Den gudløse verden

2

Den gudløse verden - Indhold.indd 2

08-09-2020 14:03:49

Forord Jeg har i mange år beskæftiget mig med sekularisering, religionskritik og ateisme. Jeg kan ikke sætte en præcis dato på, hvornår min interesse for disse emner blev vakt, men det var engang i løbet af studietiden i sluthalvfemserne. Da jeg som anmelder ved Politiken formentlig omkring år 2007 skulle anmelde diverse ateistiske manifester af Sam Harris, Christopher Hitchens og Richard Dawkins, blev jeg sammen med cand.mag. i tysk og historie, Lars Christiansen, provokeret til at skrive en polemisk debatbog om nyateismen: Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister (Informations Forlag 2009). Samme år blev jeg færdig med min religionsfilosofiske ph.d.-afhandling, som blandt andet behandlede nogle centrale aspekter af Ludwig Feuerbachs og Friedrich Nietzsches religionskritik. Jeg bevægede mig herefter væk fra religionsfilosofien og over i dogmatikken, men min første dogmatisk orienterede bog, De gudsforladtes Gud. Kristendom efter postmodernismen (Anis 2012), havde ikke desto mindre fokus på kristendommen som en religion, der favner både ateismen og kulturens sekularisering.

Siden da beskæftigede jeg mig med en række andre teologiske emner, men interessen for ateismen var aldrig langt borte, og jeg legede jævnligt med tanken om at skrive en større fagbog om dens opståen og udbredelse i Vesten. Da jeg i 2016 blev ansat som lektor på præsternes efteruddannelse ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, valgte jeg, at mit første kursus skulle handle om ateisme som folkekirkelig udfordring, og jeg har siden haft flere kurser, der kredsede om religionskritik, sekularisme, kirkefremmedhed og kulturkristendom.

I en periode, fra slutningen af 2017 til forsommeren 2018, deltog jeg aktivt i diskussionerne inde på Ateistisk Selskabs debatgruppe på Facebook, fordi jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvem disse engagerede ateister var, hvad de mente om kristendommen og kirken, og hvilke begrundelser de havde for at være ateister. Jeg opfattede denne 7

Den gudløse verden - Indhold.indd 7

08-09-2020 14:03:49

Den gudløse verden

aktivitet som en form for antropologisk feltarbejde, hvilket jeg også åbent erklærede i debatgruppen, og samtidig tænkte jeg, at det ville give nogle gode erfaringer at opholde sig i et ekstremt ugæstfrit og kristendomskritisk miljø for at se, hvor langt man kan komme med kristendomsformidlingen. Man kommer ikke særlig langt, skal jeg hilse og sige. Ikke desto mindre var det i forbindelse med mine 7-8 måneders ophold i den ateistiske debatgruppe, at ideen til nærværende bog så småt begyndte at tage form. Jeg bestilte efterhånden en hel del både nyere og ældre litteratur om ateismen og opdagede, at der på dansk ikke rigtig findes nogen litteratur, der giver en omfattende og sammenhængende fremstilling af ateismen: dens opståen og udvikling, dens ideologiske forviklinger, dens mest almindelige argumenter imod Guds eksistens og de religiøse verdensbilleder, dens egen ofte implicitte, men indimellem også temmelig eksplicitte verdensanskuelse, dens forskellige henholdsvis humanistiske, naturalistiske, irreligiøse og antireligiøse forgreninger osv. Jeg gik altså i gang med for alvor at studere fænomenet og videreudvikle ideerne, som nu er blevet materialiseret i form af denne bog.

Som forberedelse til bogen har jeg anvendt en bevidst strategi. Ud over den sædvanlige akademiske metode, som består i at læse bøger og tænke sig om, har jeg også aktivt benyttet mig af Facebook, for eksempel ved at lave opslag om ateismen, der har fungeret som prøveballoner for nogle af mine ideer, og gennem hvilke jeg både har fået feedback og en lejlighed til at justere og udvide visse af bogens argumenter.

Det er gennem det seneste halvandet år blevet til rigtig mange – måske også for mange – opslag og talløse diskussioner med ateisterne, men det har som nævnt været et bevidst og strategisk valg fra min side, som har været givende på flere niveauer. Det har også været trivielt og irriterende – og sikkert ikke kun for mig selv. Min brug af de sociale medier som en del af forberedelsen til bogen betyder imidlertid ikke, at bogen handler om det, jeg lidt provokerende, kalder “internetateismen”. Enkelte steder i bogen trækker jeg eksplicit på erfaringerne fra Facebook, men ellers er de kun implicit til stede. Bogens hovedvægt ligger først og fremmest på den filosofiske, sociologiske, idehistoriske og teologiske analyse af ateismens verden, som er baseret på den relevante litteratur inden for området.

