Være én, men én iblandt
20 gode grunde til at synge sammen
Eksistensen
Være én, men én iblandt
20 gode grunde til at synge sammen
Af Per Krøis Kjærsgaard
© Eksistensen og forfatteren 2024
1. udgave, 1. oplag
Omslagsbillede: Lene Ejg Jarbøl
Forfatterportræt: Jeppe Lundmann
Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen
ISBN 978-87-410-1140-0
Tryk: Toptryk
Eksistensen Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C www.eksistensen.dk
i Danmark – en ny vækkelse
1. Nationalfølelse og folkelighed
Ove Korsgaard – til våben brødre!
2. Morgen
3. Livsfaser
Margrethe Vestager – et øjeblik af fællesskab
4. På poesiens vinger
Kjartan Arngrim – et poetisk los i røven
5. Kærlighed, dén kærlighed
Katrine Muff Enevoldsen – at synge sig igennem grædemuren
6. Sprog og modersmål
Bodil Jørgensen – vi stiller sjæl og krop til rådighed
7. Kulturformidling
Mathias Hammer – at øge respekten for hinanden
8. En historisk nødvendighed
Bertel Haarder – kultur er, når kunst bliver fælles
9. Sorg er kærlighedens pris
Birgitte Nielsen – sorg og sang hører sammen
10. Fællesskabets styrke – sammen “for”
Signe Svendsen – vi åbner en dør til vores sjæl
11. Fortællinger forener
Lisbeth Trinskjær – en uvurderlig kilde af fortællinger
12. Fællesskabets sfære – sammen “om”
Henrik Mielke – du er en del af et større fællesskab
13. Syng dig sund 187
Lasse Elbrønd Skovgaard – neurokemiske gevinster
14. Barndommens land
Peter Bendix Pedersen – en kropslig, sanselig oplevelse
15. Årstiderne – vores fælles åndedrag
Lone Seir – jeg elsker at føle samhørigheden
16. Det religiøse rum
Helle Krogh Madsen – at vi alle forskelligheder til trods er fælles om vilkårene som mennesker
17. Kriser og traumer
Torben Hjul Andersen – vi synger efter håbet
18. Den høje tid
Dy Plambeck – vi indgår i et kredsløb af ord og åndedræt
19. Aften
Torben Vind Rasmussen – steder hvor sandheden synger
20. Den spontane livsglæde
Rasmus Skov Borring – vægtløs mens det sker
Litteratur
Forord
Idisse år synes en bog om fællessangens berettigelse og nødvendighed overflødig. Fællessangen breder sig overalt. Ikke mindst i kraft af DR, som for alvor har fået øjnene op for den danske sangskat.
Da coronavirus ramte verden, var de fleste helt uforberedte på pandemiens enorme konsekvenser. Verden lukkede ned. Der blev indført begrænsninger og restriktioner på en måde, som kun få har kendt magen til. Mange steder i verden blev pandemiens indbyggede tragedie grobund for konspirationsteorier og fakenews. Man så lande, hvor folk gik på gaden i vrede protester mod myndighedernes forholdsregler. Lande, hvor konflikter og mistænkeliggørelse fyldte den politiske dagsorden.
I Danmark begyndte vi at synge!
Men hvad er det, fællessangen gør ved os? Hvad kan den danske sangskat? Hvorfor synger vi? Det er noget af det, jeg med denne bog har sat mig for at undersøge.
Bogen begynder ved morgensangen på Osted Efterskole. På vej op ad trappen til skolens foredragssal, hvor Grundtvig troner fra hæderspladsen over flyglet, fulgtes jeg en dag med Kasper fra 9. klasse. Klokken var få minutter i 8.
Som de fleste ved, så er morgener ikke det bedste tidspunkt for 15-årige drenge. Slet ikke. Og her var Kasper ingen undtagelse. For ham var trappen til 1. sal en næsten uoverstigelig forhindring, og morgenundervisning et helt urimeligt forlangende. Nærmest på udåndingsluften fik han fremstønnet “Hvor .. for .. skal .. vi .. synge .. hver .. dag?” Når man hele sit voksne liv har arbejdet i den frie skoleverden, var det et temmelig vildt spørgsmål at få. Vi synger nemlig ret meget på efterskoler og friskoler. De fleste steder begynder og/eller slutter dagen med fællessang. Vi synger til lærermøderne. Vi synger, når skolerne mødes indbyrdes. Vi synger, når forældrene er på besøg. Vi synger, når skoleåret starter, og når det slutter. Ingen spørger nogensinde om “hvorfor”. Man synger bare.
