111 steder i Stockholm som du skal se (uddrag)

Page 1

Christiane Brรถcker | Babette Schrรถder

111 steder i Stockholm som du skal se

Frydenlund


111 steder i Stockholm som du skal se 1. udgave, 1. oplag, 2018 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7216-064-1 Oversættelse: Lotte List Forlagsredaktion: Rebekka Hjelholt Svendsen Korrektur: Peder Norup Grafisk tilrettelæggelse: Maija Hejgaard efter et koncept af Lübbeke/Naumann/Thoben Grafisk produktion: Pozkal, Polen Originaltitel: 111 Orte in Stockholm, die man gesehen haben muss Oversat fra tysk og udgivet på dansk efter aftale med © Hermann-Josef Emons Verlag, Köln Fotos: © Babette Schröder Øvrige fotos: S. 31: Carl Hjelte; s. 123: Alexander Mahmoud, Stockholm Stadsmuseet; s. 151: Scenkonstmuseet; s. 231: Agneta Skoglar Forsidefoto: Istock Kartografi: altancicek.design, www.altancicek.de Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.


Forord En metropol i Norden fordelt på 14 øer og dertil en skærgård med godt 24.000 øer og skær. Glitrende vand og magisk lys. Farverige træhuse og bådsmænd, der ligner eventyrkaptajner i deres elegante uniformer. Det er velkendte billeder fra Sveriges hovedstad. Slottene Gripsholm og Drottningholm kæmper med både adelspaladser og museer for kunst og historie om de besøgendes opmærksomhed – og med i konkurrencen er også de imponerende borgerhuse og det romantiske Gamla stan, den ældste bydel med dens snoede stræder og indtagende kirker og købmandshuse. Og så er Stockholm desuden kendt som et mekka for vandsportsudøvere og modeelskere. Denne bog præsenterer dig for byens ukendte, skjulte og usædvanlige steder. Nogle er overvældende smukke, andre aparte, men alle fortæller de deres egen historie om Stockholm og dens beboere og giver på den måde et nuanceret billede af en fascinerende by. Her kan du lære, hvilken ø der – trods sine kanoner – er den mest gæstfri af dem alle, hvor Greta Garbo indspillede sin første film, hvorfor der sidder en hjemløs ræv over for Riksdagen, hvordan man mindes attentatet på udenrigsminister Anna Lindh, hvor en ensom vippe frister til hovedspring i Østersøen, hvor nobelprisens indstifter lavede rabalder, og hvor ABBA fik taget deres første pressefoto i 1970. 111 steder i Stockholm som du skal se giver fantastiske insidertip og fører dig ud i sælsomme afkroge af byen. Læs bogen som en underholdende forberedelse til din Stockholm-tur, eller hav den med som en perfekt rejseledsager til den eventyrlystne, nysgerrige og frygtløse gæst i den svenske hovedstad.


41__ Judarskoven

Et tilløbsstykke for geologer og svampejægere

Judarskoven er et fredet naturområde, der især er kendt som en særegen geologisk formation. Her findes spor efter en istidsgletsjer, som trak sig tilbage for 11.000 år siden. Spændingerne i isdækket og stenlagene førte til kraftige jordskælv. Skælvene efterlod aflejringer, der blev til en seks meter høj moræne, som endnu i dag strækker sig flere hundrede meter gennem skoven. Det var geologen Gerard De Geer, der opdagede den, og denne særlige morænetype er opkaldt efter ham. Forskydningerne i jordlaget kommer til udtryk i flere skarpt aftegnede klippeblokke. Men der er også en anden god grund til at besøge Judarskoven: I det våde skovområde rundt om søen Judarn kan man fra september finde tragtkantareller. På efterårsmorgener ligger mørket tungt over skoven, og den fugtige kulde trænger langt op i buksebenene. De første stråler fra den lavthængende sol falder ind gennem træernes grene og glitrer i det dugvåde mos. Rundtomkring lyser de sidste tyttebær og blåbær op. Tragtkantarellen har perfekte livsbetingelser her. Den elsker mos på træstubbe og lav på stammer. For at finde den må du forlade de anlagte stier og vove dig et stykke ind i skoven. Den gulbrune svamp kan kendes på de ribbede, nedløbende lameller og en karakteristisk fordybning i den gråbrune hat med de bølgede kanter. Det kan ske, den gror i deciderede kolonier og dækker hele skovbunden. Men for de uøvede kan det være svært at skelne mellem svampe og blade i efterårets brune løv. Træder du forkert, kan du hurtigt komme til at udrydde en hel lille svampeflok. Resultatet er dog anstrengelserne værd: Tragtkantarellen har en let pebret smag og er en herlig spisesvamp. Svampene smager fantastisk, hvis man steger dem i smør sammen med løg, salt og peber, tilføjer lidt cremefraiche til sidst og serverer dem på ristet franskbrød. 90


Adresse Judarskogen, 16839 Stockholm, Bromma | Transport T-bana 17, 18, 19, stå af ved Ängbyplan | Tip I vådområdet nord for søen bor mange forskellige paddearter. Her ligger også Salamanderdammen, hvor du kan finde vandsalamandere.


