Spejl og Kilde - Læseprøve by Eksistensen

 Foto: Leif Tuxen / Scanpix

Spejl & kilde

er en personlig bog med ti små kapitler om det frodige åndelige liv, der i disse år præger det danske samfund. Brian Patrick McGuire har fundet inspiration hos de mennesker, som i de seneste år har lyttet til hans foredrag om middelalderens åndelige verden, og som bagefter har bedt ham overføre sine tanker om fortidens trosverden til nutidens. PEJL & KILDE

Brian Patrick McGuire

Andre bøger af Brian Patrick McGuire

Brian Patrick McGuire

pejl & kilde Den nye spiritualitet

Brian Patrick McGuire (f. 1946 på Hawaii) er dr. Phil. fra Oxford Universitet og har siden 1971 være dansk gift og bosat i Danmark. Oprettede Center for europæiske middelalderstudier på Københavns Universitet og var i årene 19962012 professor i historie på Roskilde Universitets Center; nu emeritus, men fortsat forsker, foredragsholder og forfatter. Læs mere på www.brianmcguire.dk



— 60 —

Spejl & kilde

— 1 —

Alt skal det glemmes og smuldre hen, Jærtegn på ånd skal blive igen, Mens tiderne skifter med tider. Jørgen Bukhdal, 1936

Tilegnet alle der er med i den hellige almindelige kirke Brian Patrick McGuire — 2 —

Brian Patrick McGuire

Spejl & kilde Den nye spiritualitet

— 3 —

Brian Patrick McGuire Spejl og kilde – Den nye spiritualitet © Forfatteren og forlaget Alfa, 2012 1. oplag 2012 ISBN 978 87 7115 037 7 Sat med Garamond af Bjarne Michael Jensen og trykt på Munken Cream af Scandinavian Book Omslag: Jensen & Dalgaard

Alfa Frederiksberg Allé 10 DK–1820 Frederiksberg C www.ForlagetAlfa.dk

— 4 —

Indhold

Forord

På vej mod middelalderens spiritualitet

Lovprisning af Gud

Pilgrimsfærd og helgener

Retræte og bøn

Ritualer og kirken som rum

Krop og ånd

Djævelen og ondskab

Det nødvendige venskab

105

Døden og de helliges samfund

117

Guds nærhed

127

Henvisninger

141

— 5 —

— 6 —

Forord

enne bog består af ti essays, relativt korte fremstillinger som hviler på viden, men også afspejler erfaringer. Ordet ”essay” kommer fra det franske essai, et forsøg, og de følgende sider er et forsøg, et eksperiment fra min side, på at bruge min historiske viden til at beskrive nutiden. Disse essays fungerer som en introduktion til den frodighed af åndeligt liv, som i disse år præger det danske samfund. Min umiddelbare inspiration er de mennesker, der i de seneste år har lyttet til mine foredrag om middelalderens åndelige verden og bagefter har bedt mig om at overføre mine tanker om fortidens trosverden til nutidens. Dermed har jeg haft til opgave at formidle a useable past, en fortid der kan bruges, noget som mange historikere er bange for at tillade sig at gøre. Men det er præcis denne fortid, jeg ønsker at give indblik i. Min hovedinteresse er kristendom og kristen tro, og jeg ønsker at vise, hvordan den nye spiritualitet afspejler en gammel tro, der går tilbage til middelalderens kirke og religiøse liv. Disse bliver en kilde til et nyt engagement i at gå på pilgrimsfærd, lovprise Gud gennem Davids Salmer

— 7 —

og den moderne salmeskat, søge hinanden i venskaber og fællesskaber, og sørge for hinanden når døden præger livet. Det vil måske overraske nogle læsere, at jeg kun i begrænset grad advarer imod det, der sker omkring os, og vælger at se det positive og livsbekræftende i denne nye spiritualitet. Jeg er klar over, at for nogle kan deltagelse i pilgrimsfærd og andre gøremål afspejle vor tids eventkultur, men jeg har valgt ikke at anskue de mulige skyggesider ved det, som sker omkring mig. Samtidig har jeg tilladt mig at inddrage mit eget liv og erfaringer, min rejse fra 1950’ernes katolicisme i Californien til mit nuværende ståsted, hvor jeg finder et hjem både i den danske folkekirke og i vor tids katolske kirke. For nogle af de rettroende i de to konfessioner er det udelukket at tilhøre begge retninger, og dette synspunkt respekterer jeg. Men de kommende sider vil vise vores arv og tilhørsforhold i den hellige almindelige kirke, eller den hellige katolske kirke, afhængigt af hvordan man oversætter det græske ord katholikos, der ligger bag de danske betegnelser for fælleskirken. Jeg mener, at denne værdifulde arv fra middelalderkirken er ved at blive genopdaget, men jeg mener ikke, at denne erkendelse nødvendigvis viser vejen til Rom og pavedømmet. Selv om jeg har respekt for pavernes bidrag til kirkens udvikling, ser jeg dem som mennesker med begrænsninger, og det er vigtigt at anerkende alle de andre efterkommere af apostlene og disciplene: bisper,

