Min kjere læser uddrag

Joakim Garff & Povl Gรถtke

Min kjere Lรฆser Kierkegaard i kortform

Garff & Gรถtke

Min kjere Lรฆser Kierkegaard i kortform

Aros Forlag 2013 3

7 Forord 9 Samtiden 16 Troen 23 KĂŚrligheden 30 Selvet 38 Ytringen 45 Efterskrift

5

Forord At samle østers i Vadehavet er ikke for hastværkere. Man synker i og suges fast, så man næsten ikke kan få støvlerne med sig. Svuuup! Jo flere østers, der er i spanden, desto vanskeligere er det at komme frem.

Sådan er det også med Søren Kierkegaards forfatterskab. Man må væbne sig med tålmodighed og ikke bare tænke på at komme videre.

Man skal læse langsomt. Måske højt. Det anbefalede Kierkegaard selv.

Apropos skaldyr var Kierkegaard kendt for sin iltre krebsegang, når han gik omkring i byen, hvor han gesti­kulerede med sin lille spanskrørsstok og plud­selig kunne finde på at krydse gaden for at undgå direkte sol­lys, hvilket ikke gjorde det let at slå følge med ham. Kierkegaards gangart på de københavnske fortove kan minde om hans måde at skrive på. Selvom han benytter den gængse skrive­retning fra venstre mod højre, kan man godt sige, at hans tekster har deres helt egen skriveretning, der ikke altid respekterer den lige linjes princip. Kierkegaard er nemlig associativ og fabulerende og fletter de forskelligste teksttyper sammen, ligesom han kan være pjattet og overgiven, men også alvorsfuld til det dystre og dyb til det uud­grundelige. Teksterne svinger mel­ lem begreb og billede og skaber en oplevel­ses­dimension hos læseren, som Kierkegaard hyppigt henvender sig fortroligt til og kalder for ”min kjere Læser.” I sine skrifter åbner og krydser han grænserne mellem teologi, filosofi, æstetik og psykologi og bliver derved tværfaglig, længe før det ord blev opfundet.

En appetitvækker Med denne lille bog vil vi gerne give smag for Kierkegaards forfatterskab. Vi har udvalgt nogle tekster, som giver indblik i fem af forfat­terskabets centrale temaer. Første tema handler om at forholde sig kritisk til sin samtid. Det andet om at tro på en magt, der er større end én selv. Det tredje om at elske med forskellige former for kærlighed. Det fjerde om at blive et autentisk og lidenskabeligt selv. Og 7

endelig handler det femte om trangen til at ytre sig og nødvendigheden af at være tavs.

Formålet med bogen er altså ikke at orientere læseren om, hvad Kierkegaard egentlig og dybest set mente om dit og dat, men derimod at bruge Kierkegaard til at blive klogere på nogle vigtige eksistentielle temaer og fænomener. Hvis bogen kan inspirere til omtanke og til at tale ær­ligt og vedkommende sammen om nogle af de elementære vilkår, vi deler med hin­anden, har den opfyldt sin mission.

Kunstneren Kehnet Nielsen har ladet sig inspirere af bogens fem temaer og skabt de værker, der ledsager teksterne. Værkerne er selvstændige udsagn, men kan også ”læses” som stadier på Kierkegaards vej gennem livet. Vi vil gerne på det hjerteligste takke Kehnet Nielsen for den beredvillighed, han straks udviste, da vi præsenterede ham for projektet, og for den indlevelse, hvormed han har løst opgaven.

Tilbage er blot at nævne, at Kierkegaards tekster gengives, som han har skrevet dem, men vi har arrangeret dem i forhold til de fem temakredse.

Desuden har vi forsynet dem med nogle overskrifter. Hist og her har vi udeladt en eller flere sætninger for at gøre dem mere tilgængelige.

Sådanne udeladelser er angivet med (…). Enkelte steder har vi indsat en forklaring i teksten i en skarp parentes [>].

