Når kærligheden dømmer by Eksistensen

Lars Sandbeck Når kærligheden dømmer

Den kristne tro på alles frelse

Eksistensen København 2024

Når kærligheden dømmer

Den kristne tro på alles frelse

Lars Sandbeck

Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook

ISBN: 978-87-410-1114-1

Omslag: Eksistensen

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

Til Sophia og Elias

Indledning: apokatastasis

Ender det godt for alle?

Jeg tilbringer store dele af min vågne – og indimellem også sovende –tilværelse på at tænke over teologiske emner. Det er selvfølgelig noget mærkeligt noget at gøre, og mine børn minder mig da indimellem også om, at jeg taler lige lovlig meget om “alt det med Gud og Jesus”. Til mit forsvar kan jeg sige, at det faktisk er yderst sjældent, jeg direkte udsætter børnene for den slags, og at de bare er så uheldige, at både deres far og bonusmor er teologer, som synes, det er spændende at diskutere teologi.

I løbet af de seneste fire-fem år er der særligt ét teologisk emne, jeg har været optaget af. I indforstået teologisk fagsprog og med vanlig akademisk sans for dramatik og underholdning kaldes emnet: dommens udgang. Det vil i mere ligefremme vendinger og formuleret som et spørgsmål sige: Ender alle eller kun nogle mennesker med at blive frelst?

Når jeg en gang imellem har fortalt mine ikke-teologiske venner om, at jeg var gået i gang med at skrive en bog om det emne, har jeg godt kunnet se på dem, at jeg nok ikke ligefrem ville komme til at besvare det allermest presserende eksistentielle spørgsmål i deres liv.

Men ved at omformulere emnet bare en lille smule, er det dog indimellem lykkedes mig at give dem en fornemmelse af, at der kunne være mere på spil end rent nørdede og virkelighedsfjerne efterlivsspekulationer uden skyggen af eksistentiel relevans. Dommens udgang er det teologiske emne, der direkte behandler spørgsmålet om, hvad der sker med os og de mennesker, vi elsker, når vi engang dør: Ender det godt for alle, eller gør det ikke? Kan vi trygt tage afsked med denne verden og med vores familie og venner, eller har vi grund til at være bange for, hvad der kommer til at ske i et eventuelt liv efter døden?

Skal vi mon se hinanden igen, eller vil vi i al evighed komme til at være adskilt fra hinanden?

Nu går sunde og velfungerende sekulære mennesker naturligvis ikke rundt til daglig og spekulerer voldsomt meget over, hvad der sker med os, når vi dør. Men fordi døden er et uomgængeligt livsvilkår, kommer vi alle før eller siden til at skulle forholde os til den, og desværre ofte på en ikke særlig bekvem måde, nemlig når vi selv eller vores nærmeste pludselig rammes af alvorlig sygdom eller ulykke, eller når et menneske, vi elsker, dør. Særligt det forhold, at døden tilintetgør relationerne mellem mennesker, at døden så at sige tager den anden fra os, gør den smertelig og ubærlig. Det er fordi, vi elsker, det er fordi, vi er bundet sammen med andre mennesker i kærlighed, at tanken om døden bliver skræmmende og farlig og gør så forbandet ondt. Jeg tænker nogle gange, at hvis jeg levede helt alene på en øde ø og aldrig havde elsket eller var blevet elsket af et andet menneske, ville jeg ikke være den mindste smule bekymret for at dø. Jeg tror ligefrem, jeg ville glæde mig til det. Jeg husker også, hvordan det først var, da jeg fik mine børn, at døden begyndte at blive et mindre abstrakt og derfor også et mere alvorligt problem for mig. Kærligheden gør os utrolig sårbare over for døden. Det, vi mister, når vi dør, er ikke bare vores eget individuelle liv, men de andre. Det er de bærende kærlighedsrelationer, vores livsnødvendige forbundethed til andre, døden river over og tilintetgør. Når et menneske dør, tager han eller hun derfor også halvdelen af sine kæres liv med sig i graven, så de aldrig helt bliver de samme mennesker igen.

