Da Gud tog bussen

Martin Luther King blev født d. 15. januar 1929 i Atlanta, Georgia. I 1964 modtog han Nobels fredspris.

Han blev skudt i Memphis, Tennessee d. 4. april 1968. I tyveåret for hans død blev den tredje mandag i januar gjort til national helligdag.

Alle forventes at gøre gode gerninger den dag, og børnene har fri fra skole.

Bearbejdet til nudansk af Liselotte Wiemer og Steffen Larsen, som i bogens efterord indsætter buskonflikten i et historisk perspektiv.

n e s s u b g o t d u g da Luther King

Kristeligt Dagblad, Steffen Larsen er journalist, forfatter og anmelder ved bl.a. Politiken.

¨

hvor folk bliver trætte af at blive trådt på.

¨

Der kommer

et tidspunkt, hvor folk og uret.

Historien om

Montgomery er historien om 50.000 sorte, som var nået til det punkt. Nu var de villige til at bytte trætte sjæle ud med trætte fødder.

De ville vandre igennem Montgomerys gader, indtil adskillelsens mure endelig faldt.”

Liselotte Wiemer er cand.phil, anmelder og klummeskriver ved bl.a. Weekendavisen og

”

Der kommer et tidspunkt,

bliver trætte af udnyttelse

Da Gud tog bussen

Da Gud tog bussen er en tankevækkende historie om, hvordan man kan ændre verden, hvis bare et enkelt menneske får nok og siger stop.

Stedet er Montgomery, Alabama, USA. Tiden er 195556. Og manden i centrum er en ung præst ved navn Martin Luther King. Dette er hans personlige beretning om de 382 dage, hvor titusinder nægtede at køre med bus i protest mod raceadskillelse. Martin Luther King troede på, at man kunne nå sine mål uden brug af vold. Han fik ret.

En fortælling om civil ulydighed og personligt ansvar.

En håndbog i håb. Fra Wall Street til ørkensandet.

Martin Luther King

“My feet are tired but my soul is at rest”

Martin

¨

rden

ede ve r d n æ r e d e g 382 da

D

184

DA GUD TOG BUSSEN

1

Martin Luther King Da Gud tog bussen – 382 dage der ændrede verden Oversat og bearbejdet af Liselotte Wiemer og Steffen Larsen © dansk udgave Forlaget Alfa, 2012 Udgivet efter aftale med Beacon Press.

Original titel: Stride Toward Freedom – The Montgomery Story.

Copyright © 1958 Martin Luther King, Jr. Copyright © 1986 Coretta Scott King, Dexter King, Martin Luther King III, Yolanda King, Bernice King.

Denne udgave af Stride Toward Freedom er baseret på 1958 udgaven udgivet i USA af Harper & Brothers. Dele af den originale tekst er udeladt og teksten er bearbejdet til nudansk af Liselotte Wiemer og Steffen Larsen.

ISBN 978 87 7115 022 3

Forsideillustration © www.dan23.com – Dan23 er fransk street-art kunstner, fotoet på omslaget viser et af hans værker fra Strasbourg.

Omslag, sats og layout: Jensen & Dalgaard Tryk: BookMaker, Gråsten Foto side 11, 12, 13, 17, 118 © Steffen Larsen og Liselotte Wiemer.

Side 37, 125, 132, 153, 179 © Polfoto.

Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 DK – 1820 Frederiksberg C www.ForlagetAlfa.dk

2

Martin Luther King

DA GUD TOG BUSSEN 382 dage der ĂŚndrede verden

Bearbejdet til dansk med forord og efterskrift af Liselotte Wiemer og Steffen Larsen

ALFA

3

4

Indhold FORORD ...... 7 Tilbage til Syden ...... 9 Montgomery før stormen ...... 19 Point oF no return ...... 35 Tomme busser ...... 45 Ranke rygge ...... 59 Vejen til ikke-vold ...... 77 modstandernes metoder ...... 93 Vold og terror ...... 115 Free at last ...... 135 Hvad sü nu? ...... 163 EFTERSKRIFT ...... 169 Taler af Martin Luther King ....... 178 5

PRESENTE Dengang de frygtede dødspatruljer opererede i militærdiktaturerne i Sydamerika, havde man en skik, når man samledes i de kristne menigheder.

