Forundringens gave by Eksistensen

Forundringens gave Essays af Anna-Marie Hansen

Eksistensen

Forundringens gave Essays af Anna-Marie Hansen Isbn 978 87 410 1069 4 © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2024 Udgivelsen venligst støttet af Elkær A/S Grafisk tilrettelæggelse: Eksistensen Sat med Dashiell Tryk: Toptryk Grafisk, Gråsten Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.eksistensen.dk

Forundringens gave Essays af Anna-Marie Hansen

Eksistensen

Til Iben mit forundringsparate barnebarn

Indhold Forundringens gave

Møder

Om at møde dagen Om møde Møder på rejse Møder på arbejde Tilfældige møder

Dyder Om dyder Opmærksomhed Taknemmelighed Enkelhed Ærlighed Indsatsvillighed

Farver Om farver Gul Grøn Rød Blå

12 16 21 25 29 33 34 39 43 47 51 54 59 60 65 70 75 80

Øjeblikke

Om øjeblikket som begreb 86 Kærlighedens øjeblik 89 Tilgivelsens øjeblik 94 Endelighedens øjeblik 98 Undervisningsøjeblikke 102

Vandringer

105

Om at vandre 106 Små gåture 110 Dagsture og weekendture 114 Langdistanceture 119

Måltider Om måltider Særlige måltider Madpakker og udflugter Måltider på tværs Det sidste måltid

Begreber Om ord og begreber Velsignelse Hverdage Søndage Åbninger

Litteraturliste

125 126 130 135 139 143 147 148 153 157 161 166 171

Forundringens gave

et at kunne forundres over det helt normale, det dagligdags, det sædvanlige er en gave. Hvis man ejer den gave, kan en ellers grå hverdag få farver. En lille bæk kan vise sig at være et fascinerende vandfald. Den daglige gåtur kan give oplevelser. Den velkendte udsigt kan åbne nye horisonter. Forundring betyder ifølge ordnet.dk “det at blive forundret; følelse af at noget er besynderligt eller afvigende fra det normale.” Ud fra den ordforklaring kunne man få det indtryk, at forundring mest forekommer i mødet med det, der er anderledes end det normale. Men det står der ikke. Der står, at forundring handler om følelsen af, at noget afviger fra det normale. Og så giver det mening. Den norske forfatter, Jostein Gaarder, har i et interview sagt, at det at undre sig ikke er noget, man lærer – men noget, man glemmer! Når man ser små børns møde med verden, må man give Jostein Gaarder ret. Børn har evnen til at falde i forundring over alting. De har lyst til at se og sanse, de glæder sig over vandpytter på vejen, pinde i parken og fugle i luften. De spørger om alting og vil gerne undersøge, 7

hvordan ting hænger sammen. Det er skønt at gå tur med et barn ved hånden, fordi man får anledning til at genopdage verden. Jeg ved ikke, hvorfor nogle mennesker bevarer evnen til at forundres, og andre glemmer den. Jeg ved ikke, hvorfor nogle mennesker finder mange kilder til glæde, mens andre leder forgæves efter bare en enkelt kilde til glæde. Der er sikkert både genetiske, psykologiske og sociologiske forklaringer på de komplekse spørgsmål. Men måske er der også den eksistentielle forklaring, at det handler om, hvordan man møder livet. Om man betragter livet som en selvfølgelighed, en rettighed eller en gave. Når livet betragtes som en gave, er der større sandsynlighed for, at man møder det med åbenhed og nysgerrighed. Gudmund Rask Pedersen har i en artikel om livskraft udtalt, at de livskraftige mennesker, han har mødt, synes at have det tilfælles, at de lever porøst, sårbart og modigt – eller nærmere sagtmodigt. Livskraftige mennesker er med Gudmund Rasks ord “mennesker, som på den ene eller anden måde sætter noget på spil i deres egen tilværelse, og som har taknemmeligheden som grundlæggende livsholdning. Altså personer, der i grunden betragter livet som en gave.” Livsvilkårene er forskellige for os, og måske ligger det lettere for nogle end for andre at betragte livet som en gave, men man kan arbejde med sin livsindstilling. Jørgen Carlsen, tidligere forstander på Testrup Højskole, opfandt i 2006 ordet forundringsparat som et modstykke til forandringsparat. Mange har taget det til sig og nogle endda udtrykt det på den måde, at hvis man vil have succes i livet, skal man være forandringsparat; men hvis man vil have glæde i livet, skal 8

