Anders og Marina Blichfeldt
Himlen tur/retur et moderne juleeventyr
© Forfatteren og Eksistensen
1. udgave, 1. oplag 2023
ISBN 978 87 410 1025 0
Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen
Sat med Adobe Garamond Pro
Forfatterfotos © Erling Jørgensen, Ikast
Tryk: Dardedze, Letland
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10
DK-1820 Frederiksberg C
3324 9250
www.Eksistensen.dk
“Gud er det virkelig sådan græsset ser ud set fra den forkerte side?” tænkte Yvonne. Og nu hvor vi er ved det, hvad er så egentlig den rigtige og forkerte side af græs? Er den rigtige side den vi ser i den korte tid vi lever, eller er den rigtige side den vi skal trækkes med i evigheden. Hun blev hevet ud af sin tankerække af en høj lyd – det var lyden af omhyggeligt siet og findelt jord, der ramte låget på hendes kiste. Lyden fik hende til at spidse ører, og hun hørte en stemme ganske svagt. Stemmen lød som om den kom inde fra et lukket garderobeskab, “til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå”. Nåh ja, tænkte hun, det er jo rigtigt, det er min begravelse i dag!
Hun var bevidst om, at hun lå i en kiste, men hun kunne besynderligt nok se hvem der stod omkring hullet; hendes mand Kjeld, deres 3 børn Lisa, Kim og Wilma, der var gravid, og derudover hendes – ja, hvem var det egentlig? Måske var
det en søster, en svoger, en bror eller en svigerinde. Der var formentlig også nogle kolleger og nogle venner. Alle de andre ud over Kjeld og børnene, virkede bekendte, men hun kunne
ikke i dette øjeblik sætte navn på nogen af dem. Hun hørte Kjeld snøfte højlydt, og fik med det samme lyst til at give ham nogle trøstende ord med på vejen, så hun sagde blidt: “Så så skat, det skal nok gå.”
Kjeld stod med lukkede øjne midt i blomsterhavet ved hullet. Han var dybt ulykkelig og følte sig stresset. Hans elskede kone Yvonne var lige død. Hun, der havde været hans livs kærlighed, hans bedste ven, hans soulmate – ja, egentlig
brød han sig ikke om det låneord fra engelsk, men det var jo det hun var – hans soulmate. Mens han stod der i al sin elendighed, hørte han pludselig hendes stemme. Den var næsten uhørlig og kom langt borte fra. Stemmen lød i hans ører som en gammel optagelse fra krigens tid – noget a la “Her er London, her er London.” Frihedsbudskabet der annoncerede, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark
havde overgivet sig. Trods det, at lyden var forvrænget og uvirkelig, lød det fuldstændig som Yvonnes trøstende stemme.
Kjeld kløede sig i øret og overvejede, om han måske alligevel skulle gå til lægen og få noget medicin, der kunne hjælpe ham op af det mentalt sorte hul han var faldet i i forbindelse med Yvonnes korte sygdomsforløb og død. Måske skulle han prøve lykkepiller, selv om de to altid havde joket med, at hvis man spiste lykkepiller, ja, så kunne man risikere at ende med løkken om halsen! Han pressede øjnene sammen: “Det er godt med dig Yvonne,” sagde han ganske stille så ingen hørte ham.
“Ja, det er lige, hvad det er,” svarede Yvonne. Nu var stemmen knap så forvrænget. Kjeld fornemmede hvordan hans stressede tilstand tog til i styrke. Han begyndte at svede og kunne nærmest mærke hvordan de tørre pletter, der var dukket op i hans ansigt på det seneste, mistede den sidste fugt og krakelerede som bunden af en udtørret flod. Men hun havde svaret ham, og tårerne fik nu frit løb og vædede kortvarigt de tørre pletter.
Deres søn Kim, som stod ved siden af Kjeld, kiggede bekymret på sin far, tog hans hånd og trykkede den beroligende. Kjeld vaklede og nåede at tænke i flere spor på en gang. Yvonne var død, det var hendes begravelse, hans søn stod og trøstede ham, og Yvonne havde netop talt til ham. Alt
virkede fuldstændigt surrealistisk. Kjelds hjerte slog kraftigt, urytmisk og hurtigt, og han nåede at tænke, at han i netop dette øjeblik var ved at dø. Så ville de da få noget at snakke om hos bageren. Han kunne lige høre dem: Tænk at han døde til konens begravelse, tænk at han faldt ned på kisten med et ordenligt brag. Ja, de ku’ ha’ sparet en del ved bare at lade ham ligge og smide jord på. Det er jo hamrende dyrt at blive begravet i dag. En kaglende latter ville have runget kortvarigt mellem snegle og boller, og dernæst ville alle skutte sig, ryste døden af sig og lade dagen gå sin sædvanlige gang. Kjeld tænkte, hvor utrolig livsbekræftende morbid humor kunne være. Han ville selv have grinet højest ad den bemærkning hos bageren, altså hvis det bare lige var en anden, der var død. Lige nu var der ikke meget at grine af, og han strøg hurtigt den flig af et begyndende smil af sit ansigt, der efter hans mening meget upassende havde vist sig her midt i begravelsen. Han var flov over overhovedet at få tanken under afskedsscenen på perronen til Yvonnes sidste rejse.
Kjeld døde ikke til sin egen kones begravelse. Han havde formået at skubbe tankerne, eller var det hallucinationer, til
side, og han havde hævet sin rustne stemme og sagt til forsamlingen, at der efter Yvonnes ønske ville blive serveret moules
frites og hvidvin på Bistro Napoleon efter begravelsen, og at alle var mere end velkomne.
Hans ældste datter Lisa kørte dem begge til bistroen i Kjelds bil. Kjeld var mekaniker og havde sit eget Automester
værksted, med rig lejlighed til at køre i alverdens lækre biler. Alligevel havde han i mange år kun haft een bilmodel, nemlig en Mercedes-Benz 123. Den model havde han forelsket sig i, da han var i lære, og han kendte den ud og ind. Han havde haft den i flere versioner, men i øjeblikket var det en gammel udkørt hyrebasse, altså en gammel taxi, han havde valgt at give kunstigt åndedræt. Lisa var ikke vant til at køre bil og Kjeld
nåede flere gange undervejs at tænke, at han måske alligevel ville nå at dø, hvis ikke af sorg, så i en trafikulykke inden dagen var omme. Kjeld lænede sig mod ruden, stirrede ud og spurgte
stille: “Er du der, Yvonne?”
Kunne det virkelig passe, at han havde talt med hende?
Han så ud på gaden, hvordan julen for alvor var ved at blive synlig. Der var julebelysning og udstillingsvinduerne var
pyntede. Der var folk i alle aldre og afskygninger. Levende mennesker med nissehuer, frakker, handsker, flyverdragter, barnevogne og rollatorer. Spillevende mennesker, der grinte, talte i mobiltelefon, joggede eller småskændtes. Nogle stod og ventede på bussen, slæbende på store poser med nyindkøbte julegaver. Yvonne svarede ham ikke. Selvfølgelig gjorde hun ikke det! Hun var jo død og de havde netop begravet hende.
