Troens perspektiv by Eksistensen

Troens perspektiv i Kierkegaards opbyggelige taler

Helle Møller Jensen Preben Kok George Pattison

Eksistensen

Indhold

Den store og den lille historie 6 Troens Forventning 9 En overvejelse Dialog skrevet på baggrund af Søren Kierkegaard:

“Troens Forventning. Nytaarsdag” 13 fra To opbyggelige Taler, 1843

At trænge til Gud 39 En overvejelse Dialog skrevet på baggrund af Søren Kierkegaard:

“At trænge til Gud er Menneskets høieste 43 Fuldkommenhed” fra Fire opbyggelige Taler, 1844

Pælen i kødet 73 En overvejelse Dialog skrevet på baggrund af Søren Kierkegaard:

“Pælen i Kjødet” 77 fra Fire opbyggelige Taler, 1844

Imod Fejhed 103 En overvejelse Dialog skrevet på baggrund af Søren Kierkegaard:

“Imod Feighed” 107 fra Fire opbyggelige Taler, 1844

Den rette bedende 147 En overvejelse Dialog skrevet på baggrund af Søren Kierkegaard:

“Den rette Bedende strider i Bønnen og seirer 151 – derved, at Gud seirer” fra Fire opbyggelige Taler, 1844

Tak

184

Den store og den lille historie Et menneske lever hele tiden med to historier. Den store historie går over al forstand, for den fortæller, at Gud har al magt i himlen og på jorden, og at han elsker mennesker. Den lille historie indeholder det, vi fortæller os selv om vores liv – altså det vi har bevidstgjort af erfaringer, tanker og følelser. Den handler således om, hvordan man har det med sig selv og med andre mennesker. Den koncentrerer sig om de kræfter og den vilje, mennesket har til rådighed og kan bruge, når det skaber sit eget liv. Gennem adskillige år er den lille historie blevet dominerende i en sådan grad, at den store historie er gledet i baggrunden. Derfor vil vi fokusere på den store historie i disse fem opbyggelige taler af Kierkegaard.1 Helt bogstaveligt følger vi Kierkegaards opfattelse af dem som “samtaler”, og derfor findes de her gengivet som dialoger i et nutidigt sprog.2 Fra fodnote 3 henvises til bind 5 i den trykte udgave af SKS (Søren Kierkegaards Skrifter), København 1998. 1 I de senere år har der været en voksende interesse for De opbyggelige taler, men det til trods, er de stadig underrepræsenteret i sekundærlitteraturen. Ikke desto mindre er der, i modsætning til det traditionelle synspunkt, at de udtrykker en enkel kristen dogmatisk lære, forskellige forskere der har lagt mærke til den dialogiske eller sokratiske kvalitet i talerne. Det inkluderer George Pattison: Kierkegaard’s Upbuilding Discourses. Philosophy, Literature and Theology (London: Routledge 2002), Albrecht Haizmann: Indirekte Homiletik: Kierkegaards Predigtlehre in seinen Reden (Leipzig: Evangelische Verlagsanstalt 2006), og Tim Hagemann: Reden und Existieren. Kierkegaards antipersuasive Rhetorik (Berlin: Philo 2001). På denne baggrund mener vi, at vores omskrivning af disse opbyggelige taler har et godt fundament i den nuværende Kierkegaardforskning. 2 Kierkegaard skriver i forordene til De opbyggelige taler fra 1844, at når læseren tager imod med højre hånd, det som forfatteren giver med højre hånd, så transformeres den opbyggelige tale til en samtale. SKS 5,183 og SKS 5,231. Talernes mundtlige præg udtrykkes også i et forord fra 1843 bd. 5. 63, hvor Kierkegaard anbefaler, at man læser talerne højt for sig selv.

Talerne findes også elektronisk på hhv. www.sks.dk/2T43/txt.xml og www.sks.dk/4T44/txt.xml. I talerne svarer Kierkegaard på spørgsmål, han har fundet vigtige. I de følgende fem dialoger er KS det menneske, der har oplevet så meget alvorligt i sit liv, at overfladiskhed ikke længere er mulig, og at det kræver mange kræfter at klare dagen og vejen. Derfor stiller KS de spørgsmål og kommer med de indvendinger, præster i dag ofte møder. Kierkegaard (SK) giver sine svar og kommenterer på den nærende måde, vi har læst os frem til, når han forkynder den store historie for den, der trænger til den. Vi indleder hver af talerne med et essay, som udelukkende er tænkt som en mulig inspiration. Kierkegaards tekster er så eksistentielt dybe og dermed overraskende, at de kan komme bag på en og give gode idéer og nyttige indsiger, hvor man ikke havde regnet med det. Kierkegaard understreger det selv, når han på forskellige måder siger, at det, der bringer et menneske videre, ofte er det, som mennesket ikke selv har fantasi eller viden til at bede om. Disse essays kalder vi derfor ’En overvejelse’. George Pattison er hovedforfatter til dem, og flere af eksemplerne reflekterer hans britiske baggrund. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at alle dele af denne bog er et resultat af et frugtbart samarbejde og et fælles ønske om at nå den læser, der – måske for første gang – vil bringe sig selv i dialog med en af verdens bedste kristne tænkere.

