?iv redil rofrovH i melborp sedno teD vitkepsrep ksitirkrutluk eønroT lezneW rapsaC
nesnetsiskE
Hvorfor lider vi? Det ondes problem i kulturkritisk perspektiv Caspar Wenzel Tornøe
Eksistensen
“Nu som altid er alternativet til helvede skærsilden.” T.S. Eliot: Ideen om et kristent samfund
Forord Jeg fødtes ind i en tilstand af primal lykke. Siden hen misforstod jeg denne som overfladisk. Når man gradvis bevæger sig væk fra et oprindeligt punkt, som man i sin identitetsdannelse gerne afskærer sig fra, så er dybden selvsagt ikke der, hvor man så befinder sig. Dybden er den dimension, der opstår i ens forhold til udgangspunktet. Den er derfor noget tidskrævende. Ved sin udtræden af en normal barndom kan et ungt menneske gøre mindst tre skuffende opdagelser: 1. verden består ikke af lutter gode hensigter. 2. gode hensigter medfører ikke nødvendigvis gode resultater. 3. menneskene, de voksne, gør et stort nummer ud af livet igennem at skjule deres uvidenhed og inkompetence. Disse opdagelser er ikke kun skuffende, men opleves som egentligt desillusionerende, dvs. som noget, der stempler den tidligere livserfaring som illusion og den nyvundne, gennemskuende attitude som autentisk og virkelighedstro. Desillusioneringen hos teenageren fører til en overlegenhedsfølelse, selvsagt over for barnet, der lever i illusionen, men også over for den voksne, der fortrænger den. Dog lider teenageren selv mest under denne livsanalyse, ifølge hvilken lyset er overfladen og mørket dybden. Denne lille bog er skrevet med det sigte at vikle mig selv ud af denne umodne pervertering af “sagens natur”. Den er, om end kritisk og momentvis arrig, optimistisk. Optimismen, eller rettere livbekræf5
telsen, skal her forstås som et mål, jeg i protest har i sinde at arbejde mig hen imod. Min individuelle psyke er dog ikke emnet her. Dels fordi min erfaring efter min bedste overbevisning er såre almindelig. Dels fordi jeg ser problemet indlejret i kulturen, i hele tidsåndens væsen, hvilket kun godtgøres af indholdets genkendelighed for andre. Når man mener at have noget at bebrejde tidsånden og derfor gerne vil være “kulturkritisk”, bør det ikke gøres fra en bedrevidende position uden for genstanden, men i den erkendelse, at genstanden, tidsånden, bor i ens eget sind. Dette er ikke et akademisk skrift, men et frit essay med lutter løse ender. Det er frugten af mange års beskæftigelse med emnet – en plagsom beskæftigelse, jeg herefter tilstræber at lukke ned for. Der er naturligvis også tale om frugten af megen læsning, hvorfor bogen ledsages af ikke så få referencer og citater. Bøger skrives altid ud fra andre bøger. Fremfor en fremstilling af bestemte resultater, en serie af meninger opnået gennem en forgangen tankeproces, er der snarere tale om en manifestation af selve tankeprocessen. Denne forløber uden nogen forventning om at få alle ender til at mødes. Blindgyden deler sig i mange spor. Dermed ikke sagt, at arbejdet er frugtesløst. Det lønner sig altid at kende de kræfter, man er oppe imod. Man vinder ikke en kamp, man ikke ved, man er kastet ud i. Når man i kampen mod et konkret onde som samfund er kastet ud i en undtagelsestilstand, vil generel uvidenhed og mistanke om fremmede magters desinformation, herunder gætterier om motivet til en sådan, ofte afføde konspirationsteorier; altså 6