— 8 —

præster, munke, kannikker, nonner og lægfolk, som også er med i den hellige almindelige kirke. Jeg er specielt taknemlig over for to grupper, der har givet mig mulighed for at opleve denne historiske arv i nutiden: de trappist-cisterciensermunke i USA, der har åbnet deres klostre og korsang for mig, og de kvindelige præster i folkekirken i Danmark der har vist mig, hvor naturligt det er for kvinder at indgå i præstestanden. Som middelalderhistoriker har jeg lært meget af de visionære kvinder, der talte med Gud og formidlede deres indsigt til andre. De indså, at Jesus er vores moder såvel som vores broder. Og som middelalderhistoriker og nutidsmenneske har jeg været privilegeret at møde moderne kvinder, der viderefører denne visdom gennem deres præstegerning eller deres arbejde som nonner. Uden de kloge kvinder var der ingen kirke, hverken i middelalderen eller i dag. Jeg har skrevet denne lille bog på opfordring af min redaktør, Jeanne Dalgaard, og jeg skylder hende og forlaget Alfa tak for ideen og for støtte undervejs. Dette er vores fjerde bog sammen, og det har som altid været en glæde at have Jeanne i nærheden, fordi hun har været til rådighed, kritisk og støttende. Jeg er også taknemlig for den grafiske tilrettelægning af bogen og omslaget, som Bjarne Michael Jensen har lavet. Her som i to af mine tidligere bøger hos Alfa har han gjort et arbejde, som jeg beundrer. Jeg takker Mikkel Wold, præst ved Marmorkirken i København, for hans oversættelse i kapitel 6 af John Updikes digt om — 9 —

opstandelsen, og jeg skylder også Helle Anker Bisgaard, præst ved Tornbjerg Kirke på Fyn, tak for at have gennemgået den gudstjeneste sammen med mig, som hun afholdt for at mindes sognets døde i årets løb (kapitel 9). Bogen er den første i flere år, som jeg skriver uden kritik og hjælp fra min åndelige broder, Henrik Christiansen, tidligere biskop i Aalborg. Henrik døde i september 2011, og jeg såvel som mange andre savner ham og hans gode ord hver eneste dag. Endelig vil jeg takke Ann Kirstin Pedersen, min hustru og ven gennem mere end 40 år, for uvurderlig støtte og kritik. Jeg håber, at bogen vil glæde mange og give inspiration til at bruge fortiden som kilde til at forstå og berige kristent liv. I vores nutid ser jeg et spejl af en ikke så fjern fortid. Som mange gange tidligere forsøger jeg i mit arbejde som historiker at give middelalderen tilbage til vor tid, ikke den mørke middelalder, som uvidende politikere forestiller sig, men den lyse tid, som er fundamentet for vore egne forhåbninger om tro, håb og kærlighed. Derfor overlader jeg nu bogen til læseren med disse ord fra ærkebiskop Anselm af Canterburys værk om Guds eksistens, Proslogion, som Henrik Christiansen oversatte fra latin i vores sidste bog, Hjælp mig, Herre. Anselm henvendte sig til Gud i sin bøn om indsigt og inspiration:

— 10 —

Lær mig at søge dig. Vis mig dig, jeg som søger, for jeg kan hverken søge dig, hvis ikke du lærer mig det, eller finde dig, hvis ikke du viser dig. Jeg søger dig længselsfuldt, og som søgende længes jeg efter dig. Lad mig finde dig ved at elske, og lad mig elske dig ved at finde dig. Svallerup, Kalundborg 5. juni 2012, Grundlovsdag og Sankt Bonifacius’ Dag