Skovshoved, Engum, St. Monan’s juli 2021 7

Troens Forventning En overvejelse En gammel vittighed har i løbet af det sidste års tid fået nyt liv, den lyder sådan her: “Hvordan får man Gud til at grine? Fortæl ham dine planer.” Det morsomme ligger ikke i, at vi planlægger, men i den sikkerhed hvormed vi tror, vi kan føre planerne ud i livet. Nu står det klart for alle, at alting kan ændre sig på et øjeblik. En begivenhed, der virkelig ændrede alting var Første Verdenskrig, og med den som baggrund udkom erindringsbogen Farvel til alt det.3 Det er en gribende anerkendelse af, at verden som den havde set ud før krigen, for altid var borte. Den giver et indblik i, hvad epokegørende forandringer kan betyde, og hvordan de kan få mennesker til at spørge sig selv: Hvad er der tilbage at leve for, når de gamle idéer og værdier er forsvundet? Den amerikanske psykiater og filosof Jonathan Lear besvarede det spørgsmål ved at fortælle historien om den indianske høvding Plenty-Coups (1843-1932). Han var høvding for Crow-stammen og skulle lede sit folk i en tid, hvor de blev konfronteret med et folkedrab af hvide bosættere og som konsekvens mistede deres traditionelle jagtområder og blev indespærret i reservater. Disse begivenheder kostede ikke blot mange mennesker fra Crowstammen livet, men ødelagde hele samfundsfundamentet. Alt det, der tidligere havde betydet noget inden den hvide invasion, var både 3 Robert Graves: Farvel til alt det, 1929

umuligt og uden værdi. I denne situation bukkede mange stammer under i fortvivlelse. Det manifesterede sig i alkoholisme og en række sociale problemer, der stadig hjemsøger nogle af de indfødte i det amerikanske samfund i dag. Ifølge Lear var Plenty-Coups entydigt optaget af at se den nye realitet i øjnene og finde en ny måde at udleve Crow-stammens traditioner på i den hvide mands nye teknologiske verden. Lear kalder den kraft, der gør det muligt, ’et radikalt håb’. Et radikalt håb er ikke et håb om det ene eller det andet, det er ikke et håb, der retter sig imod det umulige (og dermed var det helt anderledes end det umulige håb andre høvdinge nærede til en fremtidig konkret sejr over de hvide modstandere). Et radikalt håb er helt enkelt et håb om, at det stadigvæk er muligt at finde en vej fremad – også selvom alle vejskiltene er blevet fjernet, og landskabet fuldstændig vendt på hovedet. De gamle værdier er væk, men nye opstår. Den gamle verden dør, men en ny verden fødes. Det var udfordringen for Plenty-Coups, for hans land og hans folk, men vi erfarer alle lignende udfordringer i vore individuelle liv. Den franske eksistentialistiske tænker Gabriel Marcel skelner mellem Espoir/håb og Espérance/håbende. Han mener, at sidstnævnte er det, der menes, når kristendommen taler om tro, håb og kærlighed. Håb er altid håb om det ene eller det andet – at håbe på at vinde i lotto, at håbe på at se familien til jul, at håbe på at få det længe ventede job. Men alle disse håb kan ende i skuffelse, og selvom de opfyldes, bringer de ikke nødvendigvis den glæde, vi havde forventet. Det at være håbende er noget andet. Det er den grundlæggende holdning, at uanset hvad der sker, så er der noget, man ikke kan miste, og i den kristne tro er det netop Guds kærlighed til os. Den håbende måde at være i verden på er ikke naiv. Man ved, at forfærdelige ting er sket – og vil ske. Den har sandsynligvis

erfaret ikke så lidt lidelse selv. Men den ved også, at uanset hvad der sker, er der ingen situation, hvor vi er udenfor Guds kærligheds rækkevidde. I sidste ende er det det eneste, der betyder noget, og baggrunden for ’det levende håb’ – som altid forkyndes i kirken ved menneskers skelsættende begivenheder. Set i det perspektiv bliver det at leve håbende ikke bare en måde at forholde sig til fremtiden på – det er et grundlag som gør, at man kan hengive sig til Guds nærvær. Den Gud, som også er tidens skaber. Dermed bliver tiden – gennem vores hengivelse til den – ikke længere synonym med usikkerhed og fare, fordi den kan ændre sig, men forvandles til en af de gode og fuldkomne gaver, som skaber vilkårene for den menneskelige eksistens.