Saraslatter

Indhold

Forord

5

Hagar

At blive subjekt i sit eget liv

11

Sara

Kvinden som lo

23

Rebekka

Hvor fik hun sin styrke fra?

35

Dina

Ingen lykkelig slutning

49

Hanna

Tavshed og tekstiler

63

Kvinden i Højsangen Kvinden som elsker

75

Eva og Maria

Den første og den sidste

85

Elisabeth og Maria I en sprække af glæde

89

Kvinden ved Sykars brønd Uforbeholden tillid

95

Maria fra Magdala En duft af hengivelse

109

Den kana’anæiske kvinde Med fortvivlelsen som våben

127

Martha og Maria Den farlige kærlighed

139

Lydia

En forretningskvinde som tager chancer

151

Til inspiration

159

Sara

Kvinden som lo Sara er Abrahams hustru, og hun forlader byen Ur sammen med ham, formodentlig tidligt om morgenen mens luften i bjergpassene endnu er råkold og driver tåge med dugregn ned i dalene, hvor karavanen bevæger sig frem med dyrene, oppakningen, tjenerne, gaverne og maden, alt det, som man behøver, når man lader det gamle bag sig for at søge noget nyt og ukendt. Hvis naboerne er vågnet, følger de hende med øjnene fra nogle af byens brønde, hvor de henter vand før morgenens gøremål. For ganske nyligt var hun en af dem. Nu frigør hun sig fra det vante sceneri og er på vej til at blive en anden, en anonym, en uopdaget, et ubeskrevet blad.

Hun fulgte Abraham, da han brød op under Guds løfte om et nyt og anderledes land. Hvad ville der være sket, hvis hun havde sagt nej? „Rejs du bare, jeg bliver her.“ Man kan tænke sig, at hun rejste under protest, at hun ikke havde nogen afgørende indflydelse på beslutningen. Men hun kan lige så godt have været den drivende kraft eller i det mindste lige så parat til at gå ind i det nye som han. Ingen af os ved det.

Tilbage står det faktum; hun rejste også. Fra alt det, som var velkendt og trygt.

23

Bibelen fortæller, hvad der sker, men graver sjældent i menneskers indre. Vi gætter og psykologiserer. Hvordan føles det? Hvad er de indre motiver? Vi får næsten aldrig svar på spørgsmålet om, hvordan det føles. Beretningerne gør rede for, hvad der skete, ikke for hvad man følte. Det er strengt, arkaisk, koncentreret om det ydre.

Sara er høvdingens kone, en kvinde med magt. Samtidig er hun underordnet sin mand. Han beskytter hende, men han råder også over hende. At hun skulle kunne tage sine egne beslutninger er utænkeligt. Hendes liv spændes ud mellem magt og magtesløshed.

Det er ikke underligt, at vi fantaserer og udfylder de tomrum, som beretningerne om hende har. Alt, hvad vi ved, er, at hun rejste, at hun ikke fik det barn, hun håbede – det eneste, som giver en kvinde værdighed på denne tid. Det nye land skuffer dem. Løfterne fører hende ud i et ingenmandsland i både tid og rum. Hun forlader fortiden, og der synes ikke at findes nogen fremtid. Byrden af løftets indfrielse lægges på hende: et folk – lovede Gud – større end antallet af stjerner på nattehimlen, skal blive til i det nye land. Og hvor er det første tegn, et barn af Abrahams sæd og fra Saras skød? Lige så langt væk som stjernerne.

Abraham forlader hende ikke, selvom hun er ufrugtbar.

Beretningen antyder på sin egen måde, at de har et forhold, som trods alt betyder meget for dem begge, og som holder ham fast i troskab til hende. Men først og fremmest handler hans troskab om en troskab mod Gud. Gud kan ikke lyve – uanset om vi ser hans løfter gå i opfyldelse eller ej. Abraham 24

sætter sit liv og anseelse i pant hos denne usynlige løftegiver.

Hvis det havde handlet om en almindelig familie … så havde han måske ikke været så udholdende. For Guds skyld holder han fast ved Sara.

En af de mange forfattere, som har levet sig ind i Saras situation er den canadiske poet Lorna Crozier. Hun fremmaler et smertefuldt og skræmmende billede, som handler om Abrahams og Saras besøg hos den egyptiske hersker.

