En kirkemaraton

S im o n A n k j ær A n d er sen

En kirkemaraton På cykel til storbyens kirker

Eks istens en

Indhold

61 Emdrup Kirke

22. søndag efter trinitatis

14 Adventskirken

64 Enghave Kirke

17 Anna Kirke

67 Esajas Kirke

20 Allehelgens Kirke

70 Filips Kirke

24 Apostelkirken

73 Flintholm Kirke

27 Bellahøj Kirke

76 Frederiks Kirke (Marmorkirken)

30 Ansgarkirken

80 Frederiksberg Slotskirke

33 Bethlehemskirken

82 Frederiksberg Kirke

36 Brorsons Kirke

85 Frederiksholm Kirke

39 Brønshøj Kirke

88 Frederiksberg Hospitalskirke

44 Davids Kirke

90 Frihavnskirken

47 Christiansborg Slotskirke

93 Garnisonskirken

49 Christians Kirke

96 Godthaabskirken

53 De Gamles Bys Kirke

99 Grundtvigs Kirke

2. søndag efter trinitatis 3. søndag efter trinitatis 4. søndag efter trinitatis 6. søndag efter trinitatis 8. søndag efter trinitatis 9. søndag efter trinitatis 10. søndag efter trinitatis 11. søndag efter trinitatis 12. søndag efter trinitatis 13. søndag efter trinitatis Første tirsdag i oktober

18. søndag efter trinitatis 19. søndag efter trinitatis

Sidste søndag i kirkeåret 1. søndag i advent 3. søndag i advent Juledag

Anden juledag

Helligtrekongers søndag

1. søndag efter helligtrekonger 2. søndag efter helligtrekonger Tirsdag efter 3. søndag efter helligtrekonger Lørdag før Sidste søndag efter helligtrekonger Søndag septuagesima Søndag seksagesima 1. søndag i fasten

55 Eliaskirken

103 Grøndalskirken

58 Dragør Kirke

106 Hans Egedes Kirke

21. søndag efter trinitatis Alle helgens dag

I nd h o ld

9 Forord

2. søndag i fasten

Kristi himmelfarts dag

5

Ind h o ld

109 Hans Tausens Kirke

159 Korsvejskirken

112 Hellig Kors Kirke

162 Kristkirken

115 Helligåndskirken

165 Lindevang Kirke

118 Holmens Kirke

169 Kirkeskibet 2450

122 Husum Kirke

172 Lundehus Kirke

126 Husumvold Kirke

175 Lutherkirken

128 Hyltebjerg Kirke

178 Mariendal Kirke

131 Højdevangskirken

181 Mariakirken

134 Jesuskirken

184 Nathanaels Kirke

138 Johannes Døbers Kirke

188 Margrethekirken

141 Kapernaumskirken

191 Rigshospitalets Kirke

144 Kastelskirken

194 Nazaret Kirke

147 Kastrup Kirke

197 Sankt Jakobs Kirke

150 Kildevældskirken

201 Sankt Johannes Kirke

153 Kingos Kirke

204 Sankt Lukas Kirke

156 Kirken i Ørestad

207 Sankt Matthæus Kirke

Pinsedag

Anden pinsedag

Trinitatis søndag

1. søndag efter trinitatis 3. søndag efter trinitatis 4. søndag efter trinitatis 5. søndag efter trinitatis 6. søndag efter trinitatis 8. søndag efter trinitatis 9. søndag efter trinitatis

10. søndag efter trinitatis 11. søndag efter trinitatis 12. søndag efter trinitatis 13. søndag efter trinitatis 14. søndag efter trinitatis 15. søndag efter trinitatis

6

16. søndag efter trinitatis 17. søndag efter trinitatis 19. søndag efter trinitatis 20. søndag efter trinitatis Alle helgens dag

Torsdag før 22. søndag efter trinitatis 23. søndag efter trinitatis Sidste søndag i kirkeåret 1. søndag i advent

2. søndag i advent 3. søndag i advent

4. søndag i advent Helligtrekongers søndag 1. søndag efter helligtrekonger 2. søndag efter helligtrekonger Sidste søndag efter helligtrekonger

