Søtrup HENVENDELSER
Helle S. Søtrup
Samlede Søtrup
HENVENDELSER
S END f LERE EN g LE
RENL y D
R m ERE t m ED fj ER
Til Elsebeth, til Peter og til Søren
m ELLE m V æ RENDE
O VER gi VELSE
BØN NO. 1
Fortæl mig hvad jeg ikke ved om blodets bånd og mørkets magt om tankegods og barnetro (om fugletræk og vingeskud) og hvad man gør bagefter.
BØN NO. 2
Jeg beder for dem, der ikke er lys i mere, dem uden længselserindring og kraft.
Jeg beder for dem, der bor i et lukket rum; alene, fortumlede og stumme, og for dem, der ikke kan give det blå tilbage.
Jeg beder for dem, der har fortrudt.
Jeg beder for dem, der ikke har hjemme i deres liv, for svovlstikkepiger, trælle og omstrejfere.
Jeg beder for dem, der aldrig får det sagt.
Jeg beder for dem, der bærer dødt i hjertet og slår rod i sorgen.
Jeg beder for dem, der næsten ikke findes mere.
Jeg beder for dem, der lever et lille liv. Jeg beder for dem, der håber, det går.
TAKSIGELSE NO. 7
Når jeg om lidt lægger ring om din finger (og giver dig afskårne liljer og grønt) siger jeg ja fordi jeg tør miste det hele igen.
Tak for Schubert og Darjeeling.
Tak fordi solen synker så nænsomt ned i havet, selv på de grimmeste dage.
Tak for fremmede menneskers barmhjertighed.
Tak fordi der findes lyst, så fed og bulder-brølende gennem kroppen.
Tak fordi jeg har glemt, hvad der skete i marts 1984 og fordi kvinder altid er smukke, når de hænger tøj til tørre i vinden.
Tak for dage, hvor alting søger op.
Tak for largo og fulde sommernætter.
Tak fordi alting går over.
Kranerne i Hamborg svinger stadig, og billen mosler rundt med sit læs.
Men det værste er sket.
Du er borte.
Du ligger uomfavnet i en boks med dit bløde hår på vej ind i altings opløsende kredsløb.
Der er glatte salmer.
Der er saftspændte liljer, som en kvinde har bundet, mens hun opstemt lyttede til en sang i radioen.
Der er små formfaste ord på hvide kort i guld
og den strube-unge præst siger ting
som næsten formår at hæfte denne ene dag sammen med dagene, da du var levende.
HENVENDELSE NO. 2
Jeg fik aldrig fortalt dig hvordan jeg kom over min dårlige barndom, (min skilsmisse og alt det derimellem) men det var nok fordi, du gik ud efter mere kaffe og jeg sad hos dig så bænket og glad i din bogløse stue blandt efeu og svævende hylder og kaffekoppernes CV var så blankt, at de tvivlsomt kunne rumme min hamletsyge, min baudelaireske spleen, mine klippespalter og hullet i min sok.
Sandheden er at det alt sammen stadig ligger der intakt, men jeg står et lidt andet sted og betragter det. Og det har taget mig 11 år at gå de to meter.
Jeg har sagt mit gamle liv farvel, men det har ikke sagt farvel til mig; mine erindringer er vågnet i sin gule æske og sender mig postkort derindefra.
Jeg er blevet én stor sitrende gennemsigtighed og jeg fornemmer nu så tydeligt med mine knoglede fødder det spinkle gitter vi står på.
Kunne du mon bare for en stund bevæge dig
lidt mindre mystisk gennem verden?
Kunne du droppe de subtile signaler
og ikke gemme dig i skyer og allegoriske tåger og fortællinger om får og sønner, men direkte henvende dig
med store gudeord
(eller sende mig en fyndig engel)
og for himlens skyld
svare mig på hvad jeg stiller op,
med alt det, der ikke er dit?
Jeg skal beklage, at det ikke har været mig muligt at vende tilbage til dig før, men jeg har brug for mere tid til at tænke mig frem til en mere kompatibel fortolkning af det skete. (det var desværre ikke nok blot at anfægte måden du sagde det på) Jeg vender tilbage med større rygdækning på et mere opportunt tidspunkt, og der vil du få lodret besked. Træerne vokser ikke ind i himlen, og jeg er nok nødt til at få noget mere, hvis jeg skal kunne miste mere.
OVERGIVELSE NO. 2
Lad os køre en tur, du og jeg. Køre stærkt, køre væk.
Lad os køre ud til stranden og drikke solen ned.
Sætte os på kanten af kloden blandt opskyl og fossiler og tale om verdens 10.000 ting.
Lad os tale sammen som mennesker taler, når de sidder ved et hav.
OVERGIVELSE NO. 3
Du er mere end summen af dine fejltagelser.
Du er mere end dit ophav.
Du er mere end din tankeløse ungdom.
Du er mere end alle dine vildskud tilsammen.
Du er mere end dine kuldsejlede relationer.
Du er mere end din tvivlsomme indsats.
Du er mere end dine gode hensigter.
Du er mere end dine tab.
Mere end dengang du var fej.
Mere end hvad nogen mener om dig.
Mere end hvad nogen engang har sagt om dig.
Du er væsentlig mere end din helt egen hjerteløse kalkule over alle de ting, du vil kunne bebrejde dig selv nu og i al evighed.
BØN NO. 2
Jeg beder en bøn for dig i nat, for du vandrer ad stejle stier.
Jeg giver dig al min styrke, jeg giver dig alt mit håb; at selv om du vandrer alene, så mærker du nogen gå med.
Jeg beder en bøn for dig i nat, jeg kranser din færd med min kærlighed og bønnens gode kræfter. Og den bøn jeg har båret ved hjertet, den lægger jeg ned for din fod.
BØN NO. 3
Jeg beder for dem, der har meget at tilgive.
Jeg beder for de fremmede fugle.
Jeg beder for dem, der skriver breve, der aldrig bliver sendt.
Jeg beder for dem, der går med kniv.
Jeg beder for dem, der har hugget en hæl.
Jeg beder for dem, der låser deres gang.
Jeg beder for dem, der står midt i en kærlighedskatastrofe og for dem, hvis hjerte aldrig var i fare.
TAKSIGELSE NO. 4
Tak for Chablis.
Tak for hyldeblomstens brudeslør.
Tak for Senga Sengana og Belle de Boskoop.
Tak for alt, der bærer frugt i rigelighed.
Tak for kærnehusets løfter.
Tak fordi græs kan bryde asfalt.
Tak for Vesterhavet.
Tak for de små piger, der hinker på vejen.
Tak for leg, som får aldrig ende.
Tak for al letsindighed.
Tak fordi der er visdom i ømhed.
Tak for salmestiger.
Tak for orgelbrus og søjlero.
Tak for alt, som ikke skal tilkæmpes.