I lyset af denne fundamentale eksistentielle konflikt mellem kærligheden og døden er der særligt ét metafysisk spørgsmål, der presser sig på: Hvilken magt er stærkest – kærligheden eller døden? Er det dødens adskillende og tilintetgørende magt eller kærlighedens forenende og livgivende magt, der i sidste ende sejrer? Eller som spørgsmålet mere folkeligt kan formuleres: Har de døde, vi elsker og savner, det godt, hvor de nu end måtte være? Og er der et gensyn? Får vi nogensinde lov til at være sammen igen? Dét er vigtige spørgsmål, og teologien kan hjælpe os med at gennemtænke forskellige svarmuligheder.

Den kristne tradition er imidlertid ikke enig med sig selv i, hvilke svar der kan eller bør gives på disse spørgsmål. Når det drejer sig om den kristne eskatologi – en teknisk term jeg foretrækker at gengive

som “læren om det kristne håb” – hersker der ganske vist stor enighed om, at alle mennesker overgår til en eller anden form for liv efter døden. Der hersker også stor enighed om, at der i overgangen fra dette liv til det næste vil finde noget sted, der kaldes Guds dom. Men på spørgsmålet om, hvad Guds dom nærmere bestemt består i, og hvad dens definitive udkomme bliver, kan man i den kristne tradition finde meget forskellige, ja, direkte modstridende svar. Fører Guds dom til alle menneskers frelse, eller fører den til nogle menneskers frelse og andres fortabelse? Det hersker der ikke enighed om.

Det dominerende syn på dommen og dens udgang, som hovedparten af fremtrædende teologer og kirkefolk siden den tidlige middelalder har holdt i hævd, kaldes læren om den dobbelte udgang. I al sin enkelhed handler denne lære om, at det ikke ender godt for alle mennesker. Når Gud i efterlivet fælder sin dom over hver enkelt af os, er det kun nogle af os, der bliver benådet eller frifundet eller erklæret “retfærdige”, og derfor er det også kun nogle af os, der bliver frelst og får adgang til det evige livs lyksaligheder. Alle andre vil blive dømt skyldige eller erklæret “uretfærdige”, og det fordømte menneske bliver derfor ikke frelst, men går i stedet fortabt. Ifølge det dominerende eskatologiske synspunkt i kirkens historie indebærer fortabelsen, at de fortabte bliver udsat for evig pinefuld smerte i efterlivets helvede. Den evige pine er Guds uophørlige, nådesløse straf over det fordømte menneske.

At udgangen på Guds dom er dobbelt – og altså dermed resulterer i nogles frelse og andres fortabelse – fremgår også tydeligt af to af folkekirkens bekendelsesskrifter. I Den Athanasianske Trosbekendelse, som er en latinsksproget bekendelse fra den tidlige middelalder, står der om dommedag: “Ved hans [: Kristi] komme skal alle mennesker opstå med deres legemer, og de skal aflægge regnskab for deres gerninger, og de, som har gjort godt, skal gå ind i det evige liv, men de, som har gjort ondt, til den evige ild”. Samme holdning til dommens udgang finder vi i det lutherske bekendelsesskrift fra 1530, der hedder

Den Augsburgske Bekendelse : “Ligeledes lærer de [: lutherske menigheder], at Kristus skal åbenbare sig ved verdens ende for at holde dom, og han skal opvække alle døde, give de fromme og udvalgte et evigt liv og evindelige glæder, men fordømme de ugudelige mennesker og djævlene til at pines uden ende”. Ifølge den athanasianske bekendelse

er det ganske vist de mennesker, “som har gjort ondt”, der kommer i helvede (vi dømmes på vores gerninger), mens det ifølge den lutherske bekendelse er de “ugudelige mennesker”, dvs. de mennesker, som Gud ikke regner for “fromme og udvalgte”, der går fortabt (vi dømmes på vores tro eller mangel på samme). Begge bekendelser er imidlertid enige om, at det ikke ender godt for os alle. Menneskeheden vil i kraft af Guds dom blive splittet op, adskilt i to grupper og sendt hver sin vej: nogle til evindelige glæder, andre til pine uden ende.

