Herman Melville
Redburn
Af Herman Melville er tidligere udkommet på dansk: Typee – En Skizze af Livet paa Sydhavsøerne, 1852 oversat efter Typee: A Peep at Polynesian Life (1846) Mardi og en rejse dertil, 2007 oversat af Flemming Chr. Nielsen efter Mardi: and A Voyage Thither (1849) Moby Dick, 1942 oversat (og forkortet) af Peter Freuchen efter Moby-Dick; or, The Whale (1851) Moby Dick, 1947 (Politikens Stjerne-Hæfte 42) redigeret af Ole Storm efter Peter Freuchens oversættelse Moby-Dick eller Hvalen, 1955 oversat af Mogens Boisen Pierre eller Flertydighederne, 2003 oversat af Flemming Chr. Nielsen efter Pierre; or, The Ambiguities (1852) Kopisten Bartleby, 1954 (i Jens Kruuse og Ole Storm (red.): Halvtreds mesterfortællinger) oversat af Niels Haislund efter Bartleby, the Scrivener; A Story of Wall-Street (1853) Skriveren Bartleby, en historie om Wall Street, 1962 oversat af Anders Saustrup Skriveren Bartleby, 2000 oversat af Henrik G. Poulsen Encantadas, de fortryllede øer, 1964 oversat af Lis Thorbjørnsen efter The Encantadas; or, Enchanted Isles (1854) Manden med lynaflederen, 1956 (i Mogens Knudsen og Orla Lundbo (red.): Humor fra Amerika) oversat af Bjørn Poulsen efter The Lightning-Rod Man (1854) Israel Potter, 2006 oversat af Flemming Chr. Nielsen efter Israel Potter: His Fifty Years of Exile (1855) Benito Cereno, 1956 (Skibet og døden, 1978) oversat af Helga Vang Lauridsen efter Benito Cereno (1855) Bondefangeren, 2004 oversat at Flemming Chr. Nielsen efter The Confidence-Man: His Masquerade (1857) Billy Budd – fortopsgast, 1952 oversat af Ole Storm efter Billy Budd; Foretopman (posthumt, 1924)
Herman Melville
Redburn
hans første rejse Åbenhjertige erindringer skrevet af en ung mand af fin familie og dæksdreng i handelsflåden
oversat af Flemming Chr. Nielsen
Forlaget Bindslev
Redburn – hans første rejse er oversat fra amerikansk efter Redburn: His First Voyage © 2009 Forlaget Bindslev Omslag: Jakob Hjort / www.jakobhjort.dk Efter John Atkinson Grimshaws maleri Liverpool Docks, ca.1870 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Bogen er sat med Garamond og trykt hos Scandinavian Books Printed in Denmark 2009 ISBN 978-87-91299-43-8 Udgivet med oversættelsesstøtte fra Kunstrådets fagudvalg for litteratur Forlaget Bindslev Forlagsgruppen Bindslev www.forlagetbindslev.dk
Indhold
Et legehus for hajer Af Flemming Chr. Nielsen
9
1. Hvordan Wellingborough Redburn fik smag for livet til søs
19
2. Redburn rejser hjemmefra
26
3. Han ankommer til byen
30
4. Hvordan han slap af med sin jagtbøsse
35
5. Han køber sit udstyr, og på en trist
og regnvåd dag får han sin kost på kajerne
39
6. Han sættes til at muge ud i svinestien og smøre storstangen
44
7. Han står til søs og er i dårligt humør
48
8. Han sættes på bagbordsvagten, bliver søsyg og fortæller om flere af sine oplevelser
54
9. Sømændene bliver lidt omgængelige, og Redburn falder i snak med dem
61
10. Han skræmmes fra vid og sans, sømændene håner ham, og han har det elendigt
66
11. Han hjælper med at spule dækket og spiser derefter morgenmad
69
12. Han fortæller om én af sine skibsfæller ved navn Jackson 72 13. Han begynder at synes om livet til søs, men skifter mening
79
14. Han planlægger en høflighedsvisit hos kaptajnen
83
15. Hans miserable garderobe
89
16. I nattens mørke sendes han op for at gøre skysejlet los
93
17. Kokken og hovmesteren
96
18. Han bestræber sig på at pleje sin ånd og fortæller om en vis Blunt og hans Drømmebog
