Rilke i syv sind

Page 1


I SYV-SIND-SERIEN er tidligere udkommet: Kundera – i syv sind (2006) Thomas Mann – i syv sind (2007) Kafka – i syv sind (2012) Knausgård - i syv sind (2015)

Rilke.indb 2

14-12-2020 12:15:46


Rilke i sy v si nd Redigeret af David Bugge, Søren R. Fauth og Ole Morsing

Ek sistens en Kø b e n h a v n 2021

Rilke.indb 3

14-12-2020 12:15:46


Rilke i syv sind Redaktion: David Bugge, Søren R. Fauth og Ole Morsing © Forfatterne og Eksistensen 2021 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN-13: 978-87-410-0654-3 Omslag: f09

Udgivet med støtte fra Anis-fonden.

Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 – fax 3325 0607 www.eksistensen.dk

Rilke.indb 4

14-12-2020 12:15:46


Indhold Forord 7 “O saligheden for den lille skabning”

9

Søren R. Fauth

Elegiernes engel

29

Dorthe Tofte-Hansen

At stige, at falde

51

Mette Moestrup

Rainer Maria Rilke: Sonetter til Orfeus

71

Gísli Magnússon

Syn, rum og religion i Rainer Maria Rilkes digtning

93

Steffen Arndal

Abelones sang – Malte Laurids Brigges optegnelser

107

Ole Morsing

Poesiens evige guerillakrig

129

Anders Ehlers Dam

Rilke.indb 5

14-12-2020 12:15:46


Rilke.indb 6

14-12-2020 12:15:46


Forord Rainer Maria Rilke (1875-1926) er ikke blot en af de betydeligste tysksprogede modernister; igen og igen tager han også livtag med helt centrale eksistentielle problemstillinger, hvilket gør ham næsten selvskrevet til en bog i SYV-SIND-SERIEN. Som i de tidligere bind rummer Rilke – i syv sind bidrag fra litterater, teologer og filosoffer, ligesom vi har søgt at tilgodese den genremæssige og tematiske bredde, der udmærker Rilkes værk. Her er således artikler om både Duino elegierne, Sonetter til Orfeus og Malte Laurids Brigges optegnelser; og skribenterne veksler mellem egentlige nærlæsninger, tværgående analyser og mere overordnede forsøg på at placere forfatterskabet i en åndshistorisk kontekst. De enkelte bidrag kan læses uafhængigt af hinanden, og alt efter ens interesse kan man springe frit i bogen. For på én gang at lade den originale ordlyd komme til sin ret og at sikre læservenligheden har vi valgt at bringe de citerede digte på såvel tysk som dansk. Aarhus 2020 David Bugge, Søren R. Fauth og Ole Morsing

7

Rilke.indb 7

14-12-2020 12:15:46


Rilke.indb 8

14-12-2020 12:15:46


“O saligheden for den lille skabning” Bevidstheden som problem En læsning af den 8. elegi fra Duino elegierne Søren R. Fauth

S

øren Kierkegaard udsendte i 1849 et af omfang beskedent, af indhold imidlertid ikke mindre vægtigt skrift med titlen Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Heri stilles den selvfølgelighed hvormed liljen på marken og fuglen under himlen er indfældet i den guddommelige verdensorden over for menneskets problematiske og problematiserende forhold til sig selv, naturen, samfundet, næsten, kort sagt til alt værende. Liljen på marken er blot, den står sorgløst i sit naturlige element, hviler i den rene, af Gud tilskikkede væren; ude af stand til at rejse meningsspørgsmålet befinder liljen sig aldrig over for, er altid inden for det skabte, uden tøven, uden vaklen. Og også fuglen under himlen er hjemme i sit element, altid her og nu, aldrig borte og undervejs i tanken. Menneskedyret derimod, som er udstyret med selvbevidstheden, og som har fået forstanden og fornuften at trækkes med, er for altid stedt i eksil. Den visdom der udgår fra liljens nulbevidste væren og fra fuglens minimalbevidste flugt under himlen, burde vi, menneskene, også have haft; for som det hedder om glæden i Kierkegaards skrift: “Hvad er Glæde, eller det at være glad? Det er, i Sandhed at være sig selv nærværende […]. Glæden er den nærværende Tid med hele Eftertrykket paa: den nærværende Tid.” (Kierkegaard 2006: 43) Problemet, som blandt andet ud fra et nedslag i Rilkes lyriske produktion skal belyses i nærværende opsats, er at den sig selv og tilværelsen reflekterende, menneskelige bevidsthed alt for ofte er fraværende. Bevidstheden lader mennesket dvæle ved det svundne, foregriber det vordende og gør sig derved navn- og talløse bekymringer om alt det som (endnu) ikke er, men som muligvis kunne og burde være i stedet for det som er. 9