255 Store Magleby Kirke

215 Simeons Kirke

259 Sundby Kirke

218 Sankt Stefans Kirke

263 Tagensbo Kirke

222 Sankt Thomas Kirke

266 Tingbjerg Kirke

226 Simon Peters Kirke

269 Trinitatis Kirke

229 Skelgårdskirken

273 Vanløse Kirke

232 Solbjerg Kirke

277 Aalholm Kirke

236 Solvang Kirke

280 Tårnby Kirke

239 Sions Kirke

284 Vor Frelsers Kirke

243 Sundkirken

288 Vor Frue Kirke

247 Taksigelseskirken

292 Vigerslev Kirke

251 Sankt Pauls Kirke

296 Timotheus Kirke

Søndag septuagesima Søndag seksagesima Fastelavns søndag 1. søndag i fasten

2. søndag i fasten 3. søndag i fasten Midfaste søndag

Mariæ bebudelses dag Palmesøndag Skærtorsdag Langfredag Påskedag

Anden påskedag

1. søndag efter påske

I nd h o ld

211 Sankt Markus Kirke

3. søndag efter påske 4. søndag efter påske 5. søndag efter påske Pinsedag

Trinitatis søndag 1. søndag efter trinitatis 4. søndag efter trinitatis 6. søndag efter trinitatis 7. søndag efter trinitatis 9. søndag efter trinitatis

299 Alfabetisk register efter kirke

7

Forord

Fo r o r d

I

2017 købte jeg mit første sæsonkort til FC Københavns hjemmekampe. Det er vist nok Danmarks dyreste sæsonkort, så det var lidt af et sats: Kunne jeg virkelig mobilisere tilstrækkelig entusiasme til det?

Baggrunden var et savn. Fodbolden kaldte på mig. I sådan ca. 30 år var jeg uden den fodbold-begejstring, jeg tidligere havde haft. Men da jeg boede tæt på Telia Parken og i forvejen havde fulgt holdet lidt på afstand, tog jeg chancen.

Som dreng og ung var livet ind imellem perioder af lange ophold i ventesalen søndag til fredag, før det endelig var lørdag, og der var tipsfodbold kommenteret af Niels Christian Niels-Christiansen. Ding-dong fodbold med gyldne kommentarer i 43. minut (to minutter før halvleg) som: “Jeg tror, udeholdets spillere gerne vil score nu.” Ja, mon ikke …

Gradvist fordampede min fodboldpassion desværre. Der var studier, arbejde, familie og børn. Og imens eksploderede og professionaliseredes fodbolden på tv.

I dag kan man nærmest se fodbold altid – havde jeg vidst det som dreng, ville jeg have ment, at paradisiske tilstande ventede.

Min debutsæson som sæsonkort-holder på øvre C i Parken var en forfærdelig sæson for holdet. Det gik på alle måder skidt. Men for mig var det alligevel godt.

Jeg fandt begejstringen igen. At lære et holds spilsystem at kende, at have det fulde overblik, at følge skader, tilgang og afgang af spillere, forventningens glæde i forhold til søndagens kommende kamp, hvor vi altid begynder forfra. At nyde fællesskabet på stadion. Det hele er under alle omstændigheder godt.

Nu kommer jeg så ofte, jeg kan og synes, at det, som andre måske mener er et dyrt kort, er det hele værd. Jeg får meget for pengene og kan ærgre mig over, at jeg ikke blev trofast sæsonkortholder tidligere. Jeg skulle have lagt øre til de mere loyales opskrift: “Ægte passion og interesse skal plejes på stadion – ikke foran en skærm.” For sådan er det jo: Tilstedeværelse er godt – distance og fjernforhold har det med at føre til fordomme. Og dem kan man hurtigt få for mange af.