Man læste navnene op på de forsvundne, de bortførte og de dræbte. Ét for et. Uge efter uge. År efter år. Og for hvert navn, der blev nævnt, var der en i forsamlingen, som råbte: »Presente!«

På den måde markerede man, at nogen vil bære dette menneskes drømme videre. Tage over.

Og En dag, hvor navnet Martin Luther King bliver nævnt, vil der være en, som rejser sig og råber: Presente!

6

FORORD MISSISSIPPI 1955

De kom om natten. De kommer altid om natten. De vækkede de otte sorte, der sov i hytten. Og forlangte at få »drengen fra Chicago« udleveret. I timevis kørte de rundt med den 14-årige Emmett Louis Till. De bankede ham med pistoler. De flåede hans ene øje ud og til sidst skød de ham og med et lod om benene smed de ham i Tallahatchie River.

De var ventet. Feriedrengen Emmett havde angiveligt henvendt sig upassende til en hvid kvinde. Det var nu fire dage siden, og frygten lå tykt over byen Money. Der blev snakket, og der blev tiet. Familien forsøgte at få ham ud af byen og hjem til sin mor i Chicago. Men de gode hvide borgere Roy Bryant og John Milam kom først. Og skønt der var mange vidner, blev gerningsmændene senere frikendt. Som vanligt.

Sådan var vilkårene for sorte i USAs sydstater. Omgivet af afstumpet, blind og uforudsigelig vold. Det var nemt at dø i Mississippi. Og svært at komme derfra. New York var på en anden planet.

Tre måneder efter Emmett Louis Tills død nægtede Rosa Parks fra Montgomery, Alabama at rejse sig op for en hvid passager i bussen. Og verden blev aldrig den samme.

Martin Luther Kings bog om busserne i Montgomery er et historisk dokument, der inspirerer til håb og handling.

Fra Wall Street til ørkensandet.

7

8

1

Tilbage

til Syden 9

Martin Luther King

E

n kølig lørdag eftermiddag i januar 1954 kørte jeg fra Atlanta i Georgia til Montgomery i Alabama. Det var en klar vinterdag. Der var operamusik i radioen. Så jeg nød turen, takket være musikken, det vidunderlige landskab og den pragtfulde himmel.

Efter et par timers kørsel kom jeg til et frugtbart område omkring Alabama Rivers skarpe knæk, hvor Montgomery ligger. Jeg havde rejst igennem byen før, men jeg havde aldrig været der på et rigtigt besøg. Nu havde jeg mulighed for at tilbringe et par dage i denne smukke by, en af de ældste i USA.

Kort efter ankomsten blev jeg af en ven vist rundt i Dexter Avenue Baptist Church. Her skulle jeg prædike næste morgen. Det var en solid murstensbygning, som var opført efter borgerkrigen og lå på hjørnet af en køn, lille plads ikke langt fra bymidten. Da vi kørte op til kirken, lagde jeg mærke til en imponerende, hvid bygning, der lå skråt overfor. Det var staten Alabamas regeringsbygning, opført i 1851, og med sin høje kuppel et af de fineste eksempler på den særlige Georgia-arkitektur. Her stemte Alabama d. 7. januar 1861 for at træde ud af De Forenede Stater. Og dagen efter, på trappen op til søjlegangen, blev Jefferson Davis indsat som præsident for Sydstaterne. Det er derfor, Montgomery gennem årene er blevet kendt som Sydstaternes »vugge«. Her blev det første sydstatsflag fremstillet og hejst.

Så selv om jeg var kommet til en livlig by i økonomisk fremdrift, kunne man stadig finde mange spor af det gamle sydstatsliv og tiden efter borgerkrigen.

Fra trappen op til Dexter Avenue Baptist Church skulle jeg komme til at se dette imponerende bygningsværk mange gange i de kommende år.

