Diakoni

DIAKONI - perspektiver og pejlinger

Redaktion Susanne Kristophersen Bodil Lodberg Johannes Nissen Jens Maibom Pedersen

Eksistensen 2020

Diakoni Perspektiver og pejlinger red. Bodil Lodberg og Johannes Nissen Susanne Kristophersen og Jens Maibom Pedersen © Diakonhøjskolen og Eksistensen 2020 1. udgave, 1. oplag Grafisk tilrettelæggelse: Tina D. Laursen Omslag: Anne Kathrine Vestergaard Tryk: Toptryk ISBN: 978-87-410-0764-9 Eksistensen Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C www.eksisensen.dk

Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9

Fattigdom, retfærdighed, tro og kirke Helle Christiansen: Diakoni og fattigdom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Birthe Juel Christensen og Jørgen Thomsen: Diakoni og bæredygtighed. . . . . . . . . . . . . . . . 25 Henrik Stubkjær: Diakoni og retfærdighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45

Jakob Egeris Thorsen: Den diakonale kongetjeneste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59

Fællesskaber, omsorg og solidaritet Susanne Kristophersen: Resiliens og de nødvendige fællesskaber for det unikke individ. . . . . . . 75 Birgitte Graakjær Hjort: Diakoniens vision om ligeværd og gensidighed mellem mennesker . . . 87 Jens Maibom Pedersen: Diakoni og det udvidede omsorgsbegreb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101 Bjarne Lenau Henriksen: Diakoni og sjælesorg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Johannes Nissen: Diakoni og håb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127

Diakonal praksis og velfærdssamfund Peter Lodberg: Penge er en god tjener, men en dårlig hersker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 145 Hans Raun Iversen: Kirkens diakoni og velfærdssamfundet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 Bodil Lodberg: Hjem som oversete diakonale bidrag til velfærdssamfundets socialøkonomi . . . . 175

Samskabelse og innovation Esben Thusgård: Diakoni og samskabelse .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195 Ullrich Zeitler: Samarbejde, samskabelse og mellemmenneskelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207 Hanne Føns: Innovative og entreprenante kompetencer – et dannelsesideal? . . . . . . . . . . . . . . . 217

Diakonhøjskolen – perspektiver på i går, i dag og i morgen Verner Karkov og Jens Maibom Pedersen: Diakonhøjskolen og diakonuddannelse anno 2020 . 231 Cecilie Bøjlund m.fl.: Socialdiakonal faglighed på Diakonhøjskolen anno 2020. . . . . . . . . . . . 241 Katrine Graversen og Bodil Lodberg: Perspektiver på mobning som sociale processer på afveje . . . 251 Kirsten Kühne og Bodil Lodberg: Æstetik i det diakonale og socialpædagogiske fagfelt . . . . . . 261 Christina B. Olsen: Gæstfrihedens potentiale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 271 Katrine Smedegaard og Katrine Graversen: Fortalervirksomhed som diakonal kerneopgave . . . . 279 Bent Ulrikkeholm: Narrativ etik – diakoniens vej?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 287 Bodil Lodberg: Diakonhøjskolens baggrund og udvikling – nogle brikker til historien. . . . . . . . 295

Forord Den 15. november 2020 er en særlig dag for Diakonhøjskolen i Aarhus. Den dag har skolen i 100 år uddannet til diakonalt omsorgsarbejde. En 100-års fødselsdag er ikke nogen selvfølge og slet ikke for en selvejende uddannelsesinstitution, så der er god grund til at kippe med flaget og ønske stort tillykke.

I jubilæumsplanlægningen har det stået højt på ønskelisten at kunne udgive bogen Diakoni – perspektiver og pejlinger, og takket være en lang række bidragydere kan du nu sidde med den i hænderne.