hypoteser om, at krisen er resultatet af en strategisk og bevidst koordineret vilje til at påføre skade. At acceptere forestillingen om at det altid skulle være tilfældet, er omtrent lige så vanskeligt at acceptere som det modsatte: at konspirationer aldrig finder sted. Selvfølgelig gør de det. Vanskeligheden afspejler en klassisk konflikt i bevidstheden om det onde – om forholdet mellem det naturligt onde, lidelsen, man skal og bør stå igennem, og det moralsk onde, det onde, man ikke burde lide: mennesker har til alle tider haft svært ved at forlige sig med tanken om at være et bytte for blot anonyme kræfter. De har derfor tolket dem som bevidste og givet dem navne. I dag har man svært ved at forlige sig med tanken om at være offer for egentligt onde kræfter. Man har derfor tendens til at materialisere og anonymisere dem. Men også denne tendens kalder i dag på en modreaktion, hvormed virkeligheden stadfæster sin tvetydighed. Og her behøver jeg ikke nævne konspirationsteorierne, men blot det kun tilsyneladende mere uskyldige, at vi er begyndt at navngive orkaner og gøre farvande og landskaber til juridiske personer. Der gives en selvmodsigelse i tanken om det onde – og heri består det ondes problem, som denne bog skal handle om. Det kommer til udtryk i det, jeg her til morgen læser på DRs hjemmeside: “Et virus er ikke rigtig levende, og derfor er det svært at dræbe.” Det er altså netop fordi det ikke rigtigt lever, at det har så stor magt over os. Denne gamle metafysiske sandhed er altså også biologisk. Jeg lader mig af medierne også fortælle, at videnskaben anslår, at op mod 80% af alle livsformer er 7
parasitter. Det giver mig et ikke så betryggende billede af det biologiske livs struktur. Jeg er bange for, det ikke ser meget bedre ud i åndens verden. Den får vi dog aldrig tal på. Skal man se noget positivt i situationen, er der altid potentielle gevinster i at rykkes ud af en magelighedszone, som avler og i længden forstørrer sine egne dårligdomme. At gøre et sådant ryk er meningen med denne bog. Holstebro, maj 2020
8
Indhold
Del I
11
Modstand • Teologisk? • Logik og eksistens • Hvorfor lider vi? • Agatologi • Metafysisk • Kærlighedens tvetydighed • Verdensdommen • Lidelsen som et onde • Guds logiske undskyldning • Viljens frikendelse • Djævelens list • Der er intet liv • Diabol og symbol • Det uhyggelige • Angsten for det gode • Bogstaveligt talt • Tidløs lidelse • Skærsilden og deismen • Paradis som helvede • Helvede på jord • Kristen lidelse
Del II
63
Et aristokratisk problem • Tinpacifisten • Gøre ondt værre • Kredit • Lidelsen som fundament • Etisk mystik • Selvmistænkeliggørelse • Den uintelligente Gud • Hinsides godt • Skyld • Den etiske boble • Det moralske krak • Van Gogh Syndromet • Lykken på væggen • Holocaust • Korsets triumf • Paralympiske lege • Barbariet • Geopolitisk moralisme • Den etiske revolution • Offeret som helt • End ikke Salomon i al sin pragt • Politisk ponerologi • Det livsfavorable • Det naturligt onde • Kundskabens træ • Frygten for Herren • Fem spor
9
DEL I
I DEL
12
Modstand “Livet er den helhed af funktioner, der yder døden, intetheden modstand.”1 Døden vinder naturligvis i sidste ende: vi er kun de endnu-ikke-faldne. Det er det tragiske, men det er ingen grund til ikke at yde den modstand – til ikke at leve. Noget er kun tragisk, fordi det er af højeste værdi, ja, fordi det er livsvigtigt. Vi er blevet til i denne modstand, som er vor væren, og der skal meget til, før vi opgiver den; for den er ikke vor gerning, men vi dens. Det kan dog ske – enten ved at livet giver slip på os for at forny sig, hvad vi erfarer som at vore kræfter slipper op, eller ved mødet med det onde, ja endog selv ved bare tanken om det. Til det møde er det nødvendigt at forberede tanken med det formål at øge chancen for vækst og overlevelse, det vil sige for liv. Ud over at meditere, feste, måske faste, eventuelt tro og naturligvis elske, er det nødvendigt at filosofere – filosofere ansvarligt, for ikke at gøre ondt værre. Sagen er blot, at filosofien er forpligtet på sandheden, og den er ikke nødvendigvis opmuntrende eller til trøst. Og dog. For kan man sige sandheden eller blot nogle sandheder om det onde, personificeret som Djævelen, om “hvem” Jesus siger, at han var løgner fra begyndelsen, så er der alligevel sejre at hente. For allerede det er en sandhed om det ondes væsen, at det med al sin magt modsætter sig identificering. Det lider under – og nederlag ved – sandheden.