— 11 —

— 12 —

På vej mod middelalderens spiritualitet

rdet spiritualitet findes ikke på middelalderlatin. Det nærmeste man kommer, er spiritualia, men dette betyder kirkens besiddelser, specielt ejendomme! Den moderne opfattelse af en åndelig dimension eller et rum i tilværelsen får, så vidt jeg kan se, først navn i 1800-tallet, hvor det franske spiritualité tages i brug. I 1900-tallet optræder udtrykket på engelsk, spirituality, og den danske form, spiritualitet, er formentlig afledt af dette. Ordet spiritualitet vandt fodfæste i 1980’erne, men det blev latterliggjort og opfattet som en unødvendig konstruktion, fordi udtrykket åndelighed hidtil havde dækket begrebet. Der er fortsat sprogbevidste mennesker, der foretrækker det danske ord fremfor dets udenlandske pendant. Problemet er måske, at ordet spiritualitet kan betyde næsten hvad som helst. Jeg husker således, hvordan jeg på et tidspunkt i 1980’erne i Oxford fortalte min tidligere lærer, Richard Southern, at jeg agtede at skrive om middelalderens spiritualitet. Han kiggede op fra den opvask, vi var i gang — 13 —

med, smilede og sagde, ”Spiritualitet må nødvendigvis være forbundet med institutioner. Du kan ikke adskille den fra det materielle”. Southern placerede dermed spiritualiteten i en hverdag, hvor middelalderens mennesker i deres søgen efter Gud realiserede deres inderste ønsker gennem en rituel praksis, som afspejlede og styrkede deres tro. Han fandt specielt denne spiritualitet i klostervæsenet, men også i de uformelle religiøse fællesskaber, der prægede senmiddelalderen, som bevægelsen Devotio moderna, ”den moderne fromhed”, som bl.a. fandtes i Nederlandene. Min lærers bemærkning har lige siden holdt mig fra at bruge ordet spiritualitet i flæng. I dag definerer jeg begrebet som religiøs tro i praksis, hvor hverdagens virkelighed relateres til erkendelse, nærvær og søgen efter en indre verden forbundet med denne. Spiritualitet findes i det rum, hvor mennesker søger hinanden, og dér hvor der er en fælles stræben efter Gud. Kristen spiritualitet er en søgen efter livets mening med udgangspunkt i Kristus, der ses som vejen til Gud. Kristen spiritualitet kan antage mange former, hvilket de kommende kapitler vil vise, men generelt kan det siges, at den tilstræber en integration af krop og ånd, tanke og følelse til en helhed, som tager udgangspunkt i den materielle verden, der erkendes som Guds skabelse. Vi kan glæde os over alt det skabte og værne om det. Samtidig søger kristen spiritualitet fællesskaber, hvori det enkelte

— 14 —

menneske møder andre og oplever disse som brødre og søstre, der er alteri Christi, andre Kristus-skikkelser. Kristendommen har to tusinde år på bagen og hviler på et jødisk/græsk fundament. Derfor er det i en søgen efter spiritualitet oplagt at rette blikket mod denne fælles fortid, der rummer svar på, hvorfra vor verden går. I løbet af de sidste få årtier er den hidtidige moderne afvisning af middelalderens kulturarv blevet erstattet af stor åbenhed over for muligheden af, at perioden byder på en åndelig berigelse og kan være et alternativ til vor tids åndelige fattigdom. Middelalderen bliver selvforståelsens spejl, og endnu vigtigere, en kilde til åndelig fornyelse.

 Middelalderen er efter min definition epoken cirka 500-1500, hvor stort set alle mennesker i Vesteuropa var døbt som kristne og anerkendte den kristne kirke som formidler af Guds nåde. Danmark og Norden sluttede sig først til fællesskabet fra 700-tallet. Perioden ophørte, da enhedskirken gik i opløsning, hvilket ikke skete som et resultat af kirkens fiasko, men på grund af dens succes. Det var nemlig lykkedes for den at få sit budskab ud til selv de fjerneste hjørner af samfundet, og evangeliets ord bidrog til en bevidstgørelse af folk, som fik dem til at stille større krav til kirken som institution. Præsterne havde lod og del i befolkningernes voksende forventninger, fordi de — 15 —

