Det skrøbelige menneskeliv. Perspektiver fra lægen og præsten

Det skrøbelige menneskeliv Perspektiver fra lægen og præsten af Inger Uldall Juhl og Lone Vesterdal © Eksistensen og forfatterne 2020 1. udgave, 1. oplag ISBN 978 87 410 0646 8 Grafisk tilrettelæggelse: Tina D. Laursen Omslagsbillede: Thomas Kluge: ”Nole me tangere” (udsnit) 80X80, malet i 2017.

Tryk: GPS Eksistensen Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C www.eksistensen.dk Tak til Easy Food, Kolding, Haderslev Stift, Pastor Møgelvangs Litteraturfond og Jens og Karin Troller Mikkelsens Fond for økonomisk støtte til bogudgivelsen.

Der er fra forlaget gjort alt for at indhente tilladelse til at benytte tekster og billeder i denne bog. Skulle det ikke være lykkedes os at kontakte den rette rettighedshaver og ophavsrette således er blevet krænket, er dette sket utilsigtet.

Eventuelle krav, der måtte fremsættes i den forbindelse vil naturligvis blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelsen i forvejen.

Inger Uldall Juhl og Lone Vesterdal

Det skrøbelige menneskeliv perspektiver fra lægen og præsten

I kĂŚrlig erindring om

Lise Juhl (1928-2014) Jens Nederby (1967-2007)

Indholdsfortegnelse Forord

ved Niels Christian Hvidt, Professor, dr.theol.

Forskningsenheden for Almen Praksis, Institut for

Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet . . . .

Forord

ved Jens Søndergaard, professor, ph.d. i medicin

og forskningsleder ved Forskningsenheden for

Almen Praksis, Syddansk Universitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12

Indledning

........................................................................

Kapitel 1

Om sygdom og magtesløshed .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21

Kapitel 2

Om stress og selvforståelse .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63

Kapitel 3

Om angst og frygt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117

Kapitel 4

Om aldring og tab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171

Kapitel 5

Om død og sorg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213

Kapitel 6

Om skyld og tilgivelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 277

Litteraturliste

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 305

Om os

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 316

9

13

Historien bag bogen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 317 Billedfortegnelse

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 318

Tak

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 319

Appendiks Om lægers og præsters relation før og nu Tekst og fotos fra Medicinsk Museion

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 321

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 343

Forord ved Niels Christian Hvidt Jeg har med glæde fulgt forfatterne under skriveprocessen og har haft vejledningssamtaler med dem undervejs. Deres projekt er nytænkende, idet deres udgivelse belyser de teologiske og medicinske fags ressourcer i forhold til hinanden ud fra praktiske erfaringer og teoretiske overvejelser. Jeg mener at bogen kan få stor betydning for et fremtidigt større samarbejde mellem praktiserende læger og sognepræster til gavn for patienter og de to faggrupper. Jeg giver derfor bogen mine fulde anbefalinger og ønsker den mange interesserede læsere.

Når mennesker rammes af sygdom og krise, rammes de og deres pårørende som regel også på eksistensen. Det betyder, at når de møder sundhedsvæsenet kommer de ikke alene med deres sygdom, men også med deres eksistentielle og åndelige tanker, spørgsmål og overvejelser.

International og dansk forskning har gennem det seneste årti haft blik for denne virkelighed, og studier tydeliggør, at der sker en intensivering hos patienter og pårørende af deres eksistentielle og åndelige tanker og behov i mødet med kronisk, livstruende og/eller uhelbredelig sygdom. Studier antyder ligeledes, at der implicit i denne intensivering for en gruppe patienter og pårørende også sker en intensivering af religiøse overvejelser og religiøst liv, selvom det danske samfund anses for at være et af de mest sekulære i verden.