Min første indskydelse var da også at ty til et automatsvar: “Kom nu bare op på din plads.”
Da jeg efter morgensang kom ned på mit kontor, rumsterede Kaspers spørgsmål stadig i baghovedet. “Hvorfor synger vi?” I virkeligheden var det jo et rigtig godt og relevant spørgsmål.
Som elev på Osted Efterskole synger man tre sange eller salmer hver morgen. Mindst to sange hver aften. Man synger til højskoletime, fælleskor og fredag eftermiddag. Man synger i weekenden og til arrangementer. Der er 42 uger på et skoleår. Alt i alt synger Kasper og de andre elever således nok i omegnen af 1.500 sange i løbet af et efterskoleophold. Så er det vel ikke helt urimeligt at bede om en begrundelse.
Det skulle han få! De næste uger fik Kasper og de andre elever en ny grund hver dag. En begrundelse for fællessang. Han blev nok lidt træt af det, han havde sat i gang, for da vi først var kommet i gang, var det svært at stoppe. Det blev til alt 20 grunde. Sanggrunde.
Sådan kan det gå, når man stiller spørgsmål.
Siden er det blevet til talrige fællessangsforedrag rundt om i landet med samme titel: “Hvorfor er det nu, vi synger?” Foredraget er nu blevet til denne bog, hvor læseren i mere grundig og udvidet form føres igennem de samme grunde, som Kasper blev udsat for. Forhåbentlig vil bogen give inspiration til de læsere, der elsker at synge. Dem, der står for morgensamlinger på landets skoler og uddannelsesinstitutioner. De mennesker, der står for arrangementer, hvor fællessangen kan indgå – eller dem, der bare er nysgerrige på “det dér fællessang”. Bogen kan anvendes som håndbog og opslagsværk – eller læses fra ende til anden. Formen betyder, at der vil være gentagelser, når kapitlets tematik indbyder til det.
Udgangspunktet for bogen er naturligvis Højskolesangbogen. Det er nemlig dén, der er vores referenceramme, når det handler om fællessang. Den går på tværs af tilhørsforhold til partier, foreninger og landsdele. Vi kan alle kalde det for “min sangbog”. Når en sang i denne bog omtales, henvises til sangens nummer i 19. udgave (fx HS 147). Der er også enkelte afstikkere til Den Danske Salmebog (DDS), Efterskolesangbogen (ES) eller Friskolesangbogen (FS).
Bogen er skrevet med enkelthed for øje. Den starter med et kort kapitel om den folkelige sangs historie og aktuelle status. Dette skal ses som en kort indføring i den danske fællessangskultur og kan tjene som fundament for de efterfølgende kapitler. Kapitlet – og bogen – er derimod ikke tænkt som en afhandling om fællessang som fænomen eller en omfattende gennemgang af den folkelige sangs historie. Her henvises i stedet til andre og langt bedre værker som fx Karl Clausens Dansk Folkesang gennem 150 år, Sanghåndbogen fra Højskoleforeningens Forlag,
8
Være én, men én iblandt
Den danske sang af Philip Faber eller nogle af de andre titler, man kan finde i bogens kildeliste. Man kan også med udbytte læse Fællessang – fælles sag? af Henrik Marstal og Lea Wierød Borčak, som er udkommet under denne bogs tilblivelse. Bogen her er helt uvidenskabelig – og ønsker alene at fortælle gode historier om fællessang og fællessange.