Det gælder også noget helt andet. Nemlig kirkegang. Fra fodbold til kirkegang – der er traditionelt et stykke vej fra det ene til det andet. Fra den ene katedral til den anden. Men før jeg begyndte at komme i Parken, havde jeg gjort en opdagelse om den gode vanes betydning i forhold til kirkegang. Og min anbefaling er, at man søndag formiddag hellere skal komme af sted til gudstjeneste end lade sig

9

Fo r o rd 10

betjene af de fordomme og den dårlige presse, som netop kirkegang har det med at være urimeligt omgærdet af. Og vær vedholdende, for din tålmodighed vil sandsynligvis blive honoreret med noget værdifuldt, du helt sikkert ikke kan få andre steder. Med lån af titlen fra en film instrueret af Henrik Stangerup i 1970: Giv Gud en chance om søndagen.

I begyndelsen var jeg bare nysgerrig. Det kan ikke passe, at gudstjenesten ikke har noget eksistentielt at sige mennesker i vor tid, tænkte jeg. For hvorfor søge til mere eksotiske former for spirituel inspiration og fortolkning af livets største spørgsmål, når vi nu stadig har en kirke, som med sine gudstjenester fysisk er til stede over hele landet? I al stilfærdighed: Er det ikke at gå over åen efter vand?

Mange af vores største kulturpersonligheder har kæmpet med kristendommen og fundet den skiftevis udfordrende, provokerende, nærende og kassabel igennem historien. Hvem er jeg da at afskrive en klassisk gudstjeneste, fordi den evt. falder ved siden af min flygtige smag?

Sandsynligvis står en tung, kristen kulturarv og dens i nutidige øjne kedelige sider ofte i vejen for, at flere opdager, hvad gudstjenesten som et møde med det guddommelige egentlig kan. For kirkehistorien er ikke kun fyldt af salmesang, fællesskab og fromme bønder. Kirken har også været et barskt undertrykkelsesog magtmiddel. Sådan er det jo med alle magtmidler, som falder i menneskers hænder.

Under enevælden havde vi kirketugt – sådan ca. 200 år med tvungen kirkegang.

Engang blev alle tvangsdøbt og -konfirmeret. At sige nej var ikke en mulighed, for så kostede det dyrt på den civile status. Hvis man ikke var en af de kloge og magtfulde, var man som kirkegænger en af de påtvungne. Kirkegang af egen fri vilje har nærmest aldrig været et hit i Danmark, selvom det er synd og skam.

I et par hundrede år havde Luthers lille Katekismus ubestridt status som Danmarks vigtigste skolebog. Den blev terpet ind i børnene – ind imellem med tørre tæsk og barsk udenadslære. Og så er den kristne arv af skyld, skam og syndighed forbundet med ikke bare seksualitet, men med enhver form for kropslighed.

Kirken har et langt, begunstiget monopol som danskernes de facto eneste frelsesanstalt – men har altså ofte været en ret streng og hård en af slagsen.

Måske ligger den arv stadig som en tung dyne for mange. Et åg, man som antiautoritær dansker nærmest instinktivt har lyst til at gøre oprør imod. For kirken selv betyder den historiske arv, at man i vores krænkelsestid ofte kan høre præster og andre kirkefolk være en stor undskyldning for egen fortsatte tilstedeværelse. Man synes stadig at have meget at undskylde og beklage.

Kirken har desuden udviklet en gennemreflekteret teologi, som man let har kunnet føle, at man nærmest skulle gå på universitetet for at nærme sig. Teologerne er akademikere – ofte af den mere højpandede slags. De har for længst tænkt

Fo r o r d

sig frem til forklaringer på, at i evangelisk-luthersk kristendom et det stort set umuligt at optræde blasfemisk, for i folkekirken kan man sagtens leve med Kristus på korset nedsænket i urin (“Piss Christ”) og Jesus som fodaftryk på Coops badesandaler. Ingen problemer i det – vi er kommet videre end som så, kan teologerne forklare med et sideblik til mange hyldemeter tonstung teologi og kirkehistorie, som kan tage pusten fra enhver. En folkereligiøs fornemmelse af at Gud måske godt kan risikere at blive bare lidt fornærmet, er vi længst forbi. I kirken kan man spekulere sig ud af det hele, og “der er mange i folkekirken, som går rundt med 80 kilo Kierkegaard om nakken”, som den afdøde musiker og tusindkunstner Peter Bastian sagde.

