Genkendelse - Indhold.indd 4
08-09-2020 09:10:58
Jørgen I. Jensen
Genkendelse Ă…ndshistorisk teologi
Eksistensen
Genkendelse - Indhold.indd 5
08-09-2020 09:10:58
En varm tak til Ditte Blædel og Christiane GammeltoftHansen for helt uvurderlig hjælp med manuskriptet. Bogen her er den sidste af i alt 5 bøger med påtegningen Den tredje historie. Forlaget Aros og derefter – og også nu – forlaget Eksistensen har skabt de mest enestående arbejdsbetingelser for udarbejdelsen af en suite på fem bøger. Det er således med største taknemmelighed, der her kvitteres for hjælp fra Anisfonden og fra forlaget, og navnlig redaktør Henrik Brandt-Pedersen og grafiker David Lund Nielsen.
Genkendelse - Indhold.indd 6
08-09-2020 09:10:58
1. Henover: Sonderinger med sondringer 2. Iblandt: Den tredje historie
side 9
side 59
3. Udover: Johanneskristendom
side 161
Oplysninger og henvisninger (udvalg) side 293 Personregister side 299
Genkendelse - Indhold.indd 7
08-09-2020 09:10:58
Genkendelse - Indhold.indd 8
08-09-2020 09:10:58
1. Henover: Sonderinger med sondringer Fast og svømmende tidsregning Åbenbart er kristendommen som åndshistorisk strømning fra første færd i stand til at kunne skille tingene ad. I omfattende forstand: at kunne sondre, at kunne skelne, at kunne dele tiden op i flere elementer og i flere samtidige forløb, dér hvor den umiddelbare anskuelse kun ser én eneste historie. Allerede i evangelierne formulerer Jesus den sætning, som nu virker helt selvfølgelig og som har haft den største virkning i den vestlige åndshistorie, skønt den langt fra er lige til at tolke eller omsætte: „... giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er ...“. Senere dukker der sondringer op overalt, ofte bestemt af forholdet mellem Det gamle Testamente og Det nye Testamente i Bibelen. Og der kan opstå andre sondringer udover Bibelens sammenhæng, f.eks. bestemt af, at kristendommen fra begyndelsen har villet sækularisere, verdsliggøre, „affortrylle“, den fysiske verden. Og dog kan fastholde et budskab, der går langt ud over enhver materialisme. Men allerede det at kunne sondre indenfor det samme kanoniske helligskrift er i sig selv bemærkelsesværdigt. Blandt
9
Genkendelse - Indhold.indd 9
08-09-2020 09:10:58
andet fordi sondringen mellem Det gamle Testamente og Det nye Testamente aldrig i de forskellige konfessioner har ført til en fælles, gennemgående, almen og stringent fortolkning af forholdet mellem de to testamenter. Det har altid været under konstant forandring og diskussion. Ved den lutherske reformation kaldte sondringen mellem de to testamenter og den deraf konstituerende sondring mellem lov og evangelium på en sondring mellem det verdslige og det åndelige liv. Og ligeledes i bibellæsningen: selvom skriften nu blev sat i højsædet og stod over kirken, kunne Luther alligevel sondre mellem Bibelens kanoniske tekst på den ene side, og det mundtligt forkyndte ord på den anden: „... evangeliet skulle egentlig ikke være skrift, men mundtligt ord som foredrog skriften ...“ – en sætning, der peger 300 år frem mod den grundtvigske teologi. Og selvom Luther heftigt angreb den såkaldte allegoriske udlægning af skriften, måtte han dog selv sondre mellem historisk og åndelig læsning af Bibelen. I øvrigt gav Luther udtryk for, at sondringen mellem lov og evangelium ikke var givet en gang for alle. Tværtimod var det at kunne skelne mellem lov og evangelium så kompliceret, at Luther selv kunne komme i tvivl om, hvorvidt han selv beherskede denne kunst, ligesom han antydede, at selv Jesus måske ikke helt havde overholdt sondringen. Sondringen mellem det åndelige og det verdslige regimente i protestantismen afløste en anden sondring tilbage i den katolske Middelalder, sondringen mellem de to sværd, det verdslige og det åndelige, efter Lukasevangeliets lidelseshistorie (22,37-38) hvor Jesus siger: „... nu er jeg ved målet for det, der skal ske mig“. Disciplene tager ordet, og Jesus svarer:
10
Genkendelse - Indhold.indd 10
