Forligelsen

forligelsen

forligelsen Om teologien i Søren Kier­ke­gaards altergangstaler

Niels Jørgen Cappelørn

Eksistensen

Til professor em., dr. et dr. hc.

Hermann Deuser

Troens vished er uendelig større end erfaringernes tvetydighed Se Papir 325, i SKS 27, s. 338

En meget stor tak til Malantschuk Mindefondet uden hvis generøse støtte bogen ikke var blevet udgivet

Indhold Forord 11 Prolog 15 Taler ved Altergang om Fredagen Indledning 63 Nr. 1 71 Nr. 2 121 Nr. 3 145 Nr. 4 198 Nr. 5 223 Nr. 6 261 Nr. 7 293 Fra Høiheden vil han drage Alle til sig Indledning 325 Nr. 1 331 Ypperstepræsten – Tolderen – Synderinden Indledning 359 Nr. 1 367 Nr. 2 409 Nr. 3 437 To Taler ved Altergangen om Fredagen Indledning 475 Nr. 1 483 Nr. 2 517 Efterord 557 Historisk appendiks 561 Forkortelser 619

Forord Forligelsen Forord

Forligelsen. Det er et godt ord at fremsige og at tænke over.

Det er dragende. Men det kan også være skræmmende. For det forudsætter, at der er noget, som skal forliges – eller som jeg skal forlige mig med.

Som titel er det valgt, fordi det er bogens bærende begreb.

Det kunne også udtrykkes på en lidt anden måde. Det er valgt, fordi det afspejler noget både grundliggende og grundlæggen­ de i menneskets forhold til sig selv og til Gud. Netop fordi der er noget fundamentalt, der skal forliges.

I godt halvtreds år har jeg beskæftiget mig med Søren Kier­ ke­gaards forfatterskab og tænkning. Og i alle årene har jeg som læser været grebet af hans taler ved altergangen om fredagen.

Mere og mere fremkaldte de en trang efter at vinde dybere ind­ sigt i hans teologiske kristendomsopfattelse. Og lidt efter lidt udkrystaliserede denne tese sig: Skal det lykkes at trænge ind i Kier­ke­gaards teologi, er der kun én vej. Og den går gennem altergangsprædikenerne.

For efterhånden en del år siden opstod der et nyt begreb.

Selv om jeg ikke altid er en ynder af de modeord, der på mini­ mal tid går viralt i forskningsmiljøerne, blev jeg tricket af ordet ‘fremlæse’. For mig har det en overraskende funktionalitet i sig.

Det gjorde mig bevidst om, at der var noget skjult i teksterne, som skulle bringes frem i lyset gennem læsning og tolkning.

Det skjulte var i dette tilfælde teologien hos Kier­ke­gaard.

I mange år havde jeg været og er jeg stadig af den opfattelse, at Kier­ke­gaard først og fremmest er forfatter. Eller digter, som han i overensstemmelse med sin romantiske samtid fortrak at kalde sig selv. Egentlig er han en prosaforfatter og det i den sær­ egne forstand, at han i sit forfatterskab praktiserer sin filosofi og sin teologi i litterær form. Min opgave stod nu indlysende klar for mig.

11

Forligelsen

I den udstrækning jeg kan tænke, tænker jeg egentlig bedst dialogisk, i samtale med andre. Dels med dem, der deler mine interesser – og de er forholdsvis få. Dels med dem, der undren­ de stiller mig spørgsmål – og de er en god del flere. På dette sted tænker jeg dog først og fremmest og med dyb taknemlighed på tre kolleger, Michael Bjergsø, Hermann Deuser og Flemming Harrits, med hvem jeg har ført mange teologisk væsentlige, hermeneutisk givende og sprogligt opklarende samtaler vedrø­ rende denne bog.

Vel er og forbliver jeg som forfatter fuldt ansvarlig for den tolkning, jeg nu udgiver. Det forhindrer dog ikke, at den kan og bør kontrolleres. I den forstand nemlig, at der læses en nidkær og kritisk – både indholdsmæssig og sproglig – korrektur. En så­ dan grundig og gennemgående korrektur tilbød Steen Tullberg at tage på sig. For det er jeg ham særdeles taknemlig. I samme åndedrag udtrykker jeg også min taknemlighed til Irene Ring for hendes møjsommelige arbejde med at kontrollere samtlige referencenoter. Desuden takker jeg Kim Ravn for utrætteligt at have ydet mig teknisk bistand.