Hver temakreds indledes med en kort præsentation, derpå kommer Kierkegaards ord, og endelig følger en kort refleksion med aktualiserende overvejelser til hvert enkelt tema. Dermed skulle blikket gerne flyttes fra Kierkegaard til med Kierkegaard at se på os selv og vores egne udfordringer. Sidst i bogen findes der forslag til, hvordan man kan bruge bogen i forbindelse med en studiekreds. Afslutningsvis er en kort læsevejledning.

8

Troen Indledning Kierkegaards

bekymring over udviklingen udspringer dybest set af hans religiøse anliggende. Efter hans mening er det nemlig ikke bare det enkelte menneske og samfundet, der er i opløsning. Også gudsforholdet påvirkes og forandres med fremkomsten af det moderne samfund. Det overgår fra at være et helt centralt samfundsanliggende til at blive en marginaliseret privatsag.

Den proces fra enevælde til demokrati, som tog sin begyndelse med vedtagelsen af Grundloven i 1849, medvirker til at ændre selve forestillingen om Gud. Hvis man lever i et samfund, der er styret af en enevældig konge, har man gode forudsætninger for at forstå og forholde sig til en guddommelig instans, som man skylder ubetinget lydighed.

Men denne indstilling til autoriteter forandrer sig gennemgribende med overgangen til et demokratisk samfund. I et sådant er der ingen instanser, der ubetinget skal adlydes. Gyldigheden gøres betinget af flertallets afgørelse.

Det er Kierkegaards påstand, at der i et sådant samfund ikke er plads til Gud i traditionel forstand. Man bliver nødt til at finde en ny plads til Gud. For Kierkegaard er den plads i det enkelte menneske selv.

16

Billede 1

17

Ord af Kierkegaard Tomt og trøstesløst Dersom der ingen evig Bevidsthed var i et Menneske, dersom der til Grund for Alt kun laae en vildt gjærende Magt, der vridende sig i dunkle Lidenskaber frembragte Alt, hvad der var stort og hvad der var ubetydeligt, dersom en bundløs Tomhed, aldrig mættet, skjulte sig under Alt, hvad var da Livet Andet end Fortvivlelse? Dersom det forholdt sig saaledes, dersom der intet helligt Baand var, der sammenknyttede Menneskeheden, dersom den ene Slægt stod op efter den anden som Løvet i Skoven, dersom den ene Slægt afløste den anden som Fuglesangen i Skoven, dersom Slægten gik gjennem Verden, som Skibet gaaer gjennem Havet, som Veiret gjennem Ørkenen, en tankeløs og ufrugtbar Gjerning, dersom en evig Glemsel altid hungrig lurede paa sit Bytte, og der var ingen Magt stærk nok til at frarive den det – hvor var da Livet tomt og trøstesløst!

Troen og den objektive uvished Uden Risico ingen Tro. Tro er netop Modsigelsen mellem Inderlighedens uendelige Liden­skab og den objektive Uvished. Kan jeg objektivt gribe Gud, saa troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor maa jeg troe; og vil jeg bevare mig i Troen, maa jeg bestandig passe paa, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg, i den objektive Uvished er »paa de 70,000 Favne Vand«, og dog troer.

Troens gale retning Naar man vil opfatte Troen som en blot Erkjenden af historiske Ting, saa kommer man consequent og simplement til saadanne Latterligheder som at mene, at det om Jorden er flad eller rund hører med til Troen.

18

Troens nødvendighed Byd Sømanden at seile uden Baglast – han kulseiler; lad Slægten, lad hver Enkelt i den forsøge at bestaae uden det Ubetingede: det er og bliver Hvirvel. Det kan i længere eller kortere Tid, i Mellemrum synes anderledes, at det er Fasthed og Tryghed: i Grunden er og bliver det Hvirvel, selv de største Begivenheder og det meest anstrengede Liv dog Hvirvel eller som det at sye uden at fæste Ende – indtil Enden atter gjøres fast derved, at det Ubetingede anbringes, eller derved, at den Enkelte, om end paa nok saa stor Afstand, dog forholder sig til et Ubetinget. Leve blot i det Ubetingede, indaande kun det Ubetingede kan Mennesket ikke, han omkommer, som Fisken naar den skal leve i Luften; men paa den anden Side, uden at forholde sig til det Ubetingede kan et Menneske heller ikke i dybere Forstand »leve«, han udaander, det er [>dvs.], han vedbliver maaskee at leve, men aandløst.

