Doedens poelse uddrag by Eksistensen

DØDENS PØLSE

Layout & graphic design: Nis & RandomFormation Set in Minion Pro First edition – printed in 1000 copies ISBN: 978-87-7115-074-2 www.forlagetalfa.dk Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 DK – 1820 Frederiksberg C Tlf: 33 24 92 50

Nis A. Ovaska

ANHOLDT KØBENHAVN, MAJ 2008. Majsolen blænder mig, men her er koldere end i Berlin. Jeg har ligget i en akavet stilling siden Nykøbing. Det smerter fra min lænd. Det er rart at komme ud af den fyldte bus. Jeg tager et par dybe indåndinger og fortrænger den fugtige, svedfyldte luft. Gaden vrimler med rejsende. De danner en klumpet kø og møver for at komme med Swebussen til Malmø, Göteborg og videre til Norges land. Sheila ryster på skuldrene. ”Av, av … Jeg hader det!” Hun beklager sig over sin sovende arm og skubber irriteret til en mandlig rygsækrejsende, bukker sig frem og smyger sig ind i bussens bagagerum efter sin taske. Jeg hader, når jeg skal tage afsked med hende. Vi holder hinanden tæt. Jeg lader mine hænder glide ned til hendes balder, klemmer dem. Hun fniser, vrister sig fri, kysser mig hurtigt, inden hun fortsætter ned til Sverigesbussen. Hun vender sig og vinker kort, inden hun stiger op i bussen.

Jeg ved, at han er her. Han står derude og trykker sig, Martin, min barndomskammerat siden 4. klasse. Man kan stille uret efter ham. Det er altid ham, der tager imod mig ved DGI-byen eller rettere sagt imod taskerne og deres værdifulde, ulovlige indhold, som jeg har med fra Tyskland. Martin og jeg kigger aldrig på hinanden. Som om det skulle ændre noget, hvis det hele en dag skulle gå galt.

Swebussen svinger langsomt ud fra pladsen. Sheila har rejst sig halvt op i sædet. Som en kat støtter hun sig med hænderne mod ruden. Hun laver kyssebevægelser. Jeg kysser tilbage og vinker til hende. Jeg kommer til at savne hende. Det intense blik i en undvigende cyklists øjne skærper med ét mine sanser. En beskidt, grøn Skoda Fabia med tre stirrende mænd med hænderne ude af syne bremser dramatisk op – lyden af ét eller flere mennesker, der sætter i løb, giver et sæt i mig. Jeg smider min lille rygsæk med personligt grej. Hopper over en kuffert, vælter en turist præcis samtidig med, at jeg bliver råbt an. ”STOP! Det er politiet!” Ordene giver mig en voldsom styrke, og jeg forcerer det galvaniserede stålhegn ned til DSB’s banelegeme i én adræt bevægelse – Sheila! Jeg er så røv ked af, at du skal være vidne til det her! Mine forfølgere hænger fortsat oppe i hegnet, mens jeg rutsjer ned ad skrænten. Jeg springer ned i stenene og styrter af sted, selv om jeg udmærket ved, det er nytteløst, håbløst, fremad! Monstrene er lige bag mig. Jeg kan høre deres lemmer klaske mod deres beklædning, sko mod sten og metal. Jeg pisker af sted i action klassiker stil – det samme gør mine tanker. Nej! Så er det altså slut? Ja, gu’ er det slut! Din klovn! Det er fucking slut! De har regnet sig frem til dig, lugtet sig frem til dig, du stinker. Snause, snause, nej du har ikke været svær at opsnuse … Det er fucking slut. Jeg løber vestpå, væk fra hovedbanegården, ud af byen. Det er vindstille, jeg har nærmest medvind. Hjem til Århus, åh, åh, hjem til dig og Jylland, åh, åh … Røvstenet! Politi-kontrol-avler-mere-vold! De har ikke en chance, for jeg er hurtig som et lyn – jeg er fucking Jens Lyn! Ha, ha, hvor jeg griner … Flash Light Gordon forever! Mage til herreringe og røvdårligt koordineret anholdelse skal man godt nok lede længe efter. Måske er der en chance?

Jeg godter mig for tidligt, hegnet er højere end først beregnet. Jeg bruger alt for lang tid, giver op, løber venstre om et parkeret IC3-tog og springer over en lille grøft, overser noget afklippet hegnstråd eller stålwire, snubler og falder, alt imens jeg genkender TOMCATS karakteristiske, sorte blokbogstaver, rullet og sprayet op på et træskur. Hovedkulds styrter jeg mod de lortebrune granitsten. Jeg mindes en anholdelse og den massive omgang knippelsuppe, jeg fik serveret som 16-årig i Århus, hvor Martin og jeg havde antændt og sprunget en hjemmelavet rørbombe i en pengeautomat. Jeg mindes de tomme ansigter på ligene uden for hospitalet i Ziguinchor, Senegal – ofrene fra borgerkrigen i ’95 og ’96. Det er slut nu. Far er rasende, han svinger begge sine pistoler og håndjern. Dommedag. Dramatisk. Jublende og hoverende kommentarer imellem hans hjernehalvdele. Adrenalinen beruser mig. Sandkornene i mine øjne og smerten fra min højre fod gør det hele virkeligt. Vildkatten er fanget for natten, nu skal den en tur i bur. Hundrede af ivrige mandehænder befamler mig – rører ved mig overalt på min spændte krop. Jeg er fanget. Det er fucking slut. *** Jeg er afklædt, blottet, butt-naked, jeg er helt nøgen. ”Sådan … det var ikke så slemt, vel?” Jeg frygter, at de to uniformerede, latex-handske-iklædte koppearrede og fedladne mænd får den syge idé at undersøge mig rektalt. ”Og du løfter lige fødderne … ja, begge fødder.” ”Jeg er jo lige blevet anholdt. Så selvfølgelig har jeg ikke smuglet noget med ind …” Den ældste og fedeste er tatoveret. Han leger med gummihandskerne, hiver dem ud af form for så at slippe dem … smak, smak … Jeg lytter til deres københavnske dialekt og undrer mig over, at de ikke svarer mig. Den ældste vogter ryster beordrende højre hånd mod gulvet. ”Du går lige ned på hug …”

”På hug?” Jeg kigger vantro på ham, den yngste nikker indforstået. Mine øjne søger mod døren. Jeg vil væk! Ud fra dette galehus. Jeg ryster på hovedet, forsøger med et smil og prøver så endelig med et nej … gu’ vil jeg ej! ”Hallo, jeg mener det sgu! Hvis ikk’ du selv sætter dig … så sætter vi dig! Kom så ned på hug, og så hoster du lige tre gange.” Jeg tømmer lungerne og går ned i knæ. ”Og du hoster …” Jeg hoster tørt og rejser mig. ”Sådan … det var da ikke så slemt, vel?” Jeg svarer ikke, men griber ud efter mit tøj. Vagten tager fat i min arm, jeg rykker mig fri. ”Du venter lige en halv … vi skal først visitere dine ting.” ”Hvorfor kan I så ikke give mig mit tøj …” ”Vi skal også lige tjekke det igennem. Du får det lige om lidt.” De låser mig inde i et flisebeklædt baderum. Jeg kan stadig mærke hans gummihånd på min arm. Lysstofrøret i loftet er skærmet af en tyk plexiglasplade. Pladen bliver holdt fast af en kraftig rustfri stålramme. Lyset er gult og blinker. Døren til baderummet har ikke noget håndtag. Den er låst udvendig. Jeg lytter og forstår, at de er ved at gennemrode min taske. Rummet er koldt. Jeg får gåsehud. Jeg tænker på filmscener fra nazisternes udryddelseslejre. Jeg kigger ned ad min krop. Vinduet er blændet af flere lag matteret panserglas. Det er stadig lyst derude. Det tager de to fængselsbetjente en ufattelig tid at gennemgå min skuldertaske og printe en A4-kvittering. Jeg føler deres stikkende øjne på min blege krop. Jeg vender siden til, mens jeg hurtigt iklæder mig mine underbukser, joggingbukser og T-shirt. Jeg er urolig over, at jeg adlød makkerparret og satte mig nøgen ned foran de to fremmede mænd. Hostetesten er en af mange måder, hvorpå fangevogterne forsøger at afsløre de indsatte i at smugle mindre portioner hash eller en mobiltelefon ind i fængslet. I tiden der fulgte, lærte jeg at hostetesten kun sjældent bliver anvendt, og at når den bliver brugt, primært bruges for at intimidere nyindsatte.