Studier har endvidere påpeget vigtigheden af, at den eksistentielle og åndelig omsorg for patienter og pårørende tages alvorligt, eftersom patienter og deres pårørende oplever en højere grad af livskvalitet, dersom de føler sig mødt og støttet i deres eksistentielle og åndelige behov. Patienttilfredsheden stiger væsentligt, når eksistentielle og åndelige behov imødekommes, uanset om disse behov italesættes af patienten selv eller ej. Denne tendens bekræftes også, når sammenhængen mellem patienttilfredshed og samtale med præsten efterprøves.

Det har så betydet, at der i de seneste anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen for den palliative indsats med udgangspunkt i WHO’s definition af palliativ indsats og rehabilitering for voksne pointeres, at den palliative indsats er en helhedsorienteret og tværfaglig

9

teambaseret indsats, der retter sig mod patientens fysiske såvel som eksistentielle og åndelige lidelser. Ligeledes understreger WHO at den palliative indsats også omfatter patientens pårørende. Ligeledes har den europæiske gren af Verdensorganisationen for Familielæger (WONCA) præsenteret et ”Wonca-træ” med kernekompetencer og egenskaber ved almen praksis, der fremhæver den holistiske tilgang, der fokuserer på ”fysiske, psykologiske, sociale, kulturelle og eksistentielle” aspekter af behandling og pleje. Analogt pointeres det i den danske kvalitetsmodel, at pleje og behandling af patienter omfatter at ”tage højde for og understøtte patient og pårørendes kulturelle eller religiøse behov og ønsker om eksistentiel eller åndelig støtte”.

Den helhedsorienterede og tværfaglige tilgang er nødvendig for at sikre den bedst mulige indsats overfor patienten og de pårørende, hvilket har betydet, at der på sygehusene og i den specialiserede palliative indsats i de palliative teams og på hospice er tilknyttet funktionspræster, som indgår i det tværfaglige team omkring patienten og de pårørende.

Præstens funktion er dels at kunne varetage den eksistentielle og åndelig omsorg for patienter og pårørende i kraft af tilbud om samtaler, og dels at kunne medvirke til sparring med og undervisning af de øvrige sundhedsprofessionelle faggrupper omkring eksistentiel og åndelig omsorg samt at udøve ritualer, såsom dåb, vielse og nadver, der hvor det skønnes relevant. Internationale studier viser at, præstens rolle i de tværfaglige teams vurderes positivt af både patienter og af de øvrige sundhedsprofessionelle faggrupper. Et igangværende dansk ph.d.-projekt er ved at undersøge danske patienters erfaringer med sygehuspræsten som samtalepartner og klinikernes syn på sygehuspræstens funktion.

I almen praksis eksisterer der dog ikke på nuværende tidspunkt et lignende formaliseret tværprofessionelt samarbejde med sognepræster, på trods af at man i almen praksis også modtager patienter og pårørende, der udfordres af fysiske såvel som eksistentielle og åndelige lidelser.

En nyere danske undersøgelse viser, at 45 % af lægerne i almen praksis angiver at tage del i åndelig og eksistentiel omsorg én gang eller mindre om året, hvilket kan indikere at den eksistentielle og åndelig omsorg ikke er integreret i den praktiserende læges tilgang til patienten og de pårørende på samme måde, som vi finder det i de specialiserede indsatser, på hospice og på sygehusene.

10

Det skrøbelige menneskeliv

Hvor ofte praksispersonalet henviser til sognepræsten er endnu ikke undersøgt i en dansk kontekst. Internationale studier tyder dog på at kendskabet til præstens faglighed og relationen til præsten er af afgørende betydning for, om lægen eller sygeplejersken ønsker at henvise til præsten som samtalepartner i eksistentielle og åndelige spørgsmål.

Danske anekdotiske erfaringer blandt henholdsvis sygehuspræster og almindelige sognepræster kan føre til undren over, hvor ofte sygehuspræster bliver inddraget som eksistentielle og åndelige samtalepartnere hos familierne i de to teams i forhold til det relativt lille omfang, sognepræst oplever at de praktiserende lægehuses personale ”henviser” patienter og pårørende til sognepræsten.

