DØDEN ER IKKE DIN EGEN
fem artikler om aktiv dødshjælp
Eksistensen
Døden er ikke din egen
fem artikler om aktiv dødshjælp
isbn 978 87 410 1117 2
© Forfatterne og Eksistensen
1. udgave, 1. oplag 2024
Omslag og sats: Claus Nielsen, Eksistensen
Sat med Minion Pro
Tryk: Toptryk Grafisk, Gråsten
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10
DK-1820 Frederiksberg C
3324 9250
www.eksistensen.dk
Indhold
7 Værdighed er noget vi giver hinanden
Af Ole Raakjær
19 Legalisering af aktiv dødshjælp:
Hvad vi kan lære af Holland
Af Henk Reitsema
35 Autonomibegrebets betydning for synet på aktiv dødshjælp
Af Hans Vium Mikkelsen
59 Jeg lader mig narre
Af Leif Andersen
93 På dødens eller livets side: Skal aktiv dødshjælp være løsningen på lidelsens problem
Af Ole Hartling
117 Aktiv dødshjælp - en kommentar
Af Ulla Morre Bidstrup
Værdighed er noget vi giver hinanden
Af Ole Raakjær
Døden er ikke kun vores egen
Som hospicepræst gennem 25 år har jeg ind imellem også tænkt, at nu ville det være godt, om vi havde muligheden for at hjælpe et menneske ud over kanten og fremskynde døden. Jeg husker en mand på min egen alder med et par døtre ligeledes på mine egne to døtres alder. Det var meget vanskeligt at lindre hans voldsomme smerter. Uanset store mængder smertestillende medicin, var der ikke rigtig noget, der hjalp. Hustruen og døtrene bad, om vi ikke nok kunne hjælpe ham på vej. Det var svært for ham, for dem og for os. Vi kunne øge smertebehandlingen, ændre præparatet, forsøge med sedativ behandling, ikke lade ham og familien være alene – men hjælpe ham ud over kanten, det hverken måtte eller ville vi. Han døde efter et døgns tid. Og helt godt blev det aldrig.
Jeg talte med hustruen et par måneder efter. Jeg spurgte hende, hvordan hun troede, det ville have været for hende, hvis vi havde måttet opfylde hendes og døtrenes ønske, og hun svarede tankevækkende: “Det ville jeg have haft svært ved at leve med!”
Hendes svar minder os om flere ting. For det første, at døden ikke er vores egen. Døden er noget, vi er fælles om,
som familie og som samfund, og som vi skal passe på med at tro, at vi har magt over. Og for det andet, at selvom vi giver mennesker, det, de gerne vil have, så er det i et større perspektiv ikke det, de skal have, som P.G. Lindhardt engang sagde om forkyndelsen i kirken. Vi er nødt til at fastholde, at det rigtige at gøre ikke altid udspringer af den konkrete situation, af det umiddelbare møde, men henter sin begrundelse andre steder fra, sådan som Leif Andersen peger på i sit bidrag.
Det er uværdigt, at jeg ikke engang kan
tørre mig selv bagi
“Kan I ikke give mig en pille, så jeg kan få lov at dø. Det er uværdigt, at jeg skal ligge her og ikke engang kan tørre mig selv bagi.” Den sætning har jeg hørt mange gange. Jeg hilste på en midaldrende mand, der lige var blevet indlagt på hospice. Hans bøn om en dødspille fik mig til at spørge ham direkte: “Hvis du havde en rød knap her ved sengen, du kunne trykke på, så dit liv fik en ende, ville du så bruge den?”
“Selvfølgelig!” svarede han med overbevisning i stemmen. Ugen efter mødte jeg ham igen. Han var blevet vasket, plejet og passet. Han var ikke længere forstoppet, han havde fået lindret sine smerter og var begyndt at spise lidt af den gode mad, han fik tilbudt. Han havde oplevet at nogen interesserede sig for ham og hans historie. Han havde oplevelsen af ikke kun at være sin sygdom. Jeg stillede ham nu det samme
· Døden er ikke din egen
spørgsmål: “Ville du stadig trykke på den røde knap?” “Nej, bestemt ikke,” svarede han med samme overbevisning, “og nu glæder jeg mig til at være sammen med min søn, der kommer hjem fra Tyskland i morgen!”
