PÅ DIT ORD
Lutherske prædikener til kirkeåret
Første tekstrække
Redigeret af Merete Bøye, Nana Hauge og Katrine Winkel Holm
EKSISTENSEN
1 SØNDAG I ADVENT, MATTHÆUS 21,1-19 Vi forløses ikke af det, vi selv har præsteret
SØNDAG
LUKAS
SØNDAG I ADVENT, MATTHÆUS 11,2-10
LUKAS 2,1-14 Julens glæde er trøstet sorg
LUKAS 2,1-14
LUKAS 2,21 Vi må ikke unddrage os den magt, vi har fået
SØNDAG, MATTHÆUS 2,1-12 Kærlighedens tjeneste
1 SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, LUKAS 2,41-52
2 SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, JOHANNES 2,1-11
Jeg vil!
3 SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, MATTHÆUS 8,1-13 På dybt vand
4 SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, MATTHÆUS 8,23-27
Jesus ville ikke være nået langt i politik
SIDSTE SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER, MATTHÆUS 17,1-9
Lønnen er ligegyldig, når man arbejder for Gud
SØNDAG SEPTUAGESIMA, MATTHÆUS 20,1-16
Guds riges hemmelighed
SØNDAG SEKSAGESIMA, MARKUS 4,1-20 Til jobsamtale hos Herren
SØNDAG, MATTHÆUS 3,13-17 Kan man bede for russerne?
1 SØNDAG I FASTEN, MATTHÆUS 4,1-11
Menighedens mærkelige fællesskab
2 SØNDAG I FASTEN, MATTHÆUS 15,21-28
Den dæmoniske tomhed
3 SØNDAG I FASTEN, LUKAS 11,14-28
At øve sig er det samme som ikke at give op 120 MIDFASTE SØNDAG, JOHANNES 6,1-15
Hvis hele verden er imod sandheden, så er jeg imod hele verden
MARIÆ BEBUDELSES DAG, LUKAS 1,26-38
Indgangen til den stille, tilsyneladende mørke uge
PALMESØNDAG, MATTHÆUS 21,1-9
Livets brød i vores fodertrug
SKÆRTORSDAG, MATTHÆUS 26,17-30
Set i lyset af korset er lidelsen aldrig meningsløs
LANGFREDAG, MARKUS 15,20-39
Alt er tomhed uden opstandelsen
144 PÅSKEDAG, MARKUS 16,1-8
Disciplenes barnlige bøn til dødens banemand
150 ANDEN PÅSKEDAG, LUKAS 24,13-35
Vi venter det onde, men ikke det gode 155
1 SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 20,19-31
Forbilledet for enhver anfører
2 SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 10,11-16
Sorgen skal blive til glæde
3 SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 16,16-22
“Men tag lige og sig det en anden gang”
161
167
171 BEDEDAG, MATTHÆUS 3,1-10
Det er det bedste for jer, at jeg går bort 177
4 SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 16,5-15
At høre og at gøre 184
5 SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 16,23B-28
Himlen er ikke en sindstilstand
KRISTI HIMMELFARTS DAG, MARKUS 16,14-20
Vi vil blive befriet – men vi må tage fangenskabet alvorligt
6 SØNDAG EFTER PÅSKE, JOHANNES 15,26-16,4
Guds Ånd gør os til sande mennesker
189
194
200 PINSEDAG, JOHANNES 14,22-31
Gud elsker denne verden
206 ANDEN PINSEDAG, JOHANNES 3,16-21
Frelsen går aldrig uden om Kristus
TRINITATIS SØNDAG, JOHANNES 3,1-15
211
Den forførende velfærd 216
1 SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 16,19-31
Det begynder med gudsfrygten 220
2 SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 14,16-24
3 SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 15,1-10
4 SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 6,36-42
5 SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 5,1-11
6 SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 5,20-26
Gud besøgte Zakæus, fordi han er større end dit rod
7 SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 19,1-10 Måneskin i København
8 SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 7,15-21
9 SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 16,1-9
kun tælle til én
10 SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 19,41-48 Den
11 SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 18,9-14
SØNDAG EFTER TRINITATIS, MARKUS 7,31-37
er min næste?
SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 10,23-37
14 SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 17,11-19
15 SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 6,24-34
Gud siger, at liv altid har betydning, men vi tror ham ikke længere
16 SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 7,11-17
Ydmyghed er erkendelsen af, at vi intet har at komme
17 SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 14,1-11
Når troen bliver til en ligegyldig teori
18 SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 22,34-46
Gud forstyrrer dig i dine cirkler
19 SØNDAG EFTER TRINITATIS, MARKUS 2,1-12
Plads ved Guds bord
20 SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 22,1-14
Løftet, der overgår mirakel-løftet
21 SØNDAG EFTER TRINITATIS, JOHANNES 4,46-53
Vi skal ære de døde
ALLE HELGENS DAG, MATTHÆUS 5,1-12
Guds tilgivelse forudsætter, at vi selv tilgiver
22 SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 18,21-35
En begrænset Gud er en afgud
23 SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 22,15-22
Gud taler og jeg hører
24 SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 9,18-26
Dommedag må ikke omtolkes til metaforisk lamperøg
25 SØNDAG EFTER TRINITATIS, MATTHÆUS 24,15-28
Gud i al sin frygtindgydende majestæt
SIDSTE SØNDAG I KIRKEÅRET, MATTHÆUS 25,31-46
Forord
Denne bog indeholder prædikener til alle årets søn- og helligdage Prædikensamlingen er en opfølger til I tide og utide, Lutherske prædikener til kirkeåret, anden tekstrække, der udkom i 2021
Lidt omvendt sendte vi prædikener til anden tekstrække på gaden, inden vi nu udgiver samlingen af prædikener til første tekstrække
Vi er glade for at kunne udgive andet bind, for første tekstrække rummer nogle af de mest centrale og berømte prædikentekster og er da også langt ældre end anden tekstrække, der først blev indført i 1885 Yderligere har første tekstrække den kvalifikation, at vi historisk har delt den med mange andre kirker Det er f eks første tekstrække J S Bach skrev sine smukke kantater til I lighed med første bind kalder vi disse prædikener for lutherske
Det skal ikke forstås sådan, at vi har udvalgt alle de prædikanter i folkekirken, der er ægte lutherske Mange ville i så fald og med rette kunne føle sig oversete og mene, at deres forkyndelse i højere grad er luthersk end den forkyndelse, der sine steder folder sig ud i denne bog
Undertitlen er imidlertid ikke tilfældigt valgt En afgørende arv fra Martin Luther var kriteriet “ved skriften alene”, sola Scriptura
Det er Bibelens ord, der skal tale til os Udlæggere af skriften må ikke sætte sig på dens ord og skråsikkert kritisere alt det, vi ikke bryder os om, og som vi mener kan støde moderne kirkegængere
Vel satte Luther kriteriet “ved Kristus alene”, solo Christus, ved siden af “ved skriften alene”, men han gjorde det som udtryk for, at skriften og Kristus er snævert forbundne og ikke må skilles ad
Den lutherske prædikant er Kristus-fokuseret, men ikke på bekostning af den bibelske tekst En prædikant, der bruger sin prædikestol til at fortælle, hvor uevangelisk Lukas eller Matthæus
er, og hævder at kende evangeliet bedre end evangelisterne selv er ikke bare selvfed, men står også i fare for at lukke menighedens øre for bestemte sider af Guds ord De sider, der ikke kun rummer kærlige, men også barske og dømmende ord fra Jesus Vi finder dette aspekt af evangelierne i adskillige af årets prædikentekster, bl a i dem til kirkeårets to sidste søndage, der handler om dom og dommedag Her er det afgørende, at dommedag f eks ikke omtolkes “til metaforisk lamperøg”, som det meget præcist udtrykkes i en prædikenerne Troen skal bøje sig ydmygt og tålmodigt lyttende til bibelteksten Det er ikke altid let, men det er opgaven
Det er den bestræbelse, der ligger bag dette udvalg af prædikener, og er grunden til, at bogen bærer titlen På dit ord Det er et citat af apostlen Peter; den trætte fisker, der havde slidt hele natten på Genesaret sø og så fik af vide af Jesus, at han igen skulle ud på det dybe vand med sine garn “På dit ord vil jeg kaste garnene ud”, lød Peters svar (Lukas 5,5).