Bogens centrale afsnit består af en række kapitler, der hver på sin måde behandler de enkelte begrundelser for fællessang. Sang-grunde. Hvert kapitel har den samme opbygning og består af fire elementer:
1. Tematikken behandles med eksempler fra sangskatten
2. En kendt dansker eller relevant fagperson med hang til fællessang får ordet
3. Baggrund og anekdoter om 2-4 sange, der er relevante for kapitlets tema
4. En inspirationsliste med andre relevante ideer og appetitvækkere fra sangskatten
Kapitlerne forsøger således at perspektivere et bestemt tema. De er fyldt med gode historier og anekdoter om mange af vores elskede sange og de digtere og komponister, der står bag, ligesom en del nye sange omtales. En række kendte danskere vælger deres yndlingssange og perspektiverer samtidig fællessangen i forhold til kapitlets tematik. Denne opdeling i forskellige sanggrunde er naturligvis kunstig. Mange af dem lapper over hinanden, og man vil ofte i bogen kunne argumentere for en anden inddeling eller placering af sange. Man skal tænke bogen som en helt uformel og uvidenskabelig samtale om fællessangene, fællessangen og dens væsen. Bogen rummer 20 gode grunde til at synge. Der er utvivlsomt mange flere.
God fornøjelse.
Fællessang i Danmark – en ny vækkelse
Iøkonomiafdelingen i en større dansk kommune blev det for et par år siden bestemt, at kontormøderne skulle starte med en fællessang. Opfordringen kom fra nogle medarbejdere, og kontorchefen var straks med på ideen. Det ville være en god og fællesskabsdannende måde at starte møderne på. Ret hurtigt blev det dog klart, at der var en række udfordringer ved projektet. Først og fremmest blufærdigheden. For en del af medarbejderne var det stærkt grænseoverskridende at skulle synge sammen; at høre sin egen stemme med toner på, når man ikke er vant til det. Og så lige ved siden af den kollega, som man netop har holdt møde med om kommunens cash-flow.
Med fare for at blive kønsnormativ, så var de fleste i denne gruppe nok mænd. De samme mænd, som man nogle gange ser til julegudstjeneste, begravelse eller skoleafslutninger, hvor de virker stærkt ukomfortable i situationen. Svedende eller rødmossede med salmebog, sangbog eller sangblad i hånden kender de godt præmissen – nemlig at vi skal synge sammen. Fælles. Det er bare så uvant og grænseoverskridende at give slip på sig selv. At være, hvad nogen opfatter som umandig. Dér sidder de på rækken. Stirrer stift ned i sangbogen. I bedste fald bevæger de læberne let for at illudere deltagelse, men oftest er munden tæt lukket. Det pudsige er, at mange af disse mennesker godt kender fællessangens berusende glæde. Nemlig dér hvor man, efter et par fadøl på stadion, synger med i et susende kor på favoritklubbens slagsange eller vores nationalmelodi – men mere om dette senere.
En anden forhindring for økonomiafdelingens fællessangsprojekt var, at der ikke var nogen på kontoret, der kunne akkompagnere. Det måtte foregå helt uden musikledsagelse, og det gør ikke tingene lettere, når man ikke har noget at støtte sig til – og gemme sin stemme lidt bagved. Man bliver meget synlig, og det kræver mod – og lidt kunnen – at synge acapella. Kontorchefen satte fællessangen i gang ved at tælle “1 - 2 - 3”, og så startede man. I hver sin toneart.
Endelig var udfordringen, at det fælles sangkatalog var meget begrænset. Medarbejderne, hvoraf ganske mange havde gået i den danske folkeskole, kendte ikke ret mange sange. En smuk sensommerdag foreslog en medarbejder, der havde kendskab til Højskolesangbogen og fællessangstraditionen, “Septembers himmel
er så blå”, men det måtte opgives. Dén var der ikke nogen, der kendte. I stedet sang man “Vuffelivov”.
Med andre ord stod man med en gruppe mennesker, hvoraf mange var blufærdige. Man manglede en musiker, og man havde ikke en fælles referenceramme at trække på. Resultatet blev, at man efter nogle uger med børnesange og Shubidua opgav projektet. En mandag formiddag med “Mariehønen Evigglad” forekom alligevel lidt fjollet for en gruppe voksne medarbejdere på rådhuset.
Andre steder har fællessangen imidlertid bedre fat. Op gennem 00’erne og 10’erne har der været en stigende interesse for den danske fællessang. Ansa Lønstrup, lektor emerita ved Aarhus Universitet, udtalte i 2002 til Kristeligt Dagblad: “Der er ikke nødvendigvis tale om et danskheds-korstog, men snarere om en ny bevidsthed om, at vi skal tage os lidt sammen, hvis vi vil holde vores danske sprog og kultur levende i et flerkulturelt samfund.”
