Kristusbegivenheden

Johannes Værge

Kristus-begivenheden En tolkning

Eksistensen

København 2023

Kristus-begivenheden

En tolkning

Johannes Værge

© Forfatteren og Eksistensen, 2023

Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen

og trykt hos ScandinavianBook

ISBN: 978-87-410-0977-3

Omslag: Eksistensen

Forsidebillede: Kalkmaleri fra Skibby Kirke (Foto: Jette Fischer)

Billeder i bogen:

S. 70: Romersk karikaturtegning fra omkr. år 200

S. 92: Andrea Mantegna: Jesu opstandelse. 1457-60. San Zenoalter-tavlen

S. 97: Andrea Mantegna: Nedstigningen til Dødsriget. 1492. Privateje

S. 98: Joakim Skovgaard: Kristus i de dødes Rige. 1891-94. Statens Museum for Kunst

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10

DK-1820 Frederiksberg C

tlf. 3324 9250

www.eksistensen.dk

Forord

I tidligere bøger har jeg beskæftiget mig med følgerne af det skelsættende vrid, der skete med kristendomstolkningen, da man i det vestlige Romerrige fra omkring år 200 lod det græske, billedrigt fortællende kirkesprog blive afløst af et latinsk med et juridisk præg. Gudsforholdet blev trukket i retning af et retsforhold, og menneskesynet blev farvet af begrebet arvesynd. Det fik blandt andet indflydelse på, hvordan man vægtede elementerne i den kristne påskefortælling om Jesus’ død og opstandelse. Hvor den oprindelig, græsksprogede tradition lagde hovedvægten på en lys- og glædesfyldt fejring af opstandelsen, blev den vestlige kristendom – selvom man naturligvis ikke glemte opstandelsen – præget af et særligt fokus på Jesus’ lidelse og død, forstået som led i retsforholdet mellem Gud og menneskene. Det blev særlig pointeret, da der i middelalderen fremstod en forsoningslære baseret på den tanke, at menneskenes syndighed havde krænket Guds ære. For at opnå syndernes forladelse fra Gud måtte Jesus påtage sig den straffedød, der egentlig tilkom menneskene. Altså korsdøden set som et resultat af et behov hos Gud. En tankemodel, som har haft betydelige omkostninger for gudsbilledet og derved for den tillidsfulde tro.

I forbindelse med Jesus er der meget andet at hæfte sig ved end hans død! Ærindet med denne bog er at gå ind i hele rækken af momenter i det, der indledtes med inkarnationen, og folde de forskellige trin i Kristus-begivenhedens samlede forløb ud, så korsdøden kan ses i balance med det, der gik forud for døden, og med det, der fulgte. Derved kommer Jesus’ død til at være ladet med betydning, men uden at blive forstået som en soningsdød, der er nødvendig for at påvirke Gud og opnå syndernes forladelse. Derimod ses tilgivelsen som strømmende ud af et overskud hos Gud. Som det vil fremgå, er det ikke mindst Johannesevangeliet, der giver hjælp til tolkningen, men Paulus og de andre nytestamentlige forfattere kommer også i høj grad til at bidrage.

Jeg skylder en varm tak til lektor emeritus, dr.theol. Helge Kjær Nielsen. Han og jeg blev sat sammen som makkerpar i sin tid som medlemmer af det nytestamentlige oversætterhold bag den autoriserede bibeloversættelse, der udkom i 1992. Det førte til fortsatte udvekslinger os imellem; under arbejdet med den foreliggende bog har han set dele af manuskriptet, og vores dialog har været til god støtte. Tak også til dr.phil. Jens Aage Bjørkøe, som ud fra en lidt anden udgangsposition end min er kommet med bemærkninger, som jeg ikke altid har tilsluttet mig, men de har skærpet min opmærksomhed. Og endelig tak til Henrik Brandt-Pedersen fra forlaget for smidigt samarbejde her i den sidste fase.

