sagt om
a l f a
s o rg
L
o u i s e
W
i n t h e r
(
r e d .)
t il mi n mor
4
Nür jeg synger min klagesang for dig, er det, for at du skal høre min sorg! Det er ikke en stil, du skal rette i. Benny Andersen
5
forord
Da min far døde brat i september 2011, fik jeg et stort behov for at vide, hvordan andre oplever og gennemlever sorg. Jeg opsøgte bøger om emnet, og jeg begyndte at samle på citater om sorg. Citaterne fandt jeg især i blade og aviser, og det blev efterhånden til en hel del. Jeg skrev dem ind i et dokument på min computer, og jeg læste dem igen og igen. Det var lindrende for mig, for når jeg læste, hvordan andre beskrev deres sorg, blev følelsen af at være alene i verden knap så overvældende. På et tidspunkt gav jeg en kopi af samlingen til en veninde, der også havde mistet sin far, og kort efter gav jeg den til én, hvis mand netop var død af kræft. Flere andre fik også kopier, og alle udtrykte stor taknemmelighed over at få mulighed for at spejle deres sorg i andres. For selvom sorg er en erfaring, vi hver især må gennemleve alene, er sorg også et livsvilkår, som langt de fleste af os møder før eller siden. Du må gå ind i mørket alene, men derin-
6
de kan du finde andre. Ved hjælp af sproget kan vi nærme os hinanden, og når vi hører om andres sorg, kan vi måske lære vores egen sorg bedre at kende. Samlingen foregiver hverken at være objektiv eller udtømmende. De udvalgte citater er kommet med i bogen, fordi de har gjort indtryk på mig, hver på sin måde. Tak til sognepræst Pia Nordin Christensen, som opfordrede mig til at få samlingen udgivet, tak til redaktør Ingrid Ank på forlaget Alfa for det gode samarbejde og tak til alle skribenter, journalister og medier for at have givet mig tilladelse til at bruge jeres tekster i denne bog. Men først og fremmest vil jeg rette en stor og varm tak til alle jer, der fortæller så hudløst ærligt om jeres store sorger, som vi andre dermed får mulighed for at spejle os i. Det er mit håb, at også du vil få gavn og lindring af de mange rammende og bevægende ord, der her bliver sagt om sorg. Louise Winther Frederiksberg, sommeren 2014
7
8
S om at få flået h uden af Designer Julie Brandt, hvis mor døde i efteråret 2011:
– Det er lidt som at få flået huden af. Alle nerverne ligger bare dér på overfladen og er helt modtagelige.
Marie-Louise Truelsen står bag interviewet, bragt i ALT for damerne 9. februar 2012
9
D e n vir kelige s org Fra Joan Didions bog Et år med magisk tænkning. Hun og hendes mand kom hjem fra hospitalet, hvor deres voksne datter lå i koma. Pludselig faldt hendes mand om og var død på stedet.
Sorg viser sig at være et sted, ingen af os kender, før vi selv havner der. Vi går ud fra (vi ved), at én af vores nærmeste kan dø, men vi ser ikke længere end til de første dage eller uger efter sådan en tænkt død. Selv disse første dage eller uger gør vi os en forkert forestilling om. Hvis der er tale om et pludseligt dødsfald, regner vi velsagtens med at gå i chok. Vi regner ikke med, at choktilstanden vil destruere, sønderknuse både krop og sjæl. Vi regner måske med, at vi vil føle os lammede, utrøstelige og vanvittige på grund af tabet. Som de rimeligt seje personer vi er, regner vi ikke med helt bogstaveligt at blive vanvittige og tro, at vores mand kommer tilbage og får brug for sine sko. Den udgave af sorgforløbet, vi forestiller os, vil være den ”helbredende”. Der vil være tale om en fremadskridende proces. Den første tid vil være den værste. Vi forestiller os,
10
at den værste prøvelse vil være begravelsen, og efter den vil den hypotetiske helbredelsesproces gå i gang. Når vi forestiller os begravelsen, spekulerer vi på, om vi kan ”stå det igennem,” være situationen voksen og udvise den ”styrke”, man uvægerligt omtaler som den korrekte reaktion på døden. Vi regner med, at vi må ruste os til øjeblikket: Vil jeg være i stand til at hilse på folk, vil jeg være i stand til at forlade stedet, vil jeg overhovedet været i stand til at klæde mig på den dag? Vi har ingen mulighed for at vide, at det slet ikke er dér, problemet ligger. Vi har ingen mulighed for at vide, at selve begravelsen er smertestillende, er en form for narkotisk regression, hvor vi bliver pakket ind i andres omsorg og i det højtidelige og betydningsfulde ved begivenheden. Og vi kan heller ikke på forhånd vide (og her ligger den egentlige forskel på den tænkte sorg og den virkelige sorg) noget om det efterfølgende, uophørlige fravær, tomrummet, det stik modsatte af mening, de ubarmhjertige på hinanden følgende øjeblikke, hvor vi bliver stillet over for selve meningsløsheden.