Bogen er ikke en lang sammenhængende fortælling om Diakonhøjskolens virke gennem 100 år, men netop som titlen antyder perspektiver og pejlinger i forhold til diakoni, diakoniens væsen og Diakonhøjskolen. De mange artikler er skrevet af samarbejdspartnere, undervisere og “venner af huset”, og den mangfoldighed kommer til udtryk i de enkeltes indfaldsvinkler og pointer.

Tak til alle forfattere og bidragydere. Det betyder meget mere, end I aner, at I stillede op, da der blev kaldt. Vi glæder os til at bringe jeres artikler i spil i undervisnings- og kursuslokalerne på Diakonhøjskolen, og vi håber, at jeres bidrag også vil inspirere til fortsat interesse og samtale om diakoni uden for skolens tykke mure.

En særlig tak skal lyde til Bodil Lodberg og Johannes Nissen. Tak for at I, uden betænkeligheder og omsvøb, sagde ja til at indgå i redaktionsarbejdet – og her påtog jer hovedopgaven med at gennemlæse og redigere de mange artikler.

Jeres viden om diakoni er legendarisk på Diakonhøjskolen, og den har mange steder bidraget til at understrege og tydeliggøre de enkelte teksters pointer. På samme måde skal der lyde en særlig tak til Marlene Jessen for engagement og trofasthed ifm. korrektur- og koordineringsarbejdet med bogen.

Diakoni handler ikke om, hvad man får ud af dette eller hint – men om hvad man bringer ind i det! Og sådan skal denne bog læses: som et indspark med perspektiver, pejlinger og inspiration til fortsat fordybelse og dialog om diakoniens helt afgørende anliggende. Fra en 100-årig…

God læselyst!

Susanne Kristophersen, uddannelsesleder, og Jens Maibom Pedersen, forstander

7

Indledning Diakoni er i de senere år kommet på dagsordenen flere steder i det danske samfund. I folkekirken har mange sogne sat ressourcer ind på at understøtte eller videreudvikle diakonale initiativer lokalt og på tværs af kirker. Stifter og menigheder har ansat diakonimedarbejdere og oprettet diakoniudvalg. Diakonhøjskolens uddannelser har oplevet stor søgning af unge studerende, og i 2014 blev der etableret en to-årig kandidatuddannelse i diakoni på Aarhus ­Universitet. Flere diakonale organisationer udbyder kurser for deres medarbejdere med fokus på, hvordan et diakonalt værdisæt kan udvikle deres aktuelle praksis. Også kommuner har vist interesse for samarbejdsrelationer med diakonale organisationer, kirker og frivillige.

Vi har fra Diakonhøjskolens side fremfor ytret ønske om, at jubilæumsbogen skulle afspejle denne fornyede, brede interesse for det diakonale fagfelt. Derfor har vi henvendt os til en række fagfolk, som interesserer sig for diakonale perspektiver og pejlemærker i deres arbejde, og bedt dem bidrage med de temaer, de finder relevante i den aktuelle situation. Mange af artiklerne i første del af bogen tager afsæt i en forståelse af diakoni som teologisk refleksion i praksis. Forfatterne lader sig inspirere af de bibelske tekster og den kristne tradition til at pejle sig frem til en forståelse af, hvordan diakoni skal forstås og leves i dag. Under overskriften Diakonhøjskolen i går, i dag og i morgen bringes artikler af forstander og bestyrelsesformand om Diakonhøjskolens aktuelle udvikling, og undervisere bidrager med forskellige perspektiver til og fra undervisningen i diakoni og socialpædagogik. Her forsøger de at pejle sig ind på, hvad der er vigtigt for at skabe en uddannelse, der ruster de studerende til at møde menneskers udfordrende virkelighed.

Diakoni – perspektiver og pejlinger rummer således en snes artikler, som behandler både klassiske diakonale temaer som fattigdom, menneskesyn, sjælesorg, tro, håb, kirke og velfærdsstat. Men de mange bidragydere lader sig også udfordre af aktuelle spørgsmål som bæredygtighed, økonomi, fællesskaber, samskabelse og innovation i relation til moderne social og diakonal praksis.