”Nå, men det var da heldigt, du allerede havde pakket til rejsen.” Betjenten nærstuderer mit kørekort. ”Ih, hvor hyggeligt … så skal vi have fundet flaget frem. Vi skal jo snart fejre din fødselsdag! 30 år …” ” … men du skal nok forberede dig på en seriøs 30-års-krise.” Den yngste bryder ud i spontan latter. Jeg studerer hans gule tænder, lyset fra lysstofrørene giver hans blege hud et finurligt, voksagtigt skær. Også hans øjne virker gule. Hans lever må være helt stået af. Jeg skriver under på den alt for korte linje. Vagten rækker mig et lille rektangulært papstykke. ”811 … behold kortet … det er dit personlige nummer …” ”Og du fortsætter bare lige frem …” De har fjernet snørebåndene fra mine kondisko. De følger ikke rigtigt med. Den ældste af vagterne drejer til venstre og fortsætter ned til et lille kontor. Voksdukken med de gule tænder kommanderer mig til højre og videre ned ad den flisebeklædte gang. Lyden fra min vogters læderstøvler forstærkes af væggenes glatte overflader. Han låser og åbner døren til en enorm hal. Her er sandelig højt til loftet. En gråmalet ståltrappe vrider sig op mod loftet og forbinder de mange etager. Der er spændt et grønt fiskenet ud mellem betondækkene, så hvis man skulle få overbalance eller blive skubbet, falder man ikke flere etager ned. Vagten puster som en svedig ulv, mens vi sammen fortsætter op gennem den gamle bygning. Vi passerer en forarmet sjæl med to vrantne ledsagere. Fangens plastikbadesandaler og vagternes støvler får ståltrappen til at runge. Lyden blander sig med metalliske drøn, støj fra de tunge celledøre, der åbnes og lukkes. Ved celle nummer 83 stopper rundvisningen. Den gamle stålforstærkede trædør smækker bag mig. Jeg vender mig og kigger på den. Den har ikke noget håndtag, men et lille vindue i øjenhøjde, så fangevogteren kan belure mig, hvis han skulle få lyst. Træet på døren er dækket af talrige lag fed alkydmaling. Jeg kigger på de mange fodaftryk i sparkehøjde.

Celle nummer 83 lugter af cigaretrøg, selvbeskadigelse og død. Den er lille, men mere end rigeligt møbleret. Køleskabet brummer mig en ambient melodi. Reolen gaber flabet, stolen står helt stille under det hærgede, vægmonterede bord. Jeg sætter mig på den nulrede, nedslidte sovesofa. Kvadratulden har aldrig været mere plettet. Jeg synker og synker. Trækker vejret tungt, mærker tårerne presse sig frem under min hud. Så stopper du eddermame! Flommefede-Fætter-Guf! Lille tudeprinse-kiks! Lille skvat … Okay, hvad fanden gør jeg? Jeg hopper op fra briksen, træder op på stolen og kravler videre op på køleskabet, vrider hovedet af led i et forsøg på at kigge ned i gården. Skråtstillede stållameller forhindrer mig i at se andet end himlen. Shit man. Okay. Ét: Du bliver nødt til at holde hovedet koldt. Kom så, snyd hjernen. Den er en simpel muskel … Husk vejrtrækningen … Ja sgu, kom så, du kan godt, først en dyb indånding, så en udpustning, og igen, én, to og tre … Du er på et stort temahotel i Østrig. Gu’ er jeg ej! Jeg har netop tjekket ind på et billigt, østeuropæisk hotel … Værelset ligger på bagsiden af bygningen, det har en halvringe udsigt, men til gengæld er det værd at bemærke, at det er udstyret med et udmærket vesteuropæisk køleskab. Og så er det billigt … Det er sgu ikke så ringe. Jeg skal nok komme til at hygge mig her. Væggene er dekorerede med bussemænd og tusch. Okay, og her lugter måske lidt. Tidligere gæster har været nødsaget til at benytte håndvasken som pissoir. Startpakken er svøbt i en stor gennemsigtig skraldepose. Den indeholder et sæt sengetøj, et håndklæde, et viskestykke, en dyb plastiktallerken, et krus og et sæt bestik. Ved siden af pakken ligger en mørkeblå guldstafferet bibel. Jeg river posen op, pakker lagnet og dynebetrækket ud. Bibelen er overraskende tung, jeg vrider mig rundt og sætter den ind i den tomme reol. The Holy Bible … Hallo, hvad regner de med?

Få timer senere er mit hoved ved at eksplodere. Jeg kigger på de indtørrede bussemænd og striberne efter de engang så slibrige snot-klatter. Mine øjne skimmer de mange tags, som med rund hånd er strøet på møbler og vægge. Bygningen må bestemt være fredet, i hvert fald registret som bevaringsværdig. Den er mindst hundrede år gammel. Jeg forestiller mig, hvordan hundrede og atter hundrede, hvis ikke tusinder, igennem årene har siddet lige her. Først i olielampens skær, senere i elpærens og nu under et blinkende, indkapslet lysstofrør. Hvem har mon gennem årene renset og malet disse nu gule vægge? Hvor mange gange har de mon måttet spartle de dybe huller? Jeg stryger fingrene over de lange knudrede ar og åbne sår, alle frembragt med sløve smøreknive og små søm. Her er højt til loftet. Helt sikkert iskoldt om vinteren. Samtlige af det forrige århundredes tusinder af fangers blytunge tanker vælter med ét ud af loftet og ned ad væggene. Tårerne presser sig frem i lyset, jeg synker sammen, hulker som et lille barn. Gisper, snapper efter vejret, hoster, for så atter at koncentrere mig om mit åndedrag. Kære dagbog

Jeg er indespærret som en syg og efterhånden meget sulten hund. Timerne flyder sammen, dag bliver til nat. Timerne snegler sig af sted, eller gør de? Dagene er uendelige. Jeg ville ønske, at jeg havde tre ønsker. Ønske nummer et: Bare jeg havde et ur. Hvem der bare havde et ur … Minifjernsynet virker ikke. Jeg har flere gange spurgt efter et andet, men der sker ligesom ikke noget. Jeg analyserer alt, tænker så det knager, opfinder situationer og tankesæt, der ikke hører hjemme i mit hoved eller her i mit nye, lillebitte, murstensomgivede hjem. Hjælp! ***

