont for danskere, samtidig med at det lokale, menigheden, det organiske –“landsbyen” – også er byggestenen for det samfund, vi har.

Bogen udspringer også af en række inspirerende samtaler vi har haft i en studiekreds om kristendom og kultur med en række fortrinsvis teologer fra folkekirke- og frikirkemiljøet i Danmark. Vi takker for de mange gode samtaler, samt Fonden RESAM – Religion og Samfund – for et legat, der gjorde arbejdet med denne bog muligt.

Tilbagetrækning

Hastighedskulturen kendetegner i stigende grad det moderne liv, især som det leves i storbyerne. Ved at trække sig tilbage fra dette liv kan man

åbne sig for langsomheden og træde i forbindelse med en højere grad af nærvær, i hvert fald en anden slags nærvær, nemlig den, der er forbundet med kontemplationen. Et billede på denne tilbagetrækning er livet i klostret. I tilbagetrækningen gør man en dyd ud af det ideal, der altid har ligget i dannelsestanken, og man får adgang til den permanente verden, til det, der har varighed i et flygtigt liv. Vores vigtigste erindringer, der er med til at gøre os til dem, vi dybest set er, afhænger af denne langsomhed. Vi bør derfor kultivere evnen til at åbne os for de små øjeblikke af åbenbaringer, af epifanier, livet skænker os.

Kære Rasmus

Vi er begge inden for de senere år flyttet fra “centrum”, hovedstaden, til “periferien”, provinsen eller udkanten, for nu at benytte en besynderlig glose, der afslører både forundring og ringeagt. Og vi er endda flyttet til den samme by, nemlig Sorø på Vestsjælland. Jeg kommer sjældnere og sjældnere ind til hovedstaden. Talrige er de gange, jeg har sagt nej tak til sammenkomster, fester, debatmøder og tv- og radio-optrædener. Og det plager mig lidt. Jeg hader nemlig at gå glip af noget, men jeg har efterhånden fundet ud af, at det er godt for mig.

Jeg er også barn af min tid og dens optimeringskultur, og også jeg er underkastet den sociale acceleration, der gør mennesker mere og mere forpustede og truer med at brænde dem ud. Udbrændthed, stress og depression er ikke for ingenting vor tids nærmest epidemiske sygdomsfænomener. Tidens dominerende personlighedstype er blevet diagnosticeret som det opportunistiske menneske. Mere vil have mere, og den, der henslæber sit liv i den hedonistiske trædemølle, lider konstant af FOMO: Fear of missing out.

Men beslutningen om at være på afstand gør sjovt nok, at man kommer tættere på det, der virkelig betyder noget.

Denne tilbagetrækning kan selvfølgelig ændre sig eller modereres. Jeg kan tage arbejde i København igen, eller genoptage besøgene til landets hovedstad, som jeg på mange måder holder meget af. Men jeg tror, vi er enige om, at vi nok ikke flytter tilbage, og vi flytter nok heller ikke til en af de større byer. Vi har det godt her i provinsen. Hvorfor?

Min egen erfaring og mine egne begrundelser behøver ikke at være tvingende almengyldige. Men tilbagetrækningen har virket for mig. Jeg trives med distancens patos. Den har f.eks. givet mig en følelse af naturforbundenhed. Lad mig give et eksempel.

Jeg arbejder som deltidsansat bibliotekar i Næstved, og hver dag kører jeg gennem det smukke sydsjællandske landskab og gør ved hjemvejen ophold forskellige steder og vandrer i egnens mange skønne områder, på stier, markveje, langs søer og ikke mindst i skovene. Det er der heller ikke mange, der længere gør. Jeg møder i hvert fald stort set aldrig nogen derude. Men det passer mig fint, for så har jeg skovene, som jeg helst vil have dem, altså for mig selv: Roen, langsomheden og stilheden til at være helt opmærksom – eller bare slentre tanke- og formålsløst omkring. Men hele tiden i mit eget tempo.

Det er ekstra glædeligt i disse dage, hvor jeg skriver dette brev, for det er i den særlige uge, hvor bladene er falmede i gule, brune og røde farver, lige inden de falder af grenene.

Jeg er fuldt klar over omkostningen ved denne livsform: Ikke blot alt det, jeg hele tiden går glip af, men også, at jeg som bibliotekar ikke udvikler nogle af de nye kompetencer, der skal bruges for på et tidspunkt igen at komme ind i hamsterhjulet. Biblioteker lukkes på stribe, og bibliotekarer er som bekendt en truet art.

Men hellere det end at køre rundt i livsmulighedernes rundkørsel, som det er blevet kaldt, vistnok af Svend Brinkmann, hvor man aldrig vælger helt. Man ønsker at være tæt på naturen, men også på storbyens tilbud; man ønsker tryghed i parforholdet, men også frihed til at vælge den næste partner; man ønsker at være offline, men også at følge med i statusopdateringerne.