Som følge af bogens bibelteologiske karakter myldrer det med bibelcitater. I almindelighed benyttes Det Danske Bibelselskabs autoriserede oversættelse fra 1992. Den friere oversættelse fra Bibelselskabet, Bibelen 2020, benyttes lejlighedsvist, og i de tilfælde gøres der opmærksom på valget.

Hellerup, januar 2023.

Kapitel 1

Indledning og oversigt

En dominerende kristendomstolkning går ud på, at den afgørende ændring i forholdet mellem mennesker og Gud skete i kraft af Jesus’ død på korset. Hans død bliver forstået som et offer, der skaffer menneskene soning i forholdet til Gud. Denne forståelse bliver især begrundet med en række formuleringer hos Paulus.

For Paulus og de nærmest følgende generationer har det givetvis spillet ind på tankemønstre og sprogbrug, at jødedommen og i endnu højere grad den hellenistiske verden, som den nye Kristus-tro bredte sig ud i, var præget af, at gudstro var uløseligt forbundet med offertænkning og offerpraksis. Jesus blev imidlertid citeret for en offerkritisk position ved at fremhæve profetordet: “Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer” (Matt 9,13), og alle fire evangelister lægger vægt på at fortælle om den hændelse på tempelpladsen, hvor Jesus demonstrativt væltede boderne med det, der skulle bruges til offertjenesten (Mark 11,12-18 og paralleller). Alligevel havde de, der efterfølgende tolkede og formidlede hans budskab, vanskeligt ved at undgå en afsmitning fra den offer-fikserede forestillingsverden, de havde som baggrund og var omgivet af.

Oven i denne påvirkning kom så den juridiske prægning af kirkesproget, jeg nævnte i forordet. Tilsammen har det forskubbet fokus i tolkningen af, hvad Jesus satte ind i verden. Jesus’ død er på den måde blevet opfattet som en offerhandling, der skulle udvirke, at Gud så med andre øjne på menneskene. I det følgende vil jeg argumentere for en forståelse, hvor korsdøden – uden at den tolkes som en soningsdød, affødt af et behov hos Gud – indgår i det samlede forløb med vægt, men hvor andre elementer i beretningerne om Jesus fremdrages som nødvendige for at skabe en balanceret sammenhæng.

En helt afgørende hjørnesten i den samlede fortælling er inkarnationen, den vi fejrer i julen. Den viser Guds vilje til et radikalt fornyet samkvem med menneskene og fremstår som et lysende “Gud med os” (Matt 1,23). Det giver god mening, at man i sin tid ikke valgte Jesus’ dødsdag, men hans fødsel som udgangspunkt for vores tidsregning.

Det siger sig selv, at kristendommen ikke ville være fremkommet, hvis ikke Jesus var stået frem og var blevet troet som den, der inkarnerede Guds ånd og Guds vilje. Derved fik han tilnavnet Kristus, den salvede, og blev kaldt Guds søn. I antikkens sprogbrug kan ‘søn’ bruges om den, der uforbeholdent repræsenterer en anden, uden at der nødvendigvis er tale om et biologisk sønneforhold; i ‘sønnen’ kommer ‘faderens’ vilje til udtryk. I Det Nye Testamentes sammenhæng er det ikke en eller anden overnaturlig biologi, der ligger bag betegnelsen

‘Gud søn’, men det drejer sig om den inderlige, gensidige forbundethed mellem Gud og Jesus. Det gensidige indebærer, at Gud / Faderen sætter sig selv på spil ved at sætte Jesus / Sønnen ind i verden.

