Det guddommelige uddrag

Det guddommelige

Det guddommelige - Indhold.indb 1

23-03-2015 21:55:59

Klokkens klang kan f책 forsvarsmure til at falde som Jerikos ved basunens

Det guddommelige - Indhold.indb 2

23-03-2015 21:56:00

Jakob Wolf

Det guddommelige – fænomenologisk set

Fo rlage t Anis Kø b e n h av n 2015

Det guddommelige - Indhold.indb 3

23-03-2015 21:56:00

Det guddommelige – fænomenologisk set Jakob Wolf © Forfatteren og Forlaget Anis, 2015 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på RPC og trykt hos ScandinavianBook ISBN-13: 978-87-7457-744-7 Omslag: Lena Maria Rasmussen Foto: Forfatteren (privatfoto)

Forlaget Anis Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 – fax 3325 0607 www.anis.dk

Det guddommelige - Indhold.indb 4

23-03-2015 21:56:00

In dhold Indledning 7 Religionerne 13 Det ubegribelige 21 Fragmenter af følelsernes fænomenologi 31 Følelserne 31 Rummet 39 Kroppen 42 Kroppen og følelserne 45 Introjektionens filosofi 48 Følelserne og jeg’et 51

Det guddommelige som overpersonligt og personligt 61 A. Det guddommelige som en overpersonlig atmosfære 61 Gudbilledligheden 61 Væksten 65 Lyset, smagen og duften 67 Musikken 69 Stederne 74 Himlen 80 Havet 83 Jorden 85 Ordet 85 Ånden 86 Inspirationen 99 Etikken 101

B. Det guddommelige som en person 103 Både overpersonlig og personlig 103 Det irrationelle og det rationelle 108

Det guddommelige - Indhold.indb 5

23-03-2015 21:56:00

Følelsen af det guddommelige 111 Sensus numinis 111 Metoden 112 Tremendum 118 Majestas 132 Energicum 136 Mirum 143 Augustum 150 Fascinans 159 Ekskurs: Tremendum og fascinans hos Luther 170

Følelsernes forvirring 177

Litteratur 187 Navneregister 193

Det guddommelige - Indhold.indb 6

23-03-2015 21:56:00

Indledning

Indledning

Hvad er det guddommelige? Det guddommelige er noget udefinerligt, der er til stede i alt, hvad der findes. Det bevirker, at alt, hvad der er til, eksisterer og er til på en bestemt måde. Det er i alle ting uden selv at være en ting. Det guddommelige er allestedsnærværende Det er ikke langt væk fra os, men tværtimod meget tæt på os.

Det guddommelige er ubegribeligt som det, der er alle vegne uden at være et bestemt sted. Det kan ikke erkendes ved hjælp af rationelle begreber. Begreber har et begrænset omfang. De omfatter altid kun en del af alle ting i verden og ikke alle ting som det guddommelige.

Begrebet “hus” omfatter alle huse i verden, og selv om det er mange ting, så er det kun nogle ting. Med begrebet indfanger vi en skarpt afgrænset del af verden. Som allestedsnærværende er det guddommelige ubegrænset, og derfor er det rationelle begreb og det guddommelige uforenelige.

Det guddommelige er ubegribeligt, men det betyder ikke, at vi ikke kan opfatte det. Vi kan opfatte det guddommelige igennem følelserne.

Det guddommeliges manifestationer i det, der er til, bemærkes af følelserne. Følelserne er i modsætning til begreberne forenelige med det guddommelige, da de ikke har et klart afgrænset omfang. Følelser kan ligesom det guddommelige ikke indfanges i rationelle begreber. Følelserne er en åbenhed for det udefinerlige og guddommelige i alle ting.

Denne opfattelse af det guddommelige giver den tyske teolog Rudolf Otto udtryk for, når han bestemmer det guddommelige som et mysterium, der på én gang er ærefrygtindgydende og fascinerende. At det er et mysterium betyder, at det ikke kan begribes ved hjælp af rationelle begreber, og at det er ærefrygtindgydende og fascinerende betyder, at det kan opfattes igennem følelser.

Hvis vi skal beskrive det guddommelige som et ubegribeligt mysterium nærmere, kan vi altså gøre det ved at beskrive og tydeliggøre følelsen af det guddommelige. En sådan beskrivelse udfolder Rudolf Otto.