Jeg er lige ved at tro, at man kan bruge rundkørslen som et skræmmebillede på det moderne liv og storbyen: Det kunstigt anlagte livsmønster, præget af en vis gentagelsestvang, det rundtossede, halve liv, hvor hengivelsen hæmmes, relationerne bliver foreløbige, og aftalerne ofte brydes, fordi der hele tiden venter en ny mulighed ved den næste afkørsel.

Omvendt kan den bugtende, smalle landevej, der følger det naturlige terræn i landskabet, ses som et billede på tilbagetrækningens landlige og højst usamtidige eksistensmåde: Afkaldets, men også hjertets renhed (der som bekendt er at ville ét).

Længere væk, men alligevel nærmere.

Kære Kasper

Jeg tror, at kontemplationen og det indre eksil, du beskriver, kan sammenlignes med et kloster. Et menneske er også et kloster. Vi har også vores egen lukkede, eller snarere private verden. Og vi har samtidig et arbejde og en gerning, der rækker ud over klostrets private mure. Det historiske kloster er både privat og offentligt, lukket og åbent, åbenbart og hemmeligt.

Jeg ved, du er kirkegænger. Forestil dig nu Klosterkirken her i Sorø. Den er rejst af biskop Absalon for 900 år siden, og selvom sporene næsten er slettet ud af dens indre fortid som klosterkirke, kan du stadig finde antydninger af dens fortidige indretning med en trinvis vej ind mod det allerhelligste. Se efter nogle afhuggede fundamenter; der er spor af dem ved søjlerne nogenlunde midt i kirken. Her har lægbrødrenes alterskranke stået. For kirken var opdelt. Nederst var det muligt for almindelige mennesker at opholde sig, næste inddeling var lægbrødrenes kirke, mens selve korskæringen og højkoret var munkenes. Trappen til deres sovesal er stadig i den søndre korsarm. Kun disse indviede munke med de korrekt aflagte løfter kunne være i dette umiddelbare nærvær med Gud. Selve kirken var altså både offentlig og i koret fuldstændig hemmelig, eller

snarere privat, idet dette rum rummede en karakter af udelukkelse ved at tillade nogle bestemte mennesker at opholde sig her; andre var derimod forhindret i at opholde sig der.

For os to er Sorø privat, og vi er ikke offentlige personer i vores nabolag, eller når vi oser på Storgade eller handler i Brugsen. Sådan kan det private være lig med det hjemlige. Det private er således ikke i sig selv identisk med det tilbagetrukne.

Jeg har netop genlæst Jens Smærup Sørensens hjemstavnroman, eller rettere forfaldsroman Mærkedage . I Smærups roman er jeg atter tilbage i klostret. Det er for mig en arketypisk institution, der ligner Smærups skildring af livet på gården. Livet på gården var engang både bøn og arbejde, ånd og brød. Vi kender begge det gamle ord om klostret som “ora et labora”, bøn og arbejde. På gårdene i Smærups landsby, Staun, læser de modsat munkene i Sorø, ikke så mange bøger; der var ofte kun dem, der skulle bruges til husandagt. Dog læser pigen Mary bøger i stakkevis. Hun opdager verden gennem bogen, men betragtes af mange af de andre i byen som doven og en dårlig kone. Det er hun selvfølgelig ikke, og da øjnene bliver gamle, må hendes mand læse op for hende. Og ham er der da vist gået en skuespiller tabt i. Ja, han finder sig selv gennem tv-teatret, for han indser heri, at vi alle spiller en rolle i livet. Hans store rolle er at være Marys mand. Derfor påtager han sig også at læse bøgerne for hende, da øjnene ikke kan

mere. Sammen genoplever de deres liv i litteraturen. Det er i sig selv en opdagelse af evighedens tilstedeværelse i det skrevne ord. Bliver vi i klosterbilledet, kan jeg konstatere, at til bønnen hører læsningen. Læsningen er på denne vis både en opdagelse af det evige og en særegen måde, hvor mennesket kan trække sig tilbage på.

I Michel Houellebecqs roman Underkastelse har hovedpersonen François en del kvaler i privatlivet. Jeg behøver ikke at nævne for dig, hvordan François, der er en spejling eller snarere en personifikation af Frankrigs skæbne, kun gør en eneste rigtig ting i bogen: han går i kloster hos karteusermunkene. Houellebecq gjorde selv det samme i en imitation af forfatteren Huysmann, som François i romanen er ekspert i. Huysmann blev katolik, François blev muslim. Jeg tror ikke at pointen er en-til-en, snarere er klosteropholdet mislykket, fordi klostret repræsenterer selve den europæiske identitet, som François opgiver.