101
19. Katastrofen nær
108
20. I tåget vejr sættes han i arbejde som klokker og ser en hjord af hav-uhyrer
110
21. En hvalfanger og en orlogsmatros
113
22. Højlænderen passerer et vrag
116
23. En uforklarlig kahytspassager og en gådefuld ung dame 119 24. Han boltrer sig i rigningen som nogen St. Jago-abe
127
25. Inventaret på agterdækket
131
26. Sømanden som tusindkunstner
133
27. Han får et glimt af Irland og ankommer omsider til Liverpool
136
28. Han spiser aftensmad på Baltimoreklipperen
142
29. Redburn fortæller om sømænds fremtidsudsigter
148
30. Redburn falder i staver over en gammel vejviser
153
31. Udstyret med sin kedsommelige vejviser går han en kedsommelig tur i byen
163
32. Dokkerne
173
33. Saltsmakker og tyske emigrantskibe
178
34. Irrawaddy
183
35. Galioter, et fartøj fra Guinea-kysten og flydende kapeller 187 36. Den gamle St. Nikolai Kirke og lighuset
190
37. Hvad Redburn så i Launcelott’s-Hey
192
38. Tiggerne ved dokmurene
198
39. Skidenstræderne
201
40. Plakater og plattenslagere, trækheste og dampere
204
41. Redburn strejfer om i byen
212
42. Han træffer en gnaven gammel herre
219
43. Han tager en tur ud på landet og møder tre gratier
220
44. Han præsenterer Harry Bolton for læseren
227
45. Harry Bolton bortfører Redburn og tager ham med til London
235
46. En gådefuld nat i London
238
47. Hjemad
249
48 Et levende lig
254
49. Carlo
257
50. Harry Bolton til søs
263
51. Emigranterne
269
52. Emigrantkøkkenet
273
53. Horatierne og curiatierne
277
54. God gammel stangtobak og spunden tobak
280
55. Jacksons sidste stund nærmer sig
284
56. I ly af storbåden taler Redburn og Harry fortroligt med hinanden
286
57. Tæt på hungersnød
291
58. Skønt hun endnu ikke er i havn, agterudsejler Højlænderen mange af sine passagerer
293
59. Jacksons sidste stund
302
60. Omsider hjemme
305
61. Arm i arm er Redburn og Harry i havn
309
62. Det sidste man hørte til Harry Bolton
318
Noter
323
Et legehus for hajer Af Flemming Chr. Nielsen
I Melvilles romaner lurer der alle steder en absurd komik. Ingen kærlighed er så dyb og romantisk, at den ikke antastes af det ba rokke. Ingen følelse er så ædel, at den undviger en bitter humor. Og i Redburn rejser vor unge helt over Atlanterhavet for at besøge Liverpool, hvor hans højtelskede far opholdt sig for næsten et halvt århundrede siden. Med sig har han sin fars gamle rejsehåndbog, og med denne ’Turen går til Liverpool’ som vejviser mener han at kunne tackle enhver situation, men uhjælpeligt bliver han til grin, for vejvisere er verdenslitteraturens mindst pålidelige bøger. Gamle vejvisere fortæller os, ad hvilke veje vore fædre gik, men hvor mange af disse veje kan opspores blandt moderne boulevar der? For hvem kan gamle vejvisere være en ledetråd? Sådan funderer knægten med det umulige navn Wellingborough Redburn, og han når til den pinagtige konklusion, at næsten al litteratur er vejvisere og dermed dømt til at ende som papiraffald. Og konklusio nen er især pinagtig, fordi læserne lokkes til at tænke på Bibelen, der jo må høre til rækken af gamle vejvisere. Men det turde Melville ikke skrive – og så alligevel: da Redburn omsider erkender, at der ikke er den fjerneste lighed mellem Liver pool og hans vejviser, mellem nutidsliv og fortidsmoral, træder forfatteren frem med sin formanende pegefinger: ”Men der findes én Hellig Vejviser, som aldrig vil føre dig på vildspor, Wellingborough, hvis du blot følger den rigtigt.” Vejviseren til Paradis er altså noget andet end vejviseren til Liverpool. Eller er den? Ved at understrege den Hellige Vejvisers urokkelighed har Melville sikret sig mod forargelsen. Hans røverhistorie kan læses som rent guf – ”ingen metafysik, ikke andet end guf ” skriver han til sin engelske forlægger, der frygtede, at fortællingen om Redburn var 9
