Liturgi og musik by Eksistensen

Ole Brinth

Liturgi og musik

En praksis-orienteret liturgisk-musikalsk oversigt over højmessen

Eksistensen København 2024

Liturgi og musik

En praksis-orienteret liturgisk-musikalsk oversigt over højmessen Ole Brinth

Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook

ISBN: 978-87-410-1107-3

Udgivet med støtte fra: VELUX FONDEN

Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond

Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

5041 0826

Menighedssvar og menighedssungne svar i efterreformatoriske gudstjenesteordninger – et historisk rids .....................................................

messe – og i hvilket omfang

Messesang i efterreformatoriske gudstjenesteordninger – et historisk rids ..........

modulation/intonation og betydningen af tonalt centrum .........................

orgelledsagelse af de liturgisk-musikalske svar i efterreformatoriske gudstjenesteordninger – et historisk rids

Kormedvirken/degnens rolle ved liturgiske svar i efterreformatoriske gudstjenesteordninger – et historisk rids

og udgangsbøn .......................................................................................

Kormedvirken, korsang eller solosang i dag – hvorfor og hvordan ..................

Kormedvirken, korsang eller solosang i efterreformatoriske gudstjenesteordninger – et historisk rids ...................................................

a. Læsning fra Det Gamle Testamente

b. Læsning fra Det Nye Testamente – epistel eller lektie ...............................

c. (Evangelium) ...........................................................................................

d. Intonation til trosbekendelse ....................................................................

e. Trosbekendelse .........................................................................................

Trosbekendelsen (Credo) i efterreformatoriske gudstjenesteordninger – et historisk rids ...................................................................................

a. “Opløft jeres hjerter til Herren” (Sursum corda)

“Opløft jeres hjerter” (Sursum corda) i efterreformatoriske gudstjenesteordninger – et historisk rids

b. “Hellig, hellig hellig” (Sanctus) ...............................................................

“Hellig, hellig, hellig” (Sanctus) i efterreformatoriske gudstjenesteordninger – et historisk

c. “O du Guds Lam” (Agnus Dei) ................................................................

“O du Guds Lam” (Agnus Dei) i efterreformatoriske gudstjenesteordninger – et historisk rids

d. Nadverbøn “Opstandne Herre og

a. “Opløft jeres hjerter til Herren” (Sursum corda) og præfation

b. “Hellig, hellig, hellig” (Sanctus)

c. Nadverbøn “Opstandne Herre og

Note 1 “Herre, forbarm dig” (Kyrie) og “Lovsangen” (Gloria)

(Gloria) i

Note 3. Kirkebønner og Det

Dåb i højmessen

Sungne led efter forslag i Højmessevejledningen 1992 ..................................

a. “- efter en læsning” ...................................................................................

b. “- efter prædikenen” .................................................................................

c. “- under altergangen”

d. “- kan synges et halleluja”

Frie valg af selvstændige sungne led sunget af kor/kirkesanger – andre kilder ......................................................................

Oversigt over kilder til liturgisk musik til højmessen i Musiktillæg 1994

over gregorianske kilder til

Kronologisk oversigt over omtalte udgivelser (med noder) af liturgisk-musikalske

Forord af biskop Elof Westergaard

Gudstjenesten er fuld af musik. Der er meget at høre og lytte til. Gudstjenestens musikalske udtryk bliver skabt af orgel og salmesang, og af præstens og kordegnens stemmer ved deres oplæsning af bønner og bibelske læsninger. Præsten messer måske den indledende kollekt og dele af nadverliturgien, og kirkens kor med de ofte mere øvede sangstemmer understøtter salmesangen og bidrager måske også ved højmessen med en motet. Gudstjenestens musikalske elementer er mange og klangbilledet ofte stort og rigt.