Carl Nielsen ville i 2015 være fyldt 150 år. I den anledning lancerede DR en række initiativer med fællessang som udgangspunkt. Carl Nielsen har jo skrevet melodier til nogle af de største fællessangs-hit, og det skulle fejres. P2 oplevede et stort boost i lytterskaren med programmet “Din danske sang – Top 50”. Her kunne danskerne indsende deres favoritsange med en begrundelse for valget. Det blev en af P2’s større succeser. Interessen var meget stor. Det strømmede ind med forslag og personlige oplevelser og anekdoter med de mange sange. Ikke kun fra P2’s normale lytterskare, men også fra unge, der havde været på efterskole eller højskole. Programmet kulminerede med en koncert i DR-koncerthuset, hvor top-10 blev afsløret og sunget under ledelse af pigekoret. Ved den lejlighed fortalte daværende kanalchef Jakob Marstrand, at man var overrasket over den store interesse, men også over sangvalget. Programmet var sat i søen for at fejre
Carl Nielsen som komponist, og P2 havde håbet, at hans sange ville blive bredt repræsenteret, men man var naturligvis spændt på resultatet. Heldigvis kom en række af Carl Nielsens melodier på listen – men også en række nyere højskolesange, hvis udbredelse ikke var kendt hos DR. Med en vis stolthed kom denne bogs forfatter også på hitlistens “Top 10” med to sange, nemlig “Kære Linedanser” og “Gi’ os lyset tilbage”, som omtales nærmere senere i bogen.
DR’s initiativer omfatter også de meget elskede “Så syng da Danmark”-koncerter. Her synger DR-pigekoret for på mange af de elskede sange under ledelse af først Michael Bojesen, så Philip Faber og senest Charlotte Rowan. Under coronapandemien lancerede DR morgensang med Philip Faber og andre værter.
Være én, men én iblandt
Disse fællessangsinitiativer har formentlig i høj grad været med til at få fællessangen endnu bredere ud, men de er nok ikke alene årsagen til fællessangens genkomst.
I en tid, hvor det politiske landskab polariseres i mange lande, og hvor globaliseringen kan opleves som uoverskuelig, måske endda truende, kan der være behov for meningsfulde fællesskaber. Man har brug for fællesskabsdannelse, samvær og tryghed. Man har brug for at samles om et fælles tredje. Som Rune Lykkeberg udleder i sin bog Vesten mod Vesten, oplever befolkningerne i mange vestlige lande tab af indflydelse, fordi magten flytter fra den lovgivende til den udøvende magt. Regeringerne har tiltagende magt på bekostning af parlamenterne. I sådan en situation ligger befolkningernes bedste indflydelsesmulighed ifølge Lykkeberg i den praktiske magtkritik. Man samles om kritikken af magthaverne og eliten. Man samles om forargelsen over hykleri, krænkelser og grådighed. Man ryster på hovedet over personfnidder, magtkampe og mudderkastning.
På denne måde bliver diskursen destruktiv. Et fællesskab MOD noget andet. Mod ens egen regering. Ens eget parlament. Mod “de rige”. Mod “de andre”. Mod “de fremmede”. På den måde bliver det modsætningerne og modstanden, der bliver definerende for fællesskabet og sammenhængskraften.
Alt det går fællessangen på tværs af og rammer en pæl gennem. Den definerer et fællesskab, som italesætter dét, vi kommer af, dét, vi står på, og det menneskeliv, vi lever. Et fællesskab OM noget. Fællessangen sætter ord på de drømme og forestillinger, vi bygger vores tilværelse på. På det, vi er fælles om, nemlig et ubegribeligt menneskeliv på godt og ondt. Satte som vi er på jorden med en historie, vi kommer af, og en fremtid, vi bevæger os imod. I fællessangen oplever vi, at vi ikke er støvfnug, der frit og formålsløst svæver i rummet, men i stedet led i en kæde, der forbinder mennesker og tid. Både med de mennesker, der var her før os. Med dem, der er vores samtidige, og med de kommende generationer. Dykker man lidt længere ned i den folkelige sangs baggrund og fundament, får man øje på mange forskellige grunde til at synge. Livsglæde og sorgbearbejdelse. Nationalfølelse og selvopfattelse. Kærlighed og historisk bevidsthed
I de følgende 20 kapitler gennemgås nogle af disse grunde.