Som Fanden læser Bibelen - Læseprøve

”Fru Bengtsson havde været død i lige præcis otteogtredive sekunder.

Et sekund for hvert år af sit liv.”

Som Fanden læser Bibelen er en intelligent komedieroman om en helt almindelig husmor, der møder Gud i sit badekar, hvorefter Satan dukker op i kvarteret, forklædt som en gul kanariefugl.

ISBN 978-87-7115-042-1

Caroline L. Jensen Som Fanden læser Bibelen

Caroline L. Jensen (f. 1978) er svensk forfatter og har arbejdet som balletdanser, sangerinde og stripper samt studeret psykologi og jura. Havde forfatterdebut i 2008 med den selvbiografiske Champagneflickan, der handler om hendes tid som stripper i København. Som Fanden læser Bibelen [sv. Fru Bengtssons andliga uppvaknande] udkom i Sverige i 2010 og er under udgivelse i Spanien og Tyskland.

Caroline L. Jensen

Som Fanden læser Bibelen Roman

Til min Magnus.

Det dejligste menneske jeg kender.

Caroline L. Jensen

Som Fanden lĂŚser Bibelen

1 »Herre! Herre!« Den Almægtige sukkede fornøjet og betragtede den kæde af dna, han netop havde flettet sammen. »Det her vil de komme til at undre sig over,« fnisede han, inden han vendte sin opmærk­ somhed mod englen, der ophidset var braset ind. »Hvad er der, Nummer Et?« Englen gøs af velbehag.

Nummer Et. Det kælenavn fik ham til at føle sig speciel. »Det er hende der fru Bengtsson igen. Hun er ved at planlægge noget højst blasfemisk! Hun…« »Jeg ved,« afbrød Gud, »naturligvis godt, hvad den lille fru Bengtsson planlægger.« Englen forventede den sædvanlige sukken over, hvordan Herren fortrød indstiftelsen af den frie vilje til at trodse ham, og hvordan han af og til faktisk over­ vejede at afskaffe den. Men det kom ikke. »Ræk mig kulstof 14-kanylen, så er du rar,« sagde han blot og fortabte sig atter en gang i sin seneste skabelsesproces. »Jeg tror, at det her må blive et fossil.« Englen rakte ham det, han havde bedt om og var naturligvis tilfreds med svaret. Dette måtte betyde, at også Gud havde en plan.

5

Del I Mellem to tirsdage

2 Forargeligt nok var der ikke noget specielt ved den dag, fru Bengtsson døde.

Hun var ikke helt holdt op med at ryge, havde ikke reddet verden og heller ikke fået det der lyse indfald til en opfindelse, hvorved menneskehedens fortsatte eksistens kunne fremmes.

Det var ikke engang en dag, hvor hun havde gjort noget særligt afskyeligt eller dårligt.

Uden at noget af særlig betydning var sket, gik fru Bengtsson helt enkelt bort.

Hendes ægtemand, hr. Bengtsson, hævdede ganske vist i lang tid derefter, at død, dét var hun aldeles ikke, og kunne hun ikke slappe af nu, så han kunne koncentrere sig om sin avis? »Tænk, at det skal være så svært for dig at høre efter, hvad jeg har at sige, skat. Jeg kunne måske lige så godt stå her og sige, at jeg havde tænkt mig at forlade dig i aften, og så havde du vel knap nok kigget op fra dine sportssider, eller hvad?« Det hele blev sagt, uden at hun forventede svar. Hun stod i en­treen og betragtede nøje sit spejlbillede, mens hun talte ind mod stuen. Indimellem kunne man godt få det indtryk, at hun ikke engang lyttede til sig selv.

Død, det var hun i tirsdags.

8

Hr. Bengtsson, som ikke syntes, at hans hustru havde sagt noget epokegørende siden årtusindskiftet, sådan cirka, og derfor heller ikke havde hørt det her, svarede bare »Hm…« i et tonefald, som var indøvet, så det lød, som om han faktisk deltog i samtalen, mens han fraværende bladrede videre i fre­ dagstillæggene. Oftest handlede hendes plapren om en eller andet ny fiks idé, hun havde fået: croquis, keramik, kalligrafi.

