Kåre Gade
Tradi tionen tro Eksistensen
Kåre Gade Traditionen tro I serien Kristendommen ifølge … Isbn 978 87 410 0898 1 © Kåre Gade & Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2022 Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet Sats: Eksistensen Sat med Source Serif og Grouch BT Forfatterfoto © Heiner Lützen Ank Tryk: Latgales Druka, Letland Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK • 1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Indhold
7 Indledning 13 Barnetroen 19 Teologien 29 Gudstjenesten 41 Salmebogen 51 Ånden 63 Bønnen 75 Nåden 85 Apokalypsen 97 Evigheden 107 Afslutning
Indledning
En eftermiddag i august 1981 stod jeg sammen med en kammerat på hjørnet af Langelandsgade og Vestre Ringgade i Aarhus. Vi bøjede nakkerne bagover og betragtede den store efeu, der voksede op ad Statsbibliotekets bogtårn. “Mon den er nået hele vejen op, inden vi er blevet kandidater?” filosoferede min ven. Vi var fra den samme by og havde spillet i band sammen i gymnasiet. Nu skulle han begynde på statskundskab og jeg på teologi, og vi var mødtes for at gå en tur i Universitetsparken for at få en fornemmelse af det nye liv, vi stod på tærsklen til. For mit vedkommende var det et næsten ubegribeligt langt forløb, der lå foran mig. Teologistudiet var dengang normeret til syv år, hvis man var samfundssproglig student. Det var faktisk min samfundsfagslærer på gymnasiet, der 7
havde anbefalet teologistudiet. Han var SF’er, men kaldte sig værdikonservativ – det var ikke et almindeligt ord i 1970’erne – og han mente, at uddannelserne på både humaniora og samfundsvidenskab var blevet ødelagt i kølvandet på studenteroprøret. Teologi var efter hans opfattelse det eneste klassiske universitetsstudium, der stod nogenlunde uspoleret tilbage. Samtidig var teologi, forstod jeg, “studiet om alting” – sprog, filosofi, antropologi, historie, kultur, politik. Og nå ja, så naturligvis kristendom. Jeg tror, det tiltalte den akademiske snob, som boede i mit 20-årige jeg. Jeg ville gerne være sådan en, der vidste noget om alting. Og mens vi den augustdag gik rundt mellem de endnu sommerferiestille gulstensbygninger, var det let at forestille sig selv fordybet i tykke bøger eller i åndfuld samtale med piberygende professorer. Men da vi standsede foran bogtårnet for at gå hver til sit, mærkede jeg også vægten af det, der ventede. Årtusinders ophobet visdom stablet i 17 etagers højde. Hvor skulle man begynde, og ikke mindst: Hvordan skulle man nogensinde kunne blive færdig med studiet om alting? Det blev jeg så heller ikke. Da jeg efter ni år som indskrevet på teologi havde brugt de sidste 8
tre på at spille musik og ikke var kommet i gang med mit speciale, rakte Bertel Haarder – i sin daværende inkarnation som forskningsminister – mig en hjælpende hånd, da han fik indført bachelorgraden på de danske universiteter. På teologi blev graden ganske vist hurtigt afskaffet igen (for hvad skal man bruge en bachelorgrad i teologi til?), og den kom først tilbage i begyndelsen af det nye årtusinde. Men i den korte periode, den eksisterede på teologi sidst i 1980’erne, nåede jeg at få papir på det, som jeg ynder at kalde “en meget stor bachelorgrad” – og dermed adgang til dimittendsatsens forjættede land, hvor jeg kunne hellige mig musikken. Jeg droppede med andre ord ud af teologistudiet kort før mål. Jeg ved ikke, hvor mange bøger, jeg nåede at læse inden, eller hvor mange åndfulde samtaler, jeg nåede at deltage i. Men jeg forlod universitetet med fornemmelsen af kun lige at have skrabet i overfladen af studiet om alting. Jeg fik aldrig, som vi yndede at sige, slugt bogrullen – en studentikos henvisning til profeten Ezekiel, som jeg nåede at stave mig igennem på hebraisk: Ezekiel sluger bogrullen med Guds ord og konstaterer, at den er sød som honning i munden. 9
Faktum er, at jeg siden, hver gang jeg er i selskab med teologiske kandidater – og det er jeg dagligt – har været pinligt bevidst om, at jeg kun er en halvstuderet røver. Ad omveje endte jeg ganske vist med at blive kirkejournalist, men journalister er som bekendt også bare halvstuderede røvere, der lukrerer på klogere menneskers indsigter og viden. Så at netop jeg skulle være kvalificeret til at skrive en bog om kristendommen, virker en smule urimeligt over for de studiekammerater, der blev færdige, og som oven i købet siden har fortsat ‘studiet om alting’ som præster eller forskere. Ja, selv med en kandidatgrad i ryggen ville det forekomme mig lettere megalomant at lægge navn til en bog med undertitlen “Kristendommen ifølge …” Omvendt vil jeg være den første til at insistere på, at kristendommen ikke er forbeholdt teologerne at mene noget om, endsige at have et forhold til. Lyset er ikke for de lærde blot, og da især ikke i Danmark, hvor arven fra både Luther og Grundtvig har givet lægfolket afgørende indflydelse på folkekirken. Derfor vil jeg gå til opgaven, ikke som falleret teolog, men som den lægmand, der ved nærmere eftertanke nok 10
alligevel slugte en pæn bid af den honningsøde bogrulle under sit lange, men uforløste ophold i Det teologiske Fakultets hellige haller. For selv om der hverken kom en kandidat eller en præst ud af det, så blev teologistudiet min vej ind i kirken, kristendommen og troen. Om det, og hvad der fulgte, vil jeg gerne fortælle til hvem, det måtte interessere. Min kammerat droppede i øvrigt også ud af statskundskab og blev optaget på musikkonservatoriet. Og efeuen var stadig langt fra toppen af bogtårnet, da den 40 år senere blev revet ned af en januarstorm.
11