Tilsvarende er det på Hans ord, at vi som prædikanter går ud på det dybe vand med forkyndelsens store ord Guds ord er det, der giver prædikenen legitimitet og det, der giver prædikanten mod til at tage opgaven op og fortsætte, også selv om det til tider kan se ligeså udsigtsløst ud, som fiskefangsten gjorde for Peter Det er i sidste ende Vorherre selv, der sender os i byen med sit budskab, og det frisætter prædikanten til at holde sig til sagen og klø på
Salmerne får efter hver prædiken en særskilt omtale Heller ikke det er tilfældigt, for salmerne udgør en væsentlig del af gudstjenesten For mange kirkegængere er salmerne mindst ligeså vigtige som prædikenen, så præsten skal gøre sig umage med valget
Bidragyderne har fået frie hænder med hensyn til salmevalg Med enkelte undtagelser har alle valgt salmer fra Den Danske Salmebog, der rummer en skat af høj poetisk og evangelisk karat I en tid, hvor mange råber på nye salmer, gør denne prædikensamling stilfærdigt opmærksom på, at vi allerede har fantastiske salmer, som vi skal være varsomme med at erstatte af tyndbenede åndelige sange
Katrine Winkel Holm
Nana Hauge
Merete Bøye
guds lam, vores konge
1. SØNDAG I ADVENT, MATTHÆUS 21,1-19
Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!
som kristne lever vi i to riger, Guds rige og kongeriget Danmark Vi har Kristus som konge i det ene og kong Frederik og regeringen i det andet At det hænger sådan sammen, kan vi se eksempler på her i kirken Orgelpulpituret bærer kong Frederik 4s navnetræk, og over opgangen til alteret hænger kong Kristus på korset
Det afspejler sig også i Seem Sogn For sogn betyder jo der, hvor man søger hen for at gå i kirke Fra middelalderen og frem til 1970 var det også der, der var kommune og administration Det himmelske, det lokale og det statslige hang på den måde meget tættere sammen end i dag Da kommunen blev sammenlagt med Esbjerg i 2007, lukkede købmanden, skolen forsvandt, og folketallet svandt ind
I år er der for første gang i min tid ingen konfirmander De skal konfirmeres i Ribe, for der er tilknytningen til kammerater og undervisning I den udvikling bliver også kirken fjernere som det sted, man søger til Man tænker derfor ofte i dag: kirken må gå samme vej, vi skal følge med udviklingen og med tiden Gud og kirken er en del af vores historie og tanker, så Gud og kirken må lave sig om – se bare på kirkebygningen og inventaret, klokkerne og alteret – her i Seem Sogn har Gud vist ikke helt forstået, hvad der kræves af det moderne menneske!
Og kirken står her endnu denne første søndag i advent, lokalt, på samme sted, som den blev bygget i 1170’erne og vi har i dag
fået ny messehagel, kreeret af lokale kvinder med lokalt motiv på for- og bagside
Der begynder noget nyt i kirken i dag Forsidens motiv er gammelt og nyt på samme tid, for det er viekorsene, som vi i dag ser i kirkens vinduer bag alteret De sidder der for at minde om de 12 viekors, som for over 800 år siden blev malet med rød og hvid kalk på væggene, og som skulle være der, før man kunne holde gudstjeneste Korsets fire arme berører alle ringen udenom Korset er Gud i tiden, Jesus, der fødtes, døde og opstod og betegner den gerning, han gjorde for os, som skænkede os syndernes forladelse og det evige liv
Ringen udenom er evigheden, som Jesus kommer fra, og som vi gennem dåben til ham har del i Viekorsene på kirke og messehagel viser, at disse ting hører til i Guds rige, at de ikke skal bruges til hverken kommunale eller statslige formål, men alene til gudstjeneste
Det påtrykker, som man sagde i middelalderen, kirken et uudsletteligt stempel, som fortæller, hvem den tilhører På bagsiden af messehagelen er symbolet Guds lam, der bar alverdens synd Det er udformet efter det smykke, som en kirkegænger i Seem tabte engang efter en gudstjeneste i 1100-tallet, og som blev fundet i 1992 udenfor kirken “Se, der går Guds lam, som bar al verdens synd”, siger Johannes Døber til de to disciple Andreas og Johannes
Lammet er i Det Gamle Testamente det dyr, som bliver dræbt for at dets blod på dørstolperne kunne befri israelitterne fra døden og hjælpe dem ud af slaveriet i Ægypten Derfor blev lammet brugt i den jødiske gudstjeneste som offerdyr, som skulle forsone menneskene med Gud Sådan beskrev også de gamle profeter den frelser, som skulle komme At den som skulle lide også var konge viser indtoget i Jerusalem, hvor Jesus rider ind i byen på et æsel, altså i ydmyghed, ikke som krigerkonge, men som den, der tjener sit folk og giver sit liv for det
De salmer, vi synger i dag handler om, hvad de gamle fædre og profeter af hele deres hjerte ønskede at se, og det sker, da Jesus rider ind i Jerusalem Vi, der er samlede i kirker over hele verden, ønsker også, at det skal ske for os, at troen på ham må gå ind i vore hjerter, som der står i den salme, vi skal synge efter prædikenen:
“Jeg hjertets dør vil åbne dig,/ o Jesus, drag dog ind til mig!/ Ja, ved din nåde lad det ske,/ at jeg din kærlighed må se!”
