Den kristne have by Eksistensen

Henrik Winther Nielsen

Den kristne have Kirkegården

som evangelium

Eksistensen

Henrik Winther Nielsen

Den kristne have Kirkegården som evangelium

1. oplag, 1. udgave 2024

Isbn 978 87 410 1097 7

Med mange tak for venlig støtte til JORCK’s FOND

Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond

Grafisk tilrettelæggelse:

Claus Nielsen

Sat med Garamond hos Eksistensen

Tryk: Latgales Druka, Letland

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10

DK-1820 Frederiksberg C

 3324 9250

www.eksistensen.dk

Indhold

Forord

Kirkegården er ikke kun for de døde. Den er en kontemplativ have, man kan opholde sig i, ‘læse’ og drage stor eksistentiel og åndelig nytte af.

På kirkegården står vi nemlig ansigt til ansigt med den død, vi er bevidste om ikke at kunne undslippe, og som derfor præger vores daglige liv på utallige måder. Undertiden i skikkelse af fortrængning eller som tilskyndelse til at få noget ud af det liv, man har. Men hvor man i den islamiske verden, i Japan og i middelalderens katolske verden i århundreder har anlagt haver med især spirituel vækst for øje, har de færreste fået øjnene op for kirkegården som en have med mæle og forkyndelse for de levende.

Nok har de fleste besøgt en kirkegård og har haft lejlighed til at finde ro og gøre sig tanker der. Men at kunne læse dens elementer og sammensætning som et stykke manifest, konkret teologi med budskab til de levende kræver en indføring.

Tanken med denne bog er at udforske kirkegården som en talende, forkyndende teologisk have og dermed bringe den i selskab med andre kulturers spirituelle haveanlæg. En bog, man kan tage med sig ud på sin lokale kirkegård, læse et afsnit eller to og forhåbentlig få glæde af, for kirkegården rummer umådelige dybder, som det er værd at gøre sig bekendt med.

Bogen vil invitere læseren til at opleve, tænke med og gå i dialog med denne både talende, spørgende og lyttende have. Som et ekko af Guds spørgsmål i Edens Have stiller kirkegården som teologisk have det grundlæggende eksistentielle spørgsmål: ‘Adam, menneske, hvor er du?’

Henrik Winther Nielsen

Afsæt: Bymennesket, naturen og den udendørs Gud

‘Nature is my church’ proklamerede en dåseøl på bordet blandt cigaretskod og glas i en flot lejlighed i byen. Et udsagn, der ligger i følgerigtig forlængelse af dels den individualiserede spiritualitet, dels den institutionstrætte folketeologi, der hævder, at Gud er flyttet udenfor kirkens rum og derfor lader sig møde i det fri. Man søger ud i naturen for at møde det, der ‘er større end én selv’, fri for byens og samfundets normer og regler om adfærd og livsløb.

I den faktisk utæmmede natur, såfremt den findes, søger mennesket mere og mere oplevelsen af at være lille og dog betydningsfuld. Der kan en dialog finde sted med træer, blomster, verdensaltet. Den spirituelle praksis finder sted på pilgrimsvandringer eller i kontemplative stunder i det fri. Man møder for en stund Universet – eller Gud – og oplever sig selv som en del af eller som et punkt i det uendelige. En oplevelse, som lader sig omsætte til en adfærd, et blik, en praksis.

Den vilde natur er samtidigt flyttet ind i parcelhushaven som en reaktion på biodiversitetskrisen. ‘Vild med vilje’ hedder konceptet, hvormed det understreges, at kulturhaven, den dyrkede og viljesbestemte have, stadig er en kulturhave, nu blot iblandet et utæmmet element, indenfor det kulturelt rimeliges grænse. ‘Vild med vilje’-haven er – sine økologiske fortjenester ufortalt – et politisk statement og samtidigt et udtryk for, hvad mennesket ser som ‘vild natur’.

Inde i byen bevæger det moderne menneske sig rundt i et stadig mere homogeniseret bybillede, hvor bygningers og byrums funktioner glider over

i hinanden; caféen og biblioteket og banken byder alle på kaffe og wi-fi, sine qua non. Det distinkte og afgrænsede, det funktionspræcise, gennemgår en udfladning, en utydelighed. Kroppe orienterer sig mellem bygninger, inde i bygninger, på bygninger, under bygninger, der i det store og hele ikke adskiller sig synderligt fra hinanden.

Mellemrummene mellem bygningerne i byrummet – torve, pladser og parker – adskiller sig ikke væsentligt fra hinanden og kan med lethed rumme alle hånde rekreative og sociale funktioner. Om man opholder sig på Rådhuspladsen, Gråbrødre Torv eller i Kongens Have i København, kommer næsten ud på ét, hvad angår udfoldelsesmuligheder og eksistentiel identitet. Man kan drikke kaffe og øl og med sindsro tjekke sin telefon, uden at byrummet anfægter ens adfærd eller identitet.