Jeg skæver over til Bibelen. Den brummer først svagt, så kraftigt. Drømmer jeg? Der bliver igen helt stille, jeg ånder lettet op. Brummelyden kommer tilbage med fuld styrke. Bogen ryster sig fri af hylden og balancerer på kanten, inden den med et hvin dratter ned på gulvet, hvor den langsomt åbner sig og begynder at bræge. ”Hvad er det, jeg altid har sagt? … Du er ikk’ te’ å snak med … du er så akkurat som din mor!” Jeg genkender min fars stemme, jeg lukker øjnene, prøver at holde stand mod hans hårde ord og dybe røst. Fars ord smerter og slår gnister. De får mig til at knibe øjnene i, de griber fat i mine hænder, svinger mig rundt i cellen. Rundt og rundt, snart trækker de mig tilbage til firsernes Randers. Danmarks San Francisco. Randers Handsker, Randers piger og fede laks. Vindstødene overmander mig. Jeg beslutter mig for at stå af min lille cykel og trække. Cyklen er tung som et ondt år, stellet er iskoldt og drivvådt, min turkisfarvede flyverdragt tynger mig. Min far sidder på sin cykel længere fremme. Han er stoppet op, trillet ind i rabatten. Han støtter støvlen mod asfalten. Far venter på mig. ”Kom nu … op på hesten … vi er der snart.” Jeg sætter mig på sadlen og skubber fra med begge fødder, vi triller videre. Jeg er ked af det, men jeg viser det ikke, for jeg kan se i hans øjne, han synes, jeg er et svagt lille pjok. Jeg kigger instinktivt efter Loke, da vi går ind i gården. Den er væk, væk for altid. Jeg er sgu da ikke en idiot eller født i går! Jeg ved da udmærket, at Loke ikke er kommet ud hos en bondemand og bo! Den er enten blevet skudt eller har fået hugget hovedet af, og hvis der er en bonde med i spillet, så er det som bøddel! Jeg hader min mor, for min far siger, at det er hende, der ikke vil have den mere. Timerne snegler sig af sted. Eller gør de? Jeg har ikke noget ur eller tv. Min nabo sparker utrætteligt på sin dør.

Fangen over for min celle synger den samme sang igen og igen. I like the flowers … I like the daffodils … I like the mountains … I like the rolling hills … I like the flowers … Årene går. Vi flytter ind i et nyt byggeprojekt af et hus. Der dufter vidunderligt i gangen, min mor har bagt vandbakkelser. De er blevet alt for store. De ser sjove ud. Min lillesøster og halvlillebror leger med LEGO på spisebordet. Min mor er i den grad blevet permanentet. Min far er vred, han spørger efter kvitteringerne på nogle indkøb. De taler ikke sammen. Min far har for længst regnet ud, at hun har noget kørende med sin nye kunde, en fransk restauratør. Ugen efter finder jeg ud af, at mor og Alain har lagt planer om at kidnappe min lillesøster og rejse langt bort. Det er min farbror, som har fortalt det til min far – Roy har arbejdet for Alain i nogle måneder. Det er jul, det sner kraftigt. Trods mørket har jeg narret mine søskende med ud i hulen. Frej lyser min søster i øjnene med fars alt for store stavlygte. Mor og far har skændtes voldsomt. Jeg har sneget mig ind ad bagdøren til værkstedet og er klatret op på det lave loft. Gennem en bred sprække kigger jeg ned på mine forældre. Her liggende i den varme glasuld erfarer jeg, at min mor har planer om at rejse fra os og flytte med Alain til Senegal. Hvis det går godt dernede, kunne det være en idé, at min søster og jeg også flyttede med. Min far kalder hende for en egoistisk ko, det gør han tit. Hun nævner ikke Frej. Til Senegal, i Afrika. Jeg tænker, at det da lyder rigtig spændende. Vagterne rasler med nøglerne. Mon de gør det med vilje for at gøre os skøre? Høje, metalliske lyde fortæller mig, at min nabo fortsat arbejder på at sparke sig ud af sin celle, måske er han allerede ude? Måske er der tale om en helt tredje? Larmen får mig ud af mine tanker.

Kære linjerede-dagbogspapirs-lappe-bog

Dag nummer fire i spjældet. Jeg har lavet mig en humør-graf. I dag ligger jeg på en flad to’er. Vestre Fængsels kraftige, borgagtige betonvægge og fede rødstensmure emmer af ulykke og smadrede skæbner. Historien omslutter os alle med dårlige vibrationer. Det virker, som om fængslet er ved at give op, som om det er ved at blive træt. Danmarks største forbryder-hotel. Vrede, sorg og afmagt. Personalet er rutineret. De virker afstumpede. 20. maj, 2008

Kære dagbog I dag har jeg endelig fået udleveret et nyt tv. Det er dejligt at kunne følge tiden på tekst-tv og se nyheder. 22. maj, 2008

Københavns Byret ligger i hjørnet af den store grå politigård. Vagterne låser mig inde i en lillebitte celle. Jeg venter og venter. Hvis jeg dog bare havde et ur. Retslokalet er mørkt, måske brunt. Den mandlige dommer har hentehår, han følger politiets indstilling og idømmer mig yderligere fire ugers isolation. Hallo psyko-dommer, sig mig, er du helt brændt af? Jeg får lyst til at råbe til ham, at jeg er ved at blive fucking skør, at jeg vil ud, at jeg smutter, men jeg tier og tygger på det faktum, at jeg skal forblive isoleret i yderligere fire uger. I praksis betyder isolationen, at jeg er totalt afskåret fra omverdenen uden mulighed for at komme til en telefon, at jeg ikke har nogen kontakt til den virkelige verden, og at jeg, bortset fra et kort ”ja og nej”, når jeg får serveret måltiderne og får samlet affald om aftenen, ikke kan føre samtaler med andre end mig selv. 2. juni, 2008

Kære dagbog Til trods for at jeg har indført strenge regelsæt om blandt andet ikke at ligge i sengen efter kl. 7-vækningen eller sidde og hænge ved skrivebordet, falder jeg i

søvn igen og igen – sindets flugt. Jeg holder mig vågen igennem dagen i forsøg på at kunne sove om natten. Jeg frygter at blive skør. Miste overblikket og roen. Min hjerne er mig ikke barmhjertig. Jeg spejler mig i den lille sorte TV-skærm. Jeg er indespærret i et lille rum på ca. otte m2. Jeg er omgivet af skidengule, overskrevne og bussemands-dekorerede vægge. Det lille vindue begynder to meter over cementgulvet. Igennem det trækker jeg lidt frisk luft. Den smule der kommer ind gennem de fede og af hænder tilfedtede jerntremmer. Udvendig er tremmerne dækkede af skråtstillede persienne-agtige metalplader. De forhindrer mig i at se andet end den smukke blå forårshimmel. Vågner. Sover. Savler. Tænker. Blodet løber igen ud af mine beskidte næsebor. Næsebor, blod. Jeg ruller en papirpølse af det grå lokumspapir, synker og drejer pølsen op i det ene næsebor. Jeg lægger mig på briksen og vrider hovedet bagover. Det er kun få dage siden, jeg havde næseblod sidst. Da dannede jeg en nærmest endeløs perlerække af mønt-store blodpletter. Jürgen plejede at blive bange. Han brød sig ikke om blod. Mens jeg rengjorde det hvidmalede plankegulv, kastede han med et forfærdet ansigtsudtryk flere spande vand ud over sin antikke håndvask og resten af badeværelset. Jürgen, aka Hesten, Pavlo aka Bamsen. Hvor er I mon nu? Skøre tysk-litauiske bamse-heste-venner, mine medsammensvorne. Bamseven, bamsefar, håber så inderligt, at du er okay. Jeg kender en anden, som jeg ved, ikke er okay. Jeg ser hende tydeligt for mig, Sheila. Hun sidder foran mig på den ridsede træstol. Kun iklædt små trusser og sorte slidte stiletter. Hun læner sig tilbage, jeg kan dufte hende. Sheila tager et dybt hvæs af sin cigaret og puster langsomt røgen ud. Hun er fjern i blikket. Hendes makeup laver striber. Jeg forsøger mig med lidt smalltalk om vind og vejr. Hun