Det er ikke kun et ønske vi har 1 søndag i advent, men hele året Det viser sig i gudstjenesten ved altergangen Her hører vi hver søndag de samme ord fra Det Gamle Testamente i Salmernes
Bog, som blev råbt af de folk, som fulgte Jesus ind i Jerusalem: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn, siger præsten hver søndag og menigheden svarer ham: Hosianna i det højeste
Det betyder, at alt liv, al frelse og al salighed flyder fra Gud gennem kirken til verden Det er vigtigt at huske i en verden, der bliver mere og mere uoverskuelig, forvirrende og splittet For alle stiller spørgsmålet: Hvordan hænger det sammen, hvad betyder mit liv, hvor skal jeg hen?
Svaret lyder i dag fra Jesus, Guds lam: Dåben har knyttet jer til mig i liv og død I er nu en del af min historie, Guds historie, I ved ikke, hvor I skal gå hen, men det ved jeg, for jeg gav mit liv for at åbne vejen Alt står i Guds hånd, velsignelsen kommer fra kirken
Det er Gud, som oplyser os, ikke verdens klogskab
Derfor gælder det, som Paulus sagde, som kirke at se sig som forvaltere, som vogtere af Guds riges hemmeligheder, der vander verdens ørken, så der kan blive liv Til det skal vi iføre os andre klæder, end dem vi bruger, når vi arbejder i marken eller på værkstedet eller i skolen Derfor ifører præsten sig messehagel, når han står foran Guds alter, og med den nye messehagel, som vi i dag tager i brug, har vi taget hul på det nye kirkeår i den rette ånd; ikke verdens ånd, men Guds ånd Amen
LM e R
DDS 78 Blomstre som en rosengård
Salmen forbindes med advent og forventes af menigheden Den åbner med den store profeti og bærer alt godt bibelsk og dansk, som blander sig og skænker hjemlighed
DDS 80 Tak og ære være Gud
Lægger vægt på, at vi lever i den salige tid, hvor Kristus har været i verden og vi venter, at han skal komme igen, så vi bereder os i adventstiden Det er vigtigt at holde dette element af den anden genkomst levende
DDS 86 Hvorledes skal jeg møde
DDS 84 Gør døren høj, gør porten vid
De to salmer omhandler den enkeltes forhold til Kristus Den første som en inderlig tilnærmelse og syndserkendelse, en stille glæde
Den anden har fanfaren i sig, som er adventstonen Trompeter på muren!
DDS 87 Det første lys er ordet, talt af Gud
Stille, eftertænksom afslutning, der tager advent ind i frelseshistorien
Torben Bramming
vi forløses ikke af det, vi selv har præsteret
2. SØNDAG I ADVENT, LUKAS 21,25-36
“Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”
Ibogen Phaidon af den græske filosof Platon diskuterer Platons filosofiske læremester Sokrates sjælens udødelighed Ifølge Sokrates er sjælen udødelig Hans diskussionspartnere kommer med forskellige indvendinger Blandt andet hævder de, at sjælen blot er en funktion af kroppen, den er så at sige det, der samler kroppens forskellige dele i en harmoni Derfor mener de, at sjælen går til grunde sammen med legemet
Men Sokrates mener, at den individuelle sjæl lever videre efter døden Sjælen er bærer af menneskets viden og erindring Den har en særlig forbindelse med idéernes åndelige og ulegemlige verden I vores verden findes retfærdighed, godhed og sandhed kun i ufuldstændige former, men sandhedens, godhedens og retfærdighedens idé er fuldkommen Idéerne er fuldkomne, uforgængelige og evige Dette fuldkomne og uforgængelige har sjælen del i, men i denne verden findes der kun ufuldstændige spejlinger af det fuldkomne Derfor er der ikke nogen grund til at frygte døden, mener Sokrates, for når vi dør, skilles sjælen fra det ufuldkomne legeme, den forlader denne legemlige verden og forenes med idéernes fuldkomne verden
Dette sker dog kun for den sjæl, der har levet et liv, hvor den har stræbt mod idéernes fuldkommenhed Den sjæl, der gennem sin erindring har stræbt tilbage mod idéernes fuldkomne verden Har sjælen været optaget af det legemlige, vil den i stedet forbinde sig med andet legemligt og forblive bundet til denne verden Sokrates