En af forklaringerne på denne forskel kan med udgangspunkt i internationale studier og teorifelter såsom Relationel Koordinering findes i, at der i de palliative teams og på hospice er en tæt relation mellem de øvrige sundhedsfaglige professioner og præsten. Denne relation eksisterer ikke naturligt på samme måde i almen praksis, hvorfor kendskabet til præstens faglighed og person minimeres. Forskning i præstens rolle i de tværfaglige teams peger netop på, at kendskabet til præstens faglighed og person spiller en afgørende rolle for, om lægen eller sygeplejersken inddrager præsten i den eksistentielle og åndelig omsorg.

På baggrund af de gode internationale erfaringer med præstens rolle i de tværfaglige teams er der derfor stort behov for at få belyst, hvordan den store gruppe af patienter og pårørende, der ikke er tilknyttet den specialiserede palliative indsats og som ikke er indlagte på hospice eller sygehuset kunne profitere af, at de lokale sognepræster og praktiserende læger atter fik øget dialog og samspil.

Denne bog bidrager på fornemste vis til denne opgave. De to forfattere skriver om livets eksistentielle udfordringer, og de mener at der findes en stor styrke i at holde døren åben mellem sognepræstens og den praktiserende læges virke. Denne åbning kan være til gavn og inspiration både for den enkelte patient og for de to fagområder.

Litteraturliste til forordet findes på s. 303.

Niels Christian Hvidt, Professor, Forskningsenheden for Almen Praksis, Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU

Det skrøbelige menneskeliv

11

Forord ved Jens Søndergaard Eksistentielle udfordringer er hyppige ved svær modgang, f.eks. alvorlig sygdom, skilsmisse og lignende. Tidligere har det været kirken, som hjalp med eksistentielle ­udfordringer, men de seneste mange år har mange enten ikke anvendt kirken hertil, eller i stedet opsøgt deres praktiserende læge. Der mangler derfor en dybere refleksion over muligheder, samarbejdsflader og udfordringer i forhold til samspillet mellem teologiens og medicinens muligheder for at adressere menneskets eksistentielle udfordringer.

På Forskningsenheden for Almen Praksis ved Syddansk Universitet har vi de seneste år haft Eksistentiel og Åndelig omsorg som et af vore forskningsområder, og jeg er derfor glad for at kunne give bogen Det skrøbelige liv – perspektiver fra lægen og præsten mine varmeste anbefalinger. Bogen kan bidrage med at kaste lys over teoretiske og praktiske anvisninger på, hvordan en fagligt velfunderet sundhedsfaglig praksis kan prioritere det hele menneske med alle dets mange behov, både fysiske, psykiske, sociale og åndelige.

Jens Søndergaard, professor og forskningsleder, Forskningsenheden for Almen Praksis, SDU, juni 2020

12

Indledning Kære læser.

Den bog, du sidder med nu, handler om det skrøbelige menneskeliv, om sygdom, sårbarhed, stress, angst, aldring, død, sorg, skyld og tilgivelse. Alle mennesker vil, før eller senere, få erfaringer med disse livstemaer. Hvordan vi forholder os til bølgerne i tilværelsen, er i høj grad med til at præge vores oplevelser af livet. Vores tilgang og den prisme, vi ser igennem, påvirker livsmodet og dermed troen på det gode, vores kompetencer og dermed evnen til at leve med lidelse, samt følelsen af taknemmelighed for det liv, vi fik lov til at opleve. Du vil måske blive skuffet, hvis du forventer at have det store forkromede overblik over emnerne, når du er færdig med bogen. Det har ikke været hensigten, for dertil er emnerne for omfattende. Kapitlerne er tænkt som perspektiver fra hver vores ståsted, skabt i et samarbejde mellem os, og de forskellige kapitler kan læses uafhængigt af hinanden. Målet er ikke overblikket over livet som sådan, men den grundige undersøgelse. Det er læserens tilgang til livet, som vi ønsker at være med til at påvirke og nuancere.