Selv betragter jeg bogen som forskningbaseret formidling.

Også det er efterhånden blevet et modeord i den akademiske verden, til en vis grad af politiske grunde. Jeg ser det som en pligt. Når man i mange år har fået løn af offentlige midler, er man pligtig at give noget tilbage. Og det ikke blot som strikte videnskabelige resultater, men også som formidling af resulta­ terne med sigte på en bredere kreds af læsere. Om en sådan for­ midling er blevet rimeligt forståelig, kan være svært for en aka­ demiker selv at afgøre. Derfor er jeg også uendelig taknemlig for, at to tidligere lærere, Bente Lehn Jensen og Stephan Jensen, frivilligt og interesseret påtog sig at læse mine tekster igennem og give mig oprigtig respons på graden af forståelighed.

Endvidere takker jeg Anita Hansen Engdahl for beredvilligt at have stillet en del af sine noter om Pastoralseminariets opret­ telse og første udvikling til min rådighed.

Sluttelig takker jeg Det Teologiske Fakultet for at have tildelt

12

Forord

mig en emerituskontrakt, der har givet mig fuld adgang til alle fakultetets digitale ressourcer. Ligeledes retter jeg en stor tak til bibliotekar Liselotte Larsen for at have ladet mig disponere over en fast arbejdsplads på Grundtvig Biblioteket. Den lette adgang til den store bogsamling har sparet meget tid. Desuden har stedets imødekommende atmosfære fremmet produktivi­ teten og været en daglig lise for sjælen.

Den person, jeg skylder den betydeligste tak er min man­ geårige lærer og mentor, filosoffen Gregor Malantschuk, som jeg mindes med glæde og taknemlighed. Han satte mig i sin tid i begyndelsen af 1970’erne i gang med at læse Kier­ke­gaards altergangstaler med henblik på at skrive om dem.

Prolog Forligelsen Prolog

Kategorien altergangstale I februar 1846 udgav Søren Kier­ke­gaard det filosofiske værk Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler med pseudonymet Johannes Climacus som forfatter. Bogen blev kaldt ‘afsluttende’ for at markere, at Kier­ke­gaard hermed ville afslutte det forfatterskab, der tog sin begyndelse med Enten – Eller i februar 1843. Nu skulle der ikke skrives ét ord mere. Kier­ke­ gaard ville være landsbypræst for i tilbagetrukkethed at sørge over sine synder.1 Dog, én ting var at fatte ideen, noget andet var at føre den ud i livet. Allerede i april-maj samme år2 begynd­ te han at smug-skrive det, der blev til »En Leiligheds-­Tale« med den videre præcisering »Ved Anledningen af et Skriftemaal«.

Den kom senere til at udgøre første afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, der blev udgivet i marts 1847. Det kommer jeg tilbage til om lidt.

Lige nu vil jeg et øjeblik vende tilbage til Climacus. Ham har jeg altid opfattet som ganske egenrådig og forholdsvis næ­ venyttig, i al fald over for sine pseudonyme forfatterkolleger.

Dem ville han gerne sætte på plads som en anden overdommer.

I Efterskriften indføjede han et tillæg med titlen »Henblik til en samtidig Stræben i dansk Litteratur«.3 I dette tillæg fremfører han sin mening om alle de pseudonyme skrifter, inklusive Philosophiske Smuler, som han jo selv er den pseudonyme forfatter af.

Han kan heller ikke nære sig for at omtale Kier­ke­gaards opbyg­ gelige taler, skønt de på ingen måde er pseudonyme, men både forfattet og udgivet i eget navn. De opbyggelige taler, atten i alt, udkom i seks hefter, tre i 1843 og tre i 1844. De blev efterfulgt af tre lejlighedstaler i 1845. Dem fortier Climacus dog.

