Ingen Jesus uden Paulus by Eksistensen

Ingen Jesus uden Paulus

Da Jesus fik historisk betydning

Eksistensen København 2024

Ingen Jesus uden Paulus

Da Jesus fik historisk betydning

Mogens Müller

Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook

ISBN:978-87-410-1103-5

Omslag: Eksistensen

Udgivet med støtte fra

H.P. Hjerl Hansen Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning VELUX FONDEN

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

Indledning

Det vrimler i dag med bøger om den historiske Jesus. Derfor skulle man tro, at hver en sten var vendt og alle udtryksmuligheder udtømt. Men overraskende nok er der en bestemt synsvinkel, der gennemgående har været underbelyst. Det er den, der også ligger i den dobbelte betydning af tillægsordet “historisk”. For én ting er at sige, at noget har fundet sted i fortiden, dvs. faktisk er sket og derfor ikke er fiktion. Ganske vist benytter mange forfattere sig i dag af det, der har fået betegnelsen “autofiktion”, hvor grænsen mellem det faktiske og det tildigtede ikke er klar. Men det hindrer ikke, at vi er sikre på, at der er en grænse her mellem det historiske og det uhistoriske. Vi kan desuden sige, at noget er blevet historie i den forstand, at det er blevet til et afsluttet, måske endda tilbagelagt stykke fortid.

Men desuden kan vi bruge vendingen “der blev i dag skrevet historie” o.lign. og dermed betjene os af tillægsordet “historisk” i en helt anden mening. Således kan en eftertid udpege en begivenhed eller en person i fortiden til at have haft historisk betydning, fordi begivenheden eller personen gennem sine virkninger blev afgørende for en kortere eller længere eftertid. Denne betydning kan det i dag være vanskelig at få fat i, fordi den har oplevet en voldsom inflation. Politikere og presse kalder således i ét væk beslutninger og hændelser for historiske. Det er tankevækkende, at den tyske litteraturhistoriker, Victor Klemperer i sin bog LTI. Det Tredje Riges Sprog fra 1947, skriver, at det var det nazistiske propagandaapparat, der begyndte at bruge ordet “historisk” om alle mulige hændelser i Hitlers Tyskland. Og i dag hører vi også hele tiden dette ord brugt om ting og sager, der for langt de flestes vedkommende nærmest med garanti er glemt i morgen og i hvert fald næppe finder vej til historiebøgerne.

Forholdet er, at det først er eftertiden, historien, der kan vise, om noget eller nogen er “historisk”. Så om – og i givet fald hvordan – det

blev historisk ved også at have betydning for eftertiden, er et mindst lige så vigtigt aspekt i tillægsordet. Her står det indtrufne ikke alene, men bliver uløseligt forbundet med sine virkninger. Også i spørgsmålet, om noget er “historisk”, gælder det således, at afstand skaber klarhed.

Hvis et menneske overhovedet i historien sætter et aftryk, der overlever det selv og dets nærmestes erindring, skyldes det således dets virkninger på godt og ondt. Det er i kraft af, hvad et menneske har gjort og sagt, at det fremkalder en mulighed for at indgå i den fælles historie, den kollektive erindring. Og skal det ikke blot være for en kortere bemærkning, en parentes så at sige, må denne virkning forplante sig i andre. Det gælder selvfølgelig i den ydre, politiske historie. Og er der tale om skrevne ord, kunstværker eller musik, fordrer det læsere, fortolkere eller tilskuere eller tilhørere, hvis det ikke skal forsvinde i historiens store arkiver, skrives i glemmebogen og helt forgå.

Det er denne historie om tilegnelsen af overleveringerne, den såkaldte receptionshistorie – tidligere talte man også om virkningshistorie – der ofte er blevet overset. Det kan ske selv dér, hvor der ikke foreligger noget fysisk “levn” i skikkelse af for eksempel et skrift af pågældende, således at “virkningen” faktisk er den eneste kilde, vi har. Her må vi så selvfølgelig tage med i købet, at en sådan virkningshistorie grundlæggende er præget af andres forståelse og evner til at udtrykke sig. Receptionen må med andre ord forstås i sin egen ret som et selvstændigt udtryk.