Vi håber, artiklerne vil medvirke til at udvikle samtalen om diakoniens relevans og udfordringer i den aktuelle danske kontekst. At bogen vil kunne bruges på diakonale uddannelser, men også være til inspiration for alle andre med interesse for feltet.

Redaktionen 9

Fattigdom, retfĂŚrdighed, tro og kirke

Diakoni og fattigdom Af Helle Christiansen

Tillykke med de første 100 år!

Diakonhøjskolens tilstedeværelse som dannelses- og uddannelsessted i 100 år har tilført det danske samfund en stor værdi. Skolens bidrag er den vedholdende dygtiggørelse af mennesker til at arbejde på det kristne værdigrundlag i mødet med mennesker med behov for hjælp. Skolens elever har med deres arbejde frugtbargjort skolens værdigrundlag og løst opgaver i det offentlige og i det private hjælpearbejde i Danmark.

Gennem 100 år har fattigdommen forandret ansigt i Danmark. En del vil spørge: Findes der overhovedet fattigdom i Danmark i år 2020? Svaret er, at det gør der. Den har på mange måder samme kendetegn som i 1920: Fattige mennesker klumpes sammen i bestemte områder, hvorfra de drives videre til udkantsområder, når de kategoriseres som belastende elementer, der gør et beboelsesområde til ghetto. Fattige mennesker anerkendes ikke i den almene opfattelse som fuldgyldige samfundsborgere, og den vandrende fattigdom er synligt til stede i gaderne, hvor fattigdomsmigranter udgør en udsat, foreløbig bund i gadens hierarki. Diakoniens opgave er således stadig at bekæmpe fattigdom, fordi den har ødelæggende virkning i menneskers liv.

Kirkens Korshær arbejder i Danmark. Derfor vil det følgende give stemme til erfaringer med fattigdom i Danmark på tærsklen til det tredje årti af det tredje årtusind efter Kristi fødsel.

Netop Kristi fødsel og inspirationen fra Jesu liv og møde med mennesker er afsæt for diakonal indsats gennem alle forløbne to årtusinder til at bekæmpe fattigdom. Der er også andet ud fra den kristne tradition at sige om fattigdom, end at fattigdom skal bekæmpes. Men selvvalgt fattigdom og afsavn af religiøse eller politiske grunde er en meget anden sag end den fattigdom, der tærer på mennesker og fortærer livslyst og overskud.

Kirkens Korshær møder mennesker, som ikke har valgt fattigdom ud af overskud eller som et fravalg af velstand. Derfor har Kirkens Korshær sat #danmarkmodfattigdom på dagsordenen, første gang ved landsindsamling i 13

2016 og efterfølgende som en vedvarende appel ud i hele Danmark til at gå til modstand mod fattigdomsgørelsen af mennesker.

Det diakonale fundament I Verdensmaalsbogen er den bibelske forståelse af fattigdom beskrevet således: “De fattige har I jo altid hos jer” (Matt 26,11). Disse ord bliver ofte tolket sådan, at Jesus bekræftede fattigdom som en naturens orden eller som en uundgåelig skæbne, som nogen er dømt til. Men Jesus citerer i virkeligheden 5 Mos 15,11, hvor udsagnet følges op af et klart påbud: “Luk din hånd op for din landsmand, for alle trængende og fattige hos dig i dit land.”

Bibelen har en realistisk forståelse af fattigdom; den ved, at uretfærdighed og undertrykkelse ofte er årsag til, at mennesker bliver fattige. Særligt profeterne er entydige i deres kritik af de mægtige, som “giver onde love og udsteder uretfærdige forordninger, for at afvise de svages sag og berøve mit folks hjælpeløse deres ret” (Es 10,1-2). Men de forkynder også, at Gud stiller sig på de fattiges side og forsvarer deres ret (Es 1,17; 3,14-15).

