Mysterier fra rummet by Forlagsgruppen Bindslev

Mysterier fra rummet - P책 rejse i det ukendte

Af samme forfatter Før dette, 1973 Det magiske menneske, 1981 Mysteriet om Den store pyramide, 1988 Mysteriet om Ånden i glasset, 1988 Mysteriet om Livet efter døden, 1990 Mysteriet om Rumvæsner i fortiden, 1991 Mysteriet om De skjulte skatte, 1993 Mysteriet om Dine overnaturlige evner, 1993 Mysteriet om Magi og trolddom, 1995 Mysteriet om Syner og spådomme, 1996 Det glemte folk – bind I og II, 1996 Smid slipset mand!, 1997 Mysteriet om Kong Arthur og Ridderne af Det runde Bord, 1997 Mysteriet om Voodoo, 1998 Mysteriet om Alfer, nisser og andre underjordiske, 1998 Mysteriet om Fakirer og mirakelmagere, 1998 Læs kritisk om Trolddom og forbandelser, 1999 Mysteriet om Kannibaler og hovedjægere, 2000 Mysteriet om Frankensteins monster og livets gåde, 2001 Mysteriet om Mirakler og åbenbaringer, 2002 Mysteriet om Drømme og drømmetydning, 2003 Mysterier i fortiden, 2004 Mysterier fra det overnaturlige, 2005

Mysterier fra rummet - P책 rejse i det ukendte af Klaus Aarsleff

Dingbat

Mysterier fra rummet © Dingbat & Klaus Aarsleff, 2008 Omslagslayout og DVD-menu: Jakob Hjort/www.jakobhjort.dk Tilrettelæggelse: Kasper Nielsen DVD-materiale: SUFOI, Thomas Funk, Kasper Nielsen Fotos og illustrationer: Klaus Aarsleff, SUFOI, NASA, Simon Fellah o.a. Bogen er sat med Bembo Printed in Latvia 2008 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-91418-12-9 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Udgiveren har forsøgt at finde frem til alle rettighedshavere i forbindelse med brug af billeder, der ikke hører under public domain. Skulle enkelte mangle, vil der ved henvendelse til forlaget blive betalt billedhonorar, som om aftale var indgået.

Forlaget Dingbat Forlagsgruppen Bindslev ApS www.dingbat.dk

Indledning:

På tærsklen til et nyt univers

side 9

Uorden i det store skaberværk:

Når der falder ting ned fra himlen

side 12

Braget i Tunguska:

Dommedag fra dybet

side 25

Et hul i Arizona:

Da Jorden blev ramt af 1.500 atombomber

side 36

En ukristelig tanke:

Flere kloder og måske fremmed liv derude

side 42

Lyttekraften mod rummet mangedobles:

Mens vi venter på livstegn

side 49

De første flyvende tallerkener:

En ufo-observation i 1947

side 59

På udflugt til Roswell:

Ufo-gåden der nægter at dø

side 62

Ufoer med et gran salt:

Adamski og det galaktiske broderskab

side 75

Gådefulde drab på dyr:

Ufonauter på bøfjagt i vore kvægfolde

side 83

Der er nogle, der skriver i vores mad:

Tegn og gerninger på bølgende marker

side 89

Ufoer for alvor:

En håndfuld ufoer som stadig forundrer

side 97

Dansk pilot hilste på ufo:

Passagerfly blinkede og fik en hilsen igen

side 104

Blændet af en lysende skive:

Ufo kaster lys over bil ved Vejle

side 110

Ufoer i fjerne tider:

Fremmede rumfolk på besøg i fortiden

side 114

Det ultimative eventyr:

Danmarks første turist i rummet

side 124

Liv i rummet:

Spor af mikrober i sten fra Mars?

side 128

Beboede kloder i andre solsystemer:

En formel for liv i rummet

side 136

Det ufattelige univers:

Fra det store bang til huller uden tid

side 143

Når man slår krøller på tiden:

Ormehuller, tidsrejser og bedstefarparadokset

side 153

Portræt af en alien:

Syredryppende øgler og flyvende hvaler

side 160

Science fiction og det ukendte:

Fantasi med en videnskabelig vinkel

side 169

Religion og rumforskning:

Har Gud sĂ¸nner pĂĽ 100.000 planeter?

side 175

Henvisninger

side 180

Indledning:

På tærsklen til et nyt univers I 1899 fik amerikaneren Charles Duell et anfald af mismod. Han frygtede, at han snart skulle blive arbejdsløs, og hvad skulle der så blive af ham og hans familie. Charles Duell var leder af Det amerikanske Patentkontor, og han var overbevist om at »alt, hvad der kan opfindes, allerede er opfundet.« Opfindelsernes tid var forbi, troede Duell. Og hvad skulle han så lave? Siden er mængden af patentansøgninger vokset både støt og stærkt og i dag – 109 år senere – har patentkontoret mere travlt end nogensinde. I virkeligheden manglede kontormanden Duell ikke patentansøgninger – men fantasi, og det havde han ikke behøvet at skamme sig over. Fantasi er nemlig stadig en udbredt mangelvare. Endda i de bedste og mest tænksomme kredse. Læs blot, hvad Nobelpristageren og atomfysikeren Richard Feynman skrev i 1965: »Jeg kan ikke forestille mig, at vi vil blive ved med at gøre nye opdagelser i f.eks. de næste tusinde år. Vi kan ikke fortsætte med at opdage flere og flere naturlove. Hvis vi gør det, vil vi til sidst løbe os trætte i alle disse lag på lag af love. Vi er faktisk meget heldige, at vi lever i en tidsalder, hvor der stadig bliver gjort opdagelser. Det er ligesom at opdage Amerika – du kan kun opdage det én gang. Det er i disse år, i vor tidsalder, at vi opdager naturens fundamentale love. Det vil aldrig komme igen. Det er meget spændende, det er fantastisk, men en dag vil det være slut med denne spænding.« Hvordan kan en fremragende videnskabsmand dog finde på at sige sådan noget? Er han ikke bange for at blive til grin, ligesom

alle de af hans kollegaer, der har sagt noget ganske tilsvarende igennem århundreder? Det er næsten, som om der løber to parallelle spor i menneskehedens udvikling. I det ene spor finder vi mennesker, der kommer med aparte teorier, og som gør nye opfindelser og opdagelser. I det andet spor finder vi mennesker, der med lige så stor sikkerhed afviser de aparte teorier, ryster på hovedet af opfindelserne og negligerer opdagelserne. Undertiden er det endda de samme mennesker, vi finder i begge spor.

Masser af kloder, masser af liv Menneskets mangel på fantasi og spændstig tænkning står særligt i relief, når det gælder udforskningen af verdensrummet. Fra starten har mennesket antaget, at vi er det ypperligste, der nogensinde er skabt af Gud, og at vi er centrum i universet. For få århundreder siden stod kirken endda klar til at torturere og henrette enhver, der dristede sig til at tro, at Jorden ikke er det centrum, hvorom alt andet drejer. I dag ved vi, at Jorden blot er en planet, der kredser om en mindre stjerne i udkanten af den enorme Mælkevej. Og vi véd, at der er milliarder af galakser som Mælkevejen derude i det ufatteligt store univers.Vi ved også, at der findes en myriade af kloder i kredsløb om milliarder af stjerner i rummet. Men der er stadig mange, der mener, at mennesket er en undtagelse, og at liv i universet er en sjældenhed. Ikke fordi de ved, at det forholder sig sådan, men fordi det er for utroligt at forestille sig andet. Det er som om de stadig ønsker, at mennesket skal være centrum i universet, toppen på skaberværkets kransekage. I virkeligheden tyder alt på, at liv kan være særdeles udbredt i universet. Vældige skyer af organiske molekyler findes overalt i verdensrummets dyb, og hermed er de første byggesten til liv tilstede, hvor som helst en klode byder sig til med de rette muligheder. De første 7-8 jordlignende planeter i kredsløb om andre stjerner er allerede opdaget af danske astronomer, og i de nærmeste år forventer man at finde mange, mange flere.