Ole Brinth er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, har haft et langt kirkemusikalsk virke og er tidligere rektor for Sjællands Kirkemusikskole. Han var medforfatter til Højmessen Liturgisk Håndbog I og II. Ole Brinth har nu skrevet denne bog Liturgi og musik, hvor han bringer sin store viden i spil og sætter fokus på gudstjenestens musikalske og klanglige udtryk. Her bliver såvel en række overordnede betragtninger om højmessens liturgi udfoldet som højmessens enkelte led gennemgået i henseende til de liturgiske leds musikalske iklædning. Alt sammen ud fra et praksis-orienteret liturgisk-musikalsk perspektiv. Musikken har stor betydning i en evangelisk-luthersk kirke. Benedicte Hammer Præstholm har i sin nye lærebog Kunsten at holde gudstjeneste (Eksistensen 2024) formuleret det på følgende prægnante vis: “Blandt de æstetiske medier har musikken en særstatus i en luthersk sammenhæng. I vores tradition fremhæves de strenge i Bibelen og den fælleskirkelige tradition, der understreger gudstjenesten som et akustisk, klangligt fænomen. Det drejer sig om troen, som kommer helt konkret af det, der høres…”

Læseren får så gennem sin læsning af Liturgi og musik skærpet sin opmærksomhed på, hvor vigtigt det er at have øje for gudstjenesten som en musikalsk helhed, for dens forløb og dens enkelte led. Det er dertil vigtigt, at man som præst, kirkemusiker og kordegn er sig bevidst om tonefald, betoninger, tyngdepunkter og pauser. Et amen er nødvendigvis ikke kun et amen, hvad en organist skal være opmærksom på i sit spil til korsvar. Og det er for eksempel vigtigt, at præsten, hvis bønnen Fadervor siges i kor, bidrager til med forfatterens ord: “at fremførelsen har et gående og rummeligt tempo, hvor menigheden kan være med i tanke eller i tale”. Liturgi og musik viser med al tydelighed, hvor vigtigt, det er, at man lytter til hinanden, og at de, som leder og understøtter gudstjenesten, forbereder sig og er nærværende tilstede i gudstjenesten, så den kan blive til fælles glæde.

En af Ole Brinths pointer i Liturgi og musik er, at det er vigtigt med genrebevidsthed. Der er stor musikalsk frihed i tilrettelæggelsen og udførelsen af en

gudstjeneste. I det autoriserede højmesseritual fra 1992 er det musikalske udtryk og de musikalske stilarter ikke fastsat, så der kan lokalt gøres brug af mange forskellige stilarter. Denne frihed er med til at understrege, hvordan kirkemusik er musik til tiden, bundet til nutiden og til dens opgave. Denne frihed fordrer imidlertid en stærk genrebevidsthed og kendskab til, hvad kirkemusik er og skal i højmessen. Ole Brinth giver i Liturgi og musik en solid og god indføring i de musikalske traditioner, som har præget dansk gudstjenesteliv siden reformationen. En tradition, hvor ikke mindst Thomas Laubs fokus på den gregorianske sang og modersmålet har haft stor betydning.

Liturgi og musik er en praksisorienteret liturgisk-musikalsk bog, som efter min opfattelse kan fremme såvel menighedens aktive rolle i gudstjenesten og være til inspiration for dem, der er med til at lede og understøtte gudstjenesten, dvs. præsten, organisten og andre kirkemusikere, kirkesangeren og kormedlemmerne.

Liturgi og musik er således en brugsbog og samtidig en bog, som gør læseren klogere på højmessens liturgi og dens musikalske udtryk.

En stor og rig verden kan åbne sig af et præludium, en bibelsk læsning og amen.

God læselyst!

Optakt

“Kein Gottesdienst lässt sich ohne Musik feiern: Alle bestimmten Töne, ja schon der Ton des Redens sind von musikalischer Qualität.”

Rainer Volp: Liturgik 1994 s. 1032 [“Ingen gudstjeneste lader sig fejre uden musik: Alle bestemte toner, ja allerede klangen i de talte ord er af musikalsk kvalitet.”]