Når Paulus skriver, at Gud “sparede ikke sin søn, men gav ham hen for os alle” (Rom 8,32), har den traditionelle udlægning for det meste fastslået, at Paulus har korsfæstelsen og opstandelsen i tankerne. Bag “gav ham hen” ligger den græske glose paradidonai , overgive, udlevere, række. Og det virker påfaldende at overse, at allerede inkarnationen udgjorde en sådan uskånsom “udlevering”. Den er udtryk for, at Gud “gav ham hen for os alle”, overgav sin søn til ubeskyttet at blive mødt med tilslutning og forkastelse fra menneskenes side.1 Inkarnationen er det ultimative nybrud fra Guds side. Som det siges i den Kristus-hymne, Paulus gengiver i Filipperbrevet: Trods sin guddommelige herkomst viste Guds søn sig i en ydmyg tjenerrolle, da han “blev mennesker lig” (Fil 2,7). Det var det, han blev “givet hen” til, med alt hvad det indebar og kom til at koste ham.

1. At det er inkarnationen, Paulus tænker på i Rom 8,32, foreslås også i Nielsen 2021, 33. I Bibelen 2020 oversættes Paulus-ordene derimod meget frit og bastant: “Gud lod Kristus dø for vores skyld.” Her ser oversætterne ud til at være styrede af den forudforståelse, at det er Jesus’ død og ikke hans samlede virke og skæbne, der er det afgørende. At denne bibeludgave er præget af en tolkning af korsdøden som satisfaktion, viser sig også i oversættelsens påfaldende introduktionstekst til Romerbrevet, hvor der står, at Jesus Kristus “døde for at betale hele menneskehedens gæld til Gud.”

Ved inkarnationen brød Guds skaberkraft igennem til et nyt niveau. Jesus fra Nazaret stod frem med ord og handlinger som udtryk for, at Gud aktivt er gået ind i et fornyet, afklaret samkvem med menneskene. Gud har taget et nyt, banebrydende skridt ved at sende Jesus som sin repræsentant med den opgave at skabe forligelse, heling af et beskadiget forhold. Det skete ved at afskrive det, der stod imellem ham og menneskene. Det skal sætte menneskene i ny bevægelse, kalde os til fri tjeneste. Som Paulus skriver: Gud “forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste” (2 Kor 5,18).

Tilgivelse, løsesum

Den røde tråd i alt, hvad Jesus viser i sit offentlige virke, er tilgivelsen. Den viser sig som en forligende, inkluderende, nyskabende udstrømning fra Gud, der visker tavlen ren. Menneskene bliver sat i et nyt, befriet forhold til Gud og bliver kaldt til et omsorgsfuldt blik for ens medmennesker og for verden som sådan. Dette befrielsesbudskab satte Jesus på Guds vegne sit liv ind på, tilgivelsen blev givet som “løsesum for mange” (Mark 10,4; Matt 20,28. I semitisk sprogbrug svarer “mange” i sådanne sammenhænge til “alle”).

Løsesum er i Det Gamle Testamente en betaling, som en med nok midler dertil kan yde for at befri en anden for fangenskab eller straf. Ordet løsesum bruges ikke i forbindelse med ofring, og alligevel har man i en slags offer-fiksering vænnet sig til at forstå dette Jesus-ord på den måde, at Jesus ved sin offerdød betaler for menneskenes syndighed. Det er jo rigtigt, at Jesus vil “give sit liv”, men hvorfor ikke forstå det helt enkelt: Han sætter sit liv ind for det kærlighedsbudskab fra Gud, der befrier, sætter fri. Tilgivelsen på Guds vegne kendetegner Jesus’ virke fra først til sidst. Den skulle ikke først afvente, at Jesus døde; under sine vandringer tilgav Jesus rask væk den ene efter den anden på Guds vegne. Alene dét forhold burde vække en mistanke om, at der er noget skævt ved de tankemodeller, der forstår korsdøden som betingelse for befrielse og frelse. Tilgivelsen er ikke betinget af noget offer. Løsesummen ydes ud af et guddommeligt overskud. Gud har midlerne dertil: en bundløs kærlighed.