Efter at have gået i skole i 22 år uden pause, manglede jeg nu kun at skrive min doktorafhandling. Derfor var jeg begyndt at se mig om efter et job. To kirker på Østkysten – en i Massachusetts og en i New York – havde

10

tilbage til syden vist interesse. Tre universiteter havde tilbudt mig udfordrende jobs som underviser, dekan eller administrator.

Mens jeg gik og tænkte over disse forskellige muligheder, fik jeg et brev fra menigheden i Dexter Avenue Baptist Church i Montgomery.

De havde ikke nogen præst og ville gerne have, at jeg kom og aflagde en prøveprædiken, når jeg var i den ende af landet. I menigheden havde de hørt om mig gennem min far i Atlanta og andre venner fra kirken. Jeg skrev straks tilbage og fortalte, at jeg var hjemme i julen, og at jeg meget gerne ville komme til Montgomery og prædike en søndag i januar.

D

et var ikke nogen stor kirke.

Den havde omkring 300 medlemmer, men den havde en betydningsfuld placering i samfundet. Medlemskredsen bestod af mange velhavende og indflydelsesrige borgere.

Desuden havde nogle af landets bedst uddannede sorte præster virket der.

Skønt jeg havde prædiket mange gange og været hjælpepræst i min fars kirke i Atlanta i fire år, blev jeg en anelse nervøs den lørdag eftermiddag, hvor jeg gennemgik mit manuskript. Jeg var bevidst om, at denne gang var jeg til eksamen.

Hvordan kunne jeg bedst gøre indtryk på menigheden? Skulle jeg prøve at imponere dem med min teologiske viden? Eller skulle jeg tale, som jeg altid havde gjort, helt afhængig af inspirationen fra Gud?

11

Montgomerys Dexter Avenue Church i dag.

Sådan så den også ud i 1955.

Martin Luther King

Kirkerummet i Dexter Avenue Church står stort set som i slutningen af 50’erne. Dog er der kommet puder på bænkene.

Jeg besluttede mig for det sidste. »Hold Martin Luther King i baggrunden og Gud i forgrunden, så skal det nok gå,« sagde jeg til mig selv. »Husk på at du er en budbringer, du er ikke selv kilden.« Søndag klokken 11 stod jeg på prædikestolen og prædikede for en stor forsamling. Mit emne var »De tre dimensioner i et fuldendt liv«. Menigheden var lydhør, og jeg tog derfra med en følelse af, at Gud havde brugt mig på den rigtige måde, og at det var en god kirke med mange muligheder. Senere på dagen havde jeg møde med kirkens ledelse, der bl.a. orienterede mig om stedets økonomiske forhold.

De spurgte mig, om jeg stadig var interesseret i at påtage mig jobbet. Jeg svarede, at jeg ville tænke alvorligt over det og spørge Gud til råds. Så kørte jeg tilbage til Atlanta og fløj derfra videre til Boston.

Omkring en måned senere fik jeg et anbefalet brev fra Montgomery.

De havde enstemmigt vedtaget at kalde mig til embedet som præst i Dexter Avenue Baptist Church. Jeg var meget glad. Men da jeg næste dag skulle flyve til Detroit, hvor jeg også var blevet bedt om at prædike, svarede jeg ikke med det samme.

Mens jeg sad og kiggede på skyernes sølvtæppe under mig og ind i himlens dybe blå, indså jeg dilemmaet ved pludselig at have flere tilbud på hånden. Jeg var delt i to. På den ene side var jeg tilbøjelig til at vælge præstegerningen. På den anden side ville jeg gerne undervise. Og hvis jeg tog en kirke, skulle det så være i Syden med alle de tragedier, der fulgte

12

tilbage til syden med raceadskillelsen, eller skulle det være en af de to muligheder oppe nordpå?

S

å længe jeg kan huske tilbage, har jeg afskyet raceadskillelse og bedt mine forældre forklare, hvorfor den var der. Allerede før jeg kom i skole, havde jeg lært noget om diskrimination. I flere år havde mine uadskillelige legekammerater været to hvide drenge. Deres forældre havde en købmandsbutik lige over for vores hus i Atlanta. Men en dag, da jeg gik over vejen for at møde dem, sagde deres forældre, at de desværre ikke kunne lege. De var ikke fjendtlige. Og de kom med en masse undskyldninger.