Rilke.indb 9

14-12-2020 12:15:46


Søren R. Fauth

Rilke var stærkt optaget af skandinavisk kultur og åndsliv. Det er således en kendt sag at romanen Malte Laurids Brigges optegnelser står i arv og gæld til J.P. Jacobsens og Herman Bangs romankunst, og i flere perioder var Rilke lidenskabeligt optaget af Søren Kierkegaards skrifter, og, ikke mindst, af dennes uforløste kærlighed til Regine Olsen. Rilke var faktisk så optaget af dette delikate aspekt ved Kierkegaards amourøse biografi at han i slutningen af juli 1904 oversatte brevene til Regine Olsen og udgav dem under titlen Briefe an seine Verlobte. I samme periode beskæftigede Rilke sig indgående med Enten–Eller og læste deri med særlig interesse “Forførerens Dagbog”. Fra 1910 og årene frem blev han som aldrig før grebet af Kierkegaard og læste, formoder man, med særlig ildhu Frygt og Bæven (ty. Furcht und Zittern), Gjentagelsen (Die Wiederholung) og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (Abschließende unwissenschaftliche Nachschrift), alle udsendt i 1909 og 1910 på forlaget Dieterich; det vil sige netop de udgaver som en anden berømt, tysktalende forfatter født i Prag, Franz Kafka, i den samme periode fordybede sig i. Mennesket er et særligt væsen; en blandt mange levende organismer; organismer som vi grundlæggende deler skæbne med: Vi kommer, som liljen på marken, fuglen under himlen og hesten på prærien, til verden, vokser os store, sygner hen og forsvinder igen. På mindst ét afgørende punkt adskiller vi os fra dyrene og planterne, idet vi – sandsynligvis – er den eneste organisme der er sat i et tænkende forhold til sig selv. Vi er kastet ind i eksistensen som det væsen der ved vores tankes kraft er i stand til at forholde os konkret og abstrakt til vores eget liv. Vi er, måske, det ulykkeligste dyr af alle, netop fordi vi tænker; det ondeste dyr af alle, den grusomste af alle levende organismer, netop fordi vi er homo sapiens, det vidende, tænkende menneske der i kraft af tanken står i et splittet forhold til sig selv, næsten og verden. Vores ubetydelige jegs vandring gennem livet er en stadig vekslen mellem tre: længsel, forbigående tilfredsstillelse af denne længsel og kedsomhed. Kedsomheden vækker et nyt forlangende til live, hvorpå det hele begynder forfra. Vi drejer og drejer rundt i eksistensmaskinen. Vi, disse tvetydige, halve skabninger der ofte drømmer om og længes efter det som ikke er. R.M. Rilke har skrevet indgående om alt dette og meget mere i sine Duino elegier som Thorkild Bjørnvig inden sin død nåede at oversætte så smukt og