Vilkårene for gudstjenesten er radikalt ændret gennem de seneste 50 år. Gudstjenesten er uden autoritet. Den er på helt egen hånd i konkurrence med en forandret, fornyet og frisat religiøsitet. Den er i konkurrence med alle former for det, den forhenværende kirkeredaktør på Kristeligt Dagblad, Morten Thomsen Højsgaard, kalder “Google-buddhismen”: Både folkekirkemedlemmer og ikke-medlemmer sammensætter selv, hvad de evt. tror på. Her er det ikke god latin at lade sig noget pådutte – og da slet ikke af noget så usexet som dogmatik fra en støvet institution som folkekirken. Din selvudvikling må du selv sørge for.

Men hvordan klarer gudstjenesten sig egentlig i en sammenhæng, hvor kirkegængere ikke kan forventes at have hørt om hverken treenighed, katekismen, Grundtvigs mageløse opdagelse eller for den sags skyld huske noget fra den undervisning, de modtog i folkeskolen? Hvis man nu dumper forudsætningsløs ind fra gaden – har den så eksistentielt noget at byde på? Min påstand er: Ja, den har overrumplende og overraskende meget at byde på. Men der er for få, der har opdaget det. Måske fordi man som regel møder en anden inspiration og ånd, end hvad man på forhånd forventede.

En af mine store gevinster ved kirkegang er en opdagelse af, at tro altid kommer sammen med kultur. De hænger sammen. Hvis vi havde lidt mindre travlt med, hvor kompliceret og bøvlet netop det er i forhold til mennesker af anden tro, der kommer til Danmark med deres besværlige, kulturelle bagage, kunne vi måske gøre vores egen kultur til en fordel. Det har logikken for sig, at hvis man er født og opvokset her i landet, er kirkernes gudstjenester en nærliggende ramme for de fællesmenneskelige, eksistentielle overvejelser, vi lige netop her på vores sted har gjort os om, hvad meningen med det hele egentlig er. Med rødder dybt ned i landets grundvold. På alle mulige ledder og kanter skulle man vel tro, at netop folkekirkens gudstjenester er absolut synkroniseret med det at leve i dansk kultur.

Alligevel nævnes gudstjenesten for sjældent som det suveræne, eksistentielle søndagstilbud, den er.

11

Fo r o rd 12

De seneste fire år har jeg turneret kirkerne i Københavns Stift – dem er der (ekskl. Bornholm) 86 af, og hvad der foregår der, er i det store og hele ret fantas­ tisk. Det kan gå i blodet. Det kan blive en vane. I dag anser jeg min kirkegang for en ugentlig eksistentiel stjernestund. Ind imellem stødes jeg på manchetterne, for også jeg møder naturligvis op med idéer om, hvad jeg har det bedst med, at der skal foregå. Men troløs kirke-pendling anser jeg for effektiv anskuelsesundervisning i, hvad der egentlig menes med “folkekirkens rummelighed” i begrebets allermest positive forstand.

At vi her i landet har det med at hylde ordet “pyt”, kan have en del med netop dette at gøre. I vores majoritetskirke må du finde dig i og leve med, at for andre kan en anderledes gudstjeneste end den, man selv foretrækker, være uendeligt værdifuld. “I min faders hus er der mange boliger” (Johs 14,2), og i folkekirken gives stor plads til, at forskellige kirker har meget forskellige gudstjenester. Den autoriserede højmesseordning har store frihedsgrader. Og man bør være varsom med at tale dårligt om “de andres” gudstjenester.

Kirkerne i København er drysset ud over byen med så rund hånd, at de må give både biskop, provster og kirkeøkonomer grå hår i hovedet over deres antal og mærkelige placeringer. Kirkerne ligger, hvor de nu engang ligger, og det er ikke længere nødvendigvis der, hvor det giver bedst mening i forhold til, hvor folk bor.

