Morten Messerschmidt
Den kristne arv Eksistensen
Morten Messerschmidt Den kristne arv I serien Kristendommen ifølge … Isbn 978 87 410 0780 9 © Morten Messerschmidt & Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2021 Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet Sats: Eksistensen Sat med Source Serif og Grouch BT Tryk: Latgales druka, Letland Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK • 1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Indhold
7 Indledning: Et kristent liv 15 En hed sommer 29 Ad veje og omveje 35 Mit umoderne gennembrud 51 En ung kirkesanger 61 Der er Grundtvig, og så er der Grundtvig 69 Frihed 75 Danskhed 85 Kristendom 89 Reformationen og Danmark 101 En ny kirkekamp 111 Tør du være kristen?
Indledning: Et kristent liv
Henrik Stangerups roman Manden, der ville være skyldig er et sindbillede på tiden, den er skrevet i. På 70’ernes behandlersamfund og den moral, der udgik af 1968. På dogmet om, at “det er samfundets skyld”. Samfundet forstået som de dehumaniserende strukturer, den depraverede moral, og hamsterhjulsamfundet, der omgiver os. Kært barn har mange navne, selv i dag – en generation senere – står de som nomenklaturen på tidens grundlæggende idé: Du er fri. Skylden er ikke din. Ansvaret ikke dit. Fordringen en andens. Bogen handler om Torben, der har myrdet sin kone. Men i stedet for at blive stillet for retten, sendes han på hospitalet, hvor læger, pædagoger og terapeuter arbejder i døgndrift på at udrede hans sind. Efter ugers undersøgelser 7
konkluderer lægerne, at han er uden skyld. Det var omstændighederne, hans traumatiserede barndom og samfundets indretning, der drev ham til ugerningen, siger de. Men Torben insisterer på at påtage sig skylden. Og ved at bære skylden for sine handlinger vedkender han sig at være til. Som menneske. Bogen siger dermed noget centralt om både det at være kristen og det at være menneske. Dyret har ingen moral. For dyret har ikke noget “du skal”. Ingen befaling. Dyret er jo netop dyr og lever i naturtilstanden, mens mennesket bærer en arv, kender loven og er bundet af moralen til sin samvittighed. “Du skal” siger Gud til Adam i Edens have. Og “du må ikke”. Allerede fra sit første åndedrag har mennesket været bevidst om, at der er rigtigt og forkert. At der er ret og uret. Og at vi mennesker derfor har ansvar, når vi handler. Fordi samvittigheden er Guds stemme i vores indre. At fjerne ansvaret er at fjerne menneskeligheden. Da Adam havde spist af kundskabens træ, kunne han ikke grædende bede om nåde og fralægge sig ansvaret. Han prøvede. Først kvinden og så slangen ville han gøre til ansvarlige. Men ansvaret var hans. For Adam adlød ikke Gud, 8
selvom han kendte loven. Derfor straffer Gud Adam og Eva ved at vise dem ud af Edens have. Fra da af kender mennesket til synden. Og må leve med den. “Med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.” (1 Mos 17b-19) Men det er ikke kun terapeuterne hos Stangerup, der vil fratage mennesket ansvaret. “Skal jeg være min broders vogter”, spørger Kain Gud, stillet over for brorens døde krop. Gud svarer bekræftende. For selvfølgelig skulle Kain have været sin brors vogter. Abel var hans næste. Hans ansvar. Og i bevidstheden om det ansvar gør Gud netop mennesket til menneske, fordi mennesket deri kender ret fra uret. Dette er det kristne menneskesyn. Alligevel arbejdes der indgående på at fratage den enkelte ansvaret for dets handlinger. Med jævne mellemrum udkommer der videnskabelige rapporter om kriminalitet. Nogle blotlægger de faktiske forhold, mens andre søger at forklare forholdene. Som Det Kriminalpræventive Råd, 9