en ny Mardi. Men forlæggeren kunne ånde lettet op. Romanen Mardi, der var udkommet i 1849 (året før Redburn), lignede et tov værk af filosofiske referencer, litterære associationer og skarpsindig religionskritik. Alt det er der (næsten) intet af i Redburn. Eller det er skjult så effektivt, at romanen ikke vækker unødig uro. I hvert fald kun den uro, som udspringer af forfatterens drillerier: ”Der er scener, som må skjules bag et slør, thi så forfinet en smag har visse læsere, at de mange gange må undvære de mest forbløffende hændelser i en fortælling som min.” Ses der bort fra de tilslørede scener, er Redburn først og fremmest underholdning bygget på selvbiografi. Som 19-årig tog Melville fire måneders hyre som dæksdreng og sejlede til Liverpool. De fire måneders oplevelser er omhyggeligt registreret i romanen, og som selvbiografi er den pålidelig. Detektiviske litterater har fundet et væld af overensstemmelser mellem Melville og Redburn, og skildringen af Liverpools havnekvarter med dens tiggere og prostituerede (af dem var der næsten 3.000), nød og elendighed er ikke bare autentisk; den er tydeligvis selvoplevet og udtryk for samme afmagt og vrede, som findes i Friedrich Engels’ beskrivelse af den engelske arbejderklasse og i Marx’ og Engels’ Kommunistiske Manifest, der var udkommet i 1848. Men Melville er ingen marxist og rejsende i klassekamp, for han befinder sig skidt i politiske spændetrøjer. Se bare, hvordan det rent fysisk går ham med den formidable jægerfrakke, han har fået af sin storebror! Hellere være måbende iagttager af verdens fortrædeligheder, og vi skal to tredjedele hen i romanen, før Melville forlader sporene af det selvbiografiske og træffer den gådefulde Harry Bolton, en sexuelt flertydig ung mand med tvivlsom baggrund, der dukker op i Liverpools sværtede sømandssmøger og havnegyder. Han lokker Redburn med sig til London, og man kunne formode, at vi nu skal præsenteres for en londonsk variant af fattigdommen i Liverpool, men nej! Harry Bolton kender både til Markisen af Waterford og Markisen af Bristol, og han har været 10
på fingerkys med Lord Lovely og Lady Nådelig osv. Og den unge og belæste Redburn fra New England fatter ingenting. Nok kan han et sted i romanen konstatere, hvordan et forlist fartøj driver hen over et endeløst hav som ”tumleplads for langhalse og legehus for hajer,” men at London og Liverpool og især Harry Bolton også er legehuse for hajer, indser unge Redburn aldrig. Skønt skrevet i jeg-form har romanen tydeligvis flere forfat tere. Snart er det dæksdrengen Redburn, der fortæller; og så er det pludselig dæksdrengen Herman eller den erfarne Melville. Eller en Redburn-dengang og en Redburn-nu. Det er også den alvidende fortæller med de mange masker, der har givet hovedpersonen hans navn. Med Wellingborough antydes, at han er ”well born,” altså ud af fin familie, og familienavnet Redburns symbolik aner vi på gyservis, da der går ild i en død mand. Og der er masser af blod og rødt skæg og røde trøjer, men først og mest er Redburn det gammeltestamentlige Kainsmærke. Bortset fra skibsmodellen af glas i romanens indledende kapitel er