Vi lever i en tid, hvor de sidste opfindelser og opdagelser absolut ikke er gjort. Tværtimod. Alt tyder på, at vi står ved tærskelen til nye fantastiske erkendelser og erobringer. Astronomernes viden om universet vokser voldsomt netop i disse år, hvilket blandt andet skyldes rumobservatorier og stærkt forbedrede radioteleskoper. Astrofysikere har beregnet, at tidsmaskiner er en teoretisk mulighed, og at de mystiske ormehuller måske kan bruges som en smutvej til andre stjerner og solsystemer. Og i Geneve er kernefysikere netop i år ved at gennemføre de første forsøg i en gigantisk partikelaccelerator, hvor det vil være muligt at efterligne universets allerførste sekunder og skabe stof af ren energi. Folk, der taler om ufoer fra andre verdener eller endda fra vores egen fremtid, er ikke længere håbløst til grin. Der findes sandsynligvis masser af liv derude i tid og rum, og måske kommer vi til at hilse på det en af de nærmeste dage … God læsning!

Klaus Aarsleff www.livsrejsen.dk

Uorden i det store skaberværk:

Når der falder ting ned fra himlen En efterårsnat i 1989 lå jeg i min sovepose på den øde Marcahuasi højslette i Peru. Sammen med to venner var jeg kørt fra Lima med en bus op til den lille landsby San Pedro. Herfra var vi vandret op i bjergene og her lå vi nu i en højde af ca. 4.500 meter og klaprede tænder. Selv om vi havde alt vores tøj på – og det vil sige tøj i flere lag – frøs vi i soveposerne. Men det generede mig ikke det fjerneste, for over mig så jeg himlen mere dybsort og stjerneklar end jeg både før og senere har oplevet det. Titusinder af små og skærende hvide punkter dækkede himmelhvælvet over mig, og mens jeg lå og betragtede Mælkevejens bånd, kunne jeg tydeligt, minut for minut, se hvordan stjernerne langsomt og lydløst gled over himmelen fra øst mod vest. Det var en fantastisk oplevelse. I en fjern fortid lå vore forfædre og studerede den samme stjernehimmel. Og de undrede sig. Guderne havde skabt jorden og menneskene og dyrene. Det var naturligt, det var der intet mystisk ved. Men hvad var dog gudernes idé med disse vandrende lyspletter på nattens sorte kuppel? Solen og Månen kunne man til nød forstå. Det var fantastiske og livgivende lyskilder, som guderne havde ophængt over Jorden for at gøre livet muligt. Månen var godt nok lidt underlig med sit blege lys, og man fortalte gerne dunkle myter om dette himmellegeme. Hos aztekerne i Mexico antog man, at Månen var skabt af en frygtsom og krysteragtig gud, og derfor smed de andre guder aske på måneskiven, for at den ikke skulle skinne med samme lys som den prægtige sol, der var skabt af den frygtløse krigsgud Huitzilopochtli. I Antikkens verden blev Månen knyttet til underjordiske, ubevidste og mørke kræfter, den blev symbol for den ulydige og forvorpne kvinde Lilith.

Men hvad med stjernerne? Man var overbevist om, at stjernerne var skabt med en eller anden hensigt. Ellers ville de vel ikke være der. Måske var de en slags meddelelse fra guderne til menneskene … Af denne tanke opstod astrologien – som en lære om, hvordan man ved at studere himmellegemernes og stjernetegnenes position i menneskets fødselsøjeblik også kan beskrive vigtige træk af gudernes vilje med dette menneske. Man mente med andre ord, at stjernerne og planeterne (som man troede var en slags vandrende stjerner) var sat på himmelhvælvet af guderne for at give menneskene en chance for at forstå gudernes hensigt med jorden og menneskelivet – ja, med hele skaberværket. Når man ligger en krystalklar nat højt oppe i Andesbjergene og betragter nattehimlen, kan man egentlig godt forstå, at den slags tanker kunne opstå …

Evig frygt for undergang I alle de store, gamle kulturer – fra Mexicos aztekere i vest til Japans ainu-folk i øst – betragtede man stjernernes og himmellegemernes regelmæssige bevægelse over himlen som et udtryk for guddommelig orden og metode i universet. Hvis guderne var i godt humør, ville denne regelmæssighed fortsætte, og Solen ville hver morgen stå op i øst, og forår ville hvert år følge efter den gustne vinter. Men hvad nu, hvis guderne blev vrede på menneskene? Ville de så stoppe universets gang? Ville Solen for sidste gang gå ned i vest for aldrig mere at rejse sig over den østlige horisont dagen efter? Ville Solen ved vintersolhverv blive ved med at synke mod horisonten, indtil der kun var nat tilbage og den forfærdelige fimbulvinter indtrådte? I alle kulturer frygtede man denne mulighed. Hos aztekerne ofrede man ligefrem mennesker på samlebånd for at fornøje krigs- og solguden Huitzilopochtli, så han atter ville dukke op efter natten på den østlige himmel. Og i det gamle Norden samledes præster