kradser sig på armen, men fortrækker ellers ikke en mine. Hallo … Stadig intet svar. ”Prøv engang og se, om du ka’ simulere lidt åndsfrisk!” Min fars voldsomme udbrud giver et sæt i hende, med ét er hun væk. Jeg springer op, vakler frem, sætter mig på hendes stol. Den er stadig varm. Min far taler mere roligt nu, måske kan han fornemme, at han har tabt mig. Jeg slår med hovedet, så det er lige ved at falde af, presser min øjenmuskulatur sammen, så det gør ondt. Jeg ved, at når jeg igen åbner dem, så er hullet under opslagstavlen akkurat blevet stort nok til, at jeg – hvis jeg tager tilløb og får nok fart på – kan tvinge mig igennem og ind i murværket. Min far lyder træt. Han siger noget med, at det ikke nytter noget at stikke af, ”for nissen – den følger altså med …” og at jeg skal til at blive voksen og tage mig sammen og se at få taget mig en uddannelse … Jeg sparker mine snørebåndsløse kondisko hen ad gulvet. De vil alligevel bare forsinke mig på turen. Jeg skaffer nogle bedre, når jeg kommer frem. Møgsko, nedslidte Adidas håndbolds-special. Stadig med øjnene lukkede bukker jeg mig, retter på mine tennisstrømper. Jeg rejser mig atter, skubber stolen tilbage med knæhaserne, gør mig stiv i kroppen, presser armene tæt ind i siderne og indstiller mig på at få nogle grimme hudafskrabninger på vej ud gennem de tykke mure. Jeg stiller mig med siden til muren, trækker vejret dybt og springer – Yes, det gik! Jeg puster, mens jeg som en vild muldvarp mosler mig ud gennem ydervæggen, her er trangt og fuld af skarpe hjørner. Endelig, natteluften når mine næsebor. Friheden flyver. Nu skal jeg satme holde tungen lige i munden. Jeg sætter af med et klumpet hop, men styrter en etage, tager mig sammen, breder armene ud til begge sider, snart stryger jeg op mod den lilla himmel. Af sted, af sted, ha, ha, der kan I se! Mig kan I ikke bare sårn lige holde fanget! Jeg flyver østpå, tilbage, uger og måneder. Sheila.

LITAUEN, DECEMBER 2007 Der er noget trygt og nærmest hjemligt ved den lille bar. Det er som om ejeren for længst er hoppet af den poppede cafébølge. I hvert fald fungerer de grønmalede lokaler nu atter som et simpelt spisested. På denne tid af året har de dog et seriøst problem med indeklimaet, for selv om flammerne glubsk fortærer de flækkede, malede gulvbrædder i den åbne pejs, er der fodkoldt som i en kælder. Klokken er næsten seks, alligevel er der kun fem spisende gæster. Selv om Fru Burra virker træt, nærmest udkørt, præsenterer hun højtideligt rødbedesuppen med friskbagt brød, som var jeg en højtrespekteret gæst på en fin, men noget spartansk indrettet restaurant. ”Hvor fanden bliver hun af?” tænker jeg – og siger det så højt. Dagene er begyndt at blive lange. Hendes lejlighed ligger i nabogaden. Jeg har været forbi et utal af gange i nu otte dage. Trods en ekstra gratis portion rødbedesuppe og en tallerken stegte kartofler kan jeg stadig ikke få varmen. I forrige uge var det ellers lykkedes mig at fange et par solstråler på en bænk ved Skt. Annes kirke. I dag har det både sneet og regnet. Vandrehjemmet undskylder sig med, at fyrets cirkulationspumpe og ejeren af ejendommen er brudt sammen. Her til morgen var der et tyndt lag is på indersiden af de snavsede vinduer. Lugten af brændt brunkul er markant, sød og kvalm. Jeg laver kuskeslag, mens jeg funderer over, hvordan Sheilas underbo kan få sig selv til at belure mig så åbenlyst. Jeg glor tilbage med endnu større øjne. Hun viger ikke en tomme, men fortsætter ufortrødent med at folde sine tynde gardiner. Det er som om, kvinden prøver at stirre mig ned fra den smadrede betontrappe, der leder ind til opgangen. Selv om det er flere år siden, ejendommen ud til gaden er blevet revet ned, ligger grunden stadig ubebygget hen.

Forrige sommer havde Sheilas mormor insisteret på at holde picnic i et hjørne af byggetomten. Det skulle fejres, at de nu havde fået mere lys på bygningen, og at baggården havde fået egen have med vilde planter. Røgen fra kvarterets skorstene blander sig med disen, som klamme, brune kæmpeskyer ruller de langsomt rundt på byggetomten og ud i gaden. En lille og sikkert hulbrystet, karseklippet dreng henvender sig spørgende til mig. Jeg slår ud med hænderne for at signalere, at jeg ikke forstår litauisk. Hans blege hud og indsunkne øjne får mig til at fantasere om et stort filmprojekt – bygningerne er alle grå og medtagede af vind og vejr, det fattige arbejderkvarter kunne snildt bruges som kulisser til en 2. verdenskrigsfilm, måske det var en idé at indspille The Warszawa Ghetto her? Schindlers Liste 2 … Jeg funderer over, om Raleigh og Centurion mon er danskejede. I så fald er Danmark, på cykelfronten, særdeles godt repræsenteret i kvarteret. Jeg går tilbage gennem den kolde, grå by. Lysstofrørene blinker voldsomt. Købmand Yatek er bedøvet og ligeglad. Jeg provianterer med to kager, én liter cola og tre flasker Svyturys. Yateks datter bliver mere og mere overvægtig, for hver gang jeg besøger butikken, snart vil hun ikke være i stand til at forlade den lille biks. Hendes far ignorerer mit ”sudie” og svarer med ”auf wiedersehen”. Aftenvagten på det lille hotel sidder tungt på den lille stol med sine tykke arme klæbende til damebladets sider. På gebrokkent tysk, uden at kigge op, rykker hun for betalingen. ”Sie müssen zahlen … heute …” Stadig uden at kigge op og uden at fortrække en mine meddeler hun, at varmen atter fungerer, og at jeg har fået et par nye værelseskammerater, to purunge piger. Yes. Damer! Fyldt af forventningens glæde bener jeg op ad knirketrapperne, løber over de brede gulnede gulvbrædder med den slidte, tykke lak, tager en dyb indånding, løfter hagen og tager i dørhåndtaget. Seksmandstuen er tom, pigerne er åbenbart ude i byen, sikkert ude og shoppe. De har låst deres rygsække til tremmesengene med små tynde stålwirer, små kulørte pigerygsække, pyntet med stofmærker.