60__ Netbådene

Ikke kun fede fisk i nettet

Midt i byen, mellem operaen, slottet, Grand Hotel og Riksdagen, ligger den lille ø Strömparterren, som huser byens første park opført med offentlige midler. Hvis man ikke ved det, overser man det let: Her, i vandet foran Middelaldermuseet, ligger de sidste ‘håvbåter’, dvs. ‘netbåde’, der minder om kinesiske fiskerbåde. Strömmen var engang et populært fiskested, fordi vandrefiskene her svømmede op mod strømretningen fra havet til Mälaren. Dengang kom der mere sne om vinteren, så om foråret var vandstanden højere, og desuden var åbningen, som fiskene kom ind igennem, bredere end i dag. Derfor var fangsten meget bedre. Oprindelig stod folk i en kødrand langs kajen og hev delikatesserne ind med fiskestænger. Men da det blev for trangt, begyndte man at fiske fra både. Netbådene har eksisteret siden begyndelsen af 1700-tallet. Fra en stang, der er fastgjort til boven, hænger et net spændt ud som en stor skål. Ude ved kanterne er maskerne store, men de bliver mindre ind mod midten, så det er muligt at fange fisk i forskellige størrelser. Nettet bliver sænket ned til bunden og hevet op igen fyldt med fisk. I 1918 var der registreret 148 af disse små kuttere med net, og endnu i 1950’erne blev tonsvis af fisk såsom brasen, smelt og sandart hevet i land og solgt direkte på kajen. Indimellem fik fiskerne også andet end fisk i nettet. Fisker Olle Högberg kan således berette, at han både har fået menneskelig og uåbnede ølflasker i nettet. Engang fandt han sågar et smykkeskrin med et meget værdifuldt indhold, som han tog med på politigården. Det viste sig at være tyvegods fra et indbrud i Hotel Rosenbad. Högberg solgte sin netbåd i 2016, efter 70 år som fisker i Strömmen. I dag er der ikke længere nogen, der lever af at fiske fra netbåd, men et par af de traditionsrige både ligger her ud for Stömparterren og bliver stadig brugt af og til.

128


Adresse Strömparterren 3, 11130 Stockholm, Gamla stan | Transport T-bana 10, 11, stå af ved Kungsträdgården, bus 54, 57, 65, stå af ved Gustav Adolfs torg | Tip De grønne plæner og bænkene på den lille ø indbyder til afslapning og solbadning.


71__ Scenekunstmuseet Her er alle kunstnere

En ældre herre står ved et glasbord og skubber i dyb koncentration nogle små klodser rundt sammen med sit barnebarn. På hver af klodserne er der afbildet et musikinstrument, og afhængigt af hvordan man bevæger dem hen over bordets overflade, stiger tonerne op alene eller i fællesskab. Rundt om er gamle instrumenter udstillet i vitriner. På engelsk og svensk kan man læse om både mikrofonens historie og den virkning, musik har på kroppen. En etage højere oppe danser nogle børn løssluppent rundt foran en kulørt lysvæg. Lysene afspejler de små danseres bevægelser. Når de svinger armene gennem luften, opstår der en bue af lys på væggen foran dem. Deres dans bliver til et visuelt kunstværk. I andre rum kan man lade sig inspirere af professionelle dansere på lærreder. Som besøgende lærer du om klassisk og moderne dans og om arbejdet som skuespiller. Derudover får du indblik i scenografiens kunst og i effekten af sminke og parykker. Det er både et historisk og helt igennem moderne sted. Museet har en hundredårig historie bag sig og ligger inde med en samling på 50.000 genstande, hvoraf den ældste stammer fra 1500-tallet. Det er bl.a. musikinstrumenter, scenemodeller, tegninger, kostumer, masker, buster, en imponerende marionetsamling og ca. 2.000 commedia dell’arte-objekter. Tidligere hed det Musik- og Teatermuseet, men i forbindelse med en omfattende renovering blev repertoiret udvidet, og derfor er det i dag omdøbt til Scenkonstmuseet. Målsætningen er ikke blot at fortælle museumsgæsterne om kunsten, men også at anspore dem til egne udfoldelser under mottoet: »Træd ind i teatrets, musikkens og dansens verden.«

150


Adresse Sibyllegatan 2, 11451 Stockholm, Östermalm | Transport T-bana 13, 14, stå af ved Östermalmstorg, bus 54, 69, 76, 91, stå af ved Nybroplan | Tip Siden 1884 har H.M. Konungens Hovstall, den kongelige hofstald, ligget på Väpnargatan 1 ved siden af museet. Al transport for det svenske kongehus bliver organiseret her. Der er både en bil- og en hesteafdeling, som bestyres af hver deres hofstaldmester. Hofstalden tilbyder guidede ture, hvor du kan se pragtfulde kareter, uniformer og seletøj.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.