Sjælesorgens poetik

Elmo Due

Sjælesorgens poetik

Eksistensen København 2023

Sjælesorgens poetik Samtaler ved livets overgange Elmo Due

© Forfatteren og Eksistensen 2023

Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0918-6

Omslag: Eksistensen Skriftestol fra Redsted Kirke. (Foto: Niels Clemmensen, Aalborg Stift)

Udgivelsen er støttet af velux fonden

Billeder i bogen:

S. 19: Jean-François Millet. El Ángelus, 1857-1859. Museo de Orsay S. 91: Ars moriendi (1471) S. 93: Michael Wolgemut, Dance Macabre, 1493. S. 104: Mathis Gothart Grünewald, Die Kreuzigung Christi, 1523-1524. Karlsruhe Kunsthalle

Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

Indhold

Forord ........................................... 7

1. Sjælens sprog ................................... 9

Mimesis og det forbindende sprog 9

Sjælens virkeliggørelse 11 Mennesket er en fortælling ............................ 12 Samtalen ........................................... 14

2. Kirkeårets trøst ............................... 17

Anno Domini ...................................... 17

Sjælesørgerens trøst .................................. 20 Kirkeåret som sjælesorgens curriculum .................. 20

Kirkeårets befaling 22 Samtalen 23

3. Trinitarisk sjælesorg 25

Sjælesorgens trinitariske paradigme ..................... 25 Gud kan fortælles, ikke begribes ....................... 27 Faderen og erfaringen af den skabte verden .............. 29 Sønnen og den overvundne modsigelse ................. 31 Helligånden og enheden, vinculum amoris 32 Samtalen 33

4. Den personlige samtale 37

Menneskeslægtens gave ............................... 37

Det personliges altid nærværende mysterium ............ 38 Autenticitet, agtelse og empati ......................... 39 Samtale og sendelse .................................. 41 Samtalens fællesskab ................................. 43

Det kristologiske øjeblik 44 Samtalen 45

5.

Dåben og samtalen 49

Sjælesorg og dåb. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49

Dåben som livsform ................................. 52 Ekskurs om dåbsritualet .............................. 53 Samtalen ........................................... 56

6. Skriftemålet .................................. 59

Den rette ængstelse 59 Den glædelige bod 60

Skriftemålet inkognito ............................... 61

Samvittigheden ..................................... 63

At gøre synden stor .................................. 65 Skyld og skam 66 Hvordan blive en original forfatter – eller bare sig selv? 68 Samtalen ........................................... 71

7. Tavshedspligten ............................... 73

Tavshedspligten som identitetsmarkør .................. 73

Etikken ............................................ 74 Juraen ............................................. 75 Teologien 78

Tavshedspligten i andre kirkesamfund 80

Tavshedspligt og samfund 81 Samtalen ........................................... 82

8. Den overvundne død .......................... 85

At berede sig til døden ............................... 85 Ars moriendi og skabelsens genskin ..................... 87 Døden og ars vivendi ................................ 90 Ars moriendi og den overvundne død 91 Sindsro 95 Selvmordet ......................................... 97 Det evige liv ........................................ 98 Samtalen ........................................... 99

9.

Sorgen

....................................... 103

Stabat mater dolorosa ................................ 103

Fortællingen om Jonas, sorgen og skylden 106 Klagesalmen og sorgens stadier 109

Den ubegribelige smerte og Guds retfærdighed 111 Samtalen .......................................... 112

10. Håbet ...................................... 115

En samtale i en taxa ................................. 115 Håb og forhåbninger ................................ 117 Bønnen er håbets sprog.............................. 118 Samtalen 120

Emneregister 123

Forord

Sprog og sjælesorg hører sammen, og selv om sjælesorgens sprog naturligvis er knyttet til en række religiøse eller kirkelige symboler og forestillinger, er det ikke dermed religiøst i en eksotisk forstand. Derimod mener jeg, at det giver god mening at forstå sjælesorgens sprog som et poetisk sprog, idet jeg tager poesien og Aristoteles på ordet og lader poesien betyde det skabende sprog (poiesis, skabende). Det vil nærmere sige et sprog, der medvirker til at skabe vores virkelighed, og i sjælesorgen gælder det den virkelighed, som åbner sig i taknemligheden over den treenige Guds velgerninger.

Det skabende sprog behøver langt fra at være et kunstsprog, tværtimod holder det gerne til i dagligsproget og har vel egentlig der sit hjemsted. Alligevel har sjælesorgen et vist slægtskab med kunstsproget ikke mindst, som vi kender det fra salmebogen, men også fra kunsten i det hele taget, for så vidt som den søger eller bærer på en både lystfuld og smertefuld erkendelse, der ikke blot beskriver men også forbinder os med tilværelsen.

Sjælesorgens sprog er poetisk, og det har rødder i de bibelske sprog. Derfor er sjælesorgens poetik ikke uden en erfaringsbåret tilknytning til skelsættende hændelser i historien, hvilket indebærer, at sjælesorgens sprog ikke blot er poetisk, men historisk-poetisk.

Poesiens troværdighed og skønhed erfares alene i hjertelighed, og det vil sige i engagement og anfægtelse. Det er derfor en troværdighed og skønhed, som må gøre ophold i den “stri-

dende uvished”, som et af Søren Kierkegaards pseudonymer Johannes Climacus gør gældende, idet han gør sig lystig over dem, som drømmer om beviser på udødelighed:

Lad os betragte Socrates. Nuomstunder fusker Enhver jo paa nogle Beviser, én har flere, en Anden færre. Men Socrates! Han henstiller Spørgsmaalet objektivt problematisk: dersom der er en Udødelighed. Han var da altsaa en Tvivler i Sammenligning med en af de moderne Tænkere af tre Beviser? Ingenlunde. Paa dette “dersom” sætter han hele sit Liv ind, han vover at døe, og han har indrettet hele sit Liv med Uendelighedens Lidenskab saaledes, at det maatte findes antageligt – dersom der er en Udødelighed (SKS 7,184).

Enhver sjælesorgssamtale, forstået som en historisk-poetisk samtale, er af åndelig karakter, sådan som enhver personlig samtale er det, når den forbinder mennesker med hinanden. Fordi enhver ægte sjælesorgssamtale er af åndelig karakter, kan den ikke instrumentaliseres, og en lærebog i egentlig forstand er derfor heller ikke mulig. Desto mere behøver samtalen refleksionen eller, om man vil, poetikken.

Alle bogens kapitler er nyskrevne men til dels foregrebet i tidligere artikler og undervisning. Bogen er forsynet med et emneregister, der relaterer sig til pastoralseminariernes fagbeskrivelse.

Tak til min familie og kollegerne Palle Kongsgaard, Lars Kruse, Niels Jørgen Jørgensen og Karl Erik Winberg for lejlighedsvise gennemlæsninger og samtaler.

1. Sjælens sprog

I sin poetik bestemmer Aristoteles kunstens væsen som mimetisk. Det gælder også digtekunsten. Når sproget står i kunstens tjeneste, er det derfor karakteriseret ved, at det vil bringe en mimetisk efterlignende nærhed. Det sker ikke ved at registrere eller definere, dvs. kopiere personer, men ved skabende (poiesis) at se mere end registreringen ser eller kopieringen viser. Derved forbinder vi os skabende med verden eller den anden, vi er i samtale med. At se således på den anden ligger tanken om gudbilledligheden nær. Eduard Thurneysen reflekterer i sin sjælesorgslære netop over sproget som en forbindende kraft, der bevirker, at vi når hinanden og derved finder os selv. Sproget sætter ord på sjælens liv og rørelser, som forbliver i en art tusmørke indtil der bliver sat ord på. I sproget kommer sjælen til verden.

Ifølge psykiateren Clarence Crafoord skal man forstå mennesket som en litterær tekst. Denne læsning er i sig selv en kunstnerisk proces, fjernt fra al samtaleteknik.

Mimesis og det forbindende sprog

For Aristoteles var trangen til mimesis, det vil sige efterligning eller gengivelse, kunstens inderste impuls, og mimesis udfolder sig i de seks kunstarter, han opregner: billedhuggerkunst, malerkunst, dansekunst, skuespilkunst, tonekunst og digtekunst (poietiké téchne).

Det, som er karakteristisk for poesien er, at den mimer eller fremstiller med ord. Poetik er derfor refleksion over, hvad det vil sige at fremstille med ord og at undersøge sprogets forskellige muligheder.

Siden Aristoteles har poetikken fået mange betydningstilskrivninger (Andersen 1986, 9) og således også vundet indpas i teologien, hvor poetikken er blevet forstået som “de ledende idéer for en moderne teologi” (Kemp 1974, 41). Det er således ikke mit anliggende at forsøge mig med en udlægning af Aristoteles’ poetik, men blot i forlængelse af Aristoteles at forstå det religiøse sprog som et poetisk sprog, der ikke beskriver verden uden også at forbinde os med den, det vil sige fremstille vores livsverden, som er os i verden. Det er et sprog som så at sige selv bliver deltager i tilblivelsen af virkeligheden, og vi med det.

I den del af Aristoteles’ poetik, som er blevet bevaret, behandler han især digtekunsten (poietiké téchne) og her først og fremmest tragedien og komedien. Kunsten som helhed har sin oprindelse i sjælens trang til mimesis, det vil sige en skabende efterligning.1 Denne mimesis bliver af Aristoteles forstået som en virksomhed af åndelig art, for i glæden over genkendelsen ligger der noget, der går ud over genkendelsen, nemlig erkendelsen. Det vil sige, at æstetikken eller forståelsen af poesiens væsen ikke alene går på skønheden som skønhed, men også at der bag fremstillingen ligger en ny indsigt. Aristoteles lægger ganske vist især vægt på den dybe glæde ved mimesis, men det udelukker ikke, at der også kan ligge

1. For Aristoteles er mimesis egentlig ikke forstået som kopiering. I mimesis, sådan som den kommer til udtryk i digtekunsten og i øvrigt også i de øvrige 5 kunstarter, er der et skabende moment, der betyder, at det efterlignede bliver fastholdt, idet det forandres. For Aristoteles betød det, at kunsten skulle idealisere, det vil sige de onde skulle gøres mere onde og de gode mere gode. Det var egnet til at virke dramatiserende. For sjælesorgen kunne mimesis få en anden karakter, nemlig at se gudbilledligheden og verden som Guds trods alt.

en erkendelse i kunsten. I Den etiske fordring argumenterer Løgstrup endda for, at der ikke bare er erkendelse i poesien, men at det er en erkendelse, der kun er i poesien. Interessant nok indleder han sit kapitel derom med at sammenligne digtet med samtalen, hvor det fælles er, at der i begge tilfælde er tale om “ et virkeligt møde”. Det er for mig at se også grunden til, at man kan føle sig personlig tiltalt af et digt, en fortælling eller en salme – og naturligvis et andet menneske. Det betyder nu, at skønheden ikke er poesiens egentlige anliggende, dets egentlige anliggende er “gengivelse”, hedder det hos Løgstrup. Og så er vi jo tilbage ved mimesis. Nu er skønheden ganske vist ikke uden betydning hos Løgstrup, men det fundamentale ved poesien er “åbenbaring og nærvær”. Men er det ikke netop det, der gør det muligt at forbinde sig med verden, så det bliver en livsverden? Derfor må refleksion over troen udfolde sig som en troens poetik, og med henblik på troen i dens bundethed til historien, er den ikke bare poetisk, men historisk poetisk. Ellers ville der blot være tale om religiøs naturpoesi, Skønheden er ikke uden betydning i denne form for æstetik, men skønheden og de bundne former skal blot bekæmpe banalitet eller trivialitet (Løgstrup1956,220). Ganske vist er Løgstrups interesse her etikken, ligesom senere også hos Svend Bjerg (Bjerg 1986). Men hvorfor ikke til troen i det hele taget? Det er derfor, man i givet fald kunne tale om sjælesorgens poetik: refleksion over åbenbaring og nærvær som er knyttet til den store fortælling. Sjælens virkeliggørelse

I sin skelsættende lærebog Die Lehre von der Seelsorge fra 1946, tilslutter Eduard Thurneysen (1988-1974) sig roman-