Vi er henholdsvis praktiserende læge og sognepræst i Den Danske Folkekirke og har til fælles, at vi bekender os til den kristne tro og grundfortælling om en verden, der er faldet ud af Paradisets Have, efter at Adam og Eva spiste frugten fra Kundskabens træ. Urfortællingen handler om, at vi lever i en brudt og ikke fuldkommen verden. Der er kræfter, i os og i verden, der modarbejder og ødelægger det gode liv. Da fuldkommenheden blev brudt, i teologisk tradition kaldet syndefaldet, åbnedes sluserne for et morads af uansvarlighed, beskyldninger, misundelse, bagtalelse, mord, brudte relationer, sygdom, aldring, magtesløshed, skyld, skam, tab, død og sorg. Sådan er vores livsvilkår, og der er ikke én eneste af os, der er fritaget.

Allerede for et par tusinder år siden sagde antikkens største forfatter, Paulus: “Der er nemlig ingen forskel på folk, ingen lever, som Gud vil have det, og alle er langt fra ham.”1 Vi er helbredelses- og omsorgsfagenes to ældste arketyper. Engang var der kun de to fagligheder indenfor omsorg og sygdomsbehandling. Endnu længere før var de to fagligheder én og samme person. Lægen var præsten – og omvendt. Den antikke forfatter 1

Romerbrevet 3,23. Bibelen 2020.

13

Augustin (354-430) kalder i sine bekendelser Jesus for den store læge: Christus Medicus.2 Samvirket mellem lægen og præsten er altså ikke af ny dato. Ordene ‘helbred’ og ‘hellighed’ har samme rod, og det samme har ‘helbredelse’ og ‘frelse’. En af de store oldkirkefædre, Gregor af Nazians (329-390), skrev om det nære slægtskab mellem sjælesorg og lægekunst. Overvindelse af sygdom og svaghed, skriver han, kan ikke kun ske gennem menneskelig kundskab og dygtighed – der må også guddommelige kræfter til. Gregor af Nazians sammenligner sjælesørgeren med en læge og skriver, at lægen behandler kroppens svagheder, sjælesørgeren tager sig af den åndelige sygdom.3 Medicinsk og teologisk faglighed har således tusinder af års forskning og akademisk gennemtænkning af omsorg, sygdom og det skrøbelige menneskeliv som grundlag.

Den medicinske videnskab er opfundet, fordi vi har haft et syndefald. I Paradis er der ikke brug for læger, for der er ingen sygdom. Der er heller ikke brug for præster, for Guds kærlighed er åbenlys og behøver ikke at blive forkyndt. Den teologiske sjælesorg er opfundet, fordi vi har brug for hjælp til at håbe og tro på Guds trofaste kærlighed, midt i lidelsen. Lægen og præsten findes derfor begge, fordi vi lever efter syndefaldet. Den gode nyhed er, at der også er kræfter, der bygger op og skaber godt, og de kræfter er stærkere, også selv om vi ikke altid kan se det.

Bag mange af de former, som det skrøbelige liv antager, er en grundfølelse af ikke at være god nok, og endnu mere fatalt: af at være ikke-eksisterende. Hvis ikke jeg er sund, i overskud, ungdommelig og har styr på alle facetter af livet, hvem er jeg så? Er jeg så overhovedet nogen?

Når det hele går godt, kan vi nemt dele det med venner, familie og tilfældige mennesker på de sociale medier. Vi swiper mennesker ind i vores liv på datingsider og deleter dem med et klik på facebook, og så tror vi, at de er ude af vores liv. Vi knokler mere, end vi kan holde til, for ikke at falde igennem. Vi skammer os, når vi bliver syge, og leder efter en forklaring i vores livsførelse. Vi føler os utilstrækkelige og forkerte og laver om på os selv. Det gør os angste, og angsten skjuler vi. Alderen fortrænger vi, fordi vi ikke tør se døden i øjnene. Vi har styr på det. Bilder vi os ind. Men erfaringer og oplevelser lagrer sig i sind og krop og kalder på refleksion, analyse, stillingtagen og ansvarlig handling. Det er det, der adskiller os fra dyr og gør os til mennesker: at vi forholder os til os selv og tager ansvar. Det hedder også at blive voksen og stå ved sig selv og sine egne værdier. Når vi 2 3

14

Augustins Bekendelser, 10, 3,4. Visdomsbøgerne, 2017.