Aztekernes hersker Montezuma står på taget af sit palads og betragter med bævende hjerte en komet på himmelhvælvet i 1515. Han var sikker på, at den varslede store ulykker for aztekernes rige. Og det fik han ret i. Seks år senere var hans land erobret af de spanske conquistadorer. Tegningen er lavet af den spanske krønikeskriver Fray Diego de Durán i slutningen af 1500-tallet.

og astronomer ved simple observatorier for at sikre sig, at Solen i dagene efter vintersolhverv atter var på vej op. Når man så havde konstateret, at vinteren var vendt, blev det fejret ved store blotfester, hvor der også blev ofret mennesker til gudernes ære.Vinterblotfesten blev senere til julefesten – men det er en helt anden historie.

Varsler på himmelhvælvet En gang imellem skete det så, at guderne kom med en særmeddelelse på himmelhvælvet. Sol- og måneformørkelser var underlige hændelser, som mennesket så på med angst og bæven. Det fantastiske stenalderobservatorium Stonehenge i det sydvestlige England blev konstrueret over flere århundreder, ja måske endda over årtusinder, blandt andet som et redskab til at forudsige

måneformørkelser. Når først man havde opdaget regelmæssigheden og rytmen bag Månens formørkelser, blev fænomenet også mindre skræmmende. Orden og metode var genetableret. Men kometer og meteornedfald var himmeltegn, som det aldrig lykkedes at finde nogen orden på. De kom bare som overraskelser på himlen, og derfor var de naturligvis både skræmmende og ærefrygtindgydende. Man kaldte dem for jærtegn og betragtede dem som guddommelige varsler om store og skelsættende begivenheder. Den spanske krønikeskriver Fray Diego de Durán fortæller, at aztekernes kejser Montezuma d. 2. i året 1515 blev alarmeret over en vældig komet, der viste sig på nattehimlen. Han frygtede, at den var et varsel om aztekernes undergang. I forvejen hærgedes Mellemamerika på dette tidspunkt af underlige sygdomme, som lagde

Stonehenge ved Salisbury i det sydlige England er et imponerende stenalder-observatorium, som det har taget mange år at bygge. Anlægget startede som en kreds af træpæle, der senere blev erstattet af store sten. Det har været en voldsom kraftpræstation for datidens mennesker at transportere, tilhugge og rejse disse sten for 4500 år siden. Og det viser, at man lagde meget stor vægt på at holde øje med Solen og nattehimlen.

Et inka-observatorium fra Sillustani-gravpladsen i det centrale Peru. Inkaerne lagde – ligesom alle andre kulturer – stor vægt på at holde øje med himmellegemernes vandring. Man frygtede især, at der skulle være uregelmæssigheder i Solens og Månens bevægelser, idet det jo kunne være et varsel om evigt mørke og Jordens undergang.

tusindvis af indianere i graven. Montezuma var ikke i tvivl om, at guderne var vrede, meget vrede. Kometen var blot endnu et bevis. De mystiske sygdomme var influenza, mæslinger og røde hunde, som de første conquistadorer bragte med sig, da Amerika blev opdaget i slutningen af 1400-tallet. Indianerne kendte slet ikke til disse sygdomme og havde derfor ingen modstandskraft, da de europæiske børnesygdomme bredte sig som en steppebrand i Nord- og Sydamerika. Men det vidste Montezuma naturligvis ikke i 1515. Han vidste heller ikke, at Hernan Cortes fire år senere ville lande med sin flåde i Den mexicanske Golf, hvorfra han ville vandre til aztekernes hovedstad Tenochtitlán. I 1521 var aztekernes rige erobret af den hvide mand, og Montezuma var død. Kometen havde sandelig varslet undergang for Montezuma og hans undersåtter.

På Bayeux-vægtæppet fra byen Bayeux i Normandiet vises en skæbnesvanger tilsynekomst af Halleys komet i april 1066. Folk peger mod himlen og betragter undrende dette himmelfænomen. Man var sikker på, at kometen varslede skelsættende begivenheder.

