I TIDE OG UTIDE Lutherske prædikener til kirkeåret Anden tekstrække
Redigeret af Merete Bøye, Nana Hauge og Katrine Winkel Holm
EKSISTENSEN
Indhold
Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Vores forventninger kan ikke tvinge noget frem i Gud . . . . . 13 1. SØNDAG I ADVENT, LUKAS 4,16-30
At leve med forventningerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 2. SØNDAG I ADVENT, MATTHÆUS 25,1-13
Israels Gud frelser os fra vores lede ved os selv . . . . . . . . . 23 3. SØNDAG I ADVENT, LUKAS 1,67-80
Dåben har et Janus-ansigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 4. SØNDAG I ADVENT, JOHANNES 3,25-36
Forskellen på forkyndelse og indoktrinering . . . . . . . . . . 33 JULEAFTEN, LUKAS 2,1-14
Guds lys og menneskets mørke . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 JULEDAG, JOHANNES 1,1-14
Kristus krænkede hellige love . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 ANDEN JULEDAG, APOSTLENES GERNINGER 6,8-14; 7,54-60
Kærlighedens magt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 JULESØNDAG, MATTHÆUS 2,13-23
Fornuften skal lære sin begrænsning at kende . . . . . . . . . 49 NYTÅRSDAG, MATTHÆUS 6,5-13
Fred, når livsboblen brister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54 HELLIGTREKONGERS SØNDAG, MATTHÆUS 2,1-12
Barnekår . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 1. SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, MARKUS 10,13-16
5
Guds søn trådte ind i den store fortælling om os . . . . . . . . 62 2. SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, JOHANNES 4,5-26
At være og at gøre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67 3. SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, LUKAS 17,5-10
Gudsfrygt gør os klogere på os selv . . . . . . . . . . . . . . . 72 4. SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, MATTHÆUS 14,22-33
Dommen er ikke vores . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77 5. SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, MATTHÆUS 13,24-30
Dommedagsmarkedet skal generobres . . . . . . . . . . . . . 82 SIDSTE SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, JOHANNES 12,23-33
At bruge sit talent er en pligt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86 SØNDAG SEPTUAGESIMA, MATTHÆUS 25,14-30
Frøet vokser af sig selv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90 SØNDAG SEKSAGESIMA, MARKUS 4,26-32
Vi er tiggere. Det er sandt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 FASTELAVNS SØNDAG, LUKAS 18,31-43
En vej ud af skammen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99 1. SØNDAG I FASTEN, LUKAS 22,24-32
Faste er fitness for sjælen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 2. SØNDAG I FASTEN, MARKUS 9,14-29
Løgnens fader lokker os ind i fortvivlelsens spejlkabinet . . . 108 3. SØNDAG I FASTEN, JOHANNES 8,42-51
Selvudfoldelse uden grænser er destruktiv . . . . . . . . . . . 113 MIDFASTE SØNDAG, JOHANNES 6,24-35
Gør Gud stor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118 MARIÆ BEBUDELSES DAG, LUKAS 1,46-55
Vi går gennem langfredag til påskedag . . . . . . . . . . . . . 123 PALMESØNDAG, JOHANNES 12,1-16
Vi skylder at elske hinanden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127 SKÆRTORSDAG, JOHANNES 13,1-15
6
I TIDE OG UTIDE
En nådes-sag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133 LANGFREDAG, JESU KRISTI LIDELSESHISTORIE
Opstandelsen er fysisk virkelighed . . . . . . . . . . . . . . . 138 PÅSKEDAG, MATTHÆUS 28,1-8
Gravkammeret – kærlighedens maskinrum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 ANDEN PÅSKEDAG, JOHANNES 20,1-18
Har du mig kær? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149 1. SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 21,15-19
Ingen kan rive dem ud af min hånd . . . . . . . . . . . . . . . 153 2. SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 10,22-30
Også en bolig til dig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 3. SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 14,1-11
Den brede og den smalle vej . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163 BEDEDAG, MATTHÆUS 7,7-14
Sandheden skal gøre jer frie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168 4. SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 8,28-36
Faderen og Sønnen er ét . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 173 5. SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 17,1-11