symbolikken ellers godt gemt af vejen. Eller med forfatterens drillende sætning gentaget: ”Der er scener, som må skjules bag et slør, thi så forfinet en smag har visse læsere, at de mange gange må undvære de mest forbløffende hændelser i en fortælling som min.” Selv koketterede han med, at Redburn var en ”tobakroman.” Den skulle skaffe ham penge til tobak og whisky, for økonomisk så det i 1850 skidt ud for Melville. Hans karriere som forfatter var ellers startet så forrygende. I 1846 udkom både i England og USA Melvilles første roman Typee: A Peep at Polynesian Life. Fortællingen om sømanden Tommo, der i sit romantiske fangenskab hos kannibaler var nær ved at blive ædt, blev selvfølgelig en mediebegivenhed, og den endnu ukendte Walt Whitman kaldte den ”en sælsom, yndefuld bog, som man drømmende sidder og læser en sommerdag.” I foråret 1847 fulgte med samme succes fortsættelsen Omoo: A Narrative of Adventures in the South Seas, men den 28-årige forhen værende dæksdreng på Atlanten og hvalfanger i Stillehavet havde 11
ingen ambitioner om at skrive flere rejsebøger om erotiske oplevelser hos ”de vilde.” Han ville hellere give sig af med metafysiske spekulationer, for Stillehavet havde været hans Yale og hans Harvard. Han kendte Dante, Cervantes og Rabelais, Det gamle Testamente og Homer, men havde aldrig læst en linie af Shake speare: alle tilgængelige udgaver var med en skrift så lille, at den svagtseende sømand ikke kunne tyde den! Ikke før han var gået i land, lykkedes det ham at skaffe sig en læselig Shakespeare-udgave. Resultatet af Melvilles første forsøg på at skrive andet end eksotiske rejsebøger blev romanen Mardi og en rejse dertil, som i foråret 1849 udkom i England og USA. Desorienterede anmeldere, der havde ventet et kildrende gensyn med kannibaler og sydhavspi ger, mente, at romanen om en solbeskinnet rejse til et oceanisk fantasirige var ”tåget,” og læserne flygtede væk fra bogen. Det va rede syv år, før oplaget på 3.000 eksemplarer var udsolgt, og Mel ville kom i gæld til sine forlæggere. De tryglede ham om at skrive underholdning og spændingsromaner og holde sig langt væk fra metafysik og særlinge-stil. Oven på fiaskoen med Mardi gjorde han med Redburn et vellykket forsøg på ikke at støde an mod markedskrav. Anmelderne kaldte Redburn for ”dejlig, henrivende, humoristisk, varm og ukunstlet,” og ingen opdagede, at der var noget uransageligt ved både romanhelten og Harry Bolton, for det flertydige var flettet ind i hav-romantik og gotiske gys. Og man kunne more sig over en sømand med en kone på hver side af Atlanten og græde af medlidenhed med de fem hundrede emigranter, der på vej til Amerika udsættes for alskens lidelser. Og når forfatteren ikke kan tøjle sin lidenskab og desperation på Redburns vegne, lader han sin ironi og sarkasme skylle ned over siderne, og læserne bærer over med særhederne uden at opdage, hvad der – også – foregår i dette legehus for hajer. Allerede i januar året efter Redburn udkom romanen WhiteJacket – altså inklusive Mardi tre romaner på mindre end et år. Lige som Redburn var White-Jacket en selvbiografisk tobakhistorie, for White-Jackets oplevelser på ”verdens-fregatten” Neversink (!) er 12