man være forundringsparat. Glæde kan man ikke planlægge sig til, men man kan øve sig i modtagelighed og forundring. Forfatteren Jacob Paludan (1896-1975) sagde: “Mysteriet i det tilvante er en større bedrift end at gabe foran den kinesiske mur.” Jeg drømmer stadig om engang at se den kinesiske mur; men indtil da vil jeg øve mig i fortsat at se mysteriet i det tilvante: nyde duften af dagens første kop kaffe, lyden af regnen på ruden og synet af de første syrener. I Forundringens gave vil jeg dele mine personlige kilder til forundring og invitere læserne til at tænke med, tænke imod og tænke videre. Jeg har valgt essayets form, fordi genren passer til forundring og refleksion. Udtrykket essay kommer af det franske ord essais, der betyder eksperiment eller forsøg, og genren blev udviklet af den franske dommer og filosof, Michel de Montaigne i 1500-tallet. Montaigne kaldte arbejdet med sine essays for et ufuldstændigt mosaik arbejde. Et godt billede på hvordan han stykker sine egne tanker sammen med andres tanker. Jeg låner billedet og inviterer hermed læseren med på en tur rundt i den mosaik af steder, tekster og mennesker, der har gjort indtryk og sat aftryk i mit sind. Og som til stadighed forundrer mig.

Møder

Om at møde dagen “Gud, velsign himmelen over os, jorden under os, dit billede dybt i os, dagen, der ligger foran os.” Sådan lyder en keltisk bøn fra Ray Simpsons bønnebog Du er min ø i havet. Bogen har tidebønner til alle ugens dage, og denne bøn er afslutningen på morgenbøn om mandagen. En god bøn at begynde en ny uge med. Bogens engelske titel er Prayer Rhythms for Busy People (Bønnerytmer for travle mennesker). Det er en stærk titel, som rammer noget, de fleste moderne mennesker kender til, nemlig følelsen af travlhed, af tempo, af tidnød. Nogle gange er følelsen af travlhed helt regulær, fordi man har forfærdeligt mange arbejdsopgaver på arbejdspladsen og mange aktiviteter i hjemmet. Andre gange er følelsen måske bare flyttet ind som en langtidspåvirkning af det moderne livs utallige muligheder. Da jeg havde været lærer i en årrække, begyndte jeg at studere pædagogik og dansk. Det var spændende, og jeg greb studiet med stor begejstring. En af mine første kilder var Ole Thyssens Nutiden – det overfyldte rum, og titlen beskrev i høj grad mit liv på det tidspunkt. Jeg var gift og mor til tre drenge. Jeg var lærer og forstanderfrue på en efterskole. Og så ville jeg gerne studere i min fritid. Jeg har ikke fortrudt, at jeg begyndte at læse; men jeg spekulerer somme tider på, om