Tor Johan Grevbo, 2006, side 60-64.

Det skrøbelige menneskeliv

føler os fortabte og bange for ikke at slå til, er det ikke altid venner og familien, vi går til.

Og vi udstiller i hvert fald ikke uroen på de sociale medier. Hos hvem søger vi så hjælp?

Hvem betror vi vores utilstrækkelighed til? Det gør vi i høj grad til de moderne skriftemødre og -fædre: den praktiserende læge og sognepræsten. Vi er vidner til menneskers liv og død og følger familier gennem alle livets faser og har ofte meget lange, kontinuerlige relationer i forhold til andre sundhedsprofessionelle, der typisk følger patienten i kortere perioder, f.eks. psykologen, der følger medmennesket ved mere akutte kriser eller problemstillinger. De kontinuerlige relationer giver os mulighed for et nuanceret og ikke-fordømmende indblik i familiens indbyrdes forhold.

Bogens titel I vores daglige arbejde, og i vores personlige liv, møder vi menneskelivet, når det er mest skrøbeligt, og derfor hedder bogen Det skrøbelige menneskeliv.

På engelsk hedder skrøbelig Fragile. Ordets rod er frangere – at gå i stykker. Vi tænker på skrøbelige forhold eller porcelæn, der går i stykker.4 Ordet henviser sandsynligvis til det at skrubbe. Billedet bag er f.eks. et fad eller en krukke, der er blevet skrubbet og renset så ofte, at overfladen er blevet tynd. Det skrøbelige kan slå revner, men dog bevare sin form. Ordet kan også forbindes med det at have skrupler – scrupulus, at have samvittighedsnag, føle sig usikker. Den skrøbelige har med andre ord usikkerheder, revner og sprækker, er tyndhudet og har masser af anfægtelser. Den skrøbelige er afhængig af et godt og velfungerende fællesskab og er nødt til, igen og igen, at analysere og reflektere over tilværelsen. Det kan der komme meget frugtbart ud af, og derfor er skrøbelighed ikke kun et negativt begreb. Vi forbinder det også i høj grad med noget positivt. Det er en identitets-formende egenskab ved menneskelivet, fordi skrøbelighed handler om at være i tilstande, der kræver særlige hensyn, omsorg, refleksion og ændrede levemåder. Skrøbeligheden kan medføre, at vi bliver mere undrende, beskedne, nærværende, omsorgsfulde, ansvarlige, opmærksomme og kreative. Der er ressourcer at hente i skrøbe­ligheden. Hvis vores forståelse af os selv og det gode liv udelukkende er defineret af begreber som “rask, succesfuld og på toppen”, skal der ikke meget til, før jorden skrider under os, og livet føles fattigt, tomt og mislykket. Hvis vi derimod har perspektiver

4

Ole Fogh Kirkeby kommer med en grundig redegørelse for ordets betydning, 2017, side 81.

Indledning

15

ind over vores liv, der også medregner skrøbeligheden, ja, som endog regner den med som en styrke, åbner det for et mere realistisk, nuanceret og håbefuldt livssyn.