8

Den gudløse verden - Indhold.indd 8

08-09-2020 14:03:51

Forord

Jeg vil gerne takke forlaget Eksistensen og redaktør, Henrik Brandt-­ Pedersen, for deres imødekommenhed og villighed til at udgive bogen.

Idet jeg har skrevet bogen i min fritid, kan jeg ikke rigtig takke min arbejdsplads, men jeg gør det nu alligevel, for i kraft af mit arbejde, har jeg løbende kunnet tilrettelægge kurser på præsternes efteruddannelse, som har været yderst relevante for indholdet i denne bog. Derfor en indirekte tak til Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og særligt til uddannelsesleder, Ulla Morre Bidstrup, og rektor, Hans Vium Mikkelsen.

Endelig vil jeg også af hjertet og hjernen sige tak til min vidunderlige kæreste, sognepræst Rikke Vanggaard, som på flere planer har hjulpet mig igennem arbejdsprocessen. Rikke har gennem hele forløbet utrætteligt og uselvisk lyttet til og responderet på mine endeløse overvejelser, diskuteret og korrigeret mine ideer, læst og kommenteret teksten, og kommet med konstruktive forslag og opmuntring, når der var brug for det. Rikke hæfter naturligvis udelukkende for forbedringerne, men dem er der også virkelig mange af. Derfor er bogen til hende.

København juli 2020

Den gudløse verden - Indhold.indd 9

08-09-2020 14:03:51

Den gudløse verden - Indhold.indd 10

08-09-2020 14:03:51

1 Indledning: gudløshedens epoke Vi lever i en enestående epoke i ikke bare vores egen civilisations, men i den samlede menneskeheds historie: gudløshedens epoke. Og med “vi” mener jeg det moderne, vesterlandske menneske og først og fremmest det moderne, nordvesteuropæiske menneske. For første gang i verdenshistorien er der opstået samfund, som producerer individer i hobetal, for hvem troen på Gud opleves som meningsløs og irrelevant, hvis den da ikke ligefrem bliver betragtet som en lidt tåbelig og potentielt skadelig fiktion. Mennesker har til alle tider og steder været religiøse i en eller anden forstand. Samtlige kulturer, der nogensinde har eksisteret, har baseret sig på religiøse institutioner og praksisser, på forestillinger om en virkelighed ud over og af en anden art end den rent materielle verden. Mennesker har altid troet på åndelige kræfter, på Gud eller guder, på transcendente idealer og mål i tilværelsen, orienteret sig ud fra eller rettet sig imod en anden verden og har ganske enkelt ikke kunnet forestille sig, at livet nu og her bare tilnærmelsesvist kunne forstås uden antagelsen af en metafysisk instans bag det hele.

Op igennem historien kan man ganske vist støde på enkelte undtagelser – skeptikere, systemkritikere, religiøse dissidenter, kættere osv.

– som afveg fra kulturens herskende religiøse konsensus og kritiserede dens kultiske praksisser. Men blandt fortidens religionskritikere finder vi ingen, som kategorisk afviste Guds eksistens eller eksistensen af en tilsvarende transcendent realitet. Antikkens materialistiske filosoffer – blandt andre Demokrit (d. ca. 400 f.Kr.), Epikur (d. 270 f.Kr.) og stoikerne – opfattede for eksempel ikke verden som en bunke atomer i formålsløs bevægelse, men snarere som en levende, åndelige organisme, som den guddommelige ånds (gr.: pneuma), intellekts (gr.: nous) 11

Den gudløse verden - Indhold.indd 11

08-09-2020 14:03:51

Den gudløse verden

eller fornufts (gr.: logos) fremtrædelse i fysisk skikkelse og materiel konkretion. De afviste – ligesom jøderne og de kristne – eksistensen af mytologiske gudevæsener, men det gjorde de kun, fordi de samtidig forestillede sig hele kosmos som en evig, guddommelig orden, der afspejlede en åndelig, metafysisk realitet, som frembragte, omsluttede og var til stede i alt, hvad der er til.

Ateismen – den kategoriske benægtelse af Guds eksistens, det komplette fravær af troen på Gud – er et moderne fænomen, et moderne vestligt fænomen, som så småt begyndte at bryde igennem i sidste halvdel af 1700-tallet og det tilmed udelukkende i snævre videnskabelige og filosofiske kredse. Senere, mod slutningen af 1800-tallet, blev gudsbenægtelsen mere udbredt, og der blev stiftet de første ateistiske og sekularistiske foreninger, som aktivt bekæmpede kirken og den religiøse tro i et forsøg på at placere et videnskabsdyrkende, naturalistisk verdensbillede i kulturens centrum i stedet for kristendommen. I løbet af 1900-tallet sivede ateismen langsomt fra akademiet og de lærdes selskaber ud i den brede befolkning, og man kan herefter tale om ateismen som europæisk massefænomen.