Skønt dét, Climacus skriver om de opbyggelige taler, frem­ træder som et intermezzo, så er det dog både helt centralt og væsentligt her i vores sammenhæng. Han har den hovedpointe,

15

Forligelsen

at magister Kier­ke­gaard må have vidst, hvad han gjorde, da han kaldte talerne ‘opbyggelige’. Ligesom han helt sikkert må have vidst, hvorfor han afstod fra at bruge ‘kristelig-dogmatiske be­ stemmelser’ og undlod at nævne Kristi navn. Og han tilføjer: Havde Kier­ke­gaard kaldt dem ‘prædikener’, havde han været ‘en sluddermads’. Det kan konstateres, at Kier­ke­gaard ikke var en ‘sluddermads’. For engang – under udarbejdelsen af Efterskriften – skrev han i en gruppe løse papirer: ‘mine opbyggelige taler’, ‘det var ikke prædikener’.4 Dette svarer jo helt til Clima­ cus’ synspunkt, når han fastslår, at de opbyggelige taler er ‘ikke prædikener’.5 Det standpunkt uddyber han: ‘Prædikenen sva­ rer nemlig til det kristelige, og til prædikenen svarer en præst, og en præst er væsentligt, hvad han er ved ordinationen. Og ordinationen er en lærers paradokse forvandling i tiden, hvor­ ved han i tiden bliver noget andet end hvad der ville være den immanente udvikling af geni, talent, gave osv.’6 Lidt tidligere hævdede Climacus, at ‘den religiøs-kristelige eksistens’ er for­ beholdt prædikenen.7 I en fodnote gentager han, at de opbyg­ gelige taler ikke er prædikener, altså ikke er kristelige. De er derimod filosofiske og benytter slet ikke ‘kristelige kategorier’.8 Heri er jeg ganske enig med Climacus. Selv om jeg nok først og fremmest ville karakterisere dem som etisk-religiøse med det kristelige som uudtalt forudsætning.

I øvrigt havde Kier­ke­gaard en afgørende grund til ikke at lade sine opbyggelige taler være kristelige. Han ønskede at ta­ge tidens omsiggribende sekularisering alvorlig. Som jeg forstår det, så er problemet med sekulariseringen, at den lidt efter lidt får den enkelte kristne til at glide ud af kristendommen og falde tilbage i humaniteten som kulturkristen. Derfor kan man ifølge Kier­ke­gaard ikke begynde med at forkynde kristendom for se­ kulariserede. Man må først få den enkelte til at indse miseren i sit eget liv – og i sit forhold til Gud. På den måde bliver en eksi­ stentiel forfærdelse kaldt frem af det opbyggelige.9 Herom siger Climacus, at det er et særkende ved det opbyggelige, at det først og fremmest må fremkalde den påkrævede og adækvate forfær­

16

Prolog

delse hos læseren. Sker det ikke, er opbyggelsen ren indbildning.

Forfærdelsen er en ny bestemmelse af inderlighed og skal få den enkelte til at se ind i sig selv og blive synlig for sig selv.10 Og det er min tolkning af Kier­ke­gaard, at først derigennem er det gjort muligt at bringe kristendommen på bane. Man skal ikke mase for hurtigt på med at forkynde Kristus. Modtageren skal føres igennem det eksistentielle og det religiøse for så – som enkelt – at kunne ledes frem til det kristelige. De opbyggelige taler er således en forberedelse til at møde det kristelige.

Faktisk skrev Kier­ke­gaard allerede i forordet til sin opbyg­ gelige debutbog, Tre opbyggelige Taler fra 1843, at bogen ‘derfor blev kaldt »Taler« ikke prædikener, fordi dens forfatter ikke har myndighed til at prædike’.11 Dette blev enslydende gentaget i samtlige forord til de følgende samlinger af opbyggelige taler.

Med »En Leiligheds-Tale«, der er tænkt ved anledningen af et skriftemål, bliver den opbyggelige linje tilbage fra de atten opbyggelige taler og især fra de tre lejlighedstaler ført videre.

Men den adskiller sig også fra dem. Mere om det nedenfor. Ta­ len har temaet ‘Hjertets renhed er at ville ét’. Og at ville ét er at ville det gode, og i sandhed at ville det gode er at ville dette ene: Guds vilje. Dertil hører som enkelt at forholde sig til sig selv – for Gud, hvilket også hører til i inderligheden. Talen er altså ‘gudelig’, da den vedrører forholdet til Gud. Men den er ikke kristelig. Om end den, ligesom de foregående taler, har kristen­ dommen som bagvedliggende forudsætning. Den er gudelig i den forstand, at den vedrører menneskets forhold til Gud.12 Og så er den på vej til at overskride det opbyggelige og nærme sig kategorien: til opbyggelse. I forbindelse med, at Kier­ke­gaard beskæftiger sig med spørgsmålet om evigheden, der indeholder forandringens mulighed, siger han til sin læser: ‘Jeg taler næ­ sten som til opbyggelse, talen undser sig ligesom i ærbødighed for at gøre spørgsmålet gældende, men du véd bedst selv, at hvis du stiller spørgsmålet, da er det regnskabets spørgsmål: om du nu lever således?’13 I slutningen af talen beskæftiger Kier­ke­gaard sig med skrif­