Han beskriver følelsen af det guddommelige som en grundlæggende modsætningsfyldt følelse. Den udgøres af modsætningen mellem frygt 7

Det guddommelige - Indhold.indb 7

23-03-2015 21:56:00

Det guddommelige

og fascination, frastødning og tiltrækning. Det betyder ikke, at den består af to adskilte følelser. De to følelser er facetter af den samme følelse, der har to ansigter. Frygt og fascination udgør en kontrastharmoni. Frygt og fascination er yderpolerne i denne harmoni. Der befinder sig imidlertid flere identificerbare følelser, der er aspekter af de to grundlæggende følelser, inden for denne kontrastharmoni. Otto kalder dem følelsen af det majestætiske, det energiske, det forunderlige og det værdifulde. Alle disse aspekter er på én gang træk ved følelsen af det guddommelige og træk ved det guddommelige.

Skal man tydeliggøre følelser, kan det ikke ske ved, at man definerer dem med begreber, da de af væsen ikke har et klart defineret omfang.

Man kan kun karakterisere og tydeliggøre følelser ved hjælp af sansemættede billeder og analogier. At noget er en analogi til noget andet, betyder i denne sammenhæng, at der er noget, der er det samme ved to ting, og der er noget, der er forskelligt ved dem. Ottos beskrivelse af erfaringen af det guddommelige består derfor i, at han fremlægger en række eksempler på følelser, som vi kender fra vores daglige liv, der er analogier til den specifikke følelse af det guddommelige. Derudover fremlægger han en række eksempler på udtryk, som denne følelse har fået i kunsten og religionerne. Tilsammen tydeliggør alle disse analogier, hvori erfaringen af det guddommelige består.

I denne bog er erfaringen af det guddommelige ikke kun beskrevet i form af en fortolkende fremlæggelse af Ottos beskrivelse. Der er tale om en medtænkende fremstilling, der tager afsæt i Ottos karakteristik af følelsen af det guddommelige og supplerer med yderligere analogier.

Man kan se, hvilke analogier, der stammer fra Otto, ved, at de er angivet med en henvisning til ham.

Da beskrivelsen af det guddommelige består i at sammenstille analogier til følelsen af det guddommelige, præger det fremstillingen. Den er ikke først og fremmest logisk fremadskridende, men analogisk indkredsende. Sammenhængen mellem de meget forskelligartede eksempler på erfaringen er ikke logisk, men analogisk. Der fremlægges et netværk af billeder og analogier, som klargør følelsen. Dette netværk viser, at der er en stærk sammenhæng mellem hverdagserfaringer og mere specifikke religiøse erfaringer.

Stiller man spørgsmålet om, hvordan man finder en træffende analogi til at klargøre en følelse med, så er svaret, at det findes der ingen 8

Det guddommelige - Indhold.indb 8

23-03-2015 21:56:00

Indledning

strengt objektive kriterier for. Et fund er altid baseret på en intuition, som man så efterfølgende afprøver kritisk.

Bogen er bygget op på den måde, at første afsnit handler om Rudolf Ottos og mit eget syn på forholdet mellem religionerne. Når man vil beskrive det guddommelige, vil ens beskrivelse altid være præget af den religiøse kultur, man er opvokset i, så det er vigtigt at være opmærksom på den fordom. Vi er præget af den kristne religion, men deraf følger ikke nødvendigvis, at vi kun kan anse kristendommens udtryk for erfaringen af det guddommelige for at være sand. Alle religioner er på én gang ens og forskellige, idet de er forskellige udtryk for erfaringen af det guddommelige. Otto mente under indtryk af udviklingstanken, at kristendommen var den højest udviklede religion. Det er imidlertid en vilkårlig vurdering, mener jeg. Der findes højt udviklede udtryk for erfaringen af det guddommelige i alle udviklede religioner.

Andet afsnit omhandler det grundlæggende træk ved det guddommelige, at det er ubegrænset og derfor ubegribeligt. Det guddommelige kan ikke indfanges af begrebet, der altid er begrænset. Ubegribeligheden hæfter imidlertid kun til den begrebslige erkendelse. Det erkendelsespotentiale, vi besidder i kraft af følelsen, gør os åbne for at fatte det ubegrænsede, selv om vi er begrænsede væsener. Følelsen har det tilfælles med det guddommelige, at den ikke kan defineres. Dette forhold er klart forstået i den teologiske tradition, man kalder negativ teologi. Ifølge den negative teologi kan man kun udtrykke erfaringen af det guddommelige gennem en negation af alle begreber. Med negationen skaffer man alle begreber af vejen, men kun for at give plads til følelsen som den åbenhed, hvorigennem det guddommelige erfares.

I tredje afsnit fremlægges en fænomenologisk beskrivelse af følelserne. Den skal udgøre den erkendelsesteoretiske begrundelse for, at følelsen er den erkendelsesevne, hvorigennem det guddommelige erfares. Mange afviser, at følelsen er en erkendelsesevne, da man hævder, at den kun siger noget om en tilstand ved subjektet. Den fænomenologiske beskrivelse af følelserne viser imidlertid, at følelserne ikke kun er udtryk for en subjektiv tilstand; de er også en åbenhed for forhold i subjektets omverden. Der er erkendelse i følelserne.