Klostret er det historiske rum for både det legemlige og

åndelige, ja, det læste nærvær med Gud. Jeg mener, at for munkene går kristendommens kendskab til Gud gennem skriftens udtryk. Vi kender kun Guds åbenbaring i hans søn gennem Det Nye Testamentes nedskrevne beretninger om ham, og derfor er selve vores kulturs rod at finde i det

tilbagetrukne liv med ro og lydhørhed til granskning af Skriften. Det er denne tilbagetrækningsstrategi, François ikke magter. Han giver fortabt, og lader tiden løbe afsted med ham.

Tavsheden er karteusermunkenes adelsmærke. Og det er nok ikke helt forkert, at jeg med François’ klostergang kommer til at tænke på den tyske forfatter Botho Strauss. Jeg forstår Strauss således, at et modsvar til tidens iver efter at udglatte og dermed erodere og retouchere det, som vi er bygget af og skabt ved, må være tavsheden. Kun i tavsheden, i tilbagetrækningen i højeste potens, kan vi i dag møde Gud. Tavsheden åbner for læsningen. For at være tavs, må vi distancere os. Teologer elsker at gøre Nietzsche til teolog. Tænk på hans ord om afstanden som en higen, måske kristent formuleret en længsel efter det højere, sjældnere, fjernere og mere omfattende. Det er både munkens og den læsendes vej hen imod det guddommelige.

Munkene åbnede døren til Guds rige, når Den Hellige Skrift blev læst og afskrevet og viderebragt. Læsningen og selve skriften var de ypperste midler til at bevare og viderebringe vidnesbyrdet til de kommende generationer. Paulus skrev, at bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende. Det er os, der har fået ånden givet i dåbsgave; vi mennesker kan løse koden, bogstaverne udgør, og læse. Læsningen er både kode og nøgle til vores eksistens og vores kultur. Kunne vi kalde læsningen for vores individuelle kloster?

Jeg har kredset om klostret, fordi det er en tanke, der ikke er os fremmed her i Sorø. Byen skylder sin eksistens det kloster, som i 1100-tallet blev rejst, og hvis kirke endnu står. Vi er begge to lutheranere, som danskere flest, og derfor afskyr vi måske per refleks klostrets religiøse dimen-

sion. Som protestanter ræsonnerer vi, at ingen kommer

tættere på Gud ved at vende livet, dagligdagen og familiens kald, ryggen. Principielt set har vi ret, for så vidt angår den romerske kirkeinstitution, som reformatorerne ville gøre op med. Vi tager dog givetvis fejl, for Luther ville godt nok have alle ud af klostret, blot for at alverden kunne blive til ét stort kloster. Gudsnærværet, det gælder som sagt også kunsten at læse, skulle ikke være forbeholdt elitekristne i afsondrede bygninger, der med høje mure vendte ryggen til verden og kun åbnede sig mod det indre i den skyggefulde fratergård i munkenes claustrum.

Kloster er afledt af claustrum , og jeg skriver det ikke kun for krukkeriets skyld. Det forklarer nemlig noget om klostrets særlige karakter: et claustrum er noget klaustrofobisk; det er et indelukke. Eller i Sorøs tilfælde er det et afeller udelukke. Det var Asser Rig fra Fjenneslev, som bragte munkene til Sor-Øen, denne ø, som byen Sorø stadig ligger på, og som dengang var fuldstændig omkranset af vand. Efter reformationen blev det akademi, siden gymnasium.

Jeg kunne fristes til at påstå, at det først var Grundtvig, som virkelig forstod at påskønne selve klostrets sande

tanke: at forbinde læsningen med ånd, forbinde bøgernes verden med folket. Grundtvig ville i Sorø lave “en skole for livet” i de gamle bygninger. Og med tankerne om et nyt akademi i Sorø var Grundtvigs ideer til højskolen

født. Grundtvig så ikke for sig, at livets skole skulle være en meget boglig skole. Det væsentligste var at skabe en

skole fri af standsinteresser, det vil sige en skole, hvor både bønder og borgere, embedsmænd og ulærde på deres eget sprog kunne gå fra at være bundet til dette og sammen blive et folk. Bønderne især, fordi de behøvede denne dannelse for at løfte sig fra almuen og ind i folket. Fordi et folk for Grundtvig ikke bare var et elitært projekt. Danskerne skulle gå i skole sammen, tale sammen, læse sammen og dannes ved de samme historier. Derved ville de blive frie ved at blive ét, nemlig et folk forpligtet på hinanden og bundet sammen af den samme ånd. Eller som den gamle kæmpe digtede i præludiet til sine højskoletanker i Sorø:

“Modersmål er vort hjertesprog,/ kun løs er al fremmed tale,/ det alene i mund og bog/ kan vække et folk af dvale.”

Er det bare melankoli, når jeg håber, at denne ånd kan vækkes igen?