Engang havde det middelalderlige krucifiks i Eltang Kirke, hvor den ene af bogens forfattere, Lone Vesterdal, kom til gudstjeneste, været igennem en restaurering og var nu atter på plads på kirkens væg. Dengang sagde den lokale sognepræst i sin prædiken, at hun var glad for, at Jesus på korset, trods renoveringen, var fuld af revner og sprækker, og hist og her var gået i stykker på måder, der ikke lod sig reparere, for ellers ville vi ikke kunne spejle vores liv i krucifikset. Det er netop det, vi gerne vil med denne bog: spejle det ufuldkomne liv med dets revner og sprækker, så læseren kan føle sig genkendt og dermed ikke alene. Og ligesom når vi ser på krucifikset i Eltang Kirke, eller i enhver anden romansk kirke, og aner, at det gode liv også kan være det ramte, skrøbelige liv, håber vi, at den bog, du holder i hånden, kan bane vejen for et mere solidarisk, nuanceret og håbefuldt livssyn. Det befrier os nemlig fra falske forestillinger om et liv uden lidelse og sygdom, fra urealistiske forestillinger om det perfekte liv, til at være mindre afhængige af andres vurderinger af, hvad vi siger og gør, og mere knyttet sammen i et dybt forpligtende fællesskab med hinanden. Frygten for andres vurderinger og min egen selvfordømmelse er snærende bånd. Den kristne tro er en befrielse fra disse bindinger. Samtidig bliver vi sat ind i et større fællesskab med hinanden og med Gud. Friheden består i både at gøre os fri fra noget, som hæmmer, og i at være bundet til værdier, som vi føler os forpligtet af.

I denne bog er vi optagede af, hvordan vores fag og praksis kan styrke menneskers oplevelse af fysisk og eksistentiel frihed, og i den forstand ligger bogen inden for rammerne af det felt, der hedder åndelig omsorg, som i disse år er et forskningsfelt i kraftig vækst.

De sidste af bogens kapitler blev skrevet under coronakrisens start i foråret 2020, hvor statsministeren på et pressemøde konstaterede, at “for øjeblikket er der ingen, der har fast grund under fødderne”. Krisen gav bogen en overvældende aktualitet om vores fundamentale og kollektive skrøbelighed.

Bogens opbygning Vi har valgt seks eksistentielle problematikker, som vi begge møder, og som vi har erfaringer med og fagspecifik viden om. Urfortællingen om syndefaldet og vores kristne tro har dannet rammen for bogens opbygning: Vi tager afsæt i sygdom og sårbarhed som

16

Det skrøbelige menneskeliv

grundvilkår, bevæger os hen over de kræfter, der vil ødelægge livet for os, sygdom, stress, invaliderende angst og de kræfter, der vil reducere os, aldring og død, og hen mod en afslutning, der åbner for forsoning og håb.

Kapitel 1 handler om sygdom som livsvilkår. Vi kommer med bud på et mere realistisk syn på sundhed og sygdom og inddrager magtesløshed og skrøbelighed som et sundt udgangspunkt for styrke, og vi undersøger, hvordan tro og åndelighed kan være med til at gøre livet mere meningsfuldt. Vi er mere end DNA og hjerne, vi er også sjæl og ånd, og derfor skal både videnskabens og troens perspektiver regnes med.

I kapitel 2 om stress peger vi på, hvordan stress er en samfundsskabt lidelse, der angriber vores selvforståelse og primært får lov at florere, fordi vi i al for vid udstrækning lader arbejdet være vores eneste og primære identitet. I vores stresskultur er både vores krop og menneskesyn under angreb. Stress er ikke blot fysisk nedbrydende. Vores selvforståelse bliver voldsomt reduceret og ensidigt. Hvis vi vil skabe en bedre kultur og et bedre liv for os selv, må vi nødvendigvis i gang med at undre os over sammenhængen mellem identitet, arbejde og livsopfattelse.

I kapitel 3 om angst handler det om medicinske og teologiske perspektiver, der kan gøre os lidt klogere på angstens væsen. Angst er både en velkendt, normal følelse og en psykisk sygdom. Derfor handler kapitlet både om, hvordan vi forholder os til den normale følelse af angst, og hvilke behandlingsmæssige tiltag, den sygelige angst kræver. Vi skriver os frem til en fælles afslutning, hvor vi kommer med et forsigtigt bud på eksistentiel angst som kilde til vækst for os selv og andre.