Det liturgiske forløb af en højmesse i Den Danske Folkekirke rummer en mangfoldighed af tekstlige og musikalske former. Oplæsning af bibeltekster og fremsigelse af bønner og liturgiske tekster veksler med salmesang, orgelmusik, korsang, evt. messede led og menighedssungne svar i liturgien med mere. De indbyrdes forskellige led, der repræsenterer forskellige tekstlige og musikalske genrer, har hver for sig betydning i liturgien, og det samlede liturgiske forløb understøttes af det, man kan kalde “gudstjenestens klang”.

Gudstjenestens klang er en helhed, der dannes af de musikalske tonefald i de sungne led, i samvirke og samklang med de tekstlige tonefald i læste bønner og tekster i al deres rige forskellighed, og denne helhed er afgørende for det liturgiske forløb og for oplevelsen af det liturgiske forløb.

Musikalske tonefald i sungne led og tekstlige tonefald i oplæsning er i en liturgisk-musikalsk forståelse af gudstjenesten to sider af samme sag, og den klanglige og rytmiske formgivning af læste tekster og bønner har samme betydning for det liturgisk-musikalske forløb som messesang, salmesang og menighedssungne svar. En bøn har et andet tonefald end en lovprisning, ligesom én salme synges (og spilles) anderledes end en anden salme ud fra tekstens karakter, og et amen efter indledningskollekten må gives et andet musikalsk tonefald end et amen efter den afsluttende takkekollekt.

Hvor det liturgiske forløb er fastlagt gennem autorisation, gælder dette ikke for gudstjenestens klang. Musikken i gudstjenesten er ikke reguleret af bestemmelser, og den del af gudstjenestens klang, der knytter sig til tale såsom bønner og oplæsning af tekster, unddrager sig naturligt enhver form for fastlagt form eller udtryk.

Det liturgisk-musikalske arbejdsfelt er således i forbindelse med højmessen spændt ud mellem de fastlagte muligheder for liturgiske forløb og det frie musik valg. Afgørelser om tonefald i gudstjenesten og dermed alle afgørelser, der har indflydelse på gudstjenestens klang, er ubundne af de autoriserede forhold, der alene angår de liturgiske tekster. Denne retstilstand inden for det liturgiskmusikalske område har med visse undtagelser været gældende i flere århundreder.

Udformningen af gudstjenestens klang bygger således primært på valg, herunder valg af liturgisk musik, og det bevidste arbejde med og stillingtagen til udførelsen af de liturgiske led, hvad enten de synges, messes eller læses.

Det er op til dem, der på et bestemt sted og i en bestemt sammenhæng har ansvar for det liturgiske forløb og for gudstjenestens udtryk, at vælge musikalsk form og iklædning. De skal vælge melodier til salmerne, og de skal vælge den musik der skal ledsage ordene i liturgien og udse sig den musik, der i øvrigt skal klinge ved gudstjenesten. Og hertil kommer det vigtige arbejde med tonefald i fremførelsen af salmer, sungne led og oplæsning.

I det følgende er der fokus på den del af gudstjenestens klang, der dannes af de menighedsbårne sungne liturgiske led, præstens messetoner og tonefald i læste tekster. Menighedens salmesang berøres således kun i forbindelse med de få salmer, der indgår i de autoriserede ritualer.1

Den nuværende, velkendte og næsten enerådende “musikalske dragt” for de liturgiske led i folkekirken er formet og har fundet rodfæste i første halvdel af 1900-tallet, og er i sig selv et udtryk for trufne valg. Der kunne være truffet andre valg på det tidspunkt eller senere. Og der kan træffes andre valg i dag.

Efter en indledning med overvejelser og bemærkninger om gudstjenesten som genre og en gennemgang af de kilder, der inddrages, falder fremstillingen i tre hovedafsnit og et afsluttende afsnit med oversigter og litteraturliste.