jeg fuldt ud var i stand til at gribe dagene, eller om jeg tabte nogle af dem på gulvet i min iver efter at nå mest muligt. Og sådan kan jeg for den sags skyld stadig have det. Ikke fordi jeg er bange for at gå glip af noget, men fordi jeg er bange for at spilde muligheder. Jeg har lært, at hver dag er en gylden gave, en skinnende mulighed, som man ikke må lade gå til spilde. Og det er på sin vis sandt – men også en stor forpligtelse. “Driv i din fritid, men driv den til noget”, lød det ofte i min barndom, og det har taget mig mange år at aflære sætningen. For fri tid betyder netop, at man ikke nødvendigvis skal producere eller præstere noget. På den anden side er der også en stor sandhed i, at man ikke skal spilde livet. Der er masser af mennesker både i den virkelige og den fiktive verden, der lader livet passere forbi uden for alvor at stige på det. Helle Helle udgav i 2011 en tankevækkende roman med titlen Dette burde skrives i nutid. I romanen møder man jeg-fortælleren og hendes faster, Dorte, som på hver deres måde oplever, at ting bare sker uden at de har indflydelse på det. Fortælleren burde følge sine timer på universitetet, men hun går i stedet rundt i Skala for at få tiden til at gå. I en del af romanen bor hun i Næstved med sin kæreste Per. På et tidspunkt siger han: “Hvad skal vi? Jeg ved ikke, hvad vi skal?” Hun spørger, om han mener nu. Han svarer: “Ja også nu. Og i det hele taget.” Jeg-fortællerens efterfølgende refleksion beskriver, i hvor høj grad livet synes at passere forbi hende, som de busser hun nogle gange står på og andre gange lader køre forbi. “Vi venter bare lidt, så finder vi ud af det, hviskede jeg tilbage, det var ikke noget, jeg ellers gik og tænkte meget på, jeg undgik at tænke på det … Jeg tænkte 13

på viben, der dykkede i små ryk over brakmarken derude nu … den var kommet så tidligt i år, det gjorde den hvert år, man havde næsten ikke opdaget, at vinteren var gået, og så var viben der.” Jeg tror, at den keltiske livsform og spiritualitet kan hjælpe os til at finde en mellemvej mellem de to yderligheder, jeg har skitseret. Den ene yderlighed hvor man tager alting så alvorligt, at man er bange for at spilde en enkelt mulighed, og den anden yderlighed, hvor man spilder næsten alle muligheder. Den keltiske tradition har rod i et landbrugsog fåreavlersamfund i middelalderen, men de mange eksistentielle temaer gør, at traditionen stadig har relevans for og appel til det moderne menneske. Ray Simpson, som har været med til at etablere nutidige bo- og livsfællesskaber, siger, at den keltiske tradition ikke alene kan hjælpe os til at forstå fortiden, men også kan hjælpe os til at gå videre mod en forvandlet fremtid. Fordi den kan hjælpe os med at finde fodfæste i en fragmenteret verden. Noget af det, der kendetegner keltisk tradition, er sammenhæng og rytme. Sammenhæng mellem Skaberen og det skabte, mellem menneske og natur, sammenhæng i familien, sammenhæng mellem hverdagsliv og åndeligt liv, mellem arbejde og bøn. Rytmen i livet blev dels skabt af årenes rytme, fx lå markerne brak hvert syvende år, af årstidernes rytme med større aktivitet om sommeren end om vinteren, af kirkeårets rytme, af skabelsens rytme med seks arbejdsdage og en hviledag, af dagens rytme med bønnetid morgen, middag og aften. En bønnetid, der samtidig var en hviletid fra det fysiske arbejde.

I dag bliver mange stressede af et liv, der mangler sammenhæng, rytme og hvile, og man kan overveje, om der er noget at hente i den keltiske tradition. Den kendte pilgrimssang Må din vej gå dig i møde stammer fra den samme tradition. Det er en keltisk velsignelsesbøn, der blev brugt, når man sendte pilgrimme videre på vejen. Jeg holder meget af tanken om, at vejen kommer os i møde, at dagen kommer os i møde. Vi ved ikke, hvordan den kommer – men ved at tænke på dagen som noget, der kommer os i møde, bliver vi indstillede på, at vi skal modtage dagen – ikke bare skabe den. Dagene går ikke altid som ventet; men de går altid. Så måske vi skulle øve os i at tage imod dem, som de kommer til os. Lad os gribe de muligheder, vi kan, og lade de andre ligge! For dagene er alt for fulde af muligheder til, at vi kan gribe dem alle. Jeg øver mig i at møde dagen med et åbent sind. Min yndlingsmorgen byder på en dukkert i havet, året rundt. Når man glider gennem vandet – og allerhelst kommer helt under – dukker man op som nyfødt. Renset fra bekymringer og dårlige tanker. Renset fra nattens søvn. Luften er frisk, og man kan ånde den dybt ind. Man er klar til at tage imod dagen. Som den kommer til en.