Tiderne skifter uddrag

Poul Abildgaard Tiderne skifter ISBN 978 87 410 0085 5 © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2017 Omslagsbillede: Lock of the door to the sacristy by Stanze. Flickr Inderomslag: Skibbykrøniken i Poul Helgensens egen hånd Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Sat med Minion Tryk: ScandinavianBook Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.Eksistensen.dk

T i d e rn e s ki f t e r Poul Abildgaard

Eks istensen

August 1533 København

P

ladsen foran Vor Frue Kirke var stuvende fuld af borgere, der trængtes foran trappen op til kirkens dør. De blev kun med besvær holdt tilbage af bevæbnede landsknægte, der alle bar biskoppens farver. Landsknægtene havde dannet en halvcirkel ved trappens fod.

Fra tid til anden måtte de skubbe til nogle af de forreste borgere, der kæmpede for at komme nærmere.

Morten mærkede sin fars hånd på skulderen. “Vi blander os ikke.

Denne vej.”

Lensmand Hvide førte Morten af sted i retning af det lukkede universitet, der lå overfor kirken. Foran universitetet havde en flok studenter taget ophold, mens de holdt øje med skuespillet foran sig. Mange af dem bar kårder ved deres side, ligesom Morten selv gjorde, som et synligt tegn på deres adelsstand. Morten vidste, at kårderne ikke blot var til pynt. Ikke sjældent kom studenterne i slagsmål med hinanden eller med byens borgere, og så flød der blod.

Ved torvets fjerneste ende stod en gruppe munke, klædt i deres forskellige ordensdragter. Nogle franciskanermunke bar hvide kutter, dominikanerne bar derimod sorte. Han bemærkede en ung munk, klædt i karmeliternes brune og hvide dragt. Det var tydeligt at munkene forsøgte at gøre så lidt væsen af sig som muligt. Deres øjne fulgte årvågent forsamlingen, som om de frygtede at mængden hvert øjeblik kunne vende sig mod dem.

Lensmanden værdigede ikke studenterne et blik, men ledte Morten forbi trappen og hen mod pladsens nordvestlige hjørne, hvor en gruppe adelsmænd havde taget ophold ved et udskænkningssted. I dagens anledning var der sat stole og borde ud, så herskaberne kunne nyde forestillingen på behageligste måde. De var let synlige i deres prangende og farverige dragter og store hatte. Også de bar kårder ved siden.

5

Lensmanden standsede og iagttog kort de adelige, indtil han fandt den person, han søgte. Så banede han sig vej og satte sig ved bordenden.

Manden var spinkelt bygget med gråt hår og skæg og vel omkring de 50. Han synede ikke af meget ved siden af lensmand Hvides korpus.

Som for at kompensere for sin ringe størrelse havde manden en stor og dyr læderhat, der helt tog fokus fra hans ansigt. Han kastede et enkelt uvenligt blik på lensmand Hvide og flyttede sig så modvilligt væk fra den uvelkomne gæst. Morten kendte ham ikke, men det var ikke så mærkeligt. Her under herredagene vrimlede byen med adelige, der var kommet for at få indflydelse på Rigets fremtid eller i det mindste forsøgte at følge med i forhandlingerne og holde sig underrettet, så de bagefter kunne træffe de rigtige beslutninger. Alle vidste at det var urolige tider, og man gjorde klogt i at vide, hvad vej vinden blæste, hvis man ville overleve. Selv fra Nørrejylland var de kommet. Dertil kom naturligvis fornøjelsen ved al den sladder, de kunne opsnuse.

Morten så sig omkring. Pladsen var fyldt til bristepunktet, og selv i de omliggende huse kunne han se opslåede vinduer i de øvre stokværk, hvorfra folk holdt øje med begivenhederne. En kvinde faldt om og der opstod tumult omkring hende. Folk havde stået der i timevis, og stanken fra gadernes skarn og de mange uvaskede kroppe gjorde det svært at trække vejret. Luften kunne næsten ses som en fysisk tåge, der lå overalt. Et par mænd fik kvinden trukket af vejen.

Morten vendte sin opmærksomhed mod studenterne, der var begyndt at synge nogle sjofle drikkeviser. Deres hæse stemmer vidnede om, at de allerede var godt berusede, skønt det endnu ikke var middag.

Han smilede for sig selv. Når universitetet åbnede efter sommeren, ville han være blandt dem. Det passede ham udmærket. De så ud til at more sig, og han ville bestemt ikke holde sig tilbage. Slut med at tilbringe den ene kedsommelige dag efter den anden på gården uden anden fornøjelse end lidt jagt og lidt kissemissen med tjenestepigerne. Nu begyndte det virkelige liv.