Jeg smider mig på den faste madras og åbner den ene øl. Skiftevis tegner jeg mindmaps over min lyse fremtid og forestiller mig tøsernes nøgne kroppe under deres nyindkøbte undertøj. Okay, planen er… MasterCardet er nu helt flækket, under alle omstændigheder bliver jeg nødt til at tage tilbage og få fat på Pavlos bror i Kaunas, få et forskud på min løn. Og hvis Sheila stadig ikke viser sig, ja … Fællesbadet ligger på etagen over værelset. Det flisebeklædte rum er mørkt og koldt. Badet er ligesom fælleslokummerne inddelt i tre båse. Jeg rykker træbaderisten frem til flisekanten, sølvfiskene løber forskræmte efter. Det sorte plastikforhæng klistrer til min vinterblege hud, yrrrk! Jeg tænder for vandet og fanger den klumpende, varme stråle for at gnide de fremmede menneskers sved og bakterier af mig. Fliserne er hvide, men møgbeskidte. Der er masser af varmt vand, så nu skal jeg fandeme have noget for mine penge. Dampen stiger op fra båsen og ud i rummet. Døren ud til korridoren går op. ”Hello …” Hendes stemme er lys, hun lyder vesteuropæisk … måske hollandsk. ”Hi …” Min stemme er skinger, jeg rømmer mig og hoster med en brønddyb stemme for på den måde at signalere, at den skam er gået i overgang. Hun nynner, mens hun tænder for vandet i nabobruseren. Jeg prøver på at koncentrere mig om at slappe af og nyde, at vi nu igen har varmt vand i bygningen. Men jeg belurer hende i mine tanker og følger med, mens hun langsomt klæder sig af og hopper ind i kabinen. Hun sukker dybt. Jeg lægger hovedet på skrå, bukker lidt i benene og kigger undersøgende ned og ind under træskillevæggen. Den er go’ nok. Det er ganske rigtigt en kvinde – kvindefødder med delvis afskallet, sort neglelak på tæerne, middelkraftige, behårede ankler, hendes strømper har afsat mærker nederst på hendes lægge. Hun sukker atter og begynder så at gurgle højlydt. Hun bøvser. Jeg ser tydeligt for mig, hvordan vandet får hendes smukke, slanke krop til at skinne, som var den smurt i olie. Hun bryder sig åbenbart ikke om intimbarbering, men det gør ikke noget, for aldrig har jeg set en så velskabt kvinde. Hendes bryster er fyldige, faste, nærmest tunge. Brystvorterne er store, de stritter lige ud i luften som labre

HASHSMUGLER BERLIN, FORÅR 2008. Jeg er i Tyskland for at modtage og smugle 25 kilo libanesisk hash af bedste kvalitet til København.

Nogle gange har jeg det, som om Jürgen og jeg er lysår fra hinanden, at vi er gledet fra hinanden. Jeg har boet i hans lejlighed i lidt over en uge nu. Det er flere år siden, han er holdt op med at spørge til Mike. Det var ham, der i tidernes morgen præsenterede mig for hashbaronen. Jeg har nu heller ikke så meget at fortælle. Vi har ikke snakket sammen i årevis. Sheila er også lige kommet. Normalt sover hun hos sin storesøster og hendes mand i deres lejlighed i Mitte. Systemet ved overleveringerne er tåbeligt nok altid det samme. Kureren kommer dinglende med en uskyldigt udseende sportstaske eller en almindelig bærevenlig papkasse – tætpakket og lukket med brun pakketape, altid i timerne omkring rush hour. De unge mænd ringeer på dørtelefonen hos Jürgen. Han eller jeg tager imod sendingen ude på reposen og ofte inde i elevatoren. Hammeren banker hysterisk på klokken. Jeg åbner, hilser på en noget nervøs østeuropæer, der nærmest smider en taske i hænderne på mig, inden han adræt som en gazelle springer forbi mig og ned ad trapperne. Stilheden efter klokkens monotone skrig og den gamle elevators rå skramlen er nærmest larmende. Den bliver kun brudt af rappe klask, et enkelt højt da kureren snubler på første. Tilbage i lejligheden aktiverer jeg den skjulte knap ved fodpanelet i gangen. Lågen til det lille, hemmelige rum åbner sig med en lækker click-lyd.

Jürgen synes, det er en super sej og vældig snedig anordning og et knaldgodt gemmested. Det kan sgu ikke være der … Med hash bliver man altid lige overrasket over, hvor meget det fylder. De murstensstore og endnu tungere klodser fylder og er et reelt logistisk problem. Selv en træt, gammel og mæt politihund ville så let som ingenting kunne opsnuse de 25 kilo god rygehash. Komplet tåbeligt, men okay, nu skal hele sendingen trods alt ikke stå fremme i stuen resten af aftenen eller natten. Jeg smider de overskydende kilo ind på vores værelse. Jeg er uoplagt og har egentlig ikke lyst til den store bytur. Sheila har pakket vores tøj og grej i to olivengrønne nylontasker – jeg sætter mig i sofaen og betragter dem, lytter. Elevatoren skriger igen. Jürgen, Pavlo og Sheila kommer tilbage med én euros linsesuppe med brød samt to flasker rom og limefrugter, det er sgu da ikke mad … Skøre unger … Vi spiser linsesuppen og ender med at kaste de tørre fladbrød efter hinanden. Pavlo kommer oprindeligt fra Kaunas i Litauen, men betragter sig selv som ægte berliner. Bryster sig af ikke at have været uden for de 12 kommuner i næsten fire år. På højre skulder har han tatoveret Kreutzbergs våbenskjold, på venstre FC Union Berlins røde bannere og sorte bjørn. Med sine kvabsede, bumsearrede kinder og mindst lige så arrede glatbarberede hoved er han lige til en fotobog, hvor titlen kunne være ”Nationalist bullits.” Sheila læser etnografi ved universitetet i Vilnius. Hun er iklædt en stram MasseyFerguson-rød kjole, der står godt til hendes solbrune hud og smukke hår. Hun og Pavlo smådiskuterer racespørgsmål og islam. Diskussionen trætter mig. Jeg har igennem årene hørt rigeligt på deres ævl om fejlslået integration i Tyskland, Danmark og Vesten. Pavlo er udtalt fremmedfjendsk med et indædt had til muslimer – han benytter enhver lejlighed til at lukke små, syge raceteorier ud mellem sidebenene. Dobbeltmoralen længe leve. Han er selv immigrant, barn af ludfattige forældre. Han har flere tyrkiske samarbejdspartnere, og så driver han storhandel med en vare fra Nordafrika.

Sheila og jeg har været on-off i flere år, vi mødte hinanden en varm og fugtig sensommeraften i Senegal. Jeg var på besøg hos min mor, som på det tidspunkt boede i Cassamance. Flere vestafrikanske lande var gennem halvfemserne plaget af blodige oprør og regulære borgerkrige. Senegal var desværre ingen undtagelse. MFDC, Cassamances revolutionære halv-anarkistiske separatistbevægelse, udførte jævnligt angreb på militærets tjekpoints. Natlige angreb på hovedbyen Ziguinchor og bombninger af byens elforsyning var hverdagskost. Jeg boede hos og arbejdede sammen med min gode ven, skulptøren og billedkunstneren Omar Camera. Upåvirkede af konflikten arbejdede vi på at blive klar til en udstilling af vores fælles metal- og glasfiberskulpturer. Jeg havde netop lagt sidste hånd på et stort, håndmalet lærredsbanner, da jeg så hende. Hun hang i indgangspartiet til en af de mange interimistisk opførte souvenirboder. Hun var iklædt en forvasket rød bomulds-T-shirt, hendes hår var uglet, og hun havde små svedpletter under armene. Jeg stod og prøvede at samle mig mod til og at finde på noget at spørge hende om, da hun smilende og selvsikkert gik over til mig og på rustent svensk spurgte, om jeg også var fra Norden. ”Ja… øh, din trøje er meget rød… den klæ’r dig…” Amputerede tumpe! Det kunne ethvert fjog have gjort bedre. ”Ved du godt, hvad rød betyder?” Hun kiggede kælent på mig, jeg tænkte lidt, men hun kom mig i forkøbet. ”Det betyder, at jeg er klar!” Sheila kombinerede et kort studieophold i Dakar med et besøg i syden hos sin psykisk syge og ustabile far. Hun elskede, snakkede og sang som en sort. Hemmelige rum med skjulte kontakter inde bag almindelige stikkontakter. Jürgen, Pavlo og jeg og alle andre, der kommer her, elsker denne lejlighed. Jürgen købte den af sin hashleverandør, da han flyttede til Valencia i 2005. Han overtog den som et håndværkertilbud, delvist møbleret, med gamle, rødbrune draperede velourgardiner.