Fjerde afsnit er en beskrivelse af den overordnede dobbelthed ved det guddommelige, at det både fremtræder som noget overpersonligt og som en person. Begge aspekter hører med. Man kan ikke isolere 9

Det guddommelige - Indhold.indb 9

23-03-2015 21:56:00

Det guddommelige

det guddommelige som enten det ene eller det andet. Hvis man alene bestemmer det guddommelige som noget overpersonligt, får man ikke det aspekt med, at det guddommelige også er henvendt på mennesket.

Det er ikke kun en bortvendt fremmedhed. Hvis man alene bestemmer det guddommelige som en person, bliver det uvilkårligt til en menneskelig projektion.

I femte afsnit fokuseres der på Rudolf Ottos bestemmelse af følelsen af det guddommelige. Beskrivelsen af følelsen som ærefrygtindgydende og fascinerende udfoldes her nærmere i alle dens aspekter. Afsnittet afsluttes med en ekskurs til Luther, der ifølge Otto er det største religiøse geni inden for kristendommen.

Sidste afsnit er et perspektiverende afsnit, der omhandler følelsens vilkår under den rationaliseringsproces, der dominerer i den vestlige verden i det 20. århundrede. Følelsen af det guddommelige eller – hvad der er det samme – sansen for det hellige udsættes her for et ødelæggende pres. Det er altafgørende for den videre udvikling af vores kultur, at sansen for det hellige lettes for dette pres, så den igen kan udvikle sig frit. Uden en sans for det hellige forfalder en civilisation til barbari.

Formålet med denne bog er et dobbelt. Det ene, overordnede, formål er at give en bred beskrivelse af erfaringen af det guddommelige. Det andet er at bidrage til en dybere forståelse af Ottos indsats og påvise hans aktualitet.

Et af de spørgsmål, der rejser sig i dag i forbindelse med Rudolf Ottos værk, er, hvordan det kan være, at hans hovedværk Das Heilige på trods af, at det har været udsat for en sønderlemmende kritik, har overlevet denne kritik i årtier.

Da bogen udkom i 1917, fik den en tvetydig modtagelse. På den ene side blev den modtaget med bragende bifald. Straks den var ude, blev den revet væk og kom hurtigt i mange oplag. I 1965 udkom den i 55. oplag! Den blev i løbet af kort tid oversat til mange sprog, og Otto blev verdensberømt. Begreber fra bogen som det numinøse, das ganz Andere og mysterium tremendum et fascinosum blev modeord, man stødte på i mange forskellige sammenhænge, på samme måde som psykoanalysens begreber om id, ego og superego blev mode.

Mange prominente teologer, filosoffer og intellektuelle blev omgående påvirket af bogen. Paul Tillich skriver, at da han læste den i efteråret 1917, blev han på stedet grebet af Ottos måde at skrive på: “Nogle 10

Det guddommelige - Indhold.indb 10

23-03-2015 21:56:00

Indledning

mærkværdigheder ved skrivemåden, et helt ukendt forlag [Rote Erde] gjorde mig øjeblikkelig forbavset. Så begyndte en undren, en indre grebethed, en lidenskabelig tilslutning, som man ikke mere var vant til i forbindelse med teologiske bøger” (Tillich 1971, 179). Vidt forskellige intellektuelle som Karl Barth, Martin Heidegger, C.G. Jung, Romain Rolland, C.S. Lewis, Gandhi og mange andre ytrede deres interesse og beundring for bogen. I Danmark er blandt andre forfatteren Thorkild Bjørnvig inspireret af den. Bogen appellerede imidlertid ikke kun til akademikere, men nåede langt uden for de akademiske kredse. Den er sandsynligvis det mest læste tyske teologiske værk i det 20. århundrede.

På den anden side blev Ottos hovedværk mødt af en voldsom kritik fra flere sider, især fra den fremstormende dialektiske teologi, der på det tidspunkt var en ny strømning inden for protestantismen. På trods af den voldsomme kritik, der gentager sig flere gange op igennem det 20. århundrede, overlever Das Heilige al kritik. Mircea Eliade skriver i 1957, at “fyrre år efter har Rudolf Ottos undersøgelser beholdt deres gyldighed” (Eliade 1993, 8), og i 1969 noterer han, at Ottos ideer har, siden de fremkom, været mindst lige så vedvarende udbredt blandt den læsende offentlighed som blandt professionelle akademikere (Eliade 1969, 23).

Det er et påtrængende spørgsmål, hvorfor det er sådan, at selv om bogen mødes af en kompetent kritik, der aldrig rigtigt tilbagevises, forbliver den immun over for kritikken og lever usvækket videre. Det indlysende svar på spørgsmålet er, at det selvfølgelig skyldes, at kritikken dybest set er forfejlet. Men hvordan er den forfejlet?