Jesus placerer tydeligt sig selv i denne tradition med kald til at “bringe godt budskab til fattige” og “at sætte undertrykte i frihed” (Luk 4,18). At følge Jesus indebærer at tage del i det samme kald: at motivere kristne og kirker til at gøre en indsats for at udrydde fattigdom. Vel vidende at de fattige altid vil være hos os – så længe systemer og magthavere giver rum for uretfærdighed og undertrykkelse. (https://www.verdensmaalsbogen.dk/afskaf-fattigdom/)

De kristne menigheder har fra begyndelsen taget sig af fattige, “enker og faderløse”, datidens mest udsatte. Apostlenes Gerninger fortæller om indsættelse af fattigforstandere til at tage sig af fordelingen, Paulus skælder ud på de rige, der tager deres egen, bedre mad med til det fælles måltid, hvor andre sidder med ringere eller slet ikke noget. Det diakonale udgangspunkt i menighederne er det fælles måltid. Det skal sikres, og det skal udbredes. Måltid som udtryk for de basale livsfornødenheder er en diakonal kerneydelse.

De kristne videreførte arven fra en jødisk profetisk etik, der handler om at dele og fordele, fordi Gud er den egentlige ejer af det hele. Derfor forestillede man sig et jubelår, hvor jord og ejendom blev fordelt forfra. Det er interessant i lyset af økonomiforskeres konstatering af, at arvet rigdom er den væsentlige faktor i velstandsophobning på få hænder og fattigdom hos et stort antal mennesker.

Paulus argumenterer i 2 Kor 8-9 for solidaritet mellem menighederne og opfordrer til at sende hjælp til de fattige i Jerusalem, fordi de hører sammen og er ligeværdige på tværs af andre skel.

14

Herfra går en vigtig opfordring til diakonien om ligeværdighed mellem hjælper og hjælpsøgende. Ingen er så rig, at man ikke har brug for at modtage, og ingen er så fattig, at man ikke kan bidrage. Diakonale arbejdsformer må indeholde mødet i øjenhøjde, den inddragende arbejdsform og den opmærksomme tilgang til det andet menneske som en ressource.

I alle det trinitariske Gudsbilledes aspekter indgår, at mennesker stilles lige over for Gud: som skabte i Guds billede, som søskende til og i Kristus og som bærere af tro, håb og kærlighed, udrustet af Helligånden, som virker i verden og i mennesker.

Fattigdommens ansigter og konsekvenser Når nogle har den opfattelse, at der ikke findes fattige mennesker i Danmark, kan det hænge sammen med, at vi lever i meget adskilte samfund. Ghettoiseringen omfatter både rige og fattige. Vi klumper os sammen med ligestillede og spejler os i hinandens vilkår. Skoler, kirker og det almindelige gadebillede bærer ikke præg af mangfoldighed, men af ensartethed. Og: ude af øje, ude af sind eller med andre ord: Jeg ser ikke fattige, altså findes fattige ikke.

Dertil kommer, at der gøres en aktiv indsats, både fra offentlige myndigheder og private, for, at fattige mennesker ikke skal være synlige i gadebilledet.

Fattigdom skal ud af det fælles rum! “Dark Design” er bevidste ombygninger og etablering af forhindringer, så hjemløse ikke kan finde ly for natten på en varmerist eller lægge sig på en bænk. Dertil kommer begrænsninger på offentlige steder, der traditionelt er fælles: Biblioteker lukker ned for gadens folk, ved at man skal bruge sygesikringskort uden for åbningstid, eller ved at kræve, at man skal læse, mens man opholder sig på biblioteket. Toiletter i det offentlige rum er færre og færre og koster penge.

Lovgivning mod tiggeri og såkaldte utryghedsskabende lejre kriminaliserer de facto fattigdom og hjemløshed.