bygget over Melvilles fjorten måneder på fregatten United States, hvor han var påmønstet som sømænd på vej hjem til Amerika fra sin ungdom som hvalfanger. Redburn og White-Jacket, der blev skrevet på fire måneder, skaffede Melville så rimelige indtægter, at han suppleret med et lån fra sin svigerfar fik råd til at købe gården Arrowhead uden for Pittsfield, Massachusetts og dér agere landmand, mens de lokale rystede på hovedet over ”knægten, der har købt Doc Brewsters gamle gård”. På Arrowhead fik den svagtseende sømand ro og fred til at færdig gøre Moby-Dick, der udkom i efteråret 1851 som hans sjette roman på fem år, og ingen af dem var kortromaner, men nu var det, som om katastroferne havde stået på lur og pludselig marcherede frem. Melville kunne ikke indfri sine lån, og han skyldte penge til sine forlæggere, der havde satset på flere tobak- og knaldromaner, men modtog Moby-Dick; or, The Whale. Den engelske udgave kom en måned før den amerikanske, og forlæggeren havde ikke kun forkortet titlen til The Whale og fjernet blasfemiske ord, men værst af alt: den nu berømte epilog om Ismaels redning fra Pequods forlis var ved et uheld skåret væk. Forfatteren havde blottet sig for latterliggørelse, fordi han havde skrevet en ”umulig” historie, hvis fortæller ”drukner sammen med resten af besætningen.” Den skandale nåede de amerikanske aviser, inden Moby-Dick udkom i New York, og da komikken var fattelig for enhver, genop trykte boulevardpressen de mest hoverende engelske anmeldelser og lukkede øjnene for, at masser af engelske kritikere roste Mel villes ”prosadigt” og skrev, at ”ingen bog er mere ærefuld for amerikansk litteratur”, men den omtale så Melville ikke, for de aviser krydsede aldrig Atlanten. Endnu før Moby-Dick udkom, var Melville gået i gang med sin næste roman Pierre eller Flertydighederne. Og med den vendte han ryggen til havet og til Liverpools ludere og havnekajer for at skildre en ung amerikansk aristokrat. Men Pierre ødelagde sin forfatters omdømme, for den var et afsindigt trekantsdrama om incest 13
og andre afvigende seksuelle roller, og lige som Mardi og Redburn anfægtede den samfundets kristne værdier. Efter Pierre gav Melville sig til at skrive noveller til de litte rære magasiner, og de betalte gode honorarer, for deres oplag var stort. Desuden en magasin-føljeton i ni afsnit, der i 1855 udkom i bogform som Israel Potter. Med den roman var Melville igen tvunget til at balancere mellem læsernes og forlagets krav om regulær spænding og sit eget behov for at skrive andet end underholdning, og på forhånd afgav han det højtidelige løfte til sin forlægger, at ”der ikke er noget i historien, som kan chokere de forfinede. Den indeholder kun få refleksioner og intet, der er tyngende.” Og forlæggeren kunne ånde lettet op. Israel Potter ’handler’ om den patriotiske amerikaner Israel Potter, der efter at have deltaget i slaget ved Bunker Hill hvirvles ind i Uafhængighedskrigens kaos. Han tilbringer derefter et halvt århundrede som flygtning i London, og da han omsider kan vende hjem til USA, erfarer han, at som anonym krigshelt med en historie, der afviger fra den officielle, forstyrrer han den idealistiske myte om USA som frihedens og de grænseløse muligheders land. Året efter Israel Potter udkom under titlen The Piazza Tales and Other Prose Pieces et udvalg af Melvilles magasin-noveller. Heri blandt andet Encantadas – de fortryllede øer med skrøner og myter fra Galapagos-øerne foruden den allegoriske og gyser-spændende Benito Cereno om et mytteri på et slaveskib, den anekdotiske Manden med lynaflederen om dem, der driver en blomstrende handel med menneskers frygt, og først og fremmest Skriveren Bartleby om den anonyme funktionær, der akut nægter