På det berømte 900 år gamle og 70 meter lange Bayeux-vægtæppe fra byen Bayeux i Normandiet vises en skæbnesvanger tilsynekomst af Halleys komet i april 1066. Folk peger mod himlen og betragter undrende dette jærtegn. Vægtæppet skildrer i øvrigt normannernes invasion af England og det afgørende slag ved Hastings den 14. oktober 1066, hvor normannerne slog den engelske forsvarsstyrke. Så det er tydeligt, at samtiden opfattede kometen som et varsel om denne skelsættende, historiske begivenhed.

Mærkelige ting fra oven Engang imellem kunne det også ske, at en stjerne rev sig løs fra Guds stjernekuppel og styrtede mod jorden. Sådan et stjerneskud så man på med nogen ængstelse, men hvis man kunne finde den

Gammelt kobberstik af meteorregn. En meteor er betegnelsen for et mindre himmellegme, der falder igennem jordens atmosfære. Langt de fleste meteorer brænder op under nedfarten, men af og til når en meteor helskindet ned på jordoverfladen – og i så fald skifter den navn til en meteorit. Ofte er meteorer små sten eller støvpartikler, der stammer fra en komet. Jordens bane bevæger sig regelmæssigt igennem gamle komethaler, og så kan vi opleve en stjerneskudssværm eller meteorregn. Her er de tidspunkter, hvor det ofte kan betale sig at holde særligt øje med nattehimlen: Kvadrantiderne (3.-4. januar). Perseiderne eller St. Laurentius' tårer (12. august). Orioniderne (21.-22. oktober). Leoniderne (16.-20. november). Geminiderne (13.-14. december).

faldne stjerne, var der stor kraft at hente i den. I sine annaler fra det andet årtusinde før Kristus beretter den hittittiske konge Mursilis d. 2. med slet skjult skadefryd, hvordan hans fjende, kong Apashash af Efesos, blev udslettet af en ildkugle fra himlen. 1.000 år senere, i 467 f.v.t. faldt en himmelsten på størrelse med en kærre i Trakien, fortæller den romerske historiker Plinius. Det menes også, at den hellige, sorte sten i kabahen i Mekka i Saudi Arabien i virkeligheden er en meteorsten af nikkeljern, som folk har fundet for længe siden og omgivet med stor ærefrygt. Måske så man den ligefrem falde fra himlen, så ingen kunne være i tvivl om dens guddommelige oprindelse. Gamle tegninger og stik viser, at de mest besynderlige ting åbenbart kunne falde fra himlen. I 1503 skulle der således have været observeret en regulær regn af små kors – i hvert fald hvis vi skal tro en beretning og tegning offentliggjort i 1557 af Conrad Lychostenes, der var en forfatter og kronikør med hang til ejendommelige fænomener. Et endnu ældre træsnit viser en regn af små jernbarrer, som angiveligt faldt fra himlen over Basel engang i 1400-tallet. Den slags historier har sikkert tjent til at understrege Guds formåen og mere eller mindre uransagelige veje.

De umulige meteorer Efterhånden som naturvidenskaben vandt frem, ændrede man holdning til historierne om de mystiske ting, der faldt ned fra oven.

I Nürnberg i Tyskland oplevede de forskrækkede borgere den 14. april 1561 et grueligt himmelsyn. Dette træsnit af Hans Glaser fra 1566 og den den tilhørende tekst beretter, at »kugler, kors og rør dukkede op på himlen, hvor de kæmpede mod hinanden i en time.« De faldt derefter brændende til jorden, hvor de forsvandt i skyer af damp.Tilsidst dukkede en sort, spydlignende tingest op.

