Kr it i k og t ro
Kritik og tro.indb 1
06-01-2015 12:10:28
“… for at kunne måle den mod andre, tidligere eller kommende, moraliteter, må man gøre som en vandrer, der vil vide, hvor høje tårnene er i en by: han forlader byen.” Friedrich Nietzsche
Kritik og tro.indb 2
06-01-2015 12:10:28
Peter K. Westergaard
Kr it i k o g t ro Hume, Kant, Nie tz s che o g Witt ge nste in
Fo rl a ge t A ni s K ø be n h av n 2 0 1 5
Kritik og tro.indb 3
06-01-2015 12:10:28
Peter K. Westergaard Kritik og tro Hume, Kant, Nietzsche og Wittgenstein © Forfatteren og Forlaget Anis, 2015 Bogen er sat med Minion Pro på RPC ISBN-13: 978-87-7457-740-9 Omslag: Lena Rasmussen/RPC Udgivet med støtte fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet og Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond Forlaget Anis Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C Tlf. 3324 9250 – fax 3325 0607 www.anis.dk
Til Kirstine Marie og Laurs Peder
Kritik og tro.indb 4
06-01-2015 12:10:28
I n dhol d
Indledning 7 David Hume 11
Om overtro og sværmeri (1741) 25
Immanuel Kant 33
Religionen inden for den blotte fornufts grænser (1793) 50
Friedrich Nietzsche 61
Notesbog W II 5 (1888) 77
Ludwig Wittgenstein 87
Spredte bemærkninger (1946-1950) 103
Litteratur og anmærkninger 113
Kritik og tro.indb 5
06-01-2015 12:10:28
Indledning
6
Kritik og tro.indb 6
06-01-2015 12:10:28
Indledning Indledning
Indledning
Med denne bog gives der eksempler på fire fremtrædende filosofiske positioner, der har bidraget til religions vigende indflydelse i moderne tid og samtidig anvist veje for en rekonstruktion af religion og religiøs tro. Bogen indeholder fire korte tekster af henholdsvis David Hume, Immanuel Kant, Friedrich Nietzsche og Ludwig Wittgenstein. Teksterne er ledsaget af en indledning til deres indhold og sammenhæng. Typisk for Hume, Kant, Nietzsche og Wittgenstein er, at de sideløbende med deres kritik af religion skitserer måder, hvorpå religion kan fastholdes. De hævder hver især filosofiens uafhængighed af etablerede religiøse traditioner, og Hume, Nietzsche og Wittgenstein er alle enige med Kant i, at “vor tidsalder er i egentligste forstand en tidsalder af kritik, som alt”, heriblandt religion, “må underkaste sig”. Men af det forhold, at de understreger filosofiens selvbestemmelse og udøver kritik af religion, følger ikke, at de er anti-religiøse. De reflekterer indgående over religion og religiøse spørgsmål, og de udøver kritik af bestemte former for religion og religiøs tro. Sideløbende hermed skitserer de beskrivelser af religion og religiøs tro, som er forenelige med deres egne filosofiske analyser og antagelser. Forhåbentlig kan denne bogs indledninger og tekster pege på aspekter og detaljer, der nuancerer de vante håndfaste fremstillinger af Humes, Kants, Nietzsches og Wittgensteins behandling af religion. Bogen er tænkt som en opfordring til læseren om at gå videre ad samme spor og fastholde blikket på disse filosoffers kritiske analyser og genbeskrivelser af religion. I så henseende er de følgende sider et oplæg til en videre samtale.