har som filosof netop stræbt efter det fuldkomne og åndelige, og derfor ser han med glæde frem mod døden Han er overbevist om, at hans sjæl forenes med idéerne, og at det bliver meget bedre end det liv, hans sjæl har i den legemlige og ufuldkomne verden
Denne filosofiske samtale fandt sted i år 399 før Kristi fødsel kort før Sokrates’ død, og den er skrevet ned af Platon i årene efter Der er måske nogle, der vil sige, at det minder en del om kristendommen Tanken om sjælens udødelighed Man kan også sige, at den har træk til fælles med hinduistisk og buddhistisk tankegang, hvor den udødelige sjæl også stræber efter at blive løsgjort fra den materielle verden, og hvor det netop afhænger af, hvilket slags liv, man har ført
Der er dog også nogle træk ved denne tankegang, der adskiller sig fra den kristne tanke om udødelighed eller evigt liv, ja, som ligefrem står i kras modsætning til den kristne måde at tænke om dette på
Men for nu at begynde med lighederne, så kan vi høre, at Jesus i den tale, han fremfører i dagens evangelietekst, også vil løfte angstens byrde af os ved at fortælle, at vi ikke skal frygte, når afslutningen nærmer sig Han taler her om den dag, han selv skal komme igen, og denne verden skal gå under Han siger om denne dag: Ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig
Forløsning er et udtryk, vi også bruger om en fødsel Man har ofte brugt at sige det om moren, der skal føde, at hun skal forløses, eller at hun er blevet forløst, når hun har født Hun er kommet ud af en foreløbig tilstand, kommet frem til målet Hun er blevet befriet fra graviditetens ubehag og fra fødslens smerter Hun er løst ud af sin ængstelse og – dersom fødslen er gået godt – fyldt af glæde
Når Jesus bruger udtrykket forløsning, klinger dette altså med: vi bringes ud af det foreløbige, ud af ubehag og smerter, vi kommer frem til målet Vi går fra ængstelse til glæde Vi går fra den jordiske verden til Guds rige Derfor skal vi ikke være bange, når vi ser tegnene på, at han kommer igen, men glæde os over, at Guds rige er nær Det er, som når vi glæder os til sommeren ved at se træerne springe ud om foråret
Jesus vil altså tage frygten fra os, ligesom Sokrates med sit syn på døden, også tog frygten for døden bort Han forventede også en slags forløsning
Men der er nogle væsentlige punkter i den måde, Jesus taler om døden og det evige liv på, der adskiller sig fra Sokrates’ tanker
Problemet med denne verden er for Jesus ikke, at den er legemlig Det ville også være mærkeligt, for Gud har jo skabt verden, og det er væsentligt i Bibelens skabelsesberetning, at skaberværket er godt Verden er skabt god Det er så vigtigt, at det går igen som et omkvæd i skabelsesberetningen Hver gang Gud har skabt noget, kommer sætningen: “Gud så, at det var godt ” Den kommer seks gange i løbet af den korte beretning, og til sidst lyder det: “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var ”
Det gælder derfor ikke i Jesu tankegang om at blive forløst fra den legemlige, materielle verden Problemet med verden er, at den er behersket af djævelen, af synden, af det onde Han taler flere steder om denne verdens fyrste, og dermed mener han altså djævelen Og han selv er kommet til jorden for at overvinde djævelen og fratage djævelen hans ret til noget som helst i denne verden
Når vi skal se frem mod Jesu komme og mod Guds riges komme med forventning og håb, skyldes det altså ikke, at verden er skabt sådan, at der kun kan være ufuldkommen retfærdighed og godhed og sandhed, men uretfærdighed, ondskab og løgn huserer i verden, fordi menneskene har givet efter for det, og Jesus kommer for at holde dom, så alt det onde, det uretfærdige og alle løgne kan blive afsløret og gjort kraftesløse Dommen – som ofte ses som noget frygteligt – er i virkeligheden god Er vi udsat for en forbrydelse, længes vi jo også efter den dom, hvor der skelnes mellem ret og uret, og den skyldige bliver dømt Med Jesus kommer den fuldkomne retfærdighed, fordi han ikke er underlagt synden og løgnen, men ser sandheden