Kritikken består af to hovedindvendinger. Den ene er, at Otto subjektiverer den religiøse erfaring, da følelser er subjektive. Han beskriver ikke det guddommelige, men træk ved menneskets psyke. Rudolf Bultmann skriver i et brev til ham: “Alt hvad jeg har anført, synes at pege på, at jeg i Deres fremstilling kun kan se beskrivelsen af psykiske fænomener, som ledsager religionens opståen og historie” (Schütte 1969, 137). Det forfejlede i denne kritik er, at følelser ikke kun er subjektive. Det viser en analyse af følelsernes fænomenologi. Følelser siger ikke kun noget om, hvilken tilstand subjektet er i, men er også en åbenhed for noget objektivt. At følelserne skulle være subjektive er en

11

Det guddommelige - Indhold.indb 11

23-03-2015 21:56:00

Det guddommelige

fordom, som man overtager ukritisk, når man kritiserer Otto for at subjektivere erfaringen af det guddommelige.

Den anden indvending er, at Otto bestemmer følelsen af det guddommelige som en apriorisk kategori. Det helt specifikke ved følelsen af det guddommelige skulle være, at den i virkeligheden ligger forud for al erfaring. Denne indvending er berettiget. Sagen er imidlertid, at når Otto bestemmer følelsen ved hjælp af et begreb fra Kants filosofi som noget, der ligger forud for erfaringen, så misforstår han sig selv. Det, Otto fremlægger, er fænomenologiske analyser, og de mister ikke deres kraft og gyldighed ved, at han bestemmer dem forkert erkendelsesteoretisk. Det påvises i det følgende, at skal man bestemme erkendelsesteorien bag de fænomenologiske beskrivelser, skal man ikke henvise til Kants filosofi, men til Goethes metode.

Kritikken af Otto har spærret for en virkelig givende overtagelse af de indsigter, han fremlægger i sit værk. Har man imidlertid indset, på hvilken måde kritikken er forfejlet, så er vejen banet for en meget frugtbar nylæsning af værket. For mig at se, er Rudolf Otto en af de religionsfilosoffer, der i nyere tid har givet det vægtigste bidrag til beskrivelsen af det guddommelige og erfaringen af det. Den tyske filosof Herrmann Schmitz, der også er en inspirationskilde til dette arbejde, siger træffende om hans værk: “Rudolf Ottos kategorialanalyse af det numinøse er det største skridt, der indtil videre er taget inden for det guddommeliges fænomenologi. Som holdepunkt for en bestræbelse på at godtgøre det religiøses sandhed frigør hans værk religionen for bjerge af tyngende spekulativ teologi” (Schmitz 2005C, 74).

12

Det guddommelige - Indhold.indb 12

23-03-2015 21:56:00

Religionerne

Religionerne

Det er tydeligt, når man læser Rudolf Otto (1869-1937), at han henviser oftere til Bibelen og den kristne religion end til andre religioner.

Det samme er tilfældet i det følgende. Hvordan opfatter Otto religionerne og forholdet mellem kristendommen og de andre religioner?

Ifølge den såkaldt dialektiske teologi, der opstod som en reaktion mod senpietismen i begyndelsen af det 20. århundrede, er kristendommen ikke en religion. Ifølge denne teologiske retning, der er den mest dominerende i nyere protestantisk teologi, er religionerne udtryk for menneskelige projektioner. Denne teologi giver religionskritikken ret i, at religion er projektion. Religionerne er i virkeligheden et oprør mod Gud, idet mennesket ved hjælp af egne projektioner vil prøve at få magt over det guddommelige. Kristendom derimod er noget helt andet. Den er evangeliets forkyndelse af Guds ord, der er noget helt anderledes i forhold til alt menneskeligt. Den dialektiske teologi med Karl Barth (1886-1968) i spidsen betonede med inspiration fra Søren Kierkegaard (1813-55) udelukkende den uendelige kvalitative forskel mellem Gud og mennesket og så bort fra menneskets gudbilledlighed, hvorved den stillede alle menneskelige erfaringspotentialer, fornuft, følelser, sansning osv. i modsætning til det guddommelige.

Man kan f.eks. se denne opfattelse udtrykt hos en dansk repræsentant for den barthske teologi, N.H. Søe (1895-1978), idet han stiller erfaringen af musik og religiøse følelser og ordet om Kristus i modsætning til hinanden. Musik og religiøse følelser handler kun om noget, der bor i mennesket. Alene ordet om Kristus handler om det guddommelige: “Hævder man … musik bedre end ord kan udtrykke det hellige, er det selvklogskab og oprør mod den Gud, der efter sin viljes velbehag kommer mennesket i møde i ordet om Kristus … Musik er som anden kunst kun et middel til at udløse de stemninger (eventuelt af religiøs art), der naturligt bor i mennesket … Karl Barth var meget afvisende over for orgelspil og afviste helt “orgelsoloer”, også som præludier og postludier” (Søe 1967, 461).

