Det er længe siden, krigen sluttede. Længe siden, der rendte børn og legede i gaderne. Og længe siden, der var voksne til at glæde sig over lyden af børnenes leg og livsglæde. Ikke engang tiggerne med deres instrumenter gider længere lægge vejen forbi byen. Byen har tabt sin tone og sin farve.
Den gamle urmager er blevet tilbage. Han sidder ved vinduet og kigger håbefuldt ud på byen. Kvarterslagene fra hans ure havde været en kær og tryg lyd for alle borgere i byen. Men han har mistet gejsten til at lave nye ure. Det passer fint med, at der ikke er flere købere tilbage. Han har lavet et ur til hver en tid, til hver en familie, og hans sind er fuld af alle de melodier, der boede i hans ure. Men det er snart længe siden, at vinden har båret et klokkeslag gennem byen. Selv fuglene, der fløjtede i takt med urene, har for længst forladt byen.
En morgen, da den gamle urmager går omkring i sin by, kommer han til Rådhuspladsen. Han falder i staver, da han får øje på det store ur på hovedbygningen, som han har lavet for mange år siden. Det holder stadig tiden, det gamle gæve ur.
Han g책r ned til havnen og kigger. Med sorg i hjertet iagttager han, at folk forlader byen. Han f책r den tanke, om ogs책 han skal give op og rejse bort.
Han går tilbage til sit hus. Finder sine kufferter frem og begynder at pakke. Der er ikke mere for ham at gøre i denne triste spøgelsesby. På vej ud ad døren bliver han fanget ind af en lyd. Et kukur slår timeslag et sted i stuen.