I kapitel 4 skriver vi om aldring. Vi mener, at alderdom ikke kun er tab, men at der også er frugter forbundet med at blive gammel. Vi forsvarer et mere realistisk og på samme tid håbefuldt syn på alderdommen, og både fra medicinsk og teologisk faglighed kan vi bekræfte, at vores værdi er ganske uanfægtet af alder og præstationer, og at vi har noget særligt at erfare og give videre, også i livets sidste fase.

I kapitel 5 om død og sorg beskriver vi vores tanker om vores egen død, det at vi skal miste livet, og om de andres død; at vi skal miste dem, vi holder af. Vi tager udgangspunkt i, hvad der rent fysisk sker i kroppen, når vi dør, og hvordan vi lever med sorg, når vi har mistet.

Vi sætter ord på protesten mod en Gud, der er almægtig og kærlig – men som tilsyneladende

Indledning

17

også kan tabe os på gulvet, og vi forsvarer den erfaring, at et dødsfald kan afslutte et menneskeliv, men ikke en relation. Kærligheden er der stadig. Og så skriver vi om, hvad den kristne tro på kødets opstandelse, de helliges samfund og det evige liv egentlig er for noget, og om patienter, der har særlige oplevelser, både i form af nærdøds-oplevelser og møde med afdøde, de såkaldt ekstreme erfaringer. Mennesker, der har disse erfaringer, mangler ofte forståelse fra den kristne kirkes side. Målet med kapitlet er at gøre os mindre berøringsangste over for døden, så vi bedre forstår at være vidner til andres tab og står hinanden nær ved tab og sorg, og at gøre håbet større, så vi lever i tro på og håb om, at døden ikke behøver at være afslutningen, men kan være en ny begyndelse.

Tilgivelse og forsoning får det sidste ord i denne bog. I kapitel 6 skriver vi om tilgivelse som kongevejen til et mere frit liv som skrøbeligt menneske. Tilgivelse er en vej, vi kan vælge at følge, som med tiden kan hjælpe os til at forsone os med livet, som det blev, også selv om det blev anderledes, end vi havde forestillet os. Med Johannes Møllehaves udtryk, så tror vi, at det ender godt!

Vi har ønsket at gøre bogen så erfaringsnær som muligt. Derfor indeholder hvert kapitel brudstykker af menneskers livsfortællinger. Vi skriver om Jacob, Karen, Henriette, Amalie, Jette, Hanne, Torben, Tove, Sofie, Tobias, Helle, Peter, Carsten og Betina. Ingen af disse personer eksisterer fuldt og helt i virkeligheden, men de har tråde til mennesker, vi har mødt. Navne og livsomstændigheder er redigeret, således at ingen har mulighed for at genkende dem. Tilliden til læge og præst er grundstenen i vores praksis, og tilliden er knyttet til tavshedspligten i hverdagen og også i denne bog. Til de livsfortællinger, som vi går mest ind i, har vi indhentet tilladelse hos patient og konfident til at gengive brudstykker af samtale eller livsfortælling.

I bogens appendiks bringer vi det foredrag, som vi holdt i 2016 og 2018, og som var anledning til denne bog, med fotos og undertekster skrevet af Ion Meyer, samlingschef og kurator på Medicinsk Museion.

Undervejs i skriveprocessen har vi haft peer-groups i form af tilhørere ved foredrag. Vi har mødt stor lyst hos tilhørere til at spørge ind til de emner, som vi berører, og bogen er derfor blevet til i samarbejde med vores tilhørere. Samtalerne har givet os et unikt indblik i menneskers forskellige oplevelser og erfaringer med bogens emner, og det er vi meget taknemmelige for. De mange engagerede tilbagemeldinger overbeviser os om, at bogens