08-09-2020 09:10:58
„Da sagde de: ’Herre, se, her er to sværd’. Han svarede: ’Det er nok’“. Det åndelige sværd førte paven selv, det verdslige havde han overdraget til de verdslige myndigheder, kejsere, konger, fyrster og krigere. Datidens paveideologi havde altså på en måde ophævet sondringen, begge sværd hørte til under pavens magtsfære. Så det kan ikke undre, at der som resultat af dette tankekompleks meldte sig store og voldsomme kampe mellem kirken og kejseren eller den verdslige øvrighed, særlig i de såkaldte investiturstridigheder i Højmiddelalderen. Det karakteristiske er blot – og det er derfor eksemplet her tages frem, og ikke for at genoptage nogen konfessionel polemik – at læren om de to sværd slet ikke forsvandt i den katolske kirke efter reformationen. Den dukker op igen i den katolske modreformation, den katolske kirkes svar på den lutherske reformation. Og så kommer læren om de to sværd frem efter den franske revolution og igen hen mod slutningen af det 19.århundrede, kulminerende med dogmet om pavens ufejlbarhed, når han talte ex cathedra – i embeds medfør – i 1870. Selvom dette ikke er aktuelt for alle, og selvom det er knyttet til et særligt traditionssyn i den katolske kirke, kommer man ikke uden om, at det er lidt anderledes end i en almindelig lineær historisk udvikling; det, der synes forældet, kommer igen og kan genkendes. Det betyder igen, at de almindelige historiske forløbsmodeller – ikke mindst den kronologiske form efter den naturlige talrække og årstalsrække – kun halvt er forbundet med kristendommens åndshistorie. Ligeledes ligger åndshistorien udenfor, når man taler om den politiske udvikling, teknologiens udvikling, samfundssystemernes udvikling.
11
Genkendelse - Indhold.indd 11
08-09-2020 09:10:58
1 og 2 Ligeberettigelsen af de to elementer, der bliver sondret imellem, kan dog også hænge sammen med den oprindelige og elementære tal-symbolik, man møder hos Augustin. Tallet to repræsenterer hos Augustin et forhold, ikke en modsætning. Den tankegang går måske endda lidt længere tilbage end til Augustin. Tidligere havde tallet to kun stået for en modsætning mellem to. Denne association i forhold til tallet to og de ligeberettigede elementer og deres indbyrdes forhold var langt fra indlysende i tænkningen, men fik en stor virkning gennem Europas kulturhistorie – uanset om man har henvist til den kristne tal-symbolik eller ej. Det ændrer dog ikke ved, at sondringerne, ordparrene eller grupperne af begreber, angår noget, der bliver bevidstgjort indenfor kristendommens eget univers. Og ikke skal forveksles med de store modsætningspar, hvor kristendommen sættes over for sin modpol: liv og død, evangelium og hedenskab, lys og mørke, nåde og synd. Nogle af disse modsætninger er ikke kontradiktoriske i filosofisk forstand, men uden tvivl i teologisk betydning. I en af talerne på Marienlyst Højskole sent i hans liv talte Grundtvig om, at der er tre store modsætninger, der aldrig kan forenes og tre ordpar, der hører sammen som ægtefolk. Ligesom det derfor kun er i vores nærmeste Omkreds, hos os selv og hos vort folk, i Fædrelandet, vi alle med hinanden tydeligt kan se tre par Kæmper, jeg pegede på forleden Dag, nemlig Lys og Mørke, Liv og Død, Sandhed og Løgn, der aldrig kan få afstridt saa længe denne Verden staar, saaledes er det kun på vore egne Enemær-
12
Genkendelse - Indhold.indd 12
08-09-2020 09:10:58
ker, vi kan tage varig Del i de tre store Ægtepars Liv og Levned, Sorger og Glæder, som vi nok ved findes under alle Himmelegne, men må være os nær for at finde os Varme, for disse tre store Ægtepar er: Hoved og Hjerte, Folk og Fædreland, Folkemunden og Billedsproget. Ordene er talt på en højskole, altså i en almen menneskelig sammenhæng uden speciel henvisning til kristendommen. Og dog er der utallige muligheder for det, han kalder ægtefolk. Men også her hæfter man sig ved, at man kan have meget lettere ved at huske de store uforsonlige modsætninger end de harmoniske korrelationer.