10

Rilke.indb 10

14-12-2020 12:15:46


“O saligheden for den lille skabning”

kongenialt til dansk. De er svære, disse elegier, tunge og dunkle, lette og lyse og gådefulde som livet selv. * Efter en lang periode med afmatning og digterisk ørkenvandring fuldendte Rilke i begyndelsen af 1922 på et lille slot i Schweiz sin monumentale digtcyklus, bestående af 10 lange, komplekse prosadigte. Digtcyklen, der blev påbegyndt 10 år tidligere, har sit navn fra slottet Duino ved Trieste hvor Rilke i 1912 befandt sig som gæst hos Grevinde Marie von Thurn und Taxis. Under dette ophold skrev han den første elegi. Ifølge Rilkes eget udsagn kom den første linje til ham som en indre stemme da han i en stærk storm stod på et klippefremspring højt hævet over Adriaterhavet. Verset er et af de oftest citerede i den tysksprogede litteratur og slår med det samme et af hovedtemaerne for elegierne an: Wer, wenn ich schriee, hörte mich denn aus der Engel / Ordnungen? und gesetzt selbst, es nähme / einer mich plötzlich ans Herz: ich verginge von seinem / stärkeren Dasein. (Rilke 2015: 757) I Bjørnvigs oversættelse: Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes / ordener? og sæt selv én af dem / pludselig tog mig til hjerte: jeg ville forgå ved hans blotte / stærkere liv. (Rilke 1996: 87) Duino elegierne forsøger i efterskælvet fra de store idéers død omkring 1900 at begribe menneskets skæbne og indplacering i kosmos. Som Gísli Magnusson og Steffen Arndal har påvist i deres forskning, er Rilke i sin afsøgning af verden ikke begrænset til det positivistiske/scientistiske og oplyste perspektiv. Han er snarere beslægtet med den romantiske stræben mod den poetiske uendelighed, en neoromantisk metafysiker der i sin tydning af eksistensen afsøger grænserne for det menneskeligt mulige. Det er vigtigt at understrege at den metafysik som Rilke i sin digtning og prosa igen og igen nærmer sig, er immanent, og at den er langt fra den traditionelle kristne

11

Rilke.indb 11

14-12-2020 12:15:46


Søren R. Fauth

tro. Langt mere drejer det sig om en gnostisk og hæretisk spiritualitet med dybe rødder i mystikken. Det poetiske blik på tingene, og afdækningen af menneskets placering i kosmos (elegierne), overskrider altså ikke tingene til fordel for en kristen forankret mytologi og metafysik, men forsøger, om man så må sige, at fravriste verdens fænomenologiske givethed et andet og mere som bor i tingene selv, og som går hånd i hånd med en overskridelse af subjektets normalbevidste og stærkt begrænsede erkendelsesperspektiv. Muligheden for en sådan overskridelse i retning af det ‘over-menneskelige’, ind i transcendensen, ind i det åbne ‘Weltinnenraum’ (den indre verdens rum), udtrykkes først og fremmest i den syvende og niende elegi der i deres anslag er langt mere lyse end de øvrige. I elegierne forsøger Rilke, naturligvis ikke systematisk filosofisk, men digterisk, at begribe menneskets placering og skæbne som led i en værenskæde (ty. Daseinskette). Klagesangene rummer en hel kosmologi. Denne lære (logos) om det skabtes orden (kosmos) er formuleret på et tidspunkt hvor alle stabile og gennem traditioner overleverede verdensudlægninger er styrtet sammen, og det giver derfor sig selv at den udlægning der finder sted i elegierne, er subjektiv. Og da det er det hele der er på spil, er disse smukke tekster fortættede og enigmatiske, fulde af egensindige metaforer og symboler. Eller sagt på normalt dansk: De er svære at forstå, og man kan arbejde med dem i årevis uden at trænge til bunds i dem. Heri består den fascination der udgår fra dem: det uafgjorte, den fortolkningsmæssige åbenhed, den visdom og dybde der ligger i blot en enkelt sætning, og som man kan grunde over i timevis, dagevis, for så pludselig at trænge ind til dens mulige betydning, en betydning som derpå kan glide en af hænde igen. * Ifølge den antropologi der kommer til udtryk i Duino elegierne, er mennesket det væsen der står midt imellem dyrets sorgløse, åbne, bevidstløse og absolut nærværende eksistens og englenes og gudernes superbevidsthed. Dyrene (fra pattedyrene til insekterne) – derom handler navnlig den ottende elegi, som i det følgende skal underkastes en nærmere læsning – er åbne, dvs. nærværende og i dette deres nærvær altid ude over sig selv. Den minimalbevidste væren, som fx myrens, kendetegnes ved en form for absolut præsens. Myren