Kirkens Korshær og andre har til opgave at formidle dokumenteret viden om fattigdom og gøre det usynlige synligt. Ud fra vores erfaring beskriver vi “det andet Danmark”, de mennesker, vi møder i varmestuer, i familiestøttende arbejde, i arresthuse og på herberger. Derfor får Kirkens Korshærs medarbejdere ordet, når de i Korshærsbladet 2019/1 fortæller om deres møde med fattigdom i Danmark: Fattigdom viser sig på mange måder i det moderne samfund. Jeg ser det i natcafeen, på noget så enkelt som det tøj, vores hjemløse brugere går i. Det er det eneste, de ejer og har. Det er et billede på fattigdom, kun at eje, hvad du går og står i. Du kan ikke have den luksus at kalde det dit yndlingstøj og tage det frem ved særlige lejligheder.

Bliver det vådt, bliver det smidt ud. Derfor er tøjdonationer af kæmpe værdi for os, fordi brugerne får muligheden for at vaske og skifte tøj, eller bare få noget nyt, når de er helt gennemblødte. Vi har nogle skabe, som brugerne får lov til at bruge, som 15

er låst af. Der er rift om de skabe, for i dem kan man gemme noget, og det giver en følelse at have noget af værdi at kunne lægge det i et skab. Sådan noget, som vi andre gør, uden vi så meget som tænker over det.

Fattigdom er også, at man ikke har et sted at være, et sted at hvile, et sted at lade op.

Almindelige mennesker går jo hjem til deres bolig på et tidspunkt for at lade op, være sig selv. Vores brugere hviler sig måske her et par timer, men et hjem, det har de ikke.

Patrycja Wyszomirska, Kirkens Korshærs sociale arbejde på Hillerødgade i København Vi ser mange fattige, også en del, der ikke får mad hver dag. Nogle får kun mad en enkelt gang om dagen, og flere har hele dagen uden mad. Hjemløse, der ingen penge har, får mad hos os og får mad med til weekenden. Om sommeren låner vi frostelementer ud, så mælk og yoghurt kan holde sig lidt. Her om vinteren kan vi ikke gøre andet end at give kager, rugbrød m.m. med på vejen.

Maria Benzon, Kirkens Korshærs sociale arbejde på Lolland Falster

“I mit arbejde er det dagligdag at se mennesker med slidt og hullet tøj og fodtøj og ikke mindst ar på krop og sjæl.” Foto: Bente Klarskov Billedet her ved debatindlægget viser et par nedslidte sko, men også en side af fattigdommen, som den ser ud i Danmark lige nu. I mit arbejde er det dagligdag at se mennesker med slidt og hullet tøj og fodtøj og ikke mindst ar på krop og sjæl. Mennesker, som kæmper med fysiske og psykiske sygdomme og massive sociale problemer.

Den hjemløse med brandsår, som vågnede ved, at der var ild i hans sovepose. Den fortvivlede enlige mor som, på grund af kontanthjælpsloftet, står med truslen om at miste sin bolig og mangler tøj til sin teenager, som går på gymnasiet. Den ældre folkepensionist, som savner netværk og har brug for hjælp til tøj og sko.

16

De mange daglige brugere af vores varmestue, som finder nærvær, omsorg og samvær over et dagligt måltid mad, en kop kaffe, en samtale, et spil kort, en udflugt eller lignende.

Den enlige mor på kontanthjælp, som søger julehjælp til sin lille familie. Familiefaderen, som henter tøj til sin handicappede kone. Den netop løsladte unge person fra fængslet, som står ensom på gaden og er i fare for at søge tilbage i det kriminelle miljø. Den unge enlige mor, som får rådgivning og socialt samvær med andre enlige mødre og børn.

Arbejdsmigranten, som lever en kummerlig tilværelse med at samle flasker og sover ude. Hjemmehjælperen fra den sociale hjemmepleje, som henter tøj til en psykisk syg borger. Den uhelbredeligt kræftsyge, som stadig skal arbejdsprøves for at få sin ydelse.