7
Kritik og tro.indb 7
06-01-2015 12:10:28
Indledning
Med bogens sammenstilling af Hume, Kant, Nietzsche og Wittgenstein må deres afgørende og indbyrdes forskelle ikke overses eller tilsidesættes. De adskiller sig markant fra hinanden på flere væsentlige måder. De står i hver deres filosofiske tradition, nemlig i henholdsvis den klassiske empirisme (Hume), den transcendentalfilosofiske (Kant), en naturalistisk livsfilosofisk (Nietzsche) og i den sprogfilosofiske tradition (Wittgenstein). Men med bogen belyses en af de mange familieligheder mellem dem. De deler nemlig flere af de problemkredse og konklusioner, som Hume sætter på den nyere religionsfilosofis dagsorden. Således tager de eksempelvis alle afstand fra og opstiller hver deres modmyte til den religiøse lære om, at mennesket er skabt i Guds billede. De betragter religion og religiøs tro som en funktion af menneskets psyke, fornuft og livsførelse. De peger på religions flertydige karakter og flerfunktionelle brug. Og de gør eksempelvis også op med antagelsen af, at mennesket er i besiddelse af en uforgængelig sjælelig kerne, som skulle garantere et liv efter døden. Bogens sammenstilling af de fire filosoffer antyder samtidig muligheden af en særlig synsvinkel, hvormed det øjnes, at den nyere religionsfilosofis afgørende afsæt er Hume og ikke, som det ellers sædvanligvis hævdes, Kant. Kant er enig med Hume i, at vi bør opgive den traditionelle antagelse af, at religions gyldighed og religiøs sandhed er et teoretisk anliggende. Begge afviser, at religion kan og skal underbygges af videnskab. Med Humes kritik af religion varsles den praktiske vending inden for nyere religionsfilosofi: Skiftet fra opfattelsen af religion som en teoretisk antagelse til en beskrivelse af religion, som en praktisk, ikke-teoretisk forholdsmåde. Vendingen og hermed idéen om, at religion er et praktisk anliggende, er en central præmis hos Hume, Kant, Nietzsche og Wittgenstein.
8
Kritik og tro.indb 8
06-01-2015 12:10:28
Indledning Indledning
Det er i forlængelse af denne vending, at religion kritiseres, når den påberåber sig et teoretisk eller videnskabeligt grundlag. For Hume er religion forankret i menneskets umiddelbare praktiske forholdsmåder. Den er en naturlig funktion af den menneskelige psykologi. Hos Kant er religion afledt af menneskets praktiske, det vil sige moralske, liv. Nietzsche knytter religion til forskellige former for livsværdier og -håndteringer, mens Wittgenstein bestemmer religion som en praksis, hvis omdrejningspunkt er lidenskab og erfaringsforvaltning. Alle fire er enige om, at der bør sættes et klart skel mellem videnskabens opgaver og formål og den religiøse forholdsmåde. De har således hver især et bud på, hvad det vil sige, at religion er et praktisk anliggende. Kants, Nietzsches og Wittgensteins forslag og deres udredningers forudsatte afsæt er Humes kritik af den overleverede traditions opfattelse af religion som et teoretisk anliggende, hvis udsagns gyldighed kunne underbygges og bevises videnskabeligt. Hume påviser manglerne ved denne traditionelle opfattelse og tilbyder i stedet en konsekvent psykologisk og historisk anlagt rekonstruktion af religions opkomst og brug i menneskets praktiske livsforhold. Kant, Nietzsche og Wittgenstein viderefører Humes kritiske perspektiv og vending mod det praktiske. Kant taler sideløbende med sin kritik af reli gionsillusionen om den moralske “livsvandel, der er Gud velbehagelig”. Nietzsche peger parallelt med sin kritik af de nihilistiske religioner på “den religiøse bejaelse af livet”, mens Wittgenstein bestemmer troen som “en lidenskab”, der står i kontrast til overtro og visdom. I forlængelse af Hume viser Kant, Nietzsche og Wittgenstein, at den praktiske ikke-teoretiske forholdsmåde, vi kalder religion, kan antage mange former.