Joan Didions bog Et år med magisk tænkning er oversat til dansk af Bente Kastberg , udkom på Gyldendal i 2006
11
Man bliver et andet menneske af at m iste Forfatter Abelone Koppels far, forfatteren Christian Kampmann, blev myrdet i 1988:
– Jeg har læst om en primitiv stamme, hvor man får lov at gå ud i junglen og sørge og være alene, når man har mistet nogen. Og når man kommer tilbage, får man et nyt navn, fordi man er blevet et andet menneske. Det er en smuk tanke, synes jeg. For det er man jo. Og hvis folk hele tiden taler til én, som om der ikke er noget, der er forandret, så føles det ikke rigtigt. For man er fandeme forandret. Hele ens livssyn har ændret sig, fordi man nu ved, at sådan noget er muligt. – Vi er sindssygt optaget af, at det fandeme skal gå hurtigt. Men alle, der har været gennem sådan et forløb, ved, at det tager lang tid. Det var, som om mit liv stoppede i fem år.
12
Lotte Thorsen står bag interviewet, bragt i Politiken 24. september 2011
S å mange er der jo hel l er i kke, som vir kelig els ker di g Filminstruktør Lone Scherfig, som har mistet begge sine forældre:
Lone Scherfig kan stadig tage sig selv i at gå rundt i et stormagasin i udlandet og kigge efter en gave til sin mor: – Men jeg skal jo ikke købe handsker med hjem til hende. Det er over tre år siden, at min mor døde, men jeg er ikke ude på den anden side endnu. Det tager bare rigtig lang tid, og én af grundene er, at jeg har arbejdet så meget. Jeg har parkeret min sorg og endnu ikke fundet ud af, hvem jeg er blevet. – Min far var syg i mange år, og jeg ville så gerne have, at han skulle nå at se mit barn. Derefter håbede jeg, at han skulle nå at tale med hende, og det næste blev, at bare min datter Feline dog nåede at kunne huske ham. Og min far levede så længe, at de fik et tæt forhold. Det er jeg virkelig taknemmelig over. Man kommer sig aldrig over sine forældres død. Men det hjælper, at man har sin egen familie, hvilket er end-
13
nu en grund til at få børn tidligt. At man definerer sig selv som mor og hustru i stedet for datter. (...) – Jeg har haft det sådan, at jeg kunne arbejde mig ud af alt. At hvis bare jeg blev oppe hele natten, så var det gået væk næste dag. Men jeg har erfaret, at det ikke virker mod sygdom. Lige meget hvor meget jeg arbejdede, kunne jeg ikke stoppe min mors eller min fars sygdom. Det er et kæmpe uskyldstab at måtte indse det. At det allerværste kan ske med nogen, man elsker så højt. Og omvendt: Så mange mennesker er der jo heller ikke, som virkelig elsker dig. Det er som en lampe, der bliver slukket efter at have lyst på dig med kærlighed hele livet.
14
Birgit Straarup står bag interviewet, bragt i Berlingske 1. oktober 2011