Margrete Auken
Det himmelske overskud
Eksistensen
Margrete Auken Det himmelske overskud I serien Kristendommen ifølge … Isbn 978 87 410 0805 9 © Margrete Auken & Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2021 Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet Sats: Eksistensen Sat med Source Serif og Grouch BT Forfatterfoto © Hans Zeuthen Tryk: Latgales druka, Letland Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK • 1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Indhold
7 At pleje sin tro 17 Salmerne – poesiens vej 27 Den mest konservative præst 35 Guds kvindelighed 45 Vorherres livsånde Nøjsomhed og længslen efter mere 55 end alverden 63 Evangeliets tugt og trøst til det politiske Tillidssamfundet – 73 mennesker er ikke skildpadder 81 Tro håb og kærlighed 91 Det sidste ord er aldrig sagt
Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde. 2 Kor 1,24
At pleje sin tro
Da jeg i 1979 blev medlem af Folketinget efter 7½ år som fuldtidspræst, kom jeg på nedsat tid i kirken. Den 25% kvote jeg fik, indebar en månedlig gudstjeneste, et hold konfirmander plus lidt ekstra. Jeg opdagede snart at det blev meget sværere at skrive prædikener og også hvorfor. Når jeg ikke længere havde vielser og begravelser, ikke var regelmæssigt på mine to hospitalsafdelinger, ikke havde husbesøg og kun en ugentlig træffetid, tænkte jeg simpelthen ikke nok på Gud og var ikke tvunget til hele tiden at finde veje og udveje og brugbare formuleringer i de vigtige samtaler. Helt galt blev det da jeg midt i 90’erne måtte gå ned på 10% og opgive konfirmanderne som ellers havde holdt mig til ilden med de jævnlige krav om at skulle forklare hvad fx ånd er. Eller hvad miskundhed og nåde 7
betyder. Og alt muligt andet om kristendommens relevans for dem. Nu hvor jeg er gået på pension som præst og ikke engang har gudstjenester med prædiken skrivning som altid har krævet meget af mig, er det blevet endnu vanskeligere at få evangeliets tugt og trøst med i min hverdag. Den er fyldt med heftigt politisk arbejde i Europa-Parlamentet: kampen for klimaet, naturens forarmelse, det voksende antal flygtninge og den tiltagende ulighed her og ude i verden – samt dagligdagens utallige små og store glæder og konflikter. Selv salmerne som jeg ellers har sunget for mig selv når jeg kørte bil eller cyklede og som har givet mig så meget, glemmer jeg at have med mig. Det er alt sammen et stort tab. For jeg har brug for troen, for håbet. Hvordan ellers holde dampen oppe? Johannes Møllehave har engang sagt at han havde det med troen som århusianeren med blinklyset: “Nu virker det, nu virker det ikke, nu virker det ...” Men virker den overhovedet mere? Sjovt nok er det snarere mit intellekt end min følelse der kan få fat i troen igen, nemlig når jeg tager mig sammen og åbner mit indre øje og øre for alt det uendelige jeg ikke fatter 8
med forstanden. I sin tid satte jeg mine konfirmanders mulige fordomme om tro og viden på prøve ved i en af de første undervisningstimer at spørge dem: Hvad er der udenfor verdensrummet? Jeg understregede at det ikke var et religiøst spørgsmål, det var kun deres tankekraft de skulle efterprøve. Der kom ind imellem et par brokker fra en slags videnskabelighed, fx: “Verdensrummet krummer ind i sig selv.” “Øh, kan du tænke det? Nej vel!” Men det er jo ikke rummet der er noget galt med, det er vores rationelle tanke der ramler ind i ‘hovedpinespørgsmålene’, som jeg kaldte dem, forstandens umulige modsigelser: Alt har en årsag – der må være en første årsag; alt kan deles – der må være noget der ikke kan deles. Og så videre. Ydmygheden overfor vores mangelfulde erkendelse holder forhåbentlig stadigvæk hos de tidligere konfirmander; jeg understregede at den aldrig bør stoppe deres nysgerrighed, og at de skulle blive ved at samle viden og glæde sig over alle dem der gør det. At vores fornuft, vores tankekraft, er begrænset, sætter ingen grænser for den videnskabelige udforskning. Men så gjaldt det også om at få dem med når jeg mindede dem om at det der fylder og betyder 9
noget i livet, ikke kan bevises: kærlighed, venskab, glæde, skønhed, beundring for naturen og kunsten. Men også det dårlige: frygt, misundelse, ensomhed, skuffelse, nederlag og dødsangst. Det kan erfares, føles, læres fra andres liv ved læsning, ved at lytte og tale om det. Og i denne del af vores virkelighed hører så også troen med tillid og det grænseoverskridende håb hjemme. Det var afgørende at de forstod at selvom der er stor forskel, er der ingen konflikt mellem videnskab og det der ikke kan begribes med vores rationelle erkendelse, det der kun kommer til os når det leves, erfares, fortælles. Herunder altså også religion og tro. Dette åndelige, metafysiske, som kan oversættes til ‘det overnaturlige’, må ikke forveksles med overtro og ‘der er mere mellem himmel og jord’, skræk for sorte katte over vejen, bank under bordet, 7-9-13, manglende værelse 13 på hoteller og række 13 i fly og hvad der ellers hærger fornuftige mennesker. Sådanne fagter og mumlerier har ikke noget tilfælles med det åndelige og kan, i modsætning til det åndelige, komme i konflikt med videnskaben. Ånd spærrer os ikke ude fra den naturvidenskabelige indsigt og nysgerrighed. Men hvis omvendt man 10