9
Kritik og tro.indb 9
06-01-2015 12:10:28
David Hume David Hume
10
Kritik og tro.indb 10
06-01-2015 12:10:28
David Hume David Hume
David Hume
Den skotske filosof og historiker David Humes (1711-1776) korte og indflydelsesrige essay “Om overtro og sværmeri” indgår i hans Essays, Moral, Political and Literary fra 1741. Essayet udgives altså efter færdiggørelsen af det filosofiske hovedværk A Treatise of Human Nature, som udkom i tre bøger i 1739-1740, og før de religionsfilosofiske værker The Natural History of Religion fra 1757 og Dialogues concerning Natural Religion, som publiceres posthumt i 1779. Således udgives “Om overtro og sværmeri” også forud for Humes omfangsrige historiske værk The History of England, der offentliggøres i seks bind i årene 1754-1764. Med udgivelsen af Essays tager Humes tænkning en drejning bort fra en bestræbelse på at udarbejde et større sammenhængende filosofisk system hen imod en interesse i mere udførligt at behandle og analysere enkeltstående problemstillinger eller emner. I Essays retter Hume blikket mod mange forskellige emner, der spænder fra spørgsmål om kærlighed og ægteskab, over temaer af politisk-filosofisk karakter til problemstillinger inden for æstetikken. I en annonce til førsteudgaven af Essays skriver Hume: Læseren “må ikke søge efter nogen forbindelse mellem de foreliggende essays, men betragte hvert af dem som et særskilt arbejde”. Humes formaning er dog vildledende. Samlingens behandlinger og analyser afspejler nemlig ikke tilfældige og isolerede interesser i Humes tænkning. De forskellige undersøgelser er solidt funderede i Humes filosofiske standpunkt og metode: Hans empirisme og inddragelse og brug af den eksperimentelle metode omfatter et tilbageføringsprincip, der siger, at erkendelsens
11
Kritik og tro.indb 11
06-01-2015 12:10:28
David Hume David Hume
gyldighed og grænse fastsættes ved og går mellem de idéer, der kan og ikke kan føres tilbage til indtryk, “dvs. alle sansninger”, hvad “enten de er ydre eller indre”. Al gyldig viden stammer fra eller lader sig tilbageføre til sanseerfaringen, hvortil også “de tre principper for forbindelse mellem idéer, nemlig lighed, kontiguitet i tid og sted samt årsag eller virkning” gøres gældende. Hume skriver i begyndelsen af An Enquiry concerning Human Understanding fra 1748: “Når vi derfor får en mistanke om, at en filosofisk betegnelse bliver brugt uden nogen betydning eller idé (hvilket alt for ofte er tilfældet), behøver vi blot at spørge, hvilket indtryk denne formodede idé er udledt af?” Og sidst i samme værk finder vi Humes velkendte understregning af denne positions kritiske følger: Når vi i fuld overbevisning om denne positions holdbarhed gennemvandrer biblioteker, hvilken ravage forårsager den så ikke! “Lad os sige, at vi tager en eller anden bog i hånden, eksempelvis omhandlende teologi eller skolastisk metafysik. Vi spørger nu: Rummer den noget abstrakt ræsonnement vedrørende kvantitet eller tal? Nej. Rummer den et eksperimentelt ræsonnement vedrørende kendsgerninger og eksistens? Nej. Kast den da på bålet, for den indeholder intet andet end sofisteri og illusioner.” Humes overvejelser over religiøs tro og religion i essayet forudsætter en sådan og allerede tilendebragt kritisk efterprøving. Udfaldet er det velkendte religionskritiske, at de religiøse udsagn og deres efterretninger ikke gengiver nogen gyldig eller faktisk viden, idet deres indhold ikke lader sig tilbageføre til erfaringsbaserede indtryk. I lyset af denne konklusion søger Hume at tilvejebringe et af de første konsekvente forsøg på at anlægge en fuldgyldig psykologisk og empirisk tilgang til en forståelse af religion og religiøs tro.
12
Kritik og tro.indb 12
06-01-2015 12:10:29
David Hume David Hume
Analyserne i “Om overtro og sværmeri” øver indflydelse på Humes senere religionsfilosofiske behandlinger og politiske analyser, der begge er forankret i Humes studier over den menneskelige natur. Sidstnævnte er et centralt afsæt i essayets overvejelser. I essayet skitseres desuden nogle af de forudsatte idéer i de senere udredninger af Englands historie. Et centralt tema i essayet og i det historiske værk er de politiske konsekvenser af religiøs tro såvel som af forskellige religionsformer. Hume er optaget af deres samfundsmæssige destabiliserende virkninger. Det religiøses politiske indflydelse og magt er et emne, som fascinerer Hume. Og ser man bort fra den underforståede kritik af religion og religiøs