Underligt, som de alle sammen begyndte med samme lyd? Det ville emnet også gøre denne her gang.

Hun tænkte på kosmetik.

Fru Bengtsson tog en pincet frem og begyndte med øvet hånd at rykke de små hårstrå mellem øjenbrynene ud. »Skat?« »Mmm?« »Hvis jeg ikke var kommet tilbage, her tilbage til de levende, så havde du vel sørget for, at bedemanden sminkede mig, sådan som jeg selv plejer at gøre? Omhyggeligt?« »Selvfølgelig.« Det her var vigtigt, og selv om hr. Bengtsson ikke troede på det, så vidste hans hustru udmærket, hvornår han lyttede op­ mærk­somt, og hvornår han ikke gjorde. Det var bare ikke altid så vigtigt. Som regel var det nok med hans »hmm« og »aha«, eftersom hun alligevel bare ville tale med sig selv. Men ikke denne gang!

Hun rodede i sin lyserøde toilettaske og gik så ind og satte sig på hans skød med favnen fuld af makeup. »Hør nu på mig, skat, det her er vigtigt for mig. Se her.« Hans avis var nu uigenkaldeligt sammenkrøllet under hende, og naturligvis elskede hr. Bengtsson stadig sin hustru, på en af­ ba­lanceret og logisk måde, så han drog et dybt suk og lyttede.

9

»Her,« sagde hun og viste ham en lille brun cylinder med guldornamentering, »er den læbestift, som du ved, at jeg altid bruger, når der er fest og når… ja, du ved, når jeg har ventet ekstra ivrigt på, at du skal komme hjem fra arbejde.« Han smilede og holdt om hendes lår; så vidste han lige, hvad for en hun mente, en… rosa, ville han gætte på. Med en masse glitrende i, som gjorde læberne fyldige og fugtige. Livsfarlige.

Han plejede at tænke, at hendes læber så ud, som om en eller anden mystisk forelskelse på stranden i Østen, når hun havde den læbestift på. Skønt… så poetisk havde hun ingen idé om, at hendes ægtefælle var. Han var, skal vi sige det sådan, ikke særligt god til at formidle sådan noget. »Mmm, din liderlige læbestift,« sagde han og kyssede den hånd, hun holdt den i, og kunne mærke, at det slet ikke var så dumt, hvis hun tog den på nu.

Fru Bengtsson blev forbløffet. »Er du gal!? Her sidder jeg og forsøger alvorligt at tale om mit begravelsesarrangement, hvis jeg skulle dø før dig, og så vil du have sex? Du er helt utrolig!« Med den tone ville han helt afgjort ikke få noget lige nu. »Undskyld,« sagde han opgivende. »Fortsæt.« »Jo, altså. Jeg ville dø…« og så kom hun til at tænke over, hvad hun sagde og fnisede, »eller min sjæl ville bare besvime af skam, hvis en eller anden bedemand gav mig en eller anden forfærdelig højrød eller – Gud forbyde det – orange på, når jeg lå der i kisten. Jeg vil gerne have, at du sørger for, at man bruger min sminke og ikke et eller andet lavprissmørelse til lig. Hvis du overlever mig. Kig nu her, mascaraen…« Hun kunne se, at hun allerede var ved at tabe ham.

10

Ikke at det var særligt mærkeligt. Til trods for at de havde været gift i nitten år, var hun stadig nødt til at skrive ned, hvil­ken parfume, han skulle købe til hendes fødselsdag, og så havde hun endda haft den samme yndlingsduft og ønsket sig den samme slags hvert år, lige siden hun var teenager. Når man tænkte på, hvor dyr han syntes, den var, så var hun faktisk over­rasket over, at han ikke – ufrivilligt om ikke andet – kunne huske navnet.

Nitten års ægteskab, og hun havde været nitten år, da hun stod brud. Ja, det var netop så ung, hun havde været, da hun gennem sløret kiggede ud gennem på sin stilfulde frier. Under hele indtoget i kirken kunne hun ikke tænke på andet end, hvor meget det føltes som at befinde sig under et myggenet.