13

Det guddommelige - Indhold.indb 13

23-03-2015 21:56:00

Det guddommelige

Med denne skarpe skelnen mellem religionerne på den ene side og kristendommen på den anden side skærpedes i allerhøjeste grad problemet om, hvordan mennesket overhovedet kan erfare det guddommelige. Man forsøgte i denne teologi at løse problemet ved at henvise til, at Gud oprettede en eksklusiv forbindelse til mennesket igennem det, man kaldte “Kristus-åbenbaringen” og “Kristus-troen”. Hvad der ligger i de fænomener erfaringsmæssigt set er imidlertid meget vanskeligt at sige noget om, da der ingen menneskelige analogier findes til dem. I en overdreven iver efter at imødekomme religionskritikkens mistanke om, at religion er projektion, ender det guddommelige i denne teologi med at blive til abstrakte begreber uden erfaringsindhold.

For Rudolf Otto at se er denne skelnen mellem kristendom og religion kunstig og ufrugtbar. Det er hans opfattelse, at kristendommen naturligvis er en religion på linje med alle andre religioner. Forholdet mellem religionerne er, at der er noget, der er det samme i alle religioner samtidig med, at de er højst forskellige.

Det er interessant, at hvis man stiller det grundlæggende spørgsmål om, hvad religion er, så må man konstatere, at det hersker der ikke enighed om. Selve ordet “religion” er afledt af det latinske ord religio; men hvad, det er afledt af, er omdiskuteret allerede i antikken. Cicero (106-46 f.Kr.) siger, at det afledt af re-legere, at læse noget igen.

Udtrykket skulle dermed relatere til, at de religiøse gen-læser i betydningen overvejer nøje alt, hvad der har med gudernes dyrkelse at gøre.

Lactantius (250-325) siger, det har noget at gøre med religare, at binde.

Mennesket binder sig gennem fromhed til Gud. Kort sagt har ordet en meget vid betydning på latin og også på andre sprog. Man kan ikke definere ordets betydning. Det er ikke et veldefineret begreb, men et prægnant udtryk, der karakteriserer noget bestemt. Der findes ingen teori om, hvad religion er, som alle er enige om.

Dette, at religion ikke er et veldefineret begreb, gør det vanskeligt at behandle religionen videnskabeligt. Når religionen bliver behandlet videnskabeligt, sker der som regel det, at fænomenet ses ud fra en bestemt synsvinkel, der afgrænser det. Man foretager en metodisk reduktion for at kunne undersøge fænomenet. Religionen ses f.eks. under en religionspsykologisk, religionssociologisk eller religionshistorisk synsvinkel, hvorved religionen kommer til at handle om, hvilken rolle 14

Det guddommelige - Indhold.indb 14

23-03-2015 21:56:00

Religionerne

den spiller i menneskets psykologi, samfundsdannelse eller historie.

Reduktionen er videnskabens styrke, men også dens svaghed. Styrken er, at den giver en mængde sikker og frugtbar viden om menneskelige forhold. Svagheden er, at den har svært ved at sige noget om det, religionen selv mener, er dens emne, nemlig det guddommelige. Set ud fra religionen har videnskaben en tendens til at forvandle vin til vand.

Videnskaben er afskåret fra at undersøge det, der egentlig er religionens emne, det guddommelige, for så vidt det ikke kan indfanges i videnskabeligt veldefinerede begreber. Man kan kun undersøge det fænomenologisk. Netop det gør Rudolf Otto, og derfor kan det være vanskeligt at placere hans arbejde inden for en videnskab. Det er hverken religionspsykologi, religionssociologi eller religionshistorie. Den bedste betegnelse for hans arbejde er, at det er bidrag til det guddommeliges fænomenologi.

Set ud fra en umiddelbar betragtning kan man konstatere, at religion er et mangfoldigt, ubændigt, spontant fænomen, der er svært at indfange. Man kan ikke afgrænse det til et bestemt område af tilværelsen ved siden af andre. Man kan ikke afgrænse det til en bestemt institution. Erfaringen af det guddommelige er ikke bundet af en kult, en forkyndelse, bekendelse eller dogmatik. Overalt kan mennesker blive ramt og fængslet af en følelse, der indeholder en ubetinget alvor, det hverken kan eller vil se bort fra. Det guddommelige griber ind i alle livsforhold, som det mægtigste og dybeste i livet; det yderste og det inderste, det første og det sidste. Religion handler ikke grundlæggende om teorier, en udtænkt lære, forestillinger, fantasier, meninger, ideologier eller moral; den handler om grundmenneskelige erfaringer og følelser, der forbinder os med universet, naturen og andre mennesker.