Men for en kirkependler som mig er det et slaraffenland, og jeg mener, at den gode ejendomsmægler-latin for salg af københavnske boliger også kunne lyde: “Du får knapt 100 kirker i cykelafstand med i prisen.”

Jeg går til gudstjeneste alfabetisk i kirkerne fra A til Å og har været alle kirkerne igennem to gange. Det er altid en god oplevelse – selv når præsten, organisten og/ eller kirketjeneren har en dårlig dag, eller jeg selv langt fra er i kirkehumør. Det har nok med mindst to ting at gøre.

For det første at det hverken er mig, præsten, organisten eller kordegnen, der har hovedrollen i, hvad der skal foregå. Jeg slipper for selvrefleksion. For det andet at præsten, organisten og kordegnen hver især ikke desto mindre som gudstjenestens arrangører og fagfolk er professionelle og ret dygtige til det, de gør. Folkekirkens gudstjenester afvikles af mennesker, der gør sig umage.

Det lyder sikkert helligt. Det lyder måske endda frelst. Men min tro – dette belastede ord – er hverken blevet stærkere eller mere robust af kirkegangen. Og den egner sig generelt ikke til offentlig ventilering. Den stavrer nemlig til stadighed rundt på to faldefærdige krykker, der jævnligt bryder sammen under både hovmod og tvivl. Det bliver aldrig anderledes. Man kommer ikke “i mål” med kirkegang. Men det bliver hyppige kirkebesøg ikke en dårligere idé af. Det er ikke en ambition om en definitivt højere erkendelse eller en finere tro end andre, der lokker mig i kirke. Det er mere, at da kristendommen er for god til at være sand

Fo r o r d

for vores almindelige fatteevne, skal der helst tales, synges, bedes og velsignes på ugentlig basis, så krykkerne forhåbentlig kan bære så godt som muligt indtil næste søndag, hvor de sædvanligvis er brudt sammen igen.

Få har sagt det bedre end dronning Margrethe til Kristeligt Dagblad: “I Danmark går man ikke i kirke med et udråbstegn på ryggen.” Så sandt, som det er sagt – og det gælder hverken, når du går ind eller ud. Man skal ikke gå i kirke for at blive frelst eller opnå en eksistentiel bedrevidenhed. Man skal snarere gå for at få at vide, at man under alle omstændigheder er god nok og ubetinget elsket, villet og accepteret alligevel. Det hænger ikke på os, det hele – selvom vi kun kan finde ud af at leve vores hverdagsliv, som om det netop er det, det gør.

Gudstjenesten er et eksistentielt tryk på Ctrl+Alt+Delete – en ugentlig nulstilling. Selv på en dårlig dag hæver gudstjenestens særegne udtryk sig i mine øjne adskillige divisioner over de fleste andre kulturelle tilbud.

Teksterne her er ment som en hyldest til gudstjenestens uopslidelige liturgi og ritualer. I det store og hele sværger jeg stadig til mit alfabetiske system, men overspring ved fester i familien, kirker under reparation og blokerende fremrykninger af FCK-kampe forekommer. Mere rigidt er mit system heller ikke.

En gudstjeneste kan være en kær vane, som ikke udmærker sig ved den fremragende prædiken eller den sublime organist, men meget ofte noget helt tredje, man ikke havde set komme. Og den virker under alle omstændigheder.

Og nu til kirke vi gå …

Simon Ankjær Andersen Forår 2022

13

Adventskirken 2. søndag efter trinitatis

Adventskir ken

Sallin gv ej 90, 27 20 Vanl øse

P

å cykelstien foran Adventskirken er der denne højsommerlige sidste søndag i juni en person, der med blokbogstaver har gjort sig den ulejlighed at spraye “Judas” på asfalten. Desuden er der som en service nedenunder sat en pil pegende direkte ind mod Adventskirken for dem, der måtte være i tvivl om, hvor nutidens judaister bør gå hen. Det er et dramatisk opråb foran kirken i et fredsommeligt københavnsk sogn, som hverken er en del af byens centrum eller rigtig forstad.