FLYTTEDAG JUNI, 2008. Der er øjeblikke, hvor jeg indser, jeg overhovedet ikke har nogen erin-

dring om, hvad der er sket i løbet af de sidste par dage. Min hjerne er fyldt med huller, hvor alt er slettet. Jeg kan mærke, hvordan tingene er begyndt at skride for mig, hvordan jeg bliver mindre og mindre disciplineret for hver dag. I nu to lange dage har fangevogterne glemt at hente og føre mig på gårdtur. Jeg er begyndt at skrive dagbog på en udleveret, linjeret A5-blok. Vilde kongeblå og sorte bæster i indbyrdes kamp, bevæbnet med lange skæve knive, toner frem over linjerne. De er som mig fanget bag tremmer. Det er svært for mig at få hver enkelt dag til at fylde mere end to linjer. Udyrene derimod – fylder det hele, alt for ofte kravler de op på min hånd, op ad armen, hopper over på væggen, hvor de forsvinder blandt bussemændene. Jeg kigger langsomt rundt, stener over bøgebriksen. Jeg sætter mig ned på knæ, fuck man, der er højt til loftet hernede fra. Jeg er på nippet til at bede Gud om hjælp, men begynder i stedet langsomt at kilde briksen med min udleverede kuglepen. Jeg må ud herfra, jeg trykker på knappen ved døren, mon der er forbindelse? Efter tyve minutter henter de voksne mig og eskorterer mig ud på lokummet. En fantastisk rejse med de blåklædte. Kort efter morgenvækningen genner vagterne mig ud af min celle. ”Hvor skal vi hen?” ”Det er måske en idé at tage en trøje med.” Vi går længere ned ad gangen. Vagterne åbner døren til en ny celle.

”Lad lige være med at pakke velkomstpakken op … Du ryger videre i dag!” Jeg venter i timevis. Jeg hader følelsen af, at fremmede roder i mine ting. Jeg hiver Bibelen ned fra hylden, bladrer den igennem. Det Gamle Testamentes kanoniske bøger. Job har det svært, han snakker med Gud. ”Thi hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige trods.” Min mave knurrer og rumler, jeg læser og læser. ”Hvor kan et menneske være rent, en kvindefødt have ret?” ”Når jeg skal være skyldig, hvorfor skal jeg da anstrenge mig til ingen nytte? Om jeg så vaskede mig med sæbe og rensede hænderne i lud, ville du dyppe mig i slampølen, så mine klæder ville afsky mig.” Luk mig ud tosser! Jeg har ikke fået morgenmad … Jeg presser tommelfingeren mod metalknappen ved døren. Jeg trykker og trykker, men knappen fungerer ikke som andre knapper. Den giver ikke efter, men leder måske et signal igennem sig. Efter en halv time begynder jeg igen at trykke på den døde stålkontakt. Måske den er slået fra? Cellen er jo registreret som tom … Jeg sulter ihjel … Hvad har I gang i? Hvad tror du, de har gang i? Tror du, de er ved at pynte op og gøre klar til at fejre din fødselsdag? Nej vel? De er sgu ved at rode alle dine ting igennem … En jævnaldrende, lyseblå mandsling ligger netop nu henslængt i din seng, han smiler smørret, mens han fordyber sig i dine breve og notater. Han fniser som en lille skolepige … Så, endelig, sammen med sin kollega bryder han ud i forløsende latter. De griner, så tårerne ruller ned ad deres runde kinder og videre ned over deres bomuldsskjorter. Jeg vil UD herfra! De har fucking glemt mig! Tunge skridt på gangen, jeg banker på døren og råber, lyden forsvinder, jeg fnyser, men sætter mig tilbage på briksen. Jeg savner Sheila. Hvad har jeg dog gjort … Hun er helt sikkert sønderknust. Eller er hun? Hvad mon hun laver lige nu? Jeg savner mine barndomsvenner, min

nyerhvervede cykel, den store, men godmodige hund, jeg aldrig fik, det hjem jeg aldrig fik indrettet. Hvordan mon der nu ser ud i mit køkken? Er der mon nogen, der får glæde af mine nye Raadvad-knive og pakker de lækre gryder ud? Nøgleraslen. Vagterne river døren op. En bitter fyr med smarte sømandstatoveringer på begge underarme brokker sig over, at jeg har brugt hovedpudebetrækket fra posen. Vagterne fører mig ned ad trapperne og videre ud i gården. ”Hvad med mine ting?” ”Vi har pakket dit tøjgrej, du bliver flyttet til en ny arrest.” Jeg føler mig stresset. Han svarer tvetydigt på mine spørgsmål. ”Har, har I fået det hele med? Har I husket alle mine tegninger?” Politibetjentene har parkeret bilen helt op af muren. Betjenten rækker hænderne frem for at signalere, at jeg skal gøre det samme. Jeg sidder med hænderne i skødet, håndjernene er kolde, de klemmer om mine håndled. Min trygge, lille verden er styrtet i grus. Mit hoved fyldes med tusinder af spørgsmål. Hvorfor skal jeg flyttes? Hvorhen? Min chauffør og hans makker virker trætte og udkørte. Så snart de åbner døren, springer jeg sgu ud og løber. Jeg kan sagtens løbe fra de to stenere – også med hænderne bundet. Med rasende fart forlader vi København, vi kører ad motorvejen nordpå mod Helsingør, Hørsholm, Kokkedal og Nivå, Helsingørmotorvejen bliver til Kongevejen. Den ældste betjent vrider Peugeot’en mod højre i den første rundkørsel. I horisonten troner et enormt politihovedkvarter og bagvedliggende fængsel. Helsingør Sikringsarrest er opført i gule mursten engang først i halvfemserne. Den er bygget sammen med den nye politigård. En snedig anordning, fangerne er således kun et opkald og en kort tur i tunnelsystemet fra en eventuel forhørsleder. Helsingør Sikringsarrest virker moderne, relativt velholdt og fandens flugtsikker. Her er i den grad fokus på sikkerheden. Bygningen viser sig indvendigt at være helstøbt i beton med en udvendig pynteskal af gule mursten. Den tre etager høje bygning er mod syd omgivet af en legeplads, en stor fængselsgård med fem gitterbure.

Foran de høje mure bugter sig et finmasket, plastikbehandlet stålgitter. Der er panserglas og stållameller foran samtlige af husets cellevinduer. Walkie talkierne skratter og hyler, vrede stemmer afgiver korte kommandoagtige meddelelser, som atter gengives i gangenes højtalersystem. Slusen er udstyret med en spritny metaldetektor og et gammelt røntgenapparat. Jeg bliver igen nøgenvisiteret og derefter låst inde i et lille, mørkt rum.

GÅRDTUR HELSINGØR ARREST, JULI 2008. De bringer mig mad på et lille, ustabilt rullebord. De sveder. Fangevogterne fra det såkaldte rejsehold smiler aldrig. De lever op til mine fordomme om fangevogtere, magtliderlige, forsmåede og ulykkelige, som små fede drenge, der aldrig helt er blevet voksne.