Hvis man tilslutter sig læren om den dobbelte udgang, har det naturligvis store konsekvenser for, hvilke svar man reelt kan og ikke kan give på de eksistentielle og metafysiske spørgsmål, jeg stillede tidligere. Hvis en præst, som tror på den dobbelte udgang, for eksempel bliver spurgt af de pårørende til en bisættelsessamtale, om deres elskede afdøde har det godt, og om de skal ses igen, måtte han – hvis han var helt ærlig og ikke skulle tage hensyn til de pårørendes følelser – forklare dem, at der ikke kan gives noget sikkert svar. Lad os for anskuelighedens skyld sige, at afdøde var en datter og de pårørende hendes forældre. Præsten måtte stilfærdigt minde dem om, at hvis datteren hverken var døbt eller troende, ville hun efter al dogmatisk sandsynlighed nu og til evig tid opholde sig i det værst tænkelige smertehelvede uden mulighed for udfrielse. Et gensyn er naturligvis muligt, men kun hvis forældrene også selv går fortabt og dømmes til evig pine i helvede. Hvis de derimod bliver frelst, kommer de aldrig nogensinde til at se deres datter igen, for de skal tilbringe evigheden hver for sig i to forskellige, absolut og definitivt adskilte verdener eller tilstande. De ville have mistet hende for evigt. Er det den adskillende og tilintetgørende magt eller den forenende og livgivende magt, der sejrer og får det sidste ord? Er kærligheden stærkere end døden? Læren om den dobbelte udgang giver os i bedste fald et ekstremt tvetydigt, ja, vel næsten et skizofrent svar på det spørgsmål. For alle de frelste sejrer kærligheden og dermed den forenende og livgivende magt – men kun i en vis begrænset forstand. De får ganske vist adgang til det evige liv i “himlen”, hvor de bliver forenet med Gud og alle de andre frelste, men da de samtidig i al evighed skal være separeret fra de af deres elskede, Gud har fordømt, ender den menneskelige eksistens i en evig splittelse, i en evig, sønderknusende dualisme. I det mindste for nogle mennesker vil deres

kærlighedsrelation til andre for bestandigt være tilintetgjort. Kærlighedens forenende og livgivende magt må så at sige dele byttet med dødens adskillende og tilintetgørende magt. Hvis læren om den dobbelte udgang er sand, ender kampen mellem godt og ondt uafgjort.

Kærligheden lider som minimum et delvist nederlag.

Det tvetydige, dualistiske resultat af Guds dom peger naturligvis tilbage på gudsbilledet: Hvem og hvad er Gud overhovedet? Som vi skal se i løbet af denne bog, og navnlig i kapitel 1, fører den dobbelte udgangs dualistiske eskatologi til nogle voldsomme, modsætningsfyldte splittelser i gudsbilledet. For er Gud overhovedet god, når nu han er villig til at udsætte store dele af sin skabte menneskehed for evig pine og endeløs tortur? Hvis side er Gud egentlig på: kærlighedens eller dødens? Hvordan kan Gud i sit eget væsen både være en forenende, livgivende kraft og en adskillende, tilintetgørende kraft? Er Gud mon et væsen, der er i splid med sig selv? Forholder Gud sig først og fremmest til os som en dommer og bøddel og ikke som vores himmelske far? Og er det overhovedet menneskeligt muligt at have tillid til en Gud, der torturerer og skiller os så brutalt fra vores elskede?