Man befinder sig derfor så at sige samme sted hele tiden. Man ankommer aldrig, og man forlader aldrig noget sted. Bygninger og byrum med de samme verdensomspændende franchises ligner hinanden. London, New York, København, Barcelona – adfærden og faciliteterne er de samme. At finde sted som menneske i alle udtrykkets betydninger bliver stadigt sværere.

Det distinkte ‘andet sted’ bliver da naturen, hvilket i Danmark betyder den anlagte natur, hvad enten det er i den ‘vilde’ have eller ude i ‘Guds grønne natur’, som vi kalder vores større skovplantager og af marker og veje afgrænsede engdrag.

Den Gud, man måtte møde ude i naturen, er dog lige så forskelsløs som det byrum, man er trådt ud af. Det er en navnløs udendørsgud uden mund og mæle, det er fysikerens ubevægede bevæger, en første og sidste årsag, man kan arbejde sig hen imod samklang med. Det er Odin, Allah, Jahve, Rama på én gang, og jøden, muslimen, den asatro, den kristne og hinduen kan alle med udbytte læse det guddommelige i naturen, uden at naturoplevelsen i sig selv er et udtømmende udtryk for det guddommelige.

skabelsens paradis i symbolet for Marias livmoder. Gud skaber ud af intet, og den indsigt understreges af den lukkede urtegård. Arkitekturen prædiker, og et oplagt sted at få syn for sagn er i karmeliterklostret og dets gårdhave i Helsingør.

Kirkegården – en teologisk have

Der er altså en omfattende tradition for forkyndende kontemplative haveanlæg. På kirkegården er man i dødens afgrænsede indelukke, der med tiden har fået havepræg. Plæneafsnit og stedsegrøn bevoksning medvirker til at give gravpladsen præg af en have, der ændrer udseende med årstidernes skiften.

Kirkegården er i modsætning til de ovenfor nævnte haver anlagt som et gravsted, der – fordi den emanerer ud fra kirkebygningen og fra dens om ikke arkitektoniske, så rituelle og liturgiske centrum, alteret – fordrer en vis ærbødig optræden. Men oplevet som et stykke manifest teologi skifter fokus fra dens oprindelige praktiske brug som stedet for de døde til en forkyndende kontemplativ have for de levende.

At karakterisere kirkegården blot som dødens have eller som mindehave er at gøre både dens betydning og dens betydningspotentiale for snævert. At definere den som blot og bar gravplads gør den endnu snævrere. Den fremtræder som en have med sin stedsegrønne vegetation, sine mangeartede løvfældende træer, sine anlagte gange, grønne flader og små frodige aflukker. Plantede blomster vokser og forgår i takt med årstiden, og de afklippede blomster stråler kort for derpå at visne og dø.

At gravpladsen har sin udviklingshistorie fra nekropol til parklignende haveanlæg gennem hundredvis af år, siger sig selv. Men her skal det handle om hvad kirkegården som manifest teologi har at fortælle den besøgende. Kirkegården som kontemplativ have, kirkegården som teologisk have.

Som anlagt teologisk have prædiker den naturligvis ganske bestemte ting. Men den er også åben for fortolkning i lighed med andre spirituelle haver, der nok har et overordnet sigte med deres udformning, men som også

inviterer den besøgende til at være i den som sig selv, som en del af et livsfællesskab og som erkendelsessøgende, der kan udfolde perspektiver i kontemplationen af haven, dens elementer og arrangementet af dem.

Som et indelukke, en have omgivet af mure i lighed med Edens Have og den persiske pairidaeza, er den afgrænset, og på den måde udmåler den rummet for kontemplationen, som dog kan vokse vildt og udfolde sig inden for den ramme. Kontemplationen og fortolkningen har ganske bestemte rammer, den kan udfolde sig frit indenfor, hvis den ikke blot skal være en kontemplation, der lige så godt kunne finde sted ude i Guds grønne natur, og som derfor ikke nødvendigvis er specielt kristen.

På samme måde som Det Nye Testamente gengiver fire indbyrdes forskellige beretninger om betydningen af Jesus som Kristus, og man derfor er henvist til et fortolkningsrum, hvor bastantheden altid unddrager sig, sådan er selve tolkningen en grundlæggende pointe i det kontemplative åndsliv.

Men det betyder ikke, at der ikke er forhold i kirkegårdens udformning, hvis hensigt ligger fast. Når vi ser kirkegården som en kontemplativ have, inviterer den til en forståelse af den som et stykke manifest fysisk teologi.