Saras barnløshed Gamle kvinder som solgtes til Farao mens de var unge badede mig i solvarmt vand, kærtegnede mine bryster og hofter med blomsterblade, knuste for skønhedens skyld – lotus, affodil, gardenia.

Kvindernes varsomme berøringer mod min hud, deres brune fingre.

Han var mindre end min mand.

Han havde sorgfulde øjne, Farao lå så let over mig, det føltes som om jeg løftedes op, under mig bevægede sig kun min skygge.

Han stønnede og jeg hørte hylet fra plagerne, himlens løsslupne hunde.

Da hans folk døde, en efter en, råbte han til Abraham: Hvad har du gjort! Hvorfor kaldte du hende søster?

Min krop var sønderrevet.

Abraham red med mig til Betel, 25

lastet med Faraos guld til vores ene gud, med de bedste kornsorter, æsler og kameler som snart skulle føde.

I min krop mærkede jeg den første bevægelse; Egypten ville blive til noget.

Hver dag drak jeg giften som kvinderne i min stamme havde brugt i århundreder. Inden en uge ophørte opstødene og den sviende smerte.

Jeg slæbte mig selv væk fra døden, jeg skyllede den bitre smag ud af munden.

Mange som gjorde det samme overlevede ikke – min faster, min lillesøster, min mors bedste ven.

Gulblege blev de begravet der hvor floden snor sig Abraham svigtede mig en gang til.

Der står skrevet at Abimelek, kongen af Gerar, aldrig rørte mig. Tre nætter delte han draperierne omkring min seng.

Vi forlod hans land med får og okser min mands skindsække tunge af tusinde sølvmønter, en betaling uden nåde.

Jeg vidste at jeg ville dø af giften. Så jeg bed i en læderrem, slog min mand med sten til blodet flød.

Jeg var halvfems år da Herren sagde til Abraham at jeg skulle ha’ barn. Hånet for min latter 26

lo jeg igen, da englene kom til mit telt, Isaks sæd var en gnist som sprang fra dem til mig. Mit skød brændte som en ung kvindes før hun har kendt en mand, før hun bærer de små døde inde i sin krop.

Lorna Crozier, fra: Apocrypha of light I firserne fik jeg til opgave at skrive et oratorium om træsnitsfigurerne på prædikestolen i Linköping Domkirke. Det fik navnet Maria gick genom törneskog. Jeg gik til værket med en vis tøven. Der var Adam og Eva, Abraham og Sara, Jakobs flugt, mødet mellem Elisabeth og Maria. Fortællingerne om dem havde jeg hørt i underskolen. Frøken Molin plejede at læse op fra de grønne bøger af Ester Salminen, som genfortalte Bibelen for børn – Den underfulde have og Den nye konge.

Ester Salminen havde den sjældne evne til hverken at moralisere eller sentimentalisere. Hun skrev enkelt og værdigt, med stor respekt for børns evner til at forstå livets store spørgsmål.

Men sommetider – når frøken Molin lukkede bogen, kunne hun ikke lade være med at kommentere det, hun havde læst.

Den stormende og bemærkelsesværdige fortælling om Jakob, forræderen, som Gud trods alt fulgte helt ind i landflygtigheden, blev reduceret til et opdragelsesprincip: „Husk nu børn, at man aldrig må være misundelig på sine søskende“. Sådan gjorde man i 50’ erne, og der var gode grunde til det. Vi børn skulle jo forberedes til et samfund, hvor man satte ansvar og solidaritet højt og ikke måtte rage til sig på andres bekostning.

27

Men det førte også til, at disse fortællinger blev forbundet med barndommens verden af billeder og forestillinger. Det var ikke, før jeg begyndte at arbejde med oratoriet, at jeg helt forstod, at disse fortællinger handlede om voksne mennesker – og frem for alt rettede sig til voksne læsere. En af dem, som fik mig til at se det, er den jødiske forfatter Elie Wiesel. Han har skrevet en bog, som hedder „Guds udvalgte“, og som handler om nogle af hovedpersonerne i de bibelske fortællinger. Han forenkler ikke. Han kaster sig ind i teksterne med alle det voksne menneskes spørgsmål og indvendinger. Han læser dem med sin egen livserfaring som resonansbund. Og han inspirerede mig til at gøre det samme.

Kun en voksen kvinde kender den rasende smerte og sorgen over ikke at få det barn, hun længtes efter at føde. Et eller andet sted må den sorg have ramt Sara med fuld kraft. Hvis hun har aborteret, må det have gjort lige så ondt som i dag.

Når jeg tænkte på hende i det perspektiv, blev hun begribelig for mig. Vi møder hende i Mamres terebintelund en almindelig dag langt henne i hendes liv. På en måde har hun forsonet sig med smerten og sorgen… håbet om at få sine egne børn er opgivet. Hun har gjort sit bedste ved at råde Abraham til at skaffe sig en arving gennem Hagar. Det har ikke gjort livet lettere for hende selv. Men dag efter dag står hun op, og hver morgen går hun på stive ben hen og vasker sig, klæder sig på til den nye dag. Man må se at komme videre på en eller anden måde. Og så kommer „det uventede besøg“ af de tre skikkelser, som vil tale med Abraham for at fortælle ham: Nu er Guds tid kommet. Sara skal i sin alderdom have en søn, trods det 28

at hun for længst er ude over overgangsalderen. Gud gør det umulige muligt.

Samtidig river Gud op i den smerte, som Sara endelig har lært at leve med.

Tre fremmede i terebintens skygge som søgte ly mod heden: Alt var hverdag og vane i dette, men jeg skælvede som træets løv i varmen da jeg bøjede mig over den hurtige dej jeg formede, tre brød til mændene, et til Abraham.

En kvinde må ikke se og forstå med øjnene, som mændene, i et møde: Jeg var i teltet. Alligevel så jeg allerede og følte tyngden af deres besøg.

Mit skøds brune rose, bortvisnet, glødede i asken efter år af ukendt sorg.

Fra: Maria gick genom törneskog I det intense øjeblik, som følger efter de fremmedes (englenes?

Treenighedens?) besked om, at Sara skal have et barn, høres en latter inde fra teltet, hvor Sara står og lytter bag det stof, som adskiller hende fra mændenes og beslutningstagernes verden.

Et kort øjeblik opstår der en sprække i den strenge, arkaiske beretning. En kvindes reaktion bliver synlig. Og en overraskende samtale mellem de himmelske ærværdigheder og den meget jordnære Sara gengives ord for ord: „Du lo!“ 29

„Vel gjorde jeg ej!“ „Jo, du gjorde. Men det spiller ingen rolle. Det bliver alligevel, som vi har sagt“.

Jeg lytter til samtalen og til Saras latter, og pludselig hører jeg bitterheden, den opsparede aggression i den latter. Selvfølgelig er det komisk at tænke sig, at to gamle mennesker pludseligt skal gribes af lidenskab og gå i seng med hinanden der i teltet, efter år af erotisk tørke … det bliver hverken et syn for guder eller mennesker. Men jeg tror, der er mere i Saras latter end blot ufrivillig munterhed. Jeg hører hidsigheden, anklagen mod Gud: „Er det en tid at komme på? Nu hvor jeg endelig har indkapslet min sorg, lært at leve som en amputeret med min smerte.“ Saras latter er latteren hos en forpint, som synes, at hjælpen kommer for sent. Sådan hører jeg den.

Det må have taget tid for hende for alvor at glæde sig til barnet. Måske har hun ikke kunnet finde glæden frem, før hun så ind i den nyfødtes ansigt for første gang.

Han fik navnet Isak. Det betyder „den leende“, „han som ler“. Som sædvanligt er detaljerne i beretninger af denne slags ingen tilfældighed.

Med Isak kommer glæden tilbage til Sara, en latter hun langsomt måtte lære sig. Det siges, at det vigtigste i vores liv er at kunne vise tillid, at kunne være åbne som børn. Men som voksen kan man kun genoptræne sit barneforhold efter at have mistet sin uskyld. Sara står i spændingen mellem magt og magtesløshed og minder os om, at hjælpen kan komme (næsten) for sent. Skal man drage nogle slutninger om Gud 30

ud fra det, ser det ud til at handle om, at Gud tager store risici når livet tager en drejning for os. Måske klarer vi kun lige akkurat at tage imod det.

Vores smerte døde. Hvem vogtede dens grav?

Hvem kendte bedre end vi til vores savn?

Vores sorg blev stum. Hvem gav den stemme igen som om den var mere værd end guld?

Vi troede vi var glemt. Hvem husker på os?

Hvem gik de tunge skridt som var tilbage mod længslens lukkede dør – hvem havde nøglen i sin forvaring i alle disse år?

Som om der var et gyldigt løfte tilbage Fra: Maria gick genom törneskog

31