Antikkens historieskrivere lagde ellers, hvor det var muligt, som led i opbyggelsen af troværdighed, alligevel stor vægt på øjenvidner, om det nu var dem selv eller andre. Men selv hvor der er tale om øjenvidner, kan de billeder, disse samtidige giver, falde vidt forskelligt ud. Det har vi et illustrativt eksempel på fra antikken med skikkelsen

Sokrates, der i 399 f.Kr. blev dømt til døden for at ville indføre nye guddomme og for at fordærve ungdommen. Sokrates efterlod sig ikke noget skriftligt. Men det kom som bekendt ikke til at betyde, at han ikke kom til at sætte sig skriftlige spor og derigennem i høj grad fik historisk betydning.

I hvert fald i denne henseende er der en påfaldende lighed mellem Sokrates og den lidt mere end fire hundrede år senere Jesus-skikkelse. For heller ikke fra Jesus’ egen hånd foreligger noget skriftligt. Det

er tankevækkende, at det således gælder om begge de skikkelser, der om nogen har haft betydning for vores verdens åndshistorie, at vi udelukkende har adgang til dem i kraft af deres virkninger på deres sam- og eftertid. Men til forskel fra, hvad der er tilfældet med Jesus, har eftertiden faktisk fået overleveret beskrivelser af Sokrates fra hele tre forfattere, der notorisk har kendt og mødt ham. Det drejer sig om eleven og filosoffen Platon (428-348 f.Kr.), historieskriveren Xenofon (ca. 430/25-354 f.Kr.) og komediedigteren Aristofanes (ca. 450-385 f.Kr.). Og de falder langt fra ens ud.

I sin magisterafhandling, Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Sokrates fra 1841, underkastede Søren Kierkegaard disse tre øjenvidners skildringer af Sokrates en tendenskritisk analyse for om muligt at finde frem til, hvem af dem der kommer den fortidige “historiske Sokrates” nærmest. Kierkegaard har et skarpt blik for de forskellige forfatterpersonligheders indvirkning på deres Sokrates-billeder. Hos Platon kan der i hans store forfatterskab tilmed iagttages en udvikling i retning af en stadig større idealisering, hos Xenofon, der ligefrem udgav sine erindringer om ham, skaber et manglende udsyn til de åndelige højder en underlig snusfornuftig Sokrates. Faktisk kommer ifølge Kierkegaard Aristofanes bedst fra opgaven. Sin virkning på eftertiden fik Sokrates imidlertid i alt væsentligt gennem Platon. I hvor høj grad dette var den fortidige, “historiske Sokrates”, er og bliver dog et åbent spørgsmål.

Hvor fortolkningsinteressen således er en betydningsfuld og prægende faktor allerede hos øjenvidnet, er der ingen grund til at antage, at det blev bedre hos vidner på anden hånd – eller endnu senere. Måske er det overhovedet en misforståelse at tro, at vi dér, hvor vi ikke har de pågældendes egne skrifter, kan komme uden om alene at have mulighed for at møde fortidens skikkelser i kraft af deres virkning. Tilmed kan historiske personers egne skrifter, derunder ikke mindst selvbiografier, også være tilrettelagt med henblik at lægge op til en bestemt forståelse hos læseren. Således er fx Cæsars Gallerkrig fra omkring midten af 50’erne f.Kr. i sin udformning i høj grad bestemt af den virkning, skildringen skulle have hos publikum.

Så også i Cæsars tilfælde beholder tillægsordet “historisk” sin dobbelte betydning, selv om han altså selv fik lejlighed til at gøre sit til at skabe billedet af sin historiske betydning. For historikeren vil både

med hans Gallerkrig og hans andre skrifter forsøge at trænge tilbage til, hvad der egentlig skete, før Cæsar omformede historien til at skabe et gunstigt indtryk af hans historiske betydning. Den “historiske” Cæsar er således ikke kun den skikkelse, hvis karakter ikke altid var helt fin i kanten, og som traf adskillige tvivlsomme politiske valg. Den historiske Cæsar er desuden den person, der blev den historiske anledning til den romerske republiks undergang og fremkomsten af kejserdømmet.