Gammelt og nyt Fortolkningerne og driften mod at finde nye og dybere betydninger i Bibelteksten går tilbage til praksis hos de første generationer af kristne. De havde endnu intet nyt testamente, men kun loven, det senere Gamle Testamente, i øvrigt i en græsk oversættelse („Septuaginta“). Følgelig måtte de kristne, for hvem noget absolut nyt var indtruffet, finde dybere og fremadpegende profetiske betydninger i de gamle tekster. Og anderledes end udlægningerne hos de jødiske fortolkere. Udlægningerne åbner sig så langt tilbage, man kan komme, til en anden dimension, en historisk dimension. Man kan i den forbindelse tænke på formlen i Bjergprædikenen: „... I har hørt der er sagt til de gamle ... men jeg siger jer“. Med de ord skilles allerede forskellige dimensioner og forløb ud fra hinanden; tidsperspektivet udvides og virkeligheden bliver større. Men der er intet, der skal forsvinde.
13
Genkendelse - Indhold.indd 13
08-09-2020 09:10:58
I forhold til nutiden er allerede selve betegnelsen Det gamle Testamente eller Den gamle Pagt overfor Det ny Testamente eller Den nye Pagt påfaldende. Det bliver jo ikke forkyndt, at det, der blev sagt til de gamle, skal forsvinde ud af verden, fordi det nu er forældet, tværtimod skal det, der står, tages op, som en slags sameksistens og som en stadigvæk væsentlig sondring. Det skal forstås i den rette ånd. Fortiden er tid, som er forbi, samtidig med at den alligevel kan tale profetisk til efterverdenen. Man kan sagtens Første søndag i Advent med Brorson synge: Mose rige nu ophører. Kristi friheds Ånd os fører. – samtidig med at man synger Grundtvigs Blomstre som en rosengård efter Esajas profeti. Eller der læses af Salme 24 om ærens konge, der drager ind, det, som nu er overført til at handle om Jesus i Jerusalem Palmesøndag. Ordet gammel peger jo ellers for mange på noget, der er ved at forsvinde bag tidens horisont og som efterhånden kan blive irrelevant. En meget kendt dansk politiker udtalte, at han ikke var interesseret i historien, fordi han ikke var så god til historie i skolen. Han ville hellere se fremad og har åbenbart ment, at historien blot er et afgrænset fag, en baggrundsviden, man kan fjerne med et fingerknips ud af ens egne tanker, og ikke en virkelighed alle er delagtige i, uanset om de bryder sig om det eller ej og uanset hvilken karakter i historie, man har fået i skolen. Fortiden eksisterer stadig, og kan som alt andet kritiseres. Udtrykt f.eks. sådan af Broson:
14
Genkendelse - Indhold.indd 14
08-09-2020 09:10:58
Den lov, som Gud har givet, er vel et herligt bud, men skaffer ingen livet og fører ej til Gud. Man mindes den spansk-amerikanske filosof George Santanyanas sætning: „Den, der ikke vil lære af historien, er dømt til at gentage den“ – frit gengivet. Det er en tilsyneladende både dogmatisk og deterministisk sætning, som man vist har opfattet som det, der på engelsk hedder „Worst case“. Måske er den aktuel igen, ingen har overblik over sin egen tid, men tanken melder sig alligevel, at en gentagelse af fortiden er, hvad vi kan tænkes at være i gang med. Der sker intet nyt bortset fra i teknologien, som fylder alt og dog er noget formelt, ja teknologien kan jo netop bevare. Så det gamle er stadig i gang. Selvom mange moderne mennesker her vil slå syv kors for sig. Europakortet ligner også kortet fra før Første Verdenskrig. Og digitaliseringen nærmer sig hastigt en status som altomfattende religion, hvis ikke det allerede er sket. Som sagt: Det gamle Testamente blev i kristendommens historie ikke antikveret, men blev set i samspil med Det nye Testamente, så den gamle tekst kunne afkaste nye betydninger. I Oldkirken ville de såkaldte gnostikere og markionitter helt afskaffe Det gamle Testamente i den kristne kirke. De afviste det som jødisk og som noget, der kun handlede om den jødiske Gud. Men de blev skarpt afvist af de fleste menigheder og teologer – den klassiske teologi fastholdt sameksistensen af Det gamle Testamente og det senere Nye Testamente. Hvilket i praksis „logisk set“ var langt den mest komplicerede position. Strengt taget er der slet ikke noget overhovedet, der hedder „i forlængelse af “ i de bibelske tekster, hvis man ser