at fungere og arbejde. Bartleby er et menneske uden bindinger, og arbejdet er hans eneste forbindelse til livet, men pludselig begynder Bartleby at nære afsky for den amerikanske middelklasses Gud: Begrebet Arbejde (og mil liardærforfatteren Stephen King har skarpsindigt påpeget, at hvis Skriveren Bartleby havde været hundrede sider længere, ville den og ikke Mark Twains Huckleberry Finn fra 1884 være blevet den første moderne, amerikanske roman. At Redburn heller ikke fik æren må skyldes, at den bag facaden er for spidsfindig og flertydig). 14
I 1857 udkommer Melvilles tiende bog, og efter så mange litterære omvæltninger og spekulationer, metafysik, dramatik og latterliggørelse må man formode, han efterhånden er blevet en gammel mand (også fordi fuldskæg og den tids daguerreotypier fik folk til at se ud som oldinge!), men da han udsender sit tiende og sidste prosaværk Bondefangeren, er han endnu ikke fyldt 38. I romanen om en amerikansk bondefanger er alt igen flertydigt og forvirrende, for er der én eller mange bondefangere? Er Gud én af de forklædninger, Satan påtager sig? Og hvordan aflæser man en karakter i ”de gøglebilleder, der farer hen over en bogside, som var de skygger over en mur?” Af solide kendsgerninger om Melvilles senere år er der ikke ret mange. Da Bondefangeren udkom, var den psykisk sønderrevne og fallerede mand på en syv måneder lang rejse til Europa, Egypten og Palæstina. I 1863 fik han solgt sin gård uden for Pitts field, Massachusetts, og familien flyttede ind i et hus på 104 East Twenty-sixth Street i New York. En arv lettede på den rædsomme økonomi, og i 1866 fik han en stilling som toldinspektør. Året efter begik hans ældste søn Malcolm selvmord. I 1886 døde hans næstældste søn som vagabond i Sacramento, Californien. Hans kone Lizzie var flere gange tæt på at rejse hjem til sine slægtninge i Boston, men midt i alle omskiftelser vedbliver Herman Melville at være så uhåndgribelig som en skygge, der farer hen over en mur. Forfatterkolleger omgikkes han ikke, men han skrev en række digt samlinger. Battle-Pieces and Aspects of the War udkom i 1866. Ti år efter fulgte Clarel: A Poem and Pilgrimage in the Holy Land, der omfatter 18.000 linier. I 1888 John Marr and Other Sailors og endelig Timoleon i 1891 – de to sidste blev udsendt som privattryk i oplag på 25 (sic!) eksemplarer. Melville havde trukket sig tilbage og skrev for sig selv og for 24 andre. I foråret 1886 fik han besøg af den danske maler Peter Toft. Både forfatteren og maleren havde i deres ungdom været hvalfan gere og kendt hinanden, men Toft ville ikke snakke om hvalfangst. Han ville høre om Melvilles romaner. 15
– Du ved mere om dem, end jeg gør. Jeg har glemt dem, sagde Melville. Peter Toft vurderede, at Melville måtte have en ringe mening om sine bøger, og han opfattede forfatteren som ”abnormal.” De to forhenværende hvalfangere mødtes ikke siden, men i Melvilles korrespondance optræder Toft en enkelt gang som postbud. Da han havde opgivet hvalfangsten, blev han guldgraver og illustrator i Californien, men bortset fra nogle tegninger og akvareller i mu seet på Koldinghus er han i dag lige så glemt som den artikel om Melville, han den 17. marts 1900 skrev i New York Times. Mens Toft gravede efter guld i Californien, blev Melville berømt som sømanden, der havde boet blandt kannibaler. Siden kendt som forfatteren til Mardi (”den sindssyge Robinson Crusoe”) og Moby-Dick (”Dommens Dag vil holde ham