kun anerkender den viden der kan bevises, lurer en nok så alvorlig fare: snæversyn og åndelig afstumpethed. Det gør livet fladt og kedsommeligt. Håbet, glæden, trøsten skal have næring fra sindets og tankens åbenhed, fra undren og beundring. I min konfirmandundervisning var det en god hjælp med den slags grundlæggende erkendelsesregler. De giver ballast senere i livet. Jeg har selv brug for dem nu hvor jeg har alt for let ved at miste kontakten til Gud og evangeliet. Så kan jeg intellektuelt, ved tankens kraft, tvinge det ind i bevidsthed og følelser. På den tid kendte jeg desværre ikke det citat der senere blev centralt når jeg skulle sammenfatte alt dette: “Skønt er det vi ser, skønnere det vi indser, men langt skønnest er det vores forstand ikke kan rumme.” Det er fra Niels Steensens indledningsforelæsning i 1673 på Københavns Universitets ‘anatomiske teater’ (et auditorium hvor de studerende sidder som i et græsk teater om bordet på gulvet med den døde menneskekrop der skulle udforskes og undervises i). Niels Steensen er ubestrideligt et af dansk naturvidenskabs største genier med et bredt felt, først og fremmest anatomi og geologi. Så vidt jeg ved, 11
satte han ingen grænser for hvad der måtte undersøges når skaberværket skulle udforskes. Han var en ægte naturvidenskabsmand med en stærk kristen tro. Talen er lang og på latin, men heldigvis oversat til dansk. Jeg har brugt dette citat opklarende som jeg ville have brugt det overfor konfirmanderne, men, indrømmet, også polemisk overfor dem der ikke vil vide af anden gyldig virkelighed end den deres forstand kan rumme. Niels Steensens sætning er gyldig endnu, også selvom det vi ser og indser med vores rationelle erkendelse, er mægtige områder der er i bestandig udvikling og indimellem tager pusten fra os fx når vi med geologerne stirrer ned i årmillionerne eller med astronomien fortaber os i tidens og rummets uendelighed. Og stadigvæk gælder det at hvad vi ikke fatter med den rationelle tanke, både kan erkendes og efterprøves selvom metoderne er helt anderledes end de naturvidenskabelige. Her kan erkendelsen nås ved fx billedkunst, litteratur, filosofi, musik, teologi mm. Og vi kan efterprøve vores egne og andres indsigter på erfaringerne: stemmer det? hvis ikke, er det så en selv der blokerer? I en sådan erkendelsesproces er det 12
betydningsfuldt hvem man selv er, hvad man samler op og bringer med sig. Der er verdener til forskel på hvad vi hver især har taget til os af det vi har levet, læst, hørt, set og mærket livet igennem. Er man et åbent og lydhørt menneske eller en der helst vil være i sikkerhed bag sine én gang fastlagte positioner? De vilkår der blev en til del, alt det der med et gammelt smukt ord vederfares en, har betydning, men dog er det sjældent eksklusive eller private erfaringer. Vi kan tale med hinanden om det meste, vi kan leve os ind i andres liv. Trods store forskelle er andres erfaringer i rigt omfang tilgængelige for mennesker med åbne sind. Men hvad med Gud? Ja, også om Gud kan vi tale meningsfuldt, måske erfaringsbåret, også med dem der ikke mener de har del i den slags erfaringer. Man må dog være et kedeligt menneske hvis man ikke synes det er spændende at høre om andres religiøse tanker, oplevelser, praksis. Det gælder også dem man er uenig med eller ligger fjernt fra. De eneste samtalepartnere jeg ikke rigtig orker, er religiøse fundamentalister der har suspenderet deres hjerte såvel som deres hjerne. De har lukket af for samtalen og hverken kan eller vil høre noget andet end 13
sig selv, og når den slags så iføres religiøse gevandter, er de virkelig u-sjove. Det samme gælder meget beslutsomme ateister der kan være lige så kedsommelige. Jeg har brug for troen. Alt for meget af det vi skal her i verden, bliver uoverkommeligt hvis vi ikke har noget med os der rækker ud over os selv. Det gælder vores ansvar og opgaver som borgere og medmennesker, men det gælder nok så meget det vi skal leve og opleve, glæde os til, frygte. Det vi ser når vi stirrer ud i det uendelige eller ned i afgrunden, alt det som dagslyset og dagligdagen skjuler for os. I nattemørket kan vi se vi ind i stjernehimlens uendelighed og i sindets angstfyldte dybde. Man mister let fodfæste og må gribe efter, ja, det vi ikke begriber. Hertil hjælper kunsten, især poesien, bedre end noget andet. Poesi kommer af det græske verbum poiein: frembringe, skabe. Poesien kan skabe, ja endda tale med på selve skabelsens sprog. På det sprog kan man overskride den rationelle fornufts grænser og synge om det evige liv som man ikke kan sige noget begribeligt om på forstandssproget. Vi fatter det jo ikke. Men med poesien kan vi – som når vi julemorgen synger “Da vandrer Guds engle op og ned på salmens 14
tonestige … Da åbner sig Himlens borgeled.” Mange af vores bedste salmer blomstrer med sanse- og sindsudvidende poetiske billeder der kan hjælpe os godt på vej, og jeg gør da også brug af dem flere gange i de følgende kapitler. Hvordan skal jeg ellers kunne tale om det vi ikke fatter? Og selvom min tro tit er vaklende, ja spinkel, så virker den. Og ellers kan jeg bare synge “Vor Herre, til dig må jeg ty” (DDS 652). Salmen svarer mig, især vers fire trøster med at selv den mindste lille tro gælder: “Er spæd du kun hos os endnu,/ som håbet, der fattes end vinger,/ Guds Søn er dog sandelig du,/ og Himmelens hær dig omringer;/ at løse vort bånd/ så godt som Guds hånd,/ formår den almægtiges finger.”
15