Når vi pga. sygdom eller handicap ikke længere kan gøre det, vi plejer, kommer vi let til at føle os uværdige. De fleste af os har det, man kunne kalde en du-er-hvad-du-gør-forståelse af værdighed liggende på rygraden. Derfor er det også en stor udfordring at komme i en situation, hvor vi ikke længere kan klare os selv og har brug for hjælp til selv det mest intime. Den følelse skal naturligvis ses, høres og respekteres, men ikke nødvendigvis handles på. Hvad er svaret på den fortvivlede mands bøn om en dødspille? Det er, at give ham værdighed. Det er, at se og høre ham. Ikke bare som en alvorligt syg patient, men som et menneske med en historie, der er værd at høre på og interessere sig for. Det er, at lindre hans smerter så godt som muligt; at plejepersonalet ved deres måde at behandle ham viser, at hans værdighed som menneske ikke afhænger af, hvad han kan eller ikke kan, men af, at han er et menneske. På den måde kan man genvinde en værdighed, ikke en du-er-hvad-du-gør-værdighed, men en du-er-hvad-du-er-værdighed.
Du-er-hvad-du-gør-værdigheden er den, der kan få nogle til at mene, at aktiv dødshjælp ville være løsningen.
Men det svarer til at reagere på symptomerne og overse eller overhøre de dybereliggende årsager til ønsket. Et stort europæisk studie af palliative patienters dødsønske viser, at dødsønsker bestemt ikke alle sammen er ønsker om at
fremskynde døden1. Ofte er de ambivalente: Jeg vil gerne dø og komme over på den anden side, og jeg vil gerne kunne gå igen og komme hjem! Og hvad der er endnu vigtigere, når man debatterer aktiv dødshjælp: Dødsønsket er i høj grad afhængigt af ens omgivelser, om man har smerter, føler sig ensom og ladt i stikken af Gud og mennesker, eller om
man får lindret sine smerter og har mennesker omkring sig, familie, plejepersonale m.v., der lader en mærke, at man er værdifuld, uanset hvor lidt, man kan, og hvor meget hjælp, man har brug for. Om man ønsker at dø, vil ofte hænge sammen med den måde, man bliver behandlet på. Og endnu vigtigere – det kan ændre sig over tid.
Jeg er ingenting værd
En ældre kvinde, der havde været sygeplejerske hele sit liv, sagde noget lignende, da jeg mødte hende en af de første dage, hun var kommet ind på hospice. “Det er uværdigt, at jeg skal ligge sådan her. Jeg kan ingenting. Jeg er ingenting værd.”
Vi talte om, hvor svært det er, at være afhængig og skulle have andre til at gøre ting, som man helst vil gøre selv. Jeg spurgte hende, hvor hun havde arbejdet som sygeplejerske, og hun fortalte mig, at hun havde været hjemmesygeplejerske og havde syntes, at det var det bedste job i verden. “Synes du, at de mennesker, du skulle hjælpe, var uværdige, fordi de
1 Rehmann-Sutter, C., Gudan, H., Ohnsorg, K. (ed.), 2015, The Patients Wish to Die – Research, Ethics, and Palliative Care, Oxford University Press 2015
· Døden er ikke din egen
havde brug for hjælp til at komme på toilettet eller få et bad?” Hun kiggede på mig, som om jeg var dum. “Nej, selvfølgelig ikke!” svarede hun og forsatte selv: “Hvorfor synes jeg så, at jeg uværdig nu, hvor rollerne er byttet rundt?” Det talte vi meget om de 14 dage, der gik, inden hun stille og fredeligt sov ind. En af de sidste dage, hun levede, kiggede hun på mig og sagde: “Jeg føler mig ikke uværdig længere. De behandler mig som et menneske her.”
Kan I ikke give ham en sprøjte
“Det er uværdigt, at han skal ligge sådan. Kan I ikke give ham en sprøjte?” sagde de voksne børn om deres gamle far, der nu ikke længere var kontaktbar og bare lå hen på en af hospicets stuer. “Det har aldrig været ham, bare at ligge sådan,” fortsatte de. Han var en aktiv mand, der altid havde gang i noget. Han havde passet hus og have selv, indtil han for nylig fik konstateret en aggressiv lungekræft, der ikke var behandling for. De 4 børn holdt meget af deres far. De var stolte af ham, og der var ingen tvivl om, at der var et godt og tæt sammenhold i familien. Stuen var fyldt med billeder af børne- og oldebørn. Der hang børnetegninger alle vegne. Og han havde betroet mig, at han var mæt af dage og nu bare trængte til at få fred. Nu lå han der i sengen, og de kunne ikke tale med ham længere. Det var svært, sådan som det altid er at blive sat på standby, som en anden pårørende engang udtrykte det. Bare vente på døden. Jeg spurgte dem, om de mente, at han havde ondt. Nej, han lå bare stille, fredelig og afslappet.