Etstedatforstaa

Indhold

Et sted at forstå 5

5 | ����� Hvor vandene ����������������� skiller 57

����������� Introduktion til Explanation 7

6 | Blæsten kan man ikke få at se 67

1 | Bibeltro? 11

7 | Giv det væk 77

2 | På godt og ondt 23

8 | En hellig almindelig kirke? 89

3 | ����������������������� Beskrive og beskrives 35

9 | ���������������������� Et synligt Guds ord 105

4 | ��������� Her boede Jesus 45

10 | Kristendom i praksis ����������������������� 119

Et sted at forstå

– perspektiver og baggrund for undervisere på Explanation

Mange mennesker er i dag optaget af det åndelige,

det drejer sig om den kristne fortælling, er der ikke den

astrologi, krystal-healing, clair-voyance o.l. Hvem som helst snakker med den største frimodighed med, når det drejer sig om den slags. Det har man taget til sig, selvom den form for åndelighed måske kræver en langt mere indviklet indføring end kristendommen – der findes en ejendomsfølelse til den slags interesser.

Man kender vel sit stjernetegn.

samme følelse af, at den kan vi alle sammen tale med om, fordi vi har andel i den. Mange er lidt tilbageholdende eller forsigtige over for – som man er over for det, man kun har til låns, eller som meget klart tilhører nogle andre. Og det, som man ikke har anpart i, det har man så til gengæld heller ikke ansvar for. Det må ejerne (hvem det så er) sørge for at vedligeholde.

Men man kender ikke sin dåbsdato. For når det kommer til det kristne budskab, dukker usikkerheden op. Mange danskere føler sig som medejere af f.eks. H.C. Andersens eventyr, i hvert fald de kendteste af dem. Vi kan godt i en snak mand og mand imellem referere til Den grimme Ælling – det er folke-eje. Vedkender folk sig et medejerskab til fortællingerne om Jesus? Nej, når

Der har været tider og steder, hvor der fandtes et folkeligt ejerskab til kristendommen. En af Martin Luthers fortjenester var faktisk, at han brød præsternes “monopol” på kristendommen. I hans øjne havde enhver ret til at udlægge den, og han ville gerne hjælpe almindelige mennesker til at generobre deres ejendomsret til budskabet. [ ]

En del mennesker nærmer sig i disse år kristendommen. Hvor virkelig mange for tyve år siden kunne finde på at hævde “det siger mig ingenting” eller “jeg har ikke noget forhold til det”, hører man nu ofte folk sige: “Jeg tror nok på et eller andet” – selvom de så også skynder sig at tilføje “men jeg er ikke specielt religiøs”.

Ja, det hænder slet ikke så sjældent, at folk taler lige ud af posen og siger “Jeg er kristen”. Men det har ikke ført til, at man også med selvfølgelighed har sat sig i besiddelse af det kristne budskab. Det skal vi have rådet bod på.

Her kommer Explanation ind som en flot mulighed, fordi det lægger op til en erfaringsnær, folkelig og kreativ omgang med kristendommen. Den store opgave for kirken i disse år består i en sådan folkeliggørelse af kristendommen. Både i den betydning at den skal udtrykkes på en folkelig måde, og på den måde at folk skal kunne omgås den med mindre tilbageholdenhed, fordi de har fået tillid til, at den er allemands-eje. Det er tydeligt for enhver, at der er behov for en “begyndervejledning”, noget meget elementært og også kortfattet. Hvorfor er der brug for dette helt elementære?

Fordi det er ved at gå op for danskerne, at der er et eller andet ved kristendommen, som de alligevel ikke vil opgive, men hvad var det nu lige, den handlede om?

Vi er sommetider bange for forenklingen. Mennesket er ikke en traktat på to sider, siger Dostojevskij et sted, og det er kristendommen heller ikke. Men mon dog forenklingen er den store fare i dag ? Det må ikke blive banalt, hvad der foregår i kirken, siger man. Men

ordet banalt betyder i grunden blot det, der er “påbudt til almindelig anvendelse”. Tænk, hvis vi kun brugte ord, påbudt til almindelig anvendelse, om kristendommen – måske ville den da virkelig udfordre folk, ramme dem med en overvældende friskhed. Det kunne være, at budskabet i folks egen mund havde en sådan åben og direkte klang. Når det drejer sig om kristendommen, er det enkle ikke usandt. Det kan det komplekse snarere siges at være, hvis det hindrer tilegnelsen. Jesus betroede selv sit budskab til folket – i skikkelse af nogle galilæiske fiskere og bønder. Han lod dem ikke i tvivl om, at de havde del i budskabet, også i den betydning at de var fuldt gode nok til at give det videre.

I Det nye Testamente fortælles, hvorledes disciplene på den første pinsedag gav kristendommen ord over for tilhørerne. De talte som de galilæere, de var – det var tilhørerne ikke et øjeblik i tvivl om; de havde deres eget liv med i det, de sagde. Samtidig talte de til de forsamlede folk på deres egne sprog. Kun sådan kunne det blive virkelighed for dem, der hørte på. Pinsefortællingen er en mønster-historie på, hvad der skal til, for at man kan komme til at føle sig hjemme i kristendommen. Den handler om kristendommens folkeliggørelse. Den rummer også en advarsel imod, at kristendommen mister forbindelsen til dagligdagens sprog. Kristendommen må aldrig forkyndes på et særligt “mandarin-sprog”, der kun tales af de få. Og man skal have sig selv med, når man vil give andre del i den.

Niels Henrik Arendt

[ ]