Den hjemløse, som trænger til tøjskifte, mad og et bad på vores varmestue. Misbrugeren, som blev skilt med social deroute til følge og nu må starte forfra på et herberg. Den ældre og sårbare indvandrerkvinde, som søger støtte og netværk hos os. Den psykisk syge, som på grund af sin tilstand ikke kan være i sin bolig, har håbløs gæld og lever i kaos.

Bente Klarskov, socialpædagogisk medarbejder, Kirkens Korshærs hjælpearbejde på Drejervej i København (Kristeligt Dagblad 26.11.2016)

Fattigdom og hjemløshed i Danmark Korshærsbladet formidlede i 2019 viden om fattigdom og hjemløshed (Korshærsbladet 1, forår 2019): I 2017 levede 258.705 mennesker i relativ fattigdom i Danmark. Dvs. de har en lav indkomst, lav formue og er ikke studerende.

- Danmarks Statistik

Mens indkomsterne for de 90 pct. bedst stillede i befolkningen er steget, har de 10 pct. fattigste færre penge end før. Især er antallet af kontanthjælpsmodtagere, der lever i fattigdom, steget de seneste år.

Den økonomiske udsathed koncentreres hos sårbare grupper, mens de mest ressourcerige familier ser ud til at stå bedre og bedre over tid.

- VIVE Børn og Unge i Danmark - Velfærd og trivsel 2018

Over 200.000 danskere er socialt udsatte. De har så store problemer med økonomi, relationer og helbred, at de har svært ved at få livet og hverdagen til at hænge sammen.

Størstedelen af dem er på overførselsindkomst.

1 million danskere er i risikozonen for at blive socialt udsat. Deres problemer er ikke så store, at de ikke kan holde skruen i vandet, men rammes de af f.eks. arbejdsløshed eller sygdom, så vælter læsset.

17

Halvdelen af de udsatte har undladt at spise tre måltider om dagen, fordi de ikke havde råd. Hver tredje har undladt at købe lægeordineret medicin, fordi de ikke havde råd.

Hver femte har ikke kunnet betale deres husleje til tiden, fordi de ikke havde råd.

- TrygFonden og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), Fællesskabsmålingen, 2017

Hjemløshed er ekstrem fattigdom og udsathed. Minimum 6635 mennesker i Danmark er hjemløse. Antallet har været stigende, i hvert fald siden man begyndte at tælle hjemløse i 2009.

Udviklingen i antallet af hjemløse borgere, registreret ved kortlægningerne fra 2009 til 2017.

7000 6000

Antal

5000 4000 3000 2000 1000 0

2009

2011

2013

2015

2017

kilde: Vive hjemløsetælling 2017

Hjemløshed opstår typisk i et samspil mellem individuelle sårbarheder som fx psykisk sygdom og misbrugsproblemer, og samfundsmæssige forhold som fx boligmangel eller arbejdsløshed. Socialt udsatte borgere vil typisk være i højere risiko for at blive ramt af langvarig eksklusion fra arbejdsmarkedet og af generel boligmangel i samfundet.

Således skal hjemløsheden også ses som en del af et bredere billede af den sociale marginalisering og eksklusion, som socialt udsatte borgere ofte oplever på forskellige livsdimensioner som dårligt helbred, arbejdsløshed, mangel på socialt netværk og en ustabil boligsituation, og hvor samfundsmæssige forhold som boligmangel kan forstærke og forværre den sociale marginalisering, som de udsatte borgere oplever i deres liv. For en del hjemløse borgere går et marginaliseringsforløb langt tilbage i livet, herunder til barndommen og ungdommen. Nogle vil have oplevet omsorgssvigt i barndommen, og for mange er en psykisk sygdom brudt ud i ungdomsårene eller det tidlige voksenliv, eventuelt ledsaget af misbrugsproblemer. Hændelser senere i voksenlivet kan også medvirke til en social marginalisering. For eksempel kan en skilsmisse være en medvirkende årsag, og forskellige faktorer kan spille sammen, fx hvis et samlivsbrud ledsages af accelererende misbrugsproblemer.

- Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), Hjemløsetælling 2017 18