Jesper Jespersen og Peter Olesen (red.)
Børnene fra Bakkekammen
Frydenlund 3
Børnene fra Bakkekammen 1. udgave, 1. oplag, 2019 © Forfatterne og Frydenlund ISBN 978-87-7216-079-5 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Korrektur: Torben Christiansen Grafisk tilrettelæggelse: Henriette Wiberg Danielsen, sidenhen.dk Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien Bogen er sat med Celeste Pro Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice. 2
4
Indhold Forord 7 Jesper Jespersen
Vi løb ind og ud hos hinanden 9 Peter Olesen
Hvad man husker som storesøster 22 Gitta Bechshøft
Drengestreger 38 Carsten Bugge Larsen
Barndommens trygge base 43 Jesper Jespersen
Brudstykker af en barndom som storesøster 52 Birgitte Husmark
Året var fuldt af leg 58 Hans Jespersen
Vi var borgerskabets børn 65 Morten Axboe
Utroligt, som vores forældre stolede på os 77 Anna Kirstine Haugaard
5
Barndommens trygge base Jesper Jespersen, født 1948, professor, dr., ph.d. Bakkekammen 39 (1950-1967) Vi flyttede ind på Bakkekammen i juni 1950. ’Vi’ var far, højgravid mor, min storesøster Birgitte og så mig selv, ’lille Jesper’, der netop havde lært at gå. Vi kom fra en førstesalslejlighed i et byhus til en hel villa med en uendelig stor have. Huset var moderne: centralvarme, elektricitet, varmt og koldt vand, badeværelse, toilet og telefon. Vi børn fik vores eget værelse. Det vil sige et fællesværelse, hvor vi tre skulle enes. Heldigvis var der fuld kælder under huset, hvor der kunne leges, hvis ikke lige der havde været vaskedag, og der var hængt vasketøj op overalt. I takt med at børnene blev ældre, begyndte min søster at insistere på at få sit eget værelse. Far savnede også et sted, hvor han kunne trække sig tilbage. Så presset voksede for at få et større hus. Løsningen blev en om- og tilbygning. Huset blev simpelthen forlænget med tre meter fra kælder til kvist. Det gav den fornødne plads, og min lillebror Hans og jeg slap af med vores søster. Far fik sin egen ’hule’, hvor han ofte sad og læste, når han var hjemme. Mor fik indrettet et atelier på loftet, hvor der blev tegnet, malet og lavet keramik. Haven var et paradis. Her kunne der klatres i træer, spilles fodbold og badminton, soves i telt og laves bål. Med andre ord et eldorado, hvor næsten alt var tilladt. Naturligvis skulle græsset slås, ligesom børnene blev udkommanderet, når der skulle plukkes blommer, stikkelsbær og ribs, som så blev syltet, henkogt eller lavet til marmelade. Når det blev efterår, skulle æblerne plukkes. Der var mange forskellige sorter. Nogle skulle spises med det samme, andre kunne gemmes og give vitaminer over vinteren. Æblekasserne blev stablet ved siden af flagstangen, indtil nattefrosten satte ind. Dernæst 43
Jesper
blev de flyttet ned i viktualiekælderen. Så havde vi frugt til det meste af vinteren. Først i en alder af tolv år lykkedes det mig at få mit eget værelse. På det tidspunkt havde min meget teknisk interesserede bror fyldt vores fælles drengeværelse med en høvle- og drejebænk, et stort elektrisk tog, en dampmaskine og som kronen på værket en dieselmotor til sine modelfly. Da de mere tekniske sider af tilværelsen aldrig rigtig fangede min interesse, så forbarmede vores mor sig endelig. Jeg blev installeret i det lille gæsteværelse, der hidtil havde været reserveret til vores mormor. Når jeg tænker tilbage på dagligdagen i de første mange år på Bakkekammen, så er det ordene stabilitet, tryghed og forudsigelighed, der dukker op. Set med dagens øjne var der en næsten ufattelig ro, hvilket blandt andet må tilskrives det privilegium, at vores mor var – som det hed dengang – hjemmegående. Det vil sige, at hun klarede alt det praktiske i husholdningen (bortset fra fyring med kul og koks), vedligeholdelsen af huset, havearbejdet og alt det med børnene (skolestart, forældremøder, afdansningsbal, translokation, juleafslutning – ja, I kender remsen). Vi børn gik hjemme frem til første skoledag. Vores mor mente dog bestemt ikke, at hun skulle stå for ’underholdning’ af børnene. I hvert fald ikke før hendes pligter var klaret ud på eftermiddagen. Her blev vi samlet omkring et glas saftevand, lidt ’num-num’ (et stykke franskbrød eller et par 44