Er vejvisningen ment som udtryk for en provokation, en vits, et vredt udbrud, en skuffelse eller noget helt femte? Det er ikke til at vide, men der er en sjælden opmuntring i det. Tænk engang: En eller anden i Vanløse er så indebrændt, at vedkommende har tilsidesat normaldansk blufærdighed og haft besværet med at udtrykke sit ønske om at blive hørt i en sag om noget så eksotisk og bedaget som kristendomsforkyndelsen i en folkekirke i Vanløse. Måske har vedkommende ment, at kirkegængere kan sammenlignes med apostlen Judas, som forrådte Jesus til tortur, korsfæstelse og død for 30 sølvpenge – og hvornår har vi i grunden sidst talt om, at det måske er det, kirkefolket er? At man har fælles sag med Det Nye Testamentes superskurk og derfor har behov for evig syndsforladelse? Eller om man som kirkegænger bare er en sendrægtig hykler, der ikke selv kan se, at for Gud er det naturligvis aldeles uvedkommende, om man i det hele taget møder op?

Måske er spraymaleren vidende om, at i landets kirker slipper man ikke udenom at tænke og fortolke selv. Selv en skurkagtig arketype som Judas er i Bibelen beskrevet på flere måder end som slet og ret forræder.

I Joh 13,29 som disciplenes kasserer: Men da Judas stod for pengekassen, mente nogle, at Jesus havde sagt til ham: Køb, hvad vi har brug for til festen. I Joh 12,6 som en tyvagtig en af slagsen: Da han havde pengepungen, stak han jævnligt til sig, hvad der blev lagt i den. I Joh 13,27 som handlende på Jesu egen befaling: Jesus siger nu til ham: Hvad du gør, gør det snart. Og i Mark 6,3 sågar som Jesu egen bror:

Er han ikke tømmermanden, søn af Maria og broder til Jakob og Joses og Judas og Simon?

Spraymaleren er under alle omstændigheder en sjældenhed, og selvom det ikke er tilladt at skrive evt. fornærmende udsagn mod kirkegængerne på cykel-

14

2. sø ndag efter t r i ni tat i s

stien, er netop engagementet ikke at kimse ad. Hvis folkekirken skal være ægte folkekirke, fordres engagement, og så må man bifalde den Vanløseborger, der orker at blande sig. Er der en ting, der kan kvæle åndfuld og eksistentiel samtale, er det vel normalsnakkens evige kredsen om jordstrygende favoritemner som Weber-grillen, vejrudsigten, tilbudsavisen og andre småtterier, som man ligesom i resten af Danmark sikkert nok også får meget tid til at gå med i Vanløse.

Adventskirken ligger i et vejkryds, hvor der først og fremmest er udsigt til pæne boligblokke fra perioden 1930-1950’erne. Desuden butikker, som ikke gør det i dyre mærkevarer og hverken har kædenavne som Lagkagehuset eller Starbucks på facaderne. Her sælges modeljernbaner og tilhørende huse, skinner og signaler til modeltogsentusiasten, og Märklin-husene står i en støvet papæske fra Spangsberg flødeboller, 2. sortering. Pernilles Kaffebar sælger smørrebrød og sort kaffe, som den har gjort siden 1927. Her er hverken cortado eller cappuccino på kortet.

På sidevejene ses store murermestervillaer, parcelhuse, og folkekirkemedlemsprocenten er over 60. Det er temmelig højt i Københavns Stift.

Nærmer man sig Adventskirken fra den ene side, ser man et stort FDF- og De Grønne Pigespejdere-skilt på det store kirkekontors ene facade. Nærmer man sig fra den anden side, står der Adventskirken med et så nymodens fænomen som det fælles logo for folkekirken fra 2012 ved siden af.