ansvarlig”) og derefter berygtet som manden, der skrev romanen Pierre. Da han døde den 28. september 1891, kunne ingen aviser huske ham. I New York Times’ nekrolog kaldte de ham Henry Melville. Men i hundredåret for Melvilles fødsel i 1819 skiftede den litterære vindretning. Han blev genopdaget og genudgivet, nytol ket og læst. Siden er der udkommet kommentarbind og masser af digre biografier, romaner er filmatiseret (Moby-Dick så mange gange, at den samlede filmografi omfatter 33 titler), Bondefangeren har inspireret George Rochberg til en opera. I dag er Melvilles position som kanon i amerikansk litteratur grundfæstet. Medvirkende til Melville-renæssancen var, at der i hans gemmer lå det roman-manuskript, han havde arbejdet på i de sidste fem år af sit liv. I de år havde han revideret, forkortet, udvidet, omskrevet, men aldrig afsluttet Billy Budd; Sailor (An Inside Narrative). Den udkom første gang i 1924 under titlen Billy Budd; Foretopman og siden i forskellige indbyrdes afvigende versioner.
Til min lillebror Thomas Melville, som nu er sømand pü vej til Kina
1. Hvordan Wellingborough Redburn fik smag for livet til søs ”Da du nu stikker til søs, Wellingborough, ville det være en god idé, om du tog min jægerfrakke med dig; den er lige sagen – tag den, og du sparer udgiften til en anden. Den er godt varm, den har flotte lange skøder, solide hornknapper og masser af lommer.” Det var, hvad min storebror i sit hjertes godhed og troskyldighed sagde til mig, lige inden jeg begav mig til havnebyen. ”Og da vi begge er i bekneb for penge, Wellingborough,” fortsatte han, ”og du mangler udstyr, og jeg ikke kan hjælpe dig, kan du også tage min jagtbøsse og sælge den i New York for det, den kan indbringe. – Nej, tag den; jeg har ingen brug for den nu; jeg har ikke råd til at holde den med krudt.” Jeg var dengang kun en knægt. Nogen tid forinden var min mor flyttet fra New York og til en hyggelig landsby ved Hudson-floden, hvor vi levede et roligt og stilfærdigt liv i et mindre hus. Nødvendigheden af at finde på noget at bestille og at adskillige planer, jeg havde udkastet for mit fremtidige liv, ikke havde ført til andet end sørgelige skuffelser – ja, alt det i forening med min medfødte lyst til at strejfe om havde nu sammensvoret sig om at sende mig til søs som matros. I månedsvis havde jeg hængt over gamle New York-aviser og med fryd studeret de lange rækker af skibs-annoncer, der rummede en sælsom, romantisk magi. Igen og igen slugte jeg meddelelser som følgende: TIL BREMEN Den kobberforhudede og kobberboltede brig Leda, der snart er fuldlastet, afsejler til ovennævnte havn tirsdag den 20. maj. Henvendelser vedrørende fragtgods eller overfart sker om bord ved Coenties Bedding. I min ungdommelige landkrabbe-fantasi blev hvert et ord i sådan en annonce til tykke bind. 19
En brig! Selve ordet indgav mig forestillingen om et sort og havbidt fartøj med høje, trygge skanseklædninger og agterstagede master og ræer. Kobberforhudet og kobberboltet! Det lugtede virkelig af det salte hav! Hvor måtte den slags fartøjer ikke skille sig ud fra de en mastede, grøn- og hvidmalede træslupper, der drev frem og tilbage på floden foran vort hus på bredden. Snart fuldlastet! Hvor betydningsmættet var ikke den meddelelse, der også fremmanede forestillingen om støvede baller og kas ser med silke og atlask og fyldte mig med væmmelse over den usle dækslast med hø og tømmer, jeg kendte fra flodbådene. Afsejler tirsdag den 20. maj – og avisen var dateret den 5. i måneden! Femten dage i forvejen; hvilken vigtig rejse, når tidspunktet for afsejling var fastsat så længe før; flodprammene brugte aldrig så fremdaterede meddelelser. Henvendelser vedrørende fragtgods eller overfart sker om bord! Tænk at gå om bord på en kobberforhudet og kobberboltet brig med henblik på en overfart til Bremen! Og hvem rejste til Bremen? Utvivlsomt kun udlændinge, mørklødede mænd, der talte fransk og havde ravnsorte bakkenbarter. Coenties Bedding. Endnu flere brigger og skibe af alle slags må ligge dèr. Coenties Bedding må være et sted i nærheden af skum melt udseende pakhuse med rustne jernporte og skodder og tegltage og på fortovet gamle ankre og dynger af ankerkættinger. Også gammeldags kaffehuse må der være masser af i det kvarter og vejrbidte kaptajner, der går ind og ud, ryger cigarer og snakker om Havanna, London og Calcutta. Alle mine forestillinger blev på forunderlig vis suppleret af tågede erindringer om brygger og pakhuse og skibsfart, som skyldtes, at jeg havde tilbragt min tidlige barndom i en havneby. Især kunne jeg huske, at jeg stod sammen med min far på bryggen, når et stort skib sejlede ud og rundede molen. Jeg kunne huske matrosernes hiv ohøj! mens man akkurat kunne se deres uldhuer over den høje skanseklædning. Og jeg kunne huske, at jeg tænkte på, hvordan de krydsede det store ocean, og at det 20
skib og de matroser, der nu var mig så nær, om føje tid ville være i Europa. Tilmed havde min nu afdøde far flere gange krydset Atlanten som forretningsmand, for han havde været importør i Broad Street. Og jeg mindedes tydeligt, hvordan han mange vinteraftener ved kaminilden i New Yorks gamle Greenwich Street fortalte min bror og mig om havets skrækkelige bølger, der var høje som bjerge, om masterne, der bøjede som kviste, og om Le Havre og Liverpool og om at gå op i St. Paul’s kuppel i London. Faktisk var mine begreber om havet dengang knyttet til landjorden, men som et smukt gammelt land fyldt med mosbegroede katedraler og kirker og lange, snævre, krogede gader uden fortove og med sælsomme huse til begge sider. Og jeg prøvede ihærdigt at forestille mig, hvordan disse steder måtte se ud på regnvejrsdage og lørdag eftermiddag, og om de overhovedet havde regnvejr og lørdage, sådan som vi selv havde; og jeg spekulerede på, om drengene gik i skole og lærte geografi og havde ombøjede flipkraver, der blev holdt sammen af sorte bånd, og om deres papaer tillod dem at gå med støvler i stedet for sko, for selv foretrak jeg støvler. Det tog sig langt mere mandigt ud. Efterhånden som jeg blev ældre, fik min fantasi større vingefang, og tit drømte jeg om at drage til fjerne egne og om, hvor pragtfuldt det ville være at snakke om barbariske og afsides liggende lande, om den ærbødighed og forundring, hvormed folk ville se på mig, hvis jeg netop var vendt hjem fra Afrikas eller New Zealands kyst, hvor mørklødet og eventyrlig min solbrændte kind ville tage sig ud, hvordan jeg ville medbringe fremmedartede klædedragter i fornem og fyrstelig vævning og gå med dem op og ned ad gaderne, og hvordan butiksdrengene ville vende sig om for at kigge, når jeg kom forbi. Jeg huskede nemlig udmærket, hvordan jeg selv havde gloet på en mand, som min tante en søndag havde udpeget i kirken som den person, der havde været i Sten-Arabien og oplevet sælsomme eventyr, som jeg selv havde læst om i den bog, han skrev, en tørt udseende bog i et bleggult bind.1 21