Hver morgen skal jeg meddele dem, om jeg gerne vil luftes og bades. Fangevogterne krydser mig af på et skema. Jeg anmoder dagligt om at komme i bad og ned på gårdtur. Skulle jeg glemme at bede dem krydse mig af, går der yderligere 24 timer, før jeg igen får muligheden for at blive krydset af. Jeg spørger vagterne, om det mon kan lade sig gøre at få forlænget gårdturen. Jeg elsker nemlig turen ned i baggården. De svarer mig ikke. Jeg beslutter mig for også at spørge næste vagthold. 55 minutters relativt frisk luft, frivillig udeordning. Jeg forestiller mig, jeg er på charterferie, og at vagterne er indebrændte bagstive rejseguides. De kan trygt regne med min klage, når vi kommer hjem. Jeg er skuffet over servicen, tonen og tempoet, de stejle trapper. Ledelsen bør informeres om de vakkelvorne gelændere og den dårlige omgangstone. De otte til ti meter fra fængselsbygningen over til lågen ind til gitterburet tilbagelægger jeg i snegletempo, vagten snerrer af mig. ”Kom nu frem, fremad!” Jeg nyder dem, disse ture. Jeg kigger op mod himlen, og jeg snøvler. Det cirka 30 kvadratmeter store bur har murstensvægge til tre sider. Ud mod fængselsgården er der tætte galvaniserede ståltremmer.

Fangevogteren går højre om, ned langs ydermuren, han hoster og harker, finder en mobiltelefon frem, han læser og smiler. Jeg følger hans eksempel og begynder selv at spadsere rundt i ring. Efter et kvarters tid bliver jeg rundtosset. Jeg kigger ud på min vogter. Han sidder i en træstol i solen og sms’er, han stopper og kigger op. Jeg fortsætter den anden vej rundt, rundt og rundt. Der er højt op til gitteret i loftet. Tre lag fintmasket net forhindrer solens stråler i at nå ned til mig. Der er skrevet overalt på væggene, med tusch, sod og snot. Jeg stopper ved en hilsen skrevet med kridt: Welcome to HELL – skolekridt, how oldschool can one get? En fange må have stjålet kridt fra fængselslæreren. Jeg læser dem en efter en, hundreder af hilsner, trusler og initialer er skrabet ind i de gule murstensvægge. Jeg bestemmer mig for at sætte tempoet op og begynder at løbe. Jeg har stadig en halv time tilbage i den friske luft. Jeg springer for livet, hop, hop. Jeg leger, at de beskidte mellemrum mellem betonfliserne er giftige og sygdomsfremkaldende. Log-dagbog, ISO-dag nummer 49

Køleskabet brummer som besat. Det er blevet sommer i Danmark, her er varmt som i syden, solen skinner fra en skyfri himmel, udenfor. Jeg ville ønske, jeg kunne komme ud i den friske luft, ud i solen en times tid, eller bare en halv time. Jeg er bleg som et lig. Jeg har tabt fire-fem kilo. Jeg har ingen energi. Langsom afkræftning. Næseblod, mangler jeg mon vitaminer? Arrestkøbmanden kommer i selskab med en vagt. Alle gange har han været iklædt de samme forvaskede, sorte cowboybukser og ternet skovmandsskjorte. Købmanden sælger friske grøntsager og frugter, men han er alt for dyr. Han kræver 70 kroner for en vandmelon, 17 kroner for en agurk og 25 kroner for en plade billig chokolade med kun 50 procent kakao. Jeg er ved at vænne mig til de genopvarmede frokostretter med de porøse gråhvide kartofler. Fangevogterne afleverer aftensmaden samtidig med den varme frokostmad, aftensmaden består af tre tørre, sure rugbrødsskiver, frossent, skiveskåret pålæg af forskellig art. Jeg lægger de tynde skiver på en tallerken oven på køleskabet, så de kan nå at tø op.

Log-dagbog, ISO-dag nummer 51

I dag var der igen blodspor i baderummet. Vagten førte mig tilbage til cellen. Jeg er glad for, det ikke er mig, der gør rent her på afdelingen. Log-dagbog, ISO-dag nummer 55

Jeg har det fucking, fucking dårligt! Hjælp! Isolationsfængsel er det tætteste på tortur, myndighederne kan udsætte borgerne for i Danmark. Der er nu gået to måneder. Jeg lejer et lille 14 tommers tv af arresten for 50 kroner om ugen. Så er det da vist også betalt! Jeg har hevet stikket ud af køleskabet. Jeg var ved at blive vanvittig af at høre på den monotone brummen. Jeg læser. Jeg drikker det lunkne vand fra hanen, pisser det ud igen. Jeg spiser de gråbrune færdigretter for så igen at skide dem ud på det lille lokum. Jeg tænker og tænker. Det lille rum er ikke skabt til at være menneskebolig. Isolation gør mennesker syge. Mennesket er et socialt dyr, der kun kan fungere i sammenhæng med andre individer, netop det forhindres en isolationsfange systematisk i. Jeg er ved at blive mør. Jeg har kun sovet få timer i nat. Skrigene og larmen fra de andre tilfangetagne dyr trænger ind i min bevidsthed. De begynder at hamre og sparke på dørene eller tromme på deres skraldespande ved aftenstid. Her bliver først nogenlunde roligt ved et-tiden om natten. Døgnet rundt høres råbene mellem etagerne. Høje hyl, piften og beskeder går fra fange til fange. Hilsner og trusler. Der er også raslen fra fangevogternes nøglebundter, støvletramp på gangen, nøgler der kastes i Ruko-låse, døre der rykkes op. Kommandoråb. Monoton larm blandes med lyden af vogternes nøglebundter. De hænger frit løst ved hoften ved siden af den larmende walkie-talkie og en elektronisk alarm. Jeg har det fucking dårligt!

114

PISSEMAND De andre har advaret mig mod at pisse i en flaske om natten, de siger, at enkelte af fangevogterne går målrettet efter pisflaskerne, at de simpelthen laver razziaer for at afsløre forbryderne. Bliver man taget i at pisse i en flaske eller lignende i cellen eller opbevare en pisflaske, vanker der en bøde og en rapport. Har man for mange rapporter forringer det ens chancer for at blive prøveløsladt. Jeg har dog svært ved at tro på dem og rigtig svært ved at se det rimelige i, at man skal ringe på knappen ved døren og vente på natholdet, som skal køre den lange vej herud inde fra centralvagten. Mine medfanger beretter om femten til tyve minutters ventetid, morgenrejsning, støvletramp, blinkende lysstofrør og fremmede vagter, der ser fangen over skulderen, mens denne tømmer sin fyldte blære. Ugen efter bliver jeg afsløret. Karl Svendsen venter på mig ude foran ved flagstangen. Da han ser mig runde hjørnet af bygningen, springer han ned fra betonopsatsen. Med det samme ved jeg, at den er gal, jeg puster ud og tager så en dyb indånding. Karl ser alvorlig ud, i hånden har han min nyligt anskaffede gouache-dunk. I stedet for to liter gouachemaling indeholder dunken nu en halv liter daggammelt pis. Min hjerne arbejder på højtryk, mens mine øjne fokuserer på de perlende regndråber på hans uniformsjakke, han må have ventet på mig i et stykke tid. Karl træder et skridt tilbage og ender således på en lille forhøjning i græsplænen. ”Hvad siger du til den her?” Jeg siger ikke noget, nikker og bøjer hovedet som et udtryk for anger. ”Det er jeg lidt skuffet over …” Karl ridser reglerne op for natlige toiletbesøg og almen hygiejne. Jeg lover ham, at