Når kirken lukker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177 KRISTI HIMMELFARTS DAG, LUKAS 24,46-53
Fællesskabet skal have en kerne . . . . . . . . . . . . . . . . . 183 6. SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 17,20-26
Kirkens Skat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189 PINSEDAG, JOHANNES 14,15-21
Tag det og æd det . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193 ANDEN PINSEDAG, JOHANNES 6,44-51
At lære Jesus at kende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 198 TRINITATIS SØNDAG, MATTHÆUS 28,16-20
Rig hos Gud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 203 1. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 12,13-21
7
Bær dit kors . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207 2. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 14,25-35
Den nye Gud skaber fortabte sønner . . . . . . . . . . . . . . 213 3. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 15,11-32
Kan man elske sin fjende? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 218 4. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 5,43-48
Kampen mellem mig og mit nye jeg . . . . . . . . . . . . . . . 223 5. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 16,13-26
Loven og frelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 228 6. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 19,16-26
Vores kærlighed til hinanden udholder ikke alt . . . . . . . . 232 7. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 10,24-31
Ateisme er eskapisme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 237 8. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 7,22-29
Vi kan bede til Gud om alt i hele verden . . . . . . . . . . . . 242 9. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 18,1-8
Kristus og de uindtagelige fæstninger . . . . . . . . . . . . . . 246 10. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 11,16-24
Vi kan snige os til nådens bord . . . . . . . . . . . . . . . . . 251 11. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 7,36-50
Du skal lukke dine øjne og ører op . . . . . . . . . . . . . . . 255 12. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 12,31-42
Moderkærlighed og Kristi anderledes kærlighed . . . . . . . . 259 13. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 20,20-28
Vil du være rask? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 264 14. SØNDAG EFTER TRINITATIS, JOHANNES 5,1-15
Arbejdets gode betydning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 269 15. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 10,38-42
Jeg tror på opstandelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 273 16. SØNDAG EFTER TRINITATIS, JOHANNES 11,19-45
8
I TIDE OG UTIDE
Vi skal holde os for gode til at klynke . . . . . . . . . . . . . . 278 17. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MARKUS 2,14-22
Skilt fra Jesus kan vi intet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 283 18. SØNDAG EFTER TRINITATIS, JOHANNES 15,1-11
Himmelstigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 289 19. SØNDAG EFTER TRINITATIS, JOHANNES 1,35-51
Se, dette levende håb er hovedhjørnestenen . . . . . . . . . . 295 20. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 21,28-44
Ønsker vi virkelig en retfærdig Gud? . . . . . . . . . . . . . . 301 21. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 13,1-9
Evangeliet må ikke blive et saltfattigt menneskeord . . . . . . 306 ALLE HELGENS DAG, MATTHÆUS 5,1-12
Hyrden kalder os til ydmyghed . . . . . . . . . . . . . . . . . 311 22. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 18,1-14
Kristus forlanger vores fulde opmærksomhed . . . . . . . . . 315 23. SØNDAG EFTER TRINITATIS, MARKUS 12,38-44
Aldrig uden håb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 320 24. SØNDAG EFTER TRINITATIS, JOHANNES 5,17-29
Guds rige finder os . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 324 25. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 17,20-33
En levende nøgle til hjertets fred . . . . . . . . . . . . . . . . 329 SIDSTE SØNDAG I KIRKEÅRET, MATTHÆUS 11,25-30
Bidragydere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 334
9
Forord
H