Ateismens opståen og udvikling blev ledsaget og ofte også motiveret af en tro på, at virkeligheden ikke består af andet end den fysiske natur, og at dennesidig lykke og velvære er det eneste mål i tilværelsen, der for alvor er værd at stræbe efter. Det gælder også for en stor del af ateismen i dag. Benægtelsen af Guds eksistens optræder som regel ikke som et isoleret fænomen, men indgår i en bredere kulturel sammenhæng og vokser frem som følge af en række sociale, ideologiske og værdimæssige forhold og udviklinger i den kollektive forestillingsverden. Det kan godt være, ateisterne ikke tror på Gud. Til gengæld tror de på så meget andet, som dels går forud for og begrunder deres ateisme, dels følger af den. Afvisningen af gudstroen udgør med andre ord blot et delelement i en større og mere omfattende verdensanskuelse. Denne bog handler om den ateistiske verdensanskuelse, den gudløse verden.

Positiv og antireligiøs ateisme Jeg vil i særlig grad fokusere på ateismens positivitet og antireligiøse manifestationer. De fleste irreligiøse mennesker er formentlig temme12

Den gudløse verden - Indhold.indd 12

08-09-2020 14:03:51

1 Indledning: gudløshedens epoke

lig ligeglade med religion og gudstro – og med ateismen for den sags skyld. De er bekendte med, at der findes mennesker, som tror på Gud, men det er næppe noget, der optager dem synderligt, eller noget de har en særlig, eventuelt negativ, holdning til. Men der findes også ateister, for hvem gudsbenægtelsen og den aktive modstand mod religion udgør bærende elementer i deres personlige identitet og verdensbillede. Deres ateisme tager ofte form af antireligion.

Med antireligion mener jeg ateisme som et lidenskabeligt engagement eller – med et begreb fra den tysk-amerikanske teolog, Paul Tillich (1887-1965) – ateisme som en ultimate concern, et ultimativt anliggende, en ultimativ sag. Ifølge Tillich er det at være grebet og optaget af en sag i en sådan grad, at den opleves som ultimativ, dvs. som værende af absolut og yderste vigtighed og betydning, indbegrebet af religiøsitet og troens inderste essens. I bogen, Dynamics of Faith fra 1957, skriver Tillich: “Mennesket er, som alle andre levende væsener, optaget af mange sager, og først og fremmest af det, der betinger selve dets eksistens […]. Hvis en sag gør krav på at være ultimativ, fordrer den en total hengivelse [surrender] fra det menneske, som accepterer dens krav […], den fordrer, at alle andre sager bliver ofret [sacrificed]” (s. 1-2). Tillich forstår med andre ord først og fremmest religion og tro som et lidenskabeligt, grundlæggende og eksistentielt engagement, dvs. tro forstået mere som det at brænde for eller være optaget af en sag end som bestemte antagelser og overbevisninger om tilværelsen.

Antireligion er ateisme og religionskritik som ultimativt anliggende og eksistentielt engagement, en ateisme, der med religiøs passion og iver vender sig polemisk og kritisk mod religionen selv. Eller som Tillich skriver med indirekte henvisning til Martin Luthers (1483-1546) berømte diktum om, at det, du hænger dit hjerte ved og stoler på, i virkeligheden er din “gud”: “Når der er tale om et ultimativt anliggende, kan Gud kun blive fornægtet i Guds navn” (s. 52). Som antireligion er ateismen en tro, der angriber troen, et ultimativt anliggende, der bekæmper et andet ultimativt anliggende, en fornægtelse af Gud i en anden “guds” navn. I den forstand er den antireligiøse ateisme i grunden ikke religionens modsætning, men snarere dens negative spejlbillede eller tvillingesøster. Ligesom kærlighedens modsætning ikke er had, men ligegyldighed, er modsætningen til religion ikke religionsforagt,

13

Den gudløse verden - Indhold.indd 13

08-09-2020 14:03:51

Den gudløse verden

men religiøs indifferens. Men for de antireligiøse ateister er religion og gudstro alt andet end en ligegyldighed.

Antireligiøsiteten vil naturligvis komme til udtryk i tilsyneladende rationelle diskurser, der påberåber sig videnskabelig og intellektuel legitimitet, men bag og skjult neden under disse påberåbelser vil der ikke desto mindre ofte ligge stærke følelser og ikke-rationelle impulser som frygt, foragt og had, der fungerer som ateismens underliggende drivkraft. Der kan gives masser af eksempler på misoteisme (gudshad) og religionsfobi i Vestens historie, og vi kommer til at beskæftige os med en hel del af slagsen i løbet af bogen. Det seneste eksempel på fænomenet er den såkaldt nyateistiske bevægelse også kaldet den nye ateisme – en videnskabsorienteret, naturalistisk form for stærkt religionskritisk ateisme, der kæmper for udbredelsen af et naturalistisk verdensbillede, en videnskabsdomineret kultur og en verden uden religion. Den nye ateismes frontfigurer og tilhængere afviser ikke blot Guds eksistens, de direkte afskyr gudstroen og håber på dens snarlige tilintetgørelse, også selvom de indtil videre må finde sig i, at religionen bliver skærmet af de politiske religions- og trosfrihedsrettigheder.

