Af samme forfatter Horisont - lyrik og meditationer (digte 1988) Ind gennem lysninger (digte 1989) Skyggedage (prosastykker 1990) Elegi for Mozart (essay 1991) Europadigte (1991, 2. udg. 1996) Brød og bøn (digte 1993) Den lange søndag (roman 1994) Mørke (roman 1996) Sjælen og landskaberne (digte 1997) Kulturhistoriske årstal (håndbog 2001, norsk udg. 2003) Kun sig selv (roman 2004) Vejen ud og vejen hjem (digte 2004) Forfølgeren (roman 2007) Pinballmesterens Drøm (fortællinger 2010) Månen i din hånd (digte 2010) Jobs drøm og andre fortællinger (2011) Verden ifølge U2 (essay 2012) Kirkegården ved havet (digte 2012) Kristus som antihelt (essay 2013) Juleevangeliet - en gendigtning ... (digte 2014) Sange ved himlens port (Dylan-essay 2014) Malmö by night (digte 2014) Argumenter mod døden (essay 2015) Langsomheden 1.0 (digte 2015) Argumenter mod døden (essay 2015) Lysåret (digte 2016) Fortællinger fra undergrunden (2016) Pengeguden (essay 2016) Porten til den indre by (digte 2016) Den sidste passion (digte 2017) Matthæuseffekten (essay 2017) Nøjsomhedens tivoli (digte 2017) Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018) Øjeblikkets tredje tilstand (digte 2018) Requiem (essays 2019) Gensyn med den store fortælling (essay 2019) Virkeligheden 2.0 (digte 2019) Dahls forklaring (roman 2020)
Jakob Brønnum
SmĂĽtingsafdeligen
Eksistensen
INDHOLD
PROLOG: HVAD ER MENINGEN? ......................................................... 7 SITUATIONEN FOR DET APATISKE MENNESKE ...................................17 MEDIA MORALIA.................................................................................21 I SMÅTINGSAFDELINGEN.................................................................. 31 1. 2. 3. 4. 5. 6.
Mennesket i de sociale medier.............................. 32 Selvets billede......................................................... 35 Eksistensens opløsning i elementer..................... 44 Menneskets og moralens frigørelse...................... 48 Løgnens sandhed.................................................... 54 Den stigmatiserede krop........................................ 57
II SAMMENHÆNGSKRAFTEN..............................................................63 7. Magtens organisering............................................. 64 8. Menneske og maskine............................................ 72 9. Mennesket i forbrugsideologien. . ......................... 81 10. Propaganda, reklame og psykologi .. .................... 90 11. Uddannelse eller dannelse.. ................................... 97 12. Menneske og kærlighed. . ..................................... 104 13. Det politiske menneske, det religiøse menneske og sportsmanden.......... 107 14. Kønnenes orden.................................................... 113 15. Verden som scene................................................. 118 16. Offentlig og privat musik.................................... 125 17. Findes det etikfrie rum?....................................... 129 18. Mennesker og medier........................................... 135
19. De nye professioner. . ............................................ 139 20. Menneske og computer........................................ 152 21. Den stigmatiserede psyke. . .................................. 162 22. Menneske og dyr. . ................................................. 165 MELLEMSPIL: AT VÆRE ET LYKKELIGT MENNESKE..........................171 III MENNESKE MELLEM ØJEBLIKKET OG DET EVIGE.........................175 23. Det suveræne liv................................................... 176 24. Døden og renselsen.............................................. 186 25. Selvets fald............................................................ 189 LITTERATURHENVISNINGER..............................................................193