Tro som en opdagelsesrejse Gud er paa een Gang uendelig nær og uendelig fjern fra Mennesket. At komme til at forholde sig til Gud er en Opdagelses-Reise.

Synd og skyld At En grublende vil sidde og stirre paa sin Synd, og ikke vil have Tro paa, at den er ham tilgivet: er jo ogsaa saaledes Skyld, at det er at tænke ringe om Christi Fortjeneste.

Fra kvinden kommer frelsen Hav fremfor Alt lidt mere Ærbødighed for Qvinden; tro mig, det er dog fra hende Frelsen kommer, saavist som Fordærvelsen kommer fra Manden.

19

Den enkelte og troen »Den Enkelte« er den Categorie, gjennem hvilken, i religieus Henseende, Tiden, Historien, Slægten skal (...). Min Opgave er (...) at bevæge de Mange til at trænge gjennem denne Snævring, »den Enkelte«, (…) ja om jeg skulde forlange en Indskrift paa min Grav, jeg forlanger ingen anden end »hiin Enkelte«. (…) »Den Enkelte«; med den Categorie staaer og falder Christendommens Sag, efterat Verdens-Udviklingen er naaet saavidt i Reflexion, som den er.

20

Refleksion Kierkegaard er en religiøs forfatter og en kristen tænker.

Noget af det smukkeste og mest bevægende, han har skrevet, er de opbyggelige taler, som han selv regnede for kernen i forfatterskabet. Også en typisk religiøs genre som bønnen bruger han igen og igen.

I en dansk kontekst, som er protestantisk, er Kierkegaards overvejelser om tro fortsat helt afgørende. Hvordan kan vi definere tro? Hvad er troens modsætning? Er det viden? Eller tvivl? Er det synd?

Kierkegaard hævder, at der knytter sig en objektiv u-vished til troen.

Og kristendommen handler ikke bare om at erkende ”historiske Ting,” som han formulerer det. Men hvilke historiske begivenheder hører egentlig med til kristendommen, kan man spørge. Hører verdens skabelse med? Jomfrufødsel? Hvad med mirakler og djævleuddrivelser?

Eller hvad med Jesus’ konflikt med disciplene i synet på kvinder og børn – er den historisk? Korsfæstelsen vil de fleste nok kunne anerkende som en sandsynlig historisk begivenhed, men hvad med opstandelsen?

Vil det ændre noget, hvis der ikke er noget i Bibelen, som er pålideligt som historisk kildemateriale?

Kierkegaard beskriver det at leve uden en Gud som at sejle uden ballast. Det hele bliver en hvirvel. Man kan ikke længere kende forskel på godt og ondt, sandt eller falsk. Men er det rigtigt? Hvis vi nu alle blev ateister, ville der så gå noget tabt på det moralske plan? Eller med hensyn til erkendelse?

Og hvis så nu ateisten opdager, at der faktisk er noget, der går tabt, kan man så genskabe det religiøse engagement? Kierkegaard var selv af den opfattelse, at når man havde mistet sin barnetro – og det gør man på grund af refleksionen – så kunne man reflektere sig frem til en ny umiddelbarhed og en ny tro. Men kan det lade sig gøre? Hvordan kommer man egentlig til tro?

I sit forfatterskab sætter Kierkegaard ofte fokus på forskellene mellem kvinder og mænd. Det gør han også, når det handler om religion.

Fra kvinden kommer frelsen, hævder han, fordærvelsen kommer fra manden. Er der forskel på mænds og kvinders forhold til tro og religion, og hvorpå beror en sådan forskel i givet fald?

21

plads til tanker

22

Find denne bog og mange andre gode titler p책

www.rpc.dk