13
TEOLOGISK? Man vil måske allerede nu undre sig over, at jeg taler om filosofi og ikke om teologi, som mange umiddelbart vil forstå emnet som henhørende under. Herom vil jeg foreløbig blot sige, at om end teologien dårligt kan bebrejdes at beskæftige sig med uforståelige forhold (det er ligesom dens metier), så søger den klarhed i troens udlægning af disse forhold, og kun herigennem klarheden om livet selv. Det ville være uklogt på forhånd at lade sig begrænse af en fremgangsmåde, der sætter det gådefulde ind i en bred ramme af øvrige gåder. At lade noget uforståeligt, men virkeligt, forklare ud fra noget endnu mere uforståeligt, men kun måske-virkeligt, er filosofisk uhensigtsmæssigt. Der kan være gode grunde til, at det ondes problem også af filosofien ofte betragtes som religionsfilosofiens eller teologiens område. Har problemet nødvendigvis noget med gudsstanken at gøre? – med troen på guddomme, ånder, overnaturlige fænomener osv.? Det synes ikke at være tilfældet, eftersom enhver uanset tro eller mangel på samme kan gøre det ondes erfaring. Måske er forklaringen da snarere, at det ateologiske ikke har nogen fortolkning af erfaringen at tilbyde? Det overlades således til andre discipliner, der hævder at have en fortolkningsramme til problemets formulering; og denne ramme kan sandt nok siges at være det religiøse. Et problem kan ikke behandles, hvis ikke det gøres inden for en ramme, et system, der er “gearet” til at fortolke den erfaring, som problemet og dets formulering er udtryk for. Spørgsmålet er, om en sådan fortolkningsramme kræver en guddom? Om gudstanken med andre ord 14
er en forudsætning, selvsagt ikke for at erfare eller tænke det onde, men for at kunne identificere det som sådan – som ondt, og ikke reduktionistisk som udtryk for slette sociale vilkår, et overlevelsesinstinkt eller andet lignende.
LOGIK OG EKSISTENS Man bør ikke læse en bog om det ondes og lidelsens problem i forventningen om at finde problemet løst. Problemet generelt er måske af alle problemer det problem, der ikke kan løses generelt – til alles tilfredsstillelse. For vi står ikke alle i samme forhold til problemet. For de fleste er det slet ikke noget generelt problem, men et konkret lidelsesudråb, en veklage. Der er naturligvis forskel på den, hvis forhold til det onde er begrundet i et konkret onde, der lides, og den, der filosoferer over problemet som sådan. For den sidste er der måske end ikke nogen lidelse forbundet med at tænke over problemet. Tværtimod kan der være tale om fornøjelse, ikke ved det onde, men, ved det at filosofere – ved tankens leg med udfordringen. Som Søren Kierkegaard siger det: “Ét er at lide; et andet er at være professor i, at en anden led.”2 Refleksionen over emnet bør ske i sondringen mellem det logiske og det eksistentielle problem.
HVORFOR LIDER VI? Da en løsning på det ondes problem ikke bør forventes, fordi den ganske enkelt ikke kan gives, er det min hensigt at give konturerne af en forklaring på, hvorfor det onde er blevet et problem eller rettere 15