Vejen, Sandheden og Livet

Page 1



Lars Muhl

Vejen, Sandheden og Livet Eksistensen


Lars Muhl Vejen, Sandheden og Livet I serien Kristendommen ifølge … Isbn 978 87 410 0743 4 © Lars Muhl & Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2020 Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet Sats: Eksistensen Sat med Source Serif og Grouch BT Forfatterfoto © Jette Harthimmer Tryk: Latgales druka, Letland Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK • 1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.Eksistensen.dk


Indhold 7 17 31

Døden og livet Riften i hjertet er skriften på væggen Kristi efterfølgelse, eller hvordan jeg holdt op med at ryge

37 Yeshuas hånd 41 Verdens første foto­grafi 47 Godt nyt – Det aramæiske Ny Testamente 53 Healing 67 Det Knuste Hjertes Madonna 73 Møde med Myrna af Soufanieh 77 Min skytsengel 81 Essenerne 101 Praksis 107 Rejsen til himmeriget begynder her



Døden og livet

Min søster var seks, og jeg ni år gammel, da hun døde af en hjernetumor. Året var 1960. Det sidste besøg på Aarhus Kommunehospital står for altid lysende klart. Mine forældre havde købt den cykel, hun så brændende havde ønsket sig til sin forestående fødselsdag, og bragte nu vidunderet med ind på stuen, hvor min søster, med hovedet indbundet i gaze, tog imod os omgivet af et uvirkeligt lys, som syntes at tage til, for hver gang vi besøgte hende. Jeg så det med det samme, det melankolske udtryk i hendes øjne. Jeg ved, at dette ikke er en efterrationalisering, for der herskede en sjælelig forbindelse mellem hende og mig, der altid stod åben og betød, at vi havde en direkte kontakt, der ikke havde brug for ord. Nu genkendte jeg i hendes blik en bedrøvelse, der ikke havde med cyklen at gøre, men mere drejede sig om det faktum, at hun var klar over, 7


at mine forældre havde brugt deres hårdt tjente penge på noget, de i virkeligheden ikke havde råd til, og som hun var klar over, at hun aldrig ville få lov at opleve. Da var det, at dette uforklarlige, men forklarede lys omkring hende, der fik luften til at sitre og løfte øjeblikket ud af den virkelighed af jern, som mine forældre og jeg stod i, manifesterede sig i den opmuntrende klang i hendes stemme: “I bliver nødt til at levere cyklen tilbage, for jeg får slet ikke brug for den.” En uge senere fik vi meddelelsen om, at hun var død.

Forbandelsen Det var fra dette øjeblik, at livets tragiske omstændigheder ramte mig som en knytnæve lige i hjertekulen. For inderst inde bar jeg på en forbandelse. Et par år inden min søsters indlæggelse havde en forbigående tanke – som jeg senere forstod var opstået i et øjebliks barnlig jalousi – manifesteret en ny virkelighed, hvori min søster slet ikke eksisterede. Og nu var det umulige sket: Ønsket var blevet til virkelighed. 8


Katastrofen var mit første møde med tankens kraft. Det var, som om den forbandelse trak al livskraft og vilje ud af mig, som om den beskyttelse, jeg hidtil havde oplevet omgav mig, nu pludselig opløstes og forsvandt i et sort hul af fortvivlelse. En fortvivlelse så monumental, at jeg nægtede at deltage i begravelsen. Som om jeg derved kunne mane hende til live igen. Hændelsesforløbet omkring min søsters død blev skæbnedannende for mig. Det er der slet ingen tvivl om. I årene efter hendes død forsøgte jeg at finde en forklaring på, hvorfor hun skulle dø, inden livet rigtig var begyndt. Jeg forsøgte mig med tanken om, at hendes sjæl var så ren, at Gud derfor havde taget hende til sig, men nedenunder disse tanker lurede forbandelsen, og resten af mine ungdomsår var præget af skyld. Derved åbnede jeg, uden at vide det, op til et religiøst felt i mig. Først mange år senere forstod jeg, at netop det religiøse felt udgør det vigtigste potentiale i et menneskes liv. Det er udelukkende et spørgsmål om, hvordan man definerer begrebet religion. Når jeg i dag ser tilbage på dengang, så giver det helt klart mening, at det latinske re-ligare betyder gen-forbinde. Og 9


det er dette re- eller gen-, der indikerer, at vi på et tidspunkt har været forbundet med noget højere, og at vi, når vi inkarneres som fysiske væsener, på en eller anden måde skilles fra dette højere. Man kan derfor sige, at det meste af mit liv har været dedikeret til at finde vejen tilbage til der, hvor jeg kom fra, tilbage til der, hvor jeg føler, jeg retmæssigt hører til. Jeg har således, gennem min søsters død, altid haft et religiøst kald i mig. Som barn var jeg selvfølgelig ikke i stand til at formulere dette. Jeg kom fra et arbejdermiljø, hvor man kun gik i kirke, såfremt der var en barnedåb, en konfirmation, et bryllup eller en begravelse. Så det var ikke der, jeg kunne finde svarene på mine spørgsmål. I skolens religionsundervisning efterlod fortællingerne fra både Det Gamle og Det Nye Testamente mig med en uforklarlig fornemmelse af, at noget manglede, at noget var udeladt eller burde være anderledes. Men heller ikke det kunne jeg dengang sætte ord på.

10


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.