Morten blev revet ud af sine tanker, da hans far igen prikkede til ham og pegede op mod kirkedøren. Døren var gået op, og ud trådte en 6

lille gruppe mennesker. Med det samme genkendte Morten biskoppen, Joachim Rønnow. Biskoppen var ikke særlig høj og havde et usædvanlig blegt ansigt, der var omkranset af et tyndt mørkt hår, der ligesom indrammede hans ansigt. Tunge øjenlåg, der hang ned over sorte øjne, gav indtrykket af at stå overfor en dvask og ubegavet mand, men den fejltagelse havde hans far advaret ham imod. I kraft af sit embede som kongens lensmand havde Hvide og biskoppen ofte fælles anliggender at drøfte eller forretninger, der skulle forhandles på plads. Lensmand Hvide vidste om nogen, at biskop Rønnow var en snu og begavet modstander, der plejede at få det, som han ville have det. En ejendommelighed ved biskoppen var hans stærkt rødmende læber, der forlenede ham med et sælsomt, næsten kvindeligt, træk. Morten vidste ikke hvorfor, men følte sig på samme tid fascineret og kvalm ved biskoppens ansigt.

Lige nu så biskoppen dog ikke ud til at have det godt. Han krøb sammen i sin bispekåbe og formåede kun med møje at holde på sin værdighed.

Manden ved siden af biskop Rønnow var ganske anderledes bygget.

Lavstammet, men kraftigt bygget med brede skuldre og en rummelig brystkasse, som end ikke præstekjolen kunne skjule. Gråt skæg og gråt hår, der hang ned under hans hat. Han lignede gårdens smed, gjorde Morten op med sig selv. Selv den måde manden stod på udtrykte hans selvsikkerhed og myndighed. Her var en mand, der kendte sit eget værd. Manden behøvede ikke en biskoppelig kåbe for at udvise autoritet og myndighed. Det var første gang, Morten så Hans Tausen, den mand som moderkirken anså for djævelen selv. Tausen havde i flere år åbenlyst prædiket det lutherske kætteri, men nu var det sandsynligvis slut, for biskop Rønnow havde udnyttet, at rigsrådet var samlet til møde i København og havde indstævnet Hans Tausen for retten.

Den tredje mand kendte Morten også, om end han kun havde set ham på afstand. Det var biskoppens berømte teolog lektor Helie, eller Poul Helgesen, som han kaldtes af almuen. Som de stod der alle tre på række, var lektor Helie et hoved højere end de to andre, og hans højde fik ham til at virke ludende, skønt han stod rank. Også han havde 7

langt hår, der fik hans ansigt til at virke endnu længere og mere hesteagtigt end det i forvejen var. Buskede øjenbryn stod som to markører over hans sorte øjne, der uden frygt roligt betragtede de mange mennesker på pladsen. Mængden buhede næste lige så højt ad Helie som ad Rønnow, men modsat biskoppen virkede det ikke til at Helie på nogen måde var berørt af folkets vrede.

Larmen afløstes af stilhed, og selv studenterne tav med deres skrålen. Tavsheden bredte sig, og en sekretær trådte synligt utilpas frem med en rulle i hånden, som han begyndte at læse op fra.

“Den høje ret har bestemt følgende: Hans Tausen forvises fra Sjællands og Skånes stifter og forbydes at prædike sin kætterske lære indenfor disse to stifter. Han må ikke vende tilbage, før biskop Rønnow tillader det. Endvidere er Hans Tausen pålagt at forevise ethvert skrift han skriver til bedømmelse af den kirkelige myndighed.”

I et øjeblik var der total tavshed på pladsen. Så bredte der sig som ringe i vandet et voldsomt oprør. Mænd og kvinder protesterede med råb, og en regn af sten og skarn blev kastet i retning af biskop Rønnow.

Sekretæren trak sig skyndsomt tilbage, mens han dækkede sig med sin domsrulle. Raseriet tog til i styrke og mængden begyndte langsomt at trænge frem mod de ventende landsknægte. Selvom de slog fra sig med skafterne på deres spyd og hellebarder, havde de svært ved at dæmme op for hoben. Langsomt begyndte deres række at vige, og de blev trængt længere og længere ind mod domkirkens trappe.

Morten sprang op på bordet for bedre at kunne se. Han bemærkede ikke de omkringsiddendes misbilligende blikke, så opslugt var han af begivenhederne foran trappen. En lille mand med et ualmindelig grimt ansigt førte an i optøjerne. Morten havde ingen vanskelighed ved at genkende Ambrosius Bogbinder, manden der havde ført an i kirkestormen, der få år forinden havde vanhelliget den selvsamme kirke, som han nu atter angreb. Morten kunne høre hans hadske råb henover larmen: “Slå papisterne ihjel, før de krummer et hår på Hans Tausens hoved. Fremad folkens. Slå dem ihjel!”