17

Forligelsen

temålets dybe betydning. For selv om den enkelte virkelig vil ét, så er der altid et mellemværende: ‘en syndens skilsmisse’.

Det vil sige synden forstået som det, at mennesket har adskillt sig fra Gud. Og fra dag til dag vil der desuden lægge sig følgen­de imellem: ‘Forsinkelsen, standsningen, afbrydelsen samt vildfa­ relsen og fortabelsen’.14 Her bliver skriftemålet, med angeren i bekendelse af synden, den afbrydelse, der ‘søger tilbage til sin be­g yndelse, at den måtte på ny binde mellem det adskilte, at den i sin sorg måtte indhente det forsømte, at den i sin bekymring måtte fuldende, hvad der ligger foran’.15 Her indvarsles betyd­ ningen af skriftemålet i altergangstalerne!

Opbyggelige Taler i forskjellig Aand består i alt af tre afdelinger.

Den anden af dem bærer titlen »Hvad vi lærer af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle«. Den kategoriseres kun som »Tre Taler«. På grund af bogens hovedtitel opfatter jeg dem som opbyggelige i forlængelse af de seks hefter med opbyggelige ta­ ler fra 1843 og 1844. Den tredje afdeling har fået titlen »Lidel­ sernes Evangelium« og rubriceres som »Christelige Taler«. Det er første gang, Kier­ke­gaard anvender denne skriftkategori, der videreføres i Christelige Taler i 1848. Heri indgår de første syv »Taler ved Altergang om Fredagen«.

Når man sammenligner den første afdeling, ved anlednin­ gen af et skriftemål, med de opbyggelige taler og med lejlig­ hedstalerne, fremstår den monstrøst både i form og i længde.16 Og man efterlades med en fornemmelse af, at Kier­ke­gaard så at sige har opbrugt den opbyggelige tale og lejlighedstalen som genre. Vel udgiver han En opbyggelig Tale i 1850. Men den be­ tragter jeg som en refleks af de tidlige opbyggelige taler. End­ videre anser jeg den for at være en kristelig opbyggelig tale om nåden som et mildhedens modstykke til strengheden i Indøvelse i Christendom. De to skrifter har jo motivet ‘samtidighed med Kristus’ til fælles. Desuden er den i form og indhold et kristeligt opbyggeligt sidestykke til den kristelige altergangstale om syn­ derinden i »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden«.

Det er altså min tese eller dobbelttese: 1. At Kier­ke­gaard i

18

Prolog

1847 havde opbrugt eller rettere udtømt kategorien den opbyg­ gelige tale og lejlighedstalen. 2. Og at han i ‘altergangstalen’ fandt en ny genre og en ny udtryksform inden for kategorien ‘den kristelige tale’. Det bygger jeg også på, at der i journa­ lerne fra august 1847 til marts 1850 findes bølger af større og mindre omfang med dusinvis af temaer og ideer til taler ved altergangen om fredagen. I journalerne kaldes de også ‘fredagsprædikener’ henholdsvis ‘fredags-taler’, nærmest i flæng, dog fredags-prædikener omkring halvdelen af tiden. Det kaldes de derimod aldrig i trykt og udgivet form. Dér hedder de altid ‘ta­ ler ved altergangen om fredagen’. Og det af den enkle, men også komplicerede grund, at Kier­ke­gaard ikke var ordineret præst.

I hans egen forståelse betød det, at han ikke havde myndighed til at prædike – som allerede nævnt. Det forhindrede ham dog ikke i at skrive og holde, hvad han selv forstod som ‘specifikt’ kristelige taler.