PROLOG: HVAD ER MENINGEN? Denne bog handler om meningen med tilværelsen. Det bør den også. Det burde alle bøger. I sidste ende er livets mening det eneste, der er værd at beskæftige sig med. På den anden side må man også konstatere, at der af samme grund ikke står noget nyt i bogen, og at der er en del gentagelser. Hvordan finder man meningen med tilværelsen? På den ene side synes det at være noget, vi ikke kan vide noget om, fordi det fortoner sig i en form for evighed, nemlig det, der rækker ud over vores tilværelse. Dels i fremtiden, hvorfor vi ikke er i stand til at tale om det, dels i fortiden, hvor alting stammer fra. På den anden side fremgår meningen af tilværelsen af hvert eneste øjeblik i livet. Hvis man ved, hvad man skal se efter. Det, der tilhører fremtiden, er konsekvenserne af vores handlinger, samt af hændelser, vi ikke kender. I yderste forstand er det menneskehedens store uafklarede spørgsmål om døden. Det, der tilhører fortiden, er det, der kan lære os noget om, hvorfor vi er som vi er. Denne bogs kerne er en undersøgelse af 7
konsekvenserne af vores øjeblikkelige handlinger i et perspektiv, der ikke anser det fortidige for irrelevant, bare fordi vi på en eller anden måde er kommet forbi det. Bogens perspektiv er derfor hele tiden historisk med det formål at kunne beskrive øjeblikket. Og meningen fremgår som sagt hvert øjeblik i livet, hvis man er opmærksom på det. Indtil omkring midt i 1700-tallet, var ingen i tvivl om, hvad meningen var. Man vidste, hvor man kom fra, nemlig fra Guds skabelse af verden, og man vidste, hvad man skulle gøre, nemlig være et moralsk menneske efter gældende forskrifter. Hvad er der sket? Naturvidenskabens livssyn og menneskets frihed har skilt tingene ad. Hvor vi stammer fra, dvs. hvad vi eksistentielt set er som mennesker, og hvad vi skal gøre, har ikke længere nødvendigvis nogen forbindelse med hinanden. Denne bog forsøger at sætte dem sammen igen. Det menneske, der vidste, hvor det kom fra, og hvad det skulle gøre, vidste sågar også, at noget i mennesket ikke går til, når kroppen dør. Det har det moderne, naturvidenskabelige menneske det noget sværere med. Det historiske menneskes spørgsmål om, hvorvidt man kommer i himlen eller helvede efter døden, er afløst af det moderne menneskes spørgsmål om, hvorvidt der overhovedet findes noget. Og afvisende svar. Undervejs kommer vi mange gange til at berøre kris tendommens udgangspunkt i fortællinger om Jesus af Nazaret, også kaldet Jesus Kristus, fortællinger vi ikke kan finde andre steder end i den kristne bibel. Det er en tekstsamling fra ca. 150-200. evt., der er sammensat af dele af den jødiske bibel og fortællinger og 8
refleksioner om kristendommens grundlægger og grundlæggelse ved vor tidsregnings begyndelse. Det er derfor nødvendigt at understrege, at bogen ikke er interesseret i kristendommen som moderne religion eller det aktuelle kirkeliv. Den er – ligesom bøgerne Kristus som antihelt (2013), Argumenter mod døden (2014), Pengeguden (2016) og Matthæuseffekten (2017) – udelukkende optaget af, hvilket livssyn, der træder frem af disse fortællinger, og hvilke perspektiver det rummer. Bogen er heller ikke optaget af, om denne Jesus vitterlig har sagt det eller ej, men læser udsagnene som tekster og underforstår, at de er nedskrevet og redigeret under omstændigheder, vi ikke kender. Alle bøger bør handle om meningen med tilværelsen. Mange af dem gør det da også, og én ting træder afgørende frem: De går til yderligheder. Når de vil søge meningen med livet, taler de om døden. Tag f.eks. Albert Camus' Den fremmede (1942). Den handler om et menneske, der ikke kan finde mening i livet, selv ikke i de smukkeste øjeblikke, som han endda kan se, er smukke. Der er en scene, hvor han en søndag svømmer i Middelhavet med en charmerende ung kvinde, Marie. De har det pragtfuldt, de er frie og de har alle muligheder. Med ét fortæller hun ham, at hun elsker ham. Det er et helt perfekt øjeblik. Der er bare et problem: Det siger ham ikke noget som helst. Titlen Den fremmede referer til, at hovedpersonen føler sig fremmed i livet. Bogen er gennemsyret af døden. Den begynder med døden, nemlig hovedpersonens mors død. Og den styrer mod døden og udvikler sig omkring den, nemlig hovedpersonens 9