115

jeg fra dags dato vil stoppe med at pisse i denne dunk eller nogen anden form for beholder. Karl lader mig slippe med en advarsel. ”Vi kan kalde det … en form for julegave … nå, af sted med dig.” ”Tak.” Jeg øver mig i at hygge med de andre. Jeg sidder tilbagelænet og ser på, mens Lasse og Rasmus vælter rundt og skyder løs i nogle mørke bygninger. Jeg giver Rasmus ret i, at det er for dårligt, at vagterne efter ganske få advarsler har låst sig ind på hans celle og pillet sølvpapirsfrynserne ned fra loftet. ”Brandfare … hold nu kæft … fucking paranoia-Danmark … Nulle … synes du ikk’ oss at øh … nej, lad mig spørge på en anden måde … lysstofrøret ikk’å … synes du også, at der ligesom er noget med det?” Jeg giver Rasmus ret i, at det summer og glæder mig over, at min celle er forsynet med en almindelig pære, som godt nok giver cellen et noget sløret lys, men som ikke summer. ”Jeg er så røv træt af det spasser-rør … jeg tror snart, jeg baldrer det … tror I så ikk’ oss, at de giver mig en almindelig lampe?” Lasse svarer ikke, så jeg foreslår ham, at det nok vil være smartere at skille den ad og måske lave en løs forbindelse. ”Hmm … hva’ Nulle … skal du være med til at drikke dig stiv i nat?” ”I nat?” ”Ja … vi mødes ude i boksen lidt i midnat …” ”I telefonboksen … ved midnat? … hvordan det? … hva’ mener du?” ”Det jeg siger … den nederste plade i din dør kan løsnes … kan du huske … for nogle uger siden … da spurgte du noget om … om jeg vidste noget om, hvad der sker herude om natten … mig og Lasse vi har noget, som vi godt vil vise dig …” Rasmus sætter PlayStationen på pause og smider sig fladt ned på gulvet. Liggende på maven, med ansigtet helt fremme ved celledøren, forklarer han, at den gamle fyldningsdør ikke er blevet skiftet siden 2. verdenskrig, og at tricket med den nederste plade er blevet overleveret fra fange til fange gennem årtier. ”Det var nazisterne … det var dem, som lavede dørene … de var fremsynede, de nazister … så kunne de komme ud, hvis de en dag blev fanget … og det blev de jo …” ”Okay?” ”Det er jo også smart i tilfælde af brand, eller hvis man nu skulle gemme sig i for-

116

bindelse med et angreb … nazierne havde haft kontorer herude på H i en fire år … først ryddede de hele fængslet for almindelige danske fanger … de værste smed de selvfølgelig til Horsens, resten blev bare sat på fri fod … inden krigen havde der jo været arbejdshus herude … det var landstrygere og såkaldt dovne elementer og så almindelige fanger fra især København, som endte herovre … de arbejdede i årevis med at pløje sårn noget metal op … det var malm … det lå overalt i hele Vestjylland … i et tykt lag … man tvang dem til at rende rundt bag en plov og samle de her kæmpe store to-tre centimeter tykke jernflager op … og det med de bare hænder … ham fangevogteren, som fortalte os om det … sagde at folk skar sig ad helvede til … nå, men nazisterne var i det store hele ligeglade med malmen … det var i hvert fald ikke derfor, de overtog lejren … i første omgang skulle de bruge bygningerne som militærbase … men når man har med nazister at gøre … ja, så kan det hele hurtigt blive ondt … og før man havde set sig om, havde de selvfølgelig omdannet det til et hemmeligt fængsel … en hemmelig torturlejr, og de bygninger, som du kan se i dag, fungerede dengang som fængsel for særligt farlige fanger … du ved engelske faldskærmssoldater og spioner …” ”Altså under besættelsen?” ”Ja, for fanden … i 1942, du ved … det er sgu rigtigt, det jeg siger … vi har haft en historiskinteresseret, egnskendt fangevogter herude og fortælle os om det … og nogle af tingene har jeg som sagt hørt fra andre, som igen har hørt det fra andre … det med de løse plader i dørene … jo, mand …” ”Okay … heftigt.” ”Ja, det er skide spændende … ude på depotet er der endda gammelt service fra nazitiden … gryder og pander og alt muligt …” ”Jeg har faktisk set det sengetøj… lagnerne med stemplerne…” ”Ja, vi må ikke bruge det … fangevogterne render selvfølgelig og hugger af det og sælger det i Den Blå Avis … og ovre bag centralvagten, gemt inde i skoven står der stadig et gigantisk lokum af et beton-vagttårn … tyve meter højt eller sårn … dengang var her ikke så mange træer, så nazierne kunne se herre langt deroppe fra … der var monteret kikkerter og kæmpe lyskastere og flere tunge maskingeværer deroppe … de kunne se og pløkke folk på flere hundrede meters afstand … jeg tror faktisk, at han sagde, man kunne se til Holstebro og ned til Ribe … og domkirken der …”

117

”Vildt …” ”Ja ikk’ … Nå, men så nogle gange så kravler vi altså ud gennem døren … bare sårn for en god ordens skyld … for at vise, hvem der i virkeligheden bestemmer … så drikker vi en lille snaps eller ryger en pind og går sårn lidt rundt …” Lasse nikker anerkendende af Rasmus’ vilde historie. ”Karl fortalte mig godt om det … altså det med de tyske tropper … men han nævnte ikke noget om et hemmeligt fængsel … hvad mener du med, at I kan tage den nederste plade ud, og hvorfor ligger du egentlig dernede?” ”Det ved jeg heller ikke … prøv engang at se her …” Rasmus rejser sig på knæ og kravler helt hen til døren. ”Hey Lus … stik mig lige trækkerne … nej, fladkærven … tak.” Med et listigt smil demonstrerer Rasmus, hvordan jeg med en skruetrækker eller en smørekniv let kan løsne den nederste plade i min dør og tage den ud. ”Se så her … vupti … og så sætter du den ind igen … og der er ingen, som lægger mærke til, at den har været ude … de undersøger aldrig dørene … engang på Sjælland havde jeg udhulet min dør med et bor og en kniv og fyldt den op med tjald og mobiler … sårn lidt som et påskeæg.” Rasmus sætter sig tilbage på briksen. ”Og fuck Karl! … selvom han selv er en lille nazist … ja, så ved han faktisk overraskende lidt om besættelsen … faktisk så ved han ikke en skid … lille bums! … listen up … for nu bliver det vildt … da nazierne så tabte krigen og amerikanerne kom og besatte Danmark … så blev afdeling H indhegnet og ombygget til fangelejr for nazilederne …” ”Og så hele Marks livshistorie … alt det han fortalte … hold da kæft mand … så kan man da snakke om barndomstraumer, hva’?’” Min indskudte sætning giver Rasmus et forundret udtryk i øjnene og en serie dybe panderynker. Lasse fnyser. ”Han er sgu for syg den hvalp … jeg tror ikk’ en skid på halvdelen af det, han siger …” ”Selvfølgelig var der noget af det som lød lige vildt nok … men hvorfor skulle det ikk’ være sandt?” ”Fordi nazister og okkultist-gruppesex bare ikke passer sammen … og det pis om at hans morfar var præst og delte Mutterkreuz ud … og at hans kone fødte syv børn … ja det er sgu bare for langt ude …”

118

Find denne bog og mange andre gode titler p책