I Kolossenserbrevet læser vi, at Gud “slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus” (Kol 2,14-15). Den første del af udsagnet bliver almindeligvis forstået på den måde, at den menneskelige skyld bliver annulleret i kraft af Jesus’ død på korset. Men man kunne vel overveje, om ikke den rette forståelse af Guds gerning gennem Jesus snarere er, at han stod kompromisløst inde for formidlingen af tilgivelsen og bar sletningen af “gældsbeviset” med sig helt op på korset. Tænk på, som det troværdigt indgår i billedet af ham, at selv da han var uretfærdigt dømt, tortureret, hånet og blev sømmet til korset, kunne han bede til sin himmelske far for sine bødler: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,43). Sletningen af skylden var i en sådan grad ét med ham, at når han blev naglet til korset, blev “gældsbeviset” det også.

Den sidste halvdel af citatet fra Kolossenserbrevet om “magterne og myndighederne” afspejler datidens verdensbillede, som de tidlige kristne delte med deres omgivelser: Rummet mellem det jordiske og det himmelske var befolket af åndelige kræfter med overmenneskelig magt og stærk og truende indflydelse i det jordiske. I Efeserbrevet omtales de som “ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6,12). Men de nytestamentlige forfattere ser truslerne derfra i øjnene: I Kristus er der noget endnu stærkere på færde. Den Kristus-troende får ikke beskyttelse mod ulykke, tab og sorg, men med Kristus-troen er der altid håb, en åbning til lys. I evangeliernes fortællinger om Jesus’ virke er tilgivelsen og “Frygt ikke!” to sider af samme sag.

Jesus’ indsats for denne sag endte under påskefejringen i Jerusalem – og så endte hans virke alligevel ikke der. Han ofrede sit liv for det, som han rakte ud til menneskene fra Gud, og de, der havde fulgt ham, var umiddelbart rystede, skuffede og modløse over, at han blev dømt og henrettet. Men erfaringen af hans opstandelse påskemorgen og de følgende tilsynekomster skabte troen på, at Gud derved bekræftede, hvad Jesus havde sagt og gjort og levet, og det satte hans følgere i en bevægelse, som ikke er ophørt. Samlivet med Jesus er ikke afsluttet, og den ånd, der var inkarneret i ham, rækker ud, kalder og virker. Hans død hører med i sammenhængen, men det er ikke på grund af

hans død, at hans og hans himmelske fars opgave føres videre, det er på trods af hans død.

Fælles bagtæppe, forskellig vægtlægning

I praksis har kristendommen taget forskellige former – hovedgrupperingerne er de ortodokse i østkirken over for vestkirkens katolikker og protestanter af mange slags. Men trods forskellene ligger de mytiske fortællinger i Bibelens indledning om skabelse og fald som et fælles bagtæppe. Der hører vi om Gud som skaberen, der kalder hele den mangfoldige verden frem, og “Gud så, at det var godt”, som omkvædet lyder efter hver skabelses-etape i den første af Bibelens skabelsesfortællinger. Der er to skabelsesfortællinger, anbragt lige efter hinanden, med hver deres rækkefølge, hvilket kan ses som et vink om, at teksterne ikke bør læses som reportager eller primitiv naturvidenskab i konkurrence med en senere tids naturvidenskab, men derimod som udtryk for poetisk-religiøs billeddannelse og et alternativt perspektiv. Skabelsen af mennesket tillægges en særlig betydning: Manden og kvinden fremhæves som skabt i Guds billede, derved med en særlig mulighedsfyldt og ansvarsfuld rolle i verden. En høj bestemmelse. “Og Gud velsignede dem.” I den anden af de to fortællinger om skabelsen udtrykkes menneskets særlige position ved, at mennesket fremstår som en blanding af naturens ingredienser og Guds ånd.

Derpå følger fortællingen om, at Adam og Eva lod sig friste af slangen til at spise frugten fra kundskabens træ. Derved fortabte de muligheden for det bekymringsfrie liv i Edens Have og i Guds nærhed, det brud, som oftest omtalt som syndefaldet (selvom der ikke står noget om synd i historien). Mens skaberværket er omtalt som godt, har mennesker til alle tider erfaret, at noget ondt under mange former uvægerligt trænger ind i tilværelsen; adgangen til en paradisisk, uforstyrret godhed er spærret. Det er det forhold, fortællingen om faldet sætter ord på.