Som jeg vil vise i de følgende kapitler, står vi i tilfældet med Jesus-skikkelsen i den bemærkelsesværdige situation, at vi i det store og hele er henvist til den historiske virkning. For det er alene denne historiske betydning, der har gjort, at Jesus ikke er forsvundet i fortiden. Derfor er det også af stor vigtighed ikke at falde i den forståelsesmæssige fælde, der åbner sig, hver gang vi henviser til, hvad Jesus har sagt, hvad enten det sker i en videnskabelig sammenhæng eller i en prædiken.

For selve introduktionen “Jesus har sagt” har for det moderne øre den betydning, at vi her står over for et ord, der går tilbage til forkynderen, profeten og læreren Jesus forud for hans død og troen på ham som den opstandne. Ikke mindst Johannesevangeliets Jesus-ord er tydeligvis udsagn, som en senere tid har lagt ham i munden for at udtrykke sin tro på ham. Men i princippet gælder dette om alle Jesus-ord i og uden for evangelierne. Og indledningen “Jesus siger” forlener her ikke alene det pågældende udsagn med en særlig vægt ‒ et ord af Herren selv ‒ det leder samtidig vores opmærksomhed væk fra dem, der under alle omstændigheder har overleveret os det som et led i deres forkyndelse af den opstandne

Hvor bevidstheden er fraværende om, hvem det er, der lader deres Jesus sige det ene og det andet, hvorfor alle overleverede Jesus-udsagn på forhånd er indkapslet i forkyndelsen af Kristus-troen, dér truer introduktionsformlen “Jesus siger” med at gøre Jesus til den fortidige, så at sige “før-kristne” figur, som Paulus og forfatterne til evangelierne ellers hver især gør alt for at fremstille som menighedens opstandne og tilstedeværende Herre.

Kapitel 1

Paulus – det tidligste, kendte vidne om en historisk Jesus

Under alle omstændigheder forholder det sig sådan, at vi ikke kender ét eneste ord af Jesus, som ikke er kommet til os takket være andres formidling. Han skrev ikke selv noget af sin lære og forkyndelse ned. I hvert fald ikke noget, som har overlevet. Som sagerne står i dag, er der tilmed alene én forfatter i Det Nye Testamente, som træder os i møde i eget navn, nemlig apostlen Paulus. Af ham er der i denne skriftsamling således overleveret en række breve, som der er god grund til at tro stammer fra hans pen eller rettere diktat.

Desuden indeholder Det Nye Testamente også de første kapitler af Paulus-receptionen. For en række af de breve, der optræder med hans navn, kan med stor sikkerhed siges at være skrevet kortere eller længere tid efter hans død. Tydeligst er det tilfældet med de såkaldte pseudonyme Pastoralbreve (Timotheusbrevene og Titusbrevet), der stammer fra efter 130 e.Kr., altså mere end et halvt århundrede efter Paulus’ død i 60’erne e.Kr. Og i skriftet Apostlenes Gerninger, der er blevet til nogenlunde samtidig med Pastoralbrevene, får vi i dets anden halvdel (ApG 13-28) et billede udefra af Paulus’ virksomhed. Det afspejler imidlertid i den grad en senere tids “kirkepolitiske” situation og dens fortolkningsinteresser, at Paulus næppe ville have kunnet genkende sig selv, hvis han havde læst det.

De breve, som vi må antage, virkelig er af Paulus, stammer alle fra begyndelsen af 50’erne, dvs. ca. 15-20 efter Jesus’ død. Som vi skal se, er der i dag udbredt enighed om, at det ældste af Det Nye Testamentes fire evangelier, Markusevangeliet, er skrevet i begyndelsen af 70’erne, dvs. ca. 15-20 år efter Paulus’ breve. Det er vigtigt i en receptions- og bevidsthedshistorisk sammenhæng at holde fast i denne kendsgerning. Placeringen i Det Nye Testamente af Paulus’ breve efter evan-