Det religiøse fænomen er allestedsnærværende og kan bryde frem hvor som helst, når det vil.

Det religiøse fænomen udtrykker sig på et utal af måder. På trods af denne uoverskuelige mangfoldighed er der dog noget, der er det samme i alle de forskellige udtryk. Det er blot ikke noget, der kan indordnes under et begreb. Hvad er det fælles i alle religioner? Det er ifølge Otto den numinøse følelse, som han kalder følelsen af det guddommelige. Den udgør råstoffet i al religion. Den er ifølge Otto det, “der lever i alle religioner som det særlige ved dem og uden hvilken, der ikke er tale om religion” (Otto 1991, 6).

15

Det guddommelige - Indhold.indb 15

23-03-2015 21:56:00

Det guddommelige

Der er en indre fælles form i alle religionernes mangfoldige og ofte mærkværdige udtryk. Otto beskriver mangfoldigheden og enheden på følgende måde: De første stadier til religion er den dæmoniske ængstelse, den shamaniske besættelse, den dæmoniske rus, den ekstatiske dans og de magiske og sakrale handlinger. Ud af dem flyder der uklare, svævende forestillinger om ånder og dødekult, sjælemesser, totemisme, spådomskunst, forestillinger om det rene og det urene, religiøse ritualer, primitiv askese, offermystik og fetichisme. Af fetichismen opstår naturmagi og den dæmoniske besjæling af naturen og dens genstande og kræfter. Ud af alt dette vokser langsomt opstigende og forklarede forestillinger om ophøjede guddomme, gudstjeneste, præsteskab og gejstlighed, kult, templer, fester religiøse fællesskaber og moral. Parallelt med de praktiske udtryk for religionens tidlige stadier udfoldes en verden, der er skabt af en bred fantasiaktivitet. Den udfoldes i fortællinger om dæmoner, i eventyr og myter, i dyrefabler, i sagn og legender, i de kosmologiske, genealogiske og kultiske fabler og mytiske spekulationer. Alle disse fænomener udgør “en næsten uoverskuelig mængde af sælsomme enkeltmomenter, der er vanskelige at tyde og forstå. De er meget forskellige indbyrdes og ofte modsatrettede hinanden, men alligevel udgør de ikke blot en bunke uforbundne ting, der ligger ved siden af hinanden. De udgør et trægt fletværk, hvor det ene hele tiden hænger ved det andet, klæber til det andet, fremgår af det andet, holder fast ved det andet og slæber det med sig. Det er en højst sælsom plante, som med forbløffende lighed synes at kunne vokse og trives i ethvert klima og i enhver jordbund” (Otto 1932, 283).

Religionshistorien er rig på parallelfænomener. De samme religiøse fænomener opstår på forskellige steder og på forskellige tidspunkter i historien. Den påfaldende lighed mellem mange religiøse fænomener fra vidt forskellige geografisk adskilte kulturer forsøger mange religionsforskere at forklare med påvirkninger kulturerne imellem. Men det er ofte helt usandsynligt, at ligheden skyldes gensidige påvirkninger.

Her har vi ikke at gøre med “lån, men med parallel- og konvergensdannelser” (Op.cit., 282). Parallelfænomenerne er udtryk for, at det guddommelige er noget universelt, der vækker den samme slags følelser i mennesker overalt på jordkloden.

Der er noget, der er fælles for alle religioner; men forskellene mellem religionerne er lige så vigtige som lighederne. Otto siger f.eks.

16

Det guddommelige - Indhold.indb 16

23-03-2015 21:56:00

Religionerne

om det at sammenligne den vestlige og den østlige mystik: “På dette grundlag [de forskellige mystikeres enhedspræg] viser sig imidlertid den anden lige så vigtige opgave, at fatte dette enhedsmæssige “væsen” i dets mangfoldige typiske individuelle muligheder og dermed affærdige fordommen om “den ene altid samme mystik”. Først derved bliver det muligt at fatte så store fænomener som den tyske Mester Eckhart, inderen Sankara, grækeren Plotin og mystikerne i den buddhistiske Mahayana-skole i deres karakteristiske ejendommelighed i stedet for at lade alle disse fænomener forsvinde i en almen nat af “mystik overhovedet” (Otto 1926, V – VI). Det vil sige, at det fælles i det forskellige ikke er et abstrakt almenbegreb. Det fælles kan ikke abstraheres ud af det forskellige, men kan kun opfattes varieret i det konkrete religiøse fænomen, hvilket netop er fænomenologiens pointe.