Læren om den dobbelte udgang står heldigvis ikke uimodsagt i den kristne teologi. Der findes en kristendomstradition, der går helt tilbage til kirkens første århundrede, som har hævdet, at det ender godt for ubetinget alle mennesker. Ifølge denne tradition har Guds dom ikke et adskillende, men et forenende formål, og fører i sidste ende til, at alle mennesker bliver forbundet med Gud og hinanden i efterlivets udødelige kærlighedsfællesskab. Kærligheden sejrer entydigt og definitivt over døden, for Gud er kærlighed, den forenende og livgivende magt, som vil og derfor også har sat alt ind på, at det ender godt for alle. Og når Gud vil noget, kan vi være ret sikre på, det også kommer til at ske.

Som man kan læse mere om i Appendiks 3, var troen på alles frelse en integreret del af kristendommen i de første fire-fem århundreder – og særligt i de græsk- og syrisksprogede områder mod øst, mens synspunktet var noget mindre udbredt blandt de latinsksprogede teologer i vest. I løbet af den tidlige middelalder blev frelsesuniversalismen imidlertid fordrevet fra kristendommens trosreservoir af læren om den dobbelte udgang og eksisterede siden da nærmest kun som et hemmeligt og fortrængt rygte, som hurtigt og effektivt blev manet

i jorden igen, når det fra tid til anden dukkede op i marginen af det kirkelige etablissement.1

Den kristne tro på, at alle mennesker bliver frelst, kaldes almindeligvis for frelsesuniversalisme og alternativt for alforsoning. I antikkens græske kristendomstradition blev den universalistiske frelsestro forbundet med forestillingen om altings genoprettelse, apokatastasis pantōn (ἀποκατάστασις πάντων). Det er forestillingen om, at Gud vil genoprette og helbrede hele den beskadigede verden og menneskehed, som er faldet bort fra sit oprindelige og tiltænkte fællesskab med Gud. Apokatastasis er kort sagt troen på alle menneskers kommende frelse ved Guds kærlighed. Og frelsen indebærer ifølge dette perspektiv ikke, at vi hver for sig modtager en individuel frifindelsesdom. Frelsen består derimod i alle nedbrudte og ødelagte menneskelige relationers genoprettelse, helbredelse og fuldkommengørelse. Apokatastasistanken implicerer med andre ord ikke et individualistisk, men et socialt og relationelt syn på frelsen. Det er ikke isolerede individer, der bliver frelst, men det er de grundlæggende relationer mellem mennesker, der bliver genoprettet og befriet for alle de destruktive magter (synden, døden og det onde), der i dette liv skader og ødelægger os og dermed forhindrer os i at eksistere i gensidig kærlighed. Den præst, der tilslutter sig apokatastasistanken, kan med god teologisk samvittighed trøste den afdøde datters forældre med den glædelig tro på, at det ender godt for alle, at de ikke skal frygte Gud, at deres datter allerede er taget imod og omsluttet af hans forløsende kærlighed, og at de engang skal blive forenet og være sammen igen. Frelse betyder kærlighedens sejr over døden og alle relationers genoprettelse. Dommens udgang er ikke et perifert teologisk emne, man som kristen (og da slet ikke som kristen teolog) kan tillade sig at være ligeglad med eller have ureflekterede meninger om. For mig at se er spørgsmålet om, hvorvidt det ender godt for alle eller kun for nogle mennesker, teologiens vigtigste og mest presserende spørgsmål overhovedet. Det, der står på spil, er intet mindre end det kristne evangeliums troværdighed – både som sammenhængende teologisk troslære og som eksistentielt og sjælesørgerisk budskab. Er kristendommen en åndeligt

1. Se hertil Horst Weigelt, Universale Heilshoffnungen im Christentum. Apokatastasisideen in Theologie und Kirche, Literatur und Musik, Göttingen: Vanderhoeck & Ruprecht, 2021.