12

Rilke.indb 12

14-12-2020 12:15:46


“O saligheden for den lille skabning”

er, som digteren siger, en del af det skød, verdensskødet, moderskødet, hvorfra den kommer. Eller som det hedder hos Kierkegaard, nemlig i førnævnte Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen, Salomon ihukommende: “Gak til Myren og bliv viis” (Kierkegaard 2006: 24). Mennesket der i modsætning til dyret, er udstyret med tankens kraft, forbandelse og velsignelse, har, som Rilke formulerer det, fået vendt øjnene om. I stedet for at være ude ved verden, er vi spærret inde i os selv. Vi er ikke blot, vi tænker. Tænkningen er vores fortrin, men netop også vores forbandelse. Vist er vi ånd, men vores åndskræfter er akkurat så tilpas begrænsede at vi, i modsætning til englene der har superbevidsthed, ikke kan bruge denne ånd til så meget andet end at fortvivles over vores egen utilstrækkelige mellemposition: mellem himmel og jord, uendelighed og endelighed, ånd og krop. Den ånd og det sprog vi har, sondrer, splitter, pinder ud, ja, gør at vi altid står over for verden, i stedet for blot at være i den. Vi burde være tavse, tavse som liljen på marken og fuglen under himlen, i stedet taler og tænker vi. Den ovenfor citerede passus fra den første elegi peger allerede på dette hovedtema. Menneskets, rettere det voksne menneskes position skal bl.a. forstås ex negativo, det vil sige ud fra alt det som vi ikke er. Og netop dét kom som den første indskydelse til Rilke da han i 1912 befandt sig på slottet Duino ved Trieste, at vi, menneskene, ikke er engle, at vi er så langt fra at være det at vi ville gå til grunde hvis vi blot befandt os i deres nærhed. Hvad betyder det? Hvordan skal vi forstå denne åbningssekvens, ja, hvorfor ville vi gå til grunde hvis englene hørte vort råb og drog os tæt til deres hjerte? Fordi vi blot er mennesker, fordi det da, senest i dette øjeblik, ville blive evident for os at den skønhed og superbevidsthed der er englenes, er så langt fra vores menneskelighed at det ville være ubærligt for os at erfare. Englens nærhed ville med en knusende kraft minde os om vores mangelfulde eksistens og derved gøre os til intet. * Figurgalleriet i elegierne er omfattende og virker ved første øjekast forvirrende og uigennemtrængeligt. De forskellige og i vilkårlig rækkefølge optrædende skikkelser er sindbilleder på bevidstheds- og eksistensforhold der kontrasterer og derved tydeliggør det normalbevidste, voksne menneskes vilkår, og er alle en del af den værenskæde som elegierne etablerer. Disse genkommende,