Det er et vigtigt element i Ottos forståelse af religionerne, at de udvikler sig. Denne udvikling består imidlertid ikke blot i, at der sker en udvikling fra noget lavere til noget højere, fra noget primitivt irrationelt til noget raffineret rationelt. Udviklingen består i, at det vi kunne kalde urfænomenet, den numinøse følelse, fortættes, intensiveres og klares. Man kan sammenligne det med en plantes vækst. Planten når sin højeste udfoldelse i blomsten, men alt, hvad der er i blomsten, er allerede til stede i kimform i frøet.

Magi, dødekult, sjæleforestillinger, mana og tabu-forestillinger, eventyr, myter, dæmoner og forestillinger om renhed og urenhed kan man ifølge Otto kalde før-religion. “Men det er de ikke i den betydning, at religionen og dens mulighed gennem dem skulle være forklaret: nej, det er snarere sådan, at de selv først er mulige og forklarlige ud fra et religiøst grundelement, nemlig at de er udtryk for den numinøse følelse” (Otto 1991, 149-50). I løbet af religionshistorien udvikles og forædles det religiøse udtryk, men det betyder ikke, at de højere religiøse udtryk kan forstås ud fra de lavere. De religiøse udtryk kan kun forstås igennem det, de har tilfælles. De er alle variationer af udtryk for den numinøse følelse. Da den har sit reneste udtryk i de udviklede religioner, kan man sige, at de lavere religiøse udtryk bedst kan forstås gennem de højere og ikke omvendt. Hvor det religiøse fænomen endnu ikke er fuldt udfoldet, får det let noget bizart og karikeret ved sig. Det gælder især den dæmoniske frygt, der kan forekomme at være udtryk for et sygt forfølgelsesvanvid. Vi forstår bedst, hvad planten er 17

Det guddommelige - Indhold.indb 17

23-03-2015 21:56:00

Det guddommelige

igennem blomsten, hvor alle dens muligheder er udfoldet, og ikke gennem frøet eller stænglen, hvor dens muligheder endnu ikke er kommet til udtryk. “Det begyndelsesagtige, det fragmentariske og rå kan først blive forståeligt i dets “betydning” ud fra det modne og færdige” (Otto 1932. 3).

Otto bruger musikken og dens udvikling som en analogi til dette, at den numinøse følelse kan forædles og forfines. Ligesom musikalitet kan forædles, kan den numinøse følelse det. Ligesom musikken har undergået en forædling op igennem musikhistorien, har religiøse udtryk og ritualer undergået en forædling. “En, der har et stærkt anlæg for at være musikalsk kan, så længe han er rå og begynder, blive henrykt af en sækkepibes toner eller en lirekasse. Begge vil være uudholdelige, når han bliver musikalsk uddannet. Besinder han sig på det kvalitative ved oplevelsen er der tale om det samme og ikke noget kvalitativt andet, det er den samme side af hans sind, der er aktiv, når han stiger op til højere trin i sin musikfølelse, ikke et spring over i noget andet; der er tale om en udvikling eller modning, som det er svært at sige noget om” (Otto 1991, 93). Forædlingen består altså i, at formen forenkles og intensiveres og tilnærmes urformen, men uden at den stivner i en abstraktion.

Hvis en forædling skal være vellykket, er det afgørende, at forbindelsen til en rå form ikke er skåret over. Derfor består den vellykkede udvikling ifølge Otto heller ikke i, at en religion skærer forbindelsen over til den “primitive” numinøse følelse. En gennemrationaliseret og humaniseret religion er ikke en udviklet religion, men en uddøende religion. Det betyder ikke, at rationalisering og indoptagelse af etiske træk ikke hører med til religionernes udvikling. Det gør det i høj grad.

F.eks. var kristendommen allerede i sin første fase gennemtrængt af etiske og rationelle træk, men det var ikke en rationalisering, der stod i modsætning til det numinøse. Det numinøse var spillevende i religionen samtidig med, at den indoptog etiske og rationelle træk.

Inden for musikken blev mange trætte af den forfinede klassiske musik og længtes efter noget mere råt, hvorved rockmusikken med de enkle treklange fra den fræsende elektriske guitar opstod. Inden for malerkunsten mente Edvard Munch (1863-1949), at maleriet på hans tid trængte til at bliver fornyet af et mere primitivt udtryk, der afslørede det hellige. Han skriver i sin dagbog: “Der skal ikke længere 18

Det guddommelige - Indhold.indb 18

23-03-2015 21:56:00

Religionerne

males Interiører og Folk som læser og Kvinder som strikker. De skal være levende Mennesker, der ånder og føler og lider og elsker. Jeg skal male en Række slike Billeder. Folk skal forstaa det hellige ved det, og de skal tage Hatten af som i en Kirke” (Sass 1967, 192). Somme tider må man gå tilbage til mere rå trin for at genoplive det udtryk, der vækker den levende følelse.