Men det rystede mig, og bagefter var jeg nødt til at spørge min mor om det.

Alle forældre må på et eller andet tidspunkt forklare tilværelsens kendsgerninger for deres børn. Derfor var raceadskillelsen et uundgåeligt tema. Min mor tog mig på skødet. Hun begyndte med at fortælle om slaveriet, og om hvordan det var blevet afskaffet efter borgerkrigen. Hun forsøgte derefter at forklare mig om raceadskillelsen i Syden. Om de adskilte skoler, restauranter, teatre, boligkvarterer, om skiltene med ’kun for hvide’ og ’for sorte’ i ventesalene, på toiletterne og ved drikkevandsfontænerne. Hun understregede, at det var noget, der var skabt af samfundet, og at det ikke var naturens orden. Og så sagde hun de ord, næsten alle sorte hører, før de fatter det paradoks, der gør det nødvendigt overhovedet at sige dem: »Du er lige så god som alle andre.«

Min mor var vokset op i relativ velstand som datter af en respekteret

13

Martin Luther Kings fødehjem i bydelen (Sweet) Auburn i Atlanta, Georgia.

Martin Luther King. præst. Hun havde gået på den bedste skole. Hun havde været på college.

Og i almindelighed var hun blevet beskyttet imod diskriminationens værste sider. Men min far, der var søn af en fæstebonde, havde mødt brutaliteten og var i en tidlig alder begyndt at kæmpe imod. Med en frygtløs hæderlighed og en robust fremtoning var han en, man lyttede til.

Jeg kan huske engang vi skulle ud og købe sko. Jeg var ikke så gammel.

Min far og jeg sad på nogle stole foran butikken. Så kom en ung, hvid ekspedient ud og mumlede høfligt:

»Jeg vil med glæde betjene Dem, hvis De vil være så venlig at flytte til stolene omme bagved.«

Min far svarede: »Der er ikke noget i vejen med de her stole. Vi befinder os rigtig godt her.«

»Jeg er ked af det,« vedblev ekspedienten, »men De bliver nødt til at flytte Dem.«

»Enten køber vi sko, mens vi sidder her,« hvislede min far, »eller vi køber slet ikke sko.«

Derefter tog han mig i hånden og gik ud af butikken. Det var første gang, jeg havde set min far så vred. Jeg kan stadig huske, at jeg gik sammen med ham ned ad gaden, mens han mumlede: »Ligegyldigt hvor længe jeg skal leve med det her system, vil jeg aldrig acceptere det.«

Og det har han heller aldrig gjort. Jeg kan huske en anden gang, hvor vi var ude at køre, og han kom til at overse et stopskilt. En politibetjent passede os op og sagde:

»Kør ind til siden og vis mig dit kørekort, boy!«

Min far svarede vredt:

»Jeg er ikke nogen dreng,« og han pegede på mig: »Det er en dreng.

Jeg er en mand. Og hvis du ikke kalder mig det, vil jeg ikke høre på dig.«

Politibetjenten var rystet. Han skrev nervøst en bøde ud og skyndte sig væk.

14

tilbage til syden

På samme måde nægtede min far, efter at have overværet et brutalt overfald på en sort passager, at køre med offentlige busser. Han havde også stået i spidsen, da Atlantas lærere krævede ligeløn. Som præst ved Ebenezer Baptist Church og hyrde for en menighed på 4.000 havde han opnået stor indflydelse hos sorte. Måske havde han også vundet de hvides modvillige respekt. Han var i hvert fald aldrig blevet fysisk forulempet.

Det var noget, som undrede mine søskende og mig, fordi vi voksede op i en atmosfære fyldt med spændinger.

M

ed den arv kan det ikke undre nogen, at også jeg er kommet til at afsky raceadskillelsen. Jeg anser den for at stride mod al fornuft og moral. Som teenager kunne jeg umuligt acceptere, at jeg skulle gå ned bagest i bussen eller sidde bestemte steder i toget. Første gang jeg sad bag et gardin i en spisevogn, følte jeg det, som om mit selvværd blev mørkelagt.