13

Rilke.indb 13

14-12-2020 12:15:46


Søren R. Fauth

ledemotiviske figurer er – foruden ‘englene’ – følgende: ‘barnet’, ‘de tidligt døde’, ‘helten’, ‘digteren’ og ‘de elskende’. I den ottende elegi specificeres og udvides værenskæden med ‘pattedyret’, ‘myggen’, ‘fuglen’ og ‘flagermusen’. Barnet står i opposition til den individualiserede bevidsthed der sætter ind med puberteten, og som siden begrænser mennesket og kaster det tilbage på sig selv (selvbevidstheden). I den første fase af livet konstitueres bevidstheden af en åbenhed og grænseløshed. Barnet besidder i eminent grad evnen til at forsvinde ind i det anskuede, til sympatetisk at gå op i verden og blive ét med det omgivende. Det være sig en genstand for barnets leg, naturen eller ‘den anden’ der som sådan endnu ikke erkendes som noget fra jeget distinkt fremmed eller som et specifikt objekt for dets begær. Barnet lever i lykkelig og uskyldig uvidenhed om sin separation. I særlige, epifane øjeblikke kan ‘digteren’ blive så hen-ført af sin genstand at denne i ekstatisk selvforglemmelse rykker tæt på barnets jegløshed, mens ‘de tidligt døde’ har det fortrin at de er gået bort før selvbevidstheden invaderede og kontaminerede deres perspektiv. ‘Helten’ er lykkeligt stillet, eftersom han handler i stedet for at reflektere. Den gode gerning, den hjælpende hånd, heltens intervention og aktion steder ham i selvforglemmelsens rus. ‘Helten’ indtager en central position i den sjette elegi. Det der forbinder denne med ‘de tidligt døde’, er i øvrigt at ‘helten’ også dør, ofte ung, nemlig midt i sine dristige aktioner til fordel for næsten. Ved at bringe et offer for noget der er større end ham selv, udsletter han netop dette selv. Og hvis helten dør midt i sin heltedåd, afsluttes livet midt i handlingen, i den selvsuspenderende gerning, og hindrer at den ødelæggende selvrefleksion sidenhen sætter ind. En anden genkommende figur der i sig bærer muligheden for transformation og overskridelse, er ‘de elskende’. Hvad angår udlægningen af figuren ‘de elskende’, må man holde sig Rilkes utopiske forestilling om den intransitive kærlighed for øje. Den rene, intransitive kærlighed er nok begær, men ikke et begær der retter sig mod et bestemt objekt, men som ydmygt og sagte stiller sig til rådighed for den, og som under ingen omstændigheder er bindende, derimod frisættende og fordringsløs. Denne sjældne, rene kærlighed findes i verden og kan, hvis mennesket overvinder sit objektfordrende begær og transformerer dette til noget langt højere, ligefrem afstedkomme at klagesangene slår over i en lovprisning af det værende, eller som det hedder i den syvende elegi: “Liv her er herligt” (“Hiersein ist herrlich”). (Rilke 1996:

14

Rilke.indb 14

14-12-2020 12:15:46


“O saligheden for den lille skabning”

106 og Rilke 2015: 777) ‘Barnet’, ‘digteren’, ‘de tidligt døde’, ‘de elskende’, ‘englen’ er sindbilleder på tilstande der bekræfter den grundlæggende kendsgerning at mennesket for det meste befinder sig i eksil, fremmedgjort, isoleret, tynget af tiden, begrænset af rummet, på vej mod døden. Den ottende elegi er mørk. Lad os i det følgende se nærmere på den, først på tysk og derefter i Thorkild Bjørnvigs fortrinlige fordanskning: R. M. Rilke Achte Duineser Elegie (1922) Rudolf Kassner zugeeignet Mit allen Augen sieht die Kreatur das Offene. Nur unsre Augen sind wie umgekehrt und ganz um sie gestellt als Fallen, rings um ihren freien Ausgang. Was draußen ist, wir wissens aus des Tiers Antlitz allein; denn schon das frühe Kind wenden wir um und zwingens, dass es rückwärts Gestaltung sehe, nicht das Offne, das im Tiergesicht so tief ist. Frei von Tod. Ihn sehen wir allein; das freie Tier hat seinen Untergang stets hinter sich und vor sich Gott, und wenn es geht, so gehts in Ewigkeit, so wie die Brunnen gehen. Wir haben nie, nicht einen einzigen Tag, den reinen Raum vor uns, in den die Blumen unendlich aufgehn. Immer ist es Welt und niemals Nirgends ohne Nicht: das Reine, Unüberwachte, das man atmet und unendlich weiß und nicht begehrt. Als Kind verliert sich eins im Stilln an dies und wird gerüttelt. Oder jener stirbt und ists. Denn nah am Tod sieht man den Tod nicht mehr und starrt hinaus, vielleicht mit großem Tierblick. Liebende, wäre nicht der andre, der die Sicht verstellt, sind nah daran und staunen ...

15

Rilke.indb 15

14-12-2020 12:15:46


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.