småkager) og ofte en fælles aktivitet (jeg lærte i de år at flette peddigrør, lave keramik, sy stramaj, strikke og ikke mindst at spille spil). Så formiddagene må jeg have tilbragt sammen med min, til tider meget irriterende, lillebror i haven, i kælderen, i børneværelset eller hos naboerne (der var hul i hækken). Det slår mig, hvor lidt direkte opsyn og ’aktivering’ vi har været underlagt de første år på Bakkekammen. Det var kun, når min bror begyndte at hyle – med rette eller urette – at jeg kan genkalde mig, at vores mor kom til stede ret så hurtigt. Så hun må jo have været i nærheden og fulgt (delvist) med i, hvad der foregik; men så længe Hans ikke protesterede for højlydt, var næsten alt muligt. Specielt husker jeg det forår, hvor vi fik bygget til og om. Der boede vi tre måneder fra april til juni i et lejet sommerhus ved strand og skov. Vi blev lukket ud om morgenen med formaning om ikke at falde i vandet, og derefter så vi ikke vores mor, før hun kaldte på os til frokost – jeg var 6 år, og Hans var 4. En grænseløs frihed (for opsyn), men med en forpligtelse til selv at finde på. Vi tilbragte timer – ja, formiddage må det jo have været – i strandkanten, i skoven og indendørs med spil og LEGO-klodser, når det regnede. Jeg tror, det er svært at overvurdere, hvad denne frihed og dermed forpligtelse til selv at finde på har betydet i hvert fald for mig; men også for mange af de andre børn på Bakkekammen, som jo havde helt tilsvarende vilkår. Det skal naturligvis ikke overses, at miljøet var privilegerende. Vi havde
Jesper og Hans og tre kammerater leger i anlægget tæt ved Bakkekammen 45
haverne, og hurtigt fik vi også nabobørnene som legekammerater. Vi kunne dengang lege på vejen. Der kørte måske tre biler forbi hver time. Vi var ikke stuvet sammen i en baggård, og vi var ikke nøglebørn. Mor var altid i nærheden, selvom vi følte os frie uden opsyn. Denne følelse af frihed fortsatte også, efter at jeg begyndte at gå i skole. Jeg husker det tydeligt. Jeg blev den første skoledag af mor fulgt op til Klosterskolen, der lå midt i byen – og fulgt hjem igen. Herefter måtte jeg selv traske den lange vej på et par kilometer med tornyster på ryggen frem og tilbage til skole – heldigvis næsten altid sammen med nogle kammerater. Når jeg kom hjem, stod der tre frokostmadder i vindueskarmen i spisekammeret, det var før køleskabets tid. Til gengæld lå eftermiddagen blank foran mig til egen disposition. Jeg fik cykel i 2. klasse, hvilket betød, at jeg kom hurtigere til og fra skole, og at de fleste af klassekammeraterne var inden for rækkevidde. Mor stillede kun ét krav, der til gengæld var ufravigeligt: Jeg skulle være hjemme kl. seks (til den obligatoriske middag; dagens varme mad og samlingspunkt) eller halv seks, hvis jeg havde pligten at dække bord. En pligt, der gik på omgang mellem os tre børn. Aftenerne havde også en fast rutine, i hvert fald indtil vi begyndte at gå til spejder, håndbold og ungdomsskole (madlavning, sløjd og sidenhen
Jesper og Hans 46
Jesper med Henrik fra nr. 51
maskinskrivning!). Alt sammen aktiviteter, som de andre børn på vejen ofte også deltog i. Rutinen var, at efter middagen skulle vi børn tage ud af bordet, vaske op og feje gulvet; alt mens far læste avis og drak en kop kaffe. Klokken halv otte var der højtlæsning. Det var ofte historiske romaner, som foregik i en times tid, og så var det sengetid. Det var før fjernsynets indtog, men vi samledes ofte om radioen om eftermiddagen. Jeg skal aldrig glemme dramatiseringerne af bl.a. Kaptajn Grants børn og En verdensomsejling under havet; de blev vist sendt lørdag eftermiddag og strakte sig over fem-seks lørdage. Det var sindssygt spændende. Det med oplæsningen hørte vinterhalvåret til. Så snart der kom luning i vejret, og det blev lyst om aftenen, så samledes børnene fra Bakkekammen i en af haverne og legede skjul, spillede ’land’, hinkede eller hønsede. Også om vinteren – dengang der var rigtige vintre til med sne og is – samledes vi. Dog kun om eftermiddagen på Skovstien, hvor der var en herlig kælkebakke. Det var vældig sjovt. Da vi blev lidt ældre, gik vi om vinteren op i Østre Anlæg. Her stod vi på skøjter og dannede kæder. Kommunen satte ligefrem lys op, så vi kunne fortsætte, selv om mørket faldt på. Det var de seks hverdage, der gik, som havde den rytme – og dog: Lørdagen forløb ofte lidt anderledes. Her var frokosten noget særligt; far kom nemlig hjem og spiste med. Det var hyggeligt, men det forandrede alligevel ikke dagen afgørende. Vi havde jo også været i skole. Ved højtlæsningen om aftenen var der dog en markant afvigelse, idet vores far fremdrog ét af Anthon Bergs store marcipanbrød til 2 kr. Det blev sirligt skåret i fem lige store stykker. En slags lørdagsslik. 47