Der var en lang tradition for, at teologiske kandidater og studerende havde lov til at prædike. Det blev stadfæstet ved reskript af 13. februar 1801.17 Herfra blev det af biskop J. P. Myn­ ster optaget i hans »Forslag til et: Kirke-Ritual« fra 1839.18 I sine bemærkninger til Mynsters udkast var Det Teologiske Fakul­ tet af den mening, at ‘Prædiken ved Communion’, det vil sige prædiken ved altergangsgudstjenester, ikke måtte holdes af teo­ logiske kandidater. Begrundelsen var den, at man ikke kunne byde de nadversøgende en prædiken af ‘uøvede og unge men­ nesker’.19 Kier­ke­gaard prædikede altså ved altergang om freda­ gen på et tidspunkt, hvor hans gamle fakultet var imod det. Det synes dog ikke at have afficeret ham.

Imidlertid svarede fakultetets anliggende heller ikke til Kier­ ke­gaards. For ham drejede det sig om, hvem der har og hvem der ikke har myndighed til at prædike. Og for ham tildeles den­ ne myndighed i ordinationen. Det fremgår klart af en journal­ optegnelse fra januar 1847. Under overskriften ‘Forskellen mellem den kristelige tale og prædikenen’ skriver han: ‘Prædikenen ope­ rerer absolut, ene og alene ved myndigheden, Skriftens, Kristi,

19

Forligelsen

apostlenes’. Og han slutter optegnelsen med ordene: ‘En prædi­ ken forudsætter en præst (ordinationen); den kristelige tale kan være af et almindeligt menneske.’20 Da Kier­ke­gaard ikke selv var ordineret, besad han altså heller ikke den fornødne myndighed til at prædike. Det lyder logisk. Men i praksis overholdt han ikke sin egen logik. For som nævnt kaldte han ganske ofte sine alter­ gangstaler for fredagsprædikener. Man kunne altså hævde, at udadtil fremtrådte de som altergangstaler, ingen vaklen. Mens de indadtil ofte benævnedes altergangsprædikener, ingen strin­ gens. Jeg synes måske nok, at han her forfalder til at udnytte en kirkelig formalisme, der passer til hans egen selvforståelse.

Fx skriver han i Om min Forfatter-Virksomhed, trykt med særligt store bogstaver: ‘»Uden myndighed« at gøre opmærksom på det religiøse, det kristelige, er kategorien for min forfattervirk­ somhed totalt betragtet.’21 Hvis man hårdhændet vil fastholde kirkens ordination som forudsætning for myndighed til at præ­ dike, så må man som uordineret afstå fra at prædike i kirken.

Efter min formening kom Kier­ke­gaard til at fange sig selv. Da han skrev sine opbyggelige taler, var det – som vist ovenfor – alt om at gøre for ham, at ingen skulle kunne få den opfattelse, at de var kristelige prædikener. I modsat fald havde det jo ikke været nødvendigt for ham at lade Climacus understrege det så kraftigt, som tilfældet var.

Hvad Kier­ke­gaard nu end kaldte sine taler, internt og eks­ ternt, så var den gængse betegnelse i samtiden ‘fredagsprædi­ ken’. Den teologiske benævnelse var derimod ‘altergangspræ­ diken’ eller ‘kommunionsprædiken’. Og de blev ikke blot anset for at være, men var også prædikener, liturgisk set.

I juni 1847 holdt Kier­ke­gaard sin første altergangsprædiken i Vor Frue Kirke. Landets mønsterkirke. Og i sensommeren 1847 noterer han det første tema til en ‘altergangsprædiken’ i sine journaler.22 Lidt tidligere skriver han i en journaloptegnelse un­ der overskriften ‘NB.’: ‘Fra nu af skulle der altså rykkes ind i det specifikt kristelige.’23 Kier­ke­gaard var altså fra begyndelsen af den nye produktivitet bevidst om, at altergangstalen skulle

20

Prolog

høre hjemme i kategorien ‘den specifikt kristelige’ tale. Og det var netop denne nye kategori, der udløste en genremæssig for­ løsning og en eksplosiv idé- og produktionskraft. Omkring to år senere, i september 1849, noterer han tilmed i sin journal, at disse ‘fredags-taler’ kunne blive ‘en stående’, det vil sige en vedblivende produktivitet.24 Det kan diskuteres, om de blev en vedvarende frembringel­ se. Men det kan ikke betvivles, at de i Kier­ke­gaards forståelse af sig selv som kristelig-religiøs forfatter fik en helt særlig funkti­ on og placering i det samlede forfatterskab. Således skriver han i en journaloptegnelse fra maj 1849 om sin opfattelse af hele forfatterskabet, at det ‘sigter definitivt på taler ved altergangen om fredagen’.25 Ordet ‘definitivt’ må her stå i betydningen ‘en­ degyldigt’.