Første del har fokus på kirkemusik som en genre, der i nutid spænder og historisk har spændt over en vifte af udtryksformer og stilistiske kendetegn. Videre sættes der perspektiv for nutiden og en fremtidig udvikling ud fra kirkemusikkens frie position i dag, ubundet som den er af autorisation eller anden fastsat regulering. Anden del indkredser de fire aktører i gudstjenesten, hvor der med udblik til kirkemusikkens historie inden for det liturgisk-musikalske felt sættes fokus på menighedens, præstens, organistens/kirkemusikerens og korets/degnens roller som bærende og udførende af de sungne og messede led i gudstjenesten i dag og i tidligere tider.

1 “O du Guds Lam” i nadverritual B og C og i Note 1 i “Lovsangen” (Gloria).

Tredje del rummer en gennemgang af gudstjenesten led for led med fokus på det liturgisk-musikalske. Med udgangspunkt i den liturgisk-musikalske praksis som ses nedfældet i Musiktillæg I og II fra 1994, beskrives de historiske forudsætninger for den gældende praksis. I beskrivelsen af leddenes karakter arbejdes med en inddeling i genrer, der understøtter beskrivelser af og forslag til formgivning og udtryk. Til inspiration for arbejdet med at tilrettelægge udførelsen af de indbyrdes forskellige led i gudstjenesten, så disse står med eget præg til gavn for oplevelsen af det samlede forløb af højmessen, er karakteren af de enkelte led beskrevet. Fremførelsen af læste tekster og læste bønner har rytme og til en vis grad også klangdannelse til fælles med de sungne led og falder ind under den samlede liturgisk-musikalske fremførelse. Fremstillingen bidrager således også til indsigter, der kan danne basis for arbejdet med at tilrettelægge oplæsning eller fælles fremsigelse.

Rids af de historiske forhold omkring de musikalske former for de liturgiskmusikalske led i de efterreformatoriske gudstjenesteordninger i Danmark fra 1539 og frem til i dag viser skiftende tiders valg, tidernes skiftende kirkemusikalske holdninger og disses relationer til positioner inden for liturgi og gudstjenestesyn. Samtidigt tegner det historiske forløb inden for det liturgisk-musikalske felt “bagtæppet” for den nuværende liturgi og liturgiske musik.

Skildringen af de historiske forudsætninger for den liturgiske musik giver –uden at prætendere at være en liturgihistorisk eller kirkemusikhistorisk fremstilling – samlet set et udblik over udviklingen fra reformationen og til i dag, der kan danne basis for at se den liturgisk-musikalske historie som faldende i to hovedafsnit. Der kunne sættes et før og efter år 1800, da der, i hvert fald fra 1832 hvor Wibergs Messe-Melodier udkom, kan spores en stigende interesse for det liturgisk-musikalske efter en forudgående periode, hvor det liturgisk-musikalske tilsyneladende tiltog sig en dalende opmærksomhed og blev betragtet som mindre vigtigt og tilmed til tider uvæsentligt. Der kan her ses et sammenfald med den generelle debat om liturgi i 1830erne, der blandt andet finder udtryk i biskop Mynsters liturgiforslag fra 1839.

Overordnet gælder, at historien om de skiftende tiders musikalske iklædning af de liturgiske led, friheden til at vælge musikalsk iklædning og muligheden for udvikling står side om side i det liturgisk-musikalske arbejdsfelt, og netop denne bredde i arbejdsfeltet kan og bør give inspiration til videre arbejde.

Udvalget bag Musiktillæg 1994 satte ord på dette med det videre arbejde i den afsluttende bemærkning i forordet: “Det er udvalgets håb, at de to musiktillæg kan bidrage til videre indlevelse i dansk kirkemusikalsk gudstjenestetradition og

dermed også inspirere til musikalsk liturgisk nyskabelse, som vil kunne finde vej til menighederne i kommende udgaver.”2

Det er ambitionen med nærværende fremstilling i forlængelse heraf og med afsæt i historien, friheden og muligheden for udvikling at bidrage til forståelse af den nuværende kirkemusikalske gudstjenestetradition til inspiration for et videre arbejde med de liturgisk-musikalske led i gudstjenesten.