Det materielle, det legemlige, er altså ikke forkert eller ondt eller ufuldkomment i sig selv, kun for så vidt det er underlagt synden Derfor taler vi også om kødets opstandelse i trosbekendelsen Det er ikke kun sjælen, der skal leve videre, både sjæl og krop skal dø, men de skal også begge opstå i opstandelsen
Det enestående ved Jesu forkyndelse om dommen er det, hvorved den adskiller sig fra såvel Platon og Sokrates som buddhisme og hinduisme, at der ikke er nogen karmatanke Det er ikke sådan, at vi kun forløses, hvis vi i jordelivet har levet et liv i filosofisk stræben efter sandheden, eller hvis vi har levet et liv i
moralsk godhed For vi forløses af Jesus Vi forløses ikke af det, vi selv har præsteret Vi forløses af hans nåde, hans tilgivelse Som det hedder i en salme: “… så din dom er mig den gåde,/ at jeg bliver dømt i nåde ”
Vi skal ganske vist dømmes i dommen, og al løgn, al uret og al ondskab skal afsløres og fordømmes, men når det er sket, vil dommeren, der er Jesus Kristus, og som døde for dermed at bære vores synd, i sin nåde tilgive os Således befries vi fra uretfærdighed, ondskab og løgn, men vi går ikke til grunde sammen med uretfærdigheden, ondskaben og løgnen, vi frelses – ikke af os selv og vore gode gerninger, men af hans nåde og barmhjertighed
Det er denne nåderige dom, vi får et pant på i nadveren, når vi spiser hans legeme og drikker hans blod i brødet og vinen Dette er mit blod, sagde Jesus, som udgydes for jer til syndernes forladelse Derfor skal vi ikke frygte døden, ikke frygte dommen, ikke frygte, når han kommer igen, og denne verden skal høre op Men vi skal heller ikke haste frem mod døden og mod jordens undergang, som om døden og undergangen i sig selv er en forløsning, og som om der er noget galt med denne verden i sig selv Men vi sættes med dette budskab til at leve vort liv i denne verden og her på vores sted at kæmpe mod løgn, uret og ondskab Vi skal søge sandheden, retten og det gode, ikke uden for denne verden, men i denne verden i Jesu forkyndelse til os
Derfor vil han møde os her og ikke først på dommens dag, men her og nu hos os, i sit ord og i dåben og nadveren Her vendes vores liv, ikke gennem vores anstrengelse og stræben, men det vendes mod Gud af Jesus Kristus, når han skænker os sin tilgivelse, sin fred og sin sandhed Amen
DDS 733 Skyerne gråner, og løvet falder
En efterårssalme, der handler om “vårens” komme med Betlehemsbarnet Dermed er det tillige en adventssalme Vi befinder os endnu i ventetiden, med forhåbning: vi bærer blus med glæde, på trods af vinter og kulde, på grund af jul
DDS 557 Her vil ties, her vil bies
Denne salme hører egentlig hjemme i det tidlige forår eller kyndelmisse, men kan også bruges som adventssalme Den bygger på Højsangen med brudens længsel efter brudgommen Den tematiserer dermed kirkens længsel efter dens Herres komme
DDS 268 Zions vægter hæver røsten
En adventssalme der handler om Jesu genkomst og om, hvordan vi skal følge ham til Himmerige Dermed passer den til dagens tekst, der handler om den glædelige forventning trods det, at himmel og jord skal forgå
DDS 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed
Salmen er skrevet over dagens tekst og handler om den kristnes evne til ved evangeliet forud at skue ind i Paradis, hvor vi har hjemme Om længslen mod forløsningen fra verdens uretfærdighed og lidelse, om det ukærlige i for tidligt at ønske dommedag over den faldne verden og det kærlige i at bede for verden, som Abraham bad for Sodoma Og til sidst en nordisk udgave af genkomsten og jordens undergang med lyren, der gjalder, og bavnen, der luer, og den gamle jord, der lutres i ild
DDS 117 En rose så jeg skyde
Man kan godt i adventstiden begynde at tage lidt hul på julesalmerne Advent er også en forberedelsestid til julefejringen
Morten Brøgger