Kristendomogtykkemaend

Indhold Forord 5 Kagerulle 9 Bæger

13

Spand

17

Visdommens kilde

23

Tre fede mænd på en vippe

27

Utopi

33

Mand med sten på trappen

39

Elefantmand

43

Knivstikker

49

Den der griber til sværd

53

Mareridt

59

Mand med løftestang�� 63 � Kejserens nye klæder 67 Kongernes klode

71

Spejling

77

Forord Har man humor og selvironi, er man kommet langt At træde ind i Keld Moseholms værksted er en næsten surrealistisk oplevelse.

Det er som at være fløjet i raketfart direkte ind i Astrid Lindgrens univers. Til „Emil fra Lønneberg’s“ værksted. Her står der voksmænd på hylder, på borde og på gulvet. De står og venter – på færdiggørelse. På fuldendelsen fra mesteren; på at de får en betydning. At de gør en forskel – både for kunstner såvel som for tilskuer. Mennesket som små klumpedumper. Kejtede og kiksede, men alligevel perfekte!

Allerede i 1991 skriver Johannes Møllehave om figurerne (”Keld Moseholms verden“ – tekst af Ole Lindboe , udgivet af Keld Moseholm 2004, side 5): „Den, der én gang har set Keld Moseholms figurer, arbejder med dem resten af sit liv. Man stod bøjet over en verden, man kendte, og man fik et stik i hjertet, og man smilede endda“. I 1997 var Keld Moseholms skulpturer baggrunden i Tour de France-studiet, og fra da af var jeg fortabt. Kan man blive

forelsket i skulpturer? I så fald var jeg dødelig forelsket – i små tykke mænd!

Bjarne Malmberg må have følt det samme, for i „Kunstavisen“ samme år skrev han: „Min vinder var dog aldrig at finde i feltet, og han vandt uden overhovedet at sætte sig på en cykel. Hans navn: Keld Moseholm“. Lige siden jeg så de figurer, der fortalte mig så meget om livet blot ved at se på dem, har jeg haft en drøm om at formidle det videre. De små tykke kroppe; man får sådan en trang til at omfavne dem igen og igen. De er fulde af følelser, hvad enten det er gode eller dårlige. Hver lille tyk mand repræsenterer for mig en god prædiken – der bliver talt til hjertet. Vi har så travlt med at tale til intellektet – „to please the public“. En ortodoks præst forklarede mig, at vi lutherske prædikanter „gør det sværere, end det behøver at være“.

Keld Moseholm kunst rummer det ironiske glimt i øjet. „Du ser nok splinten i din brors øje …“. Uden at distancere sig, men ved tværtimod at sætte sig selv lig med alle os andre fjolser, der ser hans figurer og tænker: „Ak, det er jo også mig!“, skaber han en form for fælles solidaritet; en solidaritet vi i den grad har brug for. Hvor ville jeg ønske, en prædiken kunne formidle det samme, som Moseholms tykke mænd kan!

Moseholm er af kunstfolk blevet kritiseret for, at de små tykke mænd har så små hoveder. At Moseholm ikke har udviklet sig, som en kunstner bør. For mig har Keld Moseholm vendt det hele på hovedet. Han indledte sin karriere med at skabe voldsomt overdimensionerede hoveder, hvor man næsten havde på fornemmelsen, at de ville eksplodere; at hjernemassen var for stor. At intellektet var for stort. Med de små tykke mænd har han fundet sin rette hylde.

Nu er det følelserne, der taler. Følelserne er kommet i højsædet.

Hans figurer er en karikatur af, hvordan vi mennesker lever med hinanden.

Hvordan vi alle i det daglige befinder os i en rastløs kamp for blot i et øjeblik at hvile i nuet. Vi kæmper mod kageruller og rullende hjul. Mod egne og andres forventninger. Vi balancerer med stress, med chefer, med overmagt,

hovmod og misundelse. De stakkels små tykke mænd begiver sig ud i halsbrækkende missioner, der er dømt til at mislykkes. Og ubevidst hører man den myndige stemme fra en person, langt højere oppe i hierarkiet end de små tykke mænd på gulvet, sige: „Kom nu. Det kan I gøre MEGET bedre“. Til alle os, der åbner os selv og hinanden i samtaler over middagsbordet. Til alle os, der finder tomhed. Til alle os, der beskæftiger os med nye køkkener, smukke gulvfliser og smarte nye møbler for at kunne gå op af trappen, som kejseren, og bade sig i beskuerens misundelige øjne.

Keld Moseholms skulpturer viser os, hvad der er på spil for mange mennesker. Og de viser os, hvad vi kan gøre bedre. De viser livsindhold. Som troende menneske mener jeg, vejen er den, Jesus har udstukket for os. En ateist ville nok se noget helt andet i Moseholms små tykke mænd, men livsindhold og værdier må der til – uden dem er de små tykke mænd – altså vi – blot som dyrene, drevet af impulser og instinkter. – Som Møllehave profeterede, så ligger de små tykke mænd på ens nethinde resten af ens liv. Man slipper dem aldrig.

Jeg har valgt 15 af Keld Moseholms skulpturer ud. Der er heldigvis mange flere, og bogen kan ses som en appetitvækker. Et spejl ind til en hel anden verden, som både ligger på Fyn, hvor Keld Moseholm har sit værksted, men også i vores bevidsthed.

Bogen er tilrettelagt med spørgsmål, så det er muligt at arbejde med teksterne og skulpturerne i studiekredse, men bogen er også velegnet til egen læsning.

Jeg takker Bodil Pedersen Fonden i Gilleleje og Felixfonden for deres tillid og støtte til mit projekt. Og Bente og Keld Moseholm fordi jeg blev forstået.

Spørgsmål 1. Læs Lukasevangeliet kap. 12, v. 16-20. Har teksten nogen forbindelse med Keld Moseholms skulptur?

2. Giver skulpturen håb?

3. Hvad gør vi, når livet er i konflikt? Er det et livsvilkår, vi blot må acceptere?

4. Oplever du splittelser i din hverdag?

57