mere eller mindre uforvarende drab på en tilfældig person. Og den ender i døden, nemlig hovedpersonens dom og henrettelse. Intet af det siger ham noget. Han forbliver en fremmed i sit eget liv og i livet som sådan. Eller Thomas Mann. Hans romaner handler ligesom Camus’ om, hvordan alting uafvendeligt går mod sin egen destruktion. Slægten i Huset Buddenbrook, der stammer helt tilbage fra Nordeuropas første store blomstring, Hansatiden i 1200-tallet, er nu på vej til at gå under, fordi moderniteten sprænger rammerne for familien. Hvad der ligger i det, vil vi få en fornemmelse af undervejs, når vi går gennem netop det moderne menneskes livsforståelse, område for område. Huset, hvor slægten boede, kan ses den dag i dag i Lübeck, Nordeuropas gamle handelshovedstad. I Troldfjeldet (1924) skildrer Mann det enkelte menneskes uafvendelige undergang, fremfor slægtens, gennem en minutiøs beskrivelse af den eksistentielle forvirring. Og i Doktor Faustus (1947), fortællingen om mennesket der sælger sin sjæl til Djævelen, sat ind i en moderne sammenhæng, er samfundet og kulturen, gennem sine troløse handlinger overfor livet, sandheden, sågar menneskekærligheden dømt til undergang. Man kan fortsætte gennem litteraturens milepæle og se samme fænomen. Dostojevskijs romaner fra slutningen af 1800-tallet søger et sted i livet, hvor det kan leves frit, men de har døden i centrum for det hele. Et mord, der sætter alting i bevægelse og viser gode og dårlige sider af mennesker i alle aldre og livssituationer (Brødrene Karamasov, 1880) en 10
faderskikkelse, der er gået bort, og et dobbeltmord, der begås ligesom i et moralsk tomrum, som om det er løsrevet fra alt andet fordi ingen moral eller etik er forpligtende (Forbrydelse og straf, 1866), et selvmord, der får alting til at gå i opløsning omkring den døde – en familie, en politisk bevægelse, en vennekreds, en mulig kærlighedsrelation (Onde ånder, 1872). Der er en ”naturlig” begrundelse for, at bøger, der i særlig grad vil undersøge meningen med livet, begynder i døden og drejer omkring den. Umiddelbart kunne man sige, at det er fordi netop døden rummer det ubesvarede i livet – det vi søger svar på. Men man kan gå lidt tættere på det. Normalt siger vi, at døden er det naturligste i livet – det eneste vi med sikkerhed kan sige om livet er, at vi skal dø. Men man kan også se det omvendt: Døden er det mest unaturlige i livet. Livet er det mest naturlige, det er alt og det eneste, vi kender. Ophævelsen af det er en sådan torn i øjet på den, der vil vide noget om livet, at man bare ikke kan slippe det. Heller ikke selvom det slet ikke er indenfor ens horisont. Endnu. Så forstår man, hvorfor forfatterne sætter døden i centrum for en undersøgelse af tilværelsen. Det er en form for ærlighed, en livsindstilling, der begynder der, hvor det er sværest og mærkeligst, ligesom for at være sikker på, at man ikke kommer til at feje noget ind under gulvtæppet. Det leder os et skridt videre. Det er ikke kun menneskets kulturelle aktiviteter, der – når de er optaget af at finde ud af, hvad meningen er – sætter døden i centrum. Hvad er mennesket mest optaget af, langt mere end udseende, penge, sport, underholdning og sex? Religion! 11
Al religion er nemlig svar på det samme spørgsmål: Hvad sker der, når jeg dør? De fleste religioner ordner det ved at koble noget, man skal gøre, til svaret på det abstrakte spørgsmål om livet og døden. Hvis du gør sådan og sådan livet igennem, vil det gå dig godt i døden. Altså den kobling mellem eksistens og moral, som jeg indledte med at sige, er forsvundet for os. Den religion som har haft størst udbredelse i verden og i særlig grad i den vestlige verdens kulturkreds er indtil videre kristendommen. Også den er svaret på spørgsmålet om, hvad der sker, når man dør, og også den har historisk set et udbygget sæt af moralske forskrifter knyttet til svaret.