Som landets første moderne kirkebyggeri fra 1944 ønskede arkitekten Erik Møller, at Adventskirken skulle åbne sig mod omverdenen med et stort vinduesparti ud mod et stærkt trafikeret gadekryds. Her virker det, som om menighedshus og kirkekontor er lige så vigtige som det kultiske gudstjenesterum. Da arkitekten senere præsenterede tegningerne til det utraditionelle klokketårn tilføjet i 1991, blev alt det med kirkens moderne udtryk nu ikke set som et ubetinget gode. I mellemtiden havde Erik Møller til nogles skræk og advarsel tegnet Industriens Hus på Rådhuspladsen, og hans nye klokketårn med to parallelle murflader forbundet med en tværmur fik kritikere til at sige: “Velegnet til at hænge arkitekten i.”

På vej ind i kirkesalen bliver der budt velkommen af både kirketjener og præst Erik Meier Andersen med håndtryk. I loftet en usynlig fremviser som kaster præsentationen af dagens tema for gudstjenesten, “Det store gæstebud”, op på den hvide væg over alteret. Jeg spejder forgæves efter en projektor – fremvisningsteknologien i Adventskirken er så synkroniseret med den velhavende folkekirke, at man ikke engang kan se, hvor fremvisningen kommer fra. Men godt ser det ud.

Med dagens tema burde spraymaleren ude fra fortovet være kommet i kirke.

For lignelsen om Det store gæstebud handler om værten, som indbyder gæster til fest, men modtager den ene dårlige undskyldning for afbud efter den anden, hvilket ikke får ham til at opgive. Han bevæger sig bare længere ned ad gæste-

15

Adventskir ken 16

lis­ten og ender – med et udtryk, man næsten kun får at høre i folkekirken – med at nøde vagabonder, landstrygere, toldere og sågar hedninger til at komme. Alle de udstødte, man kan komme i tanke om, for fest skal der være.

Efter prædikenen opfordrer præsten til, at menigheden rejser sig, går rundt i kirken og giver hånd til de andre kirkegængere, mens man ønsker “Guds fred og velsignelse”. Som utro kirkependler kan man på den måde opleve den besynderlighed, det er at deltage i en forsamling, hvor fællesskabet og gudstjenestens flow brydes – selvom det vel egentlig skulle bekræftes og styrkes. Stadfæstes, hvis man skal bruge et højtideligt ord.

For der er den omstændighed ved al hilseriet, at en del af de faste kirkegængere selvfølgelig kender hinanden temmelig godt, og her finder jeg mig selv i al min sogne-utroskab tøffende rundt i mine shorts, barfodet i Birkenstock (da det nu var sjældent varmt) hilsende på mig ubekendte. “Guds fred og velsignelse” mumler jeg til en ældre herre i jakkesæt og slips og til en jævnaldrende far, der har taget sin datter med i kirke. I den anden ende af kirkerummet er mere velbekendte sognebørn slået over i knus og omfavnelser, for de kender tydeligvis hinanden endog særdeles udmærket. Jeg håber på en rask afbrydelse af denne hilse-come together fra præstens side. Den kommer heldigvis hurtigt.

Det velkomne signal til, at nu skal vi videre i gudstjenesten bruger jeg til igen at overveje, hvor grænserne går, når gudstjenesten skal manifestere menighedens fællesskab. Og det er ikke så ligetil. For mens jeg konstaterer, at nadveren kan konstituere et fællesskab mellem fremmede, og mens det er skønt at synge salmer og sange i både kirken og Parken med mennesker, man ikke kender, så ligger min grænse et eller andet sted omkring håndtryk og knus op og ned ad kirkegulvet ad libitum i en menighed, hvor jeg i al min troløse kirkegang ikke kender de andre kirkegængere.

Det er jeg dog med på måske mest er mit problem. Først og sidst er ønsket om “Guds fred og velsignelse” en demonstration af, at gudstjenestens nuværende liturgi ikke er mere stiv og rigid, end at der er rum for at stimulere kirkegængernes fællesskab med håndtryk, hvis det lokalt er det, der ønskes.

På vejen hjem tænker jeg, at det på trods af min egen knudrede blufærdighed måske endda kunne opfattes som en kirkelig imødekommenhed overfor den indebrændte spraymaler.