ver søndag bliver kristendommen udlagt ved folkekirkens gudstjenester landet over. Tunge og evige ord lyder direkte til enhver, ikke mindst til dem, der kæmper med livets spørgsmål og tynges af tilværelsens vanskeligheder. Vi har samlet prædikener til alle kirkeårets søn- og helligdage, der med ganske få undtagelser er blevet holdt ved en gudstjeneste. De er skrevet af præster i Den danske Folkekirke (inkl. valg- og frimenighedspræster), der er indbyrdes forskellige, men som har det til fælles, at de befinder sig godt i den evangelisk-lutherske tradition og ikke har noget ønske om at løbe fra den forpligtelse, det fører med sig. Her finder man prædikener, hvor der tales lige ud af posen om arvesynd, dom og gudsfrygt. Hvor kødets opstandelse forkyndes som en fysisk virkelighed, og hvor sakramenternes enestående betydning udfoldes uden at nedtones. Prædikenerne er i den forstand lutherske, ikke forstået som slavisk bundet til reformatoren, men som forkyndelse forpligtet på Guds ord, uanset om det betyder, at man taler med eller imod tidsånden. En del af prædikerne er skrevet under Corona-pandemien, der for folkekirkens vedkommende havde voldsomme konsekvenser. For første gang i dansk kirkehistorie blev der ikke fejret gudstjeneste til jul og påske, fordi kirkerummet stod lukket. Det har sat sit præg på flere af prædikenerne i samlingen, at folkekirken var ramt af disse helt særlige vilkår. Forkyndelse skænkes ikke kun gennem det talte ord. I salmerne møder vi en ligeså stærk tiltale, ja, nogen gange er det netop i det poetiske udtryk, Ordet når os. Derfor er der efter hver prædiken anført, hvilke salmer, der er blevet sunget i forbindelse med gudstjenesten. Til dette er knyttet nogle ord om hver enkelt salme,
Forord
11
samt hvor i salmebogen man kan finde den. Det er vores håb på den måde at åbne læserens øjne for rigdommen og storheden i den evangeliske poesi, som Den Danske Salmebog rummer. Alle prædikanter (med en enkelt undtagelse) har valgt salmer herfra. Det er ikke et opdrag redaktionen har givet. En prædikants opgave er at prædike ordet og “stå frem i tide og utide”, som det hedder i Andet Timotheusbrev. Med denne prædikensamling håber vi at bidrage til, at evangeliet kan blive hørt – i tide og utide. Katrine Winkel Holm Nana Hauge Merete Bøye
12
I TIDE OG UTIDE
Vores forventninger kan ikke tvinge noget frem i Gud 1. SØNDAG I ADVENT, LUKAS 4,16-30
“I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: “Er det ikke Josefs søn?” Han svarede dem: I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! Og sige: Vi har hørt om alt det, der sker i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!” Men han sagde: “Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby.”
D
er blev ballade i Nazaret den dag. Det begyndte med, at han sagde “i dag”, og det sluttede med, at de jog ham ud til afgrunden for at slå ham ihjel. “Men han banede sig vej midt imellem dem og gik.” Det var ikke bare en banal konflikt mellem prædikant og tilhørere, som truede med at udarte sig. Det var et sammenstød mellem hans ord på den ene side, og hvad de kunne se, på den anden. Og det hele kom af det lille ord “i dag”. I dag er profetordet blevet virkelighed, siger han, nådeåret og herligheden er ikke noget langt ude i fremtiden, det er noget nærværende, som tilhører dagen i dag. Det lød jo strålende til at begynde med. Men så støder ordene sammen med det, de kan se og føle – og sådan slår den indledende glæde over hans tale om og bliver en trussel mod hans liv. Det var ret beset et sammenstød mellem forventning og virkelighed. Advent er forventningens tid. Og nok er der naturligvis et element af forventning i denne tid, det ville jo være meningsløst at 1. søndag i advent, Lukas 4,16-30
13
nægte – men hvis det var forventningen, vores forventning, der var sagen, så ville der ikke være noget evangelium, ikke nogen menighed og heller ingen gudstjeneste i dag. Evangeliet kommer altid på tværs af vores forventninger, fordi det bringer det, vi ikke kan sige os selv. Menigheden er forsamlingen af dem, der uanset alle forskelle bliver sluttet inde under og sluttet sammen af det ord, vi ikke selv råder over. Og gudstjenesten er søndag efter søndag, hele Herrens år igennem, en konstant korrektion og en stadig modsigelse af vores forventninger til Gud. Første søndag i advent gør tydeligt, hvordan forholdet mellem Jesu komme og menneskers forventninger, mellem Guds virkelighed og menneskers ønskedrømme, er. Det tittede allerede frem i første tekstrækkes evangelium om indtoget i Jerusalem. Her er skarerne ganske vist begejstrede, de tiljubler Jesus som en konge, strør palmegrene ud på vejen foran ham og råber “velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” Men vi ved jo godt, at det var de samme skarer, som blot få dage senere skulle råbe “korsfæst ham, korsfæst ham” op mod denne konge, som de lige havde modtaget med hyldestråb. Han var slet ikke nogen rigtig messias, som kunne befri folket fra fremmedherredømmet. Så hellere få Barnabas frigivet, en aktivist, som ville tvinge gudsriget frem med vold. Og så slog de skuffede forventninger ud i raseri og hævntørst, og selv hans nærmeste gjorde sig tavse og usynlige. Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel, sagde en af disciplene – men han var ikke den, de havde håbet, og så lod de ham i stikken. Der er god mening i det, når vi fra gammel tid har indledt denne søndag med at bede om Helligåndens hjælp til ikke at tage anstød af hans fattige skikkelse og foragtede ord. For denne konge blev menneskers forventninger en dyr historie. Det kunne de sådan set udmærket være blevet allerede ved den lejlighed, vi nu har hørt om i Lukasevangeliet, den dag i synagogen i Nazaret. Her ser vi med al tydelighed, at som det gik fra palmesøndag til langfredag, sådan var det i virkeligheden gået hele tiden. Vi er ved begyndelsen af Jesu virksomhed, ja, ordene her er de første, Lukas lader Jesus tale offentligt. Men det betyder ikke, at Jesus bare kommer dumpende ud af det blå – han har allerede prædiket og virket rundt om i Galilæa og vakt megen opsigt, så da han kommer tilbage til sin hjemby, er rygterne om ham for længst 14
I TIDE OG UTIDE
løbet i forvejen. Og da han tilmed på sabbatten går ind i synagogen og tager ordet for at prædike, som det var enhver jødisk mands ret, må de fleste efterhånden have været klar over, at der var noget særligt i vente. Og forventningerne er ikke blevet mindre af den tekst, han tager frem. Han vælger nogle ord fra Esajasbogens kapitel 61, hvor der tales om et nådeår fra Herren, en ny tid, hvor enhver skal få, hvad han trænger til: den fangne sin frigivelse, den blinde sit syn og de undertrykte deres frihed. Det var i sig selv ord, der nok kunne fænge blandt folk, som levede under romersk overherredømme, men der var også andet i det. Sådan et afsluttende, vidunderligt jubelår havde alle profeterne i fortiden forkyndt, når de talte om det gudsrige eller den Herrens dag, der skulle komme og gøre en ende på det udvalgte folks nød og trængsel – men året lod jo vente på sig. Der var stadig fattige i store tal, som ikke fik noget godt budskab at høre, fanger, som ikke blev givet fri, blinde, som blev ved med at være blinde, for slet ikke at tale om undertrykkelsen, der bare blev værre og værre. Nu havde Jesus læst profetordene endnu en gang, de ord, man havde hørt, og hvis opfyldelse man havde længtes efter år efter år, århundrede efter århundrede. Det er ikke så mærkeligt, at alles øjne var spændt rettet mod ham – hvordan ville han mon bringe de kendte ord i anvendelse netop i dagens situation? Han overgik alle forventningerne, selv de største og mest overspændte. De fik en prædiken at høre, som i al sin enkelthed var enestående, og som ingen prædikant har kunnet holde magen til, hverken før eller siden. Han sagde: “I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse” – det er mig, I lige har hørt profeten tale om. Ventetiden er forbi, løfterne er opfyldt i dag, lige for øjnene af jer. Jeg er den blindes syn og de fangnes frihed, jeg er Herrens nådeår. Og hvor jeg er nær med mit ord, der er Guds rige kommet nær, der er jubelåret begyndt, der er alting allerede godt. Den prædiken skaber begejstring til at begynde med, som indtoget i Jerusalem skabte begejstring. Men lidt efter lidt går det op for tilhørerne, at Jesus ikke stiller dem anden opfyldelse i udsigt end sig selv. Der vil ikke blive politiske omvæltninger, der vil ikke være nogen ydre forandring at se og spore på den enkelte. Ordene står og falder med ham, som taler dem, de har ikke andet indhold 1. søndag i advent, Lukas 4,16-30
15