Det arbejde bliver aldrig færdigt, og inviterer vedholdende de ansvarlige aktører til i frihed at søge det bedste.

Yderligere materiale, der underbygger bogens fremstilling og kan give inspiration til et videre arbejde, kan ses på hjemmesiden www.liturgimusik.dk hvor der ligger supplerende materiale i form af noder, biografier, uddybende skildringer af historiske forhold m.m.

Tak til Helle Christiansen, Marianne Christiansen og Else Marie Schouborg Brinth for kritisk læsning og inspirerende medtænken.

Tak til Bjarke Moe og Holger Villadsen for dialog undervejs, henvisninger til relevant litteratur og relevante kilder og for forslag til rettelser med mere ud fra gennem læsning af manuskriptet undervejs.

Tak til Martin Schwartz Lausten for gode råd om arkivsøgning på Rigsarkivet.

Tak til Elof Westergaard for forord til bogen.

Tak til Benedicte Præstholm, Jette Rønkilde, Finn Evald, Jørgen Kjærgaard, Nils Holger Petersen, Kim Thinggaard og Peter Weincke for samtaler og udveksling af synspunkter i arbejdsprocessen, og tak til redaktør Henrik BrandtPedersen og Eksistensen for godt samarbejde om udgivelsen.

Alle indspil har bidraget til overvejelser, rettelser og præciseringer til gavn for det endelige resultat. Hvad der måtte stå tilbage af fejl og mangler er alene mit ansvar.

For økonomisk støtte til udgivelsen skal der lyde en stor tak til Velux Fonden og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond.

Ole Brinth juni 2024

2 Musiktillæg I 1994 s. 9.

Indledning

Gudstjenesten som musikalsk genre og de liturgisk-musikalske led som genrer

Kirkemusik som genre

Anskuer man kirkemusik som genre, spænder denne i lighed med alle andre musikalske genrer, over en mangfoldighed af musikalske former og udtryk, her under skiftende tiders salmemelodier og skiftende tiders melodiske udformninger af sungne menighedssvar og melodier til messede led (“messetoner”).

Det er bestemmende for genre som begreb, at et tilhørsforhold til en genre er uafhængigt af udtryksmåde og stil. En genre afgrænses af andre forhold. Inden for musikken kan en genre således afgrænses af en form, som f.eks. symfoni, eller af form i samvirke med en slags “funktion” i relation til en tekst som f.eks. opera og kirkemusik.

Her overfor er stil en beskrivelse af et sæt af musikalske udtryksformer, der blandt andet er givet af et tilhørsforhold til en bestemt tidsepoke. En barokopera kan således ses som et værk inden for genren “opera” og inden for denne genre som et værk, der har karakter og præg af kompositorisk arbejde, der trækker på det store arsenal af musikalske udtryk, som stod i fokus inden for den stil og den stilperiode, som en senere tid har kaldt barokken.

Ud fra forståelsen af kirkemusik som en genre betragtes den liturgiske musik i nærværende fremstilling som en liturgisk-musikalsk genre under den overordnede genre “kirkemusik”.3

Når højmessen iagttages som en egen genre, åbnes for en forståelse af gudstjenesten som en form, hvor musikalske led følger i række, og hvor musikalsk formdannende kræfter har betydning for forløb og udtryk. Videre giver genrebegrebet i forbindelse med arbejdet med de liturgisk-musikalske led i gudstjenesten ramme for den vigtige forståelse, at de musikalske udtryk i gudstjenesten er frie i henseende til valg af musikalsk stil.

3 I arbejdet med de liturgisk-musikalske genrer er der tale om en videreudvikling af grundlæggende tanker og tilgange, som er fremlagt i to tidligere udgivelser: Kirkemusikken i Gudstjenesten 1 og 2, som jeg på opfordring fra Foreningen af Præliminære Organister (FPO – nu: Organistforeningen) skrev i 1993 til deres serie af Temahæfter og Liturgisk Håndbog I og II skrevet i samarbejde med Helle Christiansen, Henrik Christiansen og Marianne Christiansen.