prædikede evangeliet på folkesprogene og ikke på latin, som mange danskere den dag i dag fejlagtigt tror. Denne forkyndelse gav lægfolk en detaljeret viden om, hvad den kristne religion indeholder, og dermed skabte den større krav. Jeg kalder konsekvent middelalderens kirke ”den kristne” og ikke ”den katolske” kirke, for den moderne katolske kirke først opstod som institution i 1500-tallet under Tridentinerkoncilet (1545-63), som en reaktion på de protestantiske kirkers grundlæggelse. I dag er den katolske kirke topstyret og autoritets-orienteret, mens middelalderens kristne kirke havde bisper og klosterordener, der nød en høj grad af selvstyre i forhold til romerpaven. Frem til 1100-tallet var paven i det store og hele én blandt mange biskopper, selv om han gjorde krav på præcedens som apostlen Peters efterfølger. Fra slutningen af 1100-tallet begyndte paven at udøve universel magt over kirken, men hans ret til at bestemme over samtlige bisper og hele det kristne folk i Vesteuropa blev kun sjældent og nølende anerkendt. Vor tids romersk-katolske kirke ligger i dens ritualer og trosartikler umiddelbart tættere på middelalderens kirke end på de protestantiske kirker, men disse er i lige så høj grad efterkommere af enhedskirken, og dette forhold er først nu i disse år ved at gå op for mange medlemmer af begge trossamfund. Denne bog vil gang på gang pege på de bånd, der består mellem den nye spiritualitet og den — 16 —

historiske tradition, som middelalderens kristendom udgør. Det er ikke min hensigt at ”omvende” nogen til romersk katolicisme, blot at demonstrere en fælles protestantisk og katolsk forbindelse til den rige middelalderfortid, som i disse år er ved at få en renæssance. Når det drejer sig om spiritualitet, var middelalderens kirke forholdsvis åben over for de former for religiøse udtryk og erfaringer, der havde rod i den almindelige befolkning. Vi har for eksempel beretninger om en svensk dominikanerpræst fra Visby på Gotland, Petrus de Dacia, der opsøgte en visionær kvinde i en landsby i nærheden af Køln, Christina af Stommeln. Hun var kendt for at have voldsomme syner og kunne være blevet anklaget for at være djævelens redskab. Dominikaneren mente dog, at hun var inspireret af Gud og gjorde derfor sit bedste for at udbrede kendskabet til hendes åbenbaringer. Enhver præst med en vis teologisk uddannelse og pastoral erfaring var sig bevidst, at ”Maren i kæret” kunne være Guds talerør. Den officielle kirke var i sagens natur skeptisk over for personer, der mente, at de havde modtaget en særlig åbenbaring fra Vor Herre, men det betød ikke, at lægfolks oplevelser af Guds nåde automatisk blev afvist. Kirken kunne vise respekt for lægfolk, der formidlede en dybfølt tro. Derfor blev pilgrimsfærd, helgendyrkelse, kirkebyggeri og (i sjældne tilfælde) visionære oplevelser ofte støttet eller i det mindste tolereret af kirken. Den mandlige gejstlighed og hellige kvinder indgik en alliance, — 17 —

og sidstnævnte respekteredes som formidlere mellem Gud og mennesker. Denne holdning udelukkede selvfølgelig ikke, at mange af de visionære, ligesom i dag, blev anset for at være psykisk syge personer, der fantaserede. Men det er vigtigt at forstå, at hverken visionære mænd eller kvinder risikerede at blive udråbt som hekse. Først ved middelalderens slutning blev det livsfarligt at hævde, at Gud talte direkte til én. Visionære mennesker, specielt kvinder, udgjorde imidlertid kun et hjørne af middelalderens spiritualitet, som manifesterede sig primært i hverdagshandlinger, uden dramatiske visninger af Guds tilstedeværelse. Lægfolks bønner og fromhed var kirkens fundament, og kvinderne spillede dengang som nu hovedrollen.

 Opfattelsen af det kristne budskab udviklede sig i løbet af middelalderen fra frygten for en straffende Gud til tilliden til en kærlig frelser. Vesteuropas tidlige middelalder, omkring år 500-1000, er præget af en ”synd og straf ” mentalitet, der for eksempel kommer til udtryk i de kataloger over syndige gerninger, som medlemmer af den keltiske kristendom udfærdigede. Heri er næsten enhver menneskelig handling omtalt, men specielt de seksuelle, og hver især takseres de til et antal års bod. Disse straffeforanstaltninger var primært beregnet på munke, men — 18 —