I slutningen af det 18. århundrede opfordrede Det franske Akademi alle museer og rarietetskabinetter til at smide eventuelle himmelsten ud. Man anså det for ren og skær overtro at tro på, at noget kan falde ned på jorden fra verdensrummet. Opfordringen kom, efter at der var indløbet flere hundrede rapporter om, at en hel sværm af meteorer havde ramt det sydlige Frankrig den 24. juli 1790. Samtidig blev adskillige meteorsten sendt til akademiet. De franske videnskabsmænd nægtede et tage fænomenet alvorligt. »Det er fysisk set helt utænkeligt, at sten kan falde fra himlen,« understregede man i samme anledning. Den engelske matematiker Desmond King-Hele fejede tanken om sten fra rummet af bordet: »Det er i dag den almindelige opfattelse blandt lærde i Vesten, at meteorer er atmosfæriske fænomener, hvilket i øvrigt allerede Aristoteles hævdede. Hvis det ser ud til, at meteorer falder fra himlen, er det en illusion, idet jordiske ting ikke kan falde fra himlen, der jo udgøres af himmelske ting.« Den amerikanske præsident og videnskabsmand Thomas Jefferson var af den samme opfattelse. Han grinede overbærende, da han i 1807 hørte om to professorer på Yale Universitet, der havde fundet i alt 300 pund meteorsten efter et nedfald i Connecticut. »Det er lettere at tro, at to Yale professorer lyver, end at sten falder fra himlen,« sagde han. Omkring år 1800 rasede diskussionen blandt de lærde om hvorvidt meteorsten kan komme fra rummet eller ej. Og først et pænt stykke inde i det 19. århundrede blev det almindeligt accepteret blandt videnskabsmænd, at jorden vitterlig bombarderes af støv, sten og metalklumper fra det ydre rum. Meteorstriden for 200 år siden burde vel være en lærestreg for enhver akademiker eller videnskabsmand, der skråsikkert udtaler sig om emner, som han eller hun ikke har absolut viden om. Der er i så fald tale om en lærestreg, som er gået hen over hovedet på rigtig mange, for historien vrimler med eksempler på lærde, professorer og forskere, der med stor pondus har afvist stort set alle tænkelige videnskabelige teorier og landvindinger – blot for at blive grundigt til grin, når det bagefter viste sig, at de tog fejl.

Mystiske objekter fra rummet Da man nu var blevet enige om, at meteorer virkelig kommer fra det ydre rum, begyndte man på en mere systematisk undersøgelse af og indsamling af de interessante himmelsten. Mange af dem består næsten udelukkende af nikkel og jern, andre er af sten – altså bjergarter, og endelig er der en kategori, som kaldes kulstofkondritter. Kulstofkondritter indeholder – som navnet antyder – kul. Og det er jo mærkeligt. Her på jorden er kul et resultat af organisk aktivitet, altså liv. De kulforekomster, som vi bryder på jorden, stammer fra ældgamle planterester, der er blevet presset sammen over årmillioner. Måske viser kulstofkondritterne os, at liv forekommer udbredt i universet. Det kan dog også være, at dette kul fra rummet i virkeligheden blot er grundstoffet kul, som i ren form er blevet dannet i universet sammen med alle de andre grundstoffer. Nu og da falder der imidlertid også noget ned fra himlen, som er lidt mere finurligt end blot stumper af sten og nikkeljern: I 1885 brød en minearbejder et stykke brunkul i en kulmine ved Wolfsegg i Østrig. Kulstykket delte sig, og der faldt en terningeformet metalklump på små 800

Skal vi tro de gamle kronikører, kunne man opleve sælsomme former for nedbør i tidligere tider. I 1503 en regulær regn af små kors over en ikke nærmere præciseret by i det sydlige Europa. Og i 1400 tallet faldt der små jernbarrer over Basel. Det kan ikke have været behageligt …

gram ud på minegulvet. Terningen – eller hvad det nu var – målte 67 x 67 x 47 mm og den havde en ret knortet overflade. Kulforekomsten ved Wolfsegg er op mod 60 millioner år gammel, så hvis terningen var et menneskeskabt fænomen, var der grund til at undre sig. Hvordan i alverden var den dog blevet indlejret i et stykke brunkul, der var mange millioner år gammelt? Professor i geologi, Adolf Gurlt, fra Bonn Universitet undersøgte ”terningen” og konkluderede, at den nok i virkeligheden var en gammel meteorit, som havde ramt jorden i en fjern fortid, da brunkullet endnu blot var en skov. Det har dog ikke forhindret gådevenner (blandt andre forfatteren Jacques Bergier) i at spekulere over ”terningens” oprindelse. Kan det virkelig passe, at naturen skaber en sådan kube ved en tilfældighed? Mon ikke der snarere er tale om en genstand, der stammer fra udenjordiske intelligenser, som for millioner af år siden besøgte jorden? I 1972 fandt man en hul metalkugle på New Zealand. Kuglen er 40 cm i diameter og viser tydelige spor af ekstrem opvarmning og nedsmeltning. Også denne kugle er kommet i gådevennernes søgelys. De antager, at kuglen stammer fra rummet. Måske er der tale om et stykke affald fra jordisk rumaktivitet – eller måske stammer også denne kugle fra en udenjordisk kilde, altså intelligenser på en anden klode …