tro i A Treatise of Human Nature, udgør “Om overtro og sværmeri” Humes første direkte og offentlige opposition til religion og kirke. Men essayet er blot ét blandt flere i Essays, hvori Hume lufter en kritik af religiøse dogmer, religiøs intolerance, religionskrige og præstelige prætentioner. Sidstnævnte hudflettes i den berygtede lange note i essayet “Of National Characters”, som først indgår i samlingens tredje udgave fra 1748. Med “Overtro og sværmeri” og de i Essays spredte overvejelser over religion og religiøs tro fastholder Hume sin velkendte replik fra A Treatise of Human Nature: “Generelt betragtet er de religiøse fejltagelser farlige; de filosofiske er kun latterlige.” Og i essayet slår Hume idéhistorisk betragtet følgeskab med de gældende kritiske behandlinger af sværmeri. Baruch de Spinoza (1632-1677) peger eksempelvis i årene forinden i Tractatus theologico-politicus (1669-1670) på, hvor nemt de religiøst engageredes følelser lader sig manipulere for at opnå despotiske politiske mål. Spinoza henviser til den udbredte praksis, hvor personer netop udgiver “deres påfund som Guds ord og ikke tragter efter andet end at bruge religionen som påskud til at tvinge an-
13
Kritik og tro.indb 13
06-01-2015 12:10:29
David Hume David Hume
dre til at mene det samme som de”, og Spinoza pointerer, hvorledes en løbsk entusiasme og en ledsagende ringeagt for fornuft gør mennesket til et let bytte for manipulationer. “Ja”, siger han vedrørende en politisk udnyttelse af religiøse følelser, den er endda bragt så vidt, “at religionen ikke består i kærlighed, men i at så splid mellem mennesker og at udbrede det bitreste had, som man skjuler under det falske navn af guddommelig nidkærhed og brændende iver. Til disse onder er yderligere kommet overtroen, der lærer folk at lade hånt om fornuft og natur og blot beundre og ære, hvad der strider imod begge disse”. Spinoza deler med andre ord Humes interesse for den religiøs tros følger og politiske konsekvenser. I sit kapitel om “Of Enthusiasm” i An Essay concerning Human Understanding (1689) tager John Locke (1632-1704) tråden op fra Spinoza og foregriber Humes bestemmelser af sværmeri som en forholdsmåde, der står i forbindelse med fantasi, vildfarelser og fremsættelse af dogmatiske påstande, og som derfor er upåvirkelig af fornuftens ræsonnementer. Hume indleder essayet med at understrege, at analysen godtgør maksimen om, at “en forvanskning af det bedste skaber det værste”: at forvanskningerne af “sand religion” skaber det værste, nemlig “de skadelige virkninger af overtro og sværmeri”. Hume knytter her an til princippet om, at “den værste tilstand er en fordærvelse af den bedste”. Denne maksime genfindes i den ottende bog i Aristoteles’ Nicomachean Ethics, hvori Aristoteles anfører, at tyranni er den værste form for styre, der også må betragtes som en forvanskning af den bedste styreform, som er kongedømmet. Hume inddrager princippet i andre og senere sammenhænge, heriblandt i behandlingen af og sammenligningen mellem teisme og afgudsdyrkelse i The Natural History of Religion. Her gengives flere iagttagelser, “som
14
Kritik og tro.indb 14
06-01-2015 12:10:29
David Hume David Hume
også bekræfter den udbredte erfaring, at forvanskningen af de bedste ting giver ophav til det værste”. Hume peger altså også indledningsvis på, at der bag essayets udredninger af de skadelige virkninger af overtro og sværmeri forudsættes “et bedste”, nemlig en sand religion, der omfatter fordelagtige eller gavnlige virkninger. Overtro og sværmeri er forvanskninger af sand religion. Humes overvejelser over sand religion skitseres siden i The Natural History of Religion og Dialogues concerning Natural Religion. I et udkast til et forord til The History of England udredes sand religion over for forvanskningerne på følgende vis: “Religionens behørige tjeneste er at forbedre menneskers liv, at rense deres hjerter, at bestyrke alle moralske pligter, og at sikre lydighed mod lovene og øvrigheden. […] Den forfalskede form af den [religionen], som alene antænder til splittelse og strid, ansporer til oprørsånd og fremkalder oprør, er let at få øje på i verdens åbne teater”. I Dialogues concerning Natural Religion fremlægges en beslægtet beskrivelse af den sande religion: “Religionens formål er at regulere menneskenes hjerter, at humanisere menneskene, indgyde dem mådehold, orden og lydighed.” Humes analyser i “Om overtro og sværmeri” forudsætter altså en forestilling om en form for religion, hvis virke er af moralsk opbyggelig og samfundsstabiliserende art. Og Hume gør det endvidere klart, at denne form for religion øver indflydelse på en diskret, ikke iøjefaldende måde, og at dens indflydelse på historiens gang er svag. Af samme grund – nu da “religionen arbejder i det stille og kun håndhæver moral og retfærdighed” – står den netop i fare for at blive overset eller fortrængt af forvanskningerne eller sågar at blive forvekslet med “overtro og sværmeri”. Essayets indledende karakteristik af overtro og sværmeri antyder altså, at der sideløbende med udred-