Disse mytiske fortællinger indgår altså som en fælles arv i kristendommen, men udmøntningen bliver forskellig – vægten lægges forskelligt. Det viser sig ikke mindst i menneskesynet.

Mørkets eller lysets barn?

Selv hvis vi begrænser synsfeltet til den danske folkekirke og Den Danske Salmebog, fremgår det tydeligt, at menneskets situation kan formuleres ganske forskelligt. Eksempler fra salmebogen: I adventssalmen “Store Gud og Frelsermand” af Thomas Kingo læser vi (hvor der med sidste linjes “du” menes Jesus):

Hvad er da jeg Adams barn?

Skygge, støv og jord og skarn! Jeg er ikke værd at stå på den jord, du trådte på.

Mennesket er her beskrevet som uværdigt, betegnet som “skygge, støv og jord og skarn”, hvor skarn jo er et andet ord for affald. I “Den klare sol går ned” kaldes mennesket en ormesæk, og i “Mørket skjuler jorderige” skriver Kingo:

O min Jesus, o, jeg mindes at jeg er et mørkheds barn og blandt deres tal skal findes, som i syndens nattegarn viklet var til evig død ...

Hermed er der naturligvis ikke tegnet det fulde billede af, hvad Kingo står for. Men han repræsenterer en kristendomstype, hvor det dystre dominerer i beskrivelsen af, hvordan mennesket er i sig selv – hvorimod der i samspil med Gud opstår muligheder.

Over for denne beskrivelse af menneskets forbundethed med mørket ser vi hos Grundtvig et menneskebillede, hvor mennesket allerede som skabt i Guds billede er forbundet med lys. Som det hedder i “Den signede dag”:

Det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme!

Mørket er en realitet, men lyset er den stærkeste magt, og det “kendes på os”, at det er dér, vi har vores udspring og dybeste tilhørsforhold – vi er lysets børn. Tilsvarende i Grundtvigs “Helligånden trindt på jord”:

Livets ord af Guddoms-rod kilden er til livets flod; lysets børn deri sig bade.

Syndefaldskristendom og skabelseskristendom

Man træffer altså både en kristendomsform, hvor mennesket betragtes med et udpræget skeptisk blik og omtales som mørkets barn, og en, hvor mennesket mere positivt beskrives som en skabning, der hører lyset til, uden at det nødvendigvis fører til naiv idyllisering. Stillet forenklet op: To grundtyper, en syndefaldskristendom med vægt på menneskets natur som fordærvet, i et modsætningsforhold til det guddommelige, “mørkets barn”- over for en skabelseskristendom med vægt på mennesket som skabt i Guds billede og derved med åbne muligheder for samspil med det guddommelige, “lysets barn”.

Som sagt, det er en forenklet, skematisk opstilling. Der er mellemformer! Men alligevel giver det mening at skelne mellem de to grundtyper, hvor forskellene hænger sammen med, at den ene har en mere drastisk forståelse af faldet end den anden. Altså en forskel i, hvor omfattende skaden ved faldet anses for at være.

Skabelseskristendommen er karakteristisk ved, at det mulighedsfyldte i menneskets natur består, udtrykt blandt andet i sproget, selvom det onde uundgåeligt også er en virksom faktor; der er lagt sløringer af gudsbilledet i mennesket, men gudsbilledet er ikke sat ud af kraft. Det spændingsforhold, som kommer af, at vi på den ene side uvægerligt kommer til kort og dog på den anden side er højt betroede og har adgang til store muligheder, tilskynder til eftertanke og kreativ handlekraft. Der bliver kaldt på dét i os, der medvirker til menneskelighed, fællesskab og ansvarlig varetagelse af skaberværket. Bemærk også, at velsignelsen ikke blev taget fra menneskene i fortællingen om faldet.