Næste gang må jeg vælge et slør af tyndere kvalitet, så det ikke bliver sådan her… som at se ud gennem et hvidt vindue, tænkte hun, da de begge kom op til alteret, og fortrød straks, da hun fik øje på Jesusfiguren der på korset, samtidig med at hun indså, hvad hun egentlig havde tænkt, uden at mene det overhovedet.

Hvad for en næste gang?

Og så begyndte hun at tænke på Freud, og inden hun vidste et ord af det, havde en lang tankekæde udspundet sig, næsten sådan som den kan gøre, lige inden man skal til at sove. Nogle af leddene i kæden er tætforbundne og logiske, medens andre er langt fra hinanden, hvilket så tomrummet imellem dem også er, trods den direkte sammenkobling med leddet inden og det led, der følger efter. Hun forsøgte at slette alle sådanne uheldstanker, for andet kunne de jo ikke være. Forsøgte at tænke helt blankt.

11

Hun tænkte på, hvor blankt malede Jesusstatuer i kirken ofte er, sådan lidt plastikagtigt, næsten ligesom som hendes neglelak nu ved nærmere eftertanke var for plastikagtig. Hvor var det heldigt, at hun ikke også havde malet tåneglene; det ville have gjort hendes fødder grimme, de fødder der forresten skreg på lidt plads, luft og på ikke længere at være mast ned i de obligatorisk alt for trange fængsler af et par silkesko. Ja, lidt ligesom et fængsel af stridt myggenet var det her forbaskede slør. Hun svedte.

Så hørte hun pludselig noget om kærligheden. Om hvordan den tilgiver alt og intet begærer, og eftersom hun var så ung, at hun endnu ikke var blevet træt af de ganske vist smukke, men udslidte linjer fra Bibelen, som åbenbart bare måtte blive valgt til højtlæsning ved hvert eneste bryllup i Sverige, indtil de mistede al betydning for flittige bryllupsgæster, så blev hun helt rørt og tænkte: Netop sådan er det. Og så følte hun sig lykkelig for, at hun skulle giftes med den mand, der gjorde denne følelse mulig.

Og præcis som hun skulle, ignorerede hun sine modige tårer under resten af ceremonien, hvor for øvrigt usædvanligt mange græd, så smuk var den. »Ved du hvad, skat, jeg tror, at jeg skriver det her ned i stedet for. Hvor er vores testamenter?« »Jamen, du vil da vel ikke skrive dét der ind?« Han rykkede sig lidt under hendes vægt. »Jo da! Jeg har tænkt mig at lave et detaljeret bilag til mit, hvor jeg beskriver nøjagtigt, hvilke produkter der skal anvendes og hvor meget af dem. Man kan jo ikke se ud som en klovn i kisten? Eller et lig, for den sags skyld. Hvor er de?«

12

»I arkivskabet på kontoret. Øverste skuffe, under privat,« svarede hr. Bengtsson, som med årene havde lært sig, at det ikke tjente noget formål at forsøge at standse sin kære hustru, når hun havde sat sig noget for. »Men du ved vel, at du ikke kan ændre alt muligt i det dersens papir? Det er bevidnet og dateret, og ændrer du noget, så er det slet ikke gyldigt, skat.

Måske skulle du…« Hun afbrød ham utålmodigt. »Naturligvis skal jeg ikke det!

Jeg har tænkt mig at skrive det ned på et separat papir, så må vi hæfte det fast som bilag og få det bevidnet igen. Ganske enkelt!« I sin iver begik hun den fejl at rejse sig op, hvilket frigjorde avisen igen. Den genfandt hurtigt sin oprindelige form, hvorfor hendes mands svar vendte tilbage til at bestå af det mere intetsigende »Mmm«. Et eller andet sted i baghovedet op­fattede han, at hans hustrus rosa tøfler klaprede bort, væk fra hans lænestol, og så var han helt inde i sportsresultaternes verden igen.