Ligesom andre drenge kunne jeg godt lide at gå i biografen. Men jeg var kun til en enkelt forestilling inde i centrum af Atlanta. For oplevelsen af at skulle gå ind ad en bagindgang og sidde i en møgbeskidt særskilt afdeling var så afskyelig, at jeg slet ikke kunne nyde filmen. Jeg kunne heller aldrig vænne mig til de særlige venteværelser, spisesteder eller toiletter. Dels fordi de sorte afdelinger altid var ringere, dels fordi selve tanken om adskillelse gjorde noget ved min følelse af værdighed og selvrespekt.

S

å mens flyveren nærmede sig Detroit, tænkte jeg, at der nu endelig var en chance for at slippe ud af raceadskillelsens lange nat. Kunne jeg nogensinde vende tilbage til et samfund, som praktiserede det system, jeg havde afskyet siden barndommen?

15

Martin Luther King

Jeg havde ikke noget svar, da jeg vendte tilbage til Boston. Jeg diskuterede det med Coretta, som jeg havde været gift med i mindre end et år, og også hun havde sine betænkeligheder ved at vende tilbage til Syden.

Vi talte om den konsekvens, det ville få for vores børn. Vi genoplevede vores egen opvækst i Syden og alle de muligheder, vi var blevet frataget.

Vi talte om min kones musikalske karriere. Hun var sikker på, at chancerne for at studere videre var større oppe nordpå.

I flere dage vendte og drejede vi spørgsmålet, tænkte og bad. Til sidst blev vi enige om, at på trods af uundgåelige ofre, kunne vi gøre bedst gavn i det Syden, vi kom fra og kendte. Vi havde en moralsk forpligtelse til at vende tilbage – i hvert fald for et par år.

Syden var trods alle urimeligheder vores hjem. Vi elskede det, og vi havde et stort ønske om at gøre noget ved de uretfærdigheder, vi som børn havde følt så ubærligt på vores egne kroppe. Vi ville ikke være iagttagere.

Netop de sorte, som var blevet uddannet andre steder, burde jo vende tilbage med deres nye indsigt og overskud. Vi ville komme til at undvære en stor del af det kulturelle liv, vi elskede. Og vi ville hele tiden blive mindet om vores hudfarve. Men samtidig følte vi, at noget betydningsfuldt var i gære.

Og det ville vi være en del af. Syden havde store muligheder, og når det engang var kommet til sig selv og havde afskaffet diskriminationen, ville det opleve en moralsk, politisk og økonomisk fremgang, som næppe ville kunne ske andre steder i landet.

Jeg besluttede at tage imod kaldet fra Dexter Avenue Baptist Church i et par år og vende tilbage til forskningen senere. Og jeg sendte et telegram til Montgomery om, at jeg ville komme derned for at drøfte detaljerne.

Efter at vi havde talt tingene igennem, accepterede jeg at blive præst for menigheden. Jeg bad om lov til at bruge fire måneder på at gøre min doktorafhandling færdig, hvilket de indviligede i. Ligesom de accepterede, at jeg ikke var forpligtet til at blive fuldtidspræst før d. 1. september 1954. Men jeg lovede at komme ned til Montgomery mindst én gang om

16

tilbage til syden måneden for at tingene kunne fungere glat i overgangsperioden. En søndag i maj holdt jeg min første prædiken som præst i Dexter Avenue Baptist Church, og de næste fire måneder fløj jeg frem og tilbage imellem Boston og Montgomery.

P

å turen i juli havde jeg Coretta med. Hun kendte Montgomery, for hendes hjem lå blot firs miles derfra i den lille by Marion. Der havde hendes far, Obie Scotte, som var født på en farm, fået succes i forretningslivet. Han drev et transportfirma, en kombineret benzintank og købmandsbutik, samt en kyllingefarm. På trods af repressalier og trusler fra hvide konkurrenter havde han vovet at skabe et godt liv for sin familie og bevare en klippefast tro på fremtiden. Coretta havde boet i Marion, indtil hun forlod byen for at studere på Antioch College i Yellow Springs, Ohio.