I bogen Why God Won’t Go Away: Engaging With the New Atheism fra 2011, beskriver den britiske teolog, Alister E. McGrath, den nye ateisme som en antireligiøs (også kaldet antiteistisk) bevægelse på følgende måde: Den [nye ateisme] er ikke først og fremmest kendetegnet ved at være hvid, mandsdomineret og middelklassebaseret – selvom det er værd at hæfte sig ved, at dens fire førende repræsentanter alle er anglo-saksiske, protestantiske mænd med forbløffende ensartede baggrunde og privilegier – men ved dens antiteisme: en intens vrede mod religion, som hævdes at forpeste alt. Christopher Hitchens udtrykker tankegangen med beundringsværdig klarhed: ‘Jeg er faktisk i højere grad antiteist end ateist’ […]. Mens ateisme er fraværet af tro på nogen gud, er antiteisme kendetegnet ved den aktive bestræbelse på at udpege gudstroens mest forkastelige aspekter og fremstille disse som repræsentative for al religion. Antiteismen forsøger at håne og skamme folk væk fra religionen ved konstant at minde dem om, hvor idiotisk det er at tro på en gud (s. 40).

McGrath giver derefter et konkret eksempel på, hvordan disse forhånelser finder sted. For eksempel har han adskillige gange oplevet, at antireligiøse ateister offentligt har udråbt det som en kæmpe skandale 14

Den gudløse verden - Indhold.indd 14

08-09-2020 14:03:51

1 Indledning: gudløshedens epoke

for nationen, at McGrath er ansat som professor på et af Englands førende universiteter (Oxford): “For jeg tror jo på Gud, fortsætter de, og må derfor være ubegavet, ond og mentalt ustabil. Af hensyn til almenvellet burde jeg snarere spærres inde” (s. 41).

Jeg kalder nærværende bog for Den gudløse verden, fordi den er et kritisk forsøg på at beskrive og diskutere ateisternes tro og verdensanskuelse – deres ultimate concern. Mange selvbevidste og antireligiøse ateister hævder ganske vist, at ateismen ikke er nogen tro, ikke repræsenterer en verdensanskuelse og ikke består af andet end en simpel og ukompliceret afvisning af de religiøses tro på Gud. Almindeligvis bliver ateismen da også defineret som enten et negativt eller privativt fænomen, dvs. som enten en benægtelse af Guds eksistens eller som det rene fravær af gudstro. Men hvis ateisterne ikke tror på Gud, hvad tror de så på? Det er jo ikke uden konsekvenser at afvise Guds eksistens.

Verden er ganske enkelt en anden, hvis Gud eksisterer, end hvis Gud ikke eksisterer, og derfor vil gudsbenægtelsen også typisk trække andre ting med sig af både negativ og positiv karakter. Hvis først man har forstået, hvad ordet “Gud” betyder og henviser til, vil man for eksempel hurtigt indse, at ateismen gør det nærmest umuligt at begrunde moralen objektivt. Det betyder, at det bliver umådeligt svært at argumentere rationelt for, hvorfor nogle handlinger skulle være objektivt gode og andre objektivt onde; det bliver også vanskeligt at begrunde alle menneskers værdi og værdighed, det bliver svært at antage eksistensen af immaterielle fænomener som bevidstheden og sjælen, og man kan ikke længere fastholde troen på, at der findes en overordnet, universel mening med livet og et liv efter døden. Alt det må om ikke med tvingende så i det mindste med nærliggende nødvendighed falde bort sammen med fornægtelsen af Gud. Men ingen mennesker lever og orienterer sig i verden på et rent negativt eller privativt grundlag. Vi har jo alle hver især en masse ting, vi ikke tror på, men vores livsindhold baserer sig almindeligvis ikke kun på en afvisning af andres tro, men også og først og fremmest på en række positive antagelser om, hvad der i tilværelsen er rigtigt og forkert, sandt og falsk, værd at kæmpe, leve og måske ligefrem dø for. Og her udgør ateismen ikke et særpræget undtagelsestilfælde. Ateismens trosgrundlag, dens fundamentum fidei, er ganske vist af negativ karakter og består for så vidt ikke af andet end benægtelsen af troen på Gud samt 15

Den gudløse verden - Indhold.indd 15

08-09-2020 14:03:51