De der tøfler havde kilehæl og små rosa pomponer foran, og selv om fru Bengtsson vidste, hvor klicheagtigt det faktisk var for en hjemmegående husmor at gå omkring i sådan nogle, så elskede hun dem hvert eneste sekund, hun havde dem på. At have dem på fik hende til at føle sig fiks og amerikansk, særligt hvis klokken var efter middagstid en dag midt på ugen. Og i lige netop den her verden, vi taler om nu, fru Bengtssons verden, var amerikansk lig med perfekt.

De var hendes adelsmærke, og med fødderne i dem kunne hun uden at føle sig skyldig hælde et glas hvidvin op fra en bagin-box, inden hun skulle til at gå i gang med dagens middag.

Faktum var, at de tøfler næsten krævede det.

13

Nu blev det dog ikke til et bilag til noget testamente den her fredagsaften.

Fru Bengtsson hentede godt nok et aldeles blankt A4-ark, spidsede en blyant og satte sig ned ved køkkenbordet for at påbegynde instruktionen om, hvordan hendes krop skulle sminkes efter hendes bortgang, men da hun ikke kunne bestemme sig for, hvordan det hele skulle indledes – »Til rette vedkommende« føltes så upersonligt, og det var jo alligevel en ret intim sag, hun skulle skrive om, og »Hej« var jo bare dumt – så trak hun fødderne op under sig, tegnede distræt nogle små blomster og firkanter og skrev sit navn med forskellige kalligrafiske skrifttyper.

Kalligrafi var blot et af et utal af kurser, som vor kære frue havde gennemgået i de år, der var gået, og som med de fleste andre sager, hun indlod sig på, var hun blevet ganske dygtig til det. Den gotisk kantede og den romantisk sirlige, de var hendes yndlingsskrifttyper, og hun skrev navnet igen og igen i forskellige størrelser. Selv et navn som Bengtsson kunne se stateligt ud med den rette skrifttype, tænkte hun, og begyndte at spekulere på sin gravsten. Måske skulle hun skrive en instruks for den også. »Skat?« »Mmm?« »Hvilken skrifttype vil du have, at vi skal have på vores grav­ sten? Vi skal jo have ens skrifttyper eller hvad?« »Jeg ved det ikke, skat. Bestem du det, så bliver det sikkert mægtigt fint,« sagde hr. Bengtsson og læste om en sympatisk fodboldspiller på sportssiderne.

14

Ja, sådan havde hun det, fru Bengtsson, og hun var ganske tilfreds med det.

I endnu en times tid tegnede hun planløst kruseduller, så tog hun alligevel den der læbestift på og gik ind og satte sig på sin mands skød, og han var tilfreds med at lægge avisen fra sig, eftersom der alligevel bare stod deprimerende ting i den, og bære hende ind i soveværelset, hvor han faldt i søvn efter syv minutters intensiv elskov.

Hverken tidligere ved køkkenbordet eller i sengen bagefter vendte fru Bengtsson sine tanker mod noget åndeligt. Hendes oplevelse på badeværelset nogle dage tidligere havde endnu ikke ledt hende derhen. I stedet tænkte hun på makeup.

Men for at være retfærdig over for den lille frue, så var det her kun begyndelsen.

Havde hun søgt dybere ned i sine tanker, sådan direkte, så havde selv Skaberen hævet et overraskelsens øjenbryn. Selv om han lige nu var hendes eneste allierede, havde fru Bengtsson endnu lang vej at tilbagelægge. Gud havde ikke engang været i nærheden af at indgå i hendes tankevirksomhed endnu. Alli­ gevel var han den eneste, der helt sikkert vidste det, som hun også påstod: Toogfirs timer inden syvminutters-knaldet døde fru Bengts­ son.

Caroline I. Jensen Som Fanden læser Bibelen © Dansk udgave Forlaget Alfa, 2012 Originaltitel: Fru Bengtssons andliga uppvaknande © Caroline L. Jensen 2010 efter aftale med Nordin Agency Oversat af Tine Hovgaard Jørgensen ISBN 978 87 7115 042 1 Omslag: Leo Scherfig Sat med Adobe Garamond Pro Sats og Tryk: Frederiksberg Bogtrykkeri A/S Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C www.ForlagetAlfa.dk