18

Det skrøbelige menneskeliv

emner er vigtige for mange mennesker. Forud for hvert kapitel og undervejs i skriveprocessen har vi diskuteret emnerne og udarbejdet en fælles disposition, sådan at vi på skift kommer med medicinske og teologiske overvejelser og impulser. Til hvert kapitel har vi skrevet en fælles indledning og en fælles afrunding, sådan at de enkelte kapitler fremstår som en form for skriftlig samtale mellem os. Vi har anført, hvem der skriver hvilke afsnit, så det er tydeligt, hvornår vi skriver fælles, og hvornår vi skriver hver for sig. Referencer til litteratur og andre kilder angives i fodnoter løbende, ligesom vi også har anført en litteraturliste med angivelse af bøger, undersøgelser og andre kilder, som vi henviser til.

Hvem skriver vi for?

Bogen er til de mennesker, vi er henholdsvis læge og præst for, vores kolleger og alle andre, der er optaget af en større forståelse af verden og den frihed, der, trods sygdom og skrøbelighed, også findes. Bogen kan læses af alle studerende ved sundhedsfaglige og teologiske uddannelser og andre, der er interesserede i den eksistentielle samtale. Den er tænkt som studiemateriale i studiekredse, bibelkredse, og som eksistentiel inspirationsbog for læger, præster og alle andre, der måtte være interesserede. Vores ønske med bogen er, at den må spejle og opmuntre enhver læser, der oplever, at livet er skrøbeligt, og være med til at pege på håbet som det, der – om ikke nu, så i sidste ende – overvinder splittelse, sygdom og død.

Vi har et ønske om, at bogen må være med til at fremme og styrke åbenheden mellem medicinsk og teologisk faglighed og helt konkret mellem praktiserende læger og sognepræster.

Samvirke mellem lægen og præsten Der er heldigvis rigtig meget i dag, i forskningsverdenen og i almen praksis, der går i retning af samvirke mellem læge og præst. På Syddansk Universitet (SDU) har Forskningsenheden for Almen Praksis siden 2017 haft en professor i eksistentiel og åndelig omsorg. Professor, dr. theol. Niels Christian Hvidt forsker i sammenhængen mellem tro og helbred og betydningen af eksistentiel, åndelig omsorg. Det er glædeligt, og bogen her ligger i forlængelse af denne tendens. Niels Christian Hvidt har beredvilligt stillet sig til rådighed for samtaler med os undervejs, faglig sparring og vejledning og har forsynet os med nyere forskningsresultater inden for de forskellige emner, og på denne måde har vi

Indledning

19

også fundet støtte i den empiriske viden. Vi er Niels Christian Hvidt meget taknemmelige for den generøse opmuntring og opbakning, han har ydet til arbejdet med denne bog.

Niels Christian Hvidt og professor Jens Søndergaard, forskningsleder ved Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet, har forsynet vores bog med hver deres forord. Vi kan ikke forestille os en bedre måde at sende denne bog ud i verden på, og vi er meget taknemmelige for deres generøsitet.

Bogen er tilegnet mindet om Lise Juhl og Jens Nederby.

Lise Juhl var praktiserende læge i Kolding og tredje generation af en lægeklinik drevet af kvinder siden 1916.5 Hun var mor til den ene af bogens forfattere, Inger Uldall Juhl.

Hendes tilgang til livet og lægegerningen var unik, og for mange mennesker var hun et forbillede som læge og menneske.

Jens Nederby var biokemiker, ph.d., og ansat ved Klinisk-Biokemisk afdeling på Vejle Sygehus, hvor han arbejdede med kræftforskning. Han var gift med den anden af bogens forfattere, Lone Vesterdal, og far til fire børn, Johannes, Laurids, Elisabeth og Jakob. Jens døde af hjernekræft som 39-årig.

Med deres faglighed, liv og død har de hver især ført os direkte ind til kernen af det skrøbelige menneskeliv, og denne bog er derfor en kærkommen lejlighed til at mindes Lise Juhl og Jens Nederby i kærlig taknemmelighed.

5

20

Se www.klinik100aar.dk.

Det skrøbelige menneskeliv