de afspejler en tid, hvor frelsen var for de få og flertallet blev anset for at være bytte for djævelen. Et glimrende udtryk for dette verdensbillede er det angelsaksiske digt Beowulf, hvori uhyret Grendel er udstyret med utæmmede kræfter og om natten angriber og fortærer mennesker levende. Der skal en helt til at redde danskerne fra denne ondskab, og ind på scenen træder Beowulf, der slås først med Grendel og senere med dets mor, der er et endnu værre uhyre. Han besejrer det onde, men bliver efterhånden ældre og svagere, og efter endnu engang at have nedlagt en drage, dør han af sine sår. I Beowulf digtet fejres en helt, men en helt der har sine tydelige begrænsninger. Mennesket er nemlig i bund og grund hjælpeløst, hvilket ligeledes kommer til udtryk i et andet angelsaksisk digt, The Wanderer (Vandringsmanden), hvori endnu en helt søger en ny herre at tjene, efter at have mistet sin oprindelige herre og ven, som han havde holdt meget af. Han drømmer om gamle dages pragt og glæde ved hoffet, men vågner ved lyden af havfuglenes skrigen: The lordless man then wakes and finds/ The fallow sea stripped by cold winds/ With seabirds sousing in the spray (Den herreløse mand vågner derved og finder/ Brakvandet plaget af kolde vinde/ Og søfugle dækket af skumsprøjt). Han er alene og magtesløs. Livet er kort og smertefuldt, og synder skal der bødes for. I 1000-tallet begyndte denne dystre opfattelse af livet og døden at ændre sig, men så sent som omkring 1070 — 19 —

gav abbed Anselm af Bec i Normandiet stadig udtryk for den gamle pessimisme. Han fortalte nemlig sine munke, at de måtte gemme sig i deres kloster og vende sig væk fra familier og venner. Djævelen og hans tropper var på vej for at opsluge dem, og hvis brødrene lyttede til lægfolks skrig om hjælp, ville de også være fortabte. Deres eneste redning bestod i, åndelig set, at lukke af for verden. Anselm ønskede en klar adskillelse mellem klosterliv og verdslighed, men forlod alligevel Bec i 1093 for at blive ærkebiskop i Canterbury, hvor han ikke alene fik ansvar for munkes, men også for lægfolks sjæleliv. De bønner og meditationer han skrev, mens han stadig var i Bec, afspejler hans tidlige engagement i en ny slags spiritualitet, som henvendte sig til ikke blot munke, men alle der kunne læse latin, deriblandt mange kvinder. Anselm opfordrede dem til at læse bønnerne langsomt og lade sig inspirere til at erstatte hans med deres egne ord. Mens den tidlige middelalders religiøse praksis krævede udførelsen af bodsgerninger, pegede Anselm på et fromhedsliv, hvor det enkelte menneske fandt frem til sin egen måde at udtrykke sin tro på. Udover bøn var Anselm desuden overbevist om, at venner kan føre til Gud, for kærlighed til medmennesker kan åbne øjnene for det guddommelige. Denne holdning stod i grel modsætning til senantikkens ørkenfædre, som kunne hævde, at andre mennesker er farlige, fordi de fjerner individet fra Gud. — 20 —

Anselms nye tilgang til det åndelige liv blev videreført af cistercienserne i 1100-tallet, specielt af Bernard af Clairvaux (1090-1153) og Aelred af Rievaulx (1110-67). De beskrev Jesus som en bror og ven, fremfor den truende verdensdommer som ses i samtidens romanske kalkmalerier. I Matthæusevangeliets kapitel 24 beskriver Jesus ganske skræmmende den sidste tid, men højmiddelalderens åndelige forfattere så også en anden Jesus, der kærligt omfavner mennesker. Han kom til at fremstå som en mor, der bekymrer sig om sit barn. 1100-tallets slutning og 1200-tallets begyndelse er karakteriseret ved en gryende tro på, at mennesket kan lade sig omslutte af Guds kærlighed gennem hans søn, Jesus. Frans af Assisi (1181/82-1226) giver det enkleste og mest overbevisende udtryk for dette nye håb, for han oplevede atter og atter at møde og blive omfavnet af Kristus. Men allerede fra omkring 1200 fortalte og beskrev cistercienserne i skrifter og senere i deres kunst, hvordan Kristus på korset bøjede sig ned for at omfavne den bedende Bernard af Clairvaux. Denne omfavnelse, eller amplexus, forener cisterciensernes klosterspiritualitet med Frans af Assisis tro.