8

Mængdens tryk var nu så voldsomt, at der gik hul på svendenes beskyttende kæde, og Ambrosius Bogbinder snoede sig igennem og løb sammen med en gruppe mænd op ad trappen mod Biskop Rønnow, der forfærdet trak sig tilbage. Men mændene nåede ikke langt, før Hans Tausen trådte frem og bredte sine arme ud. “Ingen krummer et hår på Biskop Rønnows hoved, så sandt jeg står her. I lader ham i fred.”

Det var ikke en appel, det var en ordre, og så myndig og kraftig klang hans stemme, at mændene standsede deres stormløb, og selv mængden på pladsen stoppede med at mase sig igennem landsknægtene. Ambrosius Bogbinder og hans følgesvende stod kun få skridt fra Hans Tausen.

“Det mener du ikke? Vil du forsvare den nidding, som lige har smidt dig ud af byen? Vanvid!” Ambrosius Bogbinder vendte sig om og slog ud med armen henover folk. “Se dog, menneske, du har alle med dig.

Hele byen står bag dig.” Han vendte sig mod mængden og råbte: “Længe nok har vi døjet under papisternes åg, og nu er bægeret flydt over.

Det er tid at jage den usle biskop af gårde!”

Mængden besvarede Ambrosius ved at råbe ukvemsord efter biskoppen, der krøb sammen bag Hans Tausens skuldre: “Evangeliet skal ikke sejre ved at slå biskoppen eller nogen anden ihjel. Det bliver over mit lig. Gå hjem, godtfolk. Kast stenene fra jer og gå roligt bort herfra. Jeg lover jer, at jeg vender tilbage. Gå hjem!”

Morten kunne se, hvordan hans myndighed næsten tvang folk til at adlyde ham. Selv ikke Ambrosius Bogbinder vovede at protestere, og inden længe begyndte mængden at gå i opløsning. Landsknægtene benyttede lejligheden til igen at danne kæde om trappen. De munke, som Morten havde bemærket tidligere, havde for længst forladt torvet af frygt for mængdens vrede. Langsomt tømtes pladsen, indtil kun de efterladte sten lå tilbage. Skodder blev lukket og vinduer haspet i, og pladsen lignede til sidst sig selv. Hans Tausen og de to andre mænd rørte ikke på sig, før den sidste skumlende borger havde forladt pladsen.

Først da drejede de om og gik igen ind i kirkens kølige og mørke indre.

Kun studenterne sad tilbage. De fortsatte uanfægtet deres drikkeri.

9

Morten hoppede ned fra bordet og gik hen til sin far, der tankefuldt sad og suttede på sin underlæbe. Lensmand Hvide var ikke køn. Hans fedme gjorde hans ansigt rundt og blegt, og hans øjne syntes at forsvinde ind i fedtet, der kun efterlod to smalle sprækker, ud fra hvilke han kunne betragte verden. Ikke desto mindre vidste Morten, at hans far så mere gennem disse sprækker, end de fleste gjorde med vidtåbne øjne.

“Der optrådte i sandhed en kommende biskop,” kommenterede lensmanden tørt, uden at man kunne vide om han talte til Morten eller sidemanden. “Vi må håbe, at han indskrænker sig til at lede kirken og ikke blander sig i andre sager. Han vil være svær at udfordre for slet ikke at tale om at besejre.”

Morten svarede ikke på sin fars kommentar. Han vidste, at hans far altid vurderede andre mennesker ud fra et meget enkelt princip: Ven eller fjende, en mulig samarbejdspartner eller det modsatte. Han var faktisk ikke sikker på, at det ikke også gjaldt i forhold til ham selv.

Lensmanden ytrede sig meget sjældent, hvis ikke aldrig, om sit syn på Morten eller Mortens storesøster, Birgitte. For Morten var det, som om hans far havde virket mere irriteret end bedrøvet, dengang hans storebror, Knud, døde få år tilbage, og Morten kunne huske, hvordan hans far havde siddet og betragtet ham ved begravelsen. Morten havde følt sig utilpas under farens vurderende blik. Få uger efter var han blevet kaldt ind til sin far, der havde fortalt ham i korte vendinger, at Morten nu var arving til slægtens gård, Ledreborg, og at Morten måtte påtage sig Knuds forpligtelser. Siden da havde det ikke skortet på ordrer fra farens side, og Mortens frie liv forsvandt i pligter og arbejde. Selvom Knuds navn sjældent var blevet nævnt siden, havde Morten altid haft en følelse af, at faren sammenlignede ham med storebroren, og at sammenligningen ikke faldt ud til Mortens fordel, uanset hvor megen umage han gjorde sig. Men nu kunne han snart være ligeglad. Om et par måneder skulle han studere, og så var han fri. Han sukkede af lettelse ved tanken og så misundeligt hen mod gruppen af studenter.

10