I forbindelse med tanken om religionernes udvikling, kan Otto hævde, at kristendommen er den højest udviklede religion (Otto 1991, 154). Men netop ud fra hans egen forståelse af, hvad udvikling er, har han ikke belæg for at hævde det. Højt udviklede og forædlede udtryk for den numinøse følelse findes i mange andre religioner.

Det, at alle religioner indeholder noget fælles, betyder imidlertid ikke, at alle religioner og religiøse udtryk er lige gode. Religioner er ikke kun udtryk for og kultiveringer af den numinøse følelse; de har også en rationel og moralsk side. De indeholder intellektuelle refleksioner og en etik, der må bedømmes som sådan. Religioner, der opfordrer til vold over for mennesker, der tilhører en anden religion, er ikke lige så gode som religioner, der påbyder næstekærlighed og respekt for livet.

Religionerne er ikke hævet over en etisk bedømmelse, ligesom de heller ikke er hævet over en intellektuel bedømmelse. En religiøs lære, der hævder, at Jorden er flad og bogstaveligt taget skabt på seks dage, er ikke lige så god som en religion, der uden problemer integrerer vores viden om, at Jorden er rund og et resultat af en lang udvikling, i sig.

En religion, der forlanger, at vi skal overtage et fortidigt verdensbillede, vi ved, er usandt, er ikke lige så god som en religion, der ikke mener, at vi skal opgive vores viden og fornuft. En religion, der forlanger, vi skal opgive en moderne, demokratisk samfundsindretning til fordel for en middelalderlig feudal samfundsindretning, er ikke lige så god som en religion, der uden problemer lader sig integrerer i et demokratisk samfund. Skriftfundamentalisme er udtryk for, at man gør skriften til en afgud. Gud kan ikke indfanges i en bog, Bibelen, Koranen, Upanishaderne eller noget andet helligskrift, ligesom Gud heller ikke kan indfanges i en religion.

En rethaverisk religion, der mener at sidde inde med sandheden, er ikke så god, som en religion, der nok mener, at Gud har gjort den delagtig i sandheden, men samtidig er åben for, at det er muligt, at Gud også har gjort andre delagtige i sandheden, da ingen mennesker kan 19

Det guddommelige - Indhold.indb 19

23-03-2015 21:56:00

Det guddommelige

eje sandheden; den tilhører Gud. Når jeg som kristen siger, at jeg tror, jeg bliver frelst ved at blive døbt i den treenige Guds navn, så udelukker jeg dermed ikke, at Gud kan frelse andre på en anden måde end gennem den kristne dåb. Troen er eksistentielt personlig. Den er ikke en almen viden. Jeg kan udtale mig om, hvad Gud siger til mig. Men dermed kan jeg ikke sige noget om, hvad Gud siger til andre. Hvis det var en almen viden, at man kun bliver frelst igennem den kristne dåb, så kunne jeg med sikkerhed sige, at alle andre religioner var usande.

Grundlæggende handler religion ikke om det, der adskiller os, men om det, der forener os. Vore forskellige meninger om Gud adskiller os, men det er en grundlæggende religiøs erfaring, at over for Gud er vi intet. Vi har alle uret over for Gud. Religionerne er først og fremmest formede udtryk for menneskets erfaringer af det hellige; de er ikke meningssystemer og ideologier. Ideologiseringen af religionen er udtryk for et misbrug.

Når der i det følgende hovedsagelig henvises til den kristne religion, så skyldes det udelukkende, at det er den, jeg bedst kender til. I den forstand er der noget tilfældigt ved de analogier, der henvises til. Jeg henviser til de eksempler, jeg tilfældigvis kender til. Der findes givetvis utallige andre eksempler fra andre religioner og i øvrigt også fra kunsten, som kunne anføres som prægnante, anskuelige eksempler på den numinøse følelse.

Når det gælder den kristne religion, så er den heller ikke bredt repræsenteret. Der er mange flere henvisninger til Martin Luthers udgave af den kristne religion end til andre. For Ottos vedkommende skyldes det, at han skrev doktorafhandling om Luther (Otto 1898) og i dette arbejde kom på sporet af det numinøse, som han først blev i stand til at formulere klart langt senere. Han skriver: “Sandelig, jeg kom til at forstå det numinøse og dets forskellighed fra det rationelle i Luthers De servo arbitrio længe før jeg identificerede det i Det Gamle Testamentes qadôsh og i elementerne af “religiøs ærefrygt” i religionshistorien generelt” (Otto 1991, 123).

20

Det guddommelige - Indhold.indb 20

23-03-2015 21:56:00