der i 2019 med rapporten “Kriminalitet og et niske minoriteter” forklarer, at “kriminaliteten opstår som et resultat af en ringere socioøkonomisk position.” Visse befolkningsgrupper er givetvis mere kriminelle end andre. Men også her lyder dogmet som i Stangerups roman: årsagen er de ydre omstændigheder. Det er samfundets skyld. Den enkelte kan ikke gøre for det. Men ikke at bære skyld handler om mere end blot at undgå straffen for sine handlinger. At vedstå sine handlinger handler først og fremmest om at vedstå sig at være til. Det er at gøre sig til det lovlydige, moralske væsen – også selvom man har bedrevet det umoralske, som loven forbyder. Bevidstheden om retten gør mennesket moralsk. Ophæves ansvaret for en handling, forsvinder også moralen. Men end ikke Kain kunne løbe fra sit ansvar. For et menneske må vide at være sat til en opgave: at leve i kærlighed til og med sin næste. Derfor kan Jesus i lignelsen om den bedrageriske godsforvalter (Luk 16) lade Gud rose den skyldige. For han vedkender sig sit ansvar. Han ved, han har forbrudt sig mod loven, og at han må straffes. Hans gerning var vel umoralsk, fordi 10
han stjal – i strid med loven. Og dog er han ikke amoralsk, for han vedstår sig ansvaret. Det samfund, der vil fratage den enkelte det konkrete ansvar for sit liv og loven, er amoralsk. Det opløfter sig selv til Gud ved at slette skellet mellem ret og uret. Men samfundet og loven er ikke Gud, ligeså lidt som loven er vejen til Gud. Den, der ved ikke at vedkende sig sit ansvar og amoralsk hæver sig over loven og moralen, forbryder sig derfor imod det at være menneske, skabt i Guds billede. “Mester, hvad er det største bud i loven?” spørger farisæerne Jesus. Og han svarer: ‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ På de to bud hviler hele loven og profeterne.” (Matt 22) På disse to ligeværdige bud – at elske Herren og elske sin næste – hviler loven. Ikke på de lovreligiøse farisæeres myriade af lovbefalinger. Men at elske, endog “dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til.” (Luk 6) 11
Ved at gøre kærligheden til næsten og Herren til selve lovens fundament, sætter Jesus et fællesskab, der forpligter. Helt ind der, hvor det gør ondt, og hvor det føles som om vi gør vold på os selv: Elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. (Luk 6) Jesus ophæver altså ikke loven. Han fjerner ikke de gammeltestamentlige befalinger. Jesus gør det mange steder klart, at han ikke er kommet for at nedbryde loven, men for at stadfæste den. “Du kender budene”, siger han (Luk 18) til et medlem af det jødiske råd: “Du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke begå drab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!” Men hvor lovens overholdelse hos farisæerne var ensbetydende med vejen til frelse – koste hvad det ville – da sætter Jesus kærligheden først. Derfor bliver jøderne tavse, når han bryder sabbatten for at helbrede en syg, og anklaget spørger han tilbage: “Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?” (Luk 14) Jesus viser, at loven er til for livets skyld – ikke livet for lovens: “Sabbatten blev til for menne12
skets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.” (Mark 2) Ja, Gud har givet loven for menneskenes skyld. Som en beskyttelse mod den livets hårdhed, der var Adams straf for at bryde det første bud. Men ingen kan bruge loven til at gøre sig selv til Gud. Derfor vender Jesus sig imod farisæerne, ligesom vi i dag må vende os imod dem, der tror sig berettigede til at bryde det forpligtende forhold mellem mennesker ved at tage ansvaret fra os. “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres, og det andet ikke forsømmes. I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen.” (Matt 23) Ingen kan gøre sig til Guds dommer med loven i hånd. Kun Gud dømmer på den yderste dag. Men det betyder ikke, at samfundets love ikke skal håndhæves. “Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står 13
derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.” (Rom 13) Jesus gør ikke op med menneskets ansvar på jorden. Vi skal følge myndighederne, thi også de er indsat af Gud. Derfor er de også underlagt loven. Også de skal lade kærlighed og retfærdighed være den første ledetråd. “De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld,” siger Paulus. (Rom 13) For samvittighedens skyld! Mennesket er et samvittighedsvæsen, der kender ret fra uret. Og den, der vil tage det ansvar fra mennesket, forbryder sig imod selve det kristne livs menneskelighed.
14