15
Genkendelse - Indhold.indd 15
08-09-2020 09:10:58
dem i forhold til den almindelige gudstjeneste. Også selv om Det nye Testamente skal dateres efter Det gamle. Bibelen bevæger sig både frem og tilbage i tid, den bringer både nutidig forkyndende og fremtidige apokalyptiske og profetiske tekster i begge Testamenter og historiske og poetiske tekster og visdomstekster i Det gamle Testamente. Selv Helligånden som udgydes to steder i Det nye Testamente synes ikke kun at komme i forlængelse af evangelierne, men er i kontakt med noget, som allerede findes i Det gamle Testamente, som det fremgår af den nikænske bekendelse, hvor Helligånden taler gennem de gammeltestamentlige profeter. Alt dette udgør så en enhed, som man ikke kan finde nogen parallel til, men som Northrop Frye med et citat af William Blake kalder den store kode. Hermed menes, at Bibelen ikke er et almindeligt kunstværk, men den kode eller nøgle, som åbner til litteratur, kunst og kultur i det hele taget i vores del af verden. Ved reformationen for 500 år siden med dens nye vægtlæggen på Skriften i forhold til kirken – modsat i den daværende katolske kirke med dens embedsmæssige og sakramentale praksis og magt – fik Det gamle Testamente fornyet betydning. Det blev blandt andet i gudstjenesten udtrykt ved indoptagelsen af den såkaldte aronitiske velsignelse (4. Mosebog 24-26). Den optræder ikke i romermessen, og har kun tidligere været brugt i den såkaldte mozarabiske liturgi tilbage i de daværende muslimske områder på den iberiske halvø. Herren velsigne og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!
16
Genkendelse - Indhold.indd 16
08-09-2020 09:10:58
I den hyperkritiske og på en måde rationalistiske teologi i dele af det 20. århundrede var der vist nogle, der mente, at Herrens åsyn var den lysende måne. Men det er ikke en anskuelig tekst, men en tilsigelse, med et moderne ord eksistensoverførelse. Som når Jesus i Johannesevangeliet siger: „... jeg lever og I skal leve“ (14,19). Enhver kan fornemme, at teksten med den aronitiske bekendelse med sin ophøjede patriarkalske stil ikke står i Det nye, men i Det gamle Testamente, men på en mærkelig måde også svarer til noget reformatorisk. Ordene er nu en helt umistelig del af den danske gudstjeneste, men deres historie begynder altså først i de protestantiske menigheder 15 århundreder inde i kirkens historie. Senere igen, i romantikkens tid, var der fremtrædende teologer, der mente, at man skulle se helt bort fra Det gamle Testamente. Og endnu senere igen fortsatte de svingende synspunkter i forhold til Det gamle Testamente og har hos os siden 1992 ført til det, der vel egentlig var uforudsigeligt og noget nyt eller særligt: indførelsen af læsninger fra Det gamle Testamente ved hver eneste søndagsgudstjeneste. Den fremragende danske teolog Frederik Helveg (18161901) mente, at enhver epoke i kirkens historie viser sit sande ansigt i opfattelsen af forholdet mellem Det nye og Det gamle Testamente. Og han mente, at man ad den vej kunne belyse hver epokes syn på det kristne håb; om det pegede på det hinsidige eller om håbet kunne samle sig om forandringer her på jorden. Igen: Det nye Testamente ligger ikke blot tidsmæssigt efter Det gamle, men der viser sig at være næsten uendelige konstellationer frem og tilbage mellem enkeltheder i de to testamenter. To tekststykker, der svarer til hinanden, kan ligge mange hundrede sider fra hinanden. Og alligevel kan de mø-
17
Genkendelse - Indhold.indd 17
08-09-2020 09:10:58