15
Kritik og tro.indb 15
06-01-2015 12:10:29
David Hume David Hume
ningerne og kritikken må gives rum for “sand religion”: en religion der har form af en art “sekulær” moral. Her varsles enkelte af Kants tankefigurer fra Kritik der reinen Vernunft (1781), heriblandt den “at give rum til tro” side løbende med kritikken og udpegningen af den rene fornufts grænser. Hume peger på muligheden af en religion inden for det fælles og almene livs grænser. En religion, hvis forholdsmåde opviser et vist slægtskab med den filosofiske, som dels går op imod spekulative forestillinger og dogmer, dels vægter en nøgtern afvejning af erfaringers og argumenters gyldighed frem for en tillid til særlige affektive tilstande. Hume peger umiddelbart efter introduktionen af maksimen på årsagerne til forvanskningen af den sande religion via en udpegning af de forudsatte psykologiske typer og psykiske tilstande bag overtro og sværmeri. Hermed foregribes Nietzsches senere brug af psykiske typologier (heriblandt den fornemme, præsten og slaven) i sine redegørelser for forskellige moral- og religionstyper i Jenseits von Gut und Böse (1886), Zur Genealogie der Moral (1887) og Der Antichrist (1888). Nietzsche betragter moraler og religioner som “affekternes tegnsprog”. Hume pointerer, at overtro og sværmeri har deres grundlag i menneskets sind og affekter og i uvidenhed. Ja, deres afsæt er to forskellige typer af personligheder eller karakterer. Overtroens drivfjeder er således et sind domineret af rædsler og ængstelser, hvis anledning enten er af biografisk eller offentlig art “eller af en samvirkning af alle disse omstændigheder”. Den måske mest grundlæggende psykiske tilstand i overtro er erfaringen af udsathed og sårbarhed. En erfaring der danner grobund for dels en frygt for “utallige og ukendte onder fra ukendte aktører”, dels en “fremstilling af vrangforestillinger” og mægtige og ondskabsfulde “imaginære
16
Kritik og tro.indb 16
06-01-2015 12:10:29
David Hume David Hume
agenter”. Ifølge Hume skal anledningen til riter og ceremoniers opkomst ligeså findes i et sådant sind. Riter og ceremonier må betragtes som handleformer, der gribes til for at indynde sig over for eller “for at stille dem [de usynlige og ukendte agenter] tilfreds”. Riter og ceremonier har således i udgangspunktet en instrumentel funktion. De er midler. Humes redegørelse har her en særlig kritisk vinkling, idet det betones, at netop den frygtsomme og ængstelige person er tilbøjelig til at ty til disse midler, og det ligegyldig hvor absurde eller ubetydelige de er, når blot de tilrådes af de religiøse institutioners repræsentanter (af “dårskab” eller slyngelagtige personer). Her går Humes kritik af religiøse riter og ceremonier hånd i hånd med kritikken af præsteskabet og af religiøse institutioners magtudøvelse. Ifølge Hume har sværmeri en anden sindstilstand som forudsætning, nemlig en opstemthed, stolthed, “en ophedet fantasi i forening med uvidenhed”. Disse eleverede følelser og den hermed forbundne indbildskhed opstår ofte, siger Hume, af “velstand og fremgang, af sundt helbred, godt humør, eller af en dristig og selvsikker karakter”. Med bestemmelserne “velstand og fremgang” anlægger Hume et sociologisk blik på sværmeri. Det drivende moment i sværmeri er en svulmende og vild fantasi og ikke frygt eller ængstelser. En af følgerne af fantasiens “storslåede, men forvirrede forestillinger” er verdensforagt. For i lyset af fantasiens dannelser tabes alle dødelige og forgængelige ting af syne, “som var de uværdige for vores opmærksomhed”. En anden følge af fantasiens dannelser er visse ledsagende eksalterede erfaringer, der udlægges af den troende som umiddelbare inspirationer fra det guddommelige væsen. Hume skitserer her en psykologisk forklaringsmodel på erfaringen af religiøse åbenbaringer. De
17
Kritik og tro.indb 17
06-01-2015 12:10:29