Fra sin mor, Bernice Scotte, havde hun arvet sit musikalsk talent og en stilfærdig beslutsomhed. Ved hjælp af legater var hun kommet ind på New England Conservatory i Boston. Og det var i Boston, jeg forelskede mig i denne attraktive unge sangerinde, hvis blide tilbageholdenhed ikke kunne skjule hendes levende nærvær.

Og skønt vi var taget til Marion d. 18. juni 1953 for at blive gift på Scottfamiliens overdådige græsplæne, var det i Boston, vi begyndte vores liv som ægtepar.

Under besøget i juli så Coretta på Montgomery med nye øjne. Siden hun var teenager, havde hun indsnuset friheden på skoler, der ikke var raceadskilte, og nydt gæstfriheden

17

I dette hus i Montgomery boede Martin Luther King.

Martin Luther King i hvide hjem. Nu forberedte hun sig på et mere permanent ophold. Hun besøgte de sortes kvarterer, hvor vi også selv var tvunget til at bo. Hun så, hvordan de sorte blev stuvet sammen bagest i busserne, og hun var klar over, at de betingelser måtte hun fra nu af leve under. Hun blev vist rundt i kirken og venligt modtaget af menigheden. Og med hendes naturlige optimisme og ligevægt – som i den følgende tid skulle blive min store støtte – var hun fuld af fortrøstning. Hun havde blik for den række af muligheder i det kirkelige arbejde, som Dexter og menigheden i Montgomery åbnede for.

V

i flyttede ind i præsteboligen d. 1. september 1954, og jeg begyndte som præst på fuld tid. De første måneder var travle. Vi skulle lære det nye hus at kende, det nye job, den nye by. Der var gamle venskaber, som skulle genetableres, og nye som skulle skabes. Vi havde næsten ikke tid til at forholde os til det omgivende samfund. Og selvom vi fornemmede, at noget var på vej, havde vi ingen anelse om hvilke omvæltninger, der lå forude. Omvæltninger der skulle forandre Montgomery for altid og få betydning for hele verden.

18

184

Martin Luther King blev født d. 15. januar 1929 i Atlanta, Georgia. I 1964 modtog han Nobels fredspris.

Han blev skudt i Memphis, Tennessee d. 4. april 1968. I tyveåret for hans død blev den tredje mandag i januar gjort til national helligdag.

Alle forventes at gøre gode gerninger den dag, og børnene har fri fra skole.

Bearbejdet til nudansk af Liselotte Wiemer og Steffen Larsen, som i bogens efterord indsætter buskonflikten i et historisk perspektiv.

n e s s u b g o t d u g da Luther King

Kristeligt Dagblad, Steffen Larsen er journalist, forfatter og anmelder ved bl.a. Politiken.

¨

hvor folk bliver trætte af at blive trådt på.

¨

Der kommer

et tidspunkt, hvor folk og uret.

Historien om

Montgomery er historien om 50.000 sorte, som var nået til det punkt. Nu var de villige til at bytte trætte sjæle ud med trætte fødder.

De ville vandre igennem Montgomerys gader, indtil adskillelsens mure endelig faldt.”

Liselotte Wiemer er cand.phil, anmelder og klummeskriver ved bl.a. Weekendavisen og

”

Der kommer et tidspunkt,

bliver trætte af udnyttelse

Da Gud tog bussen

Da Gud tog bussen er en tankevækkende historie om, hvordan man kan ændre verden, hvis bare et enkelt menneske får nok og siger stop.

Stedet er Montgomery, Alabama, USA. Tiden er 195556. Og manden i centrum er en ung præst ved navn Martin Luther King. Dette er hans personlige beretning om de 382 dage, hvor titusinder nægtede at køre med bus i protest mod raceadskillelse. Martin Luther King troede på, at man kunne nå sine mål uden brug af vold. Han fik ret.

En fortælling om civil ulydighed og personligt ansvar.

En håndbog i håb. Fra Wall Street til ørkensandet.

Martin Luther King

“My feet are tired but my soul is at rest”

Martin

¨

rden

ede ve r d n æ r e d e g 382 da

D