end ham selv. Og så begynder stemningen at slå om. Det kunne jo strengt taget enhver komme og sige, det kræver vel ikke andet end ordene og så en noget hårdtpumpet selvbevidsthed. Og er det i øvrigt ikke tømrerens søn, som vi kender så godt? Hvordan er han pludselig blevet alt det, profeterne har talt om ville komme? Mon ikke man under alle omstændigheder skulle se et bevis eller to, før man hopper på den galej? Han havde jo efter sigende udvirket mirakler i omegnen; fik man sådan noget at se, ville det nok hjælpe betragteligt på tilliden til hans påstande. De ville med andre ord have ham til at bringe et nådeår efter deres egne forventninger og ikke efter Guds tanke, og her får de et eftertrykkeligt nej, som enhver får det, der selv vil skrive drejebogen for, hvordan Gud skal være. Nådeåret fra Herren kommer til den tid og på den måde, som Gud vil, diametralt modsat vores forventninger. Det er det, Jesus understreger med to eksempler fra Israels historie, to små træk, som alle har været fortrolige med, men som der nu kastes et nyt og foruroligende lys over. Hvordan er det egentlig med Guds nådeår, siger han. Jo, på Elias’ tid var der en stor hungersnød i landet, hvor folk og især enker led sultedøden i hobetal. Men hos en enkelt enke, en hedning, som Gud lod profeten besøge, slap melet i krukken ikke op og olien ikke i kruset. Og på Elisas tid var der massevis af spedalske i Israel, og Gud lod dem gå til i deres sygdom, kun en enkelt blev renset, og også det var en hedning fra Syrien. Ingen kunne påstå, at det var løgn hvad Jesus sagde. Sådan var det, og sådan er det med Gud. Sådan forbarmer han sig over dem, han vil forbarme sig over. Ingen enker, ingen spedalske, ingen har nogensinde kunnet gøre krav på Guds barmhjertighed. Intet menneske har noget krav på sin Herre og skaber, selv om forventningerne ofte får det til at vende sådan. Gud kommer til dem, der intet krav har på ham, af ren barmhjertighed. Han kommer med liv og frihed til alle, der ikke tager anstød af hans fattige skikkelse og foragtede ord. “Han banede sig vej imellem dem og gik” – ja, det gjorde han ved den lejlighed. Vi kan ikke med vore forventninger tvinge hverken det ene eller det andet frem i Gud. Når han bringer sine løfter til opfyldelse, sker det naturligvis når og hvordan, han vil. Det gælder den opfyldelse, Kristus er, som det gælder den opfyldelse, troen 16
I TIDE OG UTIDE
stadig ser frem imod med glæde og med sand forventning. Den kommer ikke i vor tid, men i Guds time, når vore dage og vore timer er løbet ud. Men selv når alt vores sand er løbet gennem timeglasset, er han stadig hos os med sin fattige skikkelse og sine foragtede ord. Han gik sådan set ikke for at gå, men for at blive og holde ud med alle vore forventninger, alle vore misforståelser og vildfarelser, for at holde ud og holde sammen med os. Han gik for at blive. Han døde for at opstå. Og han lever, for at vi skal leve med ham. Det har vi hans ord for, og det har vi hele Herrens år til at holde os fast på. Derfor kan vi også, selv her i den mørkeste tid, slå de lyse toner an. Troen ved, at noget nyt er ved at bryde frem. Advent betyder, at det gamle er forbi, fortiden med alt, hvad den rummer, er gået under i Guds tilgivelse, fremtiden ligger i hans gode hånd, og dagen i dag kan blomstre som en rosengård. Bag os er mørket og synden og alt det, der tager livet ud af livet. Foran os er det gyldenår, der får døve øren til at høre, stummes læber til at sjunge, og som vil bringe os glæde hver Herrens dag. Amen.
1. søndag i advent, Lukas 4,16-30
17
SALMER Violet eller hvid, det er valget på den første søndag i det nye kirkeår. Bodsdag eller festdag? Jeg har altid lagt hovedvægten på det sidste, hvilket ikke nødvendigvis gør salme(fra)valget lettere. Det bliver fristende at rulle alle de store adventskanoner frem på samme dag, og her har den fristelse tydeligvis været for stor. DDS 76 Op! Thi dagen nu frembryder Denne salme er muligvis ikke så meget brugt længere, men det ville være ulykkeligt, hvis den gik i glemmebogen. Den slår alle de vigtige temaer an, og på Gades prægtige melodi er den den bedst tænkelige indledning. DDS 80 Tak og ære være Gud Salmen slår bro fra Esajas-profetien til dagens menighed og helt frem til genkomsten, som jo også er et adventstema. DDS 84 Gør døren høj, gør porten vid Læser man første tekstrækkes evangelium som anden læsning, hvad man kan (og bør) på denne søndag, giver salmen næsten sig selv. Og med verset “Jeg hjertets dør vil åbne dig” leder den fint op til prædikenen. DDS 78 Blomstre som en rosengård At vælge denne salme kan virke unfair over for 3. søndag i advent, hvor den i lige så høj grad finder anvendelse, men den er et indlysende valg og dertil for mange adventssalmen over alle. DDS 74 Vær velkommen, Herrens år Endelig ligger Vær velkommen efter min mening allerbedst som udgangssalme med sit fanfarepræg og sin mageløst pædagogiske sammenfatning af det kirkeår, som nu venter os. Jens Bærentzen
18
I TIDE OG UTIDE