Regn af glasperler I afdelingen for underlige himmelsten finder man også de såkaldte tektiter, der er glasagtige sten på normalt nogle få cm i diameter. Ofte er de dråbeformede eller de ligner små flyvende tallerkener. Tektiter findes i Australien, i Indokina, i Vestafrika, i USA, i Libyen og i Tjekkoslovakiet og en af ejendommelighederne ved de små glassten er, at de indeholder meget lidt vand. Det betyder, siger geologer, at de må være dannet ved helt ekstreme tryk- og temperaturforhold. En teori går ud på, at tektiterne er dannet ved kraftige meteornedslag på jorden. Når en stor meteorit rammer et område med

sand, vil den høje temperatur og det høje tryk smelte sandet til glas og sprede det i dråbeform over et stort område. Andre geologer mener dog, at i hvert fald nogle af tektiterne må stamme fra rummet – muligvis fra Månen. Man har faktisk fundet mineralprøver på Månen, som i sammensætning minder om fordelingen af grundstoffer i visse tektiter. Vores jord bliver altså regelmæssigt bombarderet med sten, metal og måske glasstykker fra det ydre rum. Og dette bombardement har et sådant omfang, at de lærde medlemmer af Det franske Akademi ville vende sig i deres grave sammen med Thomas Jefferson, hvis de hørte det. Det er nemlig beregnet, at atmosfæren hvert år rammes af 200 millioner mindre sten og grusstykker fra universet. Af denne haglbyge brænder langt de fleste op i atmosfæren på vej ned mod jorden. Men op mod 500 større meteorsten når hvert år helt ned på jorden, hvor de rammer overfladen med en fart, der langt overstiger en riffelkugles. Det er måske lidt forbavsende, at

Til venstre: En dråbeformet tektit og en almindelig sandsten. Øverst til højre: Tre af de langt mere sjældne tallerkenformede tektitter. Tektitter er de mest tørre minaraler der kendes med et vandindhold på 0,005 procent eller mindre. Nederst til højre: Terningen fra Wolfsegg.

kun meget få mennesker i tidens løb er blevet ramt af en meteorit. I det 20. århundrede skete det så vidt vides kun to gang, nemlig ved en bryllupsfest i Jugoslavien i 1929, hvor en gæst blev dræbt, og så i 1954 da fru E. Hulitt Hodges fra Alabama blev strejfet af en meteorsten på næsten 4 kg. Den ramte heldigvis ingen vitale dele, og efter en tur på hospitalet var fru Hodges så god som ny. Det er dog langt fra sikkert, at det bliver ved med at gå så godt. En sjælden gang bliver Jorden nemlig ramt af et himmellegeme af enorme dimensioner, og det kan medføre uhyggelige ødelæggelser. Et sådant nedslag skete sidste gang i sommeren 1908. Vi skal til Tunguska i det nordøstlige Sibirien …

Braget i Tunguska:

Dommedag fra dybet De lyse sommernætter overgik sig selv i de første dage af juli 1908. Forbavsede nordboere så forundrede til, mens himmelhvælvet blev forvandlet til et lysshow af klare farver og mærkelige skyer, der skinnede af rødt, blåt og gult. Onsdag d. 1. juli 1908 skrev Berlingske Tidende om det besynderlige fænomen: »Folk, der vendte hjem fra Kysten igaar Aftes, berettede om et Lysfænomen af usædvanlig Art, som havde holdt den lange Dags Lys endnu længere tændt og f.eks. havde tilladt endnu Kl. ca. 11.30 under aaben Himmel at læse sin Avis. Lyset, der havde en gullig Farve, udgik fra Nordhimlen. Ogsaa her i Byen blev det iagttaget; saaledes havde lyse Skyer ganske deres Dagskær, og Taarnene fremtraadte i et forhøjet, særdeles smukt lys.« Et par dage senere, fredag d. 3. juli, bragte JyllandsPosten en længere notits om det mystiske natlys, og man havde også gjort sig tanker om årsagen: »Man er tilbøjelig til at tro, at Lyset i Tirsdags skyldtes reflekteret Sollys, idet Atmosfæren har været opfyldt med stoffer, som indeholder