 I perioden omkring 1050-1250 skete der en gradvis ændring af kristen spiritualitet, der førte bort fra en forsagelse af medmennesket og det verdslige, og hen imod — 21 —

en omfavnelse af det jordiske som Guds skabelse og hjem for hans folk. Denne spiritualitet kan kaldes sanselig, fordi menneskets søgen efter Gud foregår blandt mennesker, som er både krop og ånd i forening. Hildegard af Bingen (1098-1179) er en fornem repræsentant for denne nye spiritualitet, hun beskriver både visioner om det andet liv og lægemidler til at helbrede kroppen. Hildegard omtalte i positive vendinger kroppens funktioner og undgik dermed den dualisme og kropsfornægtelse, som i høj grad prægede periodens kætterbevægelser. Hildegard var noget så usædvanligt som en nonne, der fik lov til at prædike offentligt, og gennem hende kan vi se kirkens større engagement i prædiken. Kort efter hendes død blev der grundlagt to broderordener, franciskanerne og dominikanerne, med det formål at sprede evangeliet til alle Europas hjørner ved hjælp af prædikenen. Brødrene nåede i 1200-tallet faktisk helt til Mongoliet. Franciskanerne og dominikanerne bidrog til det, jeg kalder den pastorale kristendom, som gjorde præstestanden ansvarlig for alle kirkens døbte. I 1215 blev det besluttet ved et stort kirkemøde i Rom, at enhver kristen én gang om året skulle indtage nadveren i sin egen sognekirke. Dermed blev det fastslået, at kirkens nådesmidler skulle gøres tilgængelige for alle de døbte. Det var ikke tilstrækkeligt at være kristen alene af navn. Den enkelte skulle deltage i det kristne fællesskab omkring nadverbordet.

— 22 —

I den tidlige middelalder begrænsede kristendommen sig primært til en overholdelse af ydre former, som dåbsritualet, fordi kirken kun havde meget begrænsede ressourcer og var ude af stand til at formidle troens indhold. Men fra slutningen af 1100-tallet blev kirkens præster som sagt mere opmærksomme på deres opgave som sjælesørgere over for lægfolk, og derfor fik skriftemål og nadver en central placering i sognets liv. Sognedannelsen blev en gevinst for lægbefolkningens religiøse engagement. Europa blev kristnet, først udefra af missionærer, senere indefra af sognepræster og andre prædikanter, der overalt spredte Guds ord. Der var selvfølgelig tabere i denne proces: kættere der nægtede at følge kirkens bud og hævdede, at deres lære var den rigtige. Det slap de ikke godt fra, idet de blev bekæmpet, først ved hjælp af prædiken og senere, for de sydfranske katharers vedkommende, i form af krig og korstog. Det var brutalt og tragisk, men for de fleste kristne førte religionen til kærlighed og håb. Hellige kvinder blev anset for at være nøglepersoner i en kristendom, som blev båret af inderlighed. Kirkens 1000-tals reform betød i princippet, at kvinder blev forment adgang til at dele præsternes liv, idet disse skulle leve i cølibat. Men allerede fra 1100-tallet var der kvinder, som trængte igennem til præsterne i kraft af deres åndelige indsigt og for nogles vedkommende visioner. Der foregik en vekselvirkning baseret på kvinders livserfaring og mænds intellektuelle tolkninger af troen. De hellige kvinder blev — 23 —

anerkendt som vigtige for præsternes spiritualitet, og så længe denne kontakt fandt sted, fornyede middelalderkirken sig. Men da kvinderne i 1400-tallets slutning blev marginaliseret og truet med forfølgelse på grund af deres religiøse aktiviteter og åndelige visdom, var middelalderens enhedssamfund ved at blive afløst af den moderne tids heksejagt. Ovenstående beskrivelse er meget forenklet, men den giver forhåbentlig en fornemmelse af den rigdom, der prægede middelalderens spiritualitet. Det er på ingen måde min hensigt her at hævde, at alt var bedre i middelalderen, kun at vise, hvad den har at tilbyde vores tid. En ny forståelse af den fælles fortid kan bremse det værditab, der truer. I en ny kristen spiritualitet inspireret af middelalderens mennesker og erfaringer findes der grobund for ny mening og sammenhæng.



— 24 —

— 92 —

 Foto: Leif Tuxen / Scanpix

Spejl & kilde

Brian Patrick McGuire

Andre bøger af Brian Patrick McGuire

Brian Patrick McGuire

pejl & kilde Den nye spiritualitet

