Helle S. Søtrup
Simon siger
Eksistensen
Med stor tak til Lisbeth og Theils Søren, Keld og Axel
Alle personer og steder i denne roman er opdigtede. Skydebanen på Gefionsvej findes ikke. Susan findes ikke. Flemming findes ikke. Ok, Simons supermarked findes måske nok. Og marcipangrisene. Og Lots hustru findes helt sikkert. Men Simons psykolog findes ikke. Simons forældre findes ikke. Simon findes ikke i virkeligheden. Virkeligheden findes heller ikke.
7
Simon siger til sin mor, at han er begyndt hos en psykolog for at tale om sin barndom. Simon siger, at han synes, det er synd for ham, at han skulle vokse op i det barndomshjem. Simons mor siger, at hun ikke ved, hvem det var mest synd for i det hus.
8
Simon siger til sin nabo Flemming, at han føler, han deponerer halvdelen af sin personlighed ude ved faldstammen, hver gang han går ind i sit barndomshjem. Flemming siger, at det kender han på en måde godt. Han kløver også sig selv i 4 lige store dele med en økse og tager kun de 2 med ind, når han besøger sin familie. Men det er mest fordi han er opvokset i Vestjylland, og der skal man bare ikke komme for godt i gang.
9
I mange år vidste Simon ikke, at den måde Simons familie er familie på, ikke er den måde andre familier er familie på. At det rent faktisk slet ikke er sådan, man er familie. I andre familier spiller man måske et spil søndag eftermiddag. Og man står og hepper på sidelinjen og fryser om fingrene, når nogen spiller kamp. Eller man tager i vandland og spiser lasagne med flad cola og softicebuffet. Eller man tager i sommerhus. At i nogle familier kan man rent faktisk godt lide at tilbringe tid sammen. I nogle familier er der overhovedet ingen, der slår eller råber eller hamrer en knytnæve gennem væggen. Det vidste Simon ikke. Og det var på en måde som at emigrere fra Nordkorea, da han flyttede hjemmefra. Eller som i den film om den lille dreng, der voksede op blandt de vilde hunde ude i junglen, og som havde svært ved at vænne sig til at få sko på fødderne, da han kom tilbage til civilisationen.