For en umiddelbar betragtning skulle man tro, at der med ‘taler ved altergangen om fredagen’ måtte være hentydet til de syv altergangstaler i fjerde afdeling af Christelige Taler, der jo udkom i april 1848. Men jeg er mere end usikker på, om denne betragtning holder. For det forord, Kier­ke­gaard havde skrevet til disse syv taler, og som for anden gang skulle afslutte forfat­ terskabet, blev lagt til side og i sidste del af 1848 – midlertidigt – gjort til en note i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed.26 Og i august 1851 blev det i bearbejdet form udgivet som forord til To Taler ved Altergangen om Fredagen. Jeg er langt snarere af den opfattelse, at Kier­ke­gaard i maj 1849 allerede var fuldt bevidst om, at den kristelige kategori ‘altergangstalen om fredagen’ havde en sådan både produktiv fremdrift og forkyndelsesmæs­ sig styrke i sig, at der ville blive udgivet betydelig flere ‘fredagsprædikener’.

Den opfattelse bestyrkes af nedenstående oversigt, som ty­ deligt demonstrerer, at der allerede i maj 1849 forelå ganske mange ideer og udkast til nye ‘fredags-taler’. I al fald bekræftes og skærpes det i en lidt senere journaloptegnelse, fra begyndel­ sen af september samme år. Her fastslår Kier­ke­gaard som noget sikkert, ‘at opfattelsen af min produktivitet samler sig finalt på

21

Forligelsen

fredags talerne’.27 Udsagnet må betyde, at i Kier­ke­gaards for­ ståelse af sit forfatterskab sigter det mod, at fredagstalerne skal udgøre dets endelige afslutning. I en anmærkning til optegnel­ sen åbnes perspektivet yderligere, idet Kier­ke­gaard tænker sig, at der kunne skrives ‘endnu en gang’ taler ved altergangen om fredagen, ‘der altså blev anden række’. Og han minder sig selv om, at han allerede har én tale liggende færdig og én så godt som færdig samt ideer til endnu et par stykker.28 Den tale, der ligger færdig, og den, som er næsten færdig, må være den før­ ste og den anden i »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden«, der udkom den 14. november 1849.29 Men heller ikke her slut­ ter frembringelsen af altergangstaler. Og dog kom netop denne kristelige talekategori til at danne den definitive afslutning på det, Kier­ke­gaard selv opfattede som sin egentlige forfattervirk­ somhed. Det udtrykker han i forordet til To Taler ved Altergangen om Fredagen således: ‘En trinvis fremadskridende forfattervirksomhed, der tog sin begyndelse med »Enten – Eller«, søger her sit afgørende hvilepunkt, ved alterets fod’.30 Det vil sige ved knæfaldet omkring forsiden af alteret.

Alene det faktum, at de syv altergangstaler blev udgivet som fjerde afdeling af Christelige Taler og på deltitelbladet fik tillagt undertitlen Christelige Taler, indicerer entydigt, at de er specifikt kristelige. Og at de således hører til kategorien ‘kriste­ lige taler’, er ensbetydende med, at de kategorialt befinder sig i en anden sfære end opbyggelige taler og lejlighedstaler. Men mere kan siges om kategorien ‘altergangstalen’ set i forhold til den opbyggelige tale og lejlighedstalen. Som allerede antydet har Kier­ke­gaard ofte udtrykt den forståelse af kategorien ‘den opbyggelige tale’, at den skal forfærde den enkelte til at blive bevidst om sig selv og om sit forhold til Gud. Eller rettere til at erkende sin mangel på at være et selv og på at have et (sandt) gudsforhold. At den opbyggelige tale skal indeholde ‘det for­ færdende’, indebærer dog ikke, at det opbyggelige mangler det beroligende. Dertil er det alt for dialektisk. Det beroligende har blot her en svagere styrke. Og det er karakteristisk for alter­

22