Menneskets frihed Kristendommen siges at bygge på et budskab af Jesus af Nazaret og de religiøse konsekvenser af henrettelsen af ham. Det er blevet opfattet som et budskab, der gennem afklaringen af spørgsmålet om frelse og fortabelse, altså det spørgsmål, mennesket er holdt op med at stille, sætter mennesket i en slags gæld til Gud. Troen på budskabet vil i et vist omfang ophæve denne gæld. Det Jesus af Nazaret foreslår, man skal gøre for at finde svaret på dødens problem, er bevidst eller ubevidst blevet misforstået i en sådan grad, at det ikke svarer på spørgsmålet, men komplicerer det, sådan at mennesker ikke føler sig frie ved at høre svaret, men det modsatte. Vi har stort set forladt det som livsforståelse, selvom det ligger under vores opfattelse af menneskelivet 12
som måder, vi forstår os selv på, meget dybtliggende, bl.a. i sproget. F.eks. når vi taler om, at noget er ”syndigt lækkert”, der på dansk har 1600 forekomster i en google søgning. Eller når ”det går ad Helvede til.” Kristendommens oprindelige budskab er en eksistenstydning, som praktisk taget ikke kræver rituelle handlinger af sine tilhængere, selvom sådanne hurtigt kom til. Den fordrer en grundlæggende hengivelse til andre menneskers behov, som den opfatter som frisættelse i sig selv, nemlig som en modsætning til at være tynget af egne behov. Næstekærlighed, kalder man det. De første kristne var jøder og vant til en helt anden form for religion, hvis strenge og minutiøse ritualer gennemsyrede dagligdagen og lagde sig ind over alle livets hændelser og handlinger. Den tidligste kristne tænker, en teltmager ved navn Paulus, hvis epistler (breve) er optaget i den kristne bibel, har i den anledning sagt følgende: ”Til frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!” (Gal 5,1) Sådan kom det ikke til at gå, da kristendommen et par hundrede år senere blev statsreligion i Romerriget. Denne statsreligion spandt de næste 1500 år et net af usikkerhed i tilværelsen under alle mennesker, holdt op overfor sikkerheden om Guds eksistens, udfoldet i en eksistentiel indesluttethed og en livsforagt, som ikke er acceptabel for moderne mennesker, og som ikke hænger sammen med det budskab Jesus af Nazaret efter alt at dømme kom med. I det moderne samfund har religionen ikke længere sådan en central placering, sikkert fordi dets 13
grundspørgsmål i vide kredse anses for besvaret. Religionen ligger ikke til grund for lovgivning, som i de før-demokratiske samfund. Lovgivningen udføres på baggrund af det naturvidenskabelige verdensbillede og religiøse påstande bliver ikke taget alvorligt i den sammenhæng. Mennesker, som vokser op i en ikke-religiøs sammenhæng i det moderne samfund, kender ingen kobling mellem religionens indbyggede forklaring på, hvor man stammer fra, eksistentielt set, og hvad man skal foretage sig i livet, og hvad der derefter sker. Hver enkelt ting, man kommer ud for, tilhører så at sige småtingsafdelingen i tilværelsen. Selvom de kan have konsekvenser, ses de ikke i en større eksistentiel sammenhæng, hvis man som menneske skal optræde realistisk og fornuftigt, men i deres egen ret. Intet har sammenhæng med noget altomfattende, sådan som alting havde for det religiøse menneske, selvom man i en vis forstand kan sige, at en slags naturvidenskabelig logik omfatter alle fænomener. Som vi skal se, gælder dette vilkår indenfor alle områder. Det er på samme tid en frihed og en tomhed, der kommer af mangel på sammenhæng. Det naturvidenskabelige menneske er et biologisk væsen med bevidsthed og følelser og rettigheder, og lovgivningen siger, at man skal behandle det ordentligt, hvad enten man er et individ eller et fællesskab, og at man skal respektere det levende på en sådan måde, at det at redde liv går forud for stort set alt andet. Resten er op til den enkelte. Denne frihed, der samtidig er en tomhed, tildækkes i stigende grad af et liv i flygtigt forbrug, der stimulerer menneskets sanser på en sådan måde, 14
at tilværelsens meningsløshed bliver uaktuel. Hvis man keder sig, kan man gå hen og få farvet håret, se en film eller spise en is. Så er man glad igen. Men det skaber samtidig et eksistentielt set apatisk menneske. Når meningsløsheden ikke er aktuel, fordi vores forbrug skjuler den, er den heller ikke noget problem. Vi er blevet ligeglade med tilværelsens mening.
15