Resonans by Eksistensen

Ved havet, det øde, natlige hav, står en ynglingemand med vemod i hjertet og tvivl i sin sjæl, og bittert smilende spørger han bølgen: [...] Bølgen mumler sin evige mumlen, vinden blæser, skyerne jager, og stjernerne blinker så ligeglad koldt. En nar den, der venter på svar! Heinrich Heine “Spørgsmål” (fra cyklussen Nordsøen)

Hartmut Rosa

RESONANS En sociologi om forholdet til verden

PĂĽ dansk ved Peter Tudvad Eksistensen

Hartmut Rosa Resonans En sociologi om forholdet til verden Isbn 978 87 410 0574 4 Oversat til dansk af Peter Tudvad Copyright © Suhrkamp Verlag 2016 All rights reserved by and controlled through Suhrkamp Verlag, Berlin Originaltitel: Resonanz. Eine Soziologie der Weltbeziehung Copyright © Danmark, forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2021 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen/Eksistensen Foto af Hartmut Rosa i bagsatsen © Jürgen Bauer Sat med Minion Tryk: Livonia, Letland Tak for venlig støtte til udgivelsen fra

Gengivelse af denne bog kun i overensstemmelse med gældende lov om ophavsret Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.Eksistensen.dk

Indhold I stedet for et forord: Historien om Anna og Hannah og sociologien . . . . . . . 10 i Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 1 Sociologien, det moderne og det gode liv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 Grundidéen: vellykkede og mislykkede forhold til verden . . . . . . . . . 3 Hvad er verden? Hvad er et subjekt? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Undersøgelsens gang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

26 36 42 49

Del 1 De menneskelige verdensforholds grundelementer . . . . . . . 55 ii Kropslige forhold til verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56 1 Væren-stillet-i-verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 Åndedræt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 At spise og drikke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Stemme, blik og ansigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 At gå, stå og sove . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 At le, græde og elske . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

56 62 66 73 83 89

iii Verdenstilegnelse og verdenserfaring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98 1 Inskription og ekspression: den verdensliggjorte krop som gestaltet selv . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 Verdensforholdets medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 At rette til udefra eller gøre føjelig indefra: kroppen som ressource, instrument og gestaltningsobjekt . . . . . . . . . 4 Selvfremmedgørelse: når kroppen bliver til fjende . . . . . . . . . . . . . .

�98 103 112 121

iv Emotionelle, evaluative og kognitive verdensrelationer . . . . . . . . . . . . 128 1 Angst og begær som elementære former for verdensrelation . . . . . . . 2 Verdenserfaring og verdenstilegnelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Kognitive landkort og kulturelle verdensbilleder . . . . . . . . . . . . . . . 4 Vurderingens og begærets landkort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 Psykoemotionel grundering og eksistentiel problemdefinition . . . . . .

Indhold

128 144 147 154 160

v Resonans og erfaring som basiskategorier i en verdensrelationsteori . . . . 168 1 Spejlneuroner og ønskekviste: intersubjektivitet som antropologisk basis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168 2 Intrinsiske interesser og forventninger til egen formåen . . . . . . . . . . 184 3 Resonans . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 191 4 Fremmedgørelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 203 5 Dialektikken mellem resonans og fremmedgørelse . . . . . . . . . . . . . 215 Del 2 Resonanssfærer og resonansakser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 225 vi Indledning: Resonanssfærer, anerkendelse og verdensforholdets akser . . 226 vii Horisontale resonansakser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 233 1 Familien som resonanshavn på et stormfuldt hav . . . . . . . . . . . . . . 233 2 Venskab: den menneskelige følelse og tilgivelsens kraft . . . . . . . . . . . 241 3 Politik: demokratiets fire stemmer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 247 viii Diagonale resonansakser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 260 1 Objektrelationer: “men når tingene synger, lytter jeg gerne.” . . . . . . 2 Arbejde: når materialet begynder at svare . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Skole som resonansrum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Sport og konsum som forsøg på at mærke sig selv . . . . . . . . . . . . . .

260 269 275 287

ix Vertikale resonansakser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 297 1 Religionens forjættelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 Naturens stemme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Kunstens kraft . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Historiens kappe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

297 310 322 342

Del 3 Angsten for verdens forstummen: En resonansteoretisk rekonstruktion af det moderne . . . . . . . . . . 353 x Det moderne som historien om en resonanskatastrofe . . . . . . . . . . . . . 354 1 Hvad er det moderne? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 354 2 Verdens forstummen i litteratur og filosofi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 358 3 På vej til en sociologi om forholdet til verden . . . . . . . . . . . . . . . . . 370

Resonans

xi Det moderne som historien om en øget resonanssensibilitet . . . . . . . . . 413 xii Livets ørkener og oaser: Moderne hverdagspraksisser, resonansteoretisk fortolket . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 424 Del 4 En kritisk teori om forholdet til verden . . . . . . . . . . . . . . 435 xiii Sociale betingelser for vellykkede og mislykkede forhold til verden . . 436 1 Kontekstuelle faktorer: om atmosfærer og stemninger . . . . . . . . . . 436 2 Kulturelle og sociokulturelle faktorer: er resonans katolsk, kvindelig, ung? �� 444 3 Institutionelle faktorer: mellem skole og børs . . . . . . . . . . . . . . . . . 455 xiv Dynamisk stabilisering: Det modernes forøgelseslogik og dens følger . 462 1 Hvad betyder ‘dynamisk stabilisering’? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 462 2 Konkurrence og acceleration: individuelle forhold til verden under et eskalerende regimes betingelser �� 475 3 Ulæselighed: verden som modstander og som krænkelse . . . . . . . . . 481 xv Senmodernitetens resonanskriser og konturerne af et post-vækst-samfund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 487 1 Krisen og verdens forstummen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 487 2 Konturerne af et post-vækst-samfund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 497 I stedet for et afsluttende ord: Forsvar for resonansteorien mod dens kritikere – og for optimismen mod skeptikerne . . . . . . . . . . . . 508 Taksigelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 525 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 528 Fortegnelse over digtene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 562 Emneregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 563 Forfatterregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 574

Indhold

I stedet for et forord: Historien om Anna og Hannah og sociologien

Hvis acceleration er problemet, er resonans måske løsningen. Det er denne bogs hovedtese sat på kortest mulige formel. Den signalerer samtidig to vigtige grundindsigter: For det første er løsningen ikke deceleration. Selvom pressen lejlighedsvis har tilskrevet mig rollen som en ‘decelerationsguru’1 (og jeg måske også ved et par uforsigtige medieoptrædener har gjort mig ufrivilligt fortjent til dette image), har jeg faktisk aldrig propageret langsommeliggørelsen som individuel eller samfundsmæssig løsning på accelerationsproblemet, men under alle omstændigheder foreslået den som ‘coping-strategi’, som en måde at omgås tempoinducerede problemer på i hverdagen. I grunden har jeg aldrig beskæftiget mig systematisk med ‘deceleration’. Når deceleration for det andet ikke er løsningen, betyder dette også, at diagnosen af problemet må præciseres. Moderne samfund er karakteriseret ved en systematisk forandring af tidsstrukturerne, der kan samles under begrebet acceleration. I min seneste monografi har jeg på den anden side defineret acceleration som kvantitativ vækst pr. tidsenhed, og dette gør det allerede tydeligt, at vi har at gøre med omfattende forøgelsesprocesser: Man kan, som jeg vil vise det i sidste del af bogen, også forstå accelerationsprocessen som en uundgåelig eskalationstendens, der er forårsaget af, at det modernes samfundsmæssige formation kun kan stabilisere sig dynamisk. Det betyder, at det moderne, kapitalistiske samfund hele tiden ekspanderer, at det vokser og innoverer, øger produktion og konsum, formerer muligheder og tilslutningschancer, kort sagt: at det må accelerere og stimulere dynamikken for at reproducere sig selv kulturelt og strukturelt, for at opretholde sin formative status quo. Men denne systematiske eskalationstendens forandrer den måde, hvorpå mennesket er stillet i verden, den ændrer grundlæggende det menneskelige forhold til verden. Dynamisering i denne forøgelsesforstand betyder, at vores forhold til rum og tid, til mennesker og til ting, som vi omgås, og i sidste ende til os selv, til vores krop og vores psykiske dispositioner forandrer sig fundamentalt. 1 Christian Geyer i Frankfurter Allgemeine Zeitung; i Süddeutsche Zeitungs magasin har Jakob Schrenk endda udnævnt mig til tempokritikkens ypperstepræst.

Resonans

Og dette er det punkt, hvor acceleration bliver til et problem: En planløs og uophørlig forøgelsestvang fører i sidste ende til, at individerne og hele samfundet får et problematisk, ja, forstyrret eller patologisk forhold til verden. Denne forstyrrelse ses i dag instruktivt på samtidens store krisetendenser: på den såkaldte økologiske krise, på demokratiets krise og på ‘psykokrisen’, der eksempelvis manifesterer sig i voksende burnout-rater. Den første krise signalerer en forstyrrelse i forholdet mellem menneske og ikke-menneskeligt ‘miljø’ eller natur, den anden en forstyrrelse i forholdet til socialverdenen og den tredje en patologi i det subjektive selvforhold. Yderligere er et problematisk forhold til verden ikke blot følgen af accelerationen eller forøgelsestvangen i de moderne samfund, men samtidig også dens årsag, så vi har med en selvforstærkende problemcirkel at gøre. Denne sammenhæng kan kun beskrives som problem, ja, som tendentiel patologi, fordi det afhænger af det menneskelige verdensforholds måde, om livet lykkes eller mislykkes. Dette er, hvad jeg i denne bog gerne vil undersøge og vise, og dermed vil jeg yde det bidrag til det gode livs sociologi, som jeg allerede annoncerede i min accelerationsbog, og som jeg hidtil er forblevet skyldig. I slutningen af denne undersøgelse kommer jeg tilbage til de nævnte krisetendenser, deres årsag og mulighederne for at overvinde dem. Dertil er der imidlertid en lang vej, som vil kræve en vis udholdenhed af læserne. Lad os bedst begynde med en historie. Gustav og Vincent, to begavede, unge kunstnere, deltager i en malerkonkurrence. De har to uger til at male et billede over et selvvalgt emne og derpå indlevere det til en dommerkomité. Gustav tager opgaven meget alvorligt. Han ved, hvad man skal bruge til at male, og hvordan et billedes kvalitet lader sig forbedre: Først sørger han for et stabilt staffeli og den rigtige belysning. Så leder han efter et godt lærred. Da han har fundet dette, bestræber han sig på at udvide sit arsenal af pensler – han behøver stadig nogle til de helt fine linjer og til de grove strøg. Endnu mangler han de rigtige farver – de klare og de dæmpede og de matte og de blanke og nogle, hvormed han kan tilpasse alle nuancerne. Endelig har han alt, hvad han behøver. Nok engang repeterer han kort de vigtigste maleteknikker, som han tænker sig at anvende, og begiver sig da på jagt efter det rigtige emne. Hvad overbeviser ham? Hvad begejstrer ham? Hvad rammer tidens nerve og er alligevel ikke plat? Da han endelig begynder at male, går solen allerede ned den sidste dag før fristens udløb. Vincents historie er kortere: Han river et papir af sin tegneblok, henter sin kasse med vandfarver, spidser blyanterne, lægger sin yndlings-CD på og begynder at male: Uden til en begyndelse at have klare forestillinger om, hvad han maler, opstår efterhånden en verden af farver og former, der forekommer ham at hænge sammen. Hvem kan mon have vundet konkurrencen?

I stedet for et forord: Historien om Anna og Hannah og sociologien

Pointen med denne historie er indlysende: Gustav er ressourceorienteret for ikke at sige ressourcefikseret. Han ved, hvilke komponenter der fremmer skabelsen af varig kunst: emner, teknikker, farver, lærred osv. Men besiddelsen af – eller rådigheden over – ressourcer gør ikke noget godt billede og ikke nogen kunst; desuden: Hans ensidige fokus på forbedringen af sit materielle udstyr forhindrer ligefrem, at det lykkes Gustav at skabe et kunstværk. I den her skitserede, overdrevne form fremtræder Gustavs forholden sig nærmest naragtig. Vincent bekymrer sig derimod ikke eller knap nok om sin ressourcesituation, han drives af sin trang til at udtrykke sig, han skaffer sig formodentlig først de egnede redskaber og ressourcer, når den kreative proces selv kræver det. Det garanterer naturligvis ikke, at han laver stor kunst. Dertil behøver han talent og det, man i den romantiske tradition kalder inspiration. Men Vincents chancer synes afgjort større end Gustavs. Kan vi af dette lære noget mht. spørgsmålet om det gode liv? Analogien er oplagt: Lige så lidt som gode ressourcer garanterer eller af sig selv skaber vellykket kunst, garanterer gode ressourcer et vellykket liv. Og ligesom et ensidigt fokus på ressourcer er til hinder for et vellykket kunstværk, er det også til hinder for et vellykket liv. Undersøger man samtidens gængse lykkevejledninger, de politiske begreber om velstand og de dominerende sociologiske definitioner på velfærd og livskvalitet, så åbenbarer de i reglen en ressourcefiksering, der ikke står tilbage for Gustavs: Sundhed, penge, fællesskab (eller stabile sociale forhold) samt ofte også uddannelse og anerkendelse tæller som de vigtigste ressourcer til et godt liv – jeg kommer tilbage til dette i det første kapitel – og yderligere: De har selvstændiggjort sig som indbegrebet af det gode liv. Hvordan man bliver rigere, hvordan man bliver sundere, hvordan man bliver mere attraktiv, hvordan man får flere venner, hvordan man øger sin sociale og kulturelle kapital osv. osv.: det er ikke blot ‘lykkevejledningernes’ temaer, men også de fremherskende indikationer på livskvalitet. Deraf følger et af de fundamentale problemer for den empiriske lykkeforskning: Spørger man menneskene, om de er lykkelige eller tilfredse med deres liv, svarer de i reglen med et blik på deres ressourcer: Jeg er sund og rask, har en god indtægt, tre velopdragne børn, et hus, en båd, mange venner og bekendte, nyder høj anseelse: Ja, jeg er lykkelig. Og netop her har ulighedsforskningen sin motiverende forankring – i antagelsen af, at de lag, der har bedre ressourcer, også har et bedre liv end de andre. Alt i alt fører dette til en kultur, hvor livsførelsens ultimative mål består i at optimere sine ressorcer: at forbedre sin professionelle stilling, at øge sin indtægt, at blive sundere, mere attraktiv, stærkere, udbygge sin viden og sine evner, udvide og stabilisere sit netværk, vinde anerkendelse etc. Men hvornår maler, hvornår lever vi så? Jeg vil her på ingen måde nægte, at sådanne ressourcer er vigtige for et godt liv: Uden lærred og farver kan man ikke male noget billede. Alligevel forekommer det 12

Resonans

problematisk, at optimeringsprocessen ikke af sig selv får en ende, og at den enkeltes ressourcesituation almindeligvis bedømmes relationelt, dvs. i sammenligning med samfundets andre medlemmer, der ligeledes deltager i maksimeringsspillet. Interessant nok har idéen om den rette work-life-balance som målestok for det gode liv etableret sig i den sociologiske forskning såvel som den politiske diskussion og rådgivningslitteraturen. Dermed anerkendes implicit, at livet er noget andet end arbejdet, og her har vi lov i bredere forstand at forstå ‘arbejde’ som jagt på ressourcer. Faktisk viser det sig her, at de fleste erhversaktive oplever denne balance som problematisk: Den lykkes ikke i livets rush hour, de mellemste livsårtier domineres af maksimeringsspillets krav, af de aldrig færdiggjorte to do-lister, som jeg allerede har udbredt mig udførligt om andetsteds. Således bliver den del af ‘livet’, der kommer til kort, ja, lades ude af syne, udskudt til tiden som pensionist: I øjeblikket bliver jeg næsten ædt op af de fordringer og opgaver, der vælter ind over mig, men på et eller andet tidspunkt lægger jeg det alt sammen bag mig og begynder – et godt liv, sådan lyder middelstandens og ofte også overklassens dominerende selvforståelse. Her forekommer det mig, at grunden ligger til, at en forhøjelse af pensionsalderen mod al demografisk og økonomisk fornuft støder på så forbitret en modstand: Den signaliserer i den kulturelle forståelse egentlig et tyveri af livstid. Work-life-balancen bliver ikke længere søgt synkront, men så at sige diakront; alderdommen skal levere, hvad man tidligere har forpasset. Men det forbliver tvivlsomt, om et godt liv endnu kan lykkes, når den ressourcefikserede habitus gennem årtier kunne indskrive sig i vores orientering i livet og holdning til verden. Her minder vi virkelig om Gustav og ikke om Vincent. Men stop, vil den opmærksomme læser her sige, må man da på den måde analogisere kunst og liv? Hvad er da livets værk-analogi, hvilken substans har det hinsides det, som jeg har fordømt som blotte ressourcer? Bliver det ikke nødvendigvis esoterisk eller, lige så skidt, paternalistisk, når man forsøger at sige noget om formen eller indholdet af det vellykkede liv? Eller, hvis det lykkes at undgå denne fælde og at acceptere den etiske pluralisme i det moderne: Reducerer vi så ikke det gode liv til bare at være følelsen af et subjektivt velvære, fordi der ikke bliver noget substantielt tilbage? Det er bogens indledende tese, at privatiseringen af spørgsmålet om det gode liv har ført til, at dette spørgsmål næsten er blevet tabuiseret i den samfundsmæssige diskurs: Hvad et godt liv er, må enhver afgøre for sig selv, lyder flosklen, der selv i uddannelsesinstitutionerne er blevet den ledende maksime, og denne tabuisering har to problematiske konsekvenser: For det første retter subjekternes livsførelse i det moderne sig både på kort og lang sigt i stadigt højere grad mod en sikring og forbedring af ressourcesituationen, frem for alt mod en forbedring af mulighedshorisonten. Grundlaget for denne forskydelse er den (begrundede) antagelse, at bedre I stedet for et forord: Historien om Anna og Hannah og sociologien

ressourcer under alle omstændigheder er bedre end dårligere – ligegyldigt hvilket billede, vi ender med at ville male, eller hvilket liv vi vil leve. Som hos Gustav taber vi dermed ‘livskunstværket’ af syne – vi er beskæftiget med at færdiggøre vores to do-lister. Gør vi ikke det, fornægter vi således de multidimensionale optimeringskrav, bliver vores de facto udgangsposition forværret, ikke bare i sammenligning med de andre, men sågar absolut, da fordelingen af ressourcer og muligheder følger konkurrenceprincippet. Men dermed er vi allerede ved den anden konsekvens: Da der individuelt og kulturelt ikke længere står os noget billede af det vellykkede liv for øje, råder vi heller ikke over noget instrumentarium, der hjælper os med at bestemme, hvilke sociale kontekstbetingelser der muligvis kunne undergrave realiseringen af et vellykket liv – og det er punktet, hvor accelerationen igen kommer i spil. For der er, som jeg allerede andetsteds har vist, gode grunde til at formode, at den af konkurrence og acceleration bestemte forøgelseslogik og den dermed forbundne holdning til verden i de moderne samfund ganske vist formår at forbedre den individuelle og især kollektive ressourcesituation (det vil især sige: at udvide mulighedshorisonten), men samtidig strukturelt undergrave betingelserne for at realisere et godt liv (for at male billedet). Denne tese lader sig imidlertid kun seriøst og med den moderne sociologis midler bestyrke, hvis det lykkes os at sige mere om det vellykkede liv, end at det føles godt. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at man kan sige mere, noget substantielt og systematisk, om dette uden at forlade socialvidenskabernes empirisk funderede grundlag og ende i det spekulative, den rene filosofi, det esoteriske eller religionen og tilmed underminere den etiske pluralismes historiske faktum, der går ud fra en ligeberettiget, ukrænkelig mangfoldighed af livstemaer og -indhold. Min tese er, at det i livet kommer an på kvaliteten af vores forhold til verden, dvs. på den måde, vi som subjekter erfarer verden og tager stilling til verden; på kvaliteten af vores tilegnelse af verden. Men da verdenserfaringens og verdenstilegnelsens modi aldrig kun bestemmes individuelt, men altid er socioøkonomisk og sociokulturelt formidlede, kalder jeg det forehavende, jeg vil udarbejde i denne bog, en sociologi om forholdet til verden. Det centrale spørgsmål om, hvad der adskiller et godt liv fra et mindre godt, lader sig da oversætte til spørgsmålet om forskellen på vellykkede og mislykkede forhold til verden. Hvornår lykkes livet, hvornår mislykkes det, når vi ikke vil måle det på ressourcer og muligheder? I første omgang vil jeg nærme mig spørgsmålet intuitivt eller bedre: illustrativt. Lad os vende tilbage til fortællingernes gebet. Denne gang skal det handle om to kvinder i deres såkaldt bedste alder, lad os kalde dem Anna og Hannah. De vil ikke male, men leve; de vil leve godt. Lad os følge dem hver især en hel dag i et snapshot-agtigt perspektiv. 14

Resonans

Det er kl. 07 om morgenen. Anna sidder ved morgenbordet. Ved siden af hende sidder hendes mand, næsten samtidig kommer også hendes halvvoksne søn og hendes allerede næsten voksne datter til. Børnene ser på hende med strålende øjne – og hun ser tilbage på dem med lige så strålende øjne. Min Gud, hvor jeg dog elsker dem, tænker hun. Disse fælles stunder før morgenens opbrud går for mig over alt. Kl. 08. Anna er nu på vej på arbejde. Solen smiler fra himlen. Anna nyder varmen, hun strækker sig veltilfreds. Hun glæder sig til at se sine kolleger, som hun har en masse at fortælle. Udsigten til de blomster, som en eller anden i går har sat på hendes arbejdsbord, får hende til at sætte farten op, hun har lyst til at komme i gang, hun elsker sit arbejde. Kl. 18 i sportshallen. Anna er glad for endelig at kunne røre sig, hun elsker det legende, det somme tider æstetiske, det ofte overraskende og også det kampprægede ved volleyball med sin fritidsgruppe – personerne, spillet, bevægelsen gør hende godt, ligegyldigt om hun vinder eller taber. Helt anderledes går det Hannah. Kl. 07. Hannah sidder ved morgenbordet. Ved siden af hende sidder hendes mand, næsten samtidig kommer også hendes halvvoksne søn og hendes allerede næsten voksne datter til. Deres dårlige humør er til at se, mærke og tage at føle på. Personerne ser gnavent eller slet ikke på hinanden. Min Gud, hvor jeg dog hader det, tænker Hannah. Hvad har jeg egentlig at gøre med disse mennesker? Hvad forbinder mig med dem, ud over at jeg skal sørge for dem? Kl. 08. På vej til arbejde skinner solen. Hannah hader det skarpe lys, hun er bange for at blive solskoldet. Mismodigt tænker hun på det arbejde, der venter hende. Mig er det allerede nok at skulle se mine kollegers evindeligt sløve ansigter, udholde deres tomme snak. Kl. 18 i sportshallen. Hannah spørger sig selv, hvad hun laver her. Klart, hun har brug for at røre sig, men behøver hun virkelig efter arbejdet at slide sig op? Hun får det dårligt bare af lugten i sportshallen. Hun rammer ikke bolden ordentligt, hun er irriteret over, at hendes medspillere er så ambitiøse. Derfor er hun glad, da det endelig er overstået. Det kræver ikke nogen dumdristig fortolkning at komme til den konklusion, at Anna oplever en vellykket, Hannah derimod en mislykket dag, selvom de faktiske forløb ikke adskiller sig fra hinanden. Hvis forskellen mellem dem viser sig som et tilbagevendende, regelmæssigt, vedvarende mønster – har vi så ikke gode grunde til at sige, at Anna har et godt liv, Hannah derimod et mere beskedent, selvom de mht. ressourcer og muligheder måske er helt lige? Jeg er her på ingen måde ude på en letkøbt moraliseren i den forstand, at man da bare skal glæde sig over, hvad man har – og jeg vil heller ikke skrive en vejledning, der prædiker selvtilstrækkelighed, men som sociolog nøgternt spørge, hvad man kan konstatere om de sociale betingelser, der gør Annas liv godt og Hannahs liv ulykkeligt, for det forekommer mig usandsynligt, at gener og hormoner alene skulle I stedet for et forord: Historien om Anna og Hannah og sociologien

være ansvarlige for forskellen, selvom disse afgjort kan spille en rolle. For det er her iøjnefaldende, at alle tre situationer er sociale situationer, for så vidt de konstitueres eller i det mindste indrammes af sociale forhold. Formentlig er Annas liv på det indholdsmæssige niveau kendetegnet ved hyppig latter og sang, måske også dans, mens Hannah snarere lader sig karakterisere ved attributter som lukkethed, måske forbitrelse: Hendes verdensforhold er kendetegnet ved mistro, forsvar og måske et moment af stivsind. Fra litteratur og poesi kendes utallige metaforer, beskrivelser og personificeringer til illustration af denne forskel i verdensforhold – måske mest konsekvent gennemstiliseret i Hermann Hesses roman Sol og måne [originaltitel: Narziß und Goldmund; o.a.]. (Ganske vist gør den det også tydeligt, hvor kompleks og mangedimensional menneskers verdensforhold er, når disse udfolder sig som livshistorier: Narcis udvikler sine egne måder for den vellykkede verdenstilegnelse, mens Goldmund gennemlever en svær fremmedgørelse over for sig selv og verden.) Hvad har sociologien da at sige om en sådan forskel? Hvad ved vi om de subjektive og objektive betingelser, der ledsager eller bestemmer det ene eller det andet verdensforhold? Foreløbig ikke noget, i hvert fald ikke meget trods alle mentalitets- og indstillingsforskningens interessante studier. Som jeg allerede har antydet, opererer sociologien med begreber som velstand, uddannelse, status og ressourcefordeling for at vurdere livskvalitet. Dermed bliver det i grunden stiltiende antaget, at Annas dag snarest er repræsentativ for de ‘højere’ lag med gode ressourcer, mens Hannahs dag kan gælde som symptomatisk for de ‘lavere’ sociale lag med en dårlig ressourcesituation – hvilket, hvad jeg senere i udviklingen af min argumentation vil vise, på den ene side ganske vist ikke er helt utroværdigt, men på den anden side ved sin generalisering samtidig er en uforskammet og paternalistisk insinuation. Her viser sig den stiltiende tendentielle paternalisme i en socialvidenskab, der mener, den ikke blot må afholde sig fra ethvert udsagn om det gode liv, men også enhver analyse af vellykkede og mislykkede forhold til verden, og dermed umærkeligt bliver offer for en ressourcefetichisme, der knap nok står tilbage for Gustavs, den mislykkede maler. For at der på dette sted ikke skal opstå misforståelser: Jeg skriver ikke denne bog for at retfærdiggøre den realt eksisterende, konstant stigende ulighed i den globale samfundsmæssige fordeling af den økonomiske, sociale og kulturelle kapital. Tværtimod: Jeg vil gerne påpege, at sådanne (kapitalistiske) fordelingsforhold kun kan forekomme legitimerede i et samfund, der gør sig blind og døv over for spørgsmålet om det gode liv, og tror, at den uhæmmede vækst og private akkumulation af ressourcer allerede er indbegrebet af velfærd. Et sådant samfund opfatter Gustav som ‘vinderen’ og Vincent som ‘taberen’ i konkurrencen – eller i livets kamp – og

Resonans

en ressourcefikseret ulighedssociologi gør sig ufrivilligt til dets medskyldige, når det bekræfter denne synsmåde. Men under alle omstændigheder kan vi let forestille os, at Anna er en jævn havnearbejderske, mens Hannah kunne være en succesrig karrierekvinde. Den nærliggende indvending, at man nok kan elske sit arbejde, når det er spændende, prestigefyldt og udfordrende, men dårligt når det er anstrengende og tilmed dårligt betalt, synes mig i det mindste at være forsimplet, om ikke ganske enkelt forkert. Som allerede Georg Simmel2 med rette formodede, og som Richard Sennett fyldigt har udarbejdet i sine seneste værker om det fleksible menneske3 og håndværket,4 fylder udøvelsen af et arbejde mennesker med glæde og lykke, når de bærer det arbejdsdefinerende mål i sig selv: At bage et brød eller at hugge brænde kan i denne forstand opleves som kolossalt tilfredsstillende; derfor forekommer den kærlighed, identifikation og glæde, som også og netop ‘jævne’ arbejdere hårdnakket åbenbarer i udøvelsen af deres arbejde, mig langt mindre forbløffende end den forbløffelse, med hvilken arbejds- og industrisociologer ofte konstaterer den. Derimod vil tilrettelæggelsen af et møde, der skal sondere muligheden for en fælles ansøgning om finansiering af et socialt projekt – ligegyldigt om den er udfordrende eller ej – næppe nogensinde udløse inderlig glæde: Her er endemålene forsvundet for langt ud af synsfeltet, kæden af delmål blevet for lang. Med dette harmonerer lykkeforskningens konklusion, der også kun ved første blik forekommer forbløffende (og ressourcesociologerne dramatisk modstridende), nemlig at den tid, menneskene tilbringer med arbejde, der gør dem lykkelige, aftager i takt med, at den sociale status og ressourcerne tager til.5 Dette står ganske vist ikke i modsætning til det, at det mere udfordrende arbejde er forbundet med højere anerkendelse og bedre løn, og at der af dets vellykkede udførelse kan uddrages sådan noget som en sekundær tilfredsstillelse, da det forøger den succesriges relative sociale position, selvværdsfølelse og ‘verdensrækkevidde’. Det kommer jeg tilbage til. Men, dette synes at være læren af Annas tilfælde, livet lykkes ikke per se, når vi er rige på ressourcer og muligheder, men, hvor banalt, ja, tautologisk det end lyder: når vi elsker det. Når vi har et næsten libidinøst bånd til det. Det, det er desuden de 2 Georg Simmel Philosophie des Geldes i Georg Simmel Gesamtausgabe, udg. af Otthein Rammstedt, bd. 6, udg. af David P. Frisby og Klaus Christian Köhnke, Frankfurt am Main 1989, s. 254-291. 3 Richard Sennett Der flexible Mensch. Die Kultur des neuen Kapitalismus, Berlin 1998 [Det fleksible menneske eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning, overs. fra eng. af Ole Lindegård Henriksen, Hovedland, Højbjerg 1999]. 4 Richard Sennett Handwerk, Berlin 2008. 5 Jf. fx. Mathias Binswanger Die Tretmühlen des Glücks, Freiburg 2008, s. 34-40; Daniel Kahneman m.fl. “A Survey Method for Characterizing Daily Life Experience: The Day Reconstruction Method” i Science, 306, s. 1776-1780.

I stedet for et forord: Historien om Anna og Hannah og sociologien

mennesker, de rum, de opgaver, de idéer, de ting og værktøjer, der møder os, og som vi har med at gøre. Når vi elsker disse, opstår der sådan noget som en vibrerende tråd mellem os og verden. Denne tråd bliver på den ene side dannet ved det, som socialpsykologer kalder intrinsiske interesser: Anna elsker sin familie, sit arbejde og at spille volleyball; hun interesserer sig for disse områder for deres egen skyld. Hannah arbejder deimod for at tjene penge, hun behøver sin familie for ikke at være alene, hun spiller volleyball for at holde sig slank. På den anden side vibrerer Annas tråd til verden, fordi hendes forventninger til egen formåen [henviser til begrebet perceived self-efficacy, som blev konciperet af den canadiske psykolog Albert Banduras i 1970’erne; o.a.] er intakte: Hun føler, at hendes familie, hendes arbejdskolleger og volleyball-venner er til at nå i de respektive sfærer, at hun kan opnå noget eller bevæge noget. Derved oplever hun også sig selv som bevægelig, som påvirkelig: Hun lader sig nå, bevæge og gribe, af andre mennesker, af planter og bjerge, af musik, af historier, af udfordringer. Dannelsen af forventninger til egen formåen og intrinsisk interesse korrelerer på den anden side med oplevelsen af social anerkendelse – her ligger en åbenlys bro til ressourceudkastet: Uden kærlighed, agtelse og værdisættelse forbliver tråden til verden – og resonansakserne – stive og stumme. Alt i alt lader Annas liv sig dermed beskrive som præget af et responsivt, elastisk, flydende, måske kan man også sige: smidigt forhold til verden, mens Hannahs forhold til verden synes stumt, stift, sågar koldt. Anna møder verden som et felt af spændende udfordringer og forjættende muligheder, Hannah oplever derimod livets hændelser som en række af uberegnelige risici og ærgerlige forstyrrelser. Kort sagt: Anna føler sig løftet og båret i verden og i livet, Hannah føler sig derimod kastet ud i verden, udsat for den. Vi kan udmale os denne forskels fremtrædelsesformer og følger i mange flere af livsførelsens sammenhænge: Anna og Hannah vandrer i bjergene – Hannah lider under det ufremkommelige terræn, stigningerne volder hende problemer, hun ærgrer sig over de andre bjergvandrere, som et sted maser sig hensynsløst forbi og et andet sted skødesløst har kastet deres affald fra sig; priserne på sæterog bjerghytterne finder hun grotesk opskruede. Anna har en følelse af, at hendes åndedræt og hendes sjæl udvider sig. Hun kan dårligt fatte den herlige udsigt over tinder og dale, det forekommer hende, at hun selv udvider sig og bliver let og tung på en gang. I fulde drag indånder hun den friske bjergluft, hun glæder sig over de andre vandreres smukke, solbrændte kroppe og nyder sågar at mærke sin tiltagende træthed. Anna og Hannah er til koncert eller i biografen; de er til gudstjeneste, de mødes til en familiefest: Den velvillige læser vil ingen problemer have med selv i hvert tilfælde at udmale sig den idealtypisk tilspidsede forskel. 18

Resonans

Den, der er ulykkelig og, i ekstreme tilfælde, deprimeret, ham synes verden kold, tom, fjendtlig og farveløs, og på samme tid oplever han sit eget selv som koldt, dødt, stift og døvt. Resonansakserne mellem selvet og verden forbliver stumme. Følger omvendt ikke deraf, at det vellykkede liv er kendetegnet ved åbne, vibrerende, åndende resonansakser, som giver verden toner og farver og gør det egne selv bevæget, sensitivt, rigt? Disse akser er selvfølgelig forskellige fra menneske til menneske og fra kultur til kultur: Man må ikke nødvendigvis elske volleyball for at have et godt liv, man må end ikke nødvendigvis grundlægge en familie – for polarforskeren begynder isen at ånde, at leve og at svare, og også brølende formel 1-motorer eller heavy metal-guitarer kan stifte libidinøse verdensforhold. Men at det vellykkede liv er kendetegnet ved resonansaksernes intakthed, det mislykkede derimod ved deres fravær eller forstummen – kan man i fuld alvor nægte det? At forfølge sådanne resonansaksers væsen eller natur for hinsides de litterære metaforers verden at bestemme dem mere præcist er målet med denne bog. Dertil hører også den opgave i sin helhed at afklare forholdet mellem enkelte, individuelle lykkemomenter (sådan som de fx af Csikszentmihalyi fortolkes som flow-erfaringer)6 og forholdet til verden, som det udfolder sig biografisk. Det andet mål, der ikke er lettere at nå, består i en analyse af de sociale betingelser, som muliggør eller hindrer dannelsen af sådanne resonansakser. De ovenfor antydede undersøgelsesresultater vedrørende en mulig forskel på de arbejdsbaserede lykkeerfaringer giver et første vink om, at der er kontekstuelle, institutionelle, strukturelle og/eller kulturelle grunde til, at livet for subjekterne snarere får skikkelse af Annas end Hannahs dage. Også dem vil jeg nu gå efter i et første, på ny mere intuitivt og illustrativt forsøg i form af en sidste kontrasterende historie. Denne gang forestiller vi os et tvillingepar – lad os kalde dem Adrian og Dorian –, der ikke adskiller sig i herkomst, socialisering og ressourcer, men som agerer i forskellige kontekster og ‘verdenspositioner’ og derved udvikler forskellige strategier for deres verdenstilegnelse. Adrian og Dorian vokser op i en lille by. De går i den samme skole, måske i den samme klasse. Efter studentereksamen studerer Adrian jura. Han bliver statsadvokat. For at holde sig sund og rask og som kompensation for et anstrengende arbejde går han fast en gang om ugen i et fitnesscenter. Adrian er overbevist ateist. Han vil ikke afbøde livets hårde realiteter med metafysisk trøst, han vil acceptere, at han er dødelig, han holder til syvende og sidst den videnskabelige verdensforklaring for den mest overbevisende. I sin fritid beskæftiger Adrian sig med børsverdenen – kursernes stigninger og fald fascinerer ham, den kendsgerning, at markederne lynhurtigt reagerer på begivenheder og forandringer, at de forløber fuldstændig 6 Mihaly Csikszentmihalyi Flow. Das Geheimnis des Glücks, Stuttgart 2013.

I stedet for et forord: Historien om Anna og Hannah og sociologien

rationelt og neutralt og dog ikke er forudsigelige. I beskeden udstrækning spekulerer han også selv og forsøger at skabe sig en formue. Når han tager på ferie, foretrækker han by- og dannelsesrejser. I hverdagen satser han på effektivitet og troværdighed: Når han har valget, bruger han selvbetjeningskassen i supermarkedet, bestiller sine bøger på internettet og tager førerløse tog. Dorian har derimod efter sin studentereksamen brugt lang tid, før han fandt noget, der passede ham – han endte med at studere kunst, historie og germanistik og blev lærer. Til hans lidenskaber hører fodbold, som han gerne spiller, til han er helt brugt op. Derudover er han, selvom nogle af hans fodboldkammerater og lærerkolleger griner af det, forblevet praktiserende katolik, ligesom han i sin fritid engagerer sig ulønnet i en teatergruppe. Ferien tilbringer han helst på lange bjergvandringer, men han elsker også havet og sågar ørkenen. I modsætning til Adrian vælger han i hverdagen instinktivt hellere den personlige betjening ved kassen i supermarkedet, går i den lokale bankafdeling og køber sine bøger i den lille boghandel på hjørnet. I denne – naturligvis idealtypisk fortegnede – kontrastering adskiller de to figurer sig nu, anderledes end Anna og Hannah, ikke (primært) i deres verdenserfaring, men i deres aktive stilllingtagen til verden, i deres måde at tilegne sig eller transformere verden på. I alle de oplistede aspekter lader det sig formode, at den strategi, Adrian følger, er en udvidelse af rækkevidden og en (instrumentel og/eller rationel) beherskelse af verden, mens Dorian synes at udsøge sig nogle udsnit af verden, der er rettet mod reciprokke og kreative interaktioner og mod oprettelsen af sociale og ekstrasociale forbindelser. Det vigtige for mig her er den idé, at Adrian og Dorian etablerer forskellige relationer til verden, udvikler forskellige forhold til verden, at de adskiller sig i deres praktiske, emotionelle, kropsligt-habituelle og mentale stillingtagen til verden. I de skitserede livshistorier er vidt forskellige faktorer ansvarlige for udviklingen af og især for den så at sige autopoietiske skærpelse af sådanne divergenser. Disse faktorer er for det første af institutionel art: En retssal er ligefrem paradigmatisk et ‘resonansfrit’ rum: Det handler ikke om empati eller medfølelse, om forståelse eller enighed, men om at sætte ens eget standpunkt og krav igennem over for modparten (ligegyldigt om det handler om civil- eller strafferetlige krav). Aktørerne agerer strategisk, manipulerende og instrumentelt, og den, der ikke kan eller vil dette, taber – eller holder sig væk fra dette rum. Børserne fungerer ikke meget anderledes: De kursforløb, der flimrer over skærmene, er indbegrebet af resonansfri ubestikkelighed – de følger en ‘kold’, udelukkende økonomisk opererende rationalitet. Uddannelsesprocesser synes derimod at være kendetegnet ved, at de forudsætter mødet, den gensidige påvirkning og begejstring, men også den virkelige deltagelse, når de skal lykkes. Interaktionernes natur i klasseværelset og retssalen er 20

Resonans

kategorialt forskellig, og divergensens kerne lader sig efter min overbevisning netop identificere her: Der kan i begge tilfælde i de afgørende øjeblikke opstå en ‘knitren i rummet’, men arten af denne knitren er ikke den samme. I fitnesscenteret kommer det derimod sjældent til ‘knitren’: Her handler det primært om den målrettede, instrumentelle, kvantificerbare optimering af de enkelte muskler, kropsdele og bevægelser, der fører til målelige resultater og kropsværdier. Men når fodbold lykkes som praksis, danner der sig derimod et verdensforhold, der indeholder momenter af det æstetiske, det legende såvel som det fælles og delte, som mangler i det individualiserede fitnesscenter eller først danner sig sekundært. Fodboldspillets magiske øjeblikke, der også og netop viser sig på boldbanen, kan ikke kvantificeres, og de har en anden kvalitet end tilfredsstillelsen i fitnesscenteret, også når man tager de intensive legemserfaringer og kropsresonanser – som jeg vender tilbage til i kap. III,3 – ved systematisk træning med fitnessredskaberne i betragtning. For divergensen mellem Dorians og Adrians verdensforhold kan man, for det andet, naturligvis tage kulturelle faktorer i betydningen af kognitivt-emotionelle verdensrepræsentationer (eller verdensbilleder) i betragtning: Katolikker og ateister adskiller sig, må man formode, i deres basale verdensfølelse, som altid går forud for de bevidst formulerede og repræsenterede overbevisninger. Formentlig er det klarest formuleret af William James i hans bog om de religiøse erfaringers mangfoldighed: Religion – hvad det så end er – er et menneskes totale reaktion overfor livet [...]. Totale reaktioner er forskellige fra overfladiske og tilfældige reaktioner, og totale holdninger er forskellige fra almindelige eller professionelle holdninger. For at nå frem til dem må man gå bagved tilværelsens forgrund og trænge ind til den mærkelige fornemmelse, som enhver i nogen grad kender til, af hele det øvrige univers som en evigtvarende nærværelse, der er fortrolig eller fremmed, frygtelig eller lystelig, og som man må elske eller hade. Denne fornemmelse af verdens nærværelse, der appellerer til vort individuelle temperament, gør os enten ihærdige eller ligegyldige, fromme eller spottende, nedtrykte eller glade overfor livet som helhed, og reaktionen hos os, der kan være uvilkårlig og uafklaret og tit halvvejs ubevidst, er det fuldstændigste svar på spørgsmålet: “Hvordan er beskaffenheden af det univers, vi lever i?”7

Her må det dog (foreløbig) stå åbent, i hvilken udstrækning de kognitive og kosmo-/ teologiske divergenser i verdensforholdet (mellem katolikker og ateister, men ligeledes mellem forskellige varianter af eksempelvis protestantisme eller mellem for7 William James Die Vielfalt religiöser Erfahrung. Eine Studie über die menschliche Natur, Frankfurt am Main 1997, s. 67f. [Religiøse erfaringer. En undersøgelse af den menneskelige natur, overs. af Thomas Hee Andersen fra amerikansk (The Varieties of Religious Experience. A Study of Human Nature), Jespersen og Pio, Kbh. 1963, s. 31].

I stedet for et forord: Historien om Anna og Hannah og sociologien

skellige verdensreligioner) er årsager til eller følger af de emotionelle og eksistentielle forskelle i måden at ‘være-stillet-i-verden’ på. “Hvis vi sammenligner stoiske og kristne udbrud, finder vi langt mere end en forskel i lære; snarere er det en forskel i sindsstemningen, der adskiller dem.”8 Er det på den ene side plausibelt at antage, at troens art og måde (eksempelvis på en barmhjertig Gud eller på en karmisk lov eller på et darwinistisk univers) væsentligt kan influere og præge oplevelsen og tilegnelsen af verden, er der på den anden side mindst lige så gode grunde til at antage, at vores verdensforholds utilgængelige ‘emotionelle grundering’ omvendt er ansvarlig for, hvilke trosindhold der forekommer os plausible. Også det tema vender jeg tilbage til. Over for dette synes spørgsmålet, om man helst søger den stumme kasse eller den skinbarlige interaktion med kassedamen, foretrækker online-bestilling eller detailhandel, at være et simpelt spørgsmål om den foretrukne individuelle handlingsstrategi: I det første tilfælde optimerer man formentlig effektiviteten med henblik på indsatsen af tids- og pengeressourcer, i det andet værdsætter man det personlige møde. Ligeledes kan man antage, at der til grund for beslutningen om at vie fritiden til børsen eller det frivillige arbejde på teateret ligger en lignende kalkyle. Denne forskel kan også modelleres med rational choice-teoriens metoder. Hvad denne imidlertid ikke (eller i hvert fald ikke uden videre) kan få med, er den forskel, der følger af det i hvert enkelt tilfælde konfigurerede subjekt-verden-forhold. Dette forhold bliver også påvirket af andre faktorer; fx af landskabet eller vejret: På toppen af et bjerg eller ved havets bred er (især moderne) mennesker stillet i verden på en anden måde end i storbyen, og forholdet til verden varierer formentlig også efter klimazonen: Ved Middelhavet føles verden helt bogstaveligt anderledes end i tundraen eller i subtropiske omgivelser. Dog synes afgørelsen af, hvilken psykisk omgivelse vi søger og foretrækker (på ferie eller i fritiden, men også som bopæl) i lige så høj grad at være en årsag til som en følge af vores primære forhold til verden. Alligevel er de forhold til verden, der udvikler sig, naturligvis ikke givet én gang for alle, men, i det mindste inden for visse grænser, biografisk foranderlige og ud over dette også afhængige af specifikke kontekster: I en ukendt og fremmed (social) omgivelse etablerer sig et andet forhold til verden end i en fortrolig. Forsøger man at sætte forskellen på tvilllingerne Adrians og Dorians principielle stillingtagen til verden og deraf flydende strategier for tilegnelsen af verden på en let tilspidset, systematisk fællesnævner, kan man måske i tilslutning til Herbert Marcuse formulere den tanke, at Adrians verdensforhold er præget af den (vesterlandske)

8 Samme, s. 74 [Religiøse erfaringer, s. 36].

Resonans

logos, Dorians derimod af eros.9 Adrians verdensholdning kan karakterises ved en antagonistisk modstilling af subjekt og objekt; i denne “kommer billederne af den objektive verden til at tage sig ud som ‘symboler for aggressions-punkter’; handling får karakter af beherskelse og virkeligheden per se af ‘modstand’”,10 som Marcuse i tilslutning til Scheler formulerer det. Adrians indstilling over for de forskellige udsnit af verden er kendetegnet ved afgørelsens, beherskelsens, omformningens og erobringens holdning; hans livsførelses strategi er rettet mod forøgelsen af hans viden, hans handlingsmuligheder, valgmuligheder og rækkevidder – i retssalen, på børsen, i fitnesscenteret, under indkøb osv. Dorians basale stillingtagen til verden synes derimod at være lagt an på kreativ receptivitet, på vellykket interaktion, på tilpasning til verden i stedet for beherskelse af verden. Man kan let udmale sig, hvordan disse divergenser i det aktive forhold til verden manifesterer sig i Dorians og Adrians omgang med deres kroppe, fx med sygdomme eller med deres børn, i deres lekture, men også i udøvelsen af den samme aktivitet (som havearbejde eller sågar når de går til fest eller fodbold) og selv i de alleralmindeligste hverdagshandlinger: Adrian hører sikkert til de mennesker, der altid og begejstret arbejder på at forbedre lyden og kvaliteten af deres stereoanlæg og 3D-hjemmebio, mens Dorian bruger sin tid på at høre og se sine CD’er og DVD’er. Faktisk burde, som jeg vil forsøge at vise, en færdigudviklet sociologi om verdensforholdet også være i stand til at identificere verdensholdningens divergenser i åndedræt og latter, gang og tale, søvn og dans. Her ville det nu være nærliggende at forstå Dorian som resonanskunstner og at associere ham med Anna, og i modsætning hertil at fortolke Adrians verdenserfaring som instrumentel og ‘kold’ i Hannahs forstand. Men denne slutning ville være forhastet – og senest på dette punkt bliver sociologien om forholdet til verden en udfordring. Vi har i Anna og Hannah lært to måder af verdenserfaringen at kende, med Adrian og Dorian to modi af verdenstilegnelsen. Forholdet mellem dem synes at være komplekst, historisk foranderligt og også individuelt variabelt: Man kan utvivlsomt forestille sig, at Dorians verden – i modstrid med det første indtryk – forbliver stum og resonansfri, mens Adrians forhold til verden er præget af vedvarende resonanserfaringer. Måske gør Dorian hver dag den erfaring i klasseværelset, at børnene ikke kan lide ham, at han ikke når dem, og at de i sidste ende er ham ligegyldige; måske er hans katolicisme blevet til et stift ritual og en fortvivlet distinktion over for hans bror, og måske spiller han kun fodbold, fordi han dér har sine eneste venner. I retssalen føler Adrian sig derimod igen og igen bragt i samklang med kosmos’ 9 Herbert Marcuse Triebstruktur und Gesellschaft. Ein philosophischer Beitrag zu Sigmund Freud, Frankfurt am Main 1977, især s. 116-126 og s. 160-170 [Eros og civilisationen. En filosofisk Freud-undersøgelse, overs. af Merete Ries, Gyldendal, Kbh. 1970, s. 110-122 og s. 149-160]. 10 Samme, s. 111 [Eros og civilisationen, s. 110].

I stedet for et forord: Historien om Anna og Hannah og sociologien

strenge og fejlfri orden og oplever den vekslende kamp om ret som en stimulerende, dynamisk skabelse af social retfærdighed; i fitnesscenteret har han en næsten mystisk erfaring af harmoni med sin krop, med de andre trænende, med musikken fra sine hovedtelefoner, og han oplever børskursernes flimren på skærmen som en verdensomkredsende, sublim symfoni. At Adrians ressorcer – hans indkomst, hans uddannelsesniveau, hans sundheds- og fitness-tilstand, hans netværk, men også hans sociale status og oplevelsen af anseelse og anerkendelse – er bedre end Dorians, ligger lige for, og netop dette kan bidrage til, at hans forventninger til egen formåen og måske endog hans intrinsiske interesse i de ting, han beskæftiger sig med, er højere. I hvert fald er det klart, at verdensrelationer og verdensforhold som helhed også altid og i betydeligt omfang er kollektive sociale forhold; de danner sig i institutioner og praksisser og er som disponerende formationer dybt forankrede i eksistensens, tænkningens og handlingens fremherskende måder. Overvægten af logos eller eros i Marcuses forstand afgøres ikke af individet, den er i langt højere grad et spørgsmål om de sociale formationer som helhed. Om livet lykkes eller mislykkes, afhænger derfor på den ene side af de samlede sociokulturelle (verdens-) forhold, men på den anden side naturligvis også af tilpasningsforholdet mellem de individuelle dispositioner og hine forhold. Trods denne indskrænkning, der skal mane til forsigtighed, kan man dårligt afvise et tendentielt valgslægtskab mellem på den ene side Gustav, Hannah og Adrian og på den anden side Vincent, Anna og Dorian. At gå dette systematisk efter er denne bogs opgave. I den forbindelse skal de her så groft skitserede figurer til stadighed tjene som referencepunkter: Gustav personificerer i den sammenhæng ressourcemaksimeringens princip, Vincent den procesorienterede (livs-)kunstners figur; Anna står for etableringen af intensive og varige resonansakser og dermed for erfaringen af livslykke, mens Hannah tjener som indbegrebet af en fremmedgjort verdenserfaring (og dermed et mislykket verdensforhold). Endelig symboliserer Adrian verdenstil egnelsens strategi ved verdensbeherskelse og mulighedsudvidelse, mens Dorian sindbilledligt står for verdenstilegnelsens strategi ved mimetisk tilpasning. Jeg vil forsøge at vise, at forskellene i verdensholdning eller verdenstilegnelse kan forstås som forskelle i den strategiske søgen efter resonans og undgåelse af fremmedgørelseserfaringer. For i løbet af deres liv gør alle subjekter grundlæggende resonanserfaringer, dvs. de oplever øjeblikke, hvor deres tråd til verden begynder at vibrere intensivt, deres forhold til verden at ånde: [Vi] kender [...] alle til øjeblikke, hvor tilværelsens helhed synes at omslutte os med venlighed. I vor ungdom, når vi er ved godt helbred, om sommeren, i skovene eller i bjergene er der dage, hvor luften og naturen er mættet med fred, og hvor tilværelsens 24

Resonans

godhed og skønhed omgiver os som et mildt og tørt vejrlig eller ringer som klokker, der giver klar og fin genlyd i vort indre øre og vidner om verdens gode tryghed.11

Ikke desto mindre oplever de også øjeblikke af ekstrem udsathed, hvor verden møder dem fjendtligt og koldt; da erfarer de sig selv som en “skikkelse så bleg og fjern fra alt,/ forsmået møder [de] blot skarens rygge,/ som kloster viser alting sin gestalt,/ og [vi] var ene fanget i dets skygge”,12 som Rainer Maria Rilke formulerer det i sin Stundenbuch. Livsførelse udvikler sig i dette perspektiv af en søgen efter de konstitutive resonansoaser og af den komplementære bestræbelse på at undgå en gentagelse af ørkenoplevelserne.13 Kort sagt: De respektive verdensforhold lader sig ikke bestemme ved aktiviteternes eller genstandsfelternes art per se, men kun ved en analyse af de respektive verdensholdninger og verdenserfaringer. Om det kommer til en dannelse og opretholdelse af grundlæggende resonansakser eller ej, afhænger for det første af subjektets (kropslige, biografiske, emotionelle, psykiske og sociale) dispositioner, for det andet af de respektive verdensudsnits institutionelle, kulturelle og kontekstuelle såvel som psykiske konfigurationer og for det tredje af karakteren af forholdet mellem disse to. Selv tendentielt livsfjendske udsnit af verden som en ørken, et snedækket landskab eller en tankstation kan under bestemte betingelser blive til genuine resonansoaser. Fremmedgørelse forstået som stumme, kolde, stive eller svigtende forhold til verden er da resultatet af en skadet subjektivitet, resonansfjendtlige social- og objektkonfigurationer eller et misforhold eller et manglende tilpasningsforhold mellem subjekt og verdensudsnit. Dermed forsøger den her annoncerede sociologi om forholdet til verden at overvinde problemet med uberettigede essentialiseringer: Det kræver ingen substantialistiske antagelser om den menneskelige naturs sande væsen for at kunne sige noget om det vellykkede eller mislykkede liv; derimod kan dette væsen som historisk og kulturelt accepteres som lige så foranderligt som verdens sociale og kulturelle indretning og orientering. Verdensforhold viser sig følgelig som historisk og kulturelt variable totalkonfigurationer, der ikke blot definerer et bestemt forhold mellem subjekt og objekt, men de facto selv frembringer disse subjekter og objekter. Den tilstræbte sociologi om forholdet til verden fremstår derfor som en kritik af de historisk realiserede resonansforhold – og dermed, håber jeg, som en modificeret og ny form af den kritiske teori. 11 James Die Vielfalt religiöser Erfahrung, s. 285 [Religiøse erfaringer, s. 182]. 12 Rainer Maria Rilke “Ich bin derselbe noch” i samme Sämtliche Werke, bd. 1, Gedichte, Frankfurt am Main 1955, s. 307f. [overs. af Maren Bock Grønlykke]. 13 Jf. Hartmut Rosa “Wüste und Oase als Gründungsmetaphern des Sozialen: Charles Taylors Beitrag zur Soziologie (der Moderne)” i Sina Farzin og Henning Laux (udg.) Gründungsszenen soziologischer Theorie, Wiesbaden